Never Ending Story

Jeg har tidligere skrevet om “Never Ending Story” om renoveringen af Soi 94 her i Hua Hin. Men vi har et projekt overfor, som slår det med flere længder i langtidsrenovering!

Soi 94 er nu endelig færdig! Det er et lille stykke vej på ikke engang en kilometer, som startede i juli sidste år, og som skulle være færdigt i begyndelsen af februar 2025. De skulle lave ny vandforsyning, nye afløbsrør og lave en ny belægning, som ikke lignede et månekrater, der kastede folk af motorcyklerne om natten. Det blev et mareridt af et projekt, men nu er det endelig færdigt. Da kommunen lavede kontrakt med et nyt firma for to måneder siden, tog det dem 5 uger at færdiggøre projektet, som man havde brugt næsten et år på at gøre 40% færdigt!

Vi har bare vores eget projekt overfor, som efterhånden runder et “fint” jubilæum. Det bliver nok aldrig nogensinde færdigt, og det havde nok været smartere at jævne skidtet med jorden og bygge noget nyt!

Ejendommen overfor blev oprindeligt bygget af en englænder. Den består (bestod) af 5 lejligheder i to etager med køkken/stue med toilet og to værelser med et badeværelse. Godt nok var det da lidt tung i stilen (manden er jo englænder, og det kan han jo ikke gøre for), men det var da lejet ud, selvom der var en del gennemtræk. Måske på grund af den lidt pebrede husleje.

Nu er den ejendom jo mere eller mindre vores udsigt (og vi er deres), og de første par år var vi helt fine med det. Der var ikke nogen problemer med larm eller den slags. Altså udover en thai dame, der sang på livet løs til thai musik – det syntes vi da bare, var hyggeligt, og så sang hun ret godt.

Midt 2020 blev lejerne så smidt ud, og 5. september det år blev den sidste af de 5 lejligheder på vejen tømt og revet fra hinanden.

Vores gartner spurgte håndværkerne, om de skulle renovere ejendommen, og det svarede de ja til. Okay – så vidste vi da, at vi kiggede ind i nogle måneder med renoveringsarbejde…

Her 5 år senere er vi blevet klogere. Mange, mange dage med larmen fra borehammere og vinkelslibere klogere. Mange dage med at bygge noget op for at bryde det ned næste dag. Mange, mange teams senere. De fleste totalt amatører og “Klyt Ejnar” typer, som vi kalder det på sønderjysk. Der har været 2 mands teams – mand og kone med et bette barn. Det skred godt nok fremad i et astadigt tempo, og byggepladsen var ét stort rod. Så lå det stille længe indtil der kom et andet team på6 unge gutter, som gav den totalt gas, og der fik vi håb om, at nu gik det nok over.

I 2022 stod den første lejlighed delvist klar. Den havde fået vinduer og døre i og så nogenlunde færdiggjort ud. Ihvertfald udefra, for indenfor var der ikke fliser på gulvene, og der hvad ingenting i hverken køkken eller bad. Da arbejdet på lejlighed to startede ud gik det fint, men vi tror, at håndværkerne blev strittet ud, den dag glarmesteren kom med vinduespartier og døre, som ikke passede i hullerne. Taget på terrassen ovenpå var heller ikke magen til det ved siden af…. Så stoppede det hele igen – måske i et par år…

Men så en dag kom der håndværkere igen, og så startede larmen fra maskinerne igen. Meget af tiden gik med at bryde dele af det ned, som var lavet i sidste etape af nummer 2 lejlighed.

På et tidspunkt købte vi et lille bord, så vi kunne sidde i vores baggård i dagtimerne i stedet for i vores dejlige have. Specielt jeg har været ved at blive skør af al den larm. Når 5 lejligheder i to etager på den måde står åbne og peger lige over mod vores hus, så virker de lejligheder som højtalere, når man kører med en borehammer. Det er mega højt, og jeg har indimellem skrigen for ørerne allerede ved middagstid.

Men larmen er faktisk ikke det værste, for vi kan jo bare lukke dørene, og det gode er, at jeg åbenbart er blevet så hardcore thai, at jeg ikke engang behøver aircondition i dagtimerne, selvom vi ikke har luft igennem. Vores loftsvifter er fine.

Nej det værste er at se på, hvad de laver. Jeg er ikke håndværker, men selv jeg kan se, at det meste af det, de laver er så amatøragtigt, at man næsten ikke kan lade være med at grine af det. Det sørgelige er desværre, at jo mere “klyt” de laver, jo længere tid tager det at blive færdig med den renovering. Jeg er ret sikker på, at vi IKKE kommer til at opleve afslutningen på det der.

Til gengæld er duerne flyttet ind i bygningen (og de synes, at de skal drikke vand i vores fiskebassin – det synes jeg så IKKE). Til gengæld er taget, som de malede hvidt i 2020 begyndt at skalle helt vildt, og det duer jo slet ikke. Til gengæld har de med 2 eller 3 skiftende ejere undervejs nu lavet en stilforvirring, der hører hjemme i en komedie, og til gengæld må det have kostet SÅ mange penge i tabt husleje, byggematerialer og uduelige håndværkere.

Denne uge har så budt på flere overraskelser. Jeg vil sige, at det er ret dumt at lade sig overraske af noget som helst, når det drejer sig om “håndværkere” i Thailand, men det er alligevel lykkedes dem at få os til at stå med åben mund og måbe!

Først kom vi hjem fra en tur i byen den ene dag, og pludselig havde de smadret buen på ydersiden af terrassen i den ene lejlighed nedenunder (den midt i – hvorfor starte fra en ende af?). Altså den færdiggjorte lejlighed i enden havde stadig den der bue?? Så gik der et par dage med at smadre nogle flere af de der buer, men i fredags havde de vist sat lærlingen til at bryde ned, for han biksede med den der bue i 3-4 timer, og de andre tog kun under 1 time. Sikke en larm.

Næste overraskelse kom i går! På terrassen på 1. sal begyndte de for nogle dage siden at sætte armeringsjern i gelænderet på terrassen. Jeg kiggede lige ud på et tidspunkt, og der fulgte jeg, at ham “håndværkeren” kun kunne bore ca. 2 cm. ned i betonen på kanten af terrassen, og så forsøgte han at banke en stang armeringsjern ned med en hammer (som om beton giver sig…). Senere på med nogle forme, og så smed de beton op i formene til nogle piller med en kop. På det tidspunkt rendte min handyman rundt i stuen og sagde: “Nej, nej, nej”. En dags tid senere kom de så med en form til en kæmpe overligger – troede vi – og vi var ret bekymrede over, om hele skidtet ville styrte ned.

Men nej! I går tog de støbeformen af og frembragte de fineste buer i vel hvad man kalder romansk stil. Altså lige bortset fra, at den ene pille stod og rokkede faretruende, da de tog formen af, og at den buer temmelig synligt hælder til den ene side. For slet ikke at snakke om den totale stilforvirring det stakkels hus nu lider under! Jeg ved da godt, at det ikke er færdigt endnu, men der er vist lige et stykke vej.

Ja, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige! Æstetisk sans og sansen for stil er ikke lige det, der præger den seneste ejer. Min bedre halvdel mener, at alle lejlighederne skal have forskellig facade, og det kan han måske have ret i. Mit input er så, at så skal de nok også have forskellige farver. Lyseblå, lyserød, lilla, limegrøn og gul. Det bliver da smukt! Og indvendigt er det indrettet så mærkeligt, at vi ingenting forstår. Vi troede oprindeligt, at den første ville blive til en grillbar eller sådan noget med en lille kukkasse i beton lige inden for fordøren.

Det er godt nok synd for det fine hus, og det er også lidt synd for os at skulle se på sådan en øjenbæ. Men sådan er det jo bare – man kan ikke gøre noget ved sine naboer. Og slet ikke i Thailand. Måske kan vi gøre det til en turistattraktion? Kom og se det mest vilde byggeri i Hua Hin – sådan hen ad Sagrada Familia i Barcelona, hvor flere stilarter også clasher fuldstændig.

Men skidt med udsigten. Bare de for hulen da snart er færdige med at baldre rundt med de der underdimensionerede borehammere i timevis.

God Søndag!

PS. Huset overfor hed før Baan Jack Hill – nu hedder det Baan Jack Hell.