Her forleden gik vi en morgentur i Hua Hin. Det gjorde vi tit, før vi startede i fitness centeret, men det er nu altid hyggeligt kigge på lokalkolorit her i vores kvarter.
Grunden til, at vi ikke gik i fitness centeret var, at jeg har fået påført mig selv en inflammation i skulder, ryg og nakke. Det er bare så dumt. Vi har haft et par Wasgij puslespil med fra Danmark, og de er rigtig sjove.
Når man bliver alt for grebet af det, så står man i en tåbelig stilling i mange timer, og det gør man ikke ustraffet. Især ikke, når man efter nogle dage tænker: Det skal bare trænes væk”. Det var så ikke den rigtige løsning – tværtimod!
Jeg er ikke nogen “pivskid”, men jeg har da aldrig haft så ondt, og der var ikke noget, der hjalp. Jeg kørte til lægen for at få en blokade, men det ville han ikke, så jeg kom hjem med nogle voldsomt dyre piller, som ikke hjalp en pind.
Derfor har jeg ikke kunnet træne ordentligt i denne uge – og vi har lige været syge, så vi måtte springe over i 14 dage. Meget frustrerende. Men gå det kunne jeg da, så jeg tog en træningsdag på løbebåndet i fitness centeret, men det var for kedeligt på trods af en lydbog i ørerne.
Derfor blev det til en morgentur i Hua Hin på lige under 6 km. Jeg havde fundet en restaurant på google maps. De serverer and og sprød ribbensteg, så den skulle vi lige frekventere til morgenmad på turen. Det er nemlig ikke nemt at finde gode steder med and i Hua Hin.
Går man sig en tur omkring klokken 7-8 stykker her omkring Soi 94 og lidt længere væk, så oplever man de lokale, når de køber morgenmad/frokost til at hænge på styret af deres motorcykel. I nærheden af vores store food court er der mange boder om morgenen. Man kan købe alt fra sandwicher, stegt kylling eller gris, sushi, frisk brød og meget mere. Lige nu har skolerne sommerferie, så det er lidt mere afslappet lige nu. I skoletiden vrimler det simpelthen med mennesker på det hjørne. Munke der får almisser mod en lille bøn “for good luck”, der indkøbes mad, og så kan man lige smutte ind i 7-11 og købe sig nogle drikkevarer til de næste timer.
Der er ikke mange fortove her i området, så man skal lige se sig for, hvor man går, og der hvor der ER fortove, så skal man stadig se sig for. Der kan nemt mangle en flise, eller der stikker en stang armeringsjern op helt umotiveret, eller der er plantet et træ eller en lygtepæl midt i fortovet.
Vi lagde ruten hjemmefra, og når vi går, så slentrer vi ikke afsted, for så får man bare ondt i lænden. Især jeg galoperer altid afsted, for jeg skal jo have noget ud af det rent træningsmæssigt.
Vi gik hjemmefra lidt før klokken 8 om morgenen, og så var vi hjemme igen kl. 10.00 – inklusiv en temmelig heftig morgenmad på denne her kinesisk/thai restaurant.
Der er flere kryds, hvor man godt nok bare skal se sig for som fodgænger. Her i byen har vi nok verdens mest komplicerede rundkørsler, og det er ikke så sært, at thaierne bare kører, hvor der er plads. I Danmark kunne de uddele bøder i hundredevis hver eneste dag, hvis folk kørte sådan. Men der ville man nok heller ikke lave en lille bitte rundkørsel inden i et meget stort kryds!
Vi gik forbi den nye banegård i Hua Hin. Det er noget af det mest fremtidssikrede rent størrelsesmæssigt. Den er gigantisk, og den klarer nok de næste mange, mange år i kapacitet. Der er en fin bygning med rulletrapper ned til en tunnel under de gamle skinner. Den har bare aldrig været åben, så det er da en meget dyr installation, der bare er lukket. Til gengæld skal man vade hen over skinnerne, og der er ikke meget parkeringsplads. Arkitekten til det der burde have en pris. Men imponerende er det – desværre får den gamle banegårdsbygning bare lov til at forfalde, og det har ellers været et af Hua Hins vartegn.
Nede ved kommunekontoret er man i gang med renovere parken, og det arbejde skal være færdigt til Songkran festival (den hvor de smider med vand). Det tror vi nu ikke på de bliver, for der er godt nok lang vej igen. Ikke at vi skal derned, for jeg er ikke tilhænger af at få vand i hovedet, som kan komme fra den nærmeste klong, hvor man risikerer, at det er kloakvand.
Vores restaurant besøg var en succes, men vi fik da bestilt alt for meget mad. I den lille restaurant kan man få stegt and, braiseret gris og sprød ribbensteg. Det kan man så få med nudler i en suppe eller bare med ris (så fik man en suppe også), og mange af priserne var 55 – 80 baht for et måltid. Vi spiste alt for meget, så det var svært at få rumpen lettet.
For at undgå at sætte livet på spil, så krydsede vi Phetkasem (hovedfærdselsåren) på sådan en fodgængerbro. Jeg er ikke god til højder, så det kildede noget i maven, da vi stod på toppen, hvor jeg tog dette billede. Trinene var kun 10 cm høje, så jeg var ikke glad for at gå ned igen. Her var det så, at vores lokale grafitti kunstner, Joe, havde udsmykket broen med dette “Safety First” maleri.
Det sidste stykke hjem, svedte vi bravt, for solen var ved at få magt.
På trods af varmen osv., så kan jeg på det varmeste (sorry) anbefale at gå en morgentur i Soi 94 området. Man ser et helt andet bybillede end længere op af dagen. Det er også ret sjovt, at man møder mennesker, der også er ude at gå tur, og så hilser man selvfølgelig på hinanden.
For mig var gåturen MEGET bedre end at gå på et løbebånd, så vi gentager det nok snart. Vi er nemlig nødt at prøve den restaurant med and og sprød gris, der viste sig at ligge 10 meter længere henne, end den vi spiste på. Der var propfyldt med mennesker, og det er jo altid et rigtig godt tegn. Det er rart at have noget at glæde sig til. Jeg er også mere til thai morgenmad end det der “full English” morgenmad. Jeg spiser helst ikke toastbrød, fordi det er for sødt. Hvis de så også serverer en maskinudbenet kyllingepølse og noget elendigt bacon, og de så tager 200 baht for det, så står jeg altså af. Der er masser af andre muligheder.
Hua Hin sover aldrig, hvad angår mad. Personalet på Rockzone for eksempel går ud og spiser natmad ved 2-3 tiden om natten. Man skal bare vide, hvor man skal gå hen.
God søndag!