Polarkulde og Porsche

Ja, det kunne jo næsten lyde som titlen til et afsnit af “Kender Du Typen”, men det er det altså ikke. Her er blevet koldt, og så har jeg også en skæg historie om en Porsche.

Her er blevet koldt. Ja, faktisk koldere end jeg kan huske, det har været i de 7 år, vi har boet her. Om det passer ved jeg ikke, eller om min krop bare bliver mere og mere thai med tiden – det må stå hen i det uvisse. Faktum er, at jeg fryser! Under dynen går det, men jeg har heller ikke det mindste brug for en air condition for tiden. Resten af tiden fryser jeg bare en lille smule eller helt vildt. Jeg læste forleden, at Bangkok i denne weekend har det koldeste vejr i 40 år, og med en vindretning derfra tror jeg, at det samme gør sig gældende her i Hua Hin.

Der blæser temmelig kraftigt, og det er en meget kold vind, som går igennem marv og ben. Nattetemperaturen er nede omkring de 20 grader, og for en times tid siden – her midt på dagen – var temperaturen ikke højere end godt 23 grader. Der står godt nok på vores Netatmo ting, at det føles som 26 grader, men det kan jeg godt afkræfte. Det føles som 15 grader!

Da vi flyttede fra Danmark havde jeg en forfærdelig masse tøj, som ikke var egnet til det thailandske klima. På mit arbejde brugte jeg ofte pæne jakker, lækre højhælede støvler, sweaters og fleecetrøjer. Nærmest året rundt, for mit firmas kontor var en ombygget villa, og derfor var udluftning et must med træk og dårligt (fugtigt) indeklima. Da jeg endelig fik mit eget lille kontor, fyldte jeg udluftningskanalen med rockwool, satte radiatoren på 27 grader og sørgede for, at man ikke lige kunne åbne vinduet! Det hjalp! Så kunne jeg sidde der i støvler, undertrøje, bluse og sweater, og jeg svedte stort set aldrig. Mine kollegaer var ved at dø, og min chef kunne nærmest ikke holde ud at være inde på mit kontor. Men det var nu de bedste år rent varmemæssigt.

Så ja – jeg er en frossenpind, og min margin mellem at fryse og svede er meget lille. Og så HADER jeg træk og kulde! Når jeg skal på øjenhospitalet, så er det som at sidde i et køleskab, og jeg skal bare have trøjer og tørklæder med. Deres aircons blæser en halv pelikan lige ned i hovedet på folk, og det er rigtig ubehageligt. Lige nu bliver det mere og mere moderne her i byen at tilbyde såkaldt “Ice bath”. Selv i vores gamle bulede fitnesscenter har de introduceret det i deres lille have. Nul Putte! Der er ikke 10 vilde heste, der kan få mig ned i en balje vand med is i. Vores pool er lige nu 23 grader, og den har aldrig været så kold. Om så jeg fik en præmie, så kom jeg ikke i den ved den temperatur!

Rent tøjmæssigt er jeg også i krise! Jeg har simpelthen ikke tøj til så lang en periode med koldt vejr, og meget af mit tøj er ikke egnet til kold blæst. Men nu har jeg fået gravet mine 2 par jeans og mine to dunjakker frem af gemmerne (vores kuffert med “Danmarks tøj” – som vi ikke har brugt siden vores sidste besøg i Danmark i 2018). De kan klare jobbet. Og så strømper med skaft – her er de der footies, vi normalt bruger, slet ikke nok. Jeg pakkede også det eneste par pæne støvler ud, som jeg har taget med. Der gik hælen bare helt i opløsning efter 1/2 time i stuen, så de skal til reparation!

Nå, men varmen kommer vel tilbage, og så er der bare noget nyt at brokke sig over. Jeg plejer gerne at sige, at som turist må man bare leve med vejret, men når man er fastboende har man ret til at brokke sig. Vi var ude på et par ærinder tidligere i dag, og vi kunne se, at de fleste turister også havde fundet de lange bukser og fleecetrøjerne frem. Lidt ærgerligt at tage ud til varmen, og så er her hammerkoldt!

Som en sidste kommentar kan jeg nævne, at når først min bedre halvdel går med bluse hele dagen og drikker sin morgenkaffe indenfor, så er her koldt!

Porschen

Hvor kommer Porschen så ind? Ja det er en skæg historie fra sidste uge, hvor vi skulle mødes med Bjarne fra Isaan og hans familie på restauranten i deres hotel her i Hua Hin. Vi blev enige om, at da der var annonceret “kaffe”, så kunne vi fint tage “Festraketten” – vores lille el motorbike – derned til dem. Vi aftalte med vores veninde Pam, at vi skulle hente hende, og da den trehjulede er beregnet til to voksne og et barn med et lille klapsæde forrest, så var der plads til os alle.

Pam og min husbond ved en anden lejlighed. Læg mærke til håndtagene til passageren forrest i bussen.

Afsted det gik. Vi parkede “Festraketten” lige udenfor restauranten og gik ind for at hygge. Det med kaffe blev så stavet med to bogstaver: Ø og L. Hyggeligt. Bjarne havde en dansk kammerat med, som var vældig kæk, og han fik fyret en masse gas af. Han er chauffør på en autotransporter og kører normalt med de lidt dyrere biler, så han har kørt i alverdens biler gennem tiden. Da vi havde været der en times tid, kiggede han på mig og sagde: “Hva’ så? Skal I så snart ud og køre i den der Porsche?” “Øh Porsche??”, sagde jeg uforstående. Så pegede han på nøglerne til Festraketten og sagde: “Ja, I har sgu’ da en Porsche!” Så flækkede vi alle sammen af grin, og han lignede et stort spørgsmålstegn. Så pegede Bjarne ud på Festraketten og sagde: “De kom altså på den der!”, hvorefter vi alle sammen var ved at dø af grin.

Ja, man kan jo ved nærmere eftersyn godt se, at logoet ligner Porsches, men det har vi da aldrig tænkt over!

Morale: Man skal aldrig skue hunden på hårene!

Min husbond vil nu have, at vi skal omdøbe det lille vidunder til Porsche, men det nægter jeg altså. Festraketten er bare mere rigtigt! Men vi kan da altid parkere lidt væk og lægge nøglerne fremme på bordet, så folk tror, at vi er nogle rige snobber med en Porsche. Eller nej… Det ligger vist ikke lige til os. Vi har janteloven dybt begravet i os, så HAVDE vi rent faktisk en Porsche, så lod vi den nok stå derhjemme, så folk ikke fik ondt i rumpen.

Jeg har ikke tid til at skrive mere. Jeg har fundet noget så eksotisk som oksekæber i Makro, og de skal tilberede i mange timer, så dem skal jeg have i gang. Det er spændende, for er de taget fra en thai ko, så smager de sikkert ikke af noget, og de bliver tørre som vejen i Hua Hin i januar!

God Søndag!

Liv i Thailand

I går var en af de dage…..

Jeg håber, at alle er kommet godt ind i det nye år. Det gjorde vi, og den 1. januar 2025 blev brugt til at slappe af og komme os over strabadserne!

Vi har haft pænt travlt over jul og nytår, og det er der jo ikke noget mærkeligt i. Det er der jo så mange, der har med besøg hos familie og venner og masser af mad og alt det der! Vi har været meget i byen og haft gæster, og det har været mega hyggeligt. Vi havde nok en forventning om, at tempoet ville lette lidt i det nye år, men der tog vi alvorligt fejl.

Med utroligt kort varsel (timer) blev vi forleden inviteret til fødselsdag hos Tam’s datter, som fyldte 17. Vi skulle spise med personalet på Rockzone og et australsk par, som vi kender rigtig godt. De bor her ikke, men de kommer her flere gange om året.

Hvad giver man en ung thai kvinde på 17 udover penge i en kuvert, som jeg syntes var lidt uinspirerende?? Jeg havde ikke mod på at køre ud og købe noget, for jeg var helt ideforladt! Så måtte jeg jo på rov i gemmerne. I Danmark havde jeg et helt skab med sager til den slags lejligheder. Jeg gennemrodede altid tilbudskasserne i Rema og Netto, og jeg havde mange sjove og gode småting liggende på lager. De er nu brugt, og jeg er faktisk lidt på bar bund. Meeen jeg fandt da alligevel nogle småting, lidt chokolade fra Danmark, et lille spejl (som skulle bruges til at jage duer væk – det virkede ikke!), en flot ny taske mm. Det blev pakket ind hver for sig og så med en 100 baht og en lille besked på thai i hver pakke. Så pudsede jeg min glorie!

Da vi kom derned kl. 18, som vi var inviteret, var der på helt ægte thai manér ikke et øje, og døren var låst! Det australske par kom selvfølgelig også som inviteret, så vi fandt lige en bar, hvor vi kunne få snakket om deres Europa rundrejse i efteråret, og hvordan vores jul og nytår var gået. En times tid senere var værterne og fødselaren ankommet, og vi blev bænket ved et lille cafebord. Så blev der grillet til den store guldmedalje – skaldyr, gris, kylling, marineret kød, grønsager og meget mere.

Muh Grata – thaierne elsker det. Man griller selv kød, fisk, grønsager mm.

Blæksprutter og ananasmarineret gris på traditionel grill

Grillede muslinger og kæmperejer med stærk sovs

En halv time senere tog fødselaren hjem. Så var der pakkefest for de ansatte. Det var ret sjovt, for Oat, som er tjener, vandt for andet år i træk en hårtørrer. Han er helt skaldet!

Så kørte værtsparret også hjem, og så blev vi 4 enige om, at nu måtte vi vist hellere daffe afsted og lade personalet i fred.

Jeg lærer vist aldrig helt at forstå, hvordan thaierne gør tingene, men fred være med det. Det behøver jeg jo heller ikke!

I går var en af de dage….

Ja, hvad mener jeg så med det?

Jo, vi havde aftalt, at lørdag skulle være “slappe-af-dag”. Vi skulle bare nulre lidt rundt med et par småprojekter, og så skulle vi spise en god aftensmad, se lidt fjernsyn og så tidligt i seng. Vi har fået sovet ALT for lidt i de sidste 14 dage. Det er nu også rart bare at have en aften, hvor man ikke lige skal være social!

Vi stod tidligt op og kørte i fitness centeret, hvor den bare fik noget gas! Hjemme fik vi en rugbrødsmad og lavede thai gloser, og det hele åndede fred og idyl. Jeg skulle lige til at rydde lidt op, da det ringede på døren. Det var en ven, som lige ville komme forbi til en snak og en kop te. Kun en halv time… En time senere styrtede han ud ad døren efter et opkald fra fruen.

Lidt senere ringede telefonen. Det var to venner fra Dolphin Bay, som var i byen og de ville gerne lige komme forbi. Bare en halv time…. Vi ser dem ikke så tit, og jeg er simpelthen så glad for Ning, som vores new zealandske vens kone hedder, og vi har det altid rigtig skægt og får sladret en masse. Så snakken kørte rigtig godt, og inden vi så os om, var der gået 1 1/2 time. Så styrtede de også ud ad døren.

Kender I det? Når man bliver afbrudt flere gange, så kan man slet ikke finde ud af at komme tilbage i at “slappe af” og nulre med småprojekter…. Så vi gloede bare lidt i telefoner i et stykke tid. Så blev det aftalt, at vi skulle mødes med Bjarne og hans familie. Bjarne bor oppe i Isaan, og vi mødte ham og hans kone på en bar i den by, hvor de bor, da vi besøgte Pams mor sidste år. Det var helt tilfældigt, og faktisk snakkede vi engelsk sammen, indtil det gik op for os, at han jo var dansker. Vores veninde Pam og Bjarnes kone klikkede bare med det samme. Familien var nu i Hua Hin, så vi skulle mødes kl. 20 i restauranten på deres hotel. Vi spiste hjemmefra, og vi var helt enige om, at vi skulle TIDLIGT hjem. Vi hentede Pam på vejen derned, så hun kunne få en snak med Bjarnes kone.

Så gik snakken ellers lystigt, og inden vi så os om, var det klokken 23.30! Tidligt hjem? Ha!

Jeg slukkede for vækkeuret, for jeg orkede bare ikke at skulle op kl. 6.30, men det hjalp ingenting, for vi var alligevel oppe lidt over 7. I dag er jeg igen som et alderdomshjem, så jeg skal nok i seng med hønsene i aften!

Jeg har skrevet om det før. Vores hus er nogle gange som det vi kalder “Fredericia Hovedbanegård”. Det står i skærende kontrast til vores liv i Silkeborg, hvor der kun var en enkelt veninde, som kunne finde på at komme uanmeldt efter arbejde til en fyraftensøl. Ellers skulle besøg hos venner og familie hos dem eller os jo aftales flere måneder i forvejen, for at vi kunne få kalenderne til at passe sammen. I Danmark kunne jeg blive panikslagen over uanmeldte gæster (altså lige med undtagelse af vores veninde), for jeg havde jo ikke lige fået gjort rent, eller der var ikke luget mellem fliserne i indkørslen, eller der lå vasketøj i bunker. Her er jeg bare faldet helt ned med det, og nogle gange må jeg sige til folk, at de skal beholde skoene på, for mine gulve er møgbeskidte. I går hang der vasketøj over det hele, for jeg vasker kun tøj en gang om måneden for at kunne fylde maskinen op med de forskellige kulører.

Arbejdet med renovering af lejlighederne på den anden side af gaden gik i gang igen i sidste uge. De har arbejdet on-off på det siden august 2020, og de er hverken halvt eller helt færdige. I denne uge skulle der fræses riller til strøm, og jøsses et larm og svineri. Vi var så også lige i vindsiden, så ALT støver helt vildt til i løbet af dagen. Det kan jeg jo ikke følge med til, så det er bare noget med at tørre bordene af, inden de skal bruges og så køre lidt med støvsugeren indimellem. Lige nu kan man skrive “SVIN” på vores glasbord og alle de andre overflader. Men vores gæster er jo ligeglade, så der er jo ingen grund til, at jeg stresser over det!

Vi nyder bare, at vi har nogle venner og bekendte, som gider at komme forbi og få en kop te eller øl og få en hold snak. Det er meget sjældent, at folk kommer på et uheldigt tidspunkt, så man må lægge noget vigtigt fra sig, men det går jo også!

Sådan en afbrydelse fik vi torsdag aften, da Tam og hans kone kom forbi, lige da jeg havde sat nogle kyllingelår i min airfryer. Nå, tænkte jeg, nu må jeg vist hellere slukke for dem igen, men det viste sig, at de bare ville aflevere en nytårsgave til os. Det er meget almindeligt her i landet at købe færdigpakkede “kurve” – nogle med tema. Vi fik vi to kurve med “sunde” fødevarer, og de har helt sikkert ikke været billige…. De er på billedet øverst

Pyha, og vi kom bare med nogle chocolate chip cookies i værtindegave til fødselsdagsfesten forleden!

Nå, nu skal jeg ud og ordne alt mit vasketøj! I morgen står den på rengøring, for nu går den altså ikke længere!

God Søndag!

Liv i Thailand

Godt Nytår fra Hua Hin

Jeg vil gerne ønske alle, som læser min blog et rigtig godt og lykkebringende Nytår!

Året er for alvor ved at gå på hæld, og vi kan slet ikke forstå, hvor det er blevet af! Vi har stadig en teori om, at tiden simpelthen går hurtigere her tæt på ækvator!

Året der gik

Ja, hvis man kigger på 2024 med vores briller, så var højdepunktet jo slutningen af året jo lidt et maraton med mange gæster og en rund fødselsdag. Det har været fantastisk, og det vil være et kært minde for altid! Men 2024 har da også budt på andre oplevelser.

2024 var året, hvor vi havde 30 års bryllupsdag. Det gjorde vi nu ikke noget ud af – hvorfor skulle det være anderledes end alle de andre år (undtagen kobberbryllup i Danmark og sølvbryllup her i Thailand). Jeg er gift med verdens mest uromantiske mand, og jeg tror, at han en enkelt gang har købt en buket blomster til mig. En halvslatten en fra tankstationen…. Der blev jeg da godt nok en smule bekymret!!

2024 var året, hvor vi der bor her, spekulerede som gale i, hvad de nye regler for skat kommer til at betyde. Før skulle man kun betale skat af penge, som man tog ind i landet samme år, de var tjent. Nu skal man betale skat her i landet af de penge, som man tager ind i landet. Vi skal ikke betale skat, for Danmark har allerede taget deres del af kagen fra pensionen, og da der findes en dobbeltbeskatningsaftale, som siger, at Danmark har ret til skatten af alle pensioner, så er det jo klart. Eller hvad?? I og for sig er reglerne ikke specielt uklare, men det er mere fortolkningen af lovgivningen…. Allerede nu står det klart, at det sandelig kommer an på, hvilket skattekontor, man hører til. I Bangkok gør de et og i Hua Hin noget andet og så videre. Det er fuldstændig det samme på kommunekontoret eller Immigrations. “Up to the officers discretion”, som vi siger her. I den forbindelse har vi bare tænkt os at lægge os i baghjulet af alle de andre og så håbe på, at de ikke kræver alt for meget dokumentation i den forbindelse. Men vi må se. Deadline for selvangivelse er 31. marts, så vi kan da nå at rende skrigende bort.

2024 var også året, hvor premierministeren blev afsat og Thaksin familien overtog magten. Det er 3. gang, der sidder en Thaksin på premierministerposten. Først farmand, så hans søster og nu hans datter. De to første måtte flygte ud af landet efter et hav af anklager om korruption. Thaksin kom tilbage i august og skulle egentlig i fængslet og afsone sin dom, men han endte op på et fængselshospital og efter nogle uger kom han hjem. Nu har han møder med ledere fra andre lande, og han hvisker vist i øret, hvad hans datter skal sige og gøre som premierminister. Lad os se, hvordan det går. Lige nu sker der ikke så meget politisk – primært bare en masse snak!

Hvad byder 2025 så på.

Ja udover en meget “spændende” omgang skat – heldigvis kun for den ene af os, for jeg tager ikke penge ind i landet, og jeg har ikke engang en årsopgørelse i Danmark, da jeg ikke er skattepligtig – så er der da også et par andre spændende ting i sigte.

Flere hold af vores venner har meldt deres ankomst. Nogle kommer for at fejre sen fødselsdag og blive forkælet her i Hua Hin, og andre er her i en måned og bor i lejlighed i nærheden. Det lyder til, at ihvertfald foråret kan gå hen og blive travl. Man skal jo udnytte det, når folk endelig er her!

Jeg havde egentlig bestemt, at jeg skulle have opereret mit øje nr. 2 i 2025, så jeg også kommer til at kunne se ordentligt på det. Det første blev opereret i 2021, og så har jeg bare skubbet øje nr. 2 foran mig. Mest fordi jeg så dobbelt på nr. 1 efter operationen, men det fortog sig efter 2-3 år. Nu er det vist mest fordi, jeg ved hvad der skal ske denne gang, så det er jeg ikke så vild med. Der er også en masse forskning i gang, så der kommer måske en kur, hvor man bare skal have en indsprøjtning i øjet, og det er et meget mindre indgreb. Japan er langt fremme, og jeg tror, det kommer snart. Min læge synes, jeg er en spade, for hun vil jo gerne have pengene, og hun synes, at jeg er pjattet. Lægerne her er ikke vant til, at patienterne ikke bare gør, som der bliver sagt, men sådan er jeg nu indrettet. Operationen er meget dyr, og jeg skal selv betale, da jeg har haft sygdommen i mange år. Men det ville nu være rart at kunne se bare nogenlunde ordentligt på BEGGE øjne. Jeg voterer stadig….

I februar skal vi have lokalvalg i Thailand. Vi må jo som udlændinge ikke stemme, men det betyder bestemt ikke, at jeg ikke har en mening om det. Jeg må ud og indoktrinere alle de thaier, jeg kender her i byen. Vores borgmester har siddet på posten i omkring 16 år. Han er en vældig flink mand, og han er udendørs- OG indendørs mester i at klippe snore over. Han er altid på pletten, når der skal fotograferes i forbindelse med noget offentligt i Hua Hin. Der er bare det, at Hua Hin godt kunne trænge til at få en mand, som har lidt visioner og ideer med vores by. For nogle måneder siden stillede han sig glædesstrålende frem og annoncerede, at nu havde man en plan for byen klar. Det havde godt nok taget i omegnen af 10 år at få den færdiggjort, men det var jo fordi, at der er sket så mange ændringer. Jo. Hua Hin har vokseværk ad pommern til, og vi er ved at drukne i skrald, dårlig luftkvalitet pga. afbrænding, dårlig infrastruktur og nybyggeri overalt. Den seneste tilsnigelse var renoveringen af Soi 94, som er et af de mest populære strøg i byen i øjeblikket. Den blev gravet op i august med færdiggørelsesdato i begyndelsen af februar. Efter 2 måneder gik det hele i stå, så nu ligner vejen en sommerhat, og man skal virkelig se sig for, når man kører eller går dernede i mørke. Måske mente de februar 2027, da de annoncerede det? Vi håber på, at der et nyt og frisk budget, som de kan smide ud af vinduet efter nytår. Så går det forhåbentlig i gang igen, så de kan få det afsluttet. Men en ny borgmester med nogle planer og ideer og lidt hår på brystet ville være forfriskende.

Ellers håber vi da bare på, at vi kan fortsætte med at nyde livet i Hua Hin og Thailand i 2025.

Vores nytårsaften er en to personers aften. Førhen holdt vi en stor fest her i huset, men så blev min bedre halvdel træt af alle de forberedelser og bøvl, så han slog bremsen i forrige år. Så de sidste par år har vi bare hujet lidt rundt i nabolaget, spist lidt mad og er sluttet af på Rockzone til en gang god musik. Sådan bliver det nok også i år, og det er også ganske fint. Det kan jo ske, at vi møder nogen, vi kender – ligesom sidste år!

Rigtig Godt Nytår – Vi ses i 2025.

Liv i Thailand

Tur til Bangkok og den kommende højtid

Som en sidste aktivitet i forbindelse med min fødselsdag, mødtes vi med min søster og svoger og et par af deres venner i Bangkok til en lille to-dages tur, inden min søster og svoger skulle hjem til Danmark.

Vi har været i Bangkok rigtig mange gange. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange vi har besøgt den fantastiske og eksotiske by. Før vi flyttede herud, tog vi på storbyferie i feks. efterårsferien. Selvom det regnede i oktober, så er der jo også tørvejr indimellem, og så er der ikke så mange turister i byen. Efter vi flyttede hertil har vi været på utallige ture til øjenhospitalet i Asoke området. Turen derop og hjem er som regel et mareridt på grund af vejarbejde og heftig trafik. En tur på 190 km kan tage helt op til 4-5 timer, og det er IKKE med dansk køkultur, skulle jeg hilse og sige.

Vejarbejdet begyndte for vel snart 20 år siden, og det foregår på en måde, som den danske hjerne ikke kan vride sig rundt til at forstå. Når man kører på det stykke, som er 40-50 km langt, så er der et stykke med næsten færdig, et stykke med halvfærdig, et stykke med lige begyndt. Og ligesom en lasagne, så kommer det i etaper eller lag. I Danmark havde man nok bygget 10 km videre, og så indviet det stykke, så man fik glæde af det, men nej. Sådan virker det ikke her. Der har også været over 2000 ulykker gennem årene – altså ulykker med byggeriet – og hvor mange, der er døde, ved jeg ikke. Men så taber de lige et brofag, eller der skvatter en kran ned eller noget. Temmelig skræmmende!

Nå, men vores tur til Bangkok var lige oven i gæster og fødselsdag, så vi besluttede at tage en taxi, så vi begge bare kunne slappe af på bagsædet. Vi skulle nemlig til Chinatown, som vi ikke er så bekendt med, og så om i området bag Khao San Road, hvor der ikke er ret mange muligheder for parkering. Vi ankom til China Town og fandt ud af, at man faktisk ikke kunne køre til det hotel, vi havde bestilt. Det var så ikke det store problem, og vores taxichauffør var så nysgerrig på at se hotellet, at han gik med os helt derind. Det hotel – Riverview Residence – er et lille backpacker hotel, men river man sig lidt og bestiller de bedste værelser med flodudsigt, så får man altså VIRKELIG valuta for pengene!

Hotellet er generelt rigtig godt i sin prisklasse, og de har en fin restaurant og en hyggelig bar på toppen med flodudsigt og udsigt til masser af Bangkok by. Morgenmaden var inkluderet, og vi kunne vælge mellem flere retter til morgenmad. Virkelig fint! Området deromkring er sjovt med gammelt og nyt imellem hinanden, og lige det distrikt er åbenbart bydelen for gamle motordele. Butik efter butik med motordele og kardanaksler!! Vi var alle tørstige efter en lang tur, men at finde en øl der i området er faktisk ret svært! Vi fandt et sted ved floden, som er rigtig pebret i pris, men det var en dejlig sidst på eftermiddagen tur. Om aftenen spiste vi på hotellet, og det var rigtig fint!

Næste dag havde vi booket en tur med “Bustaurant”. Det er faktisk en ret genial opfindelse, vil jeg sige. Vi havde booket en frokosttur, men de har også en dinner tur om aftenen. Man mødes på deres kontor, og så går turen ellers rundt i byen til forskellige seværdigheder som kongepaladset, demokrati monumentet og mange andre steder. Imens fik vi serveret en 5 retters menu, som var virkelig lækker og vel serveret. Der blev fortalt om seværdighederne på “thinglish”, som kan være temmelig svært at forstå, men pyt med det. Prisen var overkommelig, og vi var alle enige om, at det havde været en rigtig fin tur. Det kan anbefales!

Her er nogle af min søsters billeder af maden – jeg fik som sædvanlig ikke taget et eneste foto!

Frisk forårsrulle med rejer og wasabidressing

Så flyttede vi hotel. Det næste hotel var sprit nyt (Standard-X) – ja det åbnede faktisk en uges tid, før vi boede der, og det ligger ved floden på Phra Ahtit, hvor vi har været mange gange før. Det kunne nu godt mærkes, at det var nyt, for personalet var indimellem ret meget “væk fra vinduet”. Værelserne var fine, men vi måtte dog vente et par timer på at få værelserne (selvom vi først kom ved 3-tiden om eftermiddagen). Nå, men det gav os jo anledning til at finde en eftermiddagsøl i Rambuttri området, som er et dejligt (men turistet) område rundt om et munkekloster. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Vi var ikke så sultne til aftensmad ( 5 retter sætter sine spor), men vi fik da lidt i skrutten, og så gik vi hjemad igen. Det havde været en lang dag.

Altså, jeg er lige nødt til at fortælle lidt mere om det her helt nye hotel. Min husbond elsker at sidde og glo på bådene på floden i Bangkok. Desværre havde vi alle fået det ringste værelser, hvor man kiggede lige ud i et tag, men man kunne da se lidt af floden, hvis man stod op. Så var der de her “super komfortable stole”! Han så ret sjov ud på bagsiden, da han havde siddet på terrassen i en times tid! Han lignede en flæskesteg klar til ovnen! Design på et vist niveau.

Da vi kom ned til morgenmad spillede de moderne jazz for fuld skrue, så vi ikke kunne snakke sammen ved morgenbordet. Thaierne er vant til støj, og de spiller som regel musik på vindstyrke 12, så personalet syntes, at det var helt i orden. Det syntes vi 6 halvgamle mennesker altså ikke! Så efter flere henvendelser til personalet fik de endelig skruet ned. De fleste andre gæster i restauranten så også ret lettede ud ved det lavere lydtryk!

Vi kunne bestille a la carte, og så var der en buffet med kage og frugt. Det tog så sin tid at få det her a la carte. Den ret der tog længst tid at få (ca. 1/2 time) var et lille bitte bæger med noget yoghurt og noget marmelade – lige fra køleskabet! Ha ha.

Senere var det tid til afsked, og det var hårdt at sige farvel til min søster og yndlingssvoger. Vi havde ikke set hinanden i 5 år, så det var SÅ dejligt at være sammen med dem igen! Min svoger svor, at han aldrig kommer tilbage hertil, for her er for varmt, for rodet og for beskidt. Jeg håber, at han skifter mening, når han har tygget lidt på oplevelsen. Iøvrigt skulle han bare komme nu – vi hundefryser og går i lange bukser og strømper om aftenen! Næste gang kunne vi jo også nøjes med at tage ham med til de mere velordnede steder. Ha Ha. Ham, jeg er gift med, nægter at tage til Danmark, så det ender måske med, at min søster og jeg må finde på noget, så VI i det mindste kan ses. Hvem ved?

Turen med taxi hjem til Hua Hin var et mareridt. Vi har brugt et firma til både os selv og gæster i mange år, og de plejer altid at være knivskarpe med nye, ordentlige biler og fantastiske chauffører. Her stod pludselig en sølle bil og en chauffør, som kiggede i sin telefon hele vejen til Hua Hin, mens han kørte. Da vi blev stoppet af politiet i et vejcheck, kunne vi forstå, at han ikke havde sine papirer (forsikring tror vi) i orden, så han måtte betale bestikkelse to gange! Vi brokkede os, da vi kom hjem, og firmaet undskyldte da også mange gange. De havde haft problemer med et nedbrud af en bil og en anden en i en ulykke. Men når man har 30-40 biler, så burde det jo ikke være noget problem. Men vi overlevede da, selvom vi var totalt udmattede efter turen.

Nu er der gået en måned, og vi er endelig ved at falde ned ovenpå en skøn omgang gæster og en tur til Bangkok!

Om lidt er det juleaften! Vi skal holde jul med nogle venner, og det bliver helt traditionel mad og hygge. Jeg skal lave risalamande til 6. Nåh ja, så har jeg også lige lovet en sød dansker at lave mad til hans juleaften. Han skrev på Facebook sidste år, om nogen vidste, hvor han kunne få lavet flødekartofler og risalamande. Det kunne jeg da ordne, og det ville han så gerne have, at jeg gør igen i år. Så 10 portioner risalamande til ham også + 10 x flødekartofler. OG så har jeg også lovet min ven, som også er sønderjyde, at der er “gammeldags hvidkål” (eller sønderjysk vridkål) til anden juleaften.

Rigtig God Jul til alle! Lad roen falde.

Liv i Thailand

Sygeforsikring – et mareridt

Midt i al festivitas i forbindelse med min fødselsdag skulle jeg også lige rode med sygeforsikring, og det viste sig at blive til et mareridt.

Årsdagen for fornyelse af vores sygeforsikring var ugen efter min fødselsdag, og under normale omstændigheder var den bare blevet betalt, og så kunne vi græmmes over alle de penge, det koster, i stilhed.

Men så ville skæbnen, at nogle gode venner, som har samme forsikring som os, gik i gang med at kigge på alternativer. De er lige en postgang yngre end os, men det var interessant at høre, hvad de fandt ud af. Nogle nærgående spørgsmål til vores kontaktperson hos forsikringsselskabet viste også, at den dækning, vi troede vi havde, måske ikke var helt så sikker.

Min husbond er i en alder, hvor de fleste thai selskaber overhovedet ikke vil tage ham som ny kunde. Derfor var det ikke nogen mulighed for ham, men jeg kastede mig ud i projektet. Jeg tænkte, at det kunne jeg da godt gøre med venstre hånd, mens jeg forberedte gæster i huset og min fødselsdagsfest. Men, men, men…..

Jeg kom i kontakt med en sælger fra Allianz her i Hua Hin, og han viste sig at være en rigtig god gut. Han havde arbejdet for dem i 15 år og var afdelingsleder her i byen, så han vidste godt, hvad han snakkede om.

Som jeg altid gør, når jeg skal snakke med sundhedsforsikringer, sagde jeg med det samme, at jeg har haft kræft, men det er 17 år siden, og jeg har ikke haft tilbagefald. Det lod han sig ikke umiddelbart ryste af, så det var jo fint. Så fortalte jeg, at jeg havde en øjensygdom af de slemme, og at jeg ikke forventede nogen dækning for det. Han mente stadig, at vi godt kunne gå videre, så jeg fik en formular med spørgsmål op ad stolper og ned ad vægge! Nu skal jeg så lige fortælle noget virkelig mærkeligt! Han forsøgte at få mig til at betale for et år uden overhovedet at være godkendt eller kende betingelserne. Han bedyrede, at jeg sandelig nok skulle få pengene tilbage, hvis enten de eller jeg ikke ønskede forsikringen. Det var sådan set meget let: Vi havde ikke pengene, så det kunne ikke lade sig gøre. Nå, men okay så – så kunne det godt lade sig gøre uden betaling!

Jeg udfyldte det hele og sendte det til ham. Nogle dage senere kom han tilbage og sagde, at han skulle have journalen fra de to sygehuse her i byen, som vi har brugt til helbreds check tidligere. Det var også i orden – jeg skulle bare skrive under, og så kunne han få det fra hospitalerne. Så kom jeg i tanker om, at mine kolesteroltal var mega dårlige dengang, for de blodprøver blev taget, før jeg begyndte at dyrke motion regelmæssigt. Så vi aftalte at jeg skulle få taget nogle nye blodprøver. Det viste sig, at det heller ikke var så nemt, for man kan ikke få taget en blodprøve her uden at få taget sit blodtryk. Da jeg lider af kittelskræk i udpræget grad, så er mit blodtryk altid helt forfærdeligt, når jeg træder ind på et sygehus eller en klinik. Derfor kom det også til at se temmelig skidt ud på det resultat, jeg fik fra klinikken.

Men pyt nu med det – der var kun at vente på deres tilbagemelding. Efter 8 dage kom de tilbage: Nej, vi vil ikke have dig som kunde på grund af kræften for 17 år siden. Jamen, hvad i alverden skulle de så med mine journaler??

Som en bonusoplysning sagde han til mig, at han havde snakket med kontoret i Hua Hin for min eksisterende forsikring. De havde sagt, at de absolut ikke vil have kunder, der tidligere har haft kræft! Jeg fik en knast! Det var det allerførste jeg sagde til hende sælgeren, da hun kom her for godt et år siden. Det kan nemlig ikke betale sig at udfylde masser af papirer, hvis de allerede der kan sige, at de ikke er interesserede. Og sådan forholder det sig for rigtig mange thai forsikringsselskaber. Fejler eller har man fejlet noget alvorligt render de skrigende bort.

Den oplysning gjorde mig selvfølgelig meget nervøs i forhold til min eksisterende forsikring. Jeg vidste med 100% sikkerhed, at jeg havde fortalt hende om min kræft, men da det var hende, der udfyldte skemaerne, fordi det hele var på thai, så regnede jeg da med, at hun havde lagt det ind i deres system. Frem med policen, som selvfølgelig også er på thai, og så måtte jeg nærstudere den. Nej, kun mine øjne var nævnt og undtaget!

Så tog jeg fat i hende og forklarede sagen. Hun blev meget hylet ud af den og sagde, at det skulle jeg da have sagt fra starten. Ja, men hvis folk er “vil døve”, så er det jo ikke nemt! Hun får jo provision af hver kunde, hun bringer ind, og i sidste ende er det jo mit problem, hvis jeg brækker benet, og de ikke vil dække, fordi jeg havde kræft for 17 år siden! Hun sagde rent ud til mig, at jeg måske nok blev smidt ud, men at jeg fik pengene tilbage for den resterende periode (ca. en uge), hvis det skete.

I mellemtiden kontaktede jeg vores tidligere agent i Shanghai (Pacific Prime – de er bare SÅ professionelle) og vores agent Tony her i Hua Hin for at få et nyt tilbud fra begge. Det var MEGET nedslående. Jeg kunne faktisk ikke sove om natten i flere dage over det, for det er altså ikke rart at bo i et land som Thailand uden sygeforsikring!

De internationale tilbud, jeg fik fra Shanghai var med en selvrisiko så stor, at man godt kunne begynde at svede, og så var der en del væsentlige ting, som de slet ikke dækkede som feks. nyresvigt. Tony kom tilbage med et fint tilbud, som jeg tænkte, det skal prøves. Jeg spurgte om det med kræften, men han mente ikke, at det var et problem, når det var så længe siden.Så jeg udfyldte endnu en bunke papir til ham. Han kom efter nogen tid tilbage og bad om min journal fra øjenhospitalet i Bangkok, som jeg selv havde en frisk kopi af, så den sendte jeg til ham. Han kom tilbage nogle dage senere, at den forsikringspakke, jeg havde søgt om, ikke ville have kunder med tidligere alvorlige sygdomme som kræft. MEN han havde en anden og noget dyrere pakke, som jeg kunne ansøge om. Okay – om igen! Da han endelig kom tilbage med svar, var han glad for at kunne fortælle, at de gerne ville tage mig med visse forbehold. Jeg kiggede på det, og de ville undtage mine øjne (det forstår jeg sådan set godt – jeg står til en mega dyr operation i det ene øje), samme type kræft som jeg havde for 17 år siden, OG forhøjet blodtryk!

Det forstod jeg ikke et hak af, for jeg har ikke forhøjet blodtryk, så jeg spurgte Tony, hvad det var for noget. Han kom tilbage med udklip af journalen fra øjenhospitalet! Man kan ikke få lavet et synscheck her i landet uden at få taget blodtryk. Jeg hader det øjenhospital og alt, hvad der har med det at gøre, af et godt hjerte, og jeg går altid halvvejs op i limningen, når jeg skal derind. Det er bare en kvægcentral, hvor man bliver kastet rundt i timevis (selvom man har en tid), og så bliver man flået ved kasseapparatet til sidst. De fleste af lægerne er meget dygtige, men man skal ikke tage fejl: Det er en pengemaskine. Og en meget, meget dårligt organiseret pengemaskine! Så bare jeg ser fordøren, ryger mit blodtryk lige i loftet! Se lige her:

Det skal så lige siges, at jeg på det tidspunkt er gået i rask gang i 15 minutter i over 30 graders varme, for at komme til hospitalet. Men alligevel…

Nu kan man jo nærmest skyde skylden for alle sygdomme på forhøjet blodtryk…. Forsikringsselskaberne her i landet er notoriske for at nægte at betale, og de graver rundt for at finde noget, de kan hænge deres hat på. Derfor er det jo bare med at have så få undtagelser som muligt, så jeg havde ikke lige lyst til at få en ekstra ting med i bagagen.

Omkring samme tidspunkt kom sælgeren fra mit nuværende selskab tilbage med en melding. De ville godt beholde mig, men at brystkræft er undtaget. Det var en god nyhed, og hun var selv forbavset over det, for hun havde regnet med, at jeg blev smidt ud. Jeg skyndte mig at skrive under på papirerne (som jeg denne gang læste igennem på thai), og så betalte jeg bare regningen og skyndte mig lidt at glemme det.

Sygeforsikring er vigtig, men det er desværre et helt ureguleret marked. Det svarer lidt til, at man ikke kan annullere og ændre en flybillet. Hvorfor det? Hvorfor har flyselskaberne særstatus og er hævet over forbrugerrettigheder? Hos en sygeforsikring køber man et standardprodukt til fuld pris, og så er det dem, der bestemmer, hvad man får for pengene. En international eller thai sygeforsikring giver ingen rettigheder, og man kan kun håbe, at den rent faktisk dækker. Man får ingen rabat for undtagelser, og man får heller ikke penge tilbage, hvis de pludselig render fra at dække.

Vores forsikring har en rigtig god ulykkesordning inkluderet, og de kan jo vel ikke nægte at betale for en smadret lårknogle, fordi man har har forhøjet blodtryk? Det trøster jeg mig ved! Jeg er efterhånden kommet dertil, at hvis jeg får noget ikke-akut, som de ikke vil dække, ja, så flytter jeg tilbage til Danmark. Jeg har mistet nærmest alle mine rettigheder i Danmark, fordi jeg er flyttet ud (ingen stemmeret, brøkpension af grundbeløbet, når den tid kommer (det ved jeg ikke engang endnu) og mange andre ting). Så hvis jeg får problemer, så rejser jeg tilbage og ligger systemet til last sammen med alle de andre i den såkaldte ældrebyrde. Det er værre, hvis jeg får en blodprop eller sådan noget akut, og de så ikke vil dække. Så ender jeg nok med at ligge på en båre henne i templet.

Ønsker man at nyde sit otium uden for EU, så skal man virkelig tage den der sygeforsikring i ed. Hvis ikke man dør af en eller anden sær sygdom, så kan præmien og dækningen i sådan en da ordne det.

Undskyld det barske emne, men jeg har haft det virkelig dårlig i mange uger over den uvished, der fulgte med alt det der. Det skal siges, at i en thai forsikring arbejder tiden for en, og jo længere man har været kunde uden skader, jo mindre graver de, og jo højere er sandsynligheden for, at man får betalt for sine udgifter, som meningen med en forsikring egentlig er.

Nu vil jeg ikke tænke mere over det. Jeg håber bare, at vi ikke kommer til at fejle noget alvorligt i de næste mange år. Så må vi se, hvor længe vi har råd til at betale for de meget dyre forsikringer.

God søndag!

Dansker i Thailand

Porschen

I går var en af de dage….

Året der gik

Hvad byder 2025 så på.