Liv i Thailand

Sikke en uge

Pyha – sikke en uge vi har haft! Vi vidste godt på forhånd, at det ville blive en hektisk omgang, men det har altså været hæsblæsende.

Bilsyn og vejskat

I begyndelsen af ugen fik vi ordnet bilsyn og betaling af vejafgift. I Thailand skal bilerne synes, fra de er 7 år gamle. Vi kørte vores bil til Honda og fik den serviceret inden synet, så vi ikke risikerede at blive sendt hjem igen. Bilservice her koster som regel det samme i Baht, som man giver i danske kroner i Danmark. Synet tog ikke lang tid, og vi fik en fin rapport med hjem – pris ialt 200 baht. Så skulle der betales vejafgift, så vi kunne få en ny sticker i forruden. Da de valgte ikke at åbne skranken i Blueport (5 minutters kørsel væk) som ellers annonceret på skiltene dernede, så måtte vi køre de 30 km til Pranburi for at betale. Som vi ofte kommer til, så kom vi lidt sent afsted, og vi landede dernede på Transport Office kl. 11.20. Der var mange mennesker i kø, og da vi jo ved, at frokostpausen på en time fra 12-13 er hellig, så kunne vi godt se, at det måske blev en lang affære. Men vi var heldige og kom til klokken 11.56!

“Guide Service”

I januar blev jeg kontaktet af en tidligere kollega. Han fortalte, at hans unge datter og en veninde skulle på Asien rundrejse i 3 måneder i foråret. Han spurgte, om vi eventuelt kunne vise dem lidt rundt, hvis de valgte at komme til Hua Hin. Selvfølgelig da! Pludselig var tiden kommet, og de to unge damer ankom fra Bangkok, hvor de havde været i et par dage efter en måneds rundrejse i Vietnam. De havde fundet et hotel tæt på Soi 94, som jeg havde anbefalet dem, og det var helt okay på trods af prisen på 500 baht pr. nat.

Så vi viste Hua Hin og omegn frem i et par dage, og det var faktisk en rigtig sjov oplevelse. Vi har ingen børn, så vi ser jo ikke så meget til unge mennesker, men det var en fornøjelse at møde sådan et par skønne unge kvinder, der havde ben i næsen og lys i pæren.

Jeg havde lavet en liste med ting, som de kunne foretage sig, og ud fra den valgte de en tur til Phraya Nakhon i Sam Roi Yod Nationalpart ca. en times kørsel sydpå. Vi har tidligere taget klatreturen til det lille tempel, som er bygget i en hule i klipperne. Det kostede en meget øm ankel for min bedre halvdel i flere måneder, så vi blev enige om, at den tur kunne vi godt undvære, selvom vi er begyndt i fitness centeret siden og er noget mere stabile på benene i dag. Dog ville vi gerne køre dem derned og så vente ude ved restauranterne og souvenir butikkerne.

Vi tog afsted tirsdag kl. 8.00, for det bedste tidspunkt at se det lille tempel er mellem 10 og 11 om formiddagen, hvor lyset er allerbedst. Lige da vi ankom var der kinesisk optog med masser af “kinesere”, der blev fyret af og en munk der kørte rundt med en megafon på taget og messede.

Pigerne havde en fantastisk tur op i grotten og vi hyggede os i en restaurant, mens de var afsted. Det her billede af templet er fra sidst, vi var deroppe for nogle år siden.

Frokost i Dolphin Bay, hvor vi også fik hinanden lært lidt bedre at kende. De unge damer var ret fascinerede af Hua Hin og området her, så de overvejede at blive en ekstra dag og rejse videre fredag middag i stedet for torsdag.

Vi tilbød, at de kunne komme og se, hvordan vi bor, og det ville de rigtig gerne, så onsdag eftermiddag kom de forbi med badetøj, så de kunne få en tur i poolen. Vi havde en super hyggelig eftermiddag, men da min bedre halvdel skulle ud og jamme på bassen om aftenen, fik vi lige lidt travlt. Thank God for rester fra fryseren! Vi havde en fornøjelig aften på baren, hvor “De Gamle Jammer” (og det er de faktisk ret gode til!). Man kan godt se, at højsæsonen er ved at være slut, og nu begynder også langtidsturisterne at tage hjem til foråret i deres respektive lande.

Slappe af dag – nej…

Torsdag var egentlig en slapper dag for mig og en spilledag for min bedre halvdel (han spiller med nogle gutter i et studie i den anden ende af byen). Det blev dog en anden sag. Først og fremmest tog vi de to søde danske piger med på morgenmarked kl. 7. Vores køleskab var nærmest tomt for grønsager, så de fik sig lige en oplevelse på det lokale marked, som er meget kaotisk. Vi besøgte forskellige af mine faste boder, og vi fik også købt en fisk i vores favoritbod – en pæn størrelse seabass til 90 baht. I den bod afskæller de fisk, så det flyver til højre og venstre, mens motorbikes kører i de smalle gange med tre store kurve is bagpå. Vi kom også forbi en bod, hvor de havde nogle kæmpe store skruptudser på størrelse med en desserttallerken. De var ret livlige i kurven under et net, så de fik lige et gok i nødden, før de blev smidt op på vægten! På vej hjem købte vi et par af de traditionelle thai morgenmadsting, så pigerne kunne smage dem.

Jeg havde spurgt min veninde Pam, om hun kunne reparere et par shorts for de unge damer. Hun kom forbi kl. 14 og reparerede shortsene. Så skulle vi jo lige have en lille øl, som blev til flere, og pludselig var kl. 18.

Når vi to først kommer i gang, så går snakken – ikke mindst om mad, som er fælles passion! Det blev sen aftensmad, men jeg fik da fileteret min fisk og lavet en dejlig filet med sprødt skind og en salat med thai dressing på. Glorien skinnede skarpt efter det sunde måltid!

Afrejse

Fredag var sidste dag for pigerne med afrejse fra busstationen kl. 12.30. De havde inviteret os på tidlig frokost, og vi kørte ned på stranden på vores favorit restaurant, hvor man IKKE skal sidde ude i sandet under en parasol. Det er et simpelt sted, men de laver virkelig god thai mad. Da de unge damer ikke kan spise spicy food, så tilbød vi, at vi kunne dele nogle af de gængse retter, så de kunne få et indblik i, at der også findes noget, som ikke er så stærkt. Det lykkedes – næsten – for vi havde bestilt IKKE spicy larb, men den rykkede da alligevel også hovedet af mig!

Larb levnet hos begge pigerne ha ha.

Vi kørte dem til bussen og vinkede farvel. Foran dem ligger en tur til Chiang Mai, Hong Kong, Taiwan og så en måned i Fransk Polynesien! (Da jeg var i den alder kom vi en tur til Duborg syd for grænsen!)

For os var det en rigtig sjov og positiv oplevelse at vise rundt i vores område! Det er jo også helt fedt at være turist, her hvor vi bor. Det glemmer vi tit!

Besøg fra Cha Am

Om aftenen havde vi en gammel aftale med en ven fra Cha Am, så vi kørte hjem og slog mave og gjorde klar til 2. stint. Vi har det altid hyggeligt med ham, og han kan godt lide Hua Hin, fordi han selv bor i et meget stille område af Cha Am (ca. 30 km. nordpå). Vi fik lige en øl i en bar og derefter delte vi igen nogle retter mad i en restaurant. Derfra gik vi op på den nye irske pub. Et kæmpestort sted, som trækker rigtig mange mennesker hver aften. Inden vi så os om, var det midnat, og alt lukkede ned. Det er lukketiden i Hua Hin, men som oftest er stederne åbne til kl. 1 alligevel. Der må have været et problem, siden de nu skal lukke kl. 24 igen.

En madoplevelse ud over det sædvanlige

I aftes var vi inviteret i byen af en ven, vi har mødt her fornylig. Vi var på Anantasila, som ligger nede i Takiab, for så kunne familiens to børn nyde stranden i stedet for at være “stuck” med en flok gamle mennesker. Her fik jeg så et af de bedste måltider, jeg har fået i Thailand nogensinde. Lammekød med helt sprød fedtkant. Ingen smag af “uld”! Kartoffelgratin så englene sang, en RIGTIG bearnaise og sprøde dampede grønsager. Jeg var ved at gå helt i coma! Når jeg får sådan noget mad, går jeg helt ind i mig selv for at koncentrere mig om at smage og nyde oplevelsen! Det var intet mindre end fantastisk! Jeg fik desværre ikke taget et billede – dertil var jeg for opslugt, og et billede havde heller ikke ydet den ret retfærdighed! Min bedre halvdel fik en wienerschnitzel på størrelse med et halvt bilsæde – som han da heller ikke kunne spise op!De to meget søde børn spiste begge to en gang trøffel risotto. Det kom godt nok bag på mig, at børn vil spise sådan noget.

I morges var det lige på hovedet i fitness centeret, og jeg gav mig selv en ordentlig omgang som kompensation for både at have spist kartoffelgratin OG bearnaise!

Om lidt kalder pligterne! Der er både vasketøj, havearbejde og andre herlige ting. Vi kigger dog ind i en lidt mere fredelig uge (tror vi da ihvertfald). Snart er det Songkran (Thailandsk Nytår), og der holder vi os lige inde bag gardinerne for ikke at blive plasket alt for meget til med vand!

Rigtig god søndag!

 

by Janne
Rejsetips

Annes tur til Koh Tao

I dag skal det handle om Annes tur til Koh Tao, og jeg tager lige en slapper imens hun fortæller om sin tur.

Vi mødte Anne for to år siden til en rockkoncert på El Toro Loco. Hun var her på ferie og boede henne på et lokalt hotel. Vi mødtes nogle gange undervejs, og vi snakkede rigtig godt. Året efter kom Anne igen, men denne gang hjalp vi hende med at få en lejlighed lige i nærheden og dermed meget centralt. Vi har holdt kontakten lige siden, og hun er fornylig taget hjem til Danmark efter dette års ferie i Hua Hin. Undervejs tog hun nogle dage til Koh Tao og havde en fantastisk tur. Lige bortset fra at hun fik en gedigen omgang madforgiftning af en kyllingesandwich. Vi har hørt om det før! Undgå den slags mad – de kan have stået i 30 graders varme i timer! Anne var meget syg, da hun kom tilbage til Hua Hin, og jeg var så bekymret, at jeg sørgede for, at hun fik noget at drikke og noget let mad.

Vores erfaring med Koh Tao: For snart 10 år siden var vi på Koh Tao med vores venner her fra Hua Hin. Det gik temmelig galt sådan alt i alt. Vi skulle køre til Chumpon et par timer syd for Hua Hin, men vi havde fået kigget forkert på kortet, så der hvor vi troede færgen til Koh Tao afgik fra, var der bare en tynd lille bro ud i vandet. Vi ledte og ledte, og faktisk holdt færgeselskabet afgangen tilbage for vores skyld, men vi var endt på en total vildmand. Det endte med, at vi måtte overnatte på hotel i Chumpon, og næste morgen fulgte vi efter tourbussen ud til færgelejet. Ombord på færgen var folk søsyge, så der blev da kastet op hist og her. Endelig ankommet skulle vi da op til poolen og hygge os. Vi bestilte en øl, og den kom på flaske og iskold. Da vi skulle op af poolen, ville jeg lige gå ned i baren med min flaske. På vej derned smuttede mine fødder på trappen på glatte fliser, og jeg slog min ryg mod trappetrinnet og smadrede den der ølflaske, så jeg fik en ordentlig flænge i hånden. Vores ven mente, at jeg skulle til læge, men nej tak. Find noget gaffa tape og så tape det sammen. Som sagt så gjort! I med noget sprit og så tape skidtet stramt sammen.

Vi havde bestilt en snorkeltur til næste dag med en longtail boat. Jeg ville ikke ødelægge dagen for de andre, så jeg besluttede at tage med, selvom jeg havde ret ondt i ryggen. På den tur fandt jeg ud af, at jeg nok havde brækket et ribben (har den dag i dag en ordentlig bule, hvor det er vokset sammen), da vi bumpede afsted ud over havet med vandet sprøjtende om ørerne! Snorkle turde jeg ikke med den hånd, så det blev faktisk lidt en lidelsens dag! Da vi skulle hjem igen, var den der havn med bådene på grænsen af at være en kvægfarm, hvor vi stod i meget lang tid og blev råbt af af personalet og gennet rundt. Jeg tænkte bare: “Aldrig igen!”.

Så da Anne spurgte, om vi ville med til Koh Tao, var svaret et rungende NEJ!

Da Anne kom tilbage til Hua Hin, skrev hun en email til sine forældre i Danmark, og hun har givet mig lov til at poste hendes noget mere positive oplevelse af Koh Tao her. Anne er en vandhund, og det skal man nok også være for at få det optimale ud af Koh Tao.

Jeg håber, at Annes historie er til inspiration! Og lad så være med at rende rundt med flasker og glas i nærheden af en pool. Virkelig dårlig ide!

God Søndag

 

Hej mor og far.
Jeg får først skrevet nu, da jeg kun lige nåede hjem begyndte jeg at kaste op og ud af den anden ene også. Kunne slet ikke at på mine ben. Janne kom med medicin til mig, men det kunne jeg heller ikke holde i mig. I dag går det bedre og Janne har været med vandmelon og havregrød cola og banan. Holder det i mig og kan nu sidde på altanen og skrive.
Turen til Koh Tao var fantastisk, det var 4 timer i bus og  1 1/2 times sejltur, men alle anstrengelserne værd. Det sted jeg boede var lidt af en udfordring da der var stor stigning derop. Smuk udsigt og masser af dyreliv.
Allerede næste dag tog jeg på en heldags snorkel tur. Så smukke koraller og fyldt med smukke fisk og små hajer. Alt Hvad jeg havde drømt om. Jeg følte mig så lykkelig at jeg måtte fælde en tåre. Vi havde i alt 5 stop. Et af stederne var der havskildpadder. Jeg var så heldig at der var en der dukkede op lige ved siden af mig, jeg svømmede lige ved siden af den meget længe indtil der blev råbt af mig( jeg var kommet lidt langt væk) Sikke en oplevelse.
Om torsdagen valgte jeg at blive i byen og kigge lidt. Jeg gik ind på en rooftop restaurant, hvor jeg fik engelsk breakfast til 150bath med te. ( Jeg havde ikke fået aftensmad)Der var også en smuk udsigt  og stille. Der er mange katte der, de er velnærede, men vil meget gerne kæles. Derefter gik jeg til stranden. Jeg havde ikke taget mit dykkerudstyr med, da jeg jo ikke regnede med at se noget særligt. Heldigvis havde jeg da mine svømmebriller med. Vandet blev hurtigt dybt og der var sten og koraler og…gæt….Der var fyldt med smukke fisk. Som at stikke hovedet ned i et aquarium. Jeg så også små hajer( på størrelse med en stor torsk)
Om fredagen tog jeg så på sejltur igen. Nu med en anden båd. Det er så skønt at sejle. Så var der eventyr igen. Det kan slet ikke beskrives…det skal ses.
Jeg har haft lidt besvær med at få dem overbevist om at jeg ikke skal have redningsvest på, men når de ser mig i vandet er de overbevist. Jeg er også blevet god til at mærke inden jeg bliver træt. Ved godt de bare vil passe på mig,jeg er jo også en del ældre end de andre som regel. Mange tror dog jeg kun er 45 og det er så kvinder jeg har snakket med.
Nu skulle man måske tro at jeg var blevet træt af at sejle, men. om lørdagen måtte jeg så lige have den sidste tur. Med en ny båd. Da jeg efterhånden var lidt træt,valgte jeg at holde mig til guiderne,som havde en redningsplanke med. Det var ikke en dårlig beslutning, da jeg nu fik set specielle ting og blev fotograferet med en havskildpadde på bunden.
Der er 3 selskaber der laver de snorkleture og jeg har været med alle 3, så jeg gør ikke forskel. Turene har kostet ca. 170kr stykket for 7 timer med frokost,frugt vand og kaffe.
På mit hotel( det er måske så meget sagt☺️) Var der gratis te og kaffe og snacks hele dagen fra 8 til 20. Der fik jeg snakket med en finsk dame, der bor der hele året med sin hund Charlie. Hun var flink og sjov og snakkede glimrende engelsk. Jeg tror hun skriver for et tidsskrift eller sådan noget. Nu til dags kan man arbejde med det alle steder i verden.
Jeg turde ikke drikke noget alkohol fordi vejen var så besværlige at gå på med bakket terræn og ujævnheder. Til gengæld drak jeg en del dejlige frugt smoothies. Jeg skulle jo også bruge noget god energi.
Så blev det søndag og jeg skulle checke ud klokken 11. Båden sejlede kl. 14.45. Jeg tog nu med til den restaurant, hvor jeg havde spist hver aften og spurgte om de ville passe på mine ting. Det ville de da. Så gik jeg hen til stranden nu med dykkerudstyr. Igen så jeg flotte fisk og hele 5 hajer.
Det har været et fantastisk eventyr, som jeg håber jeg kan gentage.
Jeg sluttede af med at spise frokost på restauranten og fik det med jeg ikke kunne spise…det var nok en fejl..
Jeg mødte en indisk pige på båden ,på alder med Nicky. (En af dem der troede jeg var 45) Hun var ret interessant at snakke med og rigtig sød og klog. Vi blev venner på facebook.
Håber I har det rigtig godt og tak for I støtter mig.
Knus kram og kys Anne
by Janne
Liv i Thailand

Hvad to ældre mennesker dog får tiden til at gå med….

Hvad får man mon tiden til at gå med i Thailand? Jeg har i denne uge ihvertfald opdaget en tidrøver af visse dimensioner!

Den sidste uges tid er gået usædvanlig hurtigt, og det skyldes simpelthen noget så tåbeligt som et puslespil! Min bedre halvdel har i perioder lagt en del store puslespil, feks. Mapa Mundi, som er et gammelt verdenskort lavet til puslespil med 3000 brikker. Da det var lavet, blev det klistret op på en plade og hang i vores kælder i Danmark. Han havde også hang til Wasgij puslespil (jigsaw stavet bagfra). De klassiske puslespil er enormt detaljerede, og det er ikke fotos men tegninger. Så laver de også nogle spil, der hedder “Mystery”. Her skal man feks. lægge et puslespil, der viser, hvad motivet på kassen ser på og ikke selve billedet. Det er noget af en udfordring! Jeg har ikke lagt puslespil, siden jeg var barn – det har jeg ikke haft ro i numsen til. Da vi flyttede til Hua Hin sneg der sig to kasser helt spritnye Wasgij puslespil med i containeren. De kunne da altid bruges til en “rainy day”. De har så ligget i vores pulterkammer i godt 7 år.

Forleden skulle vi en tur på Immigrations og forlænge vores vores visa med et år. Det kan godt være en sej affære, hvor man venter i flere timer som sild i en tønde i et lille bitte lokale (selvom bygningerne er næsten nye – al pladsen må være optaget af papir!). Vi besluttede at skifte taktik i år og prøve at komme helt sidst på eftermiddagen, så ville ventetiden forhåbentlig være begrænset. Vi skulle bruge et brev fra banken til forlængelsen, så der kørte vi ned om formiddagen. Det tog en halv time at printe to breve (fordi de skulle kopiere både dit og dat inklusiv deres eget brev), men det gik fint. Så skulle vi bare fordrive tiden til afgang klokken lidt over 3.

Jeg er ikke god til offentlige myndigheder, og jeg bliver altid meget nervøs og febrilsk, hvilket jo ikke lige fremmer sagen. Så havde jeg læst om “eksamenspillen” i en dansk artikel. Det er en ret harmløs betablokker, som tager toppen af nervøsitet og uro uden at sløve. De virker altså, skulle jeg hilse og sige.

Vi kunne ikke tage os sammen til at lave noget fornuftigt, mens vi ventede på at tage afsted og i stedet for at glo i telefoner (som vi jo også skulle fordrive tiden med på Immigrations), kom jeg i tanker om de der puslespil og hentede et ned. Motivet var en operasangerinde og en mand, som sad bundet til en stol på et bundt dynamit med ild i vægen, og en indbrudstyv havde stjålet alt i pengeskabet.

Det var måske ikke den bedste ide! Vi blev begge fuldstændig bidt af det skidt. Brikkerne blev sorteret i farver og mønstre, og så gik vi ellers i gang, og vi måtte da nærmest med vold rive os løs, da vi skulle afsted!

Som vi havde håbet, så gik det bare super nemt på Immigrations, og man kunne ligefrem mærke, hvordan stemningen blandt personalet steg mod lukketid. Vi fik en kongelig behandling, og manden bag skranken kom selv ud med vores pas og viste os stemplerne og at han havde som en ekstra service lavet 90 dages rapportering, som var forfalden slut måneden. Vi kørte glade hjem, og så skulle vi have en belønningsøl. Og lave lidt puslespil…. Altså, jeg kunne næsten ikke tage mig sammen til at lave aftensmad! Jeg fik dog lavet noget, men da vi havde spist, kastede vi os igen over det der puslespil. Indtil klokken 1 om natten!!

Næste dag var vi helt kvæstede, fordi vi var kommet så sent i seng, så vi skippede fitness. Og lavede puslespil! Det var så slemt, at da vi ikke kunne finde en enkelt brik mellem damens bryster, så lå jeg om natten og tænkte på, om der kunne være sket et eller andet med hende i forhold til originalen…

Sådan stod det på i 3 dage, hvor det var ligesom et eller andet vanedannende stof. Til sidst havde vi begge rigtig ondt i nakken af at stå krumbøjet over køkkenbordet. Da vi endelig var færdige med det, var vi begge helt høje! Det viste sig, at i stedet for at dynamitten sprang i luften, så sang operasangerinden så højt, at glasset med vand sprang og vandet fra det slukkede vægen til dynamitten. Ja, jeg ved det godt. To ældre mennesker!

Nå, men nu var det ligesom overstået, og så følte vi os begge helt tomme. Der lå jo et spil mere i pulterkammeret, og vi kunne faktisk finde flere på Lazada til langt under prisen i Danmark. Vi stod dog imod, bortset fra at vi har bestilt et enkelt spil fra Kina, som heldigvis først kommer om et par uger! Vi har aftalt, at begynder vi at lægge det, så skal det være ligesom med børn, der får at vide, hvor længe de må glo i deres IPad, og det skal dækkes til, når tiden er udløbet!!

Efter et par dage var vi kommet os helt, så vi var ude og spise rigtig fantastisk thai mad på vores favorit restaurant, Steak Van Adapt. Han laver både vesterlandsk mad og thai mad, men han er uovertruffen til thai mad, og så er det bare rørende billigt. På vej hjem tog vi os lige en godnatøl, og den lokale tøjforretning kom lige forbi. Jeg tror ikke, at ret mange farang damer kan skrue sig ned i de der kjoler – jeg kan ihvertfald overhovedet ikke, og jeg er da ikke af de største.

Nå ja, når vi nu er ved mad, så skal jeg lige fremhæve en ret, som vi har opdaget ved et tilfælde. Den kommer fra en restaurant på 94, som hedder German Schnitzel. De laver nogle gigantiske portioner tysk mad, og det kan man også se på kunderne i butikken! Men deres thai mad er også fantastisk, og denne salat er blevet et hit hos os. Det kan godt være, det lyder sådan lidt kinky, men det er faktisk rigtig godt. Det er en salat fra Isaan (Nordøst Thailand), som består af fermenteret pølse, rå løg, ingefærstrimler, peanuts, koriander, chili selvfølgelig og en lækker dressing, og så kogt svineskind, der er snittet ud i tynde strimler til en slags nudler. Det smager simpelthen bare godt. “Spicy Fresh Fermented Pork Salad”, står der i den engelske del af menuen. Kommer man forbi restauranten og har mod på det, så prøv det!

Til sidst vil jeg bare nævne, at vi nu er kommet ind i den varme tid, så nu er der igen brug for air condition om natten og blæsere på alle barer og restauranter. Vores lille pool er på kanten af at blive for varm med en temperatur på over 33 grader. Vi har vinden ind fra havet, og den er temmelig frisk midt på dagen. Det resulterer så i, at vi skal feje eller støvsuge dagligt, for ellers knaser det simpelthen over det hele. Det er dejligt lige nu, men snart truer april og maj, og SÅ bliver der altså virkelig varmt. Gudskelov for vores nye vifter i køkken og stue. De går underværker.

Turistsæsonen går også på hæld, men alligevel er der åbnet et meget stort sted henne på hjørnet af 94 i sidste uge. Det er en irsk bar og bar med specialøl plus en rotisseri restaurant og en lounge med whisky og cigarer (som dog først åbner senere). Det er en meget succesfuld kæde fra Bangkok, der står bag. I dag er det Sct. Patrick’s Day, så da vi kørte forbi tidligere, var de i gang med at pynte op til i aften. Der bliver nok gang i den! Det bliver nok også nogle temmelig træge måneder med low season, de kigger ind i. Flot sted – men også ambitiøst i lille Hua Hin.

 

 

 

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Der er altid noget i vejen, når familien skal i skoven

Ikke at det lige er mit motto, men det passer nu altså lidt for tit. Der er altid noget i vejen, når familien skal i skoven!

Det var tid til at komme op på det der forfærdelige øjenhospital i Bangkok til en gang kontrol af mine øjne. Mit ene øje er opereret, og de presser mig hårdt for at få opereret nummer to. Nok ikke så meget for min skyld, men mere for at sælge en vare. Jeg har en øjensygdom, der hedder Fuchs’ Endothel Dystrofi. Min blev opdaget i Danmark for 10 år siden, og dengang havde jeg også grå stær. Den grå stær blev jeg så opereret for, og det hjalp da gevaldigt på udsynet – ihvertfald i en periode. 4% af Danmarks befolkning har Fuchs’ – mange uden at vide det. Sygdommen er arvelig – det er simpelthen en gen fejl. Der forskes meget i det, for 4% af verdens befolkning er da ligesom også en slat. Gængs behandling i dag er, at erstatte det lag i hornhinden som er sygt med et tilsvarende lag fra en donor. Altså organdonation.

Da jeg havde den her sygdom, før vi flyttede til Thailand, ville min sygeforsikring selvfølgelig ikke dække, og det var jeg også okay med. Jeg havde checket, hvad prisen for en operation af den slags ville koste i Thailand, og det var der budgetteret med. Første øje blev opereret i Bangkok i 2020 med kæmpe succes, og jeg ser rigtig godt på det øje i dag. Det var bare mega dyrt! Så nu kvier jeg mig altså ved at få lavet det andet øje. Går det galt, må jeg betale selv for en ny operation, og det er altså ikke så fedt. Desuden er der ny forskning i gang, så man sandsynligvis inden for få år kan nøjes med at få en indsprøjtning i øjet i stedet. Det er da langt at foretrække!

Nå, men tilbage til turen til Bangkok!

Denne gang havde jeg skiftet taktik! Det hospital er bare det værste sted! Det er et privat hospital, som i allerhøjeste grad tager sig velbetalt for deres ydelser. Til gengæld kan man få det for sine penge, at man kan vente i timevis på trods af, at man har booket en tid flere måneder i forvejen. Kigger man på Google Maps, så giver thaierne dem også forfærdelige anmeldelser! Lægerne er dygtige nok, men logistikken er helt væk.

Jeg plejer at forsøge at få en tid først på dagen. Som regel ender jeg så med en tid omkring middagstid, og jeg har utallige gange siddet og ventet en time på, at doktoren skulle spise frokost, selvom jeg havde en tid kl. 10.30!! Denne gang prøvede jeg noget nyt. Jeg kunne se på deres hjemmeside, at min læge om lørdagen er der til kl. 17. Så bad jeg om en tid til kl. 16.30 i håbet om, at hun da også gerne ville hjem til en lørdag aften.

Jeg bookede tid i december, og engang i januar bookede jeg et hotel til os. Det ligger lige overfor hospitalet, og er faktisk rigtig dejligt til prisen. 2500 baht for en lejlighed med køkken i hjertet af Bangkok og så i højsæsonen – det er helt sikkert okay.

Så i går var dagen, hvor turen skulle gå til Bangkok. Vi havde forberedt det meste i fredags, så vi var klar til turen. Planen var at køre kl. 10, så ville vi ramme Bangkok mellem 13 og 14. Vi skippede vores fitness, men tog os da tid til en bolle og en kop kaffe.

Da alt var klart, ville min bedre halvdel lige starte bilen, så den kunne køle ned, inden vi skulle køre. Han kunne så bare ikke starte den. Den gav bare nogle knasende lyde fra sig, og det var så det! Han havde godt nok nævnt, at batteriet vist ikke havde det så godt, og han havde også ladet på det. Men nu var det helt dødt, og vi kunne ikke starte bilen. Sådan er bad timing!!! Vi kører simpelthen alt for lidt i den bil, og derfor dør batteriet alt for tidligt. Bilen er nu 7 år, og den har kun gået 35.000 km! Dertil kommer, at langt de fleste ture, vi kører, er meget korte, så batteriet lader alt for lidt.

Jeg var ved at få en knast, for jeg havde ikke lyst til at ringe til hospitalet og hotellet og forklare dem, at vi ikke kunne starte bilen! Vi prøvede desperat at lade på batteriet, men det hjalp altså ingenting. Hvad så???? Tænke tænke….

Så kom jeg i tanker om vores venner, som bor tæt på her. Han har en gammel bil, og jeg tænkte, at han da måtte ligge inde med nogle startkabler. Vi ringede til ham, og vi var så heldige, at han godt ville bruge tid og energi på at komme herned og kickstarte vores bil med sine startkabler! Vi har nemlig ikke nogen (men det har vi i morgen fra Lazada). 5 minutter senere dukke vores ven op, og så fik vi startet vores bil. Halleluja – mange tak til ham for indsatsen – og så direkte fra træning i fitness centeret!

Vi var kun næsten en time forsinket, men det var stadig muligt at nå til Bangkok i tide, så vi tøffede afsted. Der var meget mere trafik, end vi havde regnet med, så det gik noget trægt. Da vi nåede til Cha Am, åbnede himmelen sig, og det væltede bare ned med lyn og torden og kraftige vindstød. Nu har det ikke regnet det store i 2 måneder, men det skulle det så selvfølgelig lige i går! Aviserne skrev i dag, at tagene blev revet af huse og vejskilte fløj rundt.

Det kunne vi så ikke se, for vi kiggede bare ud i spray og kæmpe vandpytter.

Nå, men efter regn kommer sol, og det gjorde det også i går. Vi kom 60 km nordpå, og så var det tørt og fint. Så ramte vi bare vejarbejde i stedet for, så det skred meget langsomt frem. Heldigvis havde vi indregnet så meget buffer, at vi endnu ikke var i risikozonen.

3 timer og 28 minutter tog det for at køre 199 km, men det er altså ret normalt!

Da vi holdt udenfor hotellet, standsede vi bilen, men vi kunne ikke starte den igen!! Så var spørgsmålet: Gøre noget ved det nu, eller vente til i morgen tidlig?

Vi fik vore værelse, som iøvrigt var rigtig dejligt med en fantastisk udsigt! Det er en af de ting, jeg elsker ved Bangkok. Man kan være mellem højhuse på alle sider, men så er der lige en have med frugttræer midt i det hele. Det er en af fordelene ved “Gamle Penge”. Altså folk der ejer et stykke jord midt i Bangkok, men som ikke er interesseret i at sælge, selvom de kunne leve som grever og baroner for de penge, de kunne få for jorden og ejendommen. De skaber de her åndehuller med gamle træer og buske.

Oppe på vores værelse tænkte jeg: “Google er din ven” og satte min hjerne i problemløsningsgear. Jeg fandt ud af, at der ikke så langt fra hotellet lå en lille butik, som solgte bilbatterier. Min bedre halvdel fik linket til stedet, og så gik han ned i receptionen, hvor han fik den flinke receptionist til at ringe og forklare situationen. 10 minutter senere stod der en mand med et batteri, og han monterede det på hotellets parkeringsplads. Det er sørme da god service. Det er der, hvor thaierne har en virkelig force. “Alt lykkes i en gasovn” er nok mottoet!

Så gik turen til hospitalet lige overfor, hvor lægen ganske rigtigt havde travlt med at komme hjem og holde lørdag! Det er kun ganske få gange, at jeg har ventet mindre end en time efter min planlagte tid.

Min læge og jeg er kommet lidt på kant. Til at starte med var hun vældig imponeret over, hvor meget jeg vidste om min sygdom. Sådan er jeg – jeg vil da vide, hvad det er for noget, der foregår i min krop! Til at starte med sagde hun: “Oh, you know everything!”. Ja, jeg er dansker, og jeg tror de fleste søger information om det, de ikke lige ved noget om. Nu er hun ikke så glad for mig mere. Det skyldes nok, at jeg ikke bare lige lader mig operere på det andet øje for en stor pose penge (som iøvrigt er næsten det dobbelte af, hvad en thai skulle betale for det samme), hvis det ikke er absolut nødvendigt.

Sidste år fik jeg lavet en masse ekstra tests, og hun informerede mig ikke om noget som helst bagefter. Jeg ville bare væk derfra dengang, så jeg spurgte heller ikke. Til gengæld bad jeg om journalen, da jeg kom hjem. Den har jeg fået flere gange. Den er håndskrevet og på thai med tegninger af mine øje…. Meeeennn… Jeg kan jo godt se, at hun hver gang skriver, at mit uopererede øje er “stable”. Så hvorfor skulle jeg opereres? Jeg tror også, at hvis det var i Danmark, ville man ikke bruge ressourcer på at operere mig endnu. Det er slemt med den der mistro til privathospitalerne. De er som de værste sælgere på et marked – de ville sælge deres egen bedstemor!

Denne gang kom det så langt, at hun spurgte mig, hvorfor jeg var kommet i det hele taget. Ja til kontrol da?? Så lod hun mig forstå, at jeg da bare kunne gå til øjenlæge i Hua Hin i stedet for. Jamen farvel så! Nu vil jeg fortælle min øjenlæge her i byen, at han har ansvaret. Jeg kører ikke derop igen, før at jeg er så dårlig, at jeg selv føler, at det er nødvendigt at få den operation. Det er det værste ved privathospitaler – det er mere en forretning end et sted for dygtige læger!!  Jeg fik en regning på næsten 4 gange prisen for øjenlægen i Hua Hin for samme undersøgelse. Farvel og tak!

Vi var så kvæstede efter dagens oplevelser, at vi endte med at gå i seng ret tidligt, i stedet for at nyde at være i Bangkok! Vi stod så tidligt op i morges og nød udsigten til naboens have med nogle hjemmebagte pizzasnegle varmet i microbølgeovnen.

Bilen startede som en drøm! Tak til det lille værksted og tak til receptionisten, som lige gad og “go the extra mile”!

Hjemturen tog en time mindre end turen op, og vi var begge SÅ glade for at være hjemme igen. Bangkok er en dejlig by, men det er også skønt at komme på afstand igen!

Da vi nåede hjem måtte vi lige forkæle os selv med en favorit. Salat med kogt svineskind og fermenteret pølse. DEN er god! Det er ikke så tit, vi bestiller mad udefra, men i dag var lige undtagelsen. 85 baht for hele herligheden til 2.

God Søndag!

 

by Janne
Liv i Thailand

En lang historie….

Vejarbejde i Thailand kan være en lang historie…..

Udenfor Bangkok bygger man på en udvidelse af motorvejen sydpå i form af en løftet betalingsmotorvej. Thaierne kalder selv projektet for “Vejen der aldrig bliver færdig”. Det har stået på i omkring 20 år, og der er stadig ikke taget noget af det i brug. Hvornår det bliver færdigt, er der ingen der ved, men det har nok kostet en del mere end budgetteret med den fart, de har på! Til gengæld er der hver dag masser af kø på vejstykket, fordi den oprindelige motorvej er indskrænket på grund af byggeriet. Derfor kan det snildt tage 4 timer at køre de 190 km til Bangkok!

Jeg tror, at vi har fået grundlagt sådan et projekt i Hua Hin. Vores nærliggende “hovedvej”, hvor der er smækfyldt med hoteller, barer og restauranter ser ud til at blive Hua Hins svar på “Vejen der aldrig bliver færdig”!

Projektet startede i begyndelsen af august sidste år. Meningen var, at der skulle laves nye kloaker, nye vandforsyningsrør og ny overflade. Især det sidste var hårdt tiltrængt, for asfalten var blevet en ren pukkelpiste efter flere års arbejde med den nye højbane og masser af tunge lastbiler i området.

Jeg ved ikke, hvordan vandforsyningen er i Soi 94, men kloakerne trængte nok til en opgradering efter alle de nye steder, som har åbnet henne i gaden efter Covid.

Så alt var jo godt! Eller…… For det første syntes vi jo, at det faktum, at man skulle bruge 6 måneder på at lave 1 km vej, lød som lang tid. Så syntes vi jo også, at det var lidt dumt at grave vejen op lige op til og hen over højsæsonen, men sådan er det ofte her. Den slags tænker man ikke på. Men 6. februar var deadline, og det måtte vi så allesammen leve med.

Efter lidt startvanskeligheder gik de så i gang. De gravede løs i den ene side af vejen og begyndte at lave ny kloak. Det gik temmelig langsomt for udover gravning med gravemaskine, så var alt andet mere eller mindre manuelt. Støbning af brønde direkte på stedet og den slags.

Efter nogle uger gik det hele fuldstændigt i stå! Der var store huller – dårligt afmærkede – som man kunne falde i og slå sig til plukfisk i. Armeringsjern strittede ud mange steder, og kloakvandet var begyndt at underminere vejbanen. Rygterne gik, som de nu gør i en by af denne størrelse, og det forlød, at en af underleverandørerne var stukket af med pengene, og at budgettet var brugt op!

Da vi rundede det nye år, så gik de i gang igen. Måske fordi vi var nået ind i et nyt budgetår? De mange turister i området vadede rundt i sand og grus, og stadig med livsfarlige huller i siden. Langsomt fik de støbt dæksler til brøndene, og så gravede de da også op i den anden side, så vejen blev endnu smallere. Vores ølmand, som har sin forretning midt på stykket, rev sig i håret, for han skal jo både have varer leveret og selv levere ud. Det samme gjorde de fleste restauranter og barer!

Men nu er dækslerne færdige, og vi er igen i limbo. Der sker ingenting!

Det skal lige siges, at der ved hver brønd ligger en bunke opgravet vejmateriale, som ikke er afmærket, og som man fint kan ramme med sin bil eller motorcykel – især når det er mørkt. Der er også metal støbeforme, små stykker armering og andre ting spredt i siden af vejen.

Nu fik vi jo renoveret vores lille vej for et par år siden. Det tog også enormt lang tid i forhold til planerne, så vi ved godt, hvad Soi 94 har i vente!

Når de engang går i gang igen, skal vejen brækkes op, så der kan komme nye vandrør ned. Mange af forretningerne har heldigvis vandtanke, for ellers kan det blive et kæmpe problem at køre en forretning uden vand i mange dage. Når så det er færdigt graver man pænt langt ned – fjerner alt vejfyld og smider sand i. Den proces tog en måned hos os, og det var lige i en periode med masser af regn, så det var et kæmpestort mudderhul at komme igennem ud til den større vej. Det bliver slemt for de forretningsdrivende, men nu kigger vi jo så da “heldigvis” ind i lavsæsonen med knapt så mange turister.

Som en krølle på halen skal jeg lige nævne, at det ser ud til, at det øverste stykke af vejen ikke bliver lavet i denne omgang alligevel, selvom det oprindeligt var planen. Det stykke er nok det mest bulede stykke vej i hele Hua Hin og omegn, så det er jo en virkelig god disposition!

Nå, men det kan vi jo ikke gøre noget ved. TIT som vi siger: This is Thailand!

For at få noget positivt ud af hele det kaos, kører vi af og til ned på hjørnet ved banen og glor på trafik og får en enkelt eller to øl i myldretiden. DET er interessant. Før var det herhenne på vores lokale hjørne, men nu er det meget mere spændene at køre ned i den anden ende, for det vejarbejde kan virkelig lave mega kaos i trafikken!

Forleden var vi nede og bestille øl og vand hos vores ølmand, og samtidig med kom der en meget stor blokvogn og en mobilkran. Jeg sad ude og ventede, og det var da syn for guder, hvor meget rod det skabte. Nede på hjørnet ligger det, som hedder Wonderland. Det er et område med små barer, hvor nogle af dem er basthytter og andre indrettet i almindelige transport containere. Åbenbart skulle de der containere nu væk, og det er jo ikke noget, man bare lige flytter, så der skulle kran og blokvogn til.

Altså at se de trafikpropper i alt det rod med biler i begge retninger kloakdæksler, der stikker 25 cm op af jorden ude i siderne! Da de havde fjernet containerne i området, så var mængden af støv i området ganske ubeskriveligt. Vi havde vores lille elcykel stående udenfor, mens vi sad og kiggede på trafikken. Den var totalt støvet til, da vi skulle hjem godt en halv time senere! Sikkert rigtig sundt!

Så hvis man er til trafikkaos og vejarbejde, så er Hua Hin Soi 94 virkelig det rigtige sted at tage til!

Nå, men på det personlige plan, så er vi ENDELIG holdt op med at være syge! Vi har simpelthen hostet og snottet i en hel måned, og vi har bare været SÅ trætte af det! Jeg kan simpelthen ikke huske, at jeg nogensinde har været forkølet så længe! Men nu går det til levesiden og appetit og energi er ved at vende tilbage!

Så nu vil jeg nyde resten af min søndag.

Rigtig god søndag!