Træt af regnvejr….

Jeg er ved at være træt af regnvejr. Jeg ved godt, at jeg ikke bør klage, for her bliver det jo ikke koldt som i Danmark, men alligevel….

Jeg kan ikke mindes, at vi i de 7 år, vi har boet her i Hua Hin, har haft så mange dage sammenhængende med bulder og brag, styrtregn og mørke hele dagen! Vi har manglet regn her i området, men det er godt nok bare mørkt meget af tiden. En god ting er, at temperaturen er gået ned, så jeg er ved at nå mit “sweet point”, som ligger på omkring 29 grader. Under det, så fryser jeg fødderne! (Nu ved jeg også hvorfor! Jeg læste i går, at rødhårede mennesker er mere sensitive overfor temperaturskift. Godt nok er jeg ikke rødhåret, men jeg har en del røde hår iblandt).

Her kan man se temperatur og regnmængde for denne måned. Vi havde sådan et målersæt med fra Danmark (Netatmo), da vi købte huset. Så kunne vi følge vejret fra Danmark. Man kan også se en masse andre ting, blandt andet støjniveauet i lokalet. Derfor kunne vi også se, at vores kammerat som lånte huset, før vi flyttede herud, fik givet den godt med gas på stereoanlægget….

Ting bliver også så mega besværlige, når det regner så meget. Oversvømmelser og vandpytter overalt, så vi har måttet vende om og køre hjem igen. Det er aaltså ret sjældent her i Hua Hin med sådan noget vejr i så lang tid.

Og man finder ud af, om man har utætheder rundt omkring i huset. Vi har længe døjet med, at det regnede ned igennem gipsloftet på vores terrasse. Vi har ikke vidst, præcis hvor det kom fra, for vand finder jo alle steder hen. Det har vi så fundet ud af nu, men det sted er ikke nemt at komme til. Da der kom over 80 mm på halvanden time i sidste uge, så væltede det bare ned alle steder. I stedet for at skulle rive hele gipsloftet ned og sætte et nyt op for at få det repareret, fik vi den geniale ide, at vi kunne sætte en klap i (mandehul) i stedet. Så der blev savet ud til sådan en, og så kunne vi jo godt se, hvem synderen var. Der var sat et metalrør op som afløb fra en terrasse ovenpå og over i afløbet. Det rør var rustet igennem flere steder på undersiden.

Selvom jeg er gift med en handyman, der kan løse de fleste opgaver, så var han ikke glad for at skulle sætte et nyt rør i, for i den ene ende kan man faktisk ikke se, hvordan det er lavet i dag. Så han gik i værkstedet og fandt sådan noget bitumen bånd, som var en rest fra et nyt tag, vi lavede for en del år siden. Røret blev pakket godt ind i det, og så svejser det sig ligesom sammen efter lidt tid. Næste gang det regnede, skete det her så….

Nyt forsøg. Efter en tur i den lokale Jem og Fix kom han hjem med endnu mere af det her bånd, og så fik røret lige en tur mere, så det nu ligner et velisoleret fjernvarmerør i Danmark!

I skrivende stund vælter det ned, og jeg har lige været ude og kigge på terrassen. Alt er fint og tørt, så nu skal vi bare have købt en klap og få lukket hullet igen. Lige bortset fra, at min handyman tabte rullen med bitumen og brækkede et stykke gips af ved siden af det planlagte hul. Som en thai ville sige: Soooooorrryyyy

Meteorologisk Institut her i Thailand siger, at den kolde tid starter i sidste uge af oktober. Det satser jeg på, så jeg kan få pudset vinduer, vasket hovedpuder, vasket havemøbler osv., inden vi får gæster i november.

Om lidt skal jeg bage boller, og det er jo lige før man også kunne bruge en gang varm cacao i det her vejr.

God søndag!

Når en god ting går i stykker

Vi har lidt et tab i denne uge. En af vores rigtig gode ting gik i stykker, så vi siger i dag goddag til en ny og farvel til den gamle.

For 3-4 år siden købte vi en el-scooter brugt på Facebook. Den havde kørt under 100 km, og vi var straks interesserede. Da vi spurgte, om vi måtte komme ud og se den hos den thai mand, der havde den til salg, tilbød han at kan kunne komme og vise den frem hos os, og så kunne vi tage beslutningen der. Hele familien troppede op med denne her el-scooter på ladet af en pick-up truck. Den var fin som ny, og vi kørte lidt rundt på den, og vi var bare solgt! Vi forhandlede lidt om prisen, og så endte vi med at købe den for 12000 baht (ca. 2200 kr.) De var glade – og vi var glade!

Grunden til at vi købte denne her el-scooter var, at vejene var ved at være så dårlige her i området, og trafikken var stigende (grænsende til helt skør indimellem), så jeg turde ikke cykle mere. Vi havde ellers fået et par fine cykler, som vi brugte flittigt i starten (på trods af, at ingen af os havde cyklet i flere årtier). Vi har haft mange ture på den første cykel, hvor min husbond gjorde arbejdet, og jeg sad bagpå på et fint lille sæde til samme formål! Men denne her el-scooter havde 3 hjul, så risikoen for at vælte, hvis man kørte i et hul eller over en bule (som der er mange af på Soi 94) var noget mindre!

Vi døbte den lille brune med nr. 8 på siden for “Festraketten”. Ikke at vi bruger den meget til fest, for efter et lille intermezzo med politiet en aften, blev vi enige om, at det nok var klogere at gå eller tage en Bolt eller en Grab i byen. Men vi har brugt den til små ture i området, og her har den virkelig fyldt sin plads. Det er så meget nemmere at komme af med den end en bil, og nu hvor Soi 94 er gravet op, er det nemmere at komme rundt på den.

En aften i sidste uge ville vi lige køre ned på vores favorit bar “Friendly” på Soi 94. Det gør vi nogle gange efter aftensmad. Aftalen er 2 øl og så hjem igen! Vi blæste afsted på “Festraketten”, og nede i kvarteret overfor, sad der en gut på sin terrasse, og han gloede lige noget, da vi kom susende forbi. Nogle minutter senere måtte vi så halte hjem med halen imellem benene…. Noget var helt galt, og det viste sig at være transmissionen, der var gået i stykker.

I løbet af de næste dage kørte vi så rundt til de butikker, der sælger el-scootere her i byen, men de kan åbenbart kun sælge og ikke reparere! De rendte skrigende bort, bare vi spurgte om at få den repareret. “Mai dai” – cannot do! Der er nok flere hundrede værksteder til motorbikes, men selv om der efterhånden kører en del el-scootere, så er det åbenbart ikke lige noget, nogen gør i.

Tjah…. Hvad gør man så? Så må man jo købe en ny, hvis man ikke vil undvære, og det ville vi ikke! Vi har ligegodt nået at køre over 3000 km på Festraket nr. 1. Her i byen kan man åbenbart kun få dem som 2-hjulede og meget små. Så vi måtte endnu engang igang med Lazada. Så i forgårs bestilte vi en ny, og så må vi se, om min handyman måske kan lave den gamle, så vi kan få den solgt eller give den til vores veninde Pam, som ikke har noget transportmiddel.

I dag kom vidunderet så… Vi troede begge, at der kom en scooter på ladet af en pick-up truck med lidt bobleplast omkring. Men det viste sig, at den kom i en kæmpe papkasse med metalskærm omkring, og så var den sådan set kun meget delvist samlet. Hele forenden skulle monteres med hjul og styr og det hele. Hjulskærme, styringsboks og alt muligt skulle skrues på. Var der nogen brugsanvisning med?? NEJ! Det er altså værre end IKEA, og vi har stadig en sort og en hvid ledning, som vi ikke kan finde ud af, hvor skal sluttes til. Vi er heller ikke sikre på, at vi rent faktisk har fået det, vi har bestilt, for den ene side med kinesiske tegn og oplysninger, der fulgte med, siger ihvertfald noget andet end oplyst i annoncen på Lazada ifølge Google Translate.

Nå, men den kører fint, og så er det luksusudgaven i forhold til den gamle! Jeg sidder som regel bagpå, og jeg får da mit eget dronningesæde der med masser af plads til tasker og andre ting. Jeg tror faktisk, at jeg skal øve mig i at vinke på en royal måde fra min lille trone!

Jeg har faktisk slet ikke tid til at sidde her! Jeg skal ud og handle på den nye “Festraket”, for jeg skal lave chili con carne i aften, og jeg har hverken kød eller chili. Det bliver nok chili SIN carne (uden kød), men det går nok ikke uden chili. Vi har et lille lokalt marked nogle hundrede meter herfra (Bon Gai Market), så jeg må lige om og handle lidt!

God Søndag!

 

 

Nostalgi og virkelighed

Man må godt blive lidt nostalgisk på sine gamle dage, men så er det jo også okay, når nutiden og virkeligheden heller ikke er så ringe endda.

I går aftes var min husbond og jeg lidt “i byen”. Vi kan godt lide at gå ud lørdag aften, fordi den aften er lidt mere “aktiv og gang i den” i restauranterne heromkring. Vi har fundet en lille bar nede ved jernbanen, som hedder Cheetah Bar. Bestiller man noget at drikke, så får man tapas med i købet – mellem kl. 18 og 20. Godt nok er en øl dyrere end mange andre steder, men hold nu op nogle gode tapas.

For 25 år siden var vi allerede klar over, at vi helst ikke ville blive gamle i Danmark. Vi havde vendt blikket mod Spanien, og efter utallige ferier i snart sagt alle egne af landet, så besluttede vi os for, at her skulle vi blive gamle sammen. Det var før, Spanien kom med i EU, og en tapa kostede 100 pesetas (ca. 4 kr.). Vi begyndte at gå på sprogkursus i Spanien i alle ferier, og vi terpede uregelmæssige verber over søndagens morgenmad. Det endte med, at vi til sidst kunne læse og forstår spansk, men at tale det var en anden sag. Spaniere er ikke særligt tålmodige, hvis man taler spansk som en 5 årig og skal lede efter ordene. Vi var altid mega stolte, hvis vi kunne få lavet hele sætninger, selvom vi tit slet ikke forstod svaret.

Senere efter euroens indførelse, kostede sådan en tapa 1 Euro, så det blev noget dyrere. Senere gik boligmarkedet amok, og det blev nærmest ubetaleligt, hvis man gerne ville have et lille hus. Så vi ændrede taktik. Vi kastede vores kærlighed over Thailand og begyndte at lære thai og finde ud af lidt om kulturen her. Efter mange rejser hertil var vi “hooked”, og efter en påskeferie til Chiang Mai, hvor jeg sagde til min husbond, at “just a dreamer” ikke er nok, så gik vi i gang med den alvorlige del af festen.

Vi købte huset her, og vi har aldrig fortrudt det, for vi er utroligt glade for at bo i Thailand, for at bo i Hua Hin og for at bo her i det her område, som er en blanding af by og landsby.

Men Thailand har jo også sine dårlige og besværlige sider. Og så savner specielt jeg den spanske tapas- og barkultur. Jeg elsker spansk rockmusik, og så er strandlivet i Spanien på promenader langs med vandet med masser af dejlige restauranter ikke lige noget, vi har her.

Så at sidde i Cheetah Bar i aftes med de to lækre tapas i billedet ovenfor. (undskyld, vi var sultne, og de så så godt ud, at vi lige kom til at spise det halve, før vi fik taget et billede)

Og så med to gutter bag os, der snakkede spansk med raketfart, var lidt som at komme hjem også!

Jeg blev godt nok lidt nostalgisk. Hvis man bare kunne træde ind i en kapsel og blive transporteret til et andet sted i løbet af sekunder, så sad jeg på Plaza De La Merced i Malaga! Og hvor ville mange ting være nemmere, hvis vi boede i Spanien! Ikke noget med visum og papirkram, ikke alle de sprogproblemer, adgang til sundhedssystem og ikke dyre sygeforsikringer, 3 timers flyvning for at kunne kramme vores venner og familie i Danmark…..

Nå, men der var ikke sådan en kapsel. Kun en dejlig have og nogle fine toiletter. Og så de to spaniere. Men deres tapas er fantastiske og meget varierede!

Senere blev vi enige om at prøve thai restauranten ved siden af. Med plasticmøbler og neonrør i loftet er det ikke lige det mest inspirerende sted, men det skal man ikke altid lade sig narre af. Heller ikke selvom der ikke er andre gæster! For hvis Grab Food chaufførerne henter mad i et væk, så er der alligevel nogen, der kan lide deres mad.

I Hua Hin er der et hav af Isaan Restauranter nu (egnen øst for Bangkok). Det er nok på grund af den store “indvandring” af mennesker fra Isaan i løbet af de seneste par år. Det være sig damer, der holder til i de mange barer, men også folk med madboder og restauranter til at lave mad til alle disse mennesker fra Isaan. Isaan mad er dejlig mad, og jeg er efter laaaaaang tid i landet ENDELIG ved at vænne mig til den stærke mad. Lige nu er vi i gang med at prøve nye restauranter hver eneste gang, vi går ud, og det er en rigtig sjov og lærerig oplevelse. I sidste uge fik vi papaya salat med flæskesvær – den drømmer jeg stadig om!

Vi gik ind restauranten lige ved siden af, som hedder “Tante Bun nr. 4”, og det viser lidt om, hvor travlt Tante Bun har! Når vi spiser thai mad ude, så bestiller vi gerne 3-4 retter, som vi deler, og det er en rigtig god (og meget thai måde) at spise på. Jeg styrer som regel menukortet og vælger, og min bedre halvdel skriver det på en seddel, for jeg kan simpelthen ikke huske navnet på 4 retter på thai i hovedet. Personalet var ved at falde om, over at jeg citererede stavemåden med thai bogstaver, og min husbond skrev på thai. Ordrerne blev bjæffet tilbage til køkkenet, som vi skrev, og første ret kom nærmest inden, vi havde fundet den sidste ret og fået den på papir.

Maden var fantastisk og meget billig, og vi måtte på grund af chilistyrke følge op med en ekstra stor øl.

SÅ meget mad og drikke for under 100 kr.! Jeg har ikke noget billede af maden, for vi var mega sultne! Det var kyllingevinger, stegte ris med kylling, paneng (curry – her i en mega stærk udgave) og grøn mango salat med fisk. Alt frisk og godt! Sådan her så regningen ud! De tilføjede bare prisen og LEO i bunden, og så fik vi sedlen tilbage.

Så fik vi lige nostalgien over Spanien sat lidt i perspektiv. Jeg tror ikke lige, at vi kunne spise og drikke sådan der for omkring 13 Euro?? Jeg tør slet ikke tænke på, hvad sådan et måltid ville koste i Danmark, men der er også koldt!

Senere fik vi en lille øl eller to på en propfuld Rockzone, og så var det tid for de to gamle at gå hjem. Endnu en dejlig lørdag aften!

Ingen klager her!

 

 

Husk “Dødemandsknappen” ellers kan det blive dyrt!

Dødemandsknappen er den der knap, som feks. togførere holde nede hele tiden for at bekræfte, at de stadig er i live og ikke er ved at få et ildebefindende.

Sådan en knap har man også, når man bor i udlandet i et land, som ikke udveksler oplysninger med Danmark om dødsfald. Altså hvis man modtager offentlige ydelser. Ellers er Danmark helt ligeglad med, om man er død eller levende. Denne dødemandsknap blev indført for udenlandsdanskere for en del år siden efter en skandale, hvor det viste sig, at man udbetalte pension til personer, der havde været døde i månedsvis. Den hedder også en Leveattest.

Derfor er det jo forståeligt nok, at man skal trykke på knappen en gang om året. Man får besked i sin e-boks eller digital post om, at man skal trykke på knappen. Typisk i maj måned, men under Covid var der uregelmæssigheder omkring timingen.

Skulle det så ske, at man overser sin besked eller glemmer at trykke på knappen i Borger.dk, hvad sker der så? Ja, nu kender jeg en person, som har præsteret at glemme det, og det blev en dyr affære for ham. Han havde simpelthen overset beskeden med krav om leveattest i sin E-boks.

Man får ikke nogen rykker eller påmindelse fra Udbetaling Danmark. Når fristen er overskredet, så sender de (samt PFA) en besked om, at nu er udbetalingen standset. Udbetalingen af pension (eller andre ydelser) fortsætter først fra den 1. i måneden efter, at man har trykket på knappen. Det vil sige, at hvis man omgående trykker på den famøse knap og giver dem besked, så har man alligevel mistet en måneds pension. Overser man det i nogle måneder, ja så kan det blive meget, meget dyrt. Man kan nemlig ikke få pengene tilbage fra Udbetaling Danmark. Det skal dog siges, at PFA betales tilbage, for det er jo trodsalt ens egne penge, som de forvalter.

Men sociale ydelser som feks. folkepension bliver simpelthen konfiskeret af Udbetaling Danmark (PFA), eller også ryger de tilbage i statskassen. Penge som man har optjent, og som man har ret til ifølge lovgivningen.

Vil man læse mere om dette, kan man læse på dette link. På den hjemmeside er der også nogle grelle eksempler på, hvordan folk kan komme i klemme på grund af sygdom feks. Man mener, at staten indkasserer omkring 25 millioner kroner om året på dette, og jeg må sige, at jeg er rystet over, at det overhovedet kan lade sig gøre.

Jeg kan godt følge, at det er svært at følge med i sin E-boks. Jeg får feks. omkring 4 meddelser om året i boksen, og det kniber gevaldigt med at holde en rutine med at kigge der. Jeg har ingen skattepligtig indkomst i Danmark, så jeg er “ægte” udenlandsdansker, indtil jeg kan få min pension og skal betale skat af den i Danmark. Så ændres min status til delvist skattepligtig, og så er jeg pludselig interessant igen. Ud af de tre meddelelser, jeg har fået i min E-boks i år, at er to af dem beskeder omkring danske pengesedler, der udgår. Ja, undskyld, men “I couldn’t care less!”.

Der er mange formaliteter ved at bo i udlandet. Her i Thailand er der masser af krav om dokumentation og rigtig meget papirkram. Det er ikke som i Danmark, hvor man kan ordne rigtig meget online. Vi skal feks. melde os på immigrationskontoret hver 90 dage, for at få et stykke papir sat ind i passet med vores adresse. Man kan godt gøre det online, men nogle gange virker det, og nogle gange gør det ikke, og vi tager ingen chancer, når det gælder vores visum. Fra næste år skal vi også til at rode med skat, og det bliver spændende at se, hvordan det bliver håndteret. Førhen var det sådan, at man ikke blev beskattet af penge, der blev taget ind i landet, og som var tjent i året/årene før. Fra 1. januar skal man betale skat af alt, men man kan så få nedslag for den skat, man har betalt i et andet land, hvis der er en dobbeltbeskatningsaftale. Det har Danmark med Thailand, men vores lille lokale skattekontor skal nu have styr over aftaler med potentielt over 60 forskellige lande.

Men Danmark kan altså også! Jeg har lidt aktier i Danmark, og de giver en smule udbytte. Da jeg ikke er skattepligtig i Danmark, skulle jeg så teoretisk set ikke betale udbytteskat. Men på grund af den store skandale for nogle år siden, så trækkes udbytteskatten automatisk, og så kan man kræve dem tilbage. Man skal udfylde et meget omstændeligt skema på skat.dk, selvom de jo allerede har alle oplysningerne! Det gjorde jeg så i begyndelsen af oktober sidste år. Jeg samlede nogle år sammen, for beløbene var ikke særlig store. For en måned siden rykkede jeg for svar, selvom der stod, at det kunne tage op til 18 måneder for sagsbehandling. Skat kom tilbage og meddelte, at det kunne tage op til et år mere. Altså 2 års behandlingstid for en lillebitte simpel sag og et latterligt lille beløb. Da jeg lavede det samme for ca. 3 år siden, kom de efter et halvt år tilbage med nogle spørgsmål. Da jeg ikke kunne bevise, at jeg havde betalt skat af beløbet i Thailand (fordi beløbet er langt under grænsen for overhovedet at betale skat her), så konfiskerede de lige 10%!

Det betyder så bare, at nu er jeg millimeterdemokrat, og jeg skal dælme kradse hver eneste øre ud af dem. Det er jo MINE penge, som de sidder på i årevis. Så udfylder jeg bare endnu flere skemaer og giver dem endnu mere åndssvagt arbejde!

En anden sag: Min husbond har mistet sit danske kørekort pga. alder, fordi vi bor i udlandet. Havde vi boet i Danmark, skulle han bare søge om et nyt kort uden lægeerklæring eller noget. Men fordi vi bor i udlandet, skal han møde op på borgerservice (i hvilken by??). Tak Danmark! Heldigvis har han da et thai kørekort, som også gælder i Danmark i 3 måneder, hvis vi skulle forvilde os dertil engang.

Alt det her beviser bare, at mange ting holder op med at være nemme, når man bor i udlandet. Mange ting er ret automatiske i Danmark, men når man bor i et andet land (specielt udenfor EU), og man ikke helt har klippet navlestrengen (feks. folkepension – selvom vi her i Thailand kun kan få grundbeløbet og for mit vedkommende en brøkpension, fordi jeg ikke har boet længe nok i Danmark) – ja, så skal man altså ikke regne med automatik og man mister også mange rettigheder.

Dertil kommer, at man skal holde tungen lige i munden. Når man er på permanent ferie, så kan der nemt smutte en ting eller to, hvis man ikke er meget systematisk.

PS. Jeg havde ikke lige noget billede, der passede til temaet i dag. Derfor får I ovenstående foto af vores aftensmad for et par uger siden. Min egen lille kreation over den klassiske thailandske ret med feks. kylling eller gris: Pad Gaprao med kyllingehjerter. Gaprao er en slags basilikum, og den er vi beriget med i stor stil, for vi har en selvsået stor busk og masser af aflæggere i flisefugerne bagved huset. Når der luges, står den på Pad Gaprao. Smagen af gaprao er meget speciel, men det smager bare godt. Klassisk tilbehør i form af rå grønne bønner og hvidkål (som er mere som spidskål her).

God Søndag!

 

 

 

 

 

Positivt og negativt

Jeg vil starte med den positive historie i dag, som handler om god service på højeste niveau.

For et par uger siden tabte jeg min telefon på gulvet i sådan et fumle, næsten gribe men alligevel tabe stunt. Den landede fladt på fronten på køkkengulvet, og jeg kunne godt se, at mit beskyttelsesglas havde fået en revne. Selve telefonen fejlede ikke noget, så det var jo bare et spørgsmål om et nyt beskyttelsesglas. Sådan noget er ikke særlig dyrt her, men til min telefon er det lidt dyrere end normalt, fordi den har buet front. Det koster omkring 700 baht, og så er det monteret med UV lys.

Da min bedre halvdel så brillierede med at smide sin telefon på gulvet et par dage senere, så var der behov for TO nye glasfronter…. Hans telefon landede på det ene hjørne, og som på min var det beskyttelsesglasset, der tog skraldet.

I vores lokale shopping center, Market Village, er der en hel etage, hvor de reparerer telefoner og andet elektronisk udstyr. Her har de også alt muligt tilbehør til telefoner, tablets og computere til fornuftige priser. Kvaliteten af arbejdet kan godt være noget svingende, så jeg har en tendens til at undgå alt for lange negle, kæmpe øjenvipper og en lidt for dyb udskæring. Det hjalp mig dog ikke med min gamle telefon, som et par herrer beholdt i 14 dage, hvorefter jeg fik den tilbage i en pose i stumper og stykker – uden cover og med flere manglende skruer indvendigt!

Nå, men vi kom så ikke lige afsted derned, og det var vist godt nok, for for en uge siden havde jeg lige glemt, at min telefon lå på mit skød, da jeg stod ud af bilen. Så den tog lige en ordentlig styrter ned i sandwash (sådan noget støbt beton noget med små bitte sten i, som er ret almindeligt her). Så var der ikke bare en revne i mit beskyttelsesglas men et helt mønster over hele skærmen! Gudskelov for den skærm!

Næste dag var det så afsted med begge telefoner, og mens den lille bod arbejdede på dem, så fik vi lige ordnet et par ærinder. Måske kom vi for tidligt tilbage, for de var noget stressede over, at vi stod og kiggede på at de arbejdede. Det så fint ud, og vi tog glade hjem. Da vi kom herhjem var der allerede en lille boble under mit glas, og næste morgen var der en pænt stor boble. Desuden var der ligesom om alt det hvide “glitrede” i alle regnbuens farver. Tilbage igen! De var flinke og fik så sat glasset superfint på, så jeg var mega glad.

Vi havde en stille aften herhjemme og gik relativt tidligt i seng. Da vækkeuret ringede kl. 6.30 næste morgen, så min telefon sådan her ud. Læg mærke til den grønne stribe……

Jeg blev straks lysvågen og var bare helt knust. Min telefon er ikke særlig gammel, men den er købt på Lazada med 3 måneders garanti (jeg sparede 30% ved at købe den der), og så er den også over et år gammel. Jeg levede med den grønne stribe hen over weekenden, men når man i forvejen har problemer med at se ordentligt, så kan det altså være temmelig forstyrrende. Jeg var virkelig ikke meget for at få en eller anden tilfældig nede i Market Village til at ordne den, så jeg trak den lige lidt. Jeg skulle også lige gøre min tablet klar med Mit ID og alt det der, hvis jeg nu fik telefonen tilbage i en plasticpose med et “sooooorrrryyyy”.

Min telefon er en Vivo (ligesom min mands også er), som nok ikke er særlig kendt i Danmark, men de er temmelig store her i Thailand sammen med Oppo. Begge mærker er ejet af samme koncern, som er en af verdens største mobiltelefonproducenter. Man kan få en high end Vivo telefon for under 3000 kr., og det kan vi lide i vores lille familie! Jeg har altid været Samsung fan, men jeg nægter at betale 10.000 kr.  for en telefon.

I og med at Vivo er så populært her, så er der sørme et Vivo service center i lille Hua Hin, fandt vi ud af. Jeg besluttede, at det da var der, min gode telefon skulle hen og kigges på.

Vi tog derud, og som det tit sker, så kunne jeg se panikken i deres øjne, da vi trådte ind ad døren. Åh nej…. Udlændinge… Ikke så meget fordi de har noget imod os, men mere fordi de ikke kan tale ret meget engelsk hvis noget i det hele taget. Jeg havde øvet mig på forhånd på nogle thai sætninger i forbindelse med denne her ekspedition, så jeg følte mig nogenlunde godt forberedt. Jeg tog telefonen op ad tasken og viste ekspedienten den grønne stribe. Hun blev meget lettet og smilede bare løs, og jeg behøvede ikke at sige mere. Det kunne åbenbart løses, så jeg var lettet allerede der.

Hun fik kopi af mit pas, og jeg skulle skrive under både her og der (som det nu er her i Thailand). Hun skulle også have mit password til telefonen. Der blev jeg lige lidt nervøs (så jeg ændrede lige password på nogle apps, da jeg kom hjem). “3 hours”, sagde hun, og så fik hun min husbonds telefonnummer, hvis det nu skulle tage længere tid. Vi fik ikke spurgt ind til prisen, så vi anede ikke, hvad det kunne rende op i. Da vi kom hjem, følte jeg mig helt nøgen uden min telefon, som jeg bruger til alt muligt fra madopskrifter og inspiration til bodyweight øvelser til vækkeur og homebanking. Men jeg klarede det da – abstinenserne var ikke alt for slemme, for min tablet var mit “Metadon”, når jeg nu ikke havde “the real thing”.

Efter 1 1/2 time ringede de fra service kontoret. Den var allerede klar. Jeg vil ikke sige, at vi løb ud til bilen, men det gik pænt stærkt med at komme afsted. Da vi kom derud var begge de to damer bag skranken bare totalt søde og smilende. Hun udleverede telefonen, så jeg kunne checke, om den var okay. Det var den – og den havde stadig det nye beskyttelsesglas på. “Free”, sagde hun. Det kunne jeg slet ikke forstå, så hun måtte lige checke med sin kollega, at det var det rigtige engelske ord.

Så jeg fik repareret min telefon gratis! Inklusive en fin rapport og en regning på 0 baht.

Det er da nok noget af den bedste service, jeg nogensinde har oplevet her! Jeg forsøgte at bruge min garanti på min gamle telefon, men det problem mente butikken ikke var under garantien. De var ellers friske nok til at forklare mig, da jeg købte den, at de 3500 baht, jeg skulle betale ekstra i forretningen i forhold til Lazada, var min sikkerhed for garanti!

Så vores konklusion er: Skal vi have en ny telefon på et tidspunkt, så bliver det en Vivo. Vi checkede lidt op på det bagefter, og alle andre telefonmærker har kun service i Bangkok. Og at køre i 4 timer hver vej for at få repareret en telefon er altså ikke lykke!

Hurra for Vivo og hurra for super service og en rigtig god oplevelse!

Så til det lidt mere negative

Jeg har tidligere skrevet om et flot gammelt træhus lige henne om hjørnet her. Det er også på billedet øverst. Måske trænger det til lidt Gori, men flot er det da. Eller var…. Derfor var det også et stort chok at se forleden, at de har revet det fine, men godt nok ikke særlig vel vedligeholdte, hus ned. Med i nedrivning fulgte fældning af nogle vældig gamle, store og flotte træer. Nu er der bare en bar mark!

Vi snakkede tit om, at havde vi pengene, så havde vi købt det og givet det en nænsom renovering….

Området her omkring 88, 94 og 102 er i rivende udvikling i disse år, men man tager ikke hensyn til gamle bevaringsværdige bygninger eller specielle naturområder. Vandhuller fyldes op med murbrokker og byggeaffald, naturlig bevoksning ryddes, og der plantes bananer eller kokos for at ejerne kan undgå at betale skat (af jord der ikke er bebygget eller dyrkes). Der opføres kedelige lejlighedskasser overalt her, og meget af det er i en tvivlsom kvalitet.

Men det værste er at se, meget af det unikke og smukke forsvinde i processen. Men sådan er udvikling vel bare. Godt det ikke er gjort sådan i en by som Ribe, hvor jeg kommer fra (eller ihvertfald tæt på). Danmark er et godt eksempel på, hvordan man kan “styre” udviklingen med byplanlægning og den slags. På godt og ondt.

Jeg er bare glad for, at jeg nåede at tage nogle gode billeder af det fine hus. Jeg tror også, at jeg nærmest hver gang, vi er kørt forbi igennem årene, har sagt: “Hvor er det et fedt hus”.

God søndag!