Liv i Thailand

Den allersidste Coca Cola

Sidste søndag drak vi den allersidste Coca Cola – ihvertfald for nu. Og uden at være fanatisk – man kunne jo måske godt forestille sig en belønningscola?

I mit barndomshjem i de tidlige år var der ikke råd til sodavand, og da min far var mælkemand, så kunne vi få alt det mælk og juice vi gad. Men til højtiderne blev der købt en kasse sodavand, så der var halvt Fanta og halvt Coca Cola. Uhhh – det var virkelig godt. Senere kom sodavand fra Frem i Ribe – de kostede kun 24,95 for en kasse med 24, men så skulle man også leve med, at det altså ikke var Coca Cola. En overgang var de klare colaer moderne, og dem kunne jeg egentlig godt lide.

Da jeg flyttede hjemmefra for over 40 år siden, tænkte jeg, at nu bestemmer jeg selv, så fremover skal der være en cola i køleskabet, så jeg kan få lidt cola, når jeg står op. Det lyder måske lidt perverst, men jeg har altid godt kunnet lide smagen og følelsen af at få munden renset, når man lige er væltet ud af sengen.

Da jeg mødte min husbond for 35 år siden, syntes han vist, at det var lidt mærkeligt at drikke et glas cola som det første om morgenen, men der gik ikke længe, før han havde vænnet sig til ideen, og han kunne faktisk også godt lide det.

På mit første arbejde var der kun Jolly Cola, men det vænnede jeg mig til, og så drak jeg da lige 5-6 stykker af dem om dagen. Det skal siges, at jeg bare var en lille spirrevip dengang, og det hang åbenbart ikke fast på mig. (Det ændrede sig så, den nat jeg fyldte 30!!)

Coca Cola var temmelig dyrt i Danmark, men vi havde det sådan, at det skulle være “the real thing” eller ingenting, så for at spare nogle penge (for dem havde vi ikke mange af), så drak vi de store 1 1/2 liters cola. Nøj, hvor sådan en var doven efter 3-4 dage!! Men vores daglige cola fix havde vi bare behov for, når vi stod op!

Jeg vil nu fortælle et par skøre historier om det her daglige Coca Cola fix.

Der hvor vi boede i begyndelsen af vores tid sammen, var i et gammelt hus på landet, som ikke var særlig velisoleret eller moderne. Dengang var det lige blevet smart at lave shots “Sort Svin” (tror det kaldes Små Grå) i dag. Så det lavede vi med 60% vodka fra Tyskland og tyndet ned med vand + selvfølgelig med Tyrkisk Peber bolsjer i. Jeg drak ikke så meget af det, for jeg kunne ikke lide at drikke shots på det tidspunkt, men vi havde det i cola flasker i baggangen, hvor der var køligt. En nat vågnede jeg og var tørstig, så jeg hentede en cola i baggangen. Da jeg sad i sengen, tog jeg lige sådan 5-6 store slurke “Coca Cola”….. Indtil jeg fandt ud af, at jeg lige havde drukket en stor portion alkohol en tirsdag nat, hvor jeg skulle på arbejde!! Nå, men jeg sov da godt den nat!

På et tidspunkt fandt vi ud af, at vi kunne købe 2 liters Coca Cola i Tyskland. De kom i sådan en blød flaske, som blev helt slatten, når den var åbnet. Da prisen nu var meget lavere, flyttede colaen nu op på natbordet, så vi lige kunne tage et bløb, hvis vi blev tørstige om natten. Det er egentlig underligt, at vi overhovedet har tænder tilbage….

En nat vågnede min bedre halvdel og ville have en tår cola. Han gad ikke sætte sig op, for som gammel inkarneret sengeliggende sygehuspatient kunne han da sagtens drikke af en flaske, mens han lå ned. Der skete så bare det, at den har bløde flaske klaskede sammen, så der sprøjtede cola ud over mig, sengen, sengebordet (som var i bambusflet), væggen bag sengen, gulvet og selvfølgelig var han også selv gennemblødt. Sikke et svineri! Og da Cola som bekendt klistrer værre en 7 ulykker, så var det et stort arbejde at gøre rent efter det.

Engang var mine forældre på besøg i en weekend. Vi havde lige købt vores hus i Silkeborg, og det manglede virkelig en kærlig hånd og det hele var meget overvældende. Mine søde forældre kom og hjalp os med at pakke flyttekasser ud, slå græs og luge ukrudt. Søndag morgen var min far blevet tørstig, så han fandt en 1 1/2 liters cola i vores køleskab”. Da han ville lukke den op, tabte han den på gulvet, og det virkede som en bombe, der fik cola til at sprøjte ud i hele køkkenet! Det tog flere år, før jeg fik gjort op med alle de der klistrede pletter på gulve, vægge, lofter og interiør!

Cola har været en fast bestanddel af vores hverdag i de her mere end 35 år, og hvis vi havde sat alle de penge ind på en konto og drukket vand i stedet, så havde vi været rige. Men jeg har også nydt at sidde på terrassen på et hotel i Spanien eller her i Thailand med en kold cola. Jeg har været glad for en cola, når jeg har været virkelig tørstig, eller når jeg har ligget syg med feber og ikke har kunnet spise noget.

Jeg har været så langt, at jeg har kunnet smage forskel på Coca Cola i forskellige lande, og i Danmark kunne jeg smage forskel på en Coca Cola på flaske (den bedste) og en i dåse (det mest praktiske). Vi har købt i kassevis af Coca Cola i Tyskland (ikke på de store flasker, da vi fik råd til dåserne), for de var trods alt billigere end i Danmark.

MEN…. Flere årsager har fået os til at tage beslutningen om, at nu skal det være slut! Vi har begge en lille ølmave, og den er virkelig svær at slippe af med! Og den der Coca Cola om morgenen er altså med til at vedligeholde den. Jeg spurgte lige Kloge Åge (Chat GPT), hvad den der 0,3 liter Coca Cola til deling om morgenen egentlig betyder:

Konklusion:

Hvis alt andet forbliver uændret, og du hver dag undlader 1,5 dl Coca-Cola i 1,5 år, vil du potentielt tabe næsten 5 kilo – uden at ændre andet.

Okay – det er da til at forstå!

Så er der den der skøre banan i USA, som er ved at splitte hele verden ad…. Normalt er jeg ikke den store politiske forbruger, men jeg er altså temmelig nervøs over alt det ballade den mand får skabt! Den Coca Cola, vi køber her, er brygget i Thailand, så det er jo med til at skabe arbejdspladser. Men Coca Cola Company betaler ikke ret meget skat i andre lande  – heller ikke i Danmark, hvor deres skat ligger omkring 1 million om året, og det passer jo slet ikke sammen med salget af Coca Cola produkter i Danmark! Så vi blev politiske forbrugere (ligesom min veninde, som droppede Heinz Ketchup og gik på den lokale – som også i min smag er meget bedre, for den er ikke så fyldt med sukker).

No more Coca Cola for us – ihvertfald ikke i hverdagen.

Jeg er glad for den lokale soda (dansk vand), så jeg tror bare, at jeg skal finde en måde at gøre den lidt mere frisk på til morgenbrug med noget lime eller lignende!

Vi har nu været “clean” i en uge, og mine abstinenser er ved at fortage sig. Den sidste cola nød jeg i fulde drag, og det er jo sådan man skal drikke sådan noget sukkervand. Ikke bare på automatik, fordi det “plejer vi”. Jeg tror, at min bedre halvdel kæmper lidt mere, men det går nok over.

Pengemæssigt vinder vi ikke meget, for prisen på Coca Cola i Thailand er ikke så høj. Og sammenlignet med en dansk vand, så er prisforskellen meget lille. Men vi har lavet et lille statement og sørget for, at de første 30 minutter på gåbåndet i fitness centeret ikke bliver brugt på at forbrænde morgencolaen.

God søndag – og spar nu på de der sukkerholdige drikkevarer.

 

by Janne
Liv i Thailand

Hædring af en lokal musiklegende

For nogle måneder siden døde en musiklegende fra Hua Hin området, og sidste weekend skulle han så hædres for sidste gang.

Da vi kom til Hua Hin for at besøge vores venner, som har et hus her, tog de os med på et legendarisk sted, som hedder Thaiwaii. Stedet lå langt uden for Hua Hin i Paknam Pran – ude midt i ingenting! Der mødtes alle musikelskere i Hua Hin søndag eftermiddag til livemusik og socialt samvær. Det var så populært, at der var arrangeret transport til og fra Hua Hin i minibusser, og folk stimlede sammen fra nær og fjern.

Der blev spillet musik indenfor, og udenfor var der de her små basthytter med bænke i, så vi kunne snakke sammen, selvom der var live musik indenfor. Øllerne var billige og stemningen var god, og til spisetid blev der stillet en fin buffet med thai mad frem, og meningen var, at man ikke betalte for maden, men lagde nogle penge i en krukke, som man nu selv syntes.

Vi nåede at komme der et par gange, men vi mødte aldrig rigtig ejeren, Richard og hans thai kone.

Senere skete der så en masse ting, hvor de forsøgte at flytte til en anden lokation hhv. i Khao Tao og Khao Takiab tættere på Hua Hin, men det gik vist ikke særlig godt. Så kom Corona, og Richard havde det vist ikke særlig godt med det hele. For et par år siden renoverede de så det gamle sted i Paknam Pran igen og forsøgte at få det i gang igen, men det gik heller ikke så godt.

Så blev Richard syg, og han døde så i USA tidligere på året, mens hans kone blev her i Hua Hin.

Hans enke, Jeab, ønskede at lave et mindearrangement for ham på det oprindelige Thaiwaii, og med støtte fra et par af de mere prominente gutter inden for musikken her i Hua Hin, så fik hun stablet et ret stort arrangement på benene, som blev afholdt sidste lørdag på en fantastisk fin solskinsdag.

Meningen var, at nogle af de etablerede amatørbands skulle spille først, og derefter var der mindetaler, og så til sidst var der jam, hvor folk spillede sammen på kryds og tværs. Der var en fabelagtig buffet med noget fantastisk mad, super personale og fri bar! Meningen var så, at vi alle skulle lave en donation til “Richard Fonden”, og det syntes jeg faktisk var lidt vanskeligt, så jeg forsøgte at holde styr på, hvor meget jeg skyldte for mad og drikke.

Jeg kom lidt for sent med at fotografere….

Et par dage før arrangementet kørte de to medarrangører og min handymand derned for at checke, at alt udstyret virkede, og at der var kabler, mikrofoner osv. til alle. Det tog alligevel nogle timer, for det hele havde jo stået stille i flere år, men de fik det op at køre.

Vi valgte at booke os ind på et lille splinternyt hotel på den anden side af vejen, hvor vi fik et superfint værelse med udsigt til Pran River for 890 baht for en nat.

Helt nye værelser – godt nok med verdens hårdeste seng!
Udsigt fra værelset

Vi ankom tidligt for at sætte min husbonds instrumenter af, og der mødte vi en god gammel ven, June, en meget dygtig thai guitarspiller og sanger, som tidligere spillede på Rockzone. Han skulle være opvarmning.

Vi skyndte os så over på hotellet med taskerne, så vi lige kunne klæde om. Jeg havde fået at vide, at der var aircondition indenfor, og da jeg er sart over for thaiernes polarkulde i aircondition, havde jeg taget jeans, en t-shirt med ærmer og lukkede sko med. Der var bare lige det, at den største air conditioner var gået i stykker, så der var mega varmt derinde. Så jeg måtte afsted i shorts og en brugt bluse og tennissko!

Da vi kom tilbage til Taiwaii, var PA systemet brudt sammen (altså det anlæg som alle skulle synge over og mange skulle spille igennem det også), og June havde kun nået en halv sang. Så min handymand var ret populær, da vi kom ind! De fik så anlægget til at spille i den ene kanal, og det var jo bedre end ingenting!

Så gik showet ellers i gang! Min husbond skulle spille med to bands og understøtte en duo lidt, så ham så jeg ikke meget til den dag! Buffeten blev suppleret igennem hele eftermiddagen med nye retter, og det er godt nok længe siden, at jeg har spist så meget og så længe!

Det var en mega hyggelig dag, men der blev godt nok også grædt mange tårer. De mennesker, der virkelig kendte grundlæggeren godt, var meget berørte af situationen. Selv formanden for Bandidos i Hua Hin kom. Han har sin egen rockbar på soi 102, og han fik sin første guitar af Richard for mange år siden. Selv han græd bitterligt foran Richards billede på det lille alter, der var stillet op.

Vi har en bekendt fra Østrig, og hende og hendes mand spillede også et par numre. Hun græd nærmest on-off hele dagen, og på et tidspunkt gik jeg udenfor for at snakke lidt med hende, for hun sad bare der og græd alene. Vi fik så en snak om, at det jo er bedre at miste nogen, som man virkelig holdt af, end aldrig at have haft nogen at holde af.

Så var der jam, og jeg skal da lige love for, at der blev gået til den! Jeg vil gætte på, at mindst 30% af de mange gæster var musikere. Der kom også et rent thai band og spillede nogle sange, og de var faktisk rigtig gode.

Haven er virkelig hyggelig med alle mulige kroge og hjørner. Der er en lille indhegning med en kat med 7 killinger og lidt længere henne gik en høne og passede sine små kyllinger. En ældre dame passede en baby, og der var børn og hunde over det hele.

Sikke en dag! Hvis nogen gad ære mig på den måde, når jeg dør, ville jeg da være pavestolt. Vi kendte ikke Richard, og vi var der kun, fordi min bedre halvdel spiller med folk, som var rigtig tæt med ham. Men han er en legende i Hua Hin for at fremme musikken og hjælpe unge talenter med at komme i gang med at spille.

Æret være Richards minde – jeg håber, der er masser af musik, hvor han er nu.

Næste morgen vågnede vi, før en vis herre fik sko på. Jeg havde medbragt en leverpostejmad (hjemmelavet leverpostej og hjemmebagt rugbrød), som desværre viste sig at være pivfrossen i køleskabet. Så måtte vi jo vente og nyde den fine udsigt til floden, mens madderne tøede op. Hvis man gerne vil have en overnatning ude på landet i nærheden af Hua Hin på et spritnyt hotel med swimmingpool, så kan stedet her varmt anbefales! Man skal bare huske at tage sine sko med indenfor, for ellers stjæler hundene dem, sagde ejeren til os, da vi ankom.

Søndag fandt vi også ud af, at vi begge to havde lagt en pæn donation i kassen for os begge, så vi havde i hvert fald ikke snydt os fra det!

Det lille alter for Richard

Da vi kom hjem søndag middag, kunne vi begge godt mærke, at både ørerne og det sociale gen havde fået noget at arbejde med, så det skulle bare være en stille søndag. Indtil nogle australske venner ringede og ville have os med ud og høre musik søndag aften. Nå, ja – vi kan altid gå tidligt hjem, meeeeeen – det skete så ikke. Vi er for gamle til den slags, for mandag var vi bare helt smadrede.

Musik er godt – ALTID! (Det sagde min musiker far altid!)

God søndag!

by Janne
Liv i Thailand

Hvad sker der lige med Thailand og Cambodia lige nu?

Hvad er det lige der sker mellem Thailand og Cambodia lige nu? Jeg har fået flere henvendelser fra venner og familie i Danmark, hvor de spørger om vi er okay, for de har hørt om sammenstødene mellem de to lande i medierne. Jeg er da glad for deres tanker og omsorg, så jeg tænkte at skrive lidt om det her i dag, selvom tingene udvikler sig time for time!

Altså Hua Hin ligger meget langt væk fra områderne, hvor de beskyder hinanden. Vi har dog nogle venner, som bor i Surin kun 30 km fra området, hvor de to hære kæmper. Vores venner kan høre artilleri og bomber hele tiden. Mange i området er blevet evakueret, men de bor heldigvis tilpas langt væk til, at de ikke er blevet sendt hen i en sportshal eller sådan noget. Vores veninde driver en meget velbesøgt restaurant og bar midt i et “villakvarter” ude på landet, og hun er ikke til sinds at lukke og slukke, men det bestemmer hun jo desværre ikke selv.

Jeg har sammen med Kloge Åge (Chat GPT) sammenfattet begivenhederne, så man kan få et hurtigt overblik over situationen. Som almindelig turist er man næsten sikkert ikke i fare, for området ligger øst for for Bangkok, og der er altså ikke ret mange turister i det område. I resten af landet mærker vi ikke noget til det, men medierne svømmer selvfølgelig over med nyheder om konflikten, hvor de to parter beskylder hinanden for al landsens ulykker og gensidige provokationer.

I det mindste hører vi næsten ingenting om de forfejlede forhandlinger med USA om at få toldtariffen ned fra 36%…. Det kan man jo så spekulere over!

Thailand–Cambodia konflikten 2025: En konflikt med dybe rødder

Konflikten mellem Thailand og Cambodia i sommeren 2025 er kulminationen på en lang række uafklarede grænsestridigheder, historiske spændinger og nyere politiske gnidninger. Situationen er kompleks, både militært og diplomatisk, og den har fået international opmærksomhed pga. de omfattende kamphandlinger og den humanitære krise, som nu udspiller sig.

️ Baggrunden: Grænser uden klare linjer

Striden mellem Thailand og Cambodia drejer sig især om områder langs grænsen, hvor templer og højdedrag ligger i uklart afgrænsede zoner. Disse områder har strategisk, kulturel og national betydning for begge lande. Under kolonitiden blev grænsen tegnet af franske kortmagere i 1907 – uden præcis afstemning med det faktiske terræn.

To tempelområder – Ta Muen Thom og Ta Krabei – er i dag centrum for de aktuelle kampe. Men spændingerne har tidligere koncentreret sig omkring det mere kendte Prasat Preah Vihear-tempel, som har været genstand for to afgørelser ved Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag.

⚖️ ICJ og de internationale afgørelser

1962: Dommen om Preah Vihear

I 1962 afgjorde ICJ, at Prasat Preah Vihear-templet tilhørte Cambodia, baseret på et fransk kort. Thailand accepterede dommen, men ikke nødvendigvis fordelingen af hele området omkring templet. Den præcise grænsedragning forblev dermed omtvistet.

2013: Fortolkning og præcisering

I 2013 præciseredes ICJ dommen og slog fast, at højdedraget omkring templet også tilhører Cambodia. Thailand blev pålagt at trække tropper ud. Det blev kun delvist efterkommet. Dommen omfattede ikke de nærliggende templer Ta Muen Thom og Ta Krabei, som i dag er en kilde til fortsat uenighed og militære spændinger.

Optrapningen i 2025

I slutningen af maj 2025 blev konflikten genoplivet, da en cambodjansk soldat blev dræbt ved grænsen. Thailand lukkede flere grænseovergange og indførte importrestriktioner. I løbet af juni og juli udviklede situationen sig eksplosivt.

Den 24. juli udbrød regulære kampe omkring tempelområderne. Både artilleri, droner og kampfly blev taget i brug, og kampene spredte sig til seks grænsezoner. Begge lande beskyldte hinanden for aggression, og tabstallene steg hurtigt. Mere end 250.000 mennesker er nu internt fordrevne, og mindst 41 mennesker er dræbt, heraf mange civile.

Thailand har siden brugt både F‑16 og Gripen-fly i nye angreb mod cambodjanske positioner, især i nærheden af Ta Muen Thom. Cambodia har svaret igen med artilleri og raketangreb. Begge parter anklager hinanden for at have brudt aftalen.

️ Våbenhvile – men kampene fortsætter

En våbenhvile blev indgået, så den skulle starte den 28. juli 2025 ved midnat efter pres fra internationale aktører, herunder USA, Kina og ASEAN. Aftalen blev forhandlet i Malaysia. Den amerikanske præsident Donald Trump spillede en rolle ved at true med at opretholde de annoncerede høje toldsatser (36 %) og handelsblokader mod begge lande, hvilket bidrog til presset for våbenhvile.

Men allerede få timer efter våbenhvilen trådte i kraft, fortsatte kampene.

Den diplomatiske front

De diplomatiske relationer mellem de to lande er stærkt forværrede. Ambassadører er blevet hjemkaldt, og den nationale retorik på begge sider er blevet skarpere. Internationale mæglere forsøger nu at stabilisere situationen, men tilliden er lav.

Parterne har dog vedtaget at nedsætte en overvågningskommission med deltagelse af Malaysia og Indonesien. ASEAN, FN og USA støtter processen, men uden garanti for varig løsning.

Perspektiv og fremtid

Konflikten mellem Thailand og Cambodia er ikke blot en militær krise, men et spejl af uløste historiske traumer, koloniale grænser og indenrigspolitiske spændinger. De internationale domstolsafgørelser har løst én konflikt – omkring Preah Vihear – men efterladt mange andre grænsezoner uafklarede.

Hvis ikke en varig bilateral grænseaftale kommer på plads, er der risiko for, at kampene igen vil blusse op – våbenhvile eller ej.

For mig er det ret ufatteligt, at man ikke har helt styr på, hvor grænsen mellem to lande går…. Det kan da kun give konflikter. Jeg er selv total anti-krig person, for jeg kan ikke forstå, at man vil slå uskyldige mennesker ihjel over et stykke land eller en tempelruin. Verden bruger ALT for mange penge og ressourcer på det krigs skidt!

Mit håb er, at videnskabsfolkene en dag finder en kur mod grådighed, grusomhed, krig, undertrykkelse og fremmedhad! Men jeg ender nok lige som John Lennon – det fik han heller ikke lov at se i sin livstid!

Billedkilde: Indianexpress.com

Liv i Thailand

Social Uge

Denne uge har stået i det sociales tegn. Det vil sige, at vi har brugt tiden på at være sammen med gode venner og bekendte.

Billedet øverst er fra en tur til Cha Am for et par dage siden. For nogle måneder siden fandt vi dette sted ved en tilfældighed, og det ligger faktisk midt i ingenting. Rundt om er der marker, en ko-farm, vildnis og så har det en fantastisk udsigt. Vores danske ven, som bor i Cha Am kendte ikke engang stedet, men det viste sig at være lidt af et fund.

Det er mand og kone, som driver en restaurant i en (lidt forfalden) have, men hold nu op, hvor kan de to lave mad! Der er terrasser her og der – oppe og nede – og nogle hytter samt en swimmingpool. Som man kan se på billedet, så er udsigten fantastisk, og de havde åbenbart lige høstet rismarkerne rundt om, for der var i hundredevis af fugle for at spise de sidste rester.

The Sleeping Giant Terrace hedder den, og man kan finde lokationen her. Vi tog vores australske venner med derop til frokost. De er her i 4 måneder, så det er jo bare med at udnytte tiden!  Jeg fik desværre ikke taget billeder af maden – jeg var simpelthen for optaget af at spise og nyde. Deres red snapper med urter er helt vildt god, og til 340 baht for en meget stor fisk med masser af guf på toppen, er det jo så billigt, at man får tårer i øjnene. Også deres østrigske spareribs (!) er supergode. Vi sad på terrassen øverst med udsigt, og selvom vi fik en gevaldig byge, så var vi stadig i ly for regnen.

Senere kørte vi ind på Cha Am strand for at få en øl. Vores sædvanlige sted var lukket, så vi endte på et sted, som hed “Valhalla”. Ha Ha. En af gæsterne havde været der for længe, så det ud til. Der sad nemlig et skelet med vikingehjelm i baren!! Cha Am er ret charmerende med deres strandpromenade, men de har godt nok så mange solsenge på stranden, at man ikke kan se havet fra den anden side af vejen!

En rigtig hyggelig eftermiddag med et par utroligt søde mennesker!

Vi fik også besøgt nogle venner et par eftermiddage. Tiden går så hurtigt, og lige pludselig er det er mange uger siden, at man sidst så hinanden. Det er altid mega hyggeligt at invitere sig selv! Heldigvis tager de det ret pænt!

Musikaften onsdag med en ven til minestrone suppe og hjemmebagt brød, før vi kørte ud på baren, hvor der var jam night. Et band med yngre mennesker fra Melbourne spillede et sæt for en næsten propfyldt bar udover de gamle nisser her fra Hua Hin. Det var til stor begejstring for alle, og det var en rigtig hyggelig aften.

Min bedre halvdel spiller sammen med nogle gutter i et studie tirsdag eftermiddag, så der kunne jeg da lige hvile ørerne og får ordnet nogle ting. Om aftenen havde vi en “os to” aften, hvor vi spiste noget dejlig thai mad på en lokal restaurant og gik på Rockzone og hørte bandet “Crazy Bull” spille. Vi har kendt de gutter i mange år, og de bliver bare bedre og bedre for hver gang, vi hører dem. De spiller flere steder i byen, men det er altid en fornøjelse! Heldigvis fik vi hevet ankeret op, så vi ikke kom hjem alt for sent. Træningen i fitness centeret ventede jo næste morgen!

I dag er min husbond kørt afsted med to musiker venner ned til et sted, som var tidligere var legendarisk i Hua Hin. Det ligger 20 km syd for byen, så ikke det mest praktiske! Det har været lukket i lang tid, for ejeren døde i januar og havde det rigtig skidt i meget lang tid før det. Hans thai kone har nu inviteret til en “tribute” aften, hvor flere bands skal jamme sammen. Udstyret dernede har af gode grunde ikke været brugt i meget lang tid, så de herrer er kørt derned for at inspicere det hele og fixe eventuelle problemer.

De var kun lige kørt ud af indkørslen, så dukkede en anden musiker ven op sammen med sin kone. Han kommer her ofte til en enkelt øl eller en kop te, og for noget tid siden startede han med at klage over, at han havde svært ved at se. Jeg kunne genkende symptomerne fra dengang, jeg selv fik grå stær for 10 år siden, så jeg fik ham overtalt til at gå ned til vores øjenlæge. Ganske rigtigt! Galoperende grå stær på grund af brug af prednisolon!

I går fik han så opereret sit første øje, og han fik indsat en meget smartere linse, end dem man havde, da jeg blev opereret. På trods af, at han render rundt med et plastik skjold over øjet, så kan kan han allerede nu se farver og kontraster meget bedre. Jeg sagde til ham inden, at det er mindre generende end en tur til tandlægen, men det var han nu ikke enig i i dag! Han mente faktisk, at han hellere ville udsættes for 10 tandudtrækninger!!

Men vi fik så lige vendt verdenssituationen, mens min fryser fik lov at tø op, så jeg kunne gøre den rent.

I morgen tror jeg bare, at vi tager en slapper og bliver herhjemme udover træningen i fitness centeret. Vi er jo heller ikke 17 år mere – at bytte de to tal om er ihvertfald mere rigtigt for den ene af os.

Her øser det ned, men rigtig god søndag!

 

Liv i Thailand

Vejarbejde på Soi 94 igen igen….

Jeg har skrevet om vejarbejdet på Soi 94 flere gange, og nu får I altså lige en dosis mere!

Vejarbejdet startede for lidt over et år siden, og man har kombineret projektet, så der kommer nye kloaker, ny vandforsyning og ny vejbelægning (meget hårdt tiltrængt). Strækningen er ca. 550 meter lang, og det er en af de mest befærdede veje i dette område, fordi Covid fik mange barer og restauranter til at flytte hertil fra centrum pga. de meget høje lejepriser derinde. Projektet skulle have været færdigt den 6. februar i år, men det er da så langt fra færdigt…. Der har været utallige møder angående projektet, og undskyldningerne har været mange – blandt andet at undergrunden og elmasterne volder problemer. Efter hvert møde, hvor borgmesteren beordrede entreprenørerne til at blive færdige kom der et par folk og gravede noget mere op, men så gik det så i stå igen. Det har så stået på i mere end et år nu!

Det har været småfarligt at bevæge sig rundt derhenne – især i mørke – for der stikker brønddæksler op, der er murbrokker overalt, og der er huller både her og der! Skiltningen har været virkelig dårlig, og thaierne respekterer ikke et indkørsel forbudt skilt – skiltene og keglerne bliver ovenikøbet flyttet indimellem, fordi nogle mennesker mener, at de der regler ikke gælder dem.

Soi 94 har på ægte thai maner ingen fortove, så her går turister i vejkanten, folk kører deres børn til og fra skole, der leveres varer, sælgere af streetfood bevæger sig frem og tilbage, så der er masser af trafik på visse tider af dagen. Det er en yndet sport her i huset at køre hen i krydset i myldretiden og drikke en øl eller to og kigge på trafikken og de sjove manøvrer thaierne laver, men de sidste mange måneder har der faktisk ikke været den sædvanlige kaostrafik, for mange undgår gaden. Det gør vi også, så vidt vi kan.

Det har været en forfærdelig omgang for de forretningsdrivende i det seneste år. Dårlige adgangsforhold, dårlige parkeringsforhold og støv i uendelige mængder har nærmest gjort flere af dem fortvivlede, og de har tigget kommunen om at færdiggøre projektet i en fart.

Raan Dong – vores ølmand. Lukket pga. alkoholforbud

Nå, men her fornylig var der så endnu et af de møder, hvor kommunen og de mange entreprenører skulle lave en ny plan og dermed underskrive en ny kontrakt! Altså – jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad de har gang i, men nogen har sikkert kludret i noget – af flere omgange….. Men efter det her møde forlød det så, at NU skulle der lyde hovslag, og at projektet ville være færdigt om 3 måneder!

Så forleden gik det hele i gang igen! Denne gang med store maskiner, der brækkede resten af vejen op, en kæmpe tromle (ser man ikke så tit her), og en masse burmesere, der gik i gang med vinkelslibere og borehammere.

Den øverste del af gaden har ikke fået nye afløb endnu, men det ser ud til, at de nu kommer i gang med det.

Den øverste del af Soi 94

Vi tog en tur på vores lille fest-raket (el bike) i går eftermiddags med en kæmpe omvej for at undgå selve gaden, og der blev arbejdet på livet løs over det hele i Soi 94. Det støvede og larmede helt vildt, og vi fortrød vist lidt, at vi satte os i en bar for at sidde og glo på alt postyret!

Nu må vi se hvor længe, der bliver ved med at være folk, der arbejder i denne ombæring, og om de kan finde endnu en undskyldning for at stoppe arbejdet igen igen. Jeg tror, det projekt har været meget dyrt for kommunen, for man begynder vel ikke at genforhandle kontrakterne midt i projektet….

Måske kan vi være heldige, at de får skidtet færdigt, så de ikke splitter højsæsonen ad igen i år (december – marts). Jeg ved ikke – de har sagt så meget undervejs….

God Søndag