30 eller 60 dage – hvad sker der?

Mange har sikkert læst om ændringen fra 60 dages visumfri indrejse i Thailand til 30 dage.

De har snakket om det her nærmest lige siden, de ændrede det fra 30 dage til 60 dage i juli 2024. Den snak er så blevet intensiveret i 2026 med stor forvirring blandt de berørte turister til følge. Da de 30 eller 60 dage starter fra den dag, man rejser ind i Thailand, så har det gjort det umuligt at planlægge, hvis man gerne vil besøge landet i mere end 30 dage. Man kan selvfølgelig altid få sig et turistvisum, det er klart.

Turismen har det virkelig dårligt i Thailand i disse år, og især i år har været noget af maveplasker i forhold til forventningerne. Her er en lille ovesigt over første halvår af disse år

2024 → 2025: ca. -0,8 mio. turister (omkring -5 %).
2025 → 2026: ca. -1,3 mio. turister (omkring -8 %).
2024 → 2026: samlet fald på omkring 2,1 mio. turister (cirka -12 %).

I tal er det et fald fra 17,5 mio. til 15,4 millioner. Til sammenligning var tallet lige knap 20 millioner i 2019 før Covid.

Det er netop den udvikling, der har fået den thailandske regering til at diskutere en række ændringer – blandt andet visumregler, markedsføring og tiltag for at tiltrække flere besøgende. Samtidig har et markant fald i antallet af kinesiske turister haft stor betydning for de samlede tal.

Så kan man spørge sig selv, om det giver mening at reducere antallet af dage, man kan opholde sig i Thailand som turist. Man siger blandt andet, at meget udenlandsk kriminalitet kan undgås, hvis man skærer visumfrit ophold til 30 dage. Det ved jeg næsten ikke lige, hvad jeg skal sige til… De der vil begå kriminalitet i Thailand, skal nok finde en måde at gøre det på, tror jeg.

For indiske turister er det endnu mere forvirrende end for danske. Førhen havde de Visa on Arrival, dvs. de kunne købe et 15 dages visum i lufthavnen ved ankomst.

For indiske turister har forløbet været:

2023: 30 dage visumfrit (midlertidigt).
2024: 60 dage visumfrit.
2026: Først varslet ingen visumfrihed, derefter ændret til 30 dage visumfrit.

Kineserne har haft en tilsvarende flip-flop udvikling.

Hvor er vi så nu?

Jeg har også selv været ret forvirret over, hvad der bliver meldt ud i pressen. Faktisk, så bliver medierne ved med at melde ud, at nu ER det vedtaget i parlamentet at ændre til 30 dage. Det har de sådan set meldt ud siden i maj, men der sker ligesom ingenting. Nu er det sådan, at alle vedtagne nye lovændringer skal offentliggøres i Royal Gazette (ligesom Lovtidene i Danmark). Jeg kan simpelthen ikke greje, hvorfor det ikke allerede er trådt i kraft, for angiveligt blev lovændringen vedtaget i maj… Og nu skriver de om det igen i aviserne, som om det er en stor nyhed.

Jeg kan godt forstå, at folk også er meget forvirrede, for det kommer jo også ud på danske medier blandt andet på facebook og andre steder.

Så indtil videre er det stadig 60 dage, så rejser man ind nu, så kan man være her i næsten 2 måneder. Ingen kan sige, hvornår det kommer i Royal Gazette, men når det meldes ud der, så træder det sandsynligvis i kraft inden for 15 dage.

Man har enormt meget fokus på udlændinge lige nu, og der er altså også nogle virkelig slemme folk imellem. Det er ret frustrerende at blive slået i hardkorn med alle de kriminelle, der laver firmaer og tager arbejdet fra thaierne eller bygger ulovligt på offentlig jord. Lige nu er det lidt som om, at der snakkes mindre om politik og vejen frem, end der snakkes om, hvordan Thailand får forbedret sin økonomi og sin levestandard for størsteparten af landets befolkning.

Jeg har altid sagt, at man ikke kan bygge et lands økonomi og fremgang på en politik, hvor fremmedhad er den mest fremtrædende mærkesag. Det er nemt at få vælgere på, men så er det også sagt. En langsigtet strategi for landet må jo være det vigtige, så man med uddannelse, strategisk udvikling og en stabil udvikling fører landet og befolkningen videre til næste niveau. Lige nu føler jeg, at der rent mediemæssigt bliver kørt heksejagt på udlændinge, og det giver jo ikke noget i sig selv. Ja, der bliver arresteret nogle brodne kar, men det skulle jo være en naturlig del af politiets og myndighedernes arbejde. Ikke en sensation. Eller hvad?

Thailand snakker altid om “kvalitetsturister” eller “helbredsturister”, men i stedet for at spørge, hvad de her turister egentlig gerne vil have, så snakker de om kultur, wellness og templer. De lader de private hospitaler flå betrækket af udenlandske patienter og helt officielt køre dual pricing, så det er lige så dyrt her som i vesten at gå på hospitalet.

Jeg beklager, hvis jeg lyder negativ, for det er jeg i virkeligheden ikke. Jeg er glad for Thailand på rigtig mange måder, og jeg ville ønske, at de fattigste her kunne få et løft i deres levestandard. Thailand har et kæmpe potentiale.

Måske er tiden kommet til, at man kigger på, hvad der skal erstatte masseturismen, når man i virkeligheden ikke ønsker den.

Men efter det her lange skriv, så vil jeg bare sige, at hvis man gerne vil være her længere end 30 dage, så skal man nok kigge på, hvilke visum muligheder der er.

God Mandag! (ja, jeg fik ikke skrevet i går, for der gik lige gæster i vores søndag – vi fik ovenikøbet “Jim-Jum” lavet af vores veninde Pam sammen med vores næsten-nabo – derfor billedet øverst)

Liv i Thailand

En uge med sol og regn

Denne uge har budt på både sol (og hermed ekstrem varme) og en omgang dejlig kølende regnvejr her i smørhullet Hua Hin.

I den forgangne uge har det været ekstremt varmt her hos os. Vinden er kommet inde fra land, og når man gik ud, var det som om, der var en kæmpe føntørrer, der bare blæste varm og meget tør luft inde fra Myanmar. Luftfugtigheden var helt nede på 45%, så mine øjne har kradset, og mine slimhinder i næsen har været meget irriterede. Jeg klager normalt ikke over varmen her i Hua Hin, men jeg har godt nok jamret noget i den seneste uge. Normalt kører vi kun med air condition i soveværelset om natten, men vi har haft nogle dage, hvor vi også har kølet køkken/alrum af, og hvor vi har tændt for air condition i soveværelset helt op til 2 timer før, vi skulle i seng.

Vi har også været afskåret fra poolen i flere uger, fordi min gemal brillerede med at sætte gåbåndet i fitness på fuld speed i stedet for laveste hastighed, da han skulle hente en klud. Da han trådte op på båndet blev han bare kastet rundt, så han fik nogle grimme sår. De er næsten helede nu, men det har så også taget næsten 4 uger. I går vovede vi pelsen og gik i poolen, hvilket bare var superdejligt. Når man får kølet sig ordentligt ned (i 33 C vand), så holder det faktisk hele aftenen.

I morges stod vi så op til regnvejr, og det hjalp da lige noget på det fysiske velbefindende! Det er også godt for vores lille græsplæne, for den har haft utøj, så den er gået ud flere steder. Utøjet har vi fået styr på sammen med vores havemand, men han har så også sprayet den med noget vækstfremmende, og det kan man altså godt se. Og så kombineret med noget regn, så skal den nok komme sig.

Der er stævne ovre på fodboldbanen i dag, og det startede klokken 15, så de var heldige at regnen holdt op, inden de skulle i gang. Thaierne har ikke noget imod at spille fodbold i regnvejr, men hvis det bliver for kraftigt, må selv de give op.

I aftes blev vi enige om at tage ned og spise på vores favoritrestaurant. Den ligner noget, der er løgn, og man skal lige lukke øjnene, hvis man går på toilet. Men lave mad – det kan han! Han har arbejdet i et eller andet fint køkken et sted, så han laver mange vestlige retter, men højdepunktet er hans Isaan (nordøst Thailand) mad, som er billigt og så er han suveræn til at tilberede og smage tingene til. Specielt hans Tom Yam og hans leversalat (Dap Waan) er helt fantastisk. Restauranten er også meget populær blandt thaier, så i weekenden er der tit fyldt, for det er ret begrænset, hvor mange pladser han har. Steak Van Adapt hedder stedet og det ligger lige ved Baan Khun Por.

Når vi kommer derned, så spørger han ikke mere om, hvad vi skal drikke til maden. Han henter bare en stor Leo (til deling) i køleskabet til os!

Da vi kom derned i aftes, var lyset slukket, og der var ingen gæster…. Øv, tænkte vi! Han sad så selv inde i restauranten og var ved at spise sammen med en anden. Vi spurgte ham, hvad der skete. “Mao maak”, sagde han med et stort grin (meget fuld). Han var stangbacardi, og det har vi da aldrig set før! Bedre held næste gang, og vi fik da udmærket mad et andet sted!

Vi kørte hen på Rockzone bagefter til lidt live musik, og da vi kom, rendte Tam rundt med øjnene helt oppe i panden. Han havde siddet ved indgangen og spist, da en stor cobra pludselig slangede sig op ad trappen og ind i baren! Jeg troede, at slanger var bange for mennesker, og at støj ville jage dem væk, men det skal man da vist ikke regne med. Personalet fik den gennet ud, og de fik den jaget over vejen og ned til den lokale klong på den anden side. Sørme da godt, at den kom så tidligt, for senere på aftenen var baren stuvendes fuld!

I morgen skal vi til det årlige helbredscheck hos vores lokale klinik. Vi betaler for et medlemskab, som giver os et årligt check-up og så rabatter på lægebesøg og medicin. Vi føler jo selv, at vi har det fint, men jeg må indrømme, at jeg altid lige frygter det der med at få en dårlig besked, som man helst vil være foruden. Når det forhåbentlig er veloverstået, så står den sandsynligvis på en belønningsøl et sted!

I går fik vi at vide, at vi snart får en gæst på besøg. En af mine nærmeste kollegaer i Danmark, som jeg ikke har set i 8 år men opretholdt kontakten med, har lige brug for en pause, så jeg sagde til hende, at hun da kunne komme her og slappe af. Det tænkte hun så lidt over, og hun bookede sin billet i går, så hun kommer sidst i måneden og bliver 14 dage. Vi skulle lige styre hende uden om den 29. og 30. juli, for det er religiøse helligdage med det sædvanlige alkoholforbud. Ikke at vi ikke kan leve uden alkohol (men det bliver derefter), men rigtig meget er lukket her i Hua Hin og en ret trist oplevelse. Især, når det er første gang, man kommer til Thailand!

Nu er vi så i gang med at planlægge lidt forskellige aktiviteter og ting, som hun da bare skal se eller prøve. Vi håber, at hendes besøg her hos os kan sende hende tilbage til Danmark med tanken fyldt op og nogle gode minder.

Derfor skal der lige ordnes lidt i hjørne og kroge her i huset, så jeg får travlt!

Rigtig god søndag i varmen!

Hus i Thailand

Man ved aldrig, hvad der sker….

Mange siger, at man skal tænke sig om, før man køber et hus eller en lejlighed i Thailand, for man ved aldrig, hvad der sker.

Det er jo også rigtigt. Hvis man lejer, og det er jo typisk tidsbegrænset, så kan man jo bare flytte, hvis naboen begynder at opdrætte kamphaner eller åbner en bar med livemusik hver aften til klokken 2. Det er jo lidt sværere, hvis man har købt et lille hus eller en lejlighed.

Det har vi også måttet sande, her hvor vi bor! For 6 år siden smed ejeren af bygningen overfor alle 5 lejere ud og begyndte at renovere. Man kan se her, hvor langt de er nået, og ærlig talt er det ikke blevet meget kønnere, og hvis man kigger ind, så ligner indretningen ikke noget, en dansker eller for den sags skyld andre vesterlændinge ville leje.

Håndværkerne dukker op efter lange pauser – sidste stint var en hel dag med at hænge presenninger op, for at holde duerne ude på førstesalen. Der gik 2-3 dage så hang noget af det bare og daskede. Man kan ikke lave sådan noget ved bare at slå nogle søm i muren igennem presenningen….. Før det gik der en mand og kone (med et lille barn, som lavede ulykker og skreg hele dagen) derovre og lagde fliser – det er nu gået helt i stå. Vi nyder det, når det står stille, for når de arbejder, så virker bygningen som en stor højtaler, der sender al larmen lige over i hovedet på os.

En af vores naboer (en ældre thai dame) har altid fingeren på pulsen (til nogle af de andre naboers fortrydelse), og hun fortalte os, at det er en kinesisk dame, som har fået thai statsborgerskab, som har købt ejendommen sammen med 2 villaer og en byggegrund lige op ad udlejningshuset. Hun fortalte også, at der skal bygges 2 to-etagers huset på byggegrunden, som ligger skråt over for os.

Jeg var ikke bekymret, for med den fart de renoverer overfor, så var der nok temmelig langt til byggeprojektet på den tomme grund. Jeg blev klogere!!

For et par uger siden dukkede et team op og begyndte at slå pæle i jorden og sætte det her grønne net op, som tit omkranser en byggeplads i Thailand. Siden har de gravet store huller og støbt over hele grunden, som kommer til at blive TOTALT bygget til, ser det ud til.

Vi har ellers en fin udsigt til Hin Lek Fai (vores lokale bjerg) både fra stueetagen og en terrasse ovenpå, men den kan vi godt se, kommer til at forsvinde.

Her forsvinder det meste af vores udsigt til bjergene. Her har vi ofte vores indikator på, om det kommer til at regne her.

Men det er jo vilkårene, når man bor i et område under udvikling… Vi har nogle venner, som byggede et hus meget langt ude på landet, og de har en fantastisk udsigt til Black Mountain over ananasmarkerne. Pludselig en dag stod folk fra elværket der, og så fik de ellers sat elmaster og kabler sat op hele vejen langs med deres havemur! Man kan aldrig vide….

Vi havde besøg af nogle bekendte forleden, og vi kom til at snakke om, hvor giftige kunstige fodboldbaner er…. Vi bor lige op ad sådan en, og de fik for nylig lavet nyt kunstgræs helt fra bunden med sand og gummiperler. Vi syntes, det var ret fint, fordi banen kun kunne tiltrække børnespillere, da den var helt nedslidt, så vi levede med, at de larmede som bare pokker i to uger med at forny banen. Flot er den blevet, men der er bare det, at de der gummiperler kommer fra gamle bildæk, og især i varme lande (og det må man jo sige, Thailand er) kan banerne afgive giftige dampe, når solen skinner på dem. Fantastisk! Jeg har en rigtig, rigtig god lugtesans, men jeg kan ikke lugte noget, men det er jo ikke ensbetydende med, at der ikke er noget skidt i luften.

Man kan aldrig vide…..

Fodboldbanen, som normalt ikke er til gene for os.

Nå, men i dag nyder vi stilheden. Ingen håndværkere hverken her eller der, og ingen skrigende unger på fodboldbanen (endnu). Det regner ikke – det gjorde det nemlig nærmest hele dagen i går, hvilket er meget sjældent for Hua Hin.

I aftes havde vi en fantastisk oplevelse på madfronten. Vi tog med nogle venner op til Soi 51, hvor jeg havde spottet en strandrestaurant på Google Maps. Det er en Isan restaurant (nordøst Thailand), og priserne er totalt okay på trods af beliggenheden lige ud til stranden. Vi fik noget helt fantastisk thai mad (fisk og skaldyr) – desværre havde jeg for travlt med at nyde maden og selskabet til, at jeg fik taget et billede af maden. Jeg fik dog taget et billede af indgangen til restauranten for enden af Soi 51, og den kan virkelig anbefales. Der har vi ikke været for sidste gang.

Og apropos mad, så har jeg ikke tid til at skrive mere, for jeg skal lige på min husbonds vegne ansøge om den der famøse fødevarecheck. Når man er pensionist uden for EU, så mister man sit pensionstillæg, hvad jo i sig selv er ret uretfærdigt, for vi betaler jo stadig skat i Danmark. Den der fødevarecheck kommer heller ikke automatisk til pensionister uden for EU, men man kan ansøge om den. Det har vi så tænkt os at gøre, for 12.600 baht kan vi da spise mange gode måltider for. Til de danske folkepensionister, som bor her i Thailand: Husk at søge om den. Her er et link – man kan ikke få den, hvis man personligt har mere end 350.000 kr. i likvide midler (ikke pension, hus osv.).

Rigtig god søndag!

PS. Billedet øverst er af en prydbanan. Jeg fik nogle stiklinger af en veninde, og nu er de bare flotte, og nogle af de små fugle er vilde med nektaren i dem.

Liv i Thailand

Et grimt styrt

I den sidste uges tid har jeg leget sygeplejerske, for min ellers vakse bedre halvdel havde et grimt styrt i mandags.

Når vi går i fitness centeret sammen (jeg er der kun 3 gange om ugen – min seje mand er der 6 dage om ugen), så starter vi med maskiner og tager 2-4 maskiner, hvor vi skiftes til at okse afsted. Så går jeg ud bagved og laver bodyweight træning, mens min husbond går på gåbånd. Han går omkring 5 km ved varierende hastighed og stigning. Hans PVC (hjerterytmeforstyrrelse) er blevet markant bedre, så han bøvler bare på, selvom han lige er fyldt 73.

I mandags havde han glemt sin ansigtsklud i min taske, så han kom ud og hentede den efter ca. 10 minutter. Jeg har altid ørepropper i og hører lydbog, når jeg træner alene, men da bestyreren af fitness centeret lidt senere kom susende med øjnene helt oppe i panden, var jeg ikke i tvivl om, at der var sket et eller andet. “Oh madam – mister fall from machine”, sagde hun, så jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne og styrtede afsted.

Min første tanke var, åh nej, han har fået et hjertestop eller en hjerneblødning eller sådan noget, men da jeg kom rundt om hjørnet, kunne jeg se, at han da sad op ved et af de udendørs borde. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at han blødte i hovedet, på albuen og hænderne og ikke mindst på det ene knæ, som havde fået en ordentlig omgang. Han var kridhvid i ansigtet, og koldsveden stod ud overalt.

Der kom flere folk til, og vi fik hjælp til at få en blæser op, så han kunne køle ned og få det lidt bedre. En yngre mand, som vi havde hilst på flere gange, kom hen og fortalte at han var fra den engelske marine og havde erfaring i den slags. Han foreslog at drikke noget vand med elektrolytpulver, og det hjalp faktisk nærmest med det samme.

Jeg fik bestyreren til at hente noget rensegrej, og så mishandlede jeg min søde mand med at hælde alkohol i sårene, så han hang helt oppe under loftet.

Så dukkede ejeren af butikken op, og hun var meget bekymret og ville gerne køre patienten ned på sygehuset. Det ville han absolut ikke! Da han var kommet lidt til hægterne, fik vi ham bakset op på vores el bike, og jeg kørte ham hjem. Resten af dagen turde jeg ikke lade ham ude af syne, for jeg kunne jo se, at han havde slået hovedet temmelig slemt også. Han havde dog ikke hovedpine, men båndet havde slidt håret af i et område på siden af hovedet.

Da han var kommet sig lidt, kunne han godt rekonstruere, hvad der måtte være sket:

Da han går ud for at hente en klud, vil han skrue ned for hastigheden på maskinen, så han trykker først på 2 og så 1, og går sin vej. Han har høretelefoner på, for han er ved at lære en ny sang, som han hører om og om igen, og derfor kan han ikke høre lyden fra maskinen. Da han kommer tilbage, stepper han op på maskinen, som i stedet for at stå på 1, står på 21!!! Han bliver selvfølgelig kastet rundt, for det er ultra sprint med 21 km i timen. Det højre ben forsvinder under ham, og så går han ned på siden og får skrabet både knæ og skulder og hoved, hvorefter han bliver kastet over i en motionscykel.

Ja, det var dramatisk, men vi kunne ikke lade være med at grine, da en ven senere spurgte, om vi ikke kunne få optagelsen fra CCTV kameraet i fitness centeret!

Mandag eftermiddag kørte vi op på det lokale apotek for at købe bandager. Efter det at Thailand har mange, mange ulykker med motorcykler hver eneste dag, så havde et ellers velassorteret apotek ikke meget at gøre med. Kun noget gazebind og gazekompresser, som iøvrigt hænger i sårene, og som var noget vi brugte til den slags i Danmark for årtier siden.

Dyrt var det også! Advarsel! Hvis man er i Hua Hin i 94 området, så gå ikke ind på apoteket i toppen af 94, hvor vejen knækker 90 grader. Vi købte for 368 baht på apoteket, men de samme ting på nettet og på et andet lokalt apotek kostede under det halve. For et par år siden ville hun også have 65 baht for 10 stk. Ibuprofen og påstod, at man ikke kunne købe et glas med 100 i Thailand. Jeg købte dem på et stort apotek inde i byen – 380 baht for 100 stk.!

Jeg bestilte sådan nogle sårpads på Lazada – de hænger ikke i såret, men de tog så alt for længe om at komme. I fredags var beholdningen af gazekompresser sluppet op. Jeg handler det meste medicin hos et apotek i Bangkok, som man kan kontakte via Messenger. Medisafe hedder de, og de bringer ud til døren her i Hua Hin en gang om måneden eller sender med post. Deres sortiment er kæmpestort, og de er super professionelle.

Jeg kontaktede Medisafe og spurgte, om de ikke kunne levere fra deres lokale butik nede på hovedvejen – gerne med motorcykeltaxi. Det kunne de da godt! Da de havde pakket, bestilte jeg en taxi, og et kvarter senere havde jeg varerne. 29 baht for udbringning – det kan vi jo ikke engang starte bilen for! Nogle gange kan man blive forbavset over, hvad der kan lade sig gøre her i Thailand. Altså på den positive måde.

Patienten heler fint som han skal, men han bøvler lidt med at bøje og strække knæet, fordi sårene strammer. Selve mekanikken i knæet har det heldigvis fint, men han kommer nok ikke på gåbånd igen de næste par uger.

Han har haft en hævelse under huden i tindingen, men den er næsten væk i dag – til gengæld har han pludselig over nat fået to blå mærker på kæben. Han klagede godt nok over ømme gummer og ville ikke spise mine rå gulerødder (som han iøvrigt kun spiser af pligt sammen med de andre rå grønsager til morgenmad).

Alt i alt har han været utrolig heldig! Han kunne have brækket arme og ben, og han kunne have fået kraniebrud eller det der er værre! Flere har spurgt, om han tænker på en ny karriere som stuntman, ha ha. Jeg er glad for, at det ikke gik værre, og det ser ud til, at “payabaan” (sygeplejerske på thai) gør et fornuftigt arbejde. Selvom jeg plejer at sige, at der ikke er gået nogen Florence Nightingale tabt i mig!

Som salig Johnny Madsen sagde: “Alkohol har reddet mange unge fra sport”. Måske skulle vi bare holde os til det sidste, inden vi får os selv slået til plukfisk!

Rigtig god søndag.

Liv i Thailand

Regntid i Thailand

Så er det endelig blevet regntid i Thailand, og vi behøver ikke at vande nær så meget lige nu.

Meteorologerne havde ellers forudsagt, at vi på grund af El Niño ville få en forfærdelig lang periode med tørke her i Thailand. Det ser ikke rigtig ud til at ske, for de seneste dage har de advaret om oversvømmelser i nord og nordøst, og det har også bare væltet ned i Bangkok.

Hua Hin er lidt en anden sag – specielt her hvor vi bor. Det kan rumle i timevis, og der kan være helt sort både inde i landet og ude over vandet, men Hin Lek Fai (det lokale “bjerg”) gør, at vi ikke altid får regn her, selvom det regner i resten af Hua Hin. Vi kan tit se, at det regner oppe hos vores venner, der bor oppe ved toppen af bjerget, men her kommer kun et lille drys, og så er det overstået.

I dag har vi dog fået en ordentlig skylle, og det er guf for haven. Det er også guf for os, for det har været meget varmt de sidste par måneder, og noget regn sænker temperaturen og mængden af skidt, der flyver ind i huset udefra.

Vores vandregning taler sit eget sprog. Vi fik en regning for et par dage siden, og vi har åbenbart kun brugt 15 m3 i denne periode, mens vi brugte 45 m3 i sidste periode (fordi vi selv skulle vande, mens gartnerne var på Songkran ferie, og den fik ikke for lidt). Nu lyder det jo af vildt meget, men heldigvis bliver man ikke flået, fordi man bruger noget vand. Sidste regning lød på 245 baht, og denne gang slap vi med 95 baht.

I sidste weekend var vi heldige med vejret. Vi havde inviteret nogle gæster af forskellige nationaliteter til en dansk frokost søndag eftermiddag, og vi kunne sidde ude hele eftermiddagen/aftenen, for da der kom lidt regn, faldt det heldigvis som stille sommerregn i Danmark.

Det var nu en sjov oplevelse med den frokost, for når australiere og tyskere bliver udsat for sild og snaps, tarteletter, fiskefileter, varm leverpostej, ribbensteg og frikadeller med rødkål og en del mere, så bliver de lige lidt udfordret på det kulinariske. Jeg havde selv lavet det meste selv – inklusiv snapsen – som smagte, som jeg husker en Rød Ålborg. Det gik rigtig godt, og et par af damerne hjalp mig med at få ryddet væk bagefter, så det var sådan set bare at starte opvaskeren, da de alle var kørt.

Nogle australske venner spiser ikke indmad, men de var faktisk ret vilde med min leverpostej med bacon og champignons til. Og de vidste altså godt, hvad det var, de fik serveret. Det var ikke som med min mor og far i sin tid. De hadede begge hvidløg – troede de! Så hver gang de besøgte os, og jeg havde lavet mad, så var der masser af hvidløg i maden. Min mor sagde altid: “Tak fordi du ikke puttede hvidløg i maden”. Det kunne jeg så gå og grine i skægget af i flere dage efter!

Det var alt i alt en rigtig hyggelig multi-kulti eftermiddag, hvor flere nye bekendtskaber opstod. Det er altid dejligt, når det lykkes at sætte folk sammen, som kan lide hindanden, og som snakker godt sammen.

Tilbage til regnen…. I onsdags snakkede jeg med en af servitricerne i en bar, hvor vi jævnligt kommer. For et par år siden var vi hjemme hos hende en halv dag, for hun havde problemer med strømmen i sit hus. Vi fejlsøgte, så godt vi kunne, men vores (hammerdyre) måleapparat (kabeltracer) gik i stykker, så vi fik aldrig rigtig løst det. Hun lever stadig med, at det halve af stikkontakterne i huset ikke duer. Årsagen til problemerne var rotter, og her lægger man ikke strømmen i rør men efterlade enkeltledere i et virvar på loftet, så det er virkelig svært at få hoved og hale i uden måleapparater.

Nu er det så begyndt at regne, og så har hun altså fundet ud af, at hun også har et læk i taget. Jeg føler med hende, for da vi flyttede ind i det her hus, opdagede vi, at de huller der var i loftet i soveværelset var lavet af indtrængende regn gennem taget. Det første år var det så slemt, at vi måtte flytte sengen, fordi det dryppede ned i hovedet på os.

Det er et virkeligt hel…. (ja undskyld) arbejde at finde sådan noget, for vandet kan komme ind og løbe ned ad bjælker osv. og ende et helt andet sted! Vi spurgte vores caretaker, om han kunne løse det, og de prøvede at fuge med siliconefuge på ydersiden, men det hjalp selvfølgelig ingenting. Det endte med, at vi fik sprayet PU skum på indersiden af tagstenene under hele taget, og de 20.000 kr. var godt givet ud, for det regnede ikke mere ind, og temperaturen i soveværelset faldt i snit 2 grader.

Det skal lige siges, at vi ikke har isolering over loftet på 1. sal. Det gjorde man ikke så meget i her for 20 år siden, da huset blev bygget, og vi har ikke orket at bøvle med det. Jeg skal kun have håndværkere ind, hvis det er absolut nødvendigt!

Men regnen er velkommen, og man kan allerede se, at der begynder at pible friske planter frem, der hvor det hele bare var totalt afbrændt for en måned siden. Regnen er også et signal til vores havefolk om, at nu skal planterne klippes tilbage. Når jorden er ordentligt gennemvandet, så stresser man ikke planterne så meget, som når der er tørke, hård sol og stærk varme. Det har så fået vores have til at ligne en sommerhat, så man skal lige sige til sig selv, at nu må man bare vente nogle uger, og så bliver det hele meget bedre!

Vores mango var blevet alt for stor. Nu er den sølle. For havefolkene er det enten eller…

Vi er så heldige her, at vi ikke skal frygte dagregn i 8 eller 14 dage, så vi kan bare nyde det og den friskhed, det bringer med sig.

Rigtig god søndag!

Dansker i Thailand

Hvor er vi så nu?