Her kommer andet afsnit i beskrivelsen af vores biltur til Ranong og Khao Lak. Forrige afsnit endte der, hvor vi tilbragte en nat i et meget fugtigt og halvbeskidt værelse.
Næste morgen vågnede vi med hønsene og sad og fortvivlede lidt over situationen. Det regnede stadig, men det var kun lidt drypværk. For at fordrive tiden til morgenmad, blev vi enige om at skifte hotel til noget mere tørt og rent. (rengørinsstandarden var altså heller ikke den bedste!). Jeg havde læst om et hotel, der lå lidt længere henne ad vejen, og det fik super anmeldelser og så noget nyere og mere velholdt ud, så planen blev, at vi ville gå hen og se, om vi kunne få et værelse der, og så bare skippe det der fugtige noget, vi boede i.
Vi vidste ikke, hvor morgenmaden var, men vi havde set i hotelbogen, at der var 5 forskellige ”sæt” at vælge imellem. Der var ikke nogen pris på, men det går jo som regel aldrig helt galt i Thailand med sådan noget. Jeg havde også set på Google Maps, at man kunne købe morgenmad til 89 baht, så det var da helt fint.
Vi gik ned i receptionen og spurgte om det. ”No hap”, som de siger her, fik vi at vide af receptionsdamen. Min husbond pegede på den laminerede menu med morgenmad på skranken, og så sagde hun: ”Not included”. Så forsøgte jeg at forklare på både engelsk og thai, at vi nok skulle betale for det. ”Finished” var svaret!
Okay, så var vi ude i plan B. Det dryppede stadig udenfor, men ikke mere, end at vi begav os ud for at finde et sted og få bare et eller andet at spise. På vejen besluttede vi, at gå ind på det andet hotel for at booke et værelse, hvis det var muligt.
Sook Hotel var en helt anden sag! Der var lyst og venligt og morgenmaden så rigtig god ud. Det fik så mig til at gå all in og booke det dyreste værelse, de overhovedet havde på hotellet til 2500 baht. Et standardværelse havde været 1700, men nu gad jeg ikke mere dårligdom. Vi fik booket og betalt, og så fik vi besked på, at vi først kunne få værelset kl. 14. Sådan er det jo, men da vi jo havde det andet værelse til næste dag, var det jo ikke noget problem.
Da vi kom ud af hotellet igen for at lede efter morgenmad, var himlen igen blevet sort rundt omkring, men det dryppede stadig kun lidt, så vi besluttede IKKE at gå tilbage efter de paraplyer, som vi endnu engang havde glemt! Vi gik et stykke hen ad gaden (forbi den der lokale shop, som havde både regnfrakker og paraplyer udenfor), indtil vi nåede et sted, hvor de serverede klassisk thai morgenmad. Ris med noget på toppen. Det var faktisk slet ikke ringe – jeg fik sprød gris og min husbond grillet kylling – og humøret steg da lidt.
Men så begyndte det at vælte ned igen, og så ville jeg lige checke vejrudsigten på min telefon. Det var så der, at jeg fandt ud af, at jeg havde glemt telefonen på værelset. Der var så lidt bordplads, at alle vores løsdele lå i en stor bunke på en lille hylde, og så havde jeg overset den. Nu blev jeg nervøs for, om vi risikerede rengøring, og om den overhovedet ville være der, når vi kom tilbage igen!
Det blev en ret hurtig morgenmad, og så drønede vi de få hundrede meter hen til en 7-11, hvor vi skulle købe noget is til køletasken og så en REGNJAKKE! Jeg har altid en plasticpose i tasken til udforudsete ting, og den var her ret handy, for sådan en håndtaske har altså ikke så godt af at blive gennemblødt, så vi kunne pakke de væsentlige ting ind.
Sådan en 7-11 er faktisk hundekold, når man er pladdervåd, så jeg frøs nærmest inden, at vi kom ind ad døren! Vi ledte og ledte efter regnjakker, men vi kunne ikke finde dem. Det viste sig, at de havde en enkelt tilbage gemt i et skab, så derfor måtte vi købe en alt for dyr plasticparaply også. Det klogeste man kan gøre, når man skal ud i dårligt vejr i et varmt land, er at lade være med at tage for meget tøj på og gå i sko, der kan tørre lynhurtigt, så vi var i det mindste rigtigt klædt på. Vi skyndte os hjemad, men man skal altså også lige passe på, at man ikke glider og falder, for det er der altså stor fare for!
Hjem kom vi da, og så var det bare med at få tørret sig så godt som muligt. I det værelse tørrede tøjet bedst, når man beholdt det på, men mine fødder var blevet til is allerede, så de måtte pakkes ind i den stadig klamme dyne! Så fordrev vi tiden med at øve thai og pakke til klokken blev lidt i 14, og så forlod vi ellers det klamme hotel, selvom personalet var temmelig forbavsede over den tidlige afgang. I den tørre tid kan hotellet måske være godt nok, men det duer ihvertfald ikke i den våde tid.
Det nye hotel var en skærende kontrast til det første, og vi kom ikke til at fortryde, at vi flyttede derhen. Værelset var stort, luftigt, rent, tørt og med en dejlig balkon ud til poolen. Da vi checkede ind, fulgte hotelkatten med op på værelset og gik og mjavede, så den måtte jeg få det søde personale til at få hentet.
Vores badeværelse var nok på størrelse med hele værelset på det forrige hotel, og der var alt fra sutsko og morgenkåber til en fin beskrivelse af områdets historie. Der blev øvet lidt på bassen, og jeg sad og nød lidt tørvejr på terrassen, mens jeg researchede lidt på, hvor vi skulle gå hen og spise senere. Et varmt bad senere (hvor vandets temperatur ikke for op og ned) var vi klar til at gå ud og se lidt på Ranong og få en ”Zugewöhner” (tysk for en drink før maden).
Ja, så gik det jo ikke værre eller bedre, end at det begyndte og vælte ned, da vi lige var kommet et par hundrede meter væk fra hotellet. Ikke en pind klogere af skade, så lå de der paraplyer nu på værelset, så vi måtte springe ind på den bar, som vi også var på dagen før. De tykke damer var igen ved at glatte hår, plukke skæg ud, rette på bryster og lægge make-up, men det i sig selv er da også underholdende.
Det regnede så hårdt de næste timer, at vi ikke kom længere end til restauranten foran det forrige hotel, The B Bistro! Denne gang havde jeg dog fået en trøje med, så jeg ikke skulle fryse ihjel! Vi kunne ikke klage over maden, for den var faktisk rigtig god, og den samme duo spillede ligeså højt som dagen før, men denne gang var der plads udenfor under tag (ikke blik), så vi ikke blev døve!
Ved siden af os sad der et bordfuld thaier, som var ved at spise og drikke thai whisky. Da vi bestilte vores mad på thai, blev de meget interesserede, så vi endte med at snakke med dem det meste af aftenen. PÅ THAI altså!!! De var smaddersøde, og min husbond fik en ny ven (Mr. Nu = Hr. Gris), og de udvekslede ovenikøbet telefonnumre i tilfælde af, at vi kunne mødes igen. En mega hyggelig aften med nogle meget, meget venlige mennesker.
Men de regnede altså stadig….. Så da vi kom hjem skulle vi bare tørres ud og i seng i det dejlig tørre sengetøj i et skønt og tørt værelse med tørre håndklæder og tørre møbler.
Morgenmaden var rigtig god, selvom jeg ikke gider sidde ved langborde og spise morgenmad. Det er ikke fordi, jeg er morgensur og tavs om morgenen (tværtimod – jeg knævrer, fra jeg lukker øjnene op), men jeg har brug for ”personal space” om morgenen. Så var der også lige 2 minibusser, der parkerede med motoren i gang lige uden for døren. Efter 10 minutter i dieselos og motorlarm, forlod vi restauranten.
Ranong er som nævnt en sød by med mange faciliteter for turister, hvis man sørger for at bo det rigtige sted, og det var heldigvis der, vi var havnet. Byen er ikke nær så rodet, beskidt og trafikeret som Hua Hin, og var det ikke fordi, byen på thai hedder 8+4 i folkemunde (8 måneders regn – 4 måneders solskin), så kunne jeg godt bo der. Der er utrolig smukt og pænt. Men undgå regntiden i de 8 måneder!
I sidste afsnit går turen videre til Khao Lak og hjemad med en overnatning syd for Chumphon.
God onsdag!
