Liv i Thailand

Hvad to ældre mennesker dog får tiden til at gå med….

Hvad får man mon tiden til at gå med i Thailand? Jeg har i denne uge ihvertfald opdaget en tidrøver af visse dimensioner!

Den sidste uges tid er gået usædvanlig hurtigt, og det skyldes simpelthen noget så tåbeligt som et puslespil! Min bedre halvdel har i perioder lagt en del store puslespil, feks. Mapa Mundi, som er et gammelt verdenskort lavet til puslespil med 3000 brikker. Da det var lavet, blev det klistret op på en plade og hang i vores kælder i Danmark. Han havde også hang til Wasgij puslespil (jigsaw stavet bagfra). De klassiske puslespil er enormt detaljerede, og det er ikke fotos men tegninger. Så laver de også nogle spil, der hedder “Mystery”. Her skal man feks. lægge et puslespil, der viser, hvad motivet på kassen ser på og ikke selve billedet. Det er noget af en udfordring! Jeg har ikke lagt puslespil, siden jeg var barn – det har jeg ikke haft ro i numsen til. Da vi flyttede til Hua Hin sneg der sig to kasser helt spritnye Wasgij puslespil med i containeren. De kunne da altid bruges til en “rainy day”. De har så ligget i vores pulterkammer i godt 7 år.

Forleden skulle vi en tur på Immigrations og forlænge vores vores visa med et år. Det kan godt være en sej affære, hvor man venter i flere timer som sild i en tønde i et lille bitte lokale (selvom bygningerne er næsten nye – al pladsen må være optaget af papir!). Vi besluttede at skifte taktik i år og prøve at komme helt sidst på eftermiddagen, så ville ventetiden forhåbentlig være begrænset. Vi skulle bruge et brev fra banken til forlængelsen, så der kørte vi ned om formiddagen. Det tog en halv time at printe to breve (fordi de skulle kopiere både dit og dat inklusiv deres eget brev), men det gik fint. Så skulle vi bare fordrive tiden til afgang klokken lidt over 3.

Jeg er ikke god til offentlige myndigheder, og jeg bliver altid meget nervøs og febrilsk, hvilket jo ikke lige fremmer sagen. Så havde jeg læst om “eksamenspillen” i en dansk artikel. Det er en ret harmløs betablokker, som tager toppen af nervøsitet og uro uden at sløve. De virker altså, skulle jeg hilse og sige.

Vi kunne ikke tage os sammen til at lave noget fornuftigt, mens vi ventede på at tage afsted og i stedet for at glo i telefoner (som vi jo også skulle fordrive tiden med på Immigrations), kom jeg i tanker om de der puslespil og hentede et ned. Motivet var en operasangerinde og en mand, som sad bundet til en stol på et bundt dynamit med ild i vægen, og en indbrudstyv havde stjålet alt i pengeskabet.

Det var måske ikke den bedste ide! Vi blev begge fuldstændig bidt af det skidt. Brikkerne blev sorteret i farver og mønstre, og så gik vi ellers i gang, og vi måtte da nærmest med vold rive os løs, da vi skulle afsted!

Som vi havde håbet, så gik det bare super nemt på Immigrations, og man kunne ligefrem mærke, hvordan stemningen blandt personalet steg mod lukketid. Vi fik en kongelig behandling, og manden bag skranken kom selv ud med vores pas og viste os stemplerne og at han havde som en ekstra service lavet 90 dages rapportering, som var forfalden slut måneden. Vi kørte glade hjem, og så skulle vi have en belønningsøl. Og lave lidt puslespil…. Altså, jeg kunne næsten ikke tage mig sammen til at lave aftensmad! Jeg fik dog lavet noget, men da vi havde spist, kastede vi os igen over det der puslespil. Indtil klokken 1 om natten!!

Næste dag var vi helt kvæstede, fordi vi var kommet så sent i seng, så vi skippede fitness. Og lavede puslespil! Det var så slemt, at da vi ikke kunne finde en enkelt brik mellem damens bryster, så lå jeg om natten og tænkte på, om der kunne være sket et eller andet med hende i forhold til originalen…

Sådan stod det på i 3 dage, hvor det var ligesom et eller andet vanedannende stof. Til sidst havde vi begge rigtig ondt i nakken af at stå krumbøjet over køkkenbordet. Da vi endelig var færdige med det, var vi begge helt høje! Det viste sig, at i stedet for at dynamitten sprang i luften, så sang operasangerinden så højt, at glasset med vand sprang og vandet fra det slukkede vægen til dynamitten. Ja, jeg ved det godt. To ældre mennesker!

Nå, men nu var det ligesom overstået, og så følte vi os begge helt tomme. Der lå jo et spil mere i pulterkammeret, og vi kunne faktisk finde flere på Lazada til langt under prisen i Danmark. Vi stod dog imod, bortset fra at vi har bestilt et enkelt spil fra Kina, som heldigvis først kommer om et par uger! Vi har aftalt, at begynder vi at lægge det, så skal det være ligesom med børn, der får at vide, hvor længe de må glo i deres IPad, og det skal dækkes til, når tiden er udløbet!!

Efter et par dage var vi kommet os helt, så vi var ude og spise rigtig fantastisk thai mad på vores favorit restaurant, Steak Van Adapt. Han laver både vesterlandsk mad og thai mad, men han er uovertruffen til thai mad, og så er det bare rørende billigt. På vej hjem tog vi os lige en godnatøl, og den lokale tøjforretning kom lige forbi. Jeg tror ikke, at ret mange farang damer kan skrue sig ned i de der kjoler – jeg kan ihvertfald overhovedet ikke, og jeg er da ikke af de største.

Nå ja, når vi nu er ved mad, så skal jeg lige fremhæve en ret, som vi har opdaget ved et tilfælde. Den kommer fra en restaurant på 94, som hedder German Schnitzel. De laver nogle gigantiske portioner tysk mad, og det kan man også se på kunderne i butikken! Men deres thai mad er også fantastisk, og denne salat er blevet et hit hos os. Det kan godt være, det lyder sådan lidt kinky, men det er faktisk rigtig godt. Det er en salat fra Isaan (Nordøst Thailand), som består af fermenteret pølse, rå løg, ingefærstrimler, peanuts, koriander, chili selvfølgelig og en lækker dressing, og så kogt svineskind, der er snittet ud i tynde strimler til en slags nudler. Det smager simpelthen bare godt. “Spicy Fresh Fermented Pork Salad”, står der i den engelske del af menuen. Kommer man forbi restauranten og har mod på det, så prøv det!

Til sidst vil jeg bare nævne, at vi nu er kommet ind i den varme tid, så nu er der igen brug for air condition om natten og blæsere på alle barer og restauranter. Vores lille pool er på kanten af at blive for varm med en temperatur på over 33 grader. Vi har vinden ind fra havet, og den er temmelig frisk midt på dagen. Det resulterer så i, at vi skal feje eller støvsuge dagligt, for ellers knaser det simpelthen over det hele. Det er dejligt lige nu, men snart truer april og maj, og SÅ bliver der altså virkelig varmt. Gudskelov for vores nye vifter i køkken og stue. De går underværker.

Turistsæsonen går også på hæld, men alligevel er der åbnet et meget stort sted henne på hjørnet af 94 i sidste uge. Det er en irsk bar og bar med specialøl plus en rotisseri restaurant og en lounge med whisky og cigarer (som dog først åbner senere). Det er en meget succesfuld kæde fra Bangkok, der står bag. I dag er det Sct. Patrick’s Day, så da vi kørte forbi tidligere, var de i gang med at pynte op til i aften. Der bliver nok gang i den! Det bliver nok også nogle temmelig træge måneder med low season, de kigger ind i. Flot sted – men også ambitiøst i lille Hua Hin.

 

 

 

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Der er altid noget i vejen, når familien skal i skoven

Ikke at det lige er mit motto, men det passer nu altså lidt for tit. Der er altid noget i vejen, når familien skal i skoven!

Det var tid til at komme op på det der forfærdelige øjenhospital i Bangkok til en gang kontrol af mine øjne. Mit ene øje er opereret, og de presser mig hårdt for at få opereret nummer to. Nok ikke så meget for min skyld, men mere for at sælge en vare. Jeg har en øjensygdom, der hedder Fuchs’ Endothel Dystrofi. Min blev opdaget i Danmark for 10 år siden, og dengang havde jeg også grå stær. Den grå stær blev jeg så opereret for, og det hjalp da gevaldigt på udsynet – ihvertfald i en periode. 4% af Danmarks befolkning har Fuchs’ – mange uden at vide det. Sygdommen er arvelig – det er simpelthen en gen fejl. Der forskes meget i det, for 4% af verdens befolkning er da ligesom også en slat. Gængs behandling i dag er, at erstatte det lag i hornhinden som er sygt med et tilsvarende lag fra en donor. Altså organdonation.

Da jeg havde den her sygdom, før vi flyttede til Thailand, ville min sygeforsikring selvfølgelig ikke dække, og det var jeg også okay med. Jeg havde checket, hvad prisen for en operation af den slags ville koste i Thailand, og det var der budgetteret med. Første øje blev opereret i Bangkok i 2020 med kæmpe succes, og jeg ser rigtig godt på det øje i dag. Det var bare mega dyrt! Så nu kvier jeg mig altså ved at få lavet det andet øje. Går det galt, må jeg betale selv for en ny operation, og det er altså ikke så fedt. Desuden er der ny forskning i gang, så man sandsynligvis inden for få år kan nøjes med at få en indsprøjtning i øjet i stedet. Det er da langt at foretrække!

Nå, men tilbage til turen til Bangkok!

Denne gang havde jeg skiftet taktik! Det hospital er bare det værste sted! Det er et privat hospital, som i allerhøjeste grad tager sig velbetalt for deres ydelser. Til gengæld kan man få det for sine penge, at man kan vente i timevis på trods af, at man har booket en tid flere måneder i forvejen. Kigger man på Google Maps, så giver thaierne dem også forfærdelige anmeldelser! Lægerne er dygtige nok, men logistikken er helt væk.

Jeg plejer at forsøge at få en tid først på dagen. Som regel ender jeg så med en tid omkring middagstid, og jeg har utallige gange siddet og ventet en time på, at doktoren skulle spise frokost, selvom jeg havde en tid kl. 10.30!! Denne gang prøvede jeg noget nyt. Jeg kunne se på deres hjemmeside, at min læge om lørdagen er der til kl. 17. Så bad jeg om en tid til kl. 16.30 i håbet om, at hun da også gerne ville hjem til en lørdag aften.

Jeg bookede tid i december, og engang i januar bookede jeg et hotel til os. Det ligger lige overfor hospitalet, og er faktisk rigtig dejligt til prisen. 2500 baht for en lejlighed med køkken i hjertet af Bangkok og så i højsæsonen – det er helt sikkert okay.

Så i går var dagen, hvor turen skulle gå til Bangkok. Vi havde forberedt det meste i fredags, så vi var klar til turen. Planen var at køre kl. 10, så ville vi ramme Bangkok mellem 13 og 14. Vi skippede vores fitness, men tog os da tid til en bolle og en kop kaffe.

Da alt var klart, ville min bedre halvdel lige starte bilen, så den kunne køle ned, inden vi skulle køre. Han kunne så bare ikke starte den. Den gav bare nogle knasende lyde fra sig, og det var så det! Han havde godt nok nævnt, at batteriet vist ikke havde det så godt, og han havde også ladet på det. Men nu var det helt dødt, og vi kunne ikke starte bilen. Sådan er bad timing!!! Vi kører simpelthen alt for lidt i den bil, og derfor dør batteriet alt for tidligt. Bilen er nu 7 år, og den har kun gået 35.000 km! Dertil kommer, at langt de fleste ture, vi kører, er meget korte, så batteriet lader alt for lidt.

Jeg var ved at få en knast, for jeg havde ikke lyst til at ringe til hospitalet og hotellet og forklare dem, at vi ikke kunne starte bilen! Vi prøvede desperat at lade på batteriet, men det hjalp altså ingenting. Hvad så???? Tænke tænke….

Så kom jeg i tanker om vores venner, som bor tæt på her. Han har en gammel bil, og jeg tænkte, at han da måtte ligge inde med nogle startkabler. Vi ringede til ham, og vi var så heldige, at han godt ville bruge tid og energi på at komme herned og kickstarte vores bil med sine startkabler! Vi har nemlig ikke nogen (men det har vi i morgen fra Lazada). 5 minutter senere dukke vores ven op, og så fik vi startet vores bil. Halleluja – mange tak til ham for indsatsen – og så direkte fra træning i fitness centeret!

Vi var kun næsten en time forsinket, men det var stadig muligt at nå til Bangkok i tide, så vi tøffede afsted. Der var meget mere trafik, end vi havde regnet med, så det gik noget trægt. Da vi nåede til Cha Am, åbnede himmelen sig, og det væltede bare ned med lyn og torden og kraftige vindstød. Nu har det ikke regnet det store i 2 måneder, men det skulle det så selvfølgelig lige i går! Aviserne skrev i dag, at tagene blev revet af huse og vejskilte fløj rundt.

Det kunne vi så ikke se, for vi kiggede bare ud i spray og kæmpe vandpytter.

Nå, men efter regn kommer sol, og det gjorde det også i går. Vi kom 60 km nordpå, og så var det tørt og fint. Så ramte vi bare vejarbejde i stedet for, så det skred meget langsomt frem. Heldigvis havde vi indregnet så meget buffer, at vi endnu ikke var i risikozonen.

3 timer og 28 minutter tog det for at køre 199 km, men det er altså ret normalt!

Da vi holdt udenfor hotellet, standsede vi bilen, men vi kunne ikke starte den igen!! Så var spørgsmålet: Gøre noget ved det nu, eller vente til i morgen tidlig?

Vi fik vore værelse, som iøvrigt var rigtig dejligt med en fantastisk udsigt! Det er en af de ting, jeg elsker ved Bangkok. Man kan være mellem højhuse på alle sider, men så er der lige en have med frugttræer midt i det hele. Det er en af fordelene ved “Gamle Penge”. Altså folk der ejer et stykke jord midt i Bangkok, men som ikke er interesseret i at sælge, selvom de kunne leve som grever og baroner for de penge, de kunne få for jorden og ejendommen. De skaber de her åndehuller med gamle træer og buske.

Oppe på vores værelse tænkte jeg: “Google er din ven” og satte min hjerne i problemløsningsgear. Jeg fandt ud af, at der ikke så langt fra hotellet lå en lille butik, som solgte bilbatterier. Min bedre halvdel fik linket til stedet, og så gik han ned i receptionen, hvor han fik den flinke receptionist til at ringe og forklare situationen. 10 minutter senere stod der en mand med et batteri, og han monterede det på hotellets parkeringsplads. Det er sørme da god service. Det er der, hvor thaierne har en virkelig force. “Alt lykkes i en gasovn” er nok mottoet!

Så gik turen til hospitalet lige overfor, hvor lægen ganske rigtigt havde travlt med at komme hjem og holde lørdag! Det er kun ganske få gange, at jeg har ventet mindre end en time efter min planlagte tid.

Min læge og jeg er kommet lidt på kant. Til at starte med var hun vældig imponeret over, hvor meget jeg vidste om min sygdom. Sådan er jeg – jeg vil da vide, hvad det er for noget, der foregår i min krop! Til at starte med sagde hun: “Oh, you know everything!”. Ja, jeg er dansker, og jeg tror de fleste søger information om det, de ikke lige ved noget om. Nu er hun ikke så glad for mig mere. Det skyldes nok, at jeg ikke bare lige lader mig operere på det andet øje for en stor pose penge (som iøvrigt er næsten det dobbelte af, hvad en thai skulle betale for det samme), hvis det ikke er absolut nødvendigt.

Sidste år fik jeg lavet en masse ekstra tests, og hun informerede mig ikke om noget som helst bagefter. Jeg ville bare væk derfra dengang, så jeg spurgte heller ikke. Til gengæld bad jeg om journalen, da jeg kom hjem. Den har jeg fået flere gange. Den er håndskrevet og på thai med tegninger af mine øje…. Meeeennn… Jeg kan jo godt se, at hun hver gang skriver, at mit uopererede øje er “stable”. Så hvorfor skulle jeg opereres? Jeg tror også, at hvis det var i Danmark, ville man ikke bruge ressourcer på at operere mig endnu. Det er slemt med den der mistro til privathospitalerne. De er som de værste sælgere på et marked – de ville sælge deres egen bedstemor!

Denne gang kom det så langt, at hun spurgte mig, hvorfor jeg var kommet i det hele taget. Ja til kontrol da?? Så lod hun mig forstå, at jeg da bare kunne gå til øjenlæge i Hua Hin i stedet for. Jamen farvel så! Nu vil jeg fortælle min øjenlæge her i byen, at han har ansvaret. Jeg kører ikke derop igen, før at jeg er så dårlig, at jeg selv føler, at det er nødvendigt at få den operation. Det er det værste ved privathospitaler – det er mere en forretning end et sted for dygtige læger!!  Jeg fik en regning på næsten 4 gange prisen for øjenlægen i Hua Hin for samme undersøgelse. Farvel og tak!

Vi var så kvæstede efter dagens oplevelser, at vi endte med at gå i seng ret tidligt, i stedet for at nyde at være i Bangkok! Vi stod så tidligt op i morges og nød udsigten til naboens have med nogle hjemmebagte pizzasnegle varmet i microbølgeovnen.

Bilen startede som en drøm! Tak til det lille værksted og tak til receptionisten, som lige gad og “go the extra mile”!

Hjemturen tog en time mindre end turen op, og vi var begge SÅ glade for at være hjemme igen. Bangkok er en dejlig by, men det er også skønt at komme på afstand igen!

Da vi nåede hjem måtte vi lige forkæle os selv med en favorit. Salat med kogt svineskind og fermenteret pølse. DEN er god! Det er ikke så tit, vi bestiller mad udefra, men i dag var lige undtagelsen. 85 baht for hele herligheden til 2.

God Søndag!

 

by Janne
Liv i Thailand

En lang historie….

Vejarbejde i Thailand kan være en lang historie…..

Udenfor Bangkok bygger man på en udvidelse af motorvejen sydpå i form af en løftet betalingsmotorvej. Thaierne kalder selv projektet for “Vejen der aldrig bliver færdig”. Det har stået på i omkring 20 år, og der er stadig ikke taget noget af det i brug. Hvornår det bliver færdigt, er der ingen der ved, men det har nok kostet en del mere end budgetteret med den fart, de har på! Til gengæld er der hver dag masser af kø på vejstykket, fordi den oprindelige motorvej er indskrænket på grund af byggeriet. Derfor kan det snildt tage 4 timer at køre de 190 km til Bangkok!

Jeg tror, at vi har fået grundlagt sådan et projekt i Hua Hin. Vores nærliggende “hovedvej”, hvor der er smækfyldt med hoteller, barer og restauranter ser ud til at blive Hua Hins svar på “Vejen der aldrig bliver færdig”!

Projektet startede i begyndelsen af august sidste år. Meningen var, at der skulle laves nye kloaker, nye vandforsyningsrør og ny overflade. Især det sidste var hårdt tiltrængt, for asfalten var blevet en ren pukkelpiste efter flere års arbejde med den nye højbane og masser af tunge lastbiler i området.

Jeg ved ikke, hvordan vandforsyningen er i Soi 94, men kloakerne trængte nok til en opgradering efter alle de nye steder, som har åbnet henne i gaden efter Covid.

Så alt var jo godt! Eller…… For det første syntes vi jo, at det faktum, at man skulle bruge 6 måneder på at lave 1 km vej, lød som lang tid. Så syntes vi jo også, at det var lidt dumt at grave vejen op lige op til og hen over højsæsonen, men sådan er det ofte her. Den slags tænker man ikke på. Men 6. februar var deadline, og det måtte vi så allesammen leve med.

Efter lidt startvanskeligheder gik de så i gang. De gravede løs i den ene side af vejen og begyndte at lave ny kloak. Det gik temmelig langsomt for udover gravning med gravemaskine, så var alt andet mere eller mindre manuelt. Støbning af brønde direkte på stedet og den slags.

Efter nogle uger gik det hele fuldstændigt i stå! Der var store huller – dårligt afmærkede – som man kunne falde i og slå sig til plukfisk i. Armeringsjern strittede ud mange steder, og kloakvandet var begyndt at underminere vejbanen. Rygterne gik, som de nu gør i en by af denne størrelse, og det forlød, at en af underleverandørerne var stukket af med pengene, og at budgettet var brugt op!

Da vi rundede det nye år, så gik de i gang igen. Måske fordi vi var nået ind i et nyt budgetår? De mange turister i området vadede rundt i sand og grus, og stadig med livsfarlige huller i siden. Langsomt fik de støbt dæksler til brøndene, og så gravede de da også op i den anden side, så vejen blev endnu smallere. Vores ølmand, som har sin forretning midt på stykket, rev sig i håret, for han skal jo både have varer leveret og selv levere ud. Det samme gjorde de fleste restauranter og barer!

Men nu er dækslerne færdige, og vi er igen i limbo. Der sker ingenting!

Det skal lige siges, at der ved hver brønd ligger en bunke opgravet vejmateriale, som ikke er afmærket, og som man fint kan ramme med sin bil eller motorcykel – især når det er mørkt. Der er også metal støbeforme, små stykker armering og andre ting spredt i siden af vejen.

Nu fik vi jo renoveret vores lille vej for et par år siden. Det tog også enormt lang tid i forhold til planerne, så vi ved godt, hvad Soi 94 har i vente!

Når de engang går i gang igen, skal vejen brækkes op, så der kan komme nye vandrør ned. Mange af forretningerne har heldigvis vandtanke, for ellers kan det blive et kæmpe problem at køre en forretning uden vand i mange dage. Når så det er færdigt graver man pænt langt ned – fjerner alt vejfyld og smider sand i. Den proces tog en måned hos os, og det var lige i en periode med masser af regn, så det var et kæmpestort mudderhul at komme igennem ud til den større vej. Det bliver slemt for de forretningsdrivende, men nu kigger vi jo så da “heldigvis” ind i lavsæsonen med knapt så mange turister.

Som en krølle på halen skal jeg lige nævne, at det ser ud til, at det øverste stykke af vejen ikke bliver lavet i denne omgang alligevel, selvom det oprindeligt var planen. Det stykke er nok det mest bulede stykke vej i hele Hua Hin og omegn, så det er jo en virkelig god disposition!

Nå, men det kan vi jo ikke gøre noget ved. TIT som vi siger: This is Thailand!

For at få noget positivt ud af hele det kaos, kører vi af og til ned på hjørnet ved banen og glor på trafik og får en enkelt eller to øl i myldretiden. DET er interessant. Før var det herhenne på vores lokale hjørne, men nu er det meget mere spændene at køre ned i den anden ende, for det vejarbejde kan virkelig lave mega kaos i trafikken!

Forleden var vi nede og bestille øl og vand hos vores ølmand, og samtidig med kom der en meget stor blokvogn og en mobilkran. Jeg sad ude og ventede, og det var da syn for guder, hvor meget rod det skabte. Nede på hjørnet ligger det, som hedder Wonderland. Det er et område med små barer, hvor nogle af dem er basthytter og andre indrettet i almindelige transport containere. Åbenbart skulle de der containere nu væk, og det er jo ikke noget, man bare lige flytter, så der skulle kran og blokvogn til.

Altså at se de trafikpropper i alt det rod med biler i begge retninger kloakdæksler, der stikker 25 cm op af jorden ude i siderne! Da de havde fjernet containerne i området, så var mængden af støv i området ganske ubeskriveligt. Vi havde vores lille elcykel stående udenfor, mens vi sad og kiggede på trafikken. Den var totalt støvet til, da vi skulle hjem godt en halv time senere! Sikkert rigtig sundt!

Så hvis man er til trafikkaos og vejarbejde, så er Hua Hin Soi 94 virkelig det rigtige sted at tage til!

Nå, men på det personlige plan, så er vi ENDELIG holdt op med at være syge! Vi har simpelthen hostet og snottet i en hel måned, og vi har bare været SÅ trætte af det! Jeg kan simpelthen ikke huske, at jeg nogensinde har været forkølet så længe! Men nu går det til levesiden og appetit og energi er ved at vende tilbage!

Så nu vil jeg nyde resten af min søndag.

Rigtig god søndag!

 

Liv i Thailand

Håndværkere i Thailand

Jeg har faktisk mere lyst til at skrive “håndværkere” i Thailand i gåseøjne, for man skal godt nok kysse mange frøer, før man finder en god håndværker.

En hurtig beslutning

Vi kan godt nogle gange være lidt hurtige i aftrækket med at tage beslutninger. Det går da som regel godt, men der er også andre gange, hvor vi kan se i bakspejlet, at vi nok skulle have tjekket lidt mere op på tingene.

Den seneste hurtige beslutning tog vi fredag i sidste uge. Vi havde været ude at gå en morgentur, for vi synes området her ved 94 er så charmerende om morgenen. Munke der går rundt og får mad i deres bowler mod en lille bøn eller to, børn og forældre køber mad ved gadeboderne til frokost, det vrimler med mad og mennesker, og det er altså lidt en oplevelse, hvis man kan komme ud af fjerene om morgenen.

Nå, men da vi var næsten hjemme, kunne vi se, at en af naboerne var ved at få en ny gate, og den var sørme virkelig flot og rigtig fint lavet. Vores gate er lavet i hårdt træ, som nok aldrig forgår – undtagen nogle af brædderne, som vi fik skiftet for 4 år siden. De er nu rådne i bunden lige som de gamle, og de er bundet fast med ståltråd for ikke at klapre rundt. Man kan faktisk næsten ikke få det gode gammeldags hårdt træ mere her i landet, for de skovede simpelthen alle træerne og drev rovdrift, og sådan nogle træer vokser jo ikke som polsk fyr.

 Vores gamle, rådne gate brædder
Naboens flotte nye gate

Vi stod og kiggede lidt, mens håndværkerne var ved at justere motoren og skinnesystemet. Vi spurgte dem på thai, hvor man kunne købe de der aluminiumsbrædder, for de var da faktisk ret flotte. Det fik vi ikke så meget ud af, men vi fik gjort tegn til “mester” (en mand på max. 1 meter og 40 – jeg følte mig som en flodhest i forhold til ham), og han gik så med hen til vores hus og kiggede på vores gate. Han talte og talte brædderne i den gamle gate, og allerede der skulle alarmklokkerne nok have ringet! 30.000 sagde han, det skulle koste at sætte nye brædder i. Ahhhhhh – det syntes vi godt nok var dyrt, så vi sagde til ham, at vi ville vende tilbage, hvis det blev aktuelt.

Da vi sad midt i aftensmaden samme aften, blev der ringet på døren, og der stod den her lille mand med en taske med vareprøver. Han talte igen de gamle brædder to gange, mens vi kiggede på vareprøverne. Vi var stadig enige om, at det var for dyrt. Men nu var prisen så faldet til 18.000 for en renoveret gate. Det er jo under 4000 kr., og det kunne vi faktisk godt leve med. Især det faktum, at vi ikke selv skulle bøvle med at tage de gamle brædder ud og sætte nye i. Vi kunne også rigtig godt lide en af vareprøverne, som lignede de gamle brædder ret meget men bare lidt smallere.

Okay – hurtig beslutning. Vi gør det! Han så glad ud, og så målte og målte han og talte brædderne endnu engang. Så fik han et forskud på 10.000 baht til materialer, og så kørte han igen. Søndag klokken 9 blev aftalen, og lørdag kom han med de her nye brædder og læssede dem af i carporten. Det tydede jo faktisk ret godt.

I gang med arbejdet

Søndag kl. 8.10 (nu var vi jo heldigvis oppe….) stod han med 3 andre yngre gutter uden for gaten og var klar til at gå i gang. De startede selvfølgelig med at tage de gamle brædder ud, og det tog lige lidt tid, for der var 2 bolte i hver ende af hvert bræt. Så gik de i gang med at skære stykkerne af brædderne til. Min husbond gik ud og lånte dem sin skæremaskine, og det var de rigtig glade for, for så kunne de også lave et lige snit uden at skulle file rundt med en vinkelsliber bagefter (troede vi).

En af gutterne sad nærmest hele dagen og skar 1 cm af alle boltene med en vinkelsliber, fordi de var for lange. Sikke et arbejde!

Så begyndte de at sætte de nye brædder i. Min husbond kiggede hovedrystende på deres arbejdsmetode, for de satte simpelthen bare brædderne i efter øjemål. Enhver torsk kan jo regne ud, at hvis det går op til sidst, så er det et mirakel. Da de så også var startet udefra i hvert fag, var det jo ganske tydeligt, at der var noget galt lige midt i det hele. Så begyndte de at bore nye huller og rykke rundt med brædderne – stadigvæk på øjemål. Ham “Mester” stod og forsøgte at regne afstanden mellem brædderne ud, da min bedre halvdel kom ud med en skydelære og viste dem, at der stort set ikke var to brædder med den samme afstand. Nu begyndte “Mester” at rive sig i håret. Hans kone ringede også og spurgte, hvornår kan kom hjem, og det blev han nok ikke mindre stresset af.

Jeg sagde til min husbond, at nu måtte hans ingeniørhjerne vist på banen. Jeg er fuldstændig idiotisk til den slags (husker engang, hvor jeg skulle hænge 5 hjulehjerter op i et vindue med ens afstand – der var 100 huller fra tegnestifter bagefter). Det tog ham vel 10 minutter, så havde han regnet begge fag (som ikke var lige store) og døren i gaten ud. Så skar de nogle klodser af en pind, vi havde liggende, så nu kørte det bare fag 2. Dog måtte han køre bunden på alle brædder med vinkelsliberen, for de passede alligevel ikke. Fag 1 måtte de så lave om, men det gik også nogenlunde. Da de fik en kurv ud med vand og cola og nogle småkager, begyndte de ligefrem at gå og synge til arbejdet.

Det hedder vist micro management på godt jysk

Så kom “Mester” hen til os og fortalte, at de hjul, vi havde på gaten var beregnet til tov på et skib. Vi købte dem på Lazada for et par måneder siden og skiftede dem selv med møje og besvær. De knirkede simpelthen helt vildt, og vi var faktisk lidt bange for, om de kunne bryde sammen. Vi spurgte ham, hvad de skulle koste, og han sagde 2500 baht med montering, hvilket nok også var for meget. Så ville han have et forskud på 5000 baht, men det fik han altså ikke. 2500 ikke mere!

Så skulle gaten sættes i igen, og i mellemtiden var “Mesters” kone kommet, og hun gik og fejede. Det var ved at blive mørkt, og man kunne godt mærke, at nu var de altså trætte. Gaten vejede på dette tidspunkt nok et par hundrede kilo mindre i skiftet fra hårdttræ til aluminium, men rammen er af jern og vejer også godt til. Det lykkedes dem at smadre gaten ind i gatemotoren, så skjoldet fik en revne. Sooooorrrrryyy, som de siger her, når de smadrer noget.

Vægtstangsprincippet havde de ikke hørt om, men de syntes godt nok, det var smart

Alle brædderne var beklædt med plastic, og de havde så ikke fjernet det, inden de havde skruet boltene til! De tænkte så, at de lige kunne stå og skære det med en hobbykniv (lige ind i malingen på brædderne) eller bare hive i det, så der sad plastic stumper over det hele. Der måtte jeg så lige op og markere. Hvis man kigger på møblerne rundt omkring på kontorer her i landet, så vil man se, at de samler møblerne med plastic på, og så stritter der plastic stumper ud over det hele. DET kan jeg altså bare ikke klare. Så de måtte pænt løsne alle møtrikker og få plasticen ordentligt af. De har sikkert forbandet mig 7 meter ned i jorden, hvis en thai gør sådan noget.

Nu skulle gaten justeres, og her gik det helt galt. Det var efterhånden helt mørkt, og der var masser af irriterende myg. Den lille mand var ved at rykke håret ud af hovedet, for gaten baldrede ind i lukketøjet, når den skulle lukke, og han kørte den bagud af skinnen to gange. Til sidst var vi simpelthen ved at få stress, så vi sagde til ham, at vi nok skulle fikse det selv. Han blev så lettet! Han fik resten af pengene, og så kørte han. Så var vi lettede! Vi lukkede gaten til og blev enige om, at vi måtte se på skaderne mandag morgen.

Godt at man kan finde ud af tingene selv

Min handyman lod mig ikke i stikken. Det tog ham lidt tid at finde ud af, hvorfor de her magneter, som skal stoppe gaten i ende positionerne, ikke fungerede. Det viste sig at holderen med reed kontakter var trykket ud af plads da ramlede ind i gatemotoren. Men han fik det rettet op og så kunne der justeres! Imens støvsugede jeg indkørslen med udestøvsugeren, for der var boltender, møtrikker, metalspåner, plasticstumper og alskens andet, som vi kunne gå og træde op i skoene.

Det var så nu, at vi opdagede, at han havde brugt to slags brædder i to forskellige nuancer! Det kunne vi ikke se, fordi det var mørkt, da de tog plastikken af aftenen før. Ikke at det ville gøre så meget, for de er egentlig fine sammen. Han må ikke kende til fliseopsætning, for har man forskellige fliser, så sørger man for at tage af forskellige kasser, så det er helt tilfældigt, hvordan fliserne sidder. Nej. Han har sat 4 lidt mørkere sammen, og i døren er alle brædderne lidt mørkere! Vi kunne jo bare flytte lidt rundt på dem, foreslog jeg. Men nej. De har ikke boret boltene i samme sted på brædderne, så det ville komme til at sidde hulter til bulter……

Sådan er det med thai håndværkere! I stedet for at sige til os, at han ikke kunne skaffe nok af det bræt, vi gerne ville have, så blander han en anden i. Vi havde jo bare fundet en anden, for de var faktisk alle ret ens. Bare ikke helt!

Nå, men nu er der ihvertfald nye brædder i gaten, den vejer langt mindre og kan i nødstilfælde åbnes og lukkes manuelt, hjulene knirker ikke mere, og den kører som en drøm.

Sådan er det her. Det bliver meget sjældent 100%, som man havde tænkt sig, og det er helt umuligt at forudsige, hvad der kan gå galt!

En stor applaus til min bedre halvdel, som reddede den gate og dagen for håndværkerne på trods af, at han ikke kunne se en pind. Han har haft en kæmpe øjeninfektion oven i en ordentlig omgang influenza. Han måtte ikke gå med linser, og han har ingen briller, så det har været en træls omgang. Uden ham havde de brædder sikkert siddet som hø og hakkelse. Nu er der kun et enkelt sted, som forstyrrer min OCD, og det har min handyman lovet, at han vil forsøge at rette op på.

Ikke flere håndværkere lige foreløbigt!

 

by Janne
Liv i Thailand

Bøvlfaktoren er høj i øjeblikket

Vi er lige nu belemret med en masse bøvl, og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med at bo i Thailand.

Sådan er det vel generelt set. Nogle gange render man bare ind i en masse bøvl og en masse trælse opgaver, der skal løses. Her er vi lige nu!

Skat

Vi skal til at rapportere skat for første gang i den tid, vi har boet i Thailand for indkomst for 2024. Det burde være simpelt, for vi indfører pension og opsparede midler, så vi skal ikke betale skat her i henhold til dobbeltbeskatningsloven med Danmark.  Men vores lokale skatteminister i Hua Hin kræver, at vi skal dokumentere med et stempel fra ambassaden, at vi har betalt skat af pensionen i Danmark. Det gør de så ikke alle mulige andre steder i Thailand. Det er noget bøvl.

For at komme uden om den lokale skattekonge, kan vi så rapportere online, men den hjemmeside er kun på thai, så det skal vi også lige finde ud af, hvordan vi kringler. Vi kan jo spørge vores thai venner om hjælp, men de fleste af dem betaler ikke skat, fordi de tjener for lidt. Under 150.000 baht så behøver man ikke at lave en skatteopgørelse. De kan dog sikkert hjælpe os med at få oprettet en profil, og derfra er Google Translate din ven!

Visum

Snart skal vi forlænge vores pensionist visum, og det er i virkeligheden ikke særlig svært. Vi skal stille på Immigrations med en masse papirer og et brev fra banken, der bekræfter, at vi har vores garanti penge på 800.000 baht stående på en konto. Det plejer at tage 10-15 minutter, og det er jo ingenting. Det er mere ventetiden, der er problemet! Immigrations har et system, hvor de deler folk op i de forskellige opgaver, de skal have løst, og det er sådan set fint nok.

Forrige år tog vi et nummer, og var så nummer 9 i køen. Cirka 2 ½ time senere, kom vi endelig til og var så ude i løbet af 20 minutter. Det skyldes, at alle mulige visa agenter får lov at komme ind foran i køen, uden at tage et nummer. Er der da noget, der kan hidse mig op, så er det da sådan noget! Men jeg må jo tage en mental valium, og så bare få det overstået.

Sidste år kunne vi bestille tid, og det gik glat, men det kan man så ikke mere her i provinsen. Det virker dog stadig i resten af landet.

Nå ja – vi skal jo printe/kopiere alle de her papirer, og nu har vores næsten nye printer bestemt sig for, at den kun kan printe med striber. Det går nok ikke! Vi kunne godt indlevere den, hvor den er købt og med garanti, men så ser vi den nok ikke igen lige foreløbigt, fordi den skal sendes til Bangkok. Så nu arbejder vi på en anden løsning.

Banken i Danmark

Så har banken i Danmark så desværre også besluttet sig for at lave bøvl. Vi overfører pensionerne hertil med Wise, og det har indtil for nyligt fungeret rigtig godt. Jeg laver en overførsel fra banken til Wise og så sender de pengene til vores thai konto, og det er en af de billigste måder at gøre det på.

Hvorfor vores bank vil have, at vi skal verificere med en OTP kode også efter MIT-ID, har vi aldrig rigtig fået svar på. Men i lang tid har de bare sendt koden til min thai telefon, og den taster jeg så ind, og så går pengene afsted (godt nok først næste dag, selv om de bliver overført til en dansk konto.

Nu virker det med OTP koden så ikke mere. Der kommer bare ingen. Så skal jeg ringe til banken i Danmark, sidde i kø i længere tid, og så skal de så stille alle mulige spørgsmål for at verificere, at jeg er mig. Det bliver jeg ret irriteret over, og så koster det et sted mellem 30-50 kr. at ringe op hver gang. Jeg ved godt, at der findes services, hvor man kan ringe billigt, men det er da irriterende, når man nu har brugt MIT-ID og QR kode og hvad ved jeg. De siger i banken, at det er for min egen sikkerhed, men det er jeg nu ikke helt med på.

Nu ender det så med, at jeg ændrer mit telefonnummer i banken til min søsters, og så må hun være ”telefonpasser” for mig og sende den OTP, når vi laver de månedlige overførsler. Det er da sikkerhed på et højere plan!

Banken i Thailand

Ja, det er jo egentlig forkert at skælde ud over banken i Thailand. Jeg bruger Bangkok Bank, og dem er jeg rigtig glad for. Deres mobil app er enkel og overskuelig, og jeg kan betale med Thailands svar på Mobile Pay i de fleste butikker.

Sidste år vedtog regeringen, at nu skulle navnet på SIM kortet svare til navnet i banken. De siger, at det er for at undgå svindel, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan gennemskue, hvad det skulle hjælpe.

Det der tænkte jeg ikke lige på, da jeg overtog nummeret på et SIM kort, som vi købte i 2018 i min husbonds navn til nogle venner på besøg i 3 uger. Så nu har jeg et SIM kort navn, som ikke svarer til navnet på min bankkonto.

Det må jeg jo få løst, og jeg har indtil 1. april. Det lyder jo som en nem sag, ville mange sige, men jeg er ikke helt sikker, at det bliver så simpelt.

Da vi flyttede hertil i 2017 gik vi ned i centeret og ville ændre navnet på det kabel abonnement, som allerede var her i huset. Jeg tror, jeg ventede i næsten en time, hvorefter personalet fortalte mig, at de havde ringet til den tidligere ejer. Jeg kunne bare fortsætte med at betale i hans navn! Det ville jeg da ikke, og så viste de mig, hvad hans saldo var. En gæld på 80.000 baht! Ikke bare for kabel TV men også for flere mobiltelefoner.

Det endte med, at vi kørte ind med modemmet til butikken og stoppede med at betale!

Jeg kan jo bare købe et nyt abonnement i mit eget navn for 200 baht, men hvis man ved, hvor meget ens telefonnummer er knyttet op til både her og i Danmark, så bliver det noget rigtig bøvl!

Vi må se, om ikke vi kan få det kringlet. Måske er de nemmere at danse med nu end i 2017!

Helbred

Så driller det der helbred da bare! Jeg startede med en ordentlig forkølelse for et par uger siden, og nu har jeg så fået smittet min bedre halvdel. Og den mandlige version af sådan noget er altid værre!

Vi har igennem nogle måneder taget ekstra D-vitaminer. Det er meget trendy lige nu, og da jeg stort set ikke sidder i solen her i Thailand (det gør man ikke, hvis man er bleg og fregnet), tænkte jeg, at det var en god ide.

I den samme periode har vi begge oplevet træthed, forhøjet blodtryk, susen for ørerne, maveproblemer og flere andre ubehageligheder. Da jeg vågnede forleden morgen, kom jeg til at tænke på, at der måske tidsmæssigt kunne være en sammenhæng. Tja, hvis man googler overdosering af D-vitaminer kunne det godt være årsagen til alle problemerne. Så nu er vi stoppet med pillerne, og vi har også måttet lægge vores almindelige vitaminpille på hylden, for der er jo også D-vitamin i.

Det kan tage måneder at få en overdosis ud af kroppen, fordi D-vitamin bindes i fedtcellerne, så det varer nok lige et stykke tid, før vi kan mærke forskel.

Mit råd er, at inden man begynder at æde løs af D-vitaminer, skal man få taget en blodprøve og få checket, om man i det hele taget mangler vitaminet. Og så skal man tage det sammen med K2, så man ikke får calcium ophobninger.

Nå, ja. Og så for at det ikke skal være løgn, har jeg fået en infektion i tandkødet ved min ene visdomstand (jeg er en af de få, der har alle 4, men de er ikke kommet helt ud). Nu kan jeg kun tygge bananer og blødt brød, hvis det ikke skal gøre ondt, men jeg fik da kværket en leverpostejmad ned i morges.

Bortset fra det…. ”Så går det godt fru Kammerherreinde”. Det kolde vejr er ved at være væk, og vi har det jo i det store hele godt.

God søndag!

PS. Billedet øverst er af min ananas. Jeg plantede en top i lidt jord for et par år siden, og nu er der frugt i!

by Janne