Hus i Thailand

Vand

Jeg har før skrevet om vandforsyningen og rent vand i Thailand her 

Men jeg vil alligevel lige udpege en af de store grunde til, at vi befinder os her i Thailand og ikke i Danmark. Vi har selvfølgelig et helt andet klima, og det er en af de store grunde for os. Men der er også omkostningsniveauet, som er en stor faktor. Vores sidste regning for vand var på 191,21 baht for en måned. MEN af en eller anden mærkelig grund, så lægger de denne måned sammen med sidste måned på regningen. Så vores sidste regning for vand til husholdning, hygiejne, have og rengøring udgør denne gang 90,19 baht for 16 m3 vand – svarende til under 20 kr.

Nu har det jo været regntid, og vi har fået meget regn, men alligevel…. Pris for det samme i Silkeborg ville være ca. 1271 kr. inklusive afgifter. Det er over 6000 baht! Når det går vildt for sig her i den virkelige varme tid med havevanding og pool opfyldning, så kan vi godt ramme den formidable sum af 150 baht – altså 30 kr. Jeg håber aldrig, at myndighederne her hører om afledningsafgift og den slags!

For et par år siden glemte havefolkene et par gange i træk at lukke for vandet. Jeg syntes godt nok, det var mystisk, at der løb vand flere hundrede meter ned ad vejen, indtil jeg opdagede at vores vandpumpe (en hammerdyr Grundfos pumpe, der ikke siger noget) kørte konstant. Det havde stået på i mere end 2 dage med masser af vand fossende ud af vores have. Pris 400 baht! Det havde kostet en formue i Danmark.

I dag læste jeg så et indslag på Facebook. En mand bor sammen med sin datter i et hus her i Hua Hin. Han får en regning på 1500 baht, og så spørger han så i en gruppe, om det ikke lyder lidt højt. Han slår et billede af sin regning op, og han har brugt 74 m3 – altså 74.000 liter vand på en måned!!! Han klagede også over dårligt vandtryk inde i huset, så der er vist en, der skal i gang med at grave for at finde det  læk!

Det er en klassiker i thai huse. Et vandrør springer et eller andet mærkeligt sted, og så skal man så lege arkæolog for at finde stedet. Vi har prøvet det flere gange, og det er et mareridt, for man graver og graver til man finder stedet. Min bedre halvdel har hver gang sat en stophane ind på stedet ud fra devisen: “Divide and conquer”. På den måde kan man bedre finde ud af, på hvilken del af rørføringen, man har et problem.

Nogle gange kan man finde stedet ved at observere de forskellige områder. Gror græsset ekstra meget, er der hule fliser, er der trykfald i systemet og den slags. Men er det under et gulv eller fliser i haven er det virkelig noget hø. Især hvis man ikke (som vi ikke gør) aner hvor det halve af rørene befinder sig. Stille og roligt har vi lavet billeddokumentation for rørføring og strømføring der, hvor vi har haft gravet op, så man kan bruge det senere, og det kommer vi så i Husets Bog. Den artikel kan ses her.

På strømsiden har vi faktisk ikke mærket meget til de voldsomme stigninger, der har været på strøm i mange lande som fx Danmark. Vi har stadig den samme omtrentlige regning alt efter, hvor varmt det er, om vi har gæster, og hvor meget jeg bruger vaskemaskinen og opvaskeren. Ca. 4000 baht – altså 800 kr. Det er noget henad det samme som et hus af vores størrelse i Silkeborg.

Ejendomsskat er der ikke meget af, og man kan godt få renovation 3 gange om ugen her – det koster noget med 100 baht om måneden. Vi er heldige – vores havefolk tager alt. Flasker, pap og plastic, som vi har sorteret (det kan de få penge for), og et par gange om ugen tager de vores husholdningsskrald og dumper det i en af de store skraldespande rundt langs med vejen. Før sørgede vi selv for restaffald, men de har fjernet næsten alle tønder her i området, så vi skal køre langt for at komme af med det. Vi er SÅ glade for vores havefolk – de er bare de bedste! Derfor stiller vi af og til lidt mere interessante ting ud til dem, som aflagt tøj og sko, gamle mobiler, møbler og mange andre ting. Thaierne kan få penge ud af det meste, og vores havefolk ved lige nøjagtigt, hvor de kan sælge en gammel pumpe eller en brugt cykel.

Tilbage til vandet. Vi har et par enkelte haner udenfor, som ikke går igennem vores filtre. Når man ser, hvordan vandet ser ud, når man tænder for vandhanen, så er man ikke i tvivl om, hvorfor man har filtre på og vandtanke. Det er simpelthen brunt – også selvom vi lige har fået lavet nye vandrør i vejen her i området. Hua Hin har ikke godt vand, så filtre er næsten obligatoriske for at få rent vand til madlavning osv. Det koster lidt at lave, men de 6-8.000 kr. er altså godt givet ud på et forfilter (tre mandshøje smalle beholdere) og et RO filter (5 filtre mere) til rent drikkevand. Altså hvis man har plads til det, for begge dele fylder selvfølgelig lidt.

Vi bruger isterninger i drikkevarer, og de laves via vores filter, og vi har da overlevet det indtil nu. I øvrigt skal man altså ikke bekymre sig om isterninger her. Langt de fleste er lavet på isfabrikker, hvor de bruger rent vand. Is er så billigt her, at det er de færreste, der laver isterninger selv. Bare kig efter de der rør med hul i. Vi får ALTID isterninger, når vi er ude, og vi har ingen problemer med det. Har heller aldrig hørt om nogen, der har været syge af det.

Fortsat god søndag!

by Janne
Liv i Thailand

Som præsten prædiker

Min Far sagde tit: “Det går ikke altid, som præsten prædiker”, og det har han da stadig ret i.

Nogle dage bliver bare helt anderledes, end man egentlig havde tænkt, men det gør dem jo ikke nødvendigvis mere kedelige. De er bare anderledes.

Jeg skal jo bruge billeder til min blog, og det kan være mine egne (at foretrække), eller også spørger jeg venner, om jeg må bruge deres billeder. Jeg skal ikke nyde noget af at stjæle billeder på nettet, som en anden har taget og komme til at betale dyrt for det. Derfor tager vi af og til på “fotosafari” for at skaffe materiale, og min bedre halvdel deltager gerne, fordi der som regel indgår en belønningsøl eller to.

I onsdags var det så fotosafaridag. Jeg ville skrive om, hvordan alle de gode steder på Hua Hin strand forsvinder, så planen var at køre ind i midtbyen, tage nogle billeder der og så gå i retning hjemad og gå ned til stranden nogle steder og tage nogle billeder. Solen skinnede som en vild, og det var pænt varmt, så vi blev enige om at tage afsted ved 4-tiden for at undgå den værste varme.

Vi tog en Bolt bil ind til byen (65 baht), og vi var iført ordentlige sko og klar til at gå et længere stykke. Vi vandrede ned på stranden og stod og gloede på sammenpakkede solstole og parasoller. Åh nej – vi havde glemt, at der ikke må være solstole på stranden om onsdagen. Himlen var i mellemtiden blevet overskyet med mange sure sorte skyer. Vi gik tilbage ad den lille vej med souvenirshops og et par barer og restauranter, og så begyndte det at regne.

Denne gruppe unge sad og drak thai whisky – plakatfulde men sjove

Hop sagde det, og så sad vi inde på en bar sammen med en masse turister. Der var hyggeligt nok, men vi havde selvfølgelig valgt en plads lige under en højtaler, så lydtrykket var pænt højt. (Thaierne kan ikke spille musik ved lavere styrke end fuld skrue!). Vi fik en øl, og da det stadig regnede lidt blev vi enige om, at vi da så kunne tage en mere.

Tiger Toy Bar – rigtig god service

Efter den var vejret fint igen, så vi gik op til vejen for at ringe efter en Bolt for at komme hjem.

100 meter henne ad vejen sagde min bedre halvdel: “Jeg skal tisse”. Nå, så måtte vi galopere hen i en anden bar tæt på Hilton. Han styrtede ud på toilet, og så syntes jeg jo ikke, at vi kunne bruge deres toilet uden at købe noget. Ja, så var vi da nødt til at drikke en øl mere…. Man må jo ofre sig.

Aftenens plan var oprindeligt at tage hjem og så senere at køre ud på en thai restaurant uden for byen, hvor de laver fantastisk og billig mad. Det var jo så meningen, at vi skulle hjem og vende inden middagen, men nu var klokken blevet så mange, at det ikke gav mening at køre hjem først. Så vi bookede en Bolt til at køre os direkte derud. Den hedder Khrua Khun Phim 88 og ligger et par km fra byen, og det koster 90-100 baht for en Bolt eller Grab at komme derud.

Vi har før været der en onsdag, men da vi ankom med taxien, var restauranten lukket…. Nå – det var ikke den store ulykke, for der er da heldigvis en anden restaurant (The Clansman) lidt længere oppe ad vejen. Den nappede vi! Vi fik noget thai mad, som var helt udmærket, selvom de mest serverer europæisk/engelsk mad.

Den videre plan var at gå en tur lidt længere hen ad gaden og se en god thai ven spille med sit band. Det lykkedes da i det mindste, men de havde åbenbart fået besked på af ejeren at spille noget helt andet musik, end det hans band plejer. Det var ikke lige os, men det var alligevel en fin oplevelse. Stedet hedder Bamboo Bar og er rigtig velbesøgt, selvom det ligger langt ud. Det lille område kan anbefales, hvis man vil opleve noget andet end bare byens larm.

Da vi kom hjem kiggede vi på hinanden og var enige om, at det ikke altid går, som præsten prædiker! Vi snakkede med en tysk ven og nabo i går – han sagde noget meget rigtigt: “Vi er pensionister, så alt behøver jo ikke gå efter planen. Vi skal bare følge med strømmen og få det bedste ud af det”. Det han virkelig ret i!

Nogle gange er det dog irriterende. Som i dag! Jeg havde lagt i støbeskeen til, at jeg skulle koge suppe i 5 timer på kyllingeskrog, hønsefødder og vinger med en masse friske grønsager og urter fra markedet  til en lækker vintersuppe. Jeg skal lave noget mad til Tam’s fødselsdag på Rockzone om et par uger, og det skulle jeg lave, mens suppen simrede.

Vi stod tidligt op, klar til at køre ind på markedet og ned i kødforretningen og købe ind til alt det plus ugens indkøb af grønsager. Så begyndte det bare at piske ned med regn. Det var så den tur på markedet ude af vinduet, for vi skal gå et pænt stykke fra parkeringsmulighed, og så kan det regne ind mange steder på markedet. Projektet er udsat, men det sker der jo heller ikke noget ved – jeg er pensionist, så jeg kan koge suppe hvad dag, det skal være!

Nogle dage har vi en masse planer, men så får vi gæster – nogle dage har vi planer, og så er vi bare ugidelige.

Ja, det går ikke altid, som præsten prædiker, men med lidt fleksibilitet, så når man jo i mål alligevel.

God weekend.

 

by Janne
Liv i Thailand

Thailands nye holdning til udlændinge

Thailand har helt klart ændret holdning til udlændinge, og man går ret hårdt efter dårlig opførsel, kriminalitet og for mange indrejser på et år.

Indrejser – visumfri

En almindelig turist fra mange udvalgte lande kommer til Thailand og får indrejse på det, som man kalder “visa exempt” – dvs. man behøver ikke et visum for at rejse ind i landet.

Det fungerer fint, især hvis man laver sit indrejsekort online. Før vi flyttede herud, kunne vi godt rejse til Thailand 3-4 gange om året (så stærk var trangen) i 1-3 uger ad gangen. Det ville ikke gå i dag. Det er op til den enkelte immigrationsmedarbejder, når man ankommer til Thailand, men man risikerer at blive afvist, hvis man har været her mere end 2 gange inden for et rullende år. Jo længere opholdene har været, jo mere risikabelt er det. De thailandske myndigheder har en ide om, at hvis man kommer tit, så har man nok gang i noget kriminelt – og det er der jo nok også nogle der har. Men det er nok ikke flertallet.

Skal man være her flere gange kan man søge et turistvisum eller et non-o, der giver 90 dage, som så kan forlænges med 60 dage mod betaling.

Dårlig opførsel og kriminalitet

Man skal ikke lave noget kriminelt i Thailand, for så risikerer man selvfølgelig bøder/fængsel, men man risikerer også at blive deporteret og i værste fald få forbud mod at komme tilbage i en årrække.

Fornylig trådte en ny forordning (altså ikke en lov) i kraft, som gør deporteringen meget hurtigere end før. Det har den fordel, at man ikke kommer til at sidde i fængsel i lang tid, inden man bliver smidt ud. Ulempen er, at man ikke får lov at forsvare sig overfor en dommer eller noget. Man har ankeret, og det er premierministeren, der træffer afgørelsen i ankesagen.

“Hvis en udlænding begår kriminalitet, driver ulovlig virksomhed, arbejder illegalt eller udviser en adfærd i en provins, som vurderes at true den offentlige orden, gode moralske normer eller statens sikkerhed, kan provinsguvernøren officielt indstille personen til udvisning.”

“Gode moralske normer”…. ???? Det er da godt nok noget af en bred formulering. Forleden blev en kvinde udvist, fordi hun havde opført sig aggressivt i det offentlige rum. Lad være med det!!

Jeg har selv et fint hidsigt gemyt (som dog er blevet noget mere afdæmpet med alderen), men hvis jeg bliver gal på en thai (det sker), så bliver jeg hønsenumse i stedet. Så kan jeg råbe ind i klædeskabet, når jeg kommer hjem. Men thaierne forstår udmærket, hvad hønsenumse er for noget! På offentlige kontorer og den slags skal man bare nægte at sætte sig ned og blive stående op – det stresser dem helt vildt. Bare et lille tip.

Det er lidt bekymrende med sådan en blankocheck, men man bør jo heller ikke rende og true folk eller virke voldelig nogen steder – heller ikke i sit eget land.

Skøre regler

Så findes der et utal af skøre regler her, som man på en eller anden måde forventer, at folk skal sætte sig ind i, før de kommer. Her snakker vi ikke om, at man ikke må røre ved folks hoveder, pege fødderne mod andre eller den slags. Vi snakker om love, som er meget overraskende for udlændinge.

Et par eksempler: Man må ikke ryge på stranden, E-cigaretter er forbudt, en bar skal have tilladelse til et dart spil, man må kun indføre 1 sæt spillekort. Osv. osv. Alt det kan man jo ikke sætte sig ind i, men det er potentielt en bombe under ferien, hvis man forbryder sig mod noget og bliver opdaget i noget, man tror er helt uskyldigt.

Så er der det med alkohol. Hvis en person er beruset, skal baren/restauranten holde op med at servere for dig. Ikke at de tager en alkoholtest, men det skal barpersonalet vurdere. Vi er nok ude i sådan noget som i USA, hvor man skulle gå på stregen med udstrakte arme.

Hvis du er stang Bacardi og falder og brækker benet på vej hjem, kan du faktisk sagsøge baren for den skade det har påført dig, fordi de serverede for dig, efter du blev fuld. Det samme hvis du forvolder skade på nogen eller noget – det er barens skyld. Godt JEG ikke er barejer her! For at det ikke skal være løgn, så medbringer mange thaier selv whisky/rom til restauranter og barer, og så betaler de kun for vand, sodavand og is. Det er altså ikke nemt for baren/restauranten at regulere. Det tror jeg ikke, de kloge hoveder i Bangkok har tænkt over…..

Brodne kar

Der er ingen tvivl om, at der ER mange brodne kar i Thailand. Det har igennem årtier været nemt at lave ulovligheder på alle niveauer i Thailand. Ulovlig firmadrift, stråmænd, scamcentre osv. osv. drevet af udlændinge. Dels fordi myndighederne brugte papirmodellen meget længe, men nu er man efterhånden ved at være up to speed med computerkraft og sammenkøringer.

En anden faktor er også, at man har kunnet betale sig fra meget. Det kan man så stadig i allerhøjeste grad – det er nærmest blevet “The New Normal”. En af de seneste storprofilerede sager er sagen om de offentlige ansatte, der har betalt for et eksamensbevis for at få jobbet på falsk grundlag. Her skal man til en eksamen for at at få job i de offentlige kontorer. Dumper man den = intet job. Men så kunne man altså lige betale for at få det fixet, så nu står 2-3000 ansatte til at miste deres job. Måske er det derfor, at byplanlægningen og trafikforholdene i denne by er hen i vejret?? Nej, det ved jeg ikke, men det er da tankevækkende at nogle af dem har betalt helt op til 300.000 baht (60.000 kr) for at få en dumper slettet!

Thailand har lige nu fuld fokus på udlændingenes gøren og laden – primært fordi der pustes til nationalismen. Det sker over hele verden i disse år – det er udlændingenes skyld, at det går skidt – vi starter lige en krig eller to – vi kreerer lige en krise. Altsammen for at aflede opmærksomheden fra politisk utilstrækkelighed til at løse de virkelige problemer.

Det er en trist verden vi lever i lige nu.

Trods det er jeg lykkelig for at bo i Thailand. Vi prøver at hjælpe vores thai venner, hvor vi kan, og vi håber på, at det her land med SÅ mange ressourcer kan få vendt skuden til at udnytte de ressourcer.

Kommer man som turist hertil, så vær ekstra opmærksom lige nu. Det kan godt være, at alle hyler over, at der ikke kommer nok turister til Thailand. Før covid kom der næsten 40 mio. turister. I 2025 kom der 32 millioner, og det bliver færre i år, hvor det er nede med over 3%. Det er noget rigtig skidt for alle i turistbranchen. At de hyler betyder ikke, at de bare tolererer hvad som helst, så man skal lade være med at ryge i konflikt med nogen eller virke truende.

Ændringer og forslag ryger gennem luften. Er det 30 dage eller 60 dage?? Det blev så til 30, og begrundelsen var, at man ville bekæmpe kriminalitet. Afrejse- og indrejse skat på 450 + 1000 baht? Frem og tilbage. Nu er det vist også udsat. Crack-down på udlændinge og fremstilling i medierne af udlændinge som det værste voldelige afskum. Så er der sagen med kidnapning af kinesere til scam centre, som har fået udenrigsministeriet i Kina til at udsende en advarsel omkring rejser til Thailand. Hvor godt er det lige??

Det er hammersynd for de almindelige thaier. Nu bor vi i en turistby, og allerede nu jamrer de alle over, at der på nuværende tidspunkt er langt færre turister og langtidsturister (snowbirds) her i Hua Hin end normalt.

Morale: Hvis du skal til Thailand, så tjek de forskellige regler. Jeg hjælper gerne, hvis jeg kan, men jeg forstår også godt, at det ikke er nemt at vide, hvad man ikke ved.

Nå, det var ikke mit mest positive indslag, men man kan jo heller ikke rende rundt og være jubeloptimist hele tiden.

God weekend!

 

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Min måde at handle ind på i Thailand

Jeg har fået helt min egen måde at handle ind her i Thailand, og det er faktisk ret afslappende for det meste.

Lad mig starte med at sige, at jeg handler ikke så meget i fysiske butikker mere. Det er kun, hvis vi har brug for at købe en flaske vin eller sådan noget specielt (det er ulovligt at sælge alkohol online).

I Danmark susede vi i Føtex på Borgergade i Silkeborg lørdag morgen, og vi stod nærmest og rykkede døren af, når de åbnede klokken 8 for at komme foran horderne senere på formiddagen. Det havde så den ulempe, at en masse bumsede unge mennesker var ved at fylde op alle vegne, og der flød med papkasser. Man kunne ikke kom til varerne, for de havde ikke tænkt sig at flytte sig for en kunde. Jeg handlede med arme og ben – jeg kunne rækkefølgen i forretningen, så min indkøbsseddel var skrevet, så den passede til flowet i butikken. Jeg skulle bare ud igen! Af og til kørte vi også (eller i stedet) i Rema eller Lidl – det kom an på tilbuddene i bladene, der blev nærstuderet, når de kom om søndagen. Nogle gange brugte jeg nemlig.com eller Brugsen til at levere, og det fungerede især godt, når man kom hjem fra ferie og ikke gad køre ud og handle.

Det med tilbud kan man for det meste godt glemme her. Ofte er det en rabat på nogle få Baht, men ser man sig for, har nogle butikker 2 for 1 pris eller gode rabatter. Der kommer ingen tilbudsblade her, så man er nødt til at følge med i butikkens app. Det gør jeg så – jeg er tilbudshaj! Især når det kommer til ting som smør og olivenolie, som er helt vildt dyrt her.

Vi har godt nok store supermarkeder her, men så skal man ind i et center og bakse rundt der. Eller også ligger det helt ude i den anden ende af byen. Vi har også Makro, som er beregnet til forretningsdrivende, men man kan sagtens handle der privat – man får bare ikke de samme priser.

Makro er ejet af CP Group som også ejer 7-11. De sidder på en kæmpe del af markedet i Thailand, og der er kun et par enkelte “konkurrenter”, og så er CP ejet af en af de allerrigeste familier i Thailand. CP Group har eksisteret i mange år, og de har slået sig op på at selv stå for alle led i produktionen. De avler fx svin, så de laver selv foderet (som de også sælger til andre), de ejer selv slagterierne, og de ejer selv butikkerne, hvor kødet bliver solgt. De laver også bearbejdede produkter og færdigretter.

CP Group har nogle “discount brands”, og det var her, jeg stoppede med at handle 95% af vores forbrug i Makro. Kvaliteten blev dårligere, så jeg endte med at sige, at det godt nok er et forfærdeligt morgenmarked, vi har, men det måtte være løsningen. Efter mere end to år med næsten ugentlige ture til morgenmarkedet har jeg vænnet mig til, at der moses og mases, motorcykler i de trange gange, lugte man er ved at dø over (tørret fisk for eksempel). Jeg er faktisk begyndt at sætte pris på det! Fiskemanden ved, at vi altid køber sea perch til 90 baht, og han finder den fineste til mig. Min kartoffelbod flytter lommeregneren og sin blok, når vi kommer gående. De hilser og smiler alle sammen, så nu er det blevet til en fornøjelse i stedet for noget bøvl, og jeg føler også, at vi får fair priser (der er ikke prisskilte på ret meget). Selv kylling er jeg begyndt at købe inde på markedet – vi er da ikke blevet syge af det, selvom det ligger på is i 30 graders varme.

Makro leverer vores dansk vand (soda), køkkenrulle, mayo og den slags, men det er kun 20% af, hvad det var i begyndelsen. Jeg har ikke været i forretningen i mere end 2 år – jeg får det leveret, og hvis jeg ønskede det, ville de stille det helt ind på køkkenbordet. Vores andre drikkevarer får vi fra den lokale ølmand, og de stiller drikkevarerne helt ind på plads. Jeg handler online i Tops, Lotus og Villa Market (farang varer) ind imellem, og det fungerer bare godt.

Tøj, sko, toiletsager og mange, mange flere ting køber jeg på Lazada eller Shein. Vores venner bruger også Temu og siger, at det er noget billigere, men det er vi ikke kommet i gang med. Jeg kan simpelthen ikke finde sko i størrelse 35 uden billeder af Little Kitty eller Mickey Mouse. Tøjet her i byen er så grimt, at jeg indimellem korser mig. Det er koreansk stil, og jeg nægter at gå med den stil. Shein er fint – det er billigt, og kan man ikke lide noget, så ryger det da bare retur. Shein har også køkkenting, pynteting, gaveemner og meget mere – det er ikke kun tøj og sko. Alle mulige hygiejne ting som vådservietter, shampoo, sæbe osv. køber jeg på Lazada, og jeg er en haj til at få en masse rabatter med kuponer og andre fjollede måder at få rabat på. (American Style).

Får vi lyst til danske produkter kører vi ind til Danskeren eller Jailhouse og støvsuger hylderne der. Så er det muligt at få sildemadder eller et stykke med Fætter Kras. Det er ikke billigt på grund af told osv., men engang imellem må man godt forkæle sig selv. Jeg er sønderjyde, så tysk mad trækker også lidt, men der er mange steder både her i byen og online, hvor man kan købe Löwensenf (ekstra stærk), Schweinemett og andre specialiteter. Pølser, hamburgerryg og pålæg køber jeg lokalt hos en Schweizer på Soi 102 – det er super gode varer.

De sidste ting som karsefrø, opvasketabs, torskerogn, peberrod, filtersalt (vildt dyrt her), Tyrkisk Peber og andre eksotiske ting “bestiller” vi hos venner og familie, som kommer herud på besøg. Der ryger også af og til et stykke Fætter Kras i kufferten hos dem. Slipper noget op, så må vi bare leve med det eller finde en erstatning.

Mange ting har jeg fundet lokale erstatninger for, og jeg tænker slet ikke, vi kan lide den danske version mere. Makrel i tomat fra Tops er rigtig god som et eksempel, og jeg har lært at leve med, at jeg må børste tænder i Sensodyne i stedet for Zendium. På grønsagssiden her jeg fundet ud af, at jeg kan bruge nogle lokale produkter i stedet for den danske version, men mange ting har løst sig selv. I dag er det nemt at skaffe (modne) avocados til billig pris, og man kan sagtens købe grønkål, ruccola og den slags til små penge. Man skal bare vide hvor på morgenmarkedet.

En gang imellem, hvis jeg mangler en liter mælk eller noget akut, så ordrer jeg via Grab. Det fungerer også supergodt. Mange gange dukke varen op inden for en halv time, men vi bor selvfølgelig også meget centralt. Vi bestiller ikke meget færdig mad til levering, for jeg vil gerne selv kokkerere – en hobby jeg altid har haft.

De fleste online platforme kan sagtens anvendes, selvom man “kun” er her som turist i kortere eller længere tid. Man man bare lave en profil og tilknytte sit danske kreditkort. Så kan man fylde kufferten med billigt tøj og sko fra Shein eller billige thai souvenirs fra Lazada.

Nogle vil sige, at det er bedre at handle lokalt, og det er jeg da fuldstændig enig i. Det prøver jeg også på, men som jeg plejer at sige: “De har det, de har”. Med det mener jeg, at udvalget her i Hua Hin er yderst begrænset. Her i området er der flere hundrede barer, men man kan ikke købe en T-shirt eller en miniudgave af vores ikoniske banegård til tante Olga. Det er bare sådan, det er. De fleste forretninger er 7-11, CJ eller Lotus Go, og de har stort set de samme ting på hylderne alle sammen. Sådan er det bare blevet her – måske efter at det blev forbudt at sælge kopivarer.

God uge til alle!

PS. Billedet øverst er fra en ny restaurant her på vejen mellem 94 og 102. Den poppede op i forrige uge, og det er billigt og godt. Og meget hyggeligt, for der er en have bagved med små bambushytter til at spise i.

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Lidt fra nabolaget

I dag vil jeg fortælle lidt om oplevelser fra nabolaget her i Hua Hin.

Man tænker ikke over det, men der er faktisk ikke særlig langt fra Soi 94 til centrum omkring Hilton i Hua Hin. Hvis vi skal derind, så tager vi som regel en Bolt eller en Grab, for det er ikke altid rart at gå steder uden fortov – især om aftenen, hvor de ofte kører som de vilde i denne by.

Om morgenen kan det godt gå an, og så skipper vi fitness centeret og går en hurtig tur rundt i området. Forleden tog vi turen gennem “madpakke morgenmarked” ved Baan Khun Por (her køber thaierne mad til morgenmad og frokost) og hen igennem Soi 80 (en livlig bargade om aftenen, men hvor hønsene render rundt om morgenen!) Vi var på vej til morgenmad! En gang nudelsuppe med crispy pork til mig og stegt and til min husbond. Uhh det var godt! Og billigt 60 og 70 baht – det er da til at holde ud. Det ligger lige overfor MarVest på Phetkasem Road, som er hovedgaden i Hua Hin link er her.

Da vi kom ud derfra med maverne fulde, var vi godt nok blevet lidt gumpetunge, så det var svært at holde tempoet oppe. Vi gik videre ind imod centrum for at se, hvordan det går med det med, at restauranterne, der står på pæle ud i vandet i nærheden af Hilton, skal rives ned. De har snakket om det i de sidste 10-15 år, men der er ikke sket noget. Bygningerne stammer tilbage fra 50’erne, men de er altså bygget på statens jord. Og mange af restauratørerne har tjent rigtig mange penge på deres restauranter. Nu er der kommet en højesteretskendelse om, at de har bygget på statens jord og Marine Departments domæne, så bygningerne skal rives ned.

Vi fik lov at komme ind og fotografere om morgenen

Det drejer sig om ca. 15 restauranter, og mange synes, at de er ikoniske for Hua Hin og vil ikke have dem fjernet. Jeg er lidt ambivalent, for jeg er ret sikker på, at jeg ved, hvad der kommer til at ske. De river nogle af dem ned, og de rigeste familier vil gå i retten for at få lov at blive. Så kommer området til at ligne en slagmark, for når de river ned her, så river de kun det halve ned og lader ruinerne stå. Hvis det skulle ske, at alle bliver revet ned, og der er helt ryddet op, så har kommunen ingen planer med området, så der bliver bare et stort gabende hul midt i hjertet af Hua Hin. Her er ikke så meget byplanlægning eller æstetisk sans, så til syvende og sidst ender det nok med et eller andet stort skrummel af et hotel eller en condo bygning. Jeg ville nok lade restauranterne være, indtil jeg havde en plan…..

Det er dansk tankegang, I know, men i og med at de har ondt i turismen her, så ville jeg nok bede de der restauranter betale skat af jorden og så udtænke en plan, før kommunen bare vælter det hele. Og ja – omkostningerne ved nedrivningerne står kommunen og til dels Marine Department for. Borgmesteren har lige været dernede i går (igen) med et følge på 15-20 embedsmænd, og det ser ud til, at det mest gik ud på at fotografere sig selv og hinanden. Meget effektivt!

Det skal lige siges, at vi kun har været dernede en enkelt gang. For os var det alt for dyrt og ikke særlig god mad (lidt turistfælde), men det er jo en smagssag.

Nå, men videre i teksten. Vi mødtes med en ven fra Cha Am til brunch i går på et nyt sted her i nærheden. Flower House hedder stedet og ligger mellem Soi 94 og 102. Jeg fik desværre kun taget et billede på toilettet…. Halloween tema.

De har morgenmad, brunch og lunch, og der er mange lækre (moderne) ting på menuen. Restauranten er åben og luftig i en slags have, sødt personale, et kæmpe menukort og god mad til rimelige priser. Vi kommer helt sikkert igen.

I morges var vi på morgenmarkedet. Jeg kan godt lide at tage derned lørdag morgen, for der er ingen skoletrafik, og der er ikke så proppet med mennesker som om søndagen, hvor mange turister fra Bangkok køber ind til hjemturen. Jeg har fornylig opdaget en ny bod, som har alt muligt, de andre ikke har, så den checker jeg altid ud. Grønkål, små fine kartofler, cherrytomater der smager af noget, og så agurker som de danske – de ting finder man ikke alle steder. Jeg har også min kartoffel pusher, som jeg altid skal forbi. De er bare så søde og smilende, men de var ikke helt tilfredse med i dag, at jeg kun skulle have kartofler. Det er det eneste sted, hvor man kan købe ordentlige kartofler til retter som hassebach eller kartoffelmos, og jeg er mega glad for, at jeg har fundet dem.

På vej ud kom vi forbi en restaurant lige ved indgangen, som serverer stegt and, ribbensteg, og rød marineret gris på ris med sovs og med en skål suppe til. Der er altid fyldt med mennesker, og selvom vi egentlig skulle hjem og spise, så valgte vi at hoppe derind, da der endelig var ledige borde. Vi fik ihvertfald rigeligt med lækkert, mørt kød, men vi var ikke vilde med den noget søde sauce. Det er en noget speciel butik!

 

Vi var inviteret i byen af nogle venner i sidste weekend, som insisterede på at betale med en middag for en lille tjeneste. De er fra Australien og bor her 5-6 måneder om året, og det var desværre også vores afskedsmiddag. Vi spiser stort set aldrig steak på restaurant i Thailand, fordi det er for dyrt, og så kan kødet oven i købet være mega sejt. Vores venner fik os presset til at bestille en steak, og det var bare lækkert. Og en god pris for en ribeye med valgfrit tilbehør. 689 baht for 250g. Jeg var “kødmæt” i to dage.

Restauranten er Steak Sud Soi, og det er et mega hyggeligt sted med god mad og gode priser. Den ligger lidt fra alfarvej – dog tæt på alting, men den kan absolut anbefales. Den er så populær, at man gør klogt i at booke bord via messenger, telefon eller line.

Til sidst vil jeg lige slå et slag for det her:

Man tager en pandekage og folder dem omkring candyfloss

Det er en af mine favorit thai desserter, selvom det er en lidt mærkelig kombination. Salte pandekager med indfarvet candyfloss. Der er mig bekendt ikke nogle restauranter der sælger det, så man skal fange en sælger på gaden. Måske er det noget lokalt, for jeg har ikke set det andre steder. Sælgerne går rundt med poserne på et åg, og ser man sådan en, skal man bare råbe ham an og købe sådan en pose til 20 baht. I min verden er det guf! Jeg kan godt lide det salte mod den søde, knasende candyfloss (som jeg hadede som barn), og jeg kan nærmest altid spise et par stykker af dem, hvis jeg kan få fingrene i nogle!

Nu lyder det, som om vi går på restaurant hver dag, men det er ikke rigtigt. Jeg laver mad langt det meste af tiden, og det er selvfølgelig også, fordi jeg elsker at lave mad. Sidste lørdag købte vi en seabass (havbrasen) på morgenmarkedet hos vores fiskepusher til 90 baht, og den blev til denne ret:

Sprød fiskefilet på broccolimos, små stegte kartofler og dildsauce på fiskeskrog. Selv min bedre halvdel kunne lide broccoli på denne måde. Ha ha.

God weekend!

 

 

 

by Janne