En dårlig holdning

Min bedre halvdel lider nu af følgerne af en dårlig holdning.

Som jeg tidligere har nævnt, så træner han faktisk 6 dage om ugen i vores fitness center. Det har han efterhånden gjort i over 4 år, og han holder stædigt ved, hvilket i sig selv jo er prisværdigt. Han bruger maskiner i en halv time, og så går han på gåbånd den sidste halve time.

Oprindeligt var det et væddemål mellem os to, men da det årlige check-up hos lægen viste hjertearrytmi, så blev det en del af hverdagen. Når man er over 70, så skal man måske nok passe lidt på sig selv, og det har da også givet pote, for den sidste EKG hos lægen i juni viste 0 udsættere!! Han har også fået styr på sin søvnapnø (vægttab og sovestilling), så han er jo sådan set et rigtig godt sted.

Men en dårlig holdning kan altså sagtens give problemer, selvom man træner jævnligt!

Vores morgenrutine siger, at jeg pisker rundt og laver mine morgen opgaver. Vander blomster, støvsuger eller fejer, tømmer opvasker, tager vasketøj ned osv. osv. Sådan har jeg det bedst. Han gider ikke en pind, når han står op, så den står på Sudoku på hans IPad, indtil han skal afsted til træning.

Det er så her, det går galt….. Han sidder helt sammensunken og glor ind i skærmen i måske 1 time eller mere hver morgen. Altså faktisk værre en teenagere i skolen, der nærmest ligger ned i stolen! Nu har han så fået kæmpe problemer i nakken. Han kan ikke dreje hovedet eller kigge opad, og han har store smerter ned i skulderen og hovedpine.

For en uges tid siden fik jeg pludselig øje på, at hans ene skulder sidder meget højere end den anden, når han bare står helt oprejst. Han har også fået computernakke, så hans hoved sidder fremoverbøjet. Og nu sidder det så helt fast.

Vi har flere venner, som er så langt oppe i alderen, at de har fået den der foroverbøjede holdning, hvor man går med hovedet langt foran kroppen. Det hedder Kyfose, og det er i mange tilfælde “bare” baseret på en dårlig holdning og ikke noget, der er galt i stativet. Man kan faktisk godt rette op på det med de rigtige øvelser, men mange mennesker gider det ikke, for det gør ofte ondt og er for bøvlet.

I går kom så en massagedame, som vi har fået anbefalet af flere venner. Det viste sig så, da hun kom, at vi da kender hende fra musikkens verden. Vi anede ikke, at hun havde denne lille forretning også. Hun har ikke meget grej, så det blev til massage på min gamle fitness måtte på gulvet.

Jeg havde lige en lille opgave med at gøre rent i vores soveværelse, så jeg efterlod de to på gulvet i vores stue. Hun må have været grundig, for der er nærmest ikke det sted, hvor min gemal ikke har ondt i dag!! Jeg så da, at hun rykkede ham godt og grundigt i det ene ben, og det så faktisk ret sjovt ud! Hun sagde til min gemal, at hun mener, at han er skæv i hele kroppen nu – også i hofter og ben, så der er lige en del, der skal rettes op på. Hun var her i næsten 2 timer, og det kostede så den fyrstelige sum af 600 baht (120 kr.) Hun mener, at der skal 3-4 behandlinger til, og så løber det op i max. 2400 baht.

1 konsultation hos en kiropraktor /fysioterapeut koster 2700 baht på en klinik, som får godt anmeldelser.

Det er ikke, fordi vi skal være Cheap Charlies, men ting kan da også blive for dyre!! Nu går han denne vej med hende massøren (som han i øvrigt synes er ret god), og så kommer den svære del. Øvelser og holdningsændringer! Kan hun nu bare få løsnet op for skidtet, så bliver det jo også nemmere at lave øvelser, og så må jeg jo være vagthund, når han sidder eller står forkert. (Selvom han bliver sur på mig, når jeg påpeger det.  Ha ha)

Vi har også investeret i sådan en ting til at varme i mikrobølgeovnen med thailandske krydderurter og krydderier i. Den ligger hen over nakken og det øverste af ryggen, og den lugter så kras af menthol og urter, når den er varmet op, at tårerne triller ned ad kinderne på ham! Vores veninde, som var på besøg fornylig, købte sådan en nede i centeret til 1500 baht. Jeg fandt den samme på Lazada for 830 baht, men det har jeg altså ikke fortalt hende…

Desuden er der nu masser af Tiger Balm plastre på lager, og min bedre halvdel synes, at de også hjælper lidt. Men det er ikke godt – det kan jeg godt se. Han går som om han  har et bræt i ryggen.

I morgen kommer massøren tilbage igen, og hun har lovet ham, at det ikke kommer til at gøre lige så ondt som første gang, og det må vi så håbe på, for han har godt nok bare været meget øm efter massage torsdag.

Jeg er også selv blevet opmærksom på mine egne dårlige holdninger, så jeg skal også lige tage mig sammen, så jeg ikke får de samme problemer.

God lørdag og god weekend.

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *