Never Ending Story

Jeg har tidligere skrevet om “Never Ending Story” om renoveringen af Soi 94 her i Hua Hin. Men vi har et projekt overfor, som slår det med flere længder i langtidsrenovering!

Soi 94 er nu endelig færdig! Det er et lille stykke vej på ikke engang en kilometer, som startede i juli sidste år, og som skulle være færdigt i begyndelsen af februar 2025. De skulle lave ny vandforsyning, nye afløbsrør og lave en ny belægning, som ikke lignede et månekrater, der kastede folk af motorcyklerne om natten. Det blev et mareridt af et projekt, men nu er det endelig færdigt. Da kommunen lavede kontrakt med et nyt firma for to måneder siden, tog det dem 5 uger at færdiggøre projektet, som man havde brugt næsten et år på at gøre 40% færdigt!

Vi har bare vores eget projekt overfor, som efterhånden runder et “fint” jubilæum. Det bliver nok aldrig nogensinde færdigt, og det havde nok været smartere at jævne skidtet med jorden og bygge noget nyt!

Ejendommen overfor blev oprindeligt bygget af en englænder. Den består (bestod) af 5 lejligheder i to etager med køkken/stue med toilet og to værelser med et badeværelse. Godt nok var det da lidt tung i stilen (manden er jo englænder, og det kan han jo ikke gøre for), men det var da lejet ud, selvom der var en del gennemtræk. Måske på grund af den lidt pebrede husleje.

Nu er den ejendom jo mere eller mindre vores udsigt (og vi er deres), og de første par år var vi helt fine med det. Der var ikke nogen problemer med larm eller den slags. Altså udover en thai dame, der sang på livet løs til thai musik – det syntes vi da bare, var hyggeligt, og så sang hun ret godt.

Midt 2020 blev lejerne så smidt ud, og 5. september det år blev den sidste af de 5 lejligheder på vejen tømt og revet fra hinanden.

Vores gartner spurgte håndværkerne, om de skulle renovere ejendommen, og det svarede de ja til. Okay – så vidste vi da, at vi kiggede ind i nogle måneder med renoveringsarbejde…

Her 5 år senere er vi blevet klogere. Mange, mange dage med larmen fra borehammere og vinkelslibere klogere. Mange dage med at bygge noget op for at bryde det ned næste dag. Mange, mange teams senere. De fleste totalt amatører og “Klyt Ejnar” typer, som vi kalder det på sønderjysk. Der har været 2 mands teams – mand og kone med et bette barn. Det skred godt nok fremad i et astadigt tempo, og byggepladsen var ét stort rod. Så lå det stille længe indtil der kom et andet team på6 unge gutter, som gav den totalt gas, og der fik vi håb om, at nu gik det nok over.

I 2022 stod den første lejlighed delvist klar. Den havde fået vinduer og døre i og så nogenlunde færdiggjort ud. Ihvertfald udefra, for indenfor var der ikke fliser på gulvene, og der hvad ingenting i hverken køkken eller bad. Da arbejdet på lejlighed to startede ud gik det fint, men vi tror, at håndværkerne blev strittet ud, den dag glarmesteren kom med vinduespartier og døre, som ikke passede i hullerne. Taget på terrassen ovenpå var heller ikke magen til det ved siden af…. Så stoppede det hele igen – måske i et par år…

Men så en dag kom der håndværkere igen, og så startede larmen fra maskinerne igen. Meget af tiden gik med at bryde dele af det ned, som var lavet i sidste etape af nummer 2 lejlighed.

På et tidspunkt købte vi et lille bord, så vi kunne sidde i vores baggård i dagtimerne i stedet for i vores dejlige have. Specielt jeg har været ved at blive skør af al den larm. Når 5 lejligheder i to etager på den måde står åbne og peger lige over mod vores hus, så virker de lejligheder som højtalere, når man kører med en borehammer. Det er mega højt, og jeg har indimellem skrigen for ørerne allerede ved middagstid.

Men larmen er faktisk ikke det værste, for vi kan jo bare lukke dørene, og det gode er, at jeg åbenbart er blevet så hardcore thai, at jeg ikke engang behøver aircondition i dagtimerne, selvom vi ikke har luft igennem. Vores loftsvifter er fine.

Nej det værste er at se på, hvad de laver. Jeg er ikke håndværker, men selv jeg kan se, at det meste af det, de laver er så amatøragtigt, at man næsten ikke kan lade være med at grine af det. Det sørgelige er desværre, at jo mere “klyt” de laver, jo længere tid tager det at blive færdig med den renovering. Jeg er ret sikker på, at vi IKKE kommer til at opleve afslutningen på det der.

Til gengæld er duerne flyttet ind i bygningen (og de synes, at de skal drikke vand i vores fiskebassin – det synes jeg så IKKE). Til gengæld er taget, som de malede hvidt i 2020 begyndt at skalle helt vildt, og det duer jo slet ikke. Til gengæld har de med 2 eller 3 skiftende ejere undervejs nu lavet en stilforvirring, der hører hjemme i en komedie, og til gengæld må det have kostet SÅ mange penge i tabt husleje, byggematerialer og uduelige håndværkere.

Denne uge har så budt på flere overraskelser. Jeg vil sige, at det er ret dumt at lade sig overraske af noget som helst, når det drejer sig om “håndværkere” i Thailand, men det er alligevel lykkedes dem at få os til at stå med åben mund og måbe!

Først kom vi hjem fra en tur i byen den ene dag, og pludselig havde de smadret buen på ydersiden af terrassen i den ene lejlighed nedenunder (den midt i – hvorfor starte fra en ende af?). Altså den færdiggjorte lejlighed i enden havde stadig den der bue?? Så gik der et par dage med at smadre nogle flere af de der buer, men i fredags havde de vist sat lærlingen til at bryde ned, for han biksede med den der bue i 3-4 timer, og de andre tog kun under 1 time. Sikke en larm.

Næste overraskelse kom i går! På terrassen på 1. sal begyndte de for nogle dage siden at sætte armeringsjern i gelænderet på terrassen. Jeg kiggede lige ud på et tidspunkt, og der fulgte jeg, at ham “håndværkeren” kun kunne bore ca. 2 cm. ned i betonen på kanten af terrassen, og så forsøgte han at banke en stang armeringsjern ned med en hammer (som om beton giver sig…). Senere på med nogle forme, og så smed de beton op i formene til nogle piller med en kop. På det tidspunkt rendte min handyman rundt i stuen og sagde: “Nej, nej, nej”. En dags tid senere kom de så med en form til en kæmpe overligger – troede vi – og vi var ret bekymrede over, om hele skidtet ville styrte ned.

Men nej! I går tog de støbeformen af og frembragte de fineste buer i vel hvad man kalder romansk stil. Altså lige bortset fra, at den ene pille stod og rokkede faretruende, da de tog formen af, og at den buer temmelig synligt hælder til den ene side. For slet ikke at snakke om den totale stilforvirring det stakkels hus nu lider under! Jeg ved da godt, at det ikke er færdigt endnu, men der er vist lige et stykke vej.

Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige! Æstetisk sans og sansen for stil er ikke lige det, der præger den seneste ejer. Min bedre halvdel mener, at alle lejlighederne skal have forskellig facade, og det kan han måske have ret i. Mit input er så, at så skal de nok også have forskellige farver. Lyseblå, lyserød, lilla, limegrøn og gul. Det bliver da smukt! Og indvendigt er det indrettet så mærkeligt, at vi ingenting forstår. Vi troede oprindeligt, at den første ville blive til en grillbar eller sådan noget med en lille kukkasse i beton lige inden for fordøren.

Det er godt nok synd for det fine hus, og det er også lidt synd for os at skulle se på sådan en øjenbæ. Men sådan er det jo bare – man kan ikke gøre noget ved sine naboer. Og slet ikke i Thailand. Måske kan vi gøre det til en turistattraktion? Kom og se det mest vilde byggeri i Hua Hin – sådan hen ad Sagrada Familia i Barcelona, hvor flere stilarter også clasher fuldstændig.

Men skidt med udsigten. Bare de for hulen da snart er færdige med at baldre rundt med de der underdimensionerede borehammere i timevis.

God Søndag!

PS. Huset overfor hed før Baan Jack Hill – nu hedder det Baan Jack Hell.

Liv i Thailand

Vaskeriboom i Hua Hin

Lige nu har vi vaskeriboom i Hua Hin. De popper op overalt i byen, så det er altså ikke noget problem at få ordnet sit vasketøj i helt nye, kæmpestore vaskemaskiner og tørretumblere.

Mange thaier har ikke vaskemaskine derhjemme, og i gamle dage kørte man sit vasketøj hen til en lille butik, hvor de så vaskede tøjet, tørrede det og lagde det sammen for 20-30 baht pr. kg. For nogle år siden begyndte prisen at stige, og til 40-50 baht pr. kg blev det simpelthen for dyrt for folk. Så kom de her vaskemaskineautomater, hvor der stod nogle af de der totalt umoderne maskiner, hvor man kommer vasketøjet i oppe i toppen. I med 10 eller 20 baht, og så kørte maskinen. De findes stadig hist og her, men man ser aldrig folk bruge dem.

Nu kommer der nye vaskerier med topmoderne maskiner med kapacitet helt op til 28 kg. pr. maskine. Så kan hele familien da få vasket alt deres tøj, hvis man da ikke lige er pernitten med at sortere i farver, som jeg er. Det er ikke billigt, men når man nu ikke kan få råd til en vaskemaskine selv (eller ikke har plads), så er det jo den mulighed, der er. Vi synes det er herligt, for nu kan vi vaske dyner og puder, uden at vaskemaskinen drøner rundt ude i vores thai køkken, når den skal centrifugere!

De her vaskerier er så opholdsstedet i den tid, det nu tager at få vasket og tørretumblet sit vasketøj. Der spises, drikkes, hygges, snakkes, kigges i telefon – ja, rigtig meget af det, man nu gør, når man har “fri”. Vi har et lige nede på vejen, og det er rigtig populært, og der er folk nærmest døgnet rundt. De er nemlig åbne 24/7 men er kun bemandet i dagtimerne (af nogle søde mennesker, som gerne tømmer maskinen for folk, som er kørt et ærinde). De hjælper, hvis man ikke kan finde ud af maskinerne og sørger for, at der er pænt og ryddeligt hele tiden.

Men når jeg nu skriver “Vaskeriboom”, så vil jeg lige komme ind på et sjovt fænomen her i Thailand. Tingene kommer lidt i bølger og i “klumper”….. Når man kører til og fra Bangkok, så vil man kunne observere, at man kører forbi 2 km. hvor der er massevis af boder, der sælger det samme. Feks. vandmeloner. Jeg tror, at det er ud fra devisen: Nå, nabokonen har en bod med vandmeloner, og folk stopper op og køber af dem, så sådan en må jeg også have….

Når det nu er frugt og grønt, så kan det jo være fordi, der er særligt gode forhold for at dyrke netop DEN afgrøde i det område. Eller som midtvejs mellem Hua Hin og Bangkok, hvor de udvinder havsalt, og der er bare den ene saltbod efter den anden på et langt stræk. Det giver mening – og så alligevel ikke! Der er et par timers kørsel herfra på vejen til Bangkok et område, som jeg kalder “kosteområdet”. De sælger koste i alle udgaver i utallige boder lige ved siden af hinanden. Det triste ved det er bare, at de allesammen har det samme sortiment, og det virker da helt skørt. Hvis jeg skulle sælge koste i kosteområdet, ville jeg da finde på noget, de andre ikke har. Eller sælge noget helt andet – måske vandmeloner??

I gamle dage i Danmark samlede vi jo også håndværkere og sælgere i bestemte områder. Deraf vejnavne som Smedegade, og Skomagerstræd. Det er meget længe siden, og jeg tvivler på, at de alle havde 100% det samme udvalg.

Her i vores område har der været en kolossal udvikling, siden vi begyndte at komme her regelmæssigt i 2016. Det var til at starte med et stille og fredeligt område, hvor der var nogle håndfulde restauranter, barer og småbutikker. Der var stille og fredeligt om aftenen (lige bortset fra alle de der “HELLO WELCOME” damer). Så kom Corona, og så måtte mange barer lukke i barområderne i Soi 80 og i Binthabat i midtbyen, fordi de ikke kun betale de tårnhøje huslejer. Ejerne var ikke til sinds at hjælpe i den nødsituation, hvor de måtte holde lukket i måneder.

Da vi endelig kom ud af den forfærdelige tid, begyndte det at gå stærkt. Der dukkede små barer og restauranter op her og der, og der begyndte at komme flere og flere mennesker til området. Så åbnede Wonderland med de her små basthytte barer i en klynge med fælles toiletter og ret billig husleje. Pludselig var der simpelthen basthytte barer over det hele, og de stod selvfølgelig næsten tomme for gæster allesammen. Det gik helt amok, og i dag er der et utal af dem, men der er også rigtig mange, der har måttet lukke igen, for der er simpelthen ikke kunder nok til det! Det er igen ud fra den betragtning, at når min veninde har åbnet en bar, så vil jeg også gerne det, men jeg har lige glemt at tjekke markedet først, og om min veninde rent faktisk tjener penge på det.

Lige meget, hvor meget de skriger “Hello Welcome”, så er der altså kun det antal kunder, der er. Jo, så barer har vi altså rigeligt af nu, og de har også klemt flere restauranter ud med “støj” fra 50 højttalere med forskellig musik selv til spisetid.

Restauranter er der altså alligevel nok af. Mange bliver åbnet for farang penge, og ofte har hverken mand eller kone forstand på at drive en restaurant, og ingen af dem kan lave mad (der er faktisk mange thaier, der ikke kan lave mad, selvom det er en af deres største passioner). Der går nærmest ikke en uge, hvor der ikke åbner og lukker restauranter, og der bliver brugt enorme summer på at rykke det hele fra hinanden og lave det hele om. Nogle forsøger at være kreative, så de installerer et poolbord midt i en restaurant. Hvem gider at sidde og spise med råben og skrigen og risikoen for at få en lang træpind i nakken??

Det er jo forlokkende at åbne sit eget lille sted, hvor man måske kan tjene nogle gode penge, selvom man må arbejde hårdt, men hvis man sælger det samme som mange andre, så er det op ad bakke. Lige nu har vi inden for restauranter et kebab boom. Der åbner kebab butikker i massevis. Det har ellers været pizzariaer i nogle år. Jeg tror, de her kebab butikker popper op, for der ligger en meget stor mellemøstlig restaurant mit på Soi 94 (Ogen hedder den), og de har haft ret god succes ser det ud til. Men de har lavet en restaurant, der er totalt smagfuld i en gammel villa med servering ude og inde. Så er de der kebab restauranter, der ligner et mejeri med røde nappastole altså noget bagud på point.

Så har vi alle de her “kiosker”, som 7-11, Mini Big C, Lotus’s Mini osv. Dem har vi også fået dusinvis af i området i de sidste år, og mange steder ligger der 2-3 stykker lige ved siden af hinanden. De har allesammen mere eller mindre det samme, og meget af det er alt for dyrt og dårligt i forhold til at gå hen og handle ordentligt ind, men det er en folkesport her at gå i “7”, som de siger, og mange thaier er i sådan en forretning flere gange om dagen.

Cannabis butikker. Oh my God. Da Cannabis blev legaliseret voksede der butikker frem i hele Thailand – hurtigere end bakterier formerer sig på et toiletbræt. Jeg har simpelthen ikke tal på, hvor mange cannabis butikker, der er dukket op her i Hua Hin, og mange af dem ligger side om side. I mange af dem sidder der et par thaier indenfor og glor i deres telefoner, for der er jo ikke kunder nok til flere hundrede butikker i denne her by. Nu er cannabis så blevet receptpligtig, men alle butikkerne er stadig åbne. Jeg læste et sted, at personalet i butikken kan tage et online kursus på et par timer, og så kan de udskrive recepten selv!

Sidste nye bølge er så vaskerier, og bare inden for gåafstand herfra har vi inden for 2 år fået 5-6 stykker. Det er flere forskellige kæder, der kører dem, og det er et fint koncept. Men nogle af dem står altså tomme uden kunder, og det må være en dyr spøg. Den seneste er dukket op lige overfor vores fitness center, så min bedre halvdel har haft “Fjernsyn for Dig” i byggefasen, når han gik på løbebåndet. Det har kun taget ganske få måneder at få banket op, og i denne uge fyldtes det med kunder, for det er lidt længere oppe i området, hvor de ikke havde vaskerier af den slags.

Seneste butik. Husk at tage skoene af udenfor!

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvad næste boom mon bliver? Der er masser af grunde og forretninger til salg her, så det kan vel nærmest blive hvad som helst?

Liv i Thailand

Afslapning som turist i sin egen by

I går blev vi brutalt mindet om, at vi ikke er 25 mere!! Vi besluttede så at belønne os selv med en tur til stranden som vaskeægte turister i vores egen by.

Vi kommer ikke så tit på Hua Hin strand, selvom der kun er 1,5 km derned. Ingen af os er vilde med sand, og det er der jo ligesom rigeligt af på en strand. Ingen af os gider at ligge på en solstol og grille, og så bryder vi os heller ikke om at svømme i havet, hvis vi kan undgå det. Så snakker vi slet ikke om brandmænd, sandlopper, løse hunde og alt det andet.

Men vi har fundet et lille hyggeligt sted, hvor man spiser rigtig godt, men det er også i orden bare at drikke en kold øl og glo på folk og strandliv. Der kommer vi af og til, når vi lige trænger til at få den der Thailands ferie følelse, eller når vi bare mangler at lukke dørene og komme ud lidt og glemme alle de overhængende projekter.

I går var grunden til at tage derned en lidt anden! Vi var nemlig begge helt smadrede i går, og vi orkede nærmest ingenting.

En tysk ven, som lige er flyttet til Hua Hin permanent, men som vi kender fra hans tidligere ophold her, havde bestilt tapas. Han er flyttet ind i et lille hus for enden af vores vej, så vi ses helt klart jævnligt, og vi kan begge rigtig godt lide ham. Jeg lavede tapas til ham sidste år, aftenen inden han skulle hjem til Tyskland, og dem havde han drømt om i lang tid. Your wish is my command, så han skulle selvfølgelig have tapas.

Nu er tapas til 3 personer jo lidt noget pjat, så vi inviterede lige et par ekstra. Vores australske venner, som har været her i 5 måneder ville rigtig gerne komme, og vores thai veninde Pam dukkede også op. Det viste sig desværre, at det blev vores australske venners sidste aften, for de var nødt til at tage tilbage til en meget syg far i går.

Jeg fik lavet 11 forskellige retter til min lille buffet (små portioner men af en masse forskellige ting), og Pam kom med to favoritter: Krydrede svinefrikadeller thai style og en meget spicy ragout af bambusskud. Jeg har et svampeflip i øjeblikket, for jeg fandt ud af, at de der totalt billige thai/kinesiske svampe, der ikke koster en pind, faktisk smager ret godt. Og så læste jeg en artikel om, hvor sunde svampe egentlig er. I Danmark har vi altid fået at vide, at vi skulle begrænse indtaget af svampe!

Det resulterede i et projekt, som jeg brugte flere dage på at eksperimentere med. Så jeg kunne servere “kammuslinger” med rød peber sauce. De blev rigtig gode! Selv min tunmousse lykkedes (min veninde griner stadig af dengang, jeg lavede 4 kg tunmousse til en fest, og den kunne slet ikke holde formen! Der var også “tunmousse” til 100 mand)

Gæsterne var inviteret til kl. 18.30, og snakken gik rigtig godt, så vi havde en mega hyggelig og sjov aften. Den var så sjov, at de sidste gæster gik hjem klokken 2.30. Pam blev hentet af sin favorit motorbike taxi, og den føres af en meget sød dame, som vi da lige måtte have ind til en øl, selvom hun lige var væltet ud af sengen.

Pam havde tidligere på aftenen insisteret på at vaske op, så vi havde kun nogle få ting, der skulle ryddes op. Men klokken blev alligevel halv 4, inden vi kom i seng! Det er altså ikke særlig almindeligt i det her hus!! Det havde været en lang dag med mange forberedelser, så vi gik også bare begge to ud som et lys!

Jeg havde slukket vækkeuret (vi står normalt op 6.30), så da jeg endelig kom til mig selv, var klokken blevet 9.30. Så sent er jeg ikke vågnet i umindelige tider, men selvom jeg da havde fået nogle gode timers søvn, var jeg bare træt helt ind i knoglerne.

Morgenmaden bestod af sildemad med karrysalat (købt hos “Danskeren” inde i Bintabaht). Altså, man er jo nødt til at spise alle resterne. Selvfølgelig skulle de smage sild og karrysalat, og vi havde da også det sidste af en Rød Ålborg i fryseren i en Faxe Kondi flaske, som en dansk veninde medbragte sidste år. Sild er hammerdyre her – 365 baht for et glas, så de skal bare spises – koste hvad det vil.

Efter sildemaden pakkede vi bare sammen og tog til stranden. Vi nåede lige at komme ind under tag, inden det begyndte at vælte ned. Det var faktisk ret charmerende at sidde der i tørvejr og kigge på, at regnen pisker ned. Senere klarede det op, og så var alt godt igen.

Jeg var stadig sulten, for jeg spiste ikke så meget aftenen før. Det er altid et problem med appetitten, når man har gået og lavet mad hele dagen og smagt til igen og igen!

På den lille restaurant på stranden fik vi så et par små retter. Larb Muh, (som er en spicy salat med hakket svinekød) og en gang super sprøde og saftige kyllingevinger. Totalt lækkert. Restauranten hedder Jaan Sawang og ligger for enden af Soi 67. Forbavsende nok er priserne for deres mad helt rimelige, som man måske ikke forventer sådan et sted. Den eneste ulempe er, at toiletterne er lidt af en ørkenvandring (i vådt sand), og de er ærlig talt heller ikke alt for spændende, men sådan er det jo tit ved stranden.

Der var masser af underholdning i restauranten, som er familieejet, for en lille pige på et års tid kom ud fra køkkenet og trissede frem og tilbage og charmerede alle gæsterne. Der var også en tjener, som var meget høj af en asiat at være, og så var han da noget af det mest effektive, jeg nogensinde har set i dette land. Jeg var helt fascineret af hans måde at SE ting på, for han havde hele tiden noget i hænderne og så smilede han til alle, det bedste han havde lært. Da dagen gik på hæld, gik personalet i gang med at sætte op til aftenservering på stranden, heste og hunde skulle hjemad, og folk gik ture langs med stranden.

Sikke en dejlig fred, vi havde i hovedet, da vi kom hjem.

Restemad blev det til igen, og det var stående taffel for ikke at falde i søvn før tid. Kl. 22 var aftalen, at vi skulle holde til, og det gjorde vi fint. Her til morgen var vi begge friske som havørne og susede op i fitness centeret.

Dejligt at hvile på fuldendt gerning, som man siger. Sikke en skøn lørdag aften med gode venner, som sendte os tak for aftenen hilsener i går. Skønt, når folk kan finde ud af det med andre, selvom det er første gang, de mødes!

Inden jeg satte mig til at skrive her, spurgte jeg Kloge Åge (Chat GPT) om, hvad jeg kunne få ud af de sidste rester. Åge kom op med en fin menu, så vi skal have kyllingebryst med stegte svampe og ristet kinakål, ruccolapesto, og sprøde croutoner af hjemmelavet brød med parmesan. Sådan – så er der næsten ryddet op. Der er kun et par sildemadder til glasset er tomt, og det har været en fornøjelse!

God mandag!

Liv i Thailand

En tur på hospitalet

I sidste uge tog vi en tur på hospitalet, og for første gang i de snart 8 år, vi har boet her i Thailand, så gik turen til det offentlige hospital i Hua Hin.

Min bedre halvdel har længe klaget over, at han ikke ser så godt på det ene øje. Han har brugt linser i over 50 år, og de har været omkring de -9, som jo er temmelig slemt nærsynet. For 5 år siden fik han nethindeløsning, så vi måtte akut til Bangkok på øjenhospitalet. Her fik han at vide, at operationen for at redde hans øje næsten sikkert ville give grå stær. Derfor valgte han at få skiftet linsen i det øje, så han ikke skulle opereres efter kort tid igen. Det gav ham -2 på det øje.

Tiden har nok indhentet ham, for han begyndte at have problemer med det andet øje allerede for et par år siden, og det er kun blevet værre. Vi kørte derfor ned til den lokale øjenlæge for et par uger siden for at få det checket. Ganske rigtigt – han har en mild form for grå stær, men nok til at han ikke kan se ordentligt.

Vores øjenlæge (som iøvrigt er en meget sympatisk og ærlig mand) gav ham en henvisning til Hua Hin Hospital for at få en undersøgelse af nethinden i en specialmaskine, så en grå stær operation ikke kunne give komplikationer.

Nu er det sådan, at Hua Hin Hospital ikke har det bedste ry. Ikke på den måde at lægerne ikke er dygtige nok, for det er de, og mange af dem har egen klinik (som vores øjenlæge) eller arbejder deltid på et af de dyre privathospitaler i byen. Det er mere, at det måske er lidt underdimensioneret, og så er logistikken der helt forfærdelig. Vores veninde Pam kører i bus i 10 timer for at komme på sygehuset i Kong Kaen, og det er på grund af den uhyrlig lange ventetid!

Nå, men der var jo ikke andet at gøre end at prøve til! Vi ladede begge vores telefoner og tablets helt op, lavede en taske med drikkevarer og andre fornødenheder, og vi var helt klar til at vente i timevis på en plasticstol. Vi havde fået besked på at være der mellem 9 og 11 om formiddagen.

Da vi ankom skulle vi først registrere os på hospitalet. Heldigvis havde en ven taget skemaet til registrering med til os for nogle måneder siden, og det tog da heller ikke mere end 5-7 minutter, så var vi registreret. Min bedre halvdel havde også afleveret sin henvisning, så vi kunne gå videre til øjenafdelingen. Hua Hin Hospital er meget stor med mange bygninger, og skiltning er lidt en by i Rusland. Så vi endte op med at rende rundt på bagsiden af en af bygningerne.

Det lykkedes dog at finde øjenafdelingen, og der var godt nok bare mange mennesker! Det var der sådan set overalt, og man kunne se, at mange nærmest camperede der for dagen med mad og drikke og underholdning. Jeg forstod lige pludselig godt vores havemand, når han var nødt til at melde afbud til en hel dags arbejde, fordi han skulle på sygehuset.

Vi ventede i kø ved lugen, hvor folk forklarede til en sygeplejerske, hvad deres problem var, og så fik de et kønummer. Det viste sig, at vi allerede havde et kønummer fra receptionen, og det var 63. Der var mennesker overalt, og jeg havde godt nok ondt af nogle af de virkelig gamle og skrantende mennesker, som næsten ikke kunne holde sig på stolen.

Det viste sig, at der slet ikke var nogen læge til stede, og jeg tror, at meningen var, at folk skulle komme og få et kønummer, og så efter kl. 11 gik man så i gang med konsultationerne.

Der begyndte jeg godt nok at tro, at jeg skulle hjem efter en madpakke og en sovepose. Jeg tror, der var mellem 70 og 90 mennesker i kø, og der var kun 2 rum til undersøgelser. Nu skal det jo siges, at rigtig mange havde en eller flere ledsagere med, så det hele så jo noget værre ud end det var, men nummeret i køen kunne man jo ikke komme udenom.

Når jeg venter sådan et sted, så har jeg svært ved at lave ret meget andet end at glo ud i luften eller læse skilte. Derhjemme ville jeg jo ikke have noget problem med at surfe lidt på telefonen eller lave et af mine ordspil, men der sker et eller andet med min hjerne, når jeg sidder i kø. Det bliver faktisk allerværst når vi er nummer 3 eller 2 i køen, men der var jo så lige et stykke tid til.

På et tidspunkt stoppede strømmen af nye patienter stille og roligt. Pludselig kom hende sygeplejersken i receptionen ud og råbte min husbonds navn op. Han blev sendt hen i et hjørne med en masse maskiner, hvor han så fik lavet målingen, som ses ovenfor. Maskinen spyttede et print ud, som blev lagt i en kuvert, og så kunne vi gå til kassen. Der var ingen kø, så det var hurtigt overstået med at betale.

53 minutter fra vi trådte ind på hospitalet til vi var på vej hjem igen! Vi havde taget en Bolt taxi, for det er nærmest umuligt at parkere deroppe. Jeg var bare totalt forbavset og imponeret, for jeg havde jo forventet, at vi skulle sidde der hele dagen! Alle på hospitalet var venlige og søde, og jeg fik da et helt andet indtryk af stedet end alle de grimme rygter om stedet (som jo nok i virkeligheden er helt rigtige). Jeg tror, at det er ret vigtigt, at man har en henvisning fra en læge, hvis man skal have lavet en undersøgelse, for så behøver man jo slet ikke snakke med en læge nødvendigvis. Nu skal det jo også siges, at vores øjenlæge arbejder på Hua Hin Hospital, så han ved nok godt, hvordan han skal kringle det.

Senere på eftermiddagen gik turen til øjenlægens klinik. Jeg havde taget et billede af test resultatet og uploadet det til Kloge Åge (Chat GPT) for at få at vide, hvad målingerne egentlig viste. Min husbond fik nøjagtigt det samme at vide af lægen: Han er Good to Go, og han skal have en grå stær operation inden for kort tid! Nu må vi lige få sparet sammen, for det er ikke dækket af sygeforsikringen. Vores dækker kun, hvis vi bliver indlagt.

Der er flere forskellige linsetyper at vælge imellem med hver deres fordele og ulemper, så jeg fortalte Kloge Åge om hele situationen, og han (den) har allerede givet sit bud på, hvilken vej min bedre halvdel skal. Nu skal ikke æde alt, hvad Chat GPT siger, råt. Den kan altså også tage fejl, så vi har også selv checket op på de forskellige muligheder.

Næste step er 11. september, og så bliver der nok bestilt linse og operationstid. Måske kan han være så heldig, at han helt kan smide linserne eller også kun bruge linse i det ene øje. Det er mega spændende! Den mindre sjove del er nok regningen, men man skal jo ikke spare på sit syn, hvis man har mulighed for at få det ordnet!

God Søndag

Liv i Thailand

Den allersidste Coca Cola

Sidste søndag drak vi den allersidste Coca Cola – ihvertfald for nu. Og uden at være fanatisk – man kunne jo måske godt forestille sig en belønningscola?

I mit barndomshjem i de tidlige år var der ikke råd til sodavand, og da min far var mælkemand, så kunne vi få alt det mælk og juice vi gad. Men til højtiderne blev der købt en kasse sodavand, så der var halvt Fanta og halvt Coca Cola. Uhhh – det var virkelig godt. Senere kom sodavand fra Frem i Ribe – de kostede kun 24,95 for en kasse med 24, men så skulle man også leve med, at det altså ikke var Coca Cola. En overgang var de klare colaer moderne, og dem kunne jeg egentlig godt lide.

Da jeg flyttede hjemmefra for over 40 år siden, tænkte jeg, at nu bestemmer jeg selv, så fremover skal der være en cola i køleskabet, så jeg kan få lidt cola, når jeg står op. Det lyder måske lidt perverst, men jeg har altid godt kunnet lide smagen og følelsen af at få munden renset, når man lige er væltet ud af sengen.

Da jeg mødte min husbond for 35 år siden, syntes han vist, at det var lidt mærkeligt at drikke et glas cola som det første om morgenen, men der gik ikke længe, før han havde vænnet sig til ideen, og han kunne faktisk også godt lide det.

På mit første arbejde var der kun Jolly Cola, men det vænnede jeg mig til, og så drak jeg da lige 5-6 stykker af dem om dagen. Det skal siges, at jeg bare var en lille spirrevip dengang, og det hang åbenbart ikke fast på mig. (Det ændrede sig så, den nat jeg fyldte 30!!)

Coca Cola var temmelig dyrt i Danmark, men vi havde det sådan, at det skulle være “the real thing” eller ingenting, så for at spare nogle penge (for dem havde vi ikke mange af), så drak vi de store 1 1/2 liters cola. Nøj, hvor sådan en var doven efter 3-4 dage!! Men vores daglige cola fix havde vi bare behov for, når vi stod op!

Jeg vil nu fortælle et par skøre historier om det her daglige Coca Cola fix.

Der hvor vi boede i begyndelsen af vores tid sammen, var i et gammelt hus på landet, som ikke var særlig velisoleret eller moderne. Dengang var det lige blevet smart at lave shots “Sort Svin” (tror det kaldes Små Grå) i dag. Så det lavede vi med 60% vodka fra Tyskland og tyndet ned med vand + selvfølgelig med Tyrkisk Peber bolsjer i. Jeg drak ikke så meget af det, for jeg kunne ikke lide at drikke shots på det tidspunkt, men vi havde det i cola flasker i baggangen, hvor der var køligt. En nat vågnede jeg og var tørstig, så jeg hentede en cola i baggangen. Da jeg sad i sengen, tog jeg lige sådan 5-6 store slurke “Coca Cola”….. Indtil jeg fandt ud af, at jeg lige havde drukket en stor portion alkohol en tirsdag nat, hvor jeg skulle på arbejde!! Nå, men jeg sov da godt den nat!

På et tidspunkt fandt vi ud af, at vi kunne købe 2 liters Coca Cola i Tyskland. De kom i sådan en blød flaske, som blev helt slatten, når den var åbnet. Da prisen nu var meget lavere, flyttede colaen nu op på natbordet, så vi lige kunne tage et bløb, hvis vi blev tørstige om natten. Det er egentlig underligt, at vi overhovedet har tænder tilbage….

En nat vågnede min bedre halvdel og ville have en tår cola. Han gad ikke sætte sig op, for som gammel inkarneret sengeliggende sygehuspatient kunne han da sagtens drikke af en flaske, mens han lå ned. Der skete så bare det, at den har bløde flaske klaskede sammen, så der sprøjtede cola ud over mig, sengen, sengebordet (som var i bambusflet), væggen bag sengen, gulvet og selvfølgelig var han også selv gennemblødt. Sikke et svineri! Og da Cola som bekendt klistrer værre en 7 ulykker, så var det et stort arbejde at gøre rent efter det.

Engang var mine forældre på besøg i en weekend. Vi havde lige købt vores hus i Silkeborg, og det manglede virkelig en kærlig hånd og det hele var meget overvældende. Mine søde forældre kom og hjalp os med at pakke flyttekasser ud, slå græs og luge ukrudt. Søndag morgen var min far blevet tørstig, så han fandt en 1 1/2 liters cola i vores køleskab”. Da han ville lukke den op, tabte han den på gulvet, og det virkede som en bombe, der fik cola til at sprøjte ud i hele køkkenet! Det tog flere år, før jeg fik gjort op med alle de der klistrede pletter på gulve, vægge, lofter og interiør!

Cola har været en fast bestanddel af vores hverdag i de her mere end 35 år, og hvis vi havde sat alle de penge ind på en konto og drukket vand i stedet, så havde vi været rige. Men jeg har også nydt at sidde på terrassen på et hotel i Spanien eller her i Thailand med en kold cola. Jeg har været glad for en cola, når jeg har været virkelig tørstig, eller når jeg har ligget syg med feber og ikke har kunnet spise noget.

Jeg har været så langt, at jeg har kunnet smage forskel på Coca Cola i forskellige lande, og i Danmark kunne jeg smage forskel på en Coca Cola på flaske (den bedste) og en i dåse (det mest praktiske). Vi har købt i kassevis af Coca Cola i Tyskland (ikke på de store flasker, da vi fik råd til dåserne), for de var trods alt billigere end i Danmark.

MEN…. Flere årsager har fået os til at tage beslutningen om, at nu skal det være slut! Vi har begge en lille ølmave, og den er virkelig svær at slippe af med! Og den der Coca Cola om morgenen er altså med til at vedligeholde den. Jeg spurgte lige Kloge Åge (Chat GPT), hvad den der 0,3 liter Coca Cola til deling om morgenen egentlig betyder:

Konklusion:

Hvis alt andet forbliver uændret, og du hver dag undlader 1,5 dl Coca-Cola i 1,5 år, vil du potentielt tabe næsten 5 kilo – uden at ændre andet.

Okay – det er da til at forstå!

Så er der den der skøre banan i USA, som er ved at splitte hele verden ad…. Normalt er jeg ikke den store politiske forbruger, men jeg er altså temmelig nervøs over alt det ballade den mand får skabt! Den Coca Cola, vi køber her, er brygget i Thailand, så det er jo med til at skabe arbejdspladser. Men Coca Cola Company betaler ikke ret meget skat i andre lande – heller ikke i Danmark, hvor deres skat ligger omkring 1 million om året, og det passer jo slet ikke sammen med salget af Coca Cola produkter i Danmark! Så vi blev politiske forbrugere (ligesom min veninde, som droppede Heinz Ketchup og gik på den lokale – som også i min smag er meget bedre, for den er ikke så fyldt med sukker).

No more Coca Cola for us – ihvertfald ikke i hverdagen.

Jeg er glad for den lokale soda (dansk vand), så jeg tror bare, at jeg skal finde en måde at gøre den lidt mere frisk på til morgenbrug med noget lime eller lignende!

Vi har nu været “clean” i en uge, og mine abstinenser er ved at fortage sig. Den sidste cola nød jeg i fulde drag, og det er jo sådan man skal drikke sådan noget sukkervand. Ikke bare på automatik, fordi det “plejer vi”. Jeg tror, at min bedre halvdel kæmper lidt mere, men det går nok over.

Pengemæssigt vinder vi ikke meget, for prisen på Coca Cola i Thailand er ikke så høj. Og sammenlignet med en dansk vand, så er prisforskellen meget lille. Men vi har lavet et lille statement og sørget for, at de første 30 minutter på gåbåndet i fitness centeret ikke bliver brugt på at forbrænde morgencolaen.

God søndag – og spar nu på de der sukkerholdige drikkevarer.

Dansker i Thailand

Konklusion: