Som præsten prædiker

Min Far sagde tit: “Det går ikke altid, som præsten prædiker”, og det har han da stadig ret i.

Nogle dage bliver bare helt anderledes, end man egentlig havde tænkt, men det gør dem jo ikke nødvendigvis mere kedelige. De er bare anderledes.

Jeg skal jo bruge billeder til min blog, og det kan være mine egne (at foretrække), eller også spørger jeg venner, om jeg må bruge deres billeder. Jeg skal ikke nyde noget af at stjæle billeder på nettet, som en anden har taget og komme til at betale dyrt for det. Derfor tager vi af og til på “fotosafari” for at skaffe materiale, og min bedre halvdel deltager gerne, fordi der som regel indgår en belønningsøl eller to.

I onsdags var det så fotosafaridag. Jeg ville skrive om, hvordan alle de gode steder på Hua Hin strand forsvinder, så planen var at køre ind i midtbyen, tage nogle billeder der og så gå i retning hjemad og gå ned til stranden nogle steder og tage nogle billeder. Solen skinnede som en vild, og det var pænt varmt, så vi blev enige om at tage afsted ved 4-tiden for at undgå den værste varme.

Vi tog en Bolt bil ind til byen (65 baht), og vi var iført ordentlige sko og klar til at gå et længere stykke. Vi vandrede ned på stranden og stod og gloede på sammenpakkede solstole og parasoller. Åh nej – vi havde glemt, at der ikke må være solstole på stranden om onsdagen. Himlen var i mellemtiden blevet overskyet med mange sure sorte skyer. Vi gik tilbage ad den lille vej med souvenirshops og et par barer og restauranter, og så begyndte det at regne.

Denne gruppe unge sad og drak thai whisky – plakatfulde men sjove

Hop sagde det, og så sad vi inde på en bar sammen med en masse turister. Der var hyggeligt nok, men vi havde selvfølgelig valgt en plads lige under en højtaler, så lydtrykket var pænt højt. (Thaierne kan ikke spille musik ved lavere styrke end fuld skrue!). Vi fik en øl, og da det stadig regnede lidt blev vi enige om, at vi da så kunne tage en mere.

Tiger Toy Bar – rigtig god service

Efter den var vejret fint igen, så vi gik op til vejen for at ringe efter en Bolt for at komme hjem.

100 meter henne ad vejen sagde min bedre halvdel: “Jeg skal tisse”. Nå, så måtte vi galopere hen i en anden bar tæt på Hilton. Han styrtede ud på toilet, og så syntes jeg jo ikke, at vi kunne bruge deres toilet uden at købe noget. Ja, så var vi da nødt til at drikke en øl mere…. Man må jo ofre sig.

Aftenens plan var oprindeligt at tage hjem og så senere at køre ud på en thai restaurant uden for byen, hvor de laver fantastisk og billig mad. Det var jo så meningen, at vi skulle hjem og vende inden middagen, men nu var klokken blevet så mange, at det ikke gav mening at køre hjem først. Så vi bookede en Bolt til at køre os direkte derud. Den hedder Khrua Khun Phim 88 og ligger et par km fra byen, og det koster 90-100 baht for en Bolt eller Grab at komme derud.

Vi har før været der en onsdag, men da vi ankom med taxien, var restauranten lukket…. Nå – det var ikke den store ulykke, for der er da heldigvis en anden restaurant (The Clansman) lidt længere oppe ad vejen. Den nappede vi! Vi fik noget thai mad, som var helt udmærket, selvom de mest serverer europæisk/engelsk mad.

Den videre plan var at gå en tur lidt længere hen ad gaden og se en god thai ven spille med sit band. Det lykkedes da i det mindste, men de havde åbenbart fået besked på af ejeren at spille noget helt andet musik, end det hans band plejer. Det var ikke lige os, men det var alligevel en fin oplevelse. Stedet hedder Bamboo Bar og er rigtig velbesøgt, selvom det ligger langt ud. Det lille område kan anbefales, hvis man vil opleve noget andet end bare byens larm.

Da vi kom hjem kiggede vi på hinanden og var enige om, at det ikke altid går, som præsten prædiker! Vi snakkede med en tysk ven og nabo i går – han sagde noget meget rigtigt: “Vi er pensionister, så alt behøver jo ikke gå efter planen. Vi skal bare følge med strømmen og få det bedste ud af det”. Det han virkelig ret i!

Nogle gange er det dog irriterende. Som i dag! Jeg havde lagt i støbeskeen til, at jeg skulle koge suppe i 5 timer på kyllingeskrog, hønsefødder og vinger med en masse friske grønsager og urter fra markedet  til en lækker vintersuppe. Jeg skal lave noget mad til Tam’s fødselsdag på Rockzone om et par uger, og det skulle jeg lave, mens suppen simrede.

Vi stod tidligt op, klar til at køre ind på markedet og ned i kødforretningen og købe ind til alt det plus ugens indkøb af grønsager. Så begyndte det bare at piske ned med regn. Det var så den tur på markedet ude af vinduet, for vi skal gå et pænt stykke fra parkeringsmulighed, og så kan det regne ind mange steder på markedet. Projektet er udsat, men det sker der jo heller ikke noget ved – jeg er pensionist, så jeg kan koge suppe hvad dag, det skal være!

Nogle dage har vi en masse planer, men så får vi gæster – nogle dage har vi planer, og så er vi bare ugidelige.

Ja, det går ikke altid, som præsten prædiker, men med lidt fleksibilitet, så når man jo i mål alligevel.

God weekend.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *