Status

Her er en lille status over, hvad der lige foregår her i disse dage.

Først og fremmest så er vores veninde, som strandede her hele sidste uge, kommet godt hjem. Jeg tror, hun til sidst så det som en forlænget ferie på en uges tid i stedet for som en katastrofe. Hun nåede at synge nogle sange sammen med bandet i baren, hvor vi kommer om onsdagen, og hun nåede at få en masse thai mad, som hun var stolt af at kunne spise med godt med chili i. Hun nåede at få svømmet mange omgange i vores pool, og så nåede hun at spise tapas open air på vores loftsterrasse, mens vi kiggede på måneformørkelse.

Men nu er hun hjemme igen, og hun har fået sin lille hund hjem, så der er muligheder for at gå ture i naturen med Simba i den friske luft. Her har der nemlig været skyhøj PM 2.5 de sidste par uger – altså den farlige luftforurening, fordi de brænder af, selvom det er ulovligt. Sådan noget er der jo heldigvis ikke i Danmark.

Jeg er også blevet spurgt om en status på vores male hus projekt. Det gik sådan set ret fint, og vi tror også på, at det nok skal holde længe denne gang, fordi de har brugt blank maling og ikke halvmat, som vi ellers foretrækker (men glemte at fortælle maleren). Ja, der har været nogle ups’er. Vi har nogle naturfliser, som de har spildt maling på og så tværet det ud med en klud – det bliver pletten ikke mindre af. De har også malet murværk udenfor med vinduerne åbne, så nu er vores sorte lænestole oversprøjtet med bittesmå stænk af vægmaling, som ikke lige er til at få af. Der er også et par steder, hvor de har malet med hvidt, hvor det skulle være gult, men det er nu lige meget. Alt i alt var vi glade for det team, og det var lige før vi skulle kramme, da det tog afsted for sidste gang.

I går var vi ude i en Rescue 911 manøvre. Vi har en thai ven, som er kommet i alvorlige vanskeligheder, fordi han har kautioneret for et lån for omkring 14 år siden. Han har garanteret med sit jordlod for sin brors lån, og nu kommer kreditor tilbage og vil have vores vens jord og hus, fordi broren åbenbart ikke har betalt de sidste mange år. Det er jo en smart investering af kreditor, når renten er 15% om året, og grund- og huspriser bare stiger i området med raketfart. I går var vi alle 3 hos vores advokat, så vi håber, at han kan gøre noget, fordi sagen burde være forældet. Lad os se – thaierne snyder ikke bare turister indimellem – de rundbarberer også hinanden. Vi må krydse fingre!

Næste uge er for vores vedkommende “helvedesuge”. Jeg er ikke god til offentlige kontorer, men i denne uge skal vi forlænge vores visum med alle de kopier og papirer fra banken samt fotos osv. der skal til for det. Det tager nok hele dagen, så jeg må simpelthen tage en mental Valium og bare få det overstået. Vores bil skal også synes, og vi skal betale vejskat, som er på et kontor en halv times kørsel herfra. Det tager nok også en halv dag…. Men sådan er det hvert år, og det skal bare overstås!

Vi havde begge influenza for nogle nogle måneder siden, og det er noget, der rammer os ca. hvert 10. år. Men nu har jeg simpelthen fået den værste hoste igen. Jeg er ved at hoste mine lunger ud, men heldigvis kan man få en hostesaft i håndkøb med opium i, og SÅ er der ro. Jeg var oppe klokken 3 i nat til den store medicinudlevering – næsespray, hostesaft og hostestillende piller. Efter 20 minutter sov jeg igen som en baby! I aften skal jeg også bare medicineres til den store guldmedalje!

Om lidt kommer vores veninde Pam. Vi har ikke set hende i længe, for hun har været nordpå og besøge sin mor, og så har vi jo haft gæster. Hun kommer med noget mad til os, som hun selv har lavet, og så har hun også købt en gave til mig, siger hun. Hun er mega sød! Så får vi lige et par øl og en hold snak, og det er altså også hyggeligt!

God søndag til alle!

Liv i Thailand

Strandet i Thailand

Vores veninde fra Danmark er strandet i Thailand, og det er nok ikke lige det værste sted at strande….

Vores veninde har boet i en lejlighed (en rigtig lækker penthouse lejlighed til kun 12000 baht for en måned) i februar, og hun skulle lige have en enkelt overnatning hos os, inden hun skulle hjem igen. Lørdag gik det så op for os, at så simpelt var det ikke!! Hun skulle flyve med Emirates over Dubai, så det kunne vi jo godt regne ud ikke kom til at ske.

I stedet for at gå i gang med at finde en anden billet med det samme, ventede vi til næste dag for at høre fra flyselskabet (som først henvendte sig sent søndag), og det blev det hele altså ikke nemmere af.

Jeg er gammel rejsehaj, og jeg har ikke glemt, hvordan man finder flybilletter, men jeg må sige, at som søndag formiddag gik med at rode rundt, så gik det op for os, at det ikke var så nemt. Emirates opfordrede folk til at kontakte dem for ombooking, men vi kunne jo godt regne ud, at de da nok var lagt fuldstændig ned af folk, der var desperate for at booke om.

Vores veninde var meget berørt af situationen, men jeg sagde til hende, at hun jo bare kan bo her, indtil hun kan komme hjem. Vi endte med at finde en direkte flyvning fra Bangkok til København fredag nat men desværre til en noget pebret pris. I dag er humøret så heldigvis lidt bedre, og hun er begyndt at se det som en forlængelse af en i øvrigt fin ferie. Og hva’ – vi har jo haft gæster i to uger lige inden, så vi fortsætter da bare med ikke at lave ret meget. Ha ha.

Jeg har sagt til min veninde, at hun skal se, om hun ikke kan få pengene for billetten tilbage fra Emirates, men hun er jo nok nødt til at væbne sig med tålmodighed, for der er jo i tusindvis af sager, de skal pløje sig igennem.

Jeg plejer ikke at udtrykke mig politisk på min blog, men jeg må indrømme, at jeg (mildt sagt) er meget, meget træt af den skøre kugle med den orange make-up. Han er da ved at splitte hele verden ad. I øjeblikket er jeg ved at læse hans nieces bog om hans opvækst og ungdom, og den familie har da været helt forkvaklet. Ikke så sært at han farer rundt som en sur hanelefant og bare vælter det hele. Men det er dælme ikke nogen undskyldning. Det land har et kæmpe problem, når det her overhovedet kan lade sig gøre!

Nå, men så til noget helt andet.

Hua Hin har haft myggeplage de sidste uger. Det er meget mærkeligt, for der kan ikke stå vand nogen steder, for det har kun givet en enkelt byge de sidste 2-3 måneder. Det er primært de der små skiderikker, som man ikke rigtig kan se og heller ikke høre, andet end når de er ved at flyve ind i øret på en. Når de stikker svier det i ca. et kvarter, og så er det ovre igen. Men bliver man stukket 6-7 gange på en fod, så er det meget svært at lade være med at kradse i det.

Vores venner fra Danmark var stærkt plaget af det, og især han var ved at få fuldstændig myggefobi. Han fægtede rundt med den der myggeketcher, og for at det ikke skulle være løgn, havde de fået lukket dem ind i værelset også, hvor de skulle sove.

Jeg så en video, hvor man kunne købe et sæt med en lille batteriholder med blå lysdioder på og så et spidst net, som man kan sætte på en gulvblæser. Det bestilte jeg så i Kina, og da det kom, var vi spændt på at se, om det virkede. Da vi stod op næste morgen, var der fanget, hvad der svarer til et velvoksent kaffekrus i nettet. Holy Moses! Næste nat det samme, og det samme i nok en hel uge eller mere. Jeg fatter simpelthen ikke, hvor alle de myg kom fra. Når jeg stoppede blæseren om morgenen, var jeg nødt til at spraye nettet, for langt de fleste myg var stadig levende. Men derudover er det jo en ret smart måde at kværke en masse myg på. Nu er antallet af myg, vi fanger, gået drastisk ned, men det er da stadig bedre end at sprøjte sig til med DEET eller bruge myggespiraler.

Desværre betyder sådan et net manglende livs grundlag for nogle gekkoer, og det er beklageligt. Til gengæld betyder det færre små gavepakker fra gekkoerne (skideprinserne) så det kan jo betragtes som en ekstra gave.

I morgen er det “no alcohol” dag i Thailand pga. en religiøs helligdag. Der er også blodmåne og måneformørkelse i morgen aften/nat, så vi har aftalt med nogle venner, at vi skal spise noget mad her hos os under åben himmel og så kigge på månen. Så får vi da det bedste ud af den aften, hvor mange steder i byen vil holde lukket.

Så nu skal jeg i gang med at kigge på menuen. Det ser ud til, at det bliver jorden rundt på 80 minutter med blandt andet mexikansk, thai, mellemøstlig (undskyld) og dansk mad.

God mandag og god uge – på trods af alt det kaos, der er i verden lige nu.

Liv i Thailand

Et mærkeligt sammentræf

I dag vil jeg fortælle om et mærkeligt sammentræf, hvor man næsten ikke kan tro, at det er rigtigt.

Vi har haft gæster i et par uger. Både nærgæster og fjerngæster, hvilket vil sige, at vi har haft nogle nære venner boende hos os (det vil jeg komme ind på i næste uge), og så har vi to venner, som er her i februar måned og bor i hver deres lejlighed lige i nærheden.

Den ene af dem mødte vi for 3 år siden, og siden har vi sørget for at booke lejlighed og sørge for udstyr til den måned, hun er her. Vi kender efterhånden hinanden ret godt, og vi snakker jævnligt sammen på Messenger i de andre 11 måneder, hvor hun bor i Danmark. Når hun kommer hertil, er vi også jævnligt sammen til noget mad eller se på solnedgang på hendes terrasse.

Den anden mødte vi sidste år. Han er temmelig synshandicappet, og en af hans venner søgte på Facebook efter nogle mennesker til at hjælpe ham lidt her i Hua Hin. Det kunne vi da godt. Vi mødtes med dem begge en dag, og det viste sig, at vi havde fælles interesse i musik og flere andre ting. Selvom han kun kan se 5%, så klarer han sig selv fint med alt det lys, der er her i Thailand. Han er en super flink fyr, og udover lidt hjælp til indkøb og lidt småting, så kan vi også rigtig godt lide at være sammen med ham.

Allerede ved første møde viste det sig, at vi havde fælles bekendte. Da jeg var ung og grøn spillede jeg musik i flere bands på amatørmusik niveau. Vi havde et livligt musikmiljø for unge i Ribe (bla. min klasselærer i vores lille skole i Spandet som mente, at alle kunne spille og synge), og vores nye ven kørte faktisk langt for at spille i Ribe. Jeg spillede dengang i flere bands med helt unge mennesker. Han og jeg fandt også ud af, at vi havde en fælles bekendt, nemlig guitaristen i det ene ungdomsband jeg spillede i.

Vi snakkede lidt om det der et par gange sidste år, og her i år vendte vi tilbage til det igen. I sidste uge gik vi ud alle 6 (både nær- og fjernvenner), og så kom vi til at snakke om det igen. Pludselig siger han så: Kan det ikke passe, at I skulle indspille noget studiemusik på en skole uden for Ribe. Jo, det gjorde vi faktisk. I spillede blandt andet Black Magic Woman og Long Train Running? JA. Kan du huske, at der var en næsten blind der mixede? JA, det kunne jeg da faktisk godt huske, nu han sagde det. Tænk sig, så har jeg mødt ham, da jeg var 16 år gammel og aldrig mødt ham siden. Ikke før vi møder ham her i Hua Hin. DET er da virkelig mærkeligt!

Som baggrund fortæller jeg lige mit musikeventyr som teenager.

Jeg må have været omkring 16, da et par gutter kom hen til mig på en grillbar og spurgte, om jeg ville være med i deres band. Jeg var forfærdelig genert dengang, men på en eller anden måde fik jeg alligevel sagt ja til det. Vi spillede blandt andet i en kælder på en skole, så jeg kørte de 10 km på min Puch Maxi derud til Ribe en gang om ugen, og så kunne jeg sove hos min moster, som ikke boede langt væk.

Penge havde jeg ingen af, så jeg spillede på skolens klaver med min fars mikrofon nede i. Det lød ikke særlig godt, men det virkede da. Senere købte jeg et keyboard i Fætter BR at spille på, og det lød ikke ret meget bedre!

De andre 4 gutter var alle ret dygtige musikere – jeg var ikke nogen særlig god keyboardspiller, og jeg var nok bedst til at synge. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde helt forstod, hvorfor de ville have mig med i bandet. Men ringe var vi ikke. Vi var ude at spille nogle gange – den ene gang faktisk for et lidt større publikum, og jeg var bare ved at dø af skræk, men vi kom da igennem det.

På et tidspunkt ville de lave et studiealbum – det vil sige, vi fik det på spolebånd eller kassettebånd. Jeg måtte ikke sove ude med 4 drenge, så jeg fortalte mine forældre, at jeg var blevet veninde med trommeslagerens lillesøster og skulle sove hos hende. Min far var mælkemand hos dem, så han kendte godt familien, så det fik jeg lov til. Lillesøsteren var ikke hjemme, men jeg sov på en madras i stuen, så ingen fare.

Indspilning og mixning foregik på en skole i nærheden, så trommeslagerens far kørte os derhen – 6 personer i en bil! De havde hældt noget citronsnaps på mig, for jeg blev altid så nervøs, så jeg var nogenlunde ved godt mod. Der var hængt tæpper og alt muligt op i et lokale for at dæmpe lyden. Jeg kan ikke helt huske, hvordan det hele foregik, men vi fik indspillet 4-5 numre, og efter mixningen og tilretning, blev det faktisk ret hæderligt. Jeg havde mit kassettebånd i mange år efter, indtil det gik til og jeg smed båndoptageren ud.

På et tidspunkt stoppede vi med at spille, men jeg kan ikke huske, lige hvordan det skete. Vi blev jo også ældre! Jeg kan ikke huske bandets navn, men jeg mener, det var “Polyethylen Band” – fedt navn ikke??

Men hvor er det da bare mærkeligt, som livet kan spille en et puds. Og med vores vens hjælp kan jeg nu huske en masse detaljer fra dengang, som jeg fuldstændig havde glemt. Som et kuriosum, så skal det nævnes, at vores vens kone var med her til Hua Hin i nogle dage denne gang. Hun var faktisk med ude på den der skole for mange, mange år siden. Jeg kan godt huske, at jeg hilste på mixermesterens kæreste dengang!

Det var en lang smøre fra gamle dage, men de gamle dage er jo også med til at præge, hvem man bliver til senere i livet. Der er mega meget musik her i Hua Hin, og jeg kunne sikkert godt få lov at synge med nogen, men jeg kan også godt huske, hvor mange konflikter der kan opstå, når musikere er sammen. Det er noget med hjerteblod og følelser, og det kan godt blive noget giftigt noget.

Jeg nøjes med at nyde musikken, og det er fint nok til mig.

Nå ja – vores ven kontaktede den fælles bekendte guitarist i vores band og spurgte, om han kunne huske mig. Han svarede omgående: “Er det Lille Børges datter?”. Jeps. Min far var verdenskendt i Sønderjylland som mælkemand, postbud og vældig populær “sølvbryllupsmusiker” i mange år. Tjah – verden er lille!

Rigtig god søndag!

Liv i Thailand

Hua Hin i højsæsonen

Hua Hin er midt i turist højsæsonen, og det kan man altså godt mærke!

De sidste uger har været travle med turister her i Hua Hin. Som de fleste andre feriesteder flokkes turisterne i det dejlige klima i Thailand på denne tid af året, hvor det ikke er alt for varmt (jeg må være blevet thai undervejs, for jeg fryser bitterligt om morgenen og om aftenen, hvis jeg ikke har en trøje på).

Når man bor her fast, har man et ambivalent forhold til turister. Vi synes, at det er fedt at se, at der er masser af gæster i restauranterne, barerne, natmarkedet og vores lokale Food Court, Baan Khun Por. Det er dejligt at se de glade ansigter på ejere og personale de steder, hvor der lige nu er masser af gæster og en god indtægt, som de skal leve af frem til næste højsæson.

Bagsiden af medaljen for os er, at der er giga meget trafik – det har da aldrig været så voldsomt her i vores lille Soi 94 som i år – der er folk allevegne, og strandene er helt proppet med folk. Det er dog stadig bedre, at der er gang i svesken i forretningerne, end at det hele ligger øde hen.

Kommer man her til området som turist, så skal man lige huske et par ting!

Soi 94 er IKKE en gågade! Vi ser en del turister gå omkring i gaderne her i området, som om de er fredet i klasse A. Først og fremmest har thaierne ikke det forhold til fodgængere, som vi har i vores hjemland. Her er de frit bytte, og laver man et skridt forkert på det forkerte tidspunkt, så kan man altså nemt blive kørt ned. Selvom denne tid af året med mange fodgængere lægger en lille dæmper på farten, så ser vi stadig at motorcykler kommer blæsende med 50 eller 70 km/t op og ned ad en befærdet vej.

Vi har øje på en ung mand på en blå motorcykel, der larmer som 7 ulykker. Han ræser op og ned ad Soi 94 – nogle gange mange gange på en time, og jeg får altid nervøse trækninger, når han kører rundt. Jeg er ikke sikker på, at han har erfaringen til at styre den der hurtiggående motorcykel, hvis der opstår en farlig situation.

Forleden så vi en motorcykel med 4 drenge på i alderen 12-14 år. De var i skoleuniform, og havde lige fået fri fra skole. Det var ikke bare sådan en lam motorcykel til gamle damer, men en af de der “big bikes”, og de skreg af grin, da de gassede op efter at have passeret krydset på 94 til 102 lige i myldretiden. Vi kiggede lige på hinanden og tænkte: “Uha”.

Pas på i trafikken overalt i Thailand, men her i området er det ekstra vigtigt, for der er altså ikke nogen fortove, og vejene er meget smalle visse steder. Der er RIGTIG meget trafik, og der er ingen gågader lige her. Der er Grab Food chauffører, der skal bringe mad ud på akkord og mange mange mennesker på motorcykel, der ikke engang har et kørekort. For slet ikke at snakke om udlændinge, der lejer motorcykel uden et kørekort og så kører rundt som de vilde. Eller med en ordentlig kæp i øret….. Lige nu bruger vi selv Bolt eller Grab til at komme billigt rundt om aftenen, for vi bryder os bare ikke om at gå under de her betingelser.

Altså bare en påmindelse om, at livet KAN være farligt her i Thailand. Forleden så vi på nyhederne en video, som viste et helt regulært stort vejkryds ude på landet. Totalt fladt landskab, ingen sving eller noget. Alligevel lykkedes det to pickup trucks at brase sammen med alt for høj fart. De kunne jo begge se 2 km i alle retninger, så hvorfor tog de ikke farten af??

Nej, kun en tåbe frygter ikke trafik i Thailand!

I aftes var vi nede på den lokale food court til aftensmad. Efter at jeg har gennemskuet de thailandske menukort, kan jeg nu sammensætte en god blanding af 3-4 retter efter mottoet: En suppe, en salat, noget kød/fisk og noget sprødt fra flere forskellige boder. Det er altid billigt på Baan Khun Por, og man finder sine favoritter blandt de mange små boder med mad. Men der var bare RIGTIG mange mennesker, og man kunne godt se at procentdelen af “farang” var højere end normalt! Højsæson så det brager – og masser af trafik at sidde og kigge på.

Vi hygger os med højsæsonen, men vi må også indrømme, at vi også sætter pris på, når den er ovre. Om en måneds tid går det hele tilbage til “normal”, men så begynder de lokale også at beklage sig over, at der er for få kunder. Så må de jo nøjes med os gamle nisser, der bor her permanent eller halv-fast.

Nåh ja, og husk så, at man sagtens kan leje en motorcykel uden kørekort til den, men sker der noget, så er der ingen forsikring der dækker, hvis man ikke har kørekort til motorcykel og internationalt kørekort eller et thai kørekort til motorcykel.

God søndag!

Liv i Thailand

Male hus i Thailand – en kæmpe opgave

Vi havde egentlig ikke planlagt at få malet huset i år, men vores gode venner har lige fået malet hus af et lille firma, som de roste til skyerne. Gode håndværkere hænger ikke på træerne her, så det er bare med at slå til, når der viser sig den slags guldklumper.

Malermesteren kom forbi i november, og vi forhandlede pris, tidsramme osv., og indtil videre har det hele holdt. Han lovede at starte 10. januar, og det gjorde han. Da vi lavede aftalen afleverede han en kopi af sit ID kort, da vi skulle betale en del af prisen på forhånd, så han havde penge til at købe maling for. Det virkede da utroligt professionelt. Han er også den rolige og smilende type, som er god til at bruge Google Translate, så vi ikke har sprogproblemer. Desuden styrter hverken han eller hans folk rundt, så man får stress, og alt hans udstyr er pænt og i orden, og det er også lidt usædvanligt.

De dækker af! Ja, du hørte rigtigt – de dækker af.

Da vi fik malet sidst i 2020, svinede de alle vores helt nylagte fliser på terrassen til med både alkydmaling og vægmaling. Jeg fik nærmest et føl, da jeg så det, men de lovede mig, at det ikke var noget problem. 1 dag senere med skrabere og fortyndere var terrassen ren, men så havde de jo også spildt en hel dag i stedet for at bruge den presenning, som vi havde lagt ud.

Typisk Thai. My way or the high way. Det motto er sådan set i orden, hvis bare det er The BEST way, så må de gerne bestemme. Jeg fatter heller ikke, hvorfor de går fra malerbakken om aftenen med malingrester i. Så bruger de den første time næste dag på at sidde og banke i de der malingrester for at få dem ud. Når nu 10 minutter ved vandhanen havde sparet en masse tid og bøvl……

Derfor er vi også meget glade for det team, som vi har fået tildelt. De er ikke de billigste, men de er godt nok omhyggelige. De har i går siddet og kradset skruk puds ud, som skulle have været repareret for 15 år siden. Man kan også se på deres grej, at de ikke er nogle sjuskeører, der bare kaster rundt med tingene. Hvis det fortsætter sådan her, så får ham maleren ALT for meget at lave med al min reklame. Teamet består af nogle erfarne og ikke helt unge gutter (flere af dem har ikke så mange tænder). Faktisk er den ene af gutterne malermesterens far!

Sidste gang vi malede hus, købte vi malingen til både murværk og træværk og instruerede håndværkerne i, at de ikke måtte komme vand eller fortynder i malingen. Når vi nu selv købte malingen, så troede vi, at vi havde kontrol over situation, og der ikke var noget med, at de kunne spare lidt ved at spæde malingen op. De kunne åbenbart ikke lide den fede konsistens af den højkvalititetsmaling, vi havde købt, så de hældte lige en slat vand i bakken, når de skulle rulle. Med det resultat, at vores mure ligner et skakbræt, for det er ikke nemt at dosere ligedan med vandet på den måde. Og at malingen skaller af mange steder… Derfor forsøger vi os nu med at lade malermesteren bestemme.

Også det faktum, at de blander stillads og bambus på de svært tilgængelige områder er rigtig godt. Vi er meget spændt på, hvordan det kommer til at gå, men indtil videre er vi fortrøstningsfulde, og vi kan godt lide de folk, der kommer her. En malermester der kommunikerer og fortæller, hvad han har tænkt sig at gøre er guld.

Der kommer mere om projektet i næste uge. Nu skal vi bare nyde en håndværkerfri søndag, som vores meget håndværkerbefængte venner siger.

God Søndag!

PS. Her render jeg rundt i lange bukser, bluse og fleece trøje og jamrer over, at det er koldt (25 grader og blæst). Sender lige noget varme til det kolde Danmark!

Dansker i Thailand