Man ved aldrig, hvad der sker….

Mange siger, at man skal tænke sig om, før man køber et hus eller en lejlighed i Thailand, for man ved aldrig, hvad der sker.

Det er jo også rigtigt. Hvis man lejer, og det er jo typisk tidsbegrænset, så kan man jo bare flytte, hvis naboen begynder at opdrætte kamphaner eller åbner en bar med livemusik hver aften til klokken 2. Det er jo lidt sværere, hvis man har købt et lille hus eller en lejlighed.

Det har vi også måttet sande, her hvor vi bor! For 6 år siden smed ejeren af bygningen overfor alle 5 lejere ud og begyndte at renovere. Man kan se her, hvor langt de er nået, og ærlig talt er det ikke blevet meget kønnere, og hvis man kigger ind, så ligner indretningen ikke noget, en dansker eller for den sags skyld andre vesterlændinge ville leje.

Håndværkerne dukker op efter lange pauser – sidste stint var en hel dag med at hænge presenninger op, for at holde duerne ude på førstesalen. Der gik 2-3 dage så hang noget af det bare og daskede. Man kan ikke lave sådan noget ved bare at slå nogle søm i muren igennem presenningen….. Før det gik der en mand og kone (med et lille barn, som lavede ulykker og skreg hele dagen) derovre og lagde fliser – det er nu gået helt i stå. Vi nyder det, når det står stille, for når de arbejder, så virker bygningen som en stor højtaler, der sender al larmen lige over i hovedet på os.

En af vores naboer (en ældre thai dame) har altid fingeren på pulsen (til nogle af de andre naboers fortrydelse), og hun fortalte os, at det er en kinesisk dame, som har fået thai statsborgerskab, som har købt ejendommen sammen med 2 villaer og en byggegrund lige op ad udlejningshuset. Hun fortalte også, at der skal bygges 2 to-etagers huset på byggegrunden, som ligger skråt over for os.

Jeg var ikke bekymret, for med den fart de renoverer overfor, så var der nok temmelig langt til byggeprojektet på den tomme grund. Jeg blev klogere!!

For et par uger siden dukkede et team op og begyndte at slå pæle i jorden og sætte det her grønne net op, som tit omkranser en byggeplads i Thailand. Siden har de gravet store huller og støbt over hele grunden, som kommer til at blive TOTALT bygget til, ser det ud til.

Vi har ellers en fin udsigt til Hin Lek Fai (vores lokale bjerg) både fra stueetagen og en terrasse ovenpå, men den kan vi godt se, kommer til at forsvinde.

Her forsvinder det meste af vores udsigt til bjergene. Her har vi ofte vores indikator på, om det kommer til at regne her.

Men det er jo vilkårene, når man bor i et område under udvikling… Vi har nogle venner, som byggede et hus meget langt ude på landet, og de har en fantastisk udsigt til Black Mountain over ananasmarkerne. Pludselig en dag stod folk fra elværket der, og så fik de ellers sat elmaster og kabler sat op hele vejen langs med deres havemur! Man kan aldrig vide….

Vi havde besøg af nogle bekendte forleden, og vi kom til at snakke om, hvor giftige kunstige fodboldbaner er…. Vi bor lige op ad sådan en, og de fik for nylig lavet nyt kunstgræs helt fra bunden med sand og gummiperler. Vi syntes, det var ret fint, fordi banen kun kunne tiltrække børnespillere, da den var helt nedslidt, så vi levede med, at de larmede som bare pokker i to uger med at forny banen. Flot er den blevet, men der er bare det, at de der gummiperler kommer fra gamle bildæk, og især i varme lande (og det må man jo sige, Thailand er) kan banerne afgive giftige dampe, når solen skinner på dem. Fantastisk! Jeg har en rigtig, rigtig god lugtesans, men jeg kan ikke lugte noget, men det er jo ikke ensbetydende med, at der ikke er noget skidt i luften.

Man kan aldrig vide…..

Fodboldbanen, som normalt ikke er til gene for os.

Nå, men i dag nyder vi stilheden. Ingen håndværkere hverken her eller der, og ingen skrigende unger på fodboldbanen (endnu). Det regner ikke – det gjorde det nemlig nærmest hele dagen i går, hvilket er meget sjældent for Hua Hin.

I aftes havde vi en fantastisk oplevelse på madfronten. Vi tog med nogle venner op til Soi 51, hvor jeg havde spottet en strandrestaurant på Google Maps. Det er en Isan restaurant (nordøst Thailand), og priserne er totalt okay på trods af beliggenheden lige ud til stranden. Vi fik noget helt fantastisk thai mad (fisk og skaldyr) – desværre havde jeg for travlt med at nyde maden og selskabet til, at jeg fik taget et billede af maden. Jeg fik dog taget et billede af indgangen til restauranten for enden af Soi 51, og den kan virkelig anbefales. Der har vi ikke været for sidste gang.

Og apropos mad, så har jeg ikke tid til at skrive mere, for jeg skal lige på min husbonds vegne ansøge om den der famøse fødevarecheck. Når man er pensionist uden for EU, så mister man sit pensionstillæg, hvad jo i sig selv er ret uretfærdigt, for vi betaler jo stadig skat i Danmark. Den der fødevarecheck kommer heller ikke automatisk til pensionister uden for EU, men man kan ansøge om den. Det har vi så tænkt os at gøre, for 12.600 baht kan vi da spise mange gode måltider for. Til de danske folkepensionister, som bor her i Thailand: Husk at søge om den. Her er et link – man kan ikke få den, hvis man personligt har mere end 350.000 kr. i likvide midler (ikke pension, hus osv.).

Rigtig god søndag!

PS. Billedet øverst er af en prydbanan. Jeg fik nogle stiklinger af en veninde, og nu er de bare flotte, og nogle af de små fugle er vilde med nektaren i dem.

Liv i Thailand

Et grimt styrt

I den sidste uges tid har jeg leget sygeplejerske, for min ellers vakse bedre halvdel havde et grimt styrt i mandags.

Når vi går i fitness centeret sammen (jeg er der kun 3 gange om ugen – min seje mand er der 6 dage om ugen), så starter vi med maskiner og tager 2-4 maskiner, hvor vi skiftes til at okse afsted. Så går jeg ud bagved og laver bodyweight træning, mens min husbond går på gåbånd. Han går omkring 5 km ved varierende hastighed og stigning. Hans PVC (hjerterytmeforstyrrelse) er blevet markant bedre, så han bøvler bare på, selvom han lige er fyldt 73.

I mandags havde han glemt sin ansigtsklud i min taske, så han kom ud og hentede den efter ca. 10 minutter. Jeg har altid ørepropper i og hører lydbog, når jeg træner alene, men da bestyreren af fitness centeret lidt senere kom susende med øjnene helt oppe i panden, var jeg ikke i tvivl om, at der var sket et eller andet. “Oh madam – mister fall from machine”, sagde hun, så jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne og styrtede afsted.

Min første tanke var, åh nej, han har fået et hjertestop eller en hjerneblødning eller sådan noget, men da jeg kom rundt om hjørnet, kunne jeg se, at han da sad op ved et af de udendørs borde. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at han blødte i hovedet, på albuen og hænderne og ikke mindst på det ene knæ, som havde fået en ordentlig omgang. Han var kridhvid i ansigtet, og koldsveden stod ud overalt.

Der kom flere folk til, og vi fik hjælp til at få en blæser op, så han kunne køle ned og få det lidt bedre. En yngre mand, som vi havde hilst på flere gange, kom hen og fortalte at han var fra den engelske marine og havde erfaring i den slags. Han foreslog at drikke noget vand med elektrolytpulver, og det hjalp faktisk nærmest med det samme.

Jeg fik bestyreren til at hente noget rensegrej, og så mishandlede jeg min søde mand med at hælde alkohol i sårene, så han hang helt oppe under loftet.

Så dukkede ejeren af butikken op, og hun var meget bekymret og ville gerne køre patienten ned på sygehuset. Det ville han absolut ikke! Da han var kommet lidt til hægterne, fik vi ham bakset op på vores el bike, og jeg kørte ham hjem. Resten af dagen turde jeg ikke lade ham ude af syne, for jeg kunne jo se, at han havde slået hovedet temmelig slemt også. Han havde dog ikke hovedpine, men båndet havde slidt håret af i et område på siden af hovedet.

Da han var kommet sig lidt, kunne han godt rekonstruere, hvad der måtte være sket:

Da han går ud for at hente en klud, vil han skrue ned for hastigheden på maskinen, så han trykker først på 2 og så 1, og går sin vej. Han har høretelefoner på, for han er ved at lære en ny sang, som han hører om og om igen, og derfor kan han ikke høre lyden fra maskinen. Da han kommer tilbage, stepper han op på maskinen, som i stedet for at stå på 1, står på 21!!! Han bliver selvfølgelig kastet rundt, for det er ultra sprint med 21 km i timen. Det højre ben forsvinder under ham, og så går han ned på siden og får skrabet både knæ og skulder og hoved, hvorefter han bliver kastet over i en motionscykel.

Ja, det var dramatisk, men vi kunne ikke lade være med at grine, da en ven senere spurgte, om vi ikke kunne få optagelsen fra CCTV kameraet i fitness centeret!

Mandag eftermiddag kørte vi op på det lokale apotek for at købe bandager. Efter det at Thailand har mange, mange ulykker med motorcykler hver eneste dag, så havde et ellers velassorteret apotek ikke meget at gøre med. Kun noget gazebind og gazekompresser, som iøvrigt hænger i sårene, og som var noget vi brugte til den slags i Danmark for årtier siden.

Dyrt var det også! Advarsel! Hvis man er i Hua Hin i 94 området, så gå ikke ind på apoteket i toppen af 94, hvor vejen knækker 90 grader. Vi købte for 368 baht på apoteket, men de samme ting på nettet og på et andet lokalt apotek kostede under det halve. For et par år siden ville hun også have 65 baht for 10 stk. Ibuprofen og påstod, at man ikke kunne købe et glas med 100 i Thailand. Jeg købte dem på et stort apotek inde i byen – 380 baht for 100 stk.!

Jeg bestilte sådan nogle sårpads på Lazada – de hænger ikke i såret, men de tog så alt for længe om at komme. I fredags var beholdningen af gazekompresser sluppet op. Jeg handler det meste medicin hos et apotek i Bangkok, som man kan kontakte via Messenger. Medisafe hedder de, og de bringer ud til døren her i Hua Hin en gang om måneden eller sender med post. Deres sortiment er kæmpestort, og de er super professionelle.

Jeg kontaktede Medisafe og spurgte, om de ikke kunne levere fra deres lokale butik nede på hovedvejen – gerne med motorcykeltaxi. Det kunne de da godt! Da de havde pakket, bestilte jeg en taxi, og et kvarter senere havde jeg varerne. 29 baht for udbringning – det kan vi jo ikke engang starte bilen for! Nogle gange kan man blive forbavset over, hvad der kan lade sig gøre her i Thailand. Altså på den positive måde.

Patienten heler fint som han skal, men han bøvler lidt med at bøje og strække knæet, fordi sårene strammer. Selve mekanikken i knæet har det heldigvis fint, men han kommer nok ikke på gåbånd igen de næste par uger.

Han har haft en hævelse under huden i tindingen, men den er næsten væk i dag – til gengæld har han pludselig over nat fået to blå mærker på kæben. Han klagede godt nok over ømme gummer og ville ikke spise mine rå gulerødder (som han iøvrigt kun spiser af pligt sammen med de andre rå grønsager til morgenmad).

Alt i alt har han været utrolig heldig! Han kunne have brækket arme og ben, og han kunne have fået kraniebrud eller det der er værre! Flere har spurgt, om han tænker på en ny karriere som stuntman, ha ha. Jeg er glad for, at det ikke gik værre, og det ser ud til, at “payabaan” (sygeplejerske på thai) gør et fornuftigt arbejde. Selvom jeg plejer at sige, at der ikke er gået nogen Florence Nightingale tabt i mig!

Som salig Johnny Madsen sagde: “Alkohol har reddet mange unge fra sport”. Måske skulle vi bare holde os til det sidste, inden vi får os selv slået til plukfisk!

Rigtig god søndag.

Liv i Thailand

Regntid i Thailand

Så er det endelig blevet regntid i Thailand, og vi behøver ikke at vande nær så meget lige nu.

Meteorologerne havde ellers forudsagt, at vi på grund af El Niño ville få en forfærdelig lang periode med tørke her i Thailand. Det ser ikke rigtig ud til at ske, for de seneste dage har de advaret om oversvømmelser i nord og nordøst, og det har også bare væltet ned i Bangkok.

Hua Hin er lidt en anden sag – specielt her hvor vi bor. Det kan rumle i timevis, og der kan være helt sort både inde i landet og ude over vandet, men Hin Lek Fai (det lokale “bjerg”) gør, at vi ikke altid får regn her, selvom det regner i resten af Hua Hin. Vi kan tit se, at det regner oppe hos vores venner, der bor oppe ved toppen af bjerget, men her kommer kun et lille drys, og så er det overstået.

I dag har vi dog fået en ordentlig skylle, og det er guf for haven. Det er også guf for os, for det har været meget varmt de sidste par måneder, og noget regn sænker temperaturen og mængden af skidt, der flyver ind i huset udefra.

Vores vandregning taler sit eget sprog. Vi fik en regning for et par dage siden, og vi har åbenbart kun brugt 15 m3 i denne periode, mens vi brugte 45 m3 i sidste periode (fordi vi selv skulle vande, mens gartnerne var på Songkran ferie, og den fik ikke for lidt). Nu lyder det jo af vildt meget, men heldigvis bliver man ikke flået, fordi man bruger noget vand. Sidste regning lød på 245 baht, og denne gang slap vi med 95 baht.

I sidste weekend var vi heldige med vejret. Vi havde inviteret nogle gæster af forskellige nationaliteter til en dansk frokost søndag eftermiddag, og vi kunne sidde ude hele eftermiddagen/aftenen, for da der kom lidt regn, faldt det heldigvis som stille sommerregn i Danmark.

Det var nu en sjov oplevelse med den frokost, for når australiere og tyskere bliver udsat for sild og snaps, tarteletter, fiskefileter, varm leverpostej, ribbensteg og frikadeller med rødkål og en del mere, så bliver de lige lidt udfordret på det kulinariske. Jeg havde selv lavet det meste selv – inklusiv snapsen – som smagte, som jeg husker en Rød Ålborg. Det gik rigtig godt, og et par af damerne hjalp mig med at få ryddet væk bagefter, så det var sådan set bare at starte opvaskeren, da de alle var kørt.

Nogle australske venner spiser ikke indmad, men de var faktisk ret vilde med min leverpostej med bacon og champignons til. Og de vidste altså godt, hvad det var, de fik serveret. Det var ikke som med min mor og far i sin tid. De hadede begge hvidløg – troede de! Så hver gang de besøgte os, og jeg havde lavet mad, så var der masser af hvidløg i maden. Min mor sagde altid: “Tak fordi du ikke puttede hvidløg i maden”. Det kunne jeg så gå og grine i skægget af i flere dage efter!

Det var alt i alt en rigtig hyggelig multi-kulti eftermiddag, hvor flere nye bekendtskaber opstod. Det er altid dejligt, når det lykkes at sætte folk sammen, som kan lide hindanden, og som snakker godt sammen.

Tilbage til regnen…. I onsdags snakkede jeg med en af servitricerne i en bar, hvor vi jævnligt kommer. For et par år siden var vi hjemme hos hende en halv dag, for hun havde problemer med strømmen i sit hus. Vi fejlsøgte, så godt vi kunne, men vores (hammerdyre) måleapparat (kabeltracer) gik i stykker, så vi fik aldrig rigtig løst det. Hun lever stadig med, at det halve af stikkontakterne i huset ikke duer. Årsagen til problemerne var rotter, og her lægger man ikke strømmen i rør men efterlade enkeltledere i et virvar på loftet, så det er virkelig svært at få hoved og hale i uden måleapparater.

Nu er det så begyndt at regne, og så har hun altså fundet ud af, at hun også har et læk i taget. Jeg føler med hende, for da vi flyttede ind i det her hus, opdagede vi, at de huller der var i loftet i soveværelset var lavet af indtrængende regn gennem taget. Det første år var det så slemt, at vi måtte flytte sengen, fordi det dryppede ned i hovedet på os.

Det er et virkeligt hel…. (ja undskyld) arbejde at finde sådan noget, for vandet kan komme ind og løbe ned ad bjælker osv. og ende et helt andet sted! Vi spurgte vores caretaker, om han kunne løse det, og de prøvede at fuge med siliconefuge på ydersiden, men det hjalp selvfølgelig ingenting. Det endte med, at vi fik sprayet PU skum på indersiden af tagstenene under hele taget, og de 20.000 kr. var godt givet ud, for det regnede ikke mere ind, og temperaturen i soveværelset faldt i snit 2 grader.

Det skal lige siges, at vi ikke har isolering over loftet på 1. sal. Det gjorde man ikke så meget i her for 20 år siden, da huset blev bygget, og vi har ikke orket at bøvle med det. Jeg skal kun have håndværkere ind, hvis det er absolut nødvendigt!

Men regnen er velkommen, og man kan allerede se, at der begynder at pible friske planter frem, der hvor det hele bare var totalt afbrændt for en måned siden. Regnen er også et signal til vores havefolk om, at nu skal planterne klippes tilbage. Når jorden er ordentligt gennemvandet, så stresser man ikke planterne så meget, som når der er tørke, hård sol og stærk varme. Det har så fået vores have til at ligne en sommerhat, så man skal lige sige til sig selv, at nu må man bare vente nogle uger, og så bliver det hele meget bedre!

Vores mango var blevet alt for stor. Nu er den sølle. For havefolkene er det enten eller…

Vi er så heldige her, at vi ikke skal frygte dagregn i 8 eller 14 dage, så vi kan bare nyde det og den friskhed, det bringer med sig.

Rigtig god søndag!

Hus i Thailand

Brødfrugt – et nyt eksperiment

Brødfrugttræet udmærker sig ved, at det har kæmpestore blade (som ikke drysser i poolen), og så bærer den ovenikøbet frugt!

For nogle år siden fældede vi de fleste palmer i vores have, for de var simpelthen blevet for store, og de blev filtret ind i elkabler og fiberledninger, hvilket jo kan være noget skidt, hvis det blæser meget. Man kan læse mere om den operation her. Siden har vi forsøgt os med et par forskellige løsninger – først et flammetræ, som voksede ufatteligt hurtigt, men som viste sig at være en rigtig dum ide! Den dryssede så meget med små bitte blade og nogle pinde på 30-40 cm, som lå overalt. Det var lige før vores poolfolk sagde op! Så fik vi havemanden til at nedgøre det!

På en tankstation på vej til Bangkok var vi inde og købe kaffe på en af de der Amazon kaffebarer. De havde et træ med kæmpestore blade udenfor, og vi blev straks begge forelskede. Vi fik google til at finde ud af, hvilket træ det drejede sig om, og så købte vi et pænt stort brødfrugttræ på Lazada til 1500 baht. Træet ankom, og vi plantede det i hjørnet af haven, hvor der virkelig manglede noget. Nogle måneder senere gik det ud, men vi havde havemanden mistænkt for at sprøjte mod utøj med den samme sprøjte, som han brugte mod orm i plænen, sommefuglelarver osv. Ihvertfald var haven gul hele vejen rundt op i 2 meters højte.

Havemanden fik forbud mod at sprøjte i vores have efter det, og så købte vi et nyt – godt nok noget mindre – træ. Det er så gået rigtig godt, og nu er det begyndt at bære frugter, så nu skal jeg så til at lære, hvordan man udnytter de her frugter.

Her kommer lige lidt facts omkring træet.

Oprindeligt stammer det fra Stillehavsøerne og Ny Guinea.
Polynesiere dyrkede brødfrugt for tusinder af år siden som basisføde.
Træet blev senere spredt til Caribien, Afrika og Sydøstasien.
Et fuldvoksent brødfrugttræ kan blive 15–25 meter højt.
Kronen bliver meget bred og giver massiv skygge.
Bladene er enorme — ofte 30–90 cm lange.
En typisk brødfrugt vejer 1–4 kg.
Umoden bruges den ofte som grøntsag.
Smagen beskrives ofte som en blanding af:
- kartoffel
- friskbagt brød
- kastanje
- artiskok
Et stort træ kan give 100–300 frugter om året.
På thai kaldes den ofte “sake” eller “sa-ké”.

Vores træ skal altså ikke have lov til at blive hverken 15 eller 25 meter højt, og vi håber sandelig ikke, at det pludselig giver så mange frugter, for så er vi da nødt til at åbne en bod inde på markedet og sælge dem.

Forleden plukkede jeg to frugter på ca. et kilo hver. I dag har jeg så kogt dem – med skal, for de kan være bøvlede at skrælle, fandt jeg ud af på nettet. De indeholder latex, og det klistrer til kniv og hænder, så jeg lignede nærmest en operationsstue med handsker og afdækning, da jeg skulle skære dem op. Det var nu ikke så slemt i virkeligheden – jeg frygtede, at det ville blive noget værre svineri, og derfor har jeg også gået som katten om den varme grød i et par dage.

Nu er de tilberedt og på køl, så de kan blive stegt sprøde i noget olie i morgen, og lidt af det skal også fryses, så jeg kan se, om de bliver mærkelige af det. Jeg er vild med at eksperimentere i et køkken, og det er rigtig sjovt at prøve noget nyt! De smager og føles som kartofler, men de er en lille smule søde. Det gav mig den ide, at jeg skal prøve at lave dem som sukkerbrunede kartofler, for her kan man ikke få små fine kartofler men kun nogle kæmpe roer af nogle kartofler.

Kogt brødfrugt klar til at blive skrællet

Brødfrugt indeholder mange gode mineraler (fx magnesium og kalium) og C vitaminer, og så er der godt med fibre i også. Alt i alt win-win og gratis mad! Så må vi bare håbe, at den ikke sætter rødder over det hele og løfter alle fliserne!!

Alt i alt er det et interessant træ, og så synes vi jo, det er mega flot med de der kæmpestore blade.

Rigtig god søndag!

Hus i Thailand

Husets Bog

Da vi solgte vores villa i Silkeborg i 2017, lavede vi Husets Bog til de unge købere, så de ikke skulle til at opfinde den dybe tallerken og finde ud af alting selv.

Det var en liste med ting så som, hvordan lukker man for udendørshanen, hvad skal trykket være på fjernvarmeanlægget, hvor lukker man for vandet, hvilken farve er brugt på vinduerne, hvordan kommer man ind i krybekælderen, og hvem pudser vinduerne. Vi syntes, at det var synd for nogle yngre mennesker, hvis de skulle bøvle med at finde ud af alting selv, når vi efter 22 år efterhånden havde bøvlet med alle hjørner og kanter af det hus.

Nu går vi i gang med at lave en Husets Bog på Baan JET her i Hua Hin. Det gør vi af flere grunde…. Jeg aner for det første ikke, hvordan størstedelen af installationerne og apparaterne virker. Sådan er det vel, når man har en handymand i huset. Vi har sådan en aftale om, at jeg tager mig af de dagligdags praktiske ting, så vi får mad, rent tøj, et rent hjem (sådan da) og en masse andre småting. Resten hører hjemme “under at hænge hylder op”, og det er altså ikke mit gebet.

Derfor aner jeg ikke, hvordan man lukker for vandet, jeg har en lille anelse om, hvordan vi renser vandfiltrene, men jeg kan ikke huske det, jeg ved overhovedet ikke, hvordan pumperummet til poolen virker, og jeg kender slet ikke strømføringen i det her store hus. Det ligger hos min bedre halvdel….

Da vi flyttede hertil i 2017, var Baan JET på mange måder temmelig nedslidt og i ret dårlig stand. Vi købte jo med vores danske øjne, og vi regnede da med, at man ikke solgte et hus, hvor komfuret ikke virkede, eller hvor nogen var rendt med pumpen til swimmingpoolen. Vi fik også fortalt, at de kasser, der stod i stuen, var nye airconditions, som ville blive installeret rundt omkring i huset. Det skete heller ikke rigtig, for vi har stadig nogle gamle slæder de fleste steder, som vores team, der gør dem rene, er blevet vildt imponerede over. Det er lige før, de er vintage!!

Vi købte et hus i et fremmed land med en fundamental totalt anderledes måde at gøre tingene på. Mange thaier laver et eller andet, og så starter forfaldet bare – og det fortsætter så bare, indtil tingene er helt slidt ned og nærmest umulige at reparere. Vi er opdraget med, at hvis man passer på sine ting og vedligeholder ting, så holder de længere (måske).

Derfor kom vi også til et hus (ca. 15 år gammelt), hvor der var RIGTIG mange ting, der skulle ordnes. Det viste sig også, at der var rigtig mange lig i lasten. Her findes altså ikke byggesagkyndige og ejerskifteforsikringer og den slags – det går efter princippet: “You buy it – you own it”. Det lærte vi også på den hårde måde.

Det har taget mange år at trevle rørføringer, strømfejl og andre sjove ting op. Vi har stadigvæk overgang i haven, når det regner meget, for det hele er lavet med isolerbånd og mærkelige ledningsføringer. Derfor går vi heller ikke i haven, når det regner! Vi ved stadig ikke, hvorfor der nogle gange står vand langs med muren i vores baggang, og det er stadig en gåde, hvad der er sket med det ene afløb fra taget, som de vistnok har muret til og lagt fliser ovenpå.

Men når det så er sagt, så har vi fået rigtig meget styr over mange ting. Min bedre halvdel er god til at tage billeder, når han graver op et sted på matriklen, fordi vi har et læk på vandrørene (et mareridt at finde iøvrigt). For et års tid siden tog vi os endelig sammen til at finde ud af, hvad der er hvad på vores eltavle, så vi ikke risikerede at slå en håndværker ihjel ved at slukke for den forkerte gruppe.

Der er 24 grupper på vores eltavle, og det er jo i sig selv mange, men det hele kompliceres af, at eltavlen sidder inde bag vores ovn i køkkenet. Vi har et skab uden bagside, så vi kan komme derind, men det er godt nok upraktisk. Ja, vi kunne da godt flytte tavlen, hvis vi kunne finde en god elektriker, men de hænger ikke på træerne her og flytning af en eltavle kan jeg ikke lige forestille mig går godt.

Nå, men tilbage til vores lille opgave. Nogle af el grupperne havde vi identificeret, men da vi har masser af lamper udenfor, som ikke virker, så er noget af det svært at undersøge. Det tog os en hel dag at få tjekket alle installationer i hele huset af, så nu har vi styr på det meste. Tænk hvis en køber engang skal til at bøvle med det igen. Det kan vi da lige så godt komme ind i Husets Bog, så det er meget nemmere.

Husets Bog er for mig en slags kærlighedserklæring til det hus, som har været de fysiske rammer til vores liv. Vi var rigtig glade for vores hus i Silkeborg i de 22 år, vi boede der på trods af fejl og mangler og mange bekymringer. Baan JET er i en anden liga. Altså Baan JET er mindst lige så krævende og bøvlet et hus (faktisk sagde en ven, at vi da bare havde flyttet huset i Silkeborg til en ny lokation), men vi har været vildt glade for at bo her, og under Corona var det en slags trøst. Vi var ikke spærret inde i et træls hus, hvor vi fik kuller. Vi havde stadigvæk en god hverdag i et dejligt hus.

Vi skal ikke starte helt forfra med Husets Bog, for da vi overtog huset i 2016, lånte vi det ud til nogle venner. For at de ikke skulle bøvle rundt og finde ud af alting, lavede vi en mini-udgave af bogen til dem. Det var også fordi, vi jo ikke kendte huset særlig godt, at vi ikke kunne lave den særlig omfattende, men vores venner satte pris på den.

Så Kloge Åge (Chat GPT), min handymand og jeg skal i gang med at lave beskrivelser, tage fotos etc., så vi kan dokumentere så meget som muligt. Vi bliver jo heller ikke yngre, og på et tidspunkt må vi nok erkende, at vi ikke kan holde sådan et hus mere. Det bliver sorgens dag!!

God Søndag

Dansker i Thailand