Jeg har fået helt min egen måde at handle ind her i Thailand, og det er faktisk ret afslappende for det meste.
Lad mig starte med at sige, at jeg handler ikke så meget i fysiske butikker mere. Det er kun, hvis vi har brug for at købe en flaske vin eller sådan noget specielt (det er ulovligt at sælge alkohol online).
I Danmark susede vi i Føtex på Borgergade i Silkeborg lørdag morgen, og vi stod nærmest og rykkede døren af, når de åbnede klokken 8 for at komme foran horderne senere på formiddagen. Det havde så den ulempe, at en masse bumsede unge mennesker var ved at fylde op alle vegne, og der flød med papkasser. Man kunne ikke kom til varerne, for de havde ikke tænkt sig at flytte sig for en kunde. Jeg handlede med arme og ben – jeg kunne rækkefølgen i forretningen, så min indkøbsseddel var skrevet, så den passede til flowet i butikken. Jeg skulle bare ud igen! Af og til kørte vi også (eller i stedet) i Rema eller Lidl – det kom an på tilbuddene i bladene, der blev nærstuderet, når de kom om søndagen. Nogle gange brugte jeg nemlig.com eller Brugsen til at levere, og det fungerede især godt, når man kom hjem fra ferie og ikke gad køre ud og handle.
Det med tilbud kan man for det meste godt glemme her. Ofte er det en rabat på nogle få Baht, men ser man sig for, har nogle butikker 2 for 1 pris eller gode rabatter. Der kommer ingen tilbudsblade her, så man er nødt til at følge med i butikkens app. Det gør jeg så – jeg er tilbudshaj! Især når det kommer til ting som smør og olivenolie, som er helt vildt dyrt her.
Vi har godt nok store supermarkeder her, men så skal man ind i et center og bakse rundt der. Eller også ligger det helt ude i den anden ende af byen. Vi har også Makro, som er beregnet til forretningsdrivende, men man kan sagtens handle der privat – man får bare ikke de samme priser.
Makro er ejet af CP Group som også ejer 7-11. De sidder på en kæmpe del af markedet i Thailand, og der er kun et par enkelte “konkurrenter”, og så er CP ejet af en af de allerrigeste familier i Thailand. CP Group har eksisteret i mange år, og de har slået sig op på at selv stå for alle led i produktionen. De avler fx svin, så de laver selv foderet (som de også sælger til andre), de ejer selv slagterierne, og de ejer selv butikkerne, hvor kødet bliver solgt. De laver også bearbejdede produkter og færdigretter.
CP Group har nogle “discount brands”, og det var her, jeg stoppede med at handle 95% af vores forbrug i Makro. Kvaliteten blev dårligere, så jeg endte med at sige, at det godt nok er et forfærdeligt morgenmarked, vi har, men det måtte være løsningen. Efter mere end to år med næsten ugentlige ture til morgenmarkedet har jeg vænnet mig til, at der moses og mases, motorcykler i de trange gange, lugte man er ved at dø over (tørret fisk for eksempel). Jeg er faktisk begyndt at sætte pris på det! Fiskemanden ved, at vi altid køber sea perch til 90 baht, og han finder den fineste til mig. Min kartoffelbod flytter lommeregneren og sin blok, når vi kommer gående. De hilser og smiler alle sammen, så nu er det blevet til en fornøjelse i stedet for noget bøvl, og jeg føler også, at vi får fair priser (der er ikke prisskilte på ret meget). Selv kylling er jeg begyndt at købe inde på markedet – vi er da ikke blevet syge af det, selvom det ligger på is i 30 graders varme.
Makro leverer vores dansk vand (soda), køkkenrulle, mayo og den slags, men det er kun 20% af, hvad det var i begyndelsen. Jeg har ikke været i forretningen i mere end 2 år – jeg får det leveret, og hvis jeg ønskede det, ville de stille det helt ind på køkkenbordet. Vores andre drikkevarer får vi fra den lokale ølmand, og de stiller drikkevarerne helt ind på plads. Jeg handler online i Tops, Lotus og Villa Market (farang varer) ind imellem, og det fungerer bare godt.
Tøj, sko, toiletsager og mange, mange flere ting køber jeg på Lazada eller Shein. Vores venner bruger også Temu og siger, at det er noget billigere, men det er vi ikke kommet i gang med. Jeg kan simpelthen ikke finde sko i størrelse 35 uden billeder af Little Kitty eller Mickey Mouse. Tøjet her i byen er så grimt, at jeg indimellem korser mig. Det er koreansk stil, og jeg nægter at gå med den stil. Shein er fint – det er billigt, og kan man ikke lide noget, så ryger det da bare retur. Shein har også køkkenting, pynteting, gaveemner og meget mere – det er ikke kun tøj og sko. Alle mulige hygiejne ting som vådservietter, shampoo, sæbe osv. køber jeg på Lazada, og jeg er en haj til at få en masse rabatter med kuponer og andre fjollede måder at få rabat på. (American Style).
Får vi lyst til danske produkter kører vi ind til Danskeren eller Jailhouse og støvsuger hylderne der. Så er det muligt at få sildemadder eller et stykke med Fætter Kras. Det er ikke billigt på grund af told osv., men engang imellem må man godt forkæle sig selv. Jeg er sønderjyde, så tysk mad trækker også lidt, men der er mange steder både her i byen og online, hvor man kan købe Löwensenf (ekstra stærk), Schweinemett og andre specialiteter. Pølser, hamburgerryg og pålæg køber jeg lokalt hos en Schweizer på Soi 102 – det er super gode varer.
De sidste ting som karsefrø, opvasketabs, torskerogn, peberrod, filtersalt (vildt dyrt her), Tyrkisk Peber og andre eksotiske ting “bestiller” vi hos venner og familie, som kommer herud på besøg. Der ryger også af og til et stykke Fætter Kras i kufferten hos dem. Slipper noget op, så må vi bare leve med det eller finde en erstatning.
Mange ting har jeg fundet lokale erstatninger for, og jeg tænker slet ikke, vi kan lide den danske version mere. Makrel i tomat fra Tops er rigtig god som et eksempel, og jeg har lært at leve med, at jeg må børste tænder i Sensodyne i stedet for Zendium. På grønsagssiden her jeg fundet ud af, at jeg kan bruge nogle lokale produkter i stedet for den danske version, men mange ting har løst sig selv. I dag er det nemt at skaffe (modne) avocados til billig pris, og man kan sagtens købe grønkål, ruccola og den slags til små penge. Man skal bare vide hvor på morgenmarkedet.
En gang imellem, hvis jeg mangler en liter mælk eller noget akut, så ordrer jeg via Grab. Det fungerer også supergodt. Mange gange dukke varen op inden for en halv time, men vi bor selvfølgelig også meget centralt. Vi bestiller ikke meget færdig mad til levering, for jeg vil gerne selv kokkerere – en hobby jeg altid har haft.
De fleste online platforme kan sagtens anvendes, selvom man “kun” er her som turist i kortere eller længere tid. Man man bare lave en profil og tilknytte sit danske kreditkort. Så kan man fylde kufferten med billigt tøj og sko fra Shein eller billige thai souvenirs fra Lazada.
Nogle vil sige, at det er bedre at handle lokalt, og det er jeg da fuldstændig enig i. Det prøver jeg også på, men som jeg plejer at sige: “De har det, de har”. Med det mener jeg, at udvalget her i Hua Hin er yderst begrænset. Her i området er der flere hundrede barer, men man kan ikke købe en T-shirt eller en miniudgave af vores ikoniske banegård til tante Olga. Det er bare sådan, det er. De fleste forretninger er 7-11, CJ eller Lotus Go, og de har stort set de samme ting på hylderne alle sammen. Sådan er det bare blevet her – måske efter at det blev forbudt at sælge kopivarer.
God uge til alle!
PS. Billedet øverst er fra en ny restaurant her på vejen mellem 94 og 102. Den poppede op i forrige uge, og det er billigt og godt. Og meget hyggeligt, for der er en have bagved med små bambushytter til at spise i.