Liv i Thailand

Nostalgi og virkelighed

Man må godt blive lidt nostalgisk på sine gamle dage, men så er det jo også okay, når nutiden og virkeligheden heller ikke er så ringe endda.

I går aftes var min husbond og jeg lidt “i byen”. Vi kan godt lide at gå ud lørdag aften, fordi den aften er lidt mere “aktiv og gang i den” i restauranterne heromkring. Vi har fundet en lille bar nede ved jernbanen, som hedder Cheetah Bar. Bestiller man noget at drikke, så får man tapas med i købet – mellem kl. 18 og 20. Godt nok er en øl dyrere end mange andre steder, men hold nu op nogle gode tapas.

For 25 år siden var vi allerede klar over, at vi helst ikke ville blive gamle i Danmark. Vi havde vendt blikket mod Spanien, og efter utallige ferier i snart sagt alle egne af landet, så besluttede vi os for, at her skulle vi blive gamle sammen. Det var før, Spanien kom med i EU, og en tapa kostede 100 pesetas (ca. 4 kr.). Vi begyndte at gå på sprogkursus i Spanien i alle ferier, og vi terpede uregelmæssige verber over søndagens morgenmad. Det endte med, at vi til sidst kunne læse og forstår spansk, men at tale det var en anden sag. Spaniere er ikke særligt tålmodige, hvis man taler spansk som en 5 årig og skal lede efter ordene. Vi var altid mega stolte, hvis vi kunne få lavet hele sætninger, selvom vi tit slet ikke forstod svaret.

Senere efter euroens indførelse, kostede sådan en tapa 1 Euro, så det blev noget dyrere. Senere gik boligmarkedet amok, og det blev nærmest ubetaleligt, hvis man gerne ville have et lille hus. Så vi ændrede taktik. Vi kastede vores kærlighed over Thailand og begyndte at lære thai og finde ud af lidt om kulturen her. Efter mange rejser hertil var vi “hooked”, og efter en påskeferie til Chiang Mai, hvor jeg sagde til min husbond, at “just a dreamer” ikke er nok, så gik vi i gang med den alvorlige del af festen.

Vi købte huset her, og vi har aldrig fortrudt det, for vi er utroligt glade for at bo i Thailand, for at bo i Hua Hin og for at bo her i det her område, som er en blanding af by og landsby.

Men Thailand har jo også sine dårlige og besværlige sider. Og så savner specielt jeg den spanske tapas- og barkultur. Jeg elsker spansk rockmusik, og så er strandlivet i Spanien på promenader langs med vandet med masser af dejlige restauranter ikke lige noget, vi har her.

Så at sidde i Cheetah Bar i aftes med de to lækre tapas i billedet ovenfor. (undskyld, vi var sultne, og de så så godt ud, at vi lige kom til at spise det halve, før vi fik taget et billede)

Og så med to gutter bag os, der snakkede spansk med raketfart, var lidt som at komme hjem også!

Jeg blev godt nok lidt nostalgisk. Hvis man bare kunne træde ind i en kapsel og blive transporteret til et andet sted i løbet af sekunder, så sad jeg på Plaza De La Merced i Malaga! Og hvor ville mange ting være nemmere, hvis vi boede i Spanien! Ikke noget med visum og papirkram, ikke alle de sprogproblemer, adgang til sundhedssystem og ikke dyre sygeforsikringer, 3 timers flyvning for at kunne kramme vores venner og familie i Danmark…..

Nå, men der var ikke sådan en kapsel. Kun en dejlig have og nogle fine toiletter. Og så de to spaniere. Men deres tapas er fantastiske og meget varierede!

Senere blev vi enige om at prøve thai restauranten ved siden af. Med plasticmøbler og neonrør i loftet er det ikke lige det mest inspirerende sted, men det skal man ikke altid lade sig narre af. Heller ikke selvom der ikke er andre gæster! For hvis Grab Food chaufførerne henter mad i et væk, så er der alligevel nogen, der kan lide deres mad.

I Hua Hin er der et hav af Isaan Restauranter nu (egnen øst for Bangkok). Det er nok på grund af den store “indvandring” af mennesker fra Isaan i løbet af de seneste par år. Det være sig damer, der holder til i de mange barer, men også folk med madboder og restauranter til at lave mad til alle disse mennesker fra Isaan. Isaan mad er dejlig mad, og jeg er efter laaaaaang tid i landet ENDELIG ved at vænne mig til den stærke mad. Lige nu er vi i gang med at prøve nye restauranter hver eneste gang, vi går ud, og det er en rigtig sjov og lærerig oplevelse. I sidste uge fik vi papaya salat med flæskesvær – den drømmer jeg stadig om!

Vi gik ind restauranten lige ved siden af, som hedder “Tante Bun nr. 4”, og det viser lidt om, hvor travlt Tante Bun har! Når vi spiser thai mad ude, så bestiller vi gerne 3-4 retter, som vi deler, og det er en rigtig god (og meget thai måde) at spise på. Jeg styrer som regel menukortet og vælger, og min bedre halvdel skriver det på en seddel, for jeg kan simpelthen ikke huske navnet på 4 retter på thai i hovedet. Personalet var ved at falde om, over at jeg citererede stavemåden med thai bogstaver, og min husbond skrev på thai. Ordrerne blev bjæffet tilbage til køkkenet, som vi skrev, og første ret kom nærmest inden, vi havde fundet den sidste ret og fået den på papir.

Maden var fantastisk og meget billig, og vi måtte på grund af chilistyrke følge op med en ekstra stor øl.

SÅ meget mad og drikke for under 100 kr.! Jeg har ikke noget billede af maden, for vi var mega sultne! Det var kyllingevinger, stegte ris med kylling, paneng (curry – her i en mega stærk udgave) og grøn mango salat med fisk. Alt frisk og godt! Sådan her så regningen ud! De tilføjede bare prisen og LEO i bunden, og så fik vi sedlen tilbage.

Så fik vi lige nostalgien over Spanien sat lidt i perspektiv. Jeg tror ikke lige, at vi kunne spise og drikke sådan der for omkring 13 Euro?? Jeg tør slet ikke tænke på, hvad sådan et måltid ville koste i Danmark, men der er også koldt!

Senere fik vi en lille øl eller to på en propfuld Rockzone, og så var det tid for de to gamle at gå hjem. Endnu en dejlig lørdag aften!

Ingen klager her!

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Husk “Dødemandsknappen” ellers kan det blive dyrt!

Dødemandsknappen er den der knap, som feks. togførere holde nede hele tiden for at bekræfte, at de stadig er i live og ikke er ved at få et ildebefindende.

Sådan en knap har man også, når man bor i udlandet i et land, som ikke udveksler oplysninger med Danmark om dødsfald. Altså hvis man modtager offentlige ydelser. Ellers er Danmark helt ligeglad med, om man er død eller levende. Denne dødemandsknap blev indført for udenlandsdanskere for en del år siden efter en skandale, hvor det viste sig, at man udbetalte pension til personer, der havde været døde i månedsvis. Den hedder også en Leveattest.

Derfor er det jo forståeligt nok, at man skal trykke på knappen en gang om året. Man får besked i sin e-boks eller digital post om, at man skal trykke på knappen. Typisk i maj måned, men under Covid var der uregelmæssigheder omkring timingen.

Skulle det så ske, at man overser sin besked eller glemmer at trykke på knappen i Borger.dk, hvad sker der så? Ja, nu kender jeg en person, som har præsteret at glemme det, og det blev en dyr affære for ham. Han havde simpelthen overset beskeden med krav om leveattest i sin E-boks.

Man får ikke nogen rykker eller påmindelse fra Udbetaling Danmark. Når fristen er overskredet, så sender de (samt PFA) en besked om, at nu er udbetalingen standset. Udbetalingen af pension (eller andre ydelser) fortsætter først fra den 1. i måneden efter, at man har trykket på knappen. Det vil sige, at hvis man omgående trykker på den famøse knap og giver dem besked, så har man alligevel mistet en måneds pension. Overser man det i nogle måneder, ja så kan det blive meget, meget dyrt. Man kan nemlig ikke få pengene tilbage fra Udbetaling Danmark. Det skal dog siges, at PFA betales tilbage, for det er jo trodsalt ens egne penge, som de forvalter.

Men sociale ydelser som feks. folkepension bliver simpelthen konfiskeret af Udbetaling Danmark (PFA), eller også ryger de tilbage i statskassen. Penge som man har optjent, og som man har ret til ifølge lovgivningen.

Vil man læse mere om dette, kan man læse på dette link. På den hjemmeside er der også nogle grelle eksempler på, hvordan folk kan komme i klemme på grund af sygdom feks. Man mener, at staten indkasserer omkring 25 millioner kroner om året på dette, og jeg må sige, at jeg er rystet over, at det overhovedet kan lade sig gøre.

Jeg kan godt følge, at det er svært at følge med i sin E-boks. Jeg får feks. omkring 4 meddelser om året i boksen, og det kniber gevaldigt med at holde en rutine med at kigge der. Jeg har ingen skattepligtig indkomst i Danmark, så jeg er “ægte” udenlandsdansker, indtil jeg kan få min pension og skal betale skat af den i Danmark. Så ændres min status til delvist skattepligtig, og så er jeg pludselig interessant igen. Ud af de tre meddelelser, jeg har fået i min E-boks i år, at er to af dem beskeder omkring danske pengesedler, der udgår. Ja, undskyld, men “I couldn’t care less!”.

Der er mange formaliteter ved at bo i udlandet. Her i Thailand er der masser af krav om dokumentation og rigtig meget papirkram. Det er ikke som i Danmark, hvor man kan ordne rigtig meget online. Vi skal feks. melde os på immigrationskontoret hver 90 dage, for at få et stykke papir sat ind i passet med vores adresse. Man kan godt gøre det online, men nogle gange virker det, og nogle gange gør det ikke, og vi tager ingen chancer, når det gælder vores visum. Fra næste år skal vi også til at rode med skat, og det bliver spændende at se, hvordan det bliver håndteret. Førhen var det sådan, at man ikke blev beskattet af penge, der blev taget ind i landet, og som var tjent i året/årene før. Fra 1. januar skal man betale skat af alt, men man kan så få nedslag for den skat, man har betalt i et andet land, hvis der er en dobbeltbeskatningsaftale. Det har Danmark med Thailand, men vores lille lokale skattekontor skal nu have styr over aftaler med potentielt over 60 forskellige lande.

Men Danmark kan altså også! Jeg har lidt aktier i Danmark, og de giver en smule udbytte. Da jeg ikke er skattepligtig i Danmark, skulle jeg så teoretisk set ikke betale udbytteskat. Men på grund af den store skandale for nogle år siden, så trækkes udbytteskatten automatisk, og så kan man kræve dem tilbage. Man skal udfylde et meget omstændeligt skema på skat.dk, selvom de jo allerede har alle oplysningerne! Det gjorde jeg så i begyndelsen af oktober sidste år. Jeg samlede nogle år sammen, for beløbene var ikke særlig store. For en måned siden rykkede jeg for svar, selvom der stod, at det kunne tage op til 18 måneder for sagsbehandling. Skat kom tilbage og meddelte, at det kunne tage op til et år mere. Altså 2 års behandlingstid for en lillebitte simpel sag og et latterligt lille beløb. Da jeg lavede det samme for ca. 3 år siden, kom de efter et halvt år tilbage med nogle spørgsmål. Da jeg ikke kunne bevise, at jeg havde betalt skat af beløbet i Thailand (fordi beløbet er langt under grænsen for overhovedet at betale skat her), så konfiskerede de lige 10%!

Det betyder så bare, at nu er jeg millimeterdemokrat, og jeg skal dælme kradse hver eneste øre ud af dem. Det er jo MINE penge, som de sidder på i årevis. Så udfylder jeg bare endnu flere skemaer og giver dem endnu mere åndssvagt arbejde!

En anden sag: Min husbond har mistet sit danske kørekort pga. alder, fordi vi bor i udlandet. Havde vi boet i Danmark, skulle han bare søge om et nyt kort uden lægeerklæring eller noget. Men fordi vi bor i udlandet, skal han møde op på borgerservice (i hvilken by??). Tak Danmark! Heldigvis har han da et thai kørekort, som også gælder i Danmark i 3 måneder, hvis vi skulle forvilde os dertil engang.

Alt det her beviser bare, at mange ting holder op med at være nemme, når man bor i udlandet. Mange ting er ret automatiske i Danmark, men når man bor i et andet land (specielt udenfor EU), og man ikke helt har klippet navlestrengen (feks. folkepension – selvom vi her i Thailand kun kan få grundbeløbet og for mit vedkommende en brøkpension, fordi jeg ikke har boet længe nok i Danmark) – ja, så skal man altså ikke regne med automatik og man mister også mange rettigheder.

Dertil kommer, at man skal holde tungen lige i munden. Når man er på permanent ferie, så kan der nemt smutte en ting eller to, hvis man ikke er meget systematisk.

PS. Jeg havde ikke lige noget billede, der passede til temaet i dag. Derfor får I ovenstående foto af vores aftensmad for et par uger siden. Min egen lille kreation over den klassiske thailandske ret med feks. kylling eller gris: Pad Gaprao med kyllingehjerter. Gaprao er en slags basilikum, og den er vi beriget med i stor stil, for vi har en selvsået stor busk og masser af aflæggere i flisefugerne bagved huset. Når der luges, står den på Pad Gaprao. Smagen af gaprao er meget speciel, men det smager bare godt. Klassisk tilbehør i form af rå grønne bønner og hvidkål (som er mere som spidskål her).

God Søndag!

 

 

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Positivt og negativt

Jeg vil starte med den positive historie i dag, som handler om god service på højeste niveau.

For et par uger siden tabte jeg min telefon på gulvet i sådan et fumle, næsten gribe men alligevel tabe stunt. Den landede fladt på fronten på køkkengulvet, og jeg kunne godt se, at mit beskyttelsesglas havde fået en revne. Selve telefonen fejlede ikke noget, så det var jo bare et spørgsmål om et nyt beskyttelsesglas. Sådan noget er ikke særlig dyrt her, men til min telefon er det lidt dyrere end normalt, fordi den har buet front. Det koster omkring 700 baht, og så er det monteret med UV lys.

Da min bedre halvdel så brillierede med at smide sin telefon på gulvet et par dage senere, så var der behov for TO nye glasfronter…. Hans telefon landede på det ene hjørne, og som på min var det beskyttelsesglasset, der tog skraldet.

I vores lokale shopping center, Market Village, er der en hel etage, hvor de reparerer telefoner og andet elektronisk udstyr. Her har de også alt muligt tilbehør til telefoner, tablets og computere til fornuftige priser. Kvaliteten af arbejdet kan godt være noget svingende, så jeg har en tendens til at undgå alt for lange negle, kæmpe øjenvipper og en lidt for dyb udskæring. Det hjalp mig dog ikke med min gamle telefon, som et par herrer beholdt i 14 dage, hvorefter jeg fik den tilbage i en pose i stumper og stykker – uden cover og med flere manglende skruer indvendigt!

Nå, men vi kom så ikke lige afsted derned, og det var vist godt nok, for for en uge siden havde jeg lige glemt, at min telefon lå på mit skød, da jeg stod ud af bilen. Så den tog lige en ordentlig styrter ned i sandwash (sådan noget støbt beton noget med små bitte sten i, som er ret almindeligt her). Så var der ikke bare en revne i mit beskyttelsesglas men et helt mønster over hele skærmen! Gudskelov for den skærm!

Næste dag var det så afsted med begge telefoner, og mens den lille bod arbejdede på dem, så fik vi lige ordnet et par ærinder. Måske kom vi for tidligt tilbage, for de var noget stressede over, at vi stod og kiggede på at de arbejdede. Det så fint ud, og vi tog glade hjem. Da vi kom herhjem var der allerede en lille boble under mit glas, og næste morgen var der en pænt stor boble. Desuden var der ligesom om alt det hvide “glitrede” i alle regnbuens farver. Tilbage igen! De var flinke og fik så sat glasset superfint på, så jeg var mega glad.

Vi havde en stille aften herhjemme og gik relativt tidligt i seng. Da vækkeuret ringede kl. 6.30 næste morgen, så min telefon sådan her ud. Læg mærke til den grønne stribe……

Jeg blev straks lysvågen og var bare helt knust. Min telefon er ikke særlig gammel, men den er købt på Lazada med 3 måneders garanti (jeg sparede 30% ved at købe den der), og så er den også over et år gammel. Jeg levede med den grønne stribe hen over weekenden, men når man i forvejen har problemer med at se ordentligt, så kan det altså være temmelig forstyrrende. Jeg var virkelig ikke meget for at få en eller anden tilfældig nede i Market Village til at ordne den, så jeg trak den lige lidt. Jeg skulle også lige gøre min tablet klar med Mit ID og alt det der, hvis jeg nu fik telefonen tilbage i en plasticpose med et “sooooorrrryyyy”.

Min telefon er en Vivo (ligesom min mands også er), som nok ikke er særlig kendt i Danmark, men de er temmelig store her i Thailand sammen med Oppo. Begge mærker er ejet af samme koncern, som er en af verdens største mobiltelefonproducenter. Man kan få en high end Vivo telefon for under 3000 kr., og det kan vi lide i vores lille familie! Jeg har altid været Samsung fan, men jeg nægter at betale 10.000 kr.  for en telefon.

I og med at Vivo er så populært her, så er der sørme et Vivo service center i lille Hua Hin, fandt vi ud af. Jeg besluttede, at det da var der, min gode telefon skulle hen og kigges på.

Vi tog derud, og som det tit sker, så kunne jeg se panikken i deres øjne, da vi trådte ind ad døren. Åh nej…. Udlændinge… Ikke så meget fordi de har noget imod os, men mere fordi de ikke kan tale ret meget engelsk hvis noget i det hele taget. Jeg havde øvet mig på forhånd på nogle thai sætninger i forbindelse med denne her ekspedition, så jeg følte mig nogenlunde godt forberedt. Jeg tog telefonen op ad tasken og viste ekspedienten den grønne stribe. Hun blev meget lettet og smilede bare løs, og jeg behøvede ikke at sige mere. Det kunne åbenbart løses, så jeg var lettet allerede der.

Hun fik kopi af mit pas, og jeg skulle skrive under både her og der (som det nu er her i Thailand). Hun skulle også have mit password til telefonen. Der blev jeg lige lidt nervøs (så jeg ændrede lige password på nogle apps, da jeg kom hjem). “3 hours”, sagde hun, og så fik hun min husbonds telefonnummer, hvis det nu skulle tage længere tid. Vi fik ikke spurgt ind til prisen, så vi anede ikke, hvad det kunne rende op i. Da vi kom hjem, følte jeg mig helt nøgen uden min telefon, som jeg bruger til alt muligt fra madopskrifter og inspiration til bodyweight øvelser til vækkeur og homebanking. Men jeg klarede det da – abstinenserne var ikke alt for slemme, for min tablet var mit “Metadon”, når jeg nu ikke havde “the real thing”.

Efter 1 1/2 time ringede de fra service kontoret. Den var allerede klar. Jeg vil ikke sige, at vi løb ud til bilen, men det gik pænt stærkt med at komme afsted. Da vi kom derud var begge de to damer bag skranken bare totalt søde og smilende. Hun udleverede telefonen, så jeg kunne checke, om den var okay. Det var den – og den havde stadig det nye beskyttelsesglas på. “Free”, sagde hun. Det kunne jeg slet ikke forstå, så hun måtte lige checke med sin kollega, at det var det rigtige engelske ord.

Så jeg fik repareret min telefon gratis! Inklusive en fin rapport og en regning på 0 baht.

Det er da nok noget af den bedste service, jeg nogensinde har oplevet her! Jeg forsøgte at bruge min garanti på min gamle telefon, men det problem mente butikken ikke var under garantien. De var ellers friske nok til at forklare mig, da jeg købte den, at de 3500 baht, jeg skulle betale ekstra i forretningen i forhold til Lazada, var min sikkerhed for garanti!

Så vores konklusion er: Skal vi have en ny telefon på et tidspunkt, så bliver det en Vivo. Vi checkede lidt op på det bagefter, og alle andre telefonmærker har kun service i Bangkok. Og at køre i 4 timer hver vej for at få repareret en telefon er altså ikke lykke!

Hurra for Vivo og hurra for super service og en rigtig god oplevelse!

Så til det lidt mere negative

Jeg har tidligere skrevet om et flot gammelt træhus lige henne om hjørnet her. Det er også på billedet øverst. Måske trænger det til lidt Gori, men flot er det da. Eller var…. Derfor var det også et stort chok at se forleden, at de har revet det fine, men godt nok ikke særlig vel vedligeholdte, hus ned. Med i nedrivning fulgte fældning af nogle vældig gamle, store og flotte træer. Nu er der bare en bar mark!

Vi snakkede tit om, at havde vi pengene, så havde vi købt det og givet det en nænsom renovering….

Området her omkring 88, 94 og 102 er i rivende udvikling i disse år, men man tager ikke hensyn til gamle bevaringsværdige bygninger eller specielle naturområder. Vandhuller fyldes op med murbrokker og byggeaffald, naturlig bevoksning ryddes, og der plantes bananer eller kokos for at ejerne kan undgå at betale skat (af jord der ikke er bebygget eller dyrkes). Der opføres kedelige lejlighedskasser overalt her, og meget af det er i en tvivlsom kvalitet.

Men det værste er at se, meget af det unikke og smukke forsvinde i processen. Men sådan er udvikling vel bare. Godt det ikke er gjort sådan i en by som Ribe, hvor jeg kommer fra (eller ihvertfald tæt på). Danmark er et godt eksempel på, hvordan man kan “styre” udviklingen med byplanlægning og den slags. På godt og ondt.

Jeg er bare glad for, at jeg nåede at tage nogle gode billeder af det fine hus. Jeg tror også, at jeg nærmest hver gang, vi er kørt forbi igennem årene, har sagt: “Hvor er det et fedt hus”.

God søndag!

by Janne
Hua Hin

Hua Hins natteliv lige pt.

Lige for tiden er nattelivet i Hua Hin blevet temmelig stille – som i MEGET stille.

Hua Hin får tit skyld for at være en pensionistby med et kedeligt natteliv. Nu ved jeg ikke, hvad forventningen til et natteliv er, for vi er gode til at daffe hjem, før det bliver alt for sent. Men vi har en ven, som indimellem kaster sig ud i nattelivet, så vi kender da til, at der rent faktisk findes et natteliv.

Det kan være meget forskelligt fra by til by, for det er det lokale politi, der bestemmer, hvornår festen skal slutte. Her i byen er det officielt til midnat på langt de fleste steder, men mod lidt til “kaffekassen” kan man godt få lov at holde åbent længere. Der er også flere natklubber, som egentlig skal lukke klokken to, men jeg tænker, at de også punger lidt ud til ordensmagten, så de kan holde åbent til hen på morgenen. Det er der ihvertfald en del af dem, der gør.

Eller sådan var det indtil for et par uger siden i Hua Hin.

Hvis man kommer her som turist, kan det måske godt være svært at lokalisere natklubberne, for de er ikke rettet mod turisterne men mod thaier i alle aldre, og nogle går efter turister fra Bangkok. Nogle barer holder også åbent, men dem skal man kende, for de holder party bag lukkede døre for ikke at få en bøde.

Lige nu er det åbenbart bare “no go”, for der er vist helt dødt efter midnat. Og hvad skyldes det så?

Ja, det skyldes et mord, som fandt sted i Soi 80 for et par uger siden. En politimand (eller hvad han nu var, for medierne kaldte ham en politirådgiver) skød en soldat fra en kaserne i Pranburi på klos hold i en natklub i Soi 80 ud på de små timer. Jeg fandt aldrig rigtig ud af, hvad der egentlig skete, men død var soldaten, og det blev der en stor sag ud af. Reaktionen fra politiets side var, som man siger på engelsk “knee jerk” (som det der sker, når doktoren slår med sin lille hammer lige under knæskallen).

Lad os nu lukke alle barer og andre steder i nattelivet klokken 24 sharp!

Jeg tog mig til hovedet. Hvad skulle det hjælpe?? Det var da næsten bedre at lukke politistationen, når en politi ansat går rundt i nattelivet i civil og skyder andre folk! Uanset hvad forløbet har været, så er det da i min verden politiet, der har et problem!

Ikke ret langt herfra (faktisk lige overfor Rockzone) ligger der et meget stort thai spillested. De disker op med ret store musiknavne med jævne mellemrum, og de trækker temmelig mange kunder. Stedet kan vel rumme 2-300 mennesker i et kæmpe lokale, hvor man spiser og drikker, ser shows med dansere og hører thai bands spille. Jeg har kun lige været inde ad døren en enkelt gang for at se det. Det larmer simpelthen for meget til mig, hvis jeg skal kunne nyde et måltid. Stedet hedder “Chom Jan” (beundre månen på thai – måske refererer det til den kæmpestore discokugle, de har i loftet).

Som i Danmark, så starter tingene sådan et sted altså ikke klokken 19. Det er nærmere ved 22-23-tiden, og så er det da for træls at skulle lukke klokken 24. Men det er sådan, det er blevet. Vi har det fra pålidelig kilde… En god ven, som også tog billedet ovenfor fra Chom Jan for nogle dage siden. Politiet kører simpelthen rundt ved midnat og lukker alle steder ned! Jeg håber så bare, at beløbene til “kaffekassen” er gået i 0. Ellers er da ingen retfærdighed til.

Det hele er jo knusende for en branche, der i forvejen lider under lavsæson og en thai befolkning, der også lider under krisen, så de ikke har så mange penge mellem hænderne. Jeg har læst flere indlæg på Facebook, hvor turister spørger ind til, hvor de kan gå hen efter midnat. Hvor vi ellers nemt kunne komme med tips og hints som herboende, så er der altså ikke andre steder end minibaren på hotelværelset. Andre turister skriver, at de altså aldrig skal tilbage her til byen, for det er møgkedeligt!

Nu er det jo ikke fordi, jeg er helt vild med de typer, der tåger rundt i nattelivet og sover hele dagen. Jeg er heller ikke interesseret i, at Hua Hin bliver hardcore ligesom Patong på Phuket eller Pattaya. Jeg har det helt fint med vores lidt “støvede” image. Jeg tror, at mange vil give mig ret i, at man bare skal finde de rigtige steder, så kan man altså sagtens gå amok og få ondt i håret næste dag. Men jeg har godt nok ondt af de mennesker, der skal leve af det her. Og de har jo ikke gjort noget forkert i den forstand.

Det går over! Det gør det da. Når presset fra oven bliver mindre, og der ikke er mere i den der kaffekasse, så går vi tilbage til “normal” igen. Imens har en masse forretninger så mistet en hulens masse penge. Mange steder kæmper hårdt for at holde sig oppe. Specielt nu med “low season”. Der går ikke en uge, uden at et sted lukker og et nyt sted åbner. Der må være mange knuste drømme rundt omkring, men der er så også lidt for meget af alt det hele!

Vores ven Tam, som ejer Rockzone, har også sine problemer. Han har en stor aften om lørdagen, hvor hans eget band “The Answer” spiller. Som en af tjenerne sagde i går “Only high season on Saturdays”. Han har faktisk nærmest luksusproblemer, for det kan godt knibe med at huse alle de kunder, der dukker op på en lørdag. Det ER en stor aften, og musikken er supergod, hvis man er til rock. Flere blandt publikum er også oppe at spille eller synge, så der er en meget tæt stemning. Men kan han leve af en enkelt god aften om ugen. Næppe!

Jeg vil lige fortælle en sidehistorie til det. Tam har et hjerte af guld, og han er meget aktiv i hjælpearbejde, som relaterer sig til musik. Ude i et område ca. 50 km ind i landet, Pala U, har der været en del oversvømmelser på grund af kraftig regn. Her i eftermiddag har han arrangeret en koncert i bunden af Market Village (som er et shopping center). Der kommer 10-12 bands og spiller fra kl. 16 – 21, og der bliver samlet penge og tøj ind til de ramte familier. Jeg tager hatten af, for han har ikke selv meget at give af, udover sin musik. Jeg er sikker på, at knægten på 10, Namo, også giver et par numre på trommesættet. Han er ved at være lige så dygtig som sin far, og han er et trækplaster i sig selv!

Heldigvis har Tam lukket kl. 24 hele tiden, for han har ikke råd til at bidrage til kaffen, så han er ikke berørt af den seneste udvikling.

Lad os håbe, at tingene snart er tilbage til “normalen”. Også selvom det i princippet jo ikke er lovligt at holde åbent efter midnat.

 

by Janne
Hus i Thailand, Liv i Thailand

Daglige sysler

Jeg tænker, de fleste mennesker har nogle daglige sysler, der lige skal klares, og det har vi skam også her, selvom vi er på permanent ferie.

Det her er nok lidt kedeligt…..

Jeg har en sysle morgenrutine, som ikke er det store, men det tager alligevel lidt tid hver eneste dag! At jeg så propper et par hørepropper i og hører lydbog imens gør, at de mere trivielle ting bare bliver klaret, mens jeg er underholdt. Min bedre halvdel synes af og til, at jeg er temmelig tilknappet med de to røde Samsung Buds strittende ud af ørerne, men han laver jo også Sudoku (på tid!) om morgenen, så han er da selv helt væk indimellem. Jeg pløjer mig igennem 2-3 bøger om måneden på Mofibo, og jeg hører mest engelsksprogede romaner men da også en dansk i ny og næ. Lige nu er jeg vild med engelske noir romaner og engelske krimier.

Rengøring og småjobs i Danmark

Hvis man har problemer med at få tiden til at gå, så skal man bare købe et hus med en have! I Danmark havde vi et stort hus i Silkeborg, og det var en enorm stress faktor, især om sommeren, når vi begge arbejdede fuldtid. Jeg rejste også en del i perioder, og så var der ligesom heller ikke nogen rengøringskone, madpakkesmører eller kok. I vores lille familie har vi altid haft opgaverne delt op. Min bedre halvdel har taget sig af alt det, der hører hjemme under “at hænge hylder op”, mens jeg har taget mig af madlavning og rengøring. Ikke sådan at forstå, at han ikke kan tage en støvsuger, og at jeg ikke kan slå plænen, men sådan bare generelt.

Med et fuldtidsjob blev rengøring osv. til en plage, som jeg altid skulle bøvle med i en velfortjent weekend, hvor jeg egentlig skulle slappe af. Hvorfor jeg gik så meget op i det dengang, forstår jeg ikke i dag. Dengang kom der meget sjældent gæster og endnu sjældnere uanmeldt, så det kunne jo i princippet være lige meget. Her får vi ofte gæster, og mange af dem ringer bare på og dropper ind – og det er bare dejligt! Kommer de en dag, hvor vi roder eller ikke lige har fået støvsuget, ja – så må de jo bare beholde skoene på, så de ikke får beskidte fødder!

Hele den der stress over at skulle have “det perfekte hjem” for det tilfælde at nogen skulle komme forbi, har jeg heldigvis sluppet helt. Vores hjem i Silkeborg var ikke perfekt, for det var gammelt, og der var mange “ufærdige” ting. Sådan er det også her i huset, for det er også gammelt, og der er stadig masser af ting “vi” gerne vil lave (læs: jeg eller vi ønsker – min husbond laver). Nu har jeg lært at slappe af i det og sige, at vores hus bliver simpelthen aldrig perfekt, for i vores alder skal vi jo ikke bruge tiden på at renovere hus. Vi skal nyde livet!

Men tilbage til de daglige sysler…

Når vi står op om morgenen, så åbner vi stort set alle vinduer og døre i underetagen for at få havbrisen igennem huset. Vi er ikke flyttet til Thailand for at være i airconditionerede rum, og vi undgår det helst (undtagen soveværelset), for jeg fryser, bare temperaturen kommer under 27 grader. Naturlig udluftning virker det meste af året, men det har altså også sine ulemper. Først og fremmest får man en forfærdelig masse støv ind, og det er ikke bare støv. Det er sådan noget sort, klistret trafikstøv. I nogle perioder af året er det så blandet med aske, fordi folk brænder alt muligt skrammel af i hele byen. Så flyver der også blade fra træer og buske ind, og de der pokkers duer på taget smider fjer og dun, og de er ikke til at feje op, for de flyver bare ud af fejebakken igen.

Så har vi vores venner, som vi kalder “skideprinserne”. Det er gekkoerne, som simpelthen da bare kan lave den største ravage, mens vi sover! Mange af dem bor her fast. Vi har feks. 1 boende i et vindue bagved rullegardinet og en anden under køkkenvasken, som går på rov i skraldespanden og skræmmer livet af mig, når den springer ud, når jeg lukker skuffen op. I vores hus har vi dem overalt, og der ligger små “korn” ligesom muse høm-hømmer overalt i underetagen, når vi står op. Nogle af dem har desværre tynd mave, og det kan altså ikke bare fejes op med en kost. I morges, da vi stod op, havde en af dem præsteret at lave 3 løbere ned ad væggen over en dør! Men min bedre halvdel siger altid: “Tænk hvor mange myg, der er i sådan en klat”.

Så er der regnvejret. Lige nu er vi i regnsæsonen, og det kan give en ordentlig byge i løbet af dagen. Når man nu lige har taget sig sammen til at gøre rent og vaske gulve i går, så er det lidt irriterende, når man lige trækker møbler igennem regnvandet og sætter sorte fodspor på gulvet dagen efter…. Ja, jeg vil slet ikke nævne, hvad der sker med vinduerne, når man nu ikke har meget udhæng. Men de vinduer må bare klare sig selv!

Morgenrutiner

Så min morgenrutine er lige at skifte klude, viskestykker og håndklæder, for de holder bare ikke ret længe i denne varme. Så skal der lige støvsuges eller fejes lidt efter “prinserne”, og hvad der nu lige er kommet ind med vinden, og så får de værste pletter lige lidt med en mikrofibermop. Måske er der et par termoglas fra aftenen før til opvask, og så skal der vandes krukker, hvor vores havefolk ikke gør det. Så kan der være vasketøj eller en fuld opvaskemaskine, der skal tømmes.

Det lyder kedeligt, men når jeg lytter til en god bog, så går det hele jo som en leg. Det gode ved en daglig rutine er, at så behøver jeg heller ikke at gøre “rigtig” rent i tide og utide. Jeg holder bare det værste skidt nede, og det kan jeg fint leve med. Så er der nemlig også tid til at lave ingenting eller hygge mig med eksperimenter i mit køkken.

Hjælpemidlernes konge

Inden vi flyttede hertil købte vi nogle hvidevarer i Danmark – heriblandt en ny støvsuger. Den blev meget berømmet af sælgeren i butikken (tror måske han fik kommission for at sælge den). Den var meget dyr (3500 kr.) og meget dårlig, og den har været repareret mange gange af min handyman. “Nothing sucks like Elektrolux”, angiveligt deres eget lidt kiksede slogan fra 70’erne.

Så fandt jeg den her kinesiske støvsuger på Lazada webshop til små penge (omkring 450 kr). Den er trådløs, og så er den bare “kram”. Altså alt er bare kvalitet, når det gælder mekanik, samlinger, betjening, tilbehør osv. Den er blevet min “bedste ven”, når der skal støvsuges, og den gamle Elektrolux er næsten gået på pension. Den bliver kun brugt, hvis strømmen slipper op på den nye, og den kan fint klare 100 m2 på en opladning. Tænk sig, sådan et vidunder for 450 kr – se billedet øverst.

De små daglige sysler er altså helt fine, og de holder skidtet nede!

Godt nok gider jeg ikke ret godt at gøre rent, men senere på året runder jeg et skarpt hjørne. Til min store glæde får vi besøg af flere familiemedlemmer og venner. Så nu får den lige gas med at rydde op og gøre rent i krinkelkrogene. Det er også en rigtig god ting, og det er jo rigtigt, at et hus har godt af at få gæster.

En lille kommentar til sidst…. Man spørger måske sig selv, hvorfor jeg ikke bare allierer mig med et rengøringsfirma eller en rengøringskone. Det er ikke særlig dyrt her. Men sidst jeg prøvede det, var cisternerne i alle toiletterne totalt skinnende rene, gardinstængerne tørret af, og lamper skilt ad og samlet igen, men tiden var løbet ud, så jeg måtte selv støvsuge og vaske gulve. “Gør det Selv” er mit motto!

God søndag!

by Janne