Byggeprojekter har det med at gå i stå her i Thailand. Også i flere år og nogle bliver aldrig færdige og må bare rives ned.
Vi er vidne til et meget langtrukkent renoveringsprojekt overfor. Der lå “Baan Jack Hill”, som var 5 lejligheder i to etager, og det blev bygget vel for 15-20 år siden. Undervejs skiftede det ejer (måske flere gange), og i 2020 blev alle lejerne smidt ud, og så startede man et renoveringsprojekt i den ene lejlighed. “Håndværkerne” var et ægtepar med små børn, og det hele gik MEGET langsomt. Så gik det i stå. Og så kom der nye lejere ind i de 3 af lejlighederne til nedsat pris. Så kom der nye håndværkere, og de fik da gjort den ene lejlighed færdig med døre og vinduer, men der er ingenting indeni – altså ingen fliser, badeværelse, køkken eller noget. Så gik det i stå igen. Et årstid senere dukkede nye håndværkere op og begyndte at flå nummer 2 lejlighed fra hinanden. De arbejdede som gale, men vi kunne også se, at de måtte lave rigtig meget om. Den dag de dukkede op med døre og vinduer blev der råbt en del derovre, og glarmesteren kørte med alle vinduer og døre igen. Tror ikke, at mange af åbningerne var lavet efter de rigtige mål….. Så gik det i stå igen! Her i foråret smed man igen lejerne ud, og så kom et nyt team, og de var bare effektive. De arbejdede koncentreret, ryddede op efter sig, og de lavede nærmest ingen fejl, de skulle tilbage og rette. Vi tænkte, at nu var der da håb forude, og at vi indenfor overskuelig fremtid fik fred på terrassen i dagtimerne + en noget bedre udsigt end en ruin.
Sådan skulle det ikke være. En dag for nogle måneder siden red håndværkerne ud af døren igen, og så har vi bare set et par lastbiler læsse af eller hente nedbrudte ting, eller en enkelt mand der gik og ryddede op i det meterhøje ukrudt uden for terrasserne. Ja, så nu er det ret præcist 4 år siden, de gik i gang, og det ligner noget fra en krigszone!
Vi har selvfølgelig vores teorier om, hvad der er sket – det kan jo være, at ejeren skal spare sammen i “klumper” til at lave noget. Det kan også være, at han bliver uvenner med håndværkerne, eller at han bare synes, at det er sådan man normalt gør. Vi ved det ikke, og det er jo heller ikke verdens undergang. Faktisk er vi da lettede, når vi slipper for at høre på borehamre og vinkelslibere hele dagen lang, 7 dage om ugen. Men mon ikke det starter op igen på et tidspunkt? Tænker måske, at når de engang er færdige, kan de starte med at renovere de første lejligheder igen!
Soi 94 – vejarbejde
Så vil jeg gerne lige nævne vores lokale hovedstrøg nemlig Soi 94. Siden Covid 19 er området her eksploderet med lejligheder, hoteller, restauranter, barer og cannabisbutikker. Desuden har vi fået en ny højbane, og der er blevet kørt mange, mange hundrede tons jord til og fra – meget af det via Soi 94. Derfor er vejbanen nærmest som en skihop bane, og det er temmelig farligt at færdes der både i dagtimerne og især om natten. Derfor blev vores cykler også “parkeret” og vi købte en brugt el-scooter med 3 hjul. Så er det lidt sværere at vælte!
Kommunen har forsøgt at lappe vejen mange gange, men når man bare lægger 5 cm asfalt ovenpå nogle store sten, så holder det altså ikke. Stor var glæden så, da det endelig blev bevilget, at der skulle laves ny vej inklusive kloaker og vandforsyning.
Den 22. juli gik man så i gang med at grave vejen op i den ene side. For dem der kender området, så startede projektet ved 7-11 nede ved jernbanen. Vi måtte simpelthen ud og se, hvordan det påvirkede trafikken, så vi fandt en lille bar på hjørnet, hvor vi kunne følge slagets gang i myldretiden. Sikke en gang kaos, og de damer (bygningsarbejdere), der skulle dirigere trafikken, havde da ingen forstand på det. Vi morede os kosteligt, og så tog vi lige en anden vej hjem igen, så vi ikke skulle rodes ind i det.
2 uger var vejen delvist spærret af i dagtimerne, og de fik gravet nogle store kloakrør ned. De fik smidt grus/sten i renden igen, men der hvor brønddækslerne skal komme, står det stadig åbent. Jeg vil skyde på, at de er nået 300 meter – og altså kun i den ene side – og så gik det hele i stå! Det vil så sige, at de har arbejdet i 2 uger, og så har det ligget stille i 3 uger! Nu begynder jeg at forstå, hvorfor 900 meter vejarbejde skal tage 7 måneder! Det kommer til at strække sig hen over højsæsonen i december til februar…. Rigtig godt for de næringsdrivende i gaden!
En ting er så, hvor længe det skal ligge stille. En anden ting er, at der er rigtig mange muligheder for at komme galt afsted, hvis man ikke kender området. Afspærring til hullerne i vejen med armeringsjern strittende ud i luften er mildest talt mangelfuld, og kloakvandet render bare ved siden af rørene i jorden, fordi rørene ikke er sluttet til. Måske er det hele undermineret, inden de overhovedet kommer til at slutte det til?
Her er nogle billeder fra gaden – friske fra en sløv søndag eftermiddag i Hua Hin.
Flinke mennesker
Jeg har haft rigtig mange gode og sjove oplevelser via min blog, og det er virkelig også noget af det, der får mig til at forsætte med at skrive her. Det er rent “tilsæt” for mig, for jeg skal betale for at have den og tjener ingen penge på den.
I sidste uge var der så en læser, som tilbød mig at tage varer med til mig fra Bryghuset i Jomtien. Han ville ovenikøbet lægge ud for mig, men det behøvede han så ikke. Han havde besværet med at slæbe varerne med til Hua Hin i en køletaske, og han var så flink at vente på mig og min husbond i hotellets lobby, så jeg kunne få varerne.
Sikke en venlighed og hjælpsomhed! Det er virkelig noget af det, jeg skønner på her i Thailand. Folk har ikke så hulens travlt hele tiden, og rigtig mange gøre andre tjenester eller hjælper andre. Vi forsøger også selv at være hjælpsomme, hvor vi kan. Mit mantra er, at hvis man giver noget, så får man meget mere tilbage. Det er jo ikke sikkert, at det lige er fra samme sted, men det betyder jo sådan set heller ikke noget. Det er jo ikke et millimeterdemokrati.
Nogle gange kan man godt blive forlegen ved at tage imod hjælp, men det skal man jo ikke være, når nogen tilbyder det. Man sætter jo faktisk “giveren” i forlegenhed ved at sige nej, tænker jeg. Sådan føler jeg det ihvertfald selv, hvis jeg gerne vil hjælpe nogen, og de ikke ønsker min hjælp.
Mange tak til min læser for at bøvle med det. Jeg tænkte på dig, da jeg spiste min rugbrødsmad med kommenost til morgenmad forleden!
Rigtig god søndag!
