Liv i Thailand

Er thaierne hoardere?

Jeg faldt over en Facebooktråd forleden, hvor man diskuterede, om thaier er hoardere. Altså at de samler på ting – ikke bare brugbare ting men også helt ubrugeligt.

Jeg fik mig simpelthen et godt grin, for jeg har selv indimellem undret mig over, hvorfor de gemmer gamle plasticspande, der er flækket, bamser der har ligget ude i 10 år, gamle bildæk, der forlængst er gået i opløsning og store bunker af plastikflasker, som de da kunne sælge i stedet for.

I den her Facebooktråd diskuterede en del ægtemænd til thai koner og med thai familier – nogle af dem ude på landet under lidt mere primitive kår – situationen omkring at gemme ting.

En fortalte, at hvis han så meget som nævnte den kæmpe bunke af ubrugelige ting lige uden for fordøren, så blev hans thai kone meget gal. Det skulle han bare ikke røre ved – det kunne jo måske bruges engang eller gives væk. En anden fortalte, at hver gang han var alene hjemme, så fik han lige brændt lidt af alt braset, og at hans kone og svigerfamilie ikke havde opdaget noget endnu! Det siger måske lidt om mængden af sager!

Det gennemgående var, at hvis man er opvokset under fattige kår, så passer man på det man har – uanset tingenes tilstand. Tingene kunne jo måske komme i brug senere. Dertil skal så lige tilføjes, at thaierne ofte ikke passer særlig godt på deres ting. En riskoger ligner ret hurtigt noget til lossepladsen, og hvis en vaskemaskine går i stykker, så kan man godt installere en ny og lade den gamle stå. Det er sådan lidt selvmodsigende, for hvis man kun har lidt, så passer man vel på det, man så har – eller hvad?

For nogle år siden bagte jeg en krydderkage til Tam fra Rockzone, som han kunne tage med til svigerfamilien på en tur til Bangkok. Tam ville bare væres sød og sendte mig et billede af Namo, hans søn, mens han var ved at nyde et stykke kage hjemme hos mormor. Sjældent har jeg da set så mange sager i et og samme hus. Det var ikke på den måde som i de amerikanske fjernsynsudsendelser om hoarding. Der var fint orden i tingene, men det lignede en slags labyrint op i en halv meters højde. Der var stort set ikke noget gulvplads i den temmelig store stue på vel 30-40 m2, for der stod poser med tøj, kasser med plastikting, gulvmåtter pænt lagt sammen og så videre i den kategori.

Oppe på en lille repos ved vinduet sad mormor så, og hvordan hun kunne finde på toilet står hen i det uvisse. Men sager var der ihvertfald nok af – også selv om det var et pænt stort hus.

Når vi kører op i fitness centeret, så passerer vi en nogle rækkehuse, og de er bare små. Nogle gange står dørene åbent, og jeg er helt fascineret af, at de har en lille plet at være på, mens hele lejligheden er fyldt med sager. Flere af dem har bare et vattæppe på gulvet, hvor de ligger og kigger i telefon, mens der uden for døren er fyldt med alverdens gammelt ragelse.

Jeg ved godt, at thaierne har en anden kultur end os, men jeg har svært ved at forstå, at når man bor småt, at man så ikke rydder op…. En thai ven sagde til mig forleden: “Oh khun Jane – all Farang houses always very clean and not a lot of stuff. Same same your house”. Nu er jeg ikke rengøringshysterisk, men jeg er ikke særlig god til rod. Jo – hvis jeg kan rode i klædeskabet eller en skuffe, som jeg kan lukke, så er det okay. Men jeg kan ikke lide fx at lave mad i rod, gøre rent i rod, eller have gæster i rod.

Jeg har et ret stort og dejligt køkken (jeg er der så også rigtig meget), men har kun ganske få ting stående fremme. Mange thaier har måske 40 x 40 cm, hvor de kan lave noget. Vores veninde i Samut Songkhram har et pænt køkken, men skærer alligevel grønsager på toppen af vaskemaskinen. Resten af køkkenet er fyldt med alskens sager! Det er faktisk et pænt stort køkken alrum – men der er møbler alle vegne og masser af ting og sager overalt.

Typisk thai køkken hos vores veninde Foon

En anden ven samler på plastikfigurer fra et eller andet japansk noget. De er sådan 25-30 cm høje, og dem har han mange af. Han er altså sidst i 40’erne, men han samler stadig. Så han har sådan et lavt bord i sin ikke alt for rummelige lejlighed, som er fyldt med figurer og andre ting. Alt det skal vel tørres af engang imellem?? Jeg kan godt huske, da jeg som barn samlede på porcelænsfigurer i alle afskygninger – det var ikke særlig sjovt at skulle tørre støv af….

Nu er det jo ikke alle thaier, der har det sådan med at samle sager. Vi kender flere, som jævnligt smider ud eller som giver tingene væk. Ikke fordi de har mange penge – for det har de ikke – men nogle af dem bor sammen med en udlænding og andre har bare et gen, der ikke er særlig kompatibelt med rod og gammelt skrammel.

For mange år siden var vi på vores første tur til Thailand med et rejseselskab. Vi sejlede lidt på floder og kørte rundt i det centrale og nordlige Thailand. En dag spurgte jeg vores guide: “Alle de mennesker der sidder på hug rundt omkring og laver ingenting, hvad får de tiden til at gå med?” Mange steder på landet lå et hus midt i det hele, og så var der bare gammelt skrammel og skrald i en halvcirkel omkring døren, som om de bare åbnede fordøren og smed gamle cykler, plasticspande og skraldet ud…..

I mit danske hoved, så var det da smartere at få ryddet op, end at bare sidde på hug og glo på trafikken på landevejen….

I dag har jeg vænnet mig til Thailand for en stor dels vedkommende, så jeg har også alle mulige plastik ting i skrigende gul, lilla eller limegrøn. Jeg køber også alverdens mærkelige beholdere og dingenoter, som jeg måske ikke rigtig får brugt. Men jeg har det ikke stående fremme, og det er nok den store forskel. Og når noget ikke bliver brugt eller går i stykker, så får havefolkene det – Thaierne er eksperter i at reparere alt muligt og sælge det videre. Kan havemanden tjene lidt på sagerne, så er det ham så meget velundt.

Jeg ville tage et billede til bloggen i morges på vej på markedet af et hus, som er et godt eksempel på at gå samler amok, men ejeren var desværre hjemme i dag, så det gik jo ikke.

Nå, men i aftes var vi ude at spise og høre lidt musik. Det er jo efterhånden lavsæson, men der var da mennesker alle vegne! Turisterne her er åbenbart ikke helt taget hjem endnu. Vi gik hen på Rockzone for at høre en 16 årig thai pige spille rock på guitar og synge til. Hold da op et talent!! Hun spillede et par numre med Namo (13 år) på trommer, så det var da næsten børnearbejde. Baren var så pakket med mennesker, at flere måtte stå udenfor og nogle gik igen, da de ikke kunne få plads. Det hele kogte bare, og det sjove var, at gennemsnitsalderen i publikum nok var 65… Mine ører er blevet for gamle, så vi tog ret tidligt hjem.

God søndag!

Namo og Pretty Rock
Imponerende optræden med den alder
Liv i Thailand

Nabohjælp

Lidt nabohjælp er aldrig af vejen, og når man hjælper andre, kan man også bedre tillade sig at bede dem om en lille tjeneste hist og her.

Det kræver selvfølgelig, at man kender sine naboer – i det mindste på genkendelses- og hilseplan. Vi kan ikke sige, at vi sådan kender vores nærmeste naboer, men nogle af dem snakker vi da af og til med, og nogle af dem har da også været hjemme hos os til fester osv.

Det kvarter, vi bor i, er en vaskeægte smeltedigel med mennesker fra mange steder i verden og fra mange steder i Thailand. Mange mennesker her foretrækker at holde sig for sig selv, og det kan også være en god ide, for ryger man først uklar med en nabo, så kan man få store problemer. Eller hvis man for sent finder ud af, at man er kommet til at invitere “Fru Nysgerrig” på kaffe, og at hun ikke er til at slippe af med igen OG iøvrigt går og spreder sladder alle vegne.

Da vi købte huset, fandt vi ud af, at der på den ene side boede en midaldrende kvinde med voksne sønner, som kørte på larmende motorcykler. Så havde de også en 2-3 tæppetissere, som stod og gøede, hvis de ikke kunne komme ind. Nogle måneder før vi flyttede ind, skiftede huset lejere, og de har nu snart boet her i 10 år, og de har i mellemtiden købt huset, og det er vi glade for. Hun er fra Laos, og han er englænder. De har en lille datter på 6 år, og der er stort set aldrig bøvl med dem (undtagen da datteren som 3-4 årig øvede sig i at synge Barbie Girl 50 gange om dagen i månedsvis). Vi snakker da over hegnet eller hvis vi mødes et sted, men så er det da også det.

På den anden side bor et ældre australsk ægtepar, og dem snakkede vi faktisk ikke med de første 4-5 år, indtil vi stødte på dem til et arrangement hos vores lægeklinik, hvor vi faldt i snak. Vi har hjulpet dem nogle gange med at finde håndværkere og den slags.

Begge de to nabohold var med på at skifte et råddent havehegn ud, hvor vi splittede omkostningerne, og uden et havehegn kommer man ligesom hinanden lidt mere ved i nogle dage.

Så har vi naboer, som stort set aldrig er her, eller som kommer meget sjældent. Til den ene side har den ældre thailandske dame, som ejer huset, været her i 2-3 måneder. I går tog hun afsted igen – hun bor i Sverige. Til den anden side har man renoveret en masse på huset i mange måneder, men englænderen der ejer det, har vi ikke set siden begyndelsen af Corona.

Nede i bunden af vores vej bor vores tyske ven i et lille fint hus, som er helt nyt (men med alle de gængse fejl og mangler i et thai bygget hus). Overfor hans hus ligger en kæmpe villa (480 m2) i kinesisk stil med en kæmpe have med i hundredevis af krukker, mange gamle træer og flere udbygninger og pagoder. Damen, der ejer det, er oppe i årene, og vi har snakket lidt med hende i forbindelse med, at vores vej var gravet op for nogle år siden. Vores tyske ven siger, at hun er lidt påtrængende, og så vil hun gerne fortælle ham, hvad han skal og ikke skal. Åbenbart følger hun også med i samtalerne, når han har gæster og de sidder udenfor. Ha ha.

For et par uger siden ringede han, da vi lige var kommet ind ad døren fra fitness centeret. Han var ved at hjælpe nogle folk med at læsse en skænk af en pick-up truck og få den slæbt ind i huset overfor, hvor den ældre dame bor. “Har i en vogn eller noget, vi kan køre den på?”, spurgte han. Vi fik hurtigt fundet et par “hunde”, bæreseler og andet grej frem, og så suste min bedre halvdel afsted ned til hendes hus.

Da han kom tilbage en times tid senere, var det med øjnene helt oppe i panden. Den skænk var åbenbart en 3 meter lang og 1 meter høj skænk i hårdttræ! Det vejer simpelthen som et ondt år! De fik da bakset det her møbel hen til fordøren, men så startede de virkelige problemer. Hun samler åbenbart på ting og antikviteter. I en grad, hvor der stort set ikke var hverken gulvplads eller plads på nogen overflader. Antikke keramikbøtter, mange mange antikke møbler, kæmpe ornamentere vaser osv. osv.

Hvordan får man et 3 meter langt, meget tungt møbel ind igennem et hus med så mange ting stående overalt, når man så også skal omkring flere hjørner og igennem et par døre? Min bedre halvdel er altid skarp til at finde de bedste løsninger på den slags, men den ældre dame havde helt sin egen mening om den sag! (Som jeg plejer at sige: “Du kan ikke fortælle en thai, hvordan de skal gøre ting”.

Men det lykkedes, og det var jo godt. De to leveringsfolk var meget lykkelige over hjælpen fra fra de to herrer – ellers havde de simpelthen ikke fået den ind og da slet ikke på plads! Mission accomplished.

Klokken 9 en morgen i sidste uge ringede det så på døren. Der stod vores nabo fra “kineserhuset”, som vi kalder det. Jeg kunne faktisk ikke engang genkende hende, så hun måtte lige forklare mig, hvem hun var. Vi fik hende inviteret ind, og hun kom med en stor taskefuld sager til min handyman som tak for hjælpen! Vi var helt målløse!

Udover en stor bøtte småkager og en kæmpe flaske honning, så gav hun os to bøtter hjemmelavet yoghurt (som i øvrigt er rigtig fin) og hjemmelavede syltede grønsager med jalapenos i olie. De syltede grønsager kommer vi simpelthen til at savne, når de er spist. De smager fantastisk og er en lille smule spicy. Vores nabo sagde mange, mange gange, hvor taknemmelig hun var for hjælpen, og vi blev faktisk begge lidt forlegne. Det var da utrolig sødt af hende! Vi fik lige en lille snak, og det viser sig, at hun ihvertfald er velinformeret om det meste. Vi ved nu, at lejlighedsbygningen overfor og et par grunde/huse lige i nærheden er ejet af en kinesisk dame, som nu er thai statsborger. Vi ved også, hvad hun planlægger med den tomme grund skråt overfor, og vi fik da også et par ekstra guldkorn med på vejen. Vi nåede også at udveksle telefonnumre og navne, og vi fik sagt, at hun da bare kan ringe, hvis hun mangler hjælp. Hun var dog noget chokeret, da hun fandt af, at min bedre halvdel faktisk var 3 år ældre end hende…..

Vores tyske ven var forbi i går med sin amerikanske slægtning, der er på besøg hos ham i nogle dage. Vi snakkede lidt om Maem, som damen i kineserhuset hedder. Han havde fået nøjagtigt samme gavepakke som os. Han fortalte, at han havde besøgt hende en dag og havde spurgt hende, hvorfor hun har 6 kaffemaskiner stående ved siden af hinanden. “One for each day!”, var svaret. God værkstedshumor, men hun må jo have en kaffefri dag om ugen!

Det er et eksempel på, hvor givende det kan være at hjælpe andre, hvis man kan. Det var da ugens oplevelse at snakke med hende, og jeg er sikker på, at hvis vi får et problem, hvor vi har brug for en tolk, så hjælper hun os rigtig gerne.

Dejlig oplevelse!

Rigtig god Søndag.

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Hvor hårdt det er at komme i gang igen…..

Hvor hårdt det er at komme i gang igen…..

Jeg har været indisponeret i at gå i fitness centeret i næsten en måned, og hvor er det hårdt at komme i gang igen.

Jeg har før fortalt om det, at jeg i en pæn høj alder kom i gang med at bevæge mig. Det var en beslutsom veninde, som heldigvis fik mig presset til det. Ja, faktisk pressede hun også sig selv, for vi var da bare et par stive gamle siv begge to.

I mere end 4 år har vi begge holdt kadancen – godt nok i hvert sit fitness center og på hver sin måde, men vi kom i gang og fik det at bevæge sig til at være en naturlig del af ugerytmen. Om det så var min gemal, som da SLET ikke har dyrket noget som helst motion i hele sit liv, så blev han også tændt og tager nu derop 6 dage om ugen mod mine 3 dage.

Sygdom – en stopklods

I begyndelsen af marts blev jeg syg. Ikke sådan syg at jeg lå i sengen, men jeg brugte vel 2-300 Kleenex på et par uger, og så hostede jeg, så mine øjne og lunger indimellem var ved at falde ud. Heldigvis havde jeg fred om natten, og det skønnede jeg virkelig på. Den første uge brugte jeg næsespray, men da jeg har været afhængig af det for mange år siden, så måtte jeg stoppe med det. Hostesaften var heller ikke god at bruge, for den virker (Brown Mixture med opium fra 7-11), og da jeg havde alt muligt, der skulle op, så var det heller ikke godt. Efter et par uger gik det væk nærmest fra den ene dag til den anden.

I de to uger kunne jeg jo ikke træne, for ved den mindste anstrengelse hostede jeg som en gal. Jeg havde også en mistanke om, at det var Corona, for jeg mistede helt lugte- og smagssans i flere dage, så min husbond måtte smage min mad til.

På det tidspunkt havde jeg så et begyndende problem med en skulder. (Det skyldtes vist primært lidt for lang tid ved køkkenbordet med at lægge puslespil). Jeg havde en ordentlig knold under det ene skulderblad, og det strålede ud i skulder, nakke og arm. Da jeg nu var nogenlunde frisk, tænkte jeg: Det skal da bare trænes væk. Så efter 14 dages pause kørte jeg i fitness centeret og gav den gas.

De næste par dage blev smerterne værre, og til sidst gjorde det så ondt, at jeg næsten ikke kunne være til. Ingen piller hjalp, der var ingen god stilling og jeg var desperat. Jeg bestilte en tid hos lægen og kørte ned for at få en blokade. Jeg er ellers modstander af sådan noget med prednisolon og den slags, men når man har ondt nok…..

Det ville lægen da ikke høre tale om. Han sagde, at det var usundt for musklen, og hvis jeg skulle bruge den i fremtiden, så var en sprøjte ikke godt. Han frarådede mig at træne de kommende dage, og han ordinerede to slags piller og noget Voltaren (som ikke havde en PIND virkning). De andre piller virkede heller ikke ret godt, til gengæld gjorde det helt vildt ondt, da jeg skulle betale regningen på 1200 baht for 2 x 20 piller og en tube Voltaren!

Når slemt bliver værre

Den ene pille havde jeg store problemer med at sluge, for den var ikke coated. Da jeg nåede til næstsidste dag med pillerne, kunne jeg simpelthen ikke få den ned, så jeg knuste den og puttede den i lidt vand og drak den som et ”shot”.

Da jeg stod op næste morgen, havde jeg det nogenlunde okay, men efter et kvarter kom jeg til at se mig i spejlet. Udslet over store dele af min overkrop – og det bredte sig hurtigt over den næste times tid. Jeg ville ikke til læge igen og flås, så jeg tænkte: Det er nældefeber så skal der antihistaminer til. Dem har vi altid nogle liggende af i tilfælde af insektstik osv. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har prøvet at tage sådan noget før, men det var de dyre og ikke sløvende, så jeg spiste en pille.

I løbet af dagen blev det bare værre, så jeg tog en ekstra antihistamin til natten. Den fik jeg det ikke bedre af, tværtimod.

Da jeg vågnede næste morgen, var det bare ENDNU værre! Nu var det bare overalt på kroppen. Ildrødt og kløende. Selv i min hovedbund var der store buler. Jeg fik et chock, da jeg så mig selv i spejlet. Jeg var højrød i ansigtet med en hvid plet omkring mund og øjne. Jeg tog endnu en antihistamin og ca. en time senere fik jeg det dårligt. Hvilepuls på 130….

Det var der, jeg tænkte: Kan man være allergisk over for antihistamin?? Ifølge Chat GPT kan man godt det i sjældne tilfælde. Det må jeg nok hellere få tjekket op på på et tidspunkt.

Den ultimative kur

Så var det, at vi rullede det store artilleri ud! Vi kørte ind til det store apotek ved markedet, hvor jeg bad om nogle prednisolon piller. For et års tid siden fik min husbond nældefeber af noget antibiotika, som han åbenbart ikke kunne tåle. Her hjalp prednisolon hurtigt, så det skulle vi nok have hentet i stedet for det der antihistamin. Som de fleste ved, så kan prednisolon slå nærmest alt ned, men man har bare ikke særlig godt af det.

Så i stedet for at sprøjte prednisolon ind i et lille område under skulderbladet, så blev hele min krop så tæppebombet med prednisolon i 5 dage. Min søde læge er ellers både klog og rar, men lige der fik han ikke mange point i sin bog. Pris for prednisolon på apoteket til 5 dage – 30 baht! Langsomt begyndte nældefeberen at fortage sig, men mange steder blev den til grimme mørke pletter under huden. Jeg lignede en stiknarkoman i mange dage, så jeg måtte gå med lange bukser i 32 graders varme for ikke at skræmme folk væk!

Det er næsten væk nu, men jeg er stadig rød i kammen, og der er stadig mørke pletter på mine ben hist og her. Lesson learned…. Lad være at gå til læge!

I mandags skulle jeg så starte op i fitness igen efter næsten en hel måned! Jeg forsøgte at starte meget forsigtigt op, men ligegyldigt, hvad jeg laver, så får jeg hammer træneondt i to dage efter. Det er næsten værre, end da jeg startede op, for der kunne jeg slet ingenting. Jeg har jo stadig musklerne nu.

Forsigtigt har jeg kæmpet mig igennem ugen, og jeg synes, det er blevet lidt bedre. Vi tog en ekstra træningsdag i dag – for mit vedkommende stadig på nedsat blus. Det er da skræmmende, hvor meget man bliver slået tilbage af bare nogle få ugers pause. Om det så var mine hæmmorider, så dukkede de da også op igen. Dem har jeg ellers trænet væk med masser af bækkenbundsøvelser!

Her i Thailand er det jo Songkran tid, så for os er det STAY HOME – STAY SAFE. Jeg er ikke meget til alt det vandplaskeri og musik på vindstyrke 12. Vores fitness center lukker mandag og tirsdag pga. Songkran, så derfor listede vi derop i morges, inden alle dem med vandpistolerne vågnede op, men de var ved at gøre klar i alle barerne med store kar med vand og vandslanger. Her i eftermiddag bliver der smidt af tusindvis af kubikmeter vand ud over det hele, og de er allerede i gang med at jamre over, at vandreservoirerne er ved at være tømt rundt omkring.

God søndag og glædelig Songkran!

 

by Janne
Liv i Thailand

Moringa i Thailand – hvad er det, og hvad gør man med det?

Der er nogle ting her i Thailand, som thaierne tager helt afslappet, mens vi andre står og kigger og tænker: “Det der… hvad gør man lige med det?”

Moringa er en af de ting.

Første gang jeg lagde mærke til det, var det de lange, grønne stænger, som mest lignede noget, man kunne bruge til at bygge et mindre stillads. De lå der bare på markedet, helt naturligt mellem alt det andet grønt, som om alle vidste, hvad de skulle bruges til. Det gjorde jeg ikke.

Jeg gik forbi dem flere gange uden at tænke nærmere over det, indtil jeg en dag spurgte. Og det er jo ofte sådan her i Thailand – man opdager ting lidt tilfældigt, og pludselig åbner der sig en hel ny verden af ingredienser, man ikke anede eksisterede.

Senere fandt jeg ud af, at de faktisk kaldes drumsticks, og at de kommer fra et træ, som mange omtaler som en slags “vidunderplante”. Og så bliver man jo lidt nysgerrig.

En plante, man kan bruge til det meste

Moringa – eller มะรุม (marum) på thai – er ikke bare én ting. Det er en helt lille bombe af gode ting.

Blade, drumsticks, frø og blomster kan alle bruges, og det er netop det, der gør planten så interessant. I Thailand er det ikke noget eksotisk eller moderne – det er bare en del af hverdagen.

Det er også værd at bemærke, at moringa ikke er noget, der er opfundet af wellness-industrien. Det har været brugt i generationer, længe før nogen fandt på at kalde det “superfood”.

Og det er måske en meget god indikator: når noget har overlevet så længe i et køkken, så er der som regel en grund.

Hvor finder man det?

Hvis man bor i Thailand, er moringa faktisk noget af det nemmeste at få fat i – når man først ved, hvad man leder efter.

De bedste steder er uden tvivl markederne. Her i Hua Hin er det især steder som Chat Chai og de små morgenmarkeder, hvor grøntsagerne ligger i bunker, og hvor tingene ikke er pakket ind i plastik.

Her finder man moringa i sin mest ærlige form:

  • Friske blade
  • De lange drumsticks
  • Nogle gange også tørrede varianter

Det er også her, man får en fornemmelse af, hvordan det faktisk bruges i hverdagen.

Supermarkederne har det også, men her er det typisk i en mere “pæn” udgave – pulver, te eller kapsler. Det er praktisk, men også lidt fjernt fra den måde, thaierne selv bruger det på.

Sundt – men ikke magisk

Når man begynder at læse om moringa, går der ikke længe, før ord som “superfood” dukker op.

Og ja – der er faktisk noget om snakken.

Moringa indeholder en del vitaminer og mineraler, blandt andet A-, C- og E-vitamin, samt calcium, jern og kalium. Derudover indeholder den også antioxidanter, som er med til at beskytte kroppens celler.

Noget af det, der ofte bliver fremhævet, er også, at moringa kan have en mild antiinflammatorisk effekt og muligvis påvirke blodsukkeret. Der findes studier, der peger i den retning – men det er stadig noget, der forskes i, og ikke noget, man skal betragte som dokumenteret behandling.

Det interessante er egentlig ikke, at moringa kan “kurere” noget, men at det er en plante med et ret højt næringsindhold, som nemt kan indgå i den daglige kost.

Og det er måske også sådan, det giver mest mening at bruge den.

For thaierne handler det ikke om kapsler og kosttilskud – men om at få lidt ekstra grønt i maden.

Sådan bruger man det – i virkeligheden

Det er først, når man ser, hvordan moringa bruges i køkkenet, at det giver mening.

De friske blade bliver ofte brugt i supper eller wokretter. De giver en let bitter og grøn smag, som passer godt ind i mange thai-retter.

Drumsticks er lidt mere specielle.

De bliver typisk brugt i supper, og her skal man lige kende teknikken. Man spiser dem ikke som en almindelig grøntsag. I stedet suger man det bløde indhold ud og lader skallen ligge, fordi den er træet.

Det lyder måske lidt mærkeligt – men det fungerer faktisk overraskende godt.

En klassisk ret er en syrlig suppe med moringa og kylling, som især er udbredt i det centrale Thailand. Den type ret er let, frisk og meget typisk for området.

Stærk og syrlig suppe med kylling og moringa drumsticks

Pulver – den lidt svære ven

Pulver er det, mange af os starter med, fordi det virker nemt. En skefuld i en smoothie eller i yoghurten, og så tænker man, at man er godt i gang.

Men lad os være ærlige: det smager ikke fantastisk. Jeg hældte en skefuld på min bedre halvdels havregryn med mælk, og der blev omgående nedlagt veto!

Jeg købte et glas pulver på Lazada og synes personligt, det har en lidt fisket eftersmag, og det er ikke lige det, man drømmer om om morgenen.

Også til planter

Noget jeg først fandt ud af senere, er, at moringa også bruges til at gøde planter med.

Pulveret indeholder næringsstoffer og naturlige vækststoffer, som kan give potteplanter og krukker et lille løft. Det er ikke noget voldsomt, men det er en af de der små ting, som passer meget godt ind i en mere naturlig tilgang til tingene.

Man kan blande det i vand eller drysse det i jorden – og så ellers lade det passe sig selv.

En lille smule sund fornuft

Selvom moringa generelt er sikkert i almindelige mængder, er der ingen grund til at overdrive.

For meget kan give maveproblemer, og kosttilskud tilgængelige her i Thailand er ikke altid lige så kontrollerede, som man kunne ønske.

Så igen: brug det som mad – ikke som mirakelkur.

Min konklusion

Jeg er stadig ikke helt blevet venner med moringa-pulver.

Men de friske ting – især i mad – giver langt mere mening for mig. Og det er nok også sådan, det skal bruges – som en sund ret i hverdagen.

Jeg er blevet meget bedre til at købe grønsager, jeg ikke aner hvad er, og som jeg heller ikke aner, hvordan skal tilberedes, eller hvad de skal bruges til. Indimellem går det galt. Jeg købte noget spændende – nogle lange stilke, som de sagde skulle bruges i suppe. Da jeg kom hjem skyllede jeg det og lagde det i en box i køleskabet.

Næste gang jeg åbnede lågen, var der en forfærdelig stank i køleskabet. Jeg fik sniffet mig frem til, at det var det der ukrudt, jeg havde købt, så det blev pakket i 5 poser inden i hinanden og røg i skraldespanden. Senere fandt jeg ud af, at thaierne også selv synes, at det stinker, men lugten forsvinder åbenbart, når man tilbereder det. Så blev jeg så klog!

Lidt vovemod er aldrig af vejen. Hvis alt går galt, og man får lavet noget uspiseligt, så er der jo mad alle vegne og på alle tider af døgnet i Thailand, så man dør ikke af sult.

God Søndag og fortsat God Påske

Liv i Thailand

Morgentur i Hua Hin

Her forleden gik vi en morgentur i Hua Hin. Det gjorde vi tit, før vi startede i fitness centeret, men det er nu altid hyggeligt kigge på lokalkolorit her i vores kvarter.

Grunden til, at vi ikke gik i fitness centeret var, at jeg har fået påført mig selv en inflammation i skulder, ryg og nakke. Det er bare så dumt. Vi har haft et par Wasgij puslespil med fra Danmark, og de er rigtig sjove.

Motivet er set fra den ene fugl ved broen – ikke selve billedet.

Når man bliver alt for grebet af det, så står man i en tåbelig stilling i mange timer, og det gør man ikke ustraffet. Især ikke, når man efter nogle dage tænker: Det skal bare trænes væk”. Det var så ikke den rigtige løsning – tværtimod!

Jeg er ikke nogen “pivskid”, men jeg har da aldrig haft så ondt, og der var ikke noget, der hjalp. Jeg kørte til lægen for at få en blokade, men det ville han ikke, så jeg kom hjem med nogle voldsomt dyre piller, som ikke hjalp en pind.

Derfor har jeg ikke kunnet træne ordentligt i denne uge – og vi har lige været syge, så vi måtte springe over i 14 dage. Meget frustrerende. Men gå det kunne jeg da, så jeg tog en træningsdag på løbebåndet i fitness centeret, men det var for kedeligt på trods af en lydbog i ørerne.

Derfor blev det til en morgentur i Hua Hin på lige under 6 km. Jeg havde fundet en restaurant på google maps. De serverer and og sprød ribbensteg, så den skulle vi lige frekventere til morgenmad på turen. Det er nemlig ikke nemt at finde gode steder med and i Hua Hin.

Går man sig en tur omkring klokken 7-8 stykker her omkring Soi 94 og lidt længere væk, så oplever man de lokale, når de køber morgenmad/frokost til at hænge på styret af deres motorcykel. I nærheden af vores store food court er der mange boder om morgenen. Man kan købe alt fra sandwicher, stegt kylling eller gris, sushi, frisk brød og meget mere. Lige nu har skolerne sommerferie, så det er lidt mere afslappet lige nu. I skoletiden vrimler det simpelthen med mennesker på det hjørne. Munke der får almisser mod en lille bøn “for good luck”, der indkøbes mad, og så kan man lige smutte ind i 7-11 og købe sig nogle drikkevarer til de næste timer.

Bon Gai Hua Hin ved Baan Khun Por

Der er ikke mange fortove her i området, så man skal lige se sig for, hvor man går, og der hvor der ER fortove, så skal man stadig se sig for. Der kan nemt mangle en flise, eller der stikker en stang armeringsjern op helt umotiveret, eller der er plantet et træ eller en lygtepæl midt i fortovet.

Vi lagde ruten hjemmefra, og når vi går, så slentrer vi ikke afsted, for så får man bare ondt i lænden. Især jeg galoperer altid afsted, for jeg skal jo have noget ud af det rent træningsmæssigt.

Vi gik hjemmefra lidt før klokken 8 om morgenen, og så var vi hjemme igen kl. 10.00 – inklusiv en temmelig heftig morgenmad på denne her kinesisk/thai restaurant.

Der er flere kryds, hvor man godt nok bare skal se sig for som fodgænger. Her i byen har vi nok verdens mest komplicerede rundkørsler, og det er ikke så sært, at thaierne bare kører, hvor der er plads. I Danmark kunne de uddele bøder i hundredevis hver eneste dag, hvis folk kørte sådan. Men der ville man nok heller ikke lave en lille bitte rundkørsel inden i et meget stort kryds!

Vi gik forbi den nye banegård i Hua Hin. Det er noget af det mest fremtidssikrede rent størrelsesmæssigt. Den er gigantisk, og den klarer nok de næste mange, mange år i kapacitet. Der er en fin bygning med rulletrapper ned til en tunnel under de gamle skinner. Den har bare aldrig været åben, så det er da en meget dyr installation, der bare er lukket. Til gengæld skal man vade hen over skinnerne, og der er ikke meget parkeringsplads. Arkitekten til det der burde have en pris. Men imponerende er det – desværre får den gamle banegårdsbygning bare lov til at forfalde, og det har ellers været et af Hua Hins vartegn.

En enorm banegård til lille Hua Hin.

Nede ved kommunekontoret er man i gang med renovere parken, og det arbejde skal være færdigt til Songkran festival (den hvor de smider med vand). Det tror vi nu ikke på de bliver, for der er godt nok lang vej igen. Ikke at vi skal derned, for jeg er ikke tilhænger af at få vand i hovedet, som kan komme fra den nærmeste klong, hvor man risikerer, at det er kloakvand.

Vores restaurant besøg var en succes, men vi fik da bestilt alt for meget mad. I den lille restaurant kan man få stegt and, braiseret gris og sprød ribbensteg. Det kan man så få med nudler i en suppe eller bare med ris (så fik man en suppe også), og mange af priserne var 55 – 80 baht for et måltid. Vi spiste alt for meget, så det var svært at få rumpen lettet.

Fin udstillingsmontre med udvalget
Restauranten er drevet af familien.
Undskyld det raserede fad – vi var sultne…

For at undgå at sætte livet på spil, så krydsede vi Phetkasem (hovedfærdselsåren) på sådan en fodgængerbro. Jeg er ikke god til højder, så det kildede noget i maven, da vi stod på toppen, hvor jeg tog dette billede. Trinene var kun 10 cm høje, så jeg var ikke glad for at gå ned igen. Her var det så, at vores lokale grafitti kunstner, Joe, havde udsmykket broen med dette “Safety First” maleri.

Fodgængerbro ved Market Village. Ikke så meget trafik.
Graffiti af den lokale kunstner Joe. Let genkendelig og de findes over alt i byen.

Det sidste stykke hjem, svedte vi bravt, for solen var ved at få magt.

På trods af varmen osv., så kan jeg på det varmeste (sorry) anbefale at gå en morgentur i Soi 94 området. Man ser et helt andet bybillede end længere op af dagen. Det er også ret sjovt, at man møder mennesker, der også er ude at gå tur, og så hilser man selvfølgelig på hinanden.

Soi 94 ved 10 tiden en fredag morgen.

For mig var gåturen MEGET bedre end at gå på et løbebånd, så vi gentager det nok snart. Vi er nemlig nødt at prøve den restaurant med and og sprød gris, der viste sig at ligge 10 meter længere henne, end den vi spiste på. Der var propfyldt med mennesker, og det er jo altid et rigtig godt tegn. Det er rart at have noget at glæde sig til. Jeg er også mere til thai morgenmad end det der “full English” morgenmad. Jeg spiser helst ikke toastbrød, fordi det er for sødt. Hvis de så også serverer en maskinudbenet kyllingepølse og noget elendigt bacon, og de så tager 200 baht for det, så står jeg altså af. Der er masser af andre muligheder.

Hua Hin sover aldrig, hvad angår mad. Personalet på Rockzone for eksempel går ud og spiser natmad ved 2-3 tiden om natten. Man skal bare vide, hvor man skal gå hen.

God søndag!

by Janne