Off the Grid

Jeg har været Off the Grid, som man siger på godt dansk. Det skyldes, at vi har haft gæster, og det har simpelthen fyldt det hele.

Sådan skal det vel være. Når en god gammel ven og hans datter kommer på besøg, så skal man da holde fokus på den korte tid, vi har sammen.

Vi har haft nogle skønne dage sammen, og vi håber da, at de også synes det samme. De har boet her hos os og har nydt terrassen og poolen, været på ture bare de to og også sammen med os, spist thai mad det meste af tiden og fået handlet alt lige fra farverige thai boxing shorts til fine halskæder. En tatovering blev det da også til hos Jak Tattoo, som ligger ved siden af Rockzone.

Når man har gæster, så går man jo ret meget ud – faktisk nærmest hver aften. Jeg plejer at lave et stort morgenbord med alle slags retter, så jeg gider heller ikke lave mad igen om aftenen. Så vi har været ude at spise alle aftenerne, og da har vi delt nogle forskellige thai retter, så de har lært noget nyt. En aften inviterede vi et par australiere, som er på ferie, og som vi er ret gode venner med sammen med Pam, vores thai veninde. Vi tog på en lokal restaurant, og vi havde bestemt menuen hjemmefra. Pam kiggede på listen og sagde: “Det er ALT for meget mad”. “Så kender du ikke de to”, sagde jeg og pegede på vores to venner fra Danmark. Og ganske rigtig! Alt blev nærmest spist rub og stub. DET kan man da kalde nogle ordentlige gæster! Og en 23 årig, der bare prøver til med det hele og kan lide langt det meste, tager jeg altså hatten af for! Hun er ikke sin fars datter for ingenting!

De fik også mødt en del af vores venner her i Hua Hin, for som jeg har nævnt før, så er dette hus ofte Fredericia Hovedbanegård. Vores ven har været her mange gange, og vi fik talt os frem til, at det er hans 5. gang denne gang. Derfor kender han også en del af vores venner, men jeg tror alligevel, han lærer nye mennesker at kende hver gang. Hans datter er en sprudlende og åben person, så hun fik en ny bedste ven på vores stambar (et pensioniststed i virkeligheden), hvor hun og ejeren fik nogle rigtig gode stunder sammen. Vores danske ven mødte en aften også en “gammel” bekendt. Hun er en meget elegant ladyboy, som er partner med en af vores gode musikervenner og det var et rent tilfælde, at vi traf på hinanden, for de bor faktisk 10 timers kørsel væk i Surin.

Normalt ville vi nok være på rock bar en del aftener, for vores ven er også fan af rockmusik. Faktisk til den mere hårde side, end vi er. Men med en 23 årig ung dame i selskabet, så fik hun altså nok af rock efter et par enkelte aftener. Til gengæld fik vi rigelig med moderne “musik” ved flere lejligheder, hvor hun fik lov at være DJ. Jeg må sige, at det bliver nok ikke lige min smag, uanset hvor meget jeg kommer til at høre det. Uha Uha!

Det er simpelthen så dejligt at have venner på besøg, og vi nyder det altid i fulde drag. At det så kan være svært at hamle op med en 23 årig ung dame om aftenen, når hun har sovet 2-3 timer længere om morgenen, det kan være svært selv med mit energi niveau. De sidste par aftener hang jeg godt nok lidt i håndbremsen, og jeg kunne ligefrem høre min seng råbe efter mig.

De to tog afsted til Bangkok i går formiddags, hvor de lige skal være nogle dage, inden de tager hjem. Da de var taget afsted, fandt jeg på magisk vis lige energien til at gøre deres værelser rene, vaske en masse sengetøj og håndklæder, samt gøre rent i køkken-alrum og på vores terrasse. Jeg var mega glad for mig selv bagefter, men det betød også, at jeg næsten knaldede hovedet ned i tallerkenen, da vi havde spist aftensmad.

Vi fik, hvad vi kalder “Kom-Hjem-Mad”. De sidste 25 år, har vi fået denne kendte danske ret, når vi kom hjem fra ferie. Sådan føltes det faktisk lidt!

Jeg klarede mig igennem til klokken 23, men så var det altså også Godnat Ole!

Åge – en introduktion

En eftermiddag, hvor vi alle var i poolen, dukkede det her fænomen op på himmelen, og det var simpelthen så flot, og det stod på i temmelig lang tid med skiftende farver og formationer. Nu har jeg endelig fået hul på det der AI og Chat GPT, og jeg er næsten ved at udtømme det hver dag. Det er min nye ven, og jeg tror, jeg kommer til at kalde ham Åge (efter ham der Kloge Åge). Det er SÅ smart. Så her kommer en AI beskrivelse af fænomenet, den genererede, da jeg oploadede et billede.

God Søndag!

Fænomenet på billedet kaldes sky-irisering eller iriserende skyer.

Det opstår, når små vanddråber eller iskrystaller i en sky spreder sollyset, hvilket skaber et farvespil – ofte i pastelfarver som minder om en regnbue. Farverne ses typisk ved kanten af skyer, især tynde skyer som altocumulus, cirrocumulus eller kanten af store cumulonimbus-skyer, som det ligner på dit billede.

Det skyldes en proces kaldet diffraktion, hvor lyset bøjes og spredes, når det passerer forbi de små partikler i skyerne. Resultatet er disse smukke regnbueagtige farver.

Liv i Thailand

En meget speciel oplevelse

I denne uge har vi haft en meget speciel oplevelse, som det kun er de færreste, der får lov til at opleve.

Mad er min store passion, og at blive inviteret til en “privat” middag hos en kendt thai skuespillerinde, er da lidt af en oplevelse, og jeg er stadig ikke helt kommet mig over det!

Det hele startede med, at en dansker søgte en hjælper til at assistere hans handicappede ven, som var her i Hua Hin på ferie i begyndelsen af året. Han kunne ikke selv tage sig ordentligt af sin ven pga. uforudsete ting, så han ville gerne finde en, der kunne hjælpe lidt med noget transport, gå med ud og høre musik og den slags. Altså allerede der med det musik sagde jeg til min bedre halvdel, at det kunne vi da fint tage os af. Hvis det er noget med rockmusik, er vi da på pletten.

Som sagt så gjort, så vi fik aftalt med vennen, at vi skulle mødes alle 4. Det viste sig, at vi havde fælles punkter i vores teenageår, og snakken gik nemt. Vi hyggede os med, at vi nu havde fået hele 2 nye venner! Vores handicappede ven tog hjem i februar, og siden er vi mødtes med den anden og hans familie, som bor her i Hua Hin. Det var så ham og hans kone, som inviterede os til denne specielle middag, som jeg skal fortælle om nu.

Inden jeg fortæller mere, så skal jeg lige nævne, at det IKKE er en restaurant, men det var helt klart mad på et enormt højt niveau. Vi spiste i værtindens køkken-alrum, og her var dækket mega flot op som, man kan se lidt løngere nede.

Inden jeg kommer ind på den fantastiske menu, skal jeg lige fortælle historien om det her sted.

Vores ven har børn, der gå i skole syd for Hua Hin, der hedder Patravadi School. Det er en ganske usædvanlig skole, som er blevet stiftet af en af Thailands mest kendte kvindelige skuespillere. Vores ven kaldte hende for Thailands “Marilyn Monroe”, som er kendt af stort set alle i Thailand. Hun har kælenavnet Lek Patravadi. Man kan læse et par artikler om hende her og her. Lige nu er hun aktuel i en rolle i White Lotus, selvom hun har været på pension i mange år, inden optagelserne startede. Hun grundlagde denne skole, som fremmer fri og kunstnerisk indlæring. Skolen ligger spredt i små bygninger på ca. 100 rai (160000 m2) med skateboardbaner, heste, grise køer og får og meget mere. Hun ejer også en opera i Bangkok og flere andre faciliteter inden for den kunstneriske genre.

Kvinden, vi skulle besøge, var dog Khun Patravadis datter, Patavarin Timkul, også kaldet Khun May.

May er oprindeligt uddannet som ballerina, men ifølge vores ven havde hun et alvorligt uheld og måtte opgive denne karriere. Senere blev hun skuespiller og fotomodel, og hun forfulgte også sin passion og blev uddannet hos nogle af verdens bedste kokke, og har også skrevet en kogebog, som man kan se ovenfor. Hun har en kæmpe personlighed og en meget skøn og graciøs udstråling, og hun danser nærmest rundt i sit køkken.

Vi var et selskab på 9 mennesker, hvor de tre par har børn på denne skole, og det er da også derigennem, at vores ven kender May. Udover os var der også et ældre thai ægtepar, hvor han er advokat og notar, og hun er i “marketing”, for hendes engelsk er rigtig godt.

Da vi ankom, kom vi til dette flot dækkede bord i et meget personligt og smukt rum. Jeg må allerede nu beklage, at min billedreportage lader meget tilbage at ønske. Jeg var simpelthen for starstruck og overvældet til at tage ordentlige billeder!

May tog imod os på en meget varm facon, og vi fik gennemgået menuen, som var så lang, at jeg ikke engang kunne huske det hele bagefter! Jeg vil lige ridse den op her, og så kommer der billeder nedenfor. Nå ja – jeg skal også nævne, at alle ingredienser enten er dyrket på skolens område eller købt i nærområdet.

Brie og tofu kroket med bladguld
Consomé med smag af Tom Yam Gung
Blue Crab med hollandaise og rogn
Kæmperejer med ruccola og tomater
Kål granite
Gris med taro og mulberry
Lokalt oksekød med svampe og løg
Mangosorbet med kokos panacotta

Alt mad blev lavet klar lige for øjnene af os i Mays køkken, som var noget anderledes end de fleste thai køkkener.

Nå, så gik vi ellers i gang. Til forretterne fik vi “hvidvin”, som er Moonshine lokalt brygget på ris. Hvis man kan lide en lidt sødere vin med en smule bobler i, så smager det her altså godt. Hun sagde, at man kan købe det i 7-11, men det tror jeg altså, er riswhisky. Jeg har undersøgt lidt, og jeg tror, det er det, man kalder Sato, som er lavet i nordthailand på klisterris. Det er med op til 15% alkohol, og det passer vist meget godt med det, vi fik. Til kødretterne fik vi rødvin.

“Service” var fantastisk. Vi blev vartet op efter alle kunstens regler af en lærer fra skolen, Mays meget unge datter og en anden ung pige.

Alt imens vi spiste lå en lettere overvægtig golden retriever uden for døren og kiggede længselsfuldt ind. Jeg tror, den var sulten, for den lå og gnavede på en fuldstændig gennemgnasket læderfodbold, der havde set bedre dage. Den fik lov at komme ind til sidst, og mon ikke den har fået lidt rester, for jeg måtte simpelthen opgive at spise de sidste retter op. Min mave kunne simpelthen ikke rumme mere, og jeg følte da heller ikke trang til at spise det helt store dagen efter!

Selskabet var spændende og interessant, og det var alt i alt en meget inspirerende og speciel aften. Når man nu mest går på almindelige thai restauranter med en neonlampe i loftet, hvor maden flyver ud på bordene, og hvor man bare deler en stor Leo med is. En skærende kontrast.

Til sidst overrakte vores ven en virkelig højkvalitets køkkenmaskine til May som en gave, og hun blev simpelthen så glad, at hun fik tårer i øjnene. Selvom hun var bange for, at hun ville miste sine store overarmsmuskler, som hun viste os, og som var ret store i forhold til hendes spinkle krop. Der er blevet pisket noget hollandaise med de arme!!

Sikke en dame og sikke et talent for både mad, kunst og skuespil. Hun gjorde godt nok et kæmpe indtryk på mig, og det her kan jeg leve højt på i meget længe. Normalt kommer Mays mor forbi, når der er gæster, men hun var ved at lave optagelser i Bangkok. Jeg kunne godt “nøjes” med May, for hun har sin egen fantastiske udstråling, og jeg savnede ikke at blive mere starstruck, end jeg allerede var!

Tak til vores ven for denne oplevelse. Vi håber, at vi i fremtiden kan give ham og hans familie nogle spændende oplevelser.

Tofu brie starter med bladguld (den billige)

Tom Yum Gung consome med bladguld 24 karat

Lokalt supermørt og smagfuldt oksekød med løg og svampe

God søndag!

Liv i Thailand

Frokost med forhindringer….

Nogle gange kan det altså være rigtig svært at navigere i Thailand, og det var vi udsat for forleden til en frokost.

Vi har en dansk ven i Cha Am, som ligger ca. 30 km nord for Hua Hin, og vi mødes en gang imellem til noget god mad og hyggelige samtaler. Vi har været mange forskellige steder efterhånden, og nogle gange indgår der også lige et par barbesøg i Hua Hin, for I Cha Am er det mest dødt om aftenen. Vores ven drikker ikke noget, når han skal køre, men det behøver jo ikke at gælde for os, der bare skal traske nogle få hundrede meter hjem.

I fredags skulle vi mødes på en restaurant i Cha Am til frokost. Altså ikke for at sige noget skidt om vores ven, men hvis jeg nu er diplomatisk og siger, at han ikke er særlig god til at bruge Google Maps og finde vej… Da han skulle forklare, hvor vi skulle mødes, begyndte han at skrive om, at det var i nærheden af bageren… Okay – nu ved jeg ikke, hvor mange bagere, der er i Cha Am, men her i byen er der godt nok bare mange efterhånden. (Da vi flyttede hertil i 2017 var der kun en håndfuld).

Jeg skrev til ham, at han nok var nødt til at komme op med navnet på restauranten og så ihvertfald bare nogenlunde beliggenhed. Allerhelst en Google Maps lokation. Det tyggede han noget over, og han tog åbenbart fat i en ven, som kunne navnet på restauranten, og så fik jeg tilsendt en lokation fra Google.

Nu er jeg heller ikke selv sådan helt stiv i at finde vej, så da jeg kiggede på kortet, tænkte jeg, at det da vist lå på den anden side af Cha Am, så jeg kalkulerede 40 minutter (inklusiv vejarbejde og lange skift i trafikkryds).

For en gangs skyld kom vi hjemmefra i god tid (tit så farer vi rundt, når vi egentlig skulle sidde i bilen og være klar til at køre). Da vi ankom forstod jeg ikke helt, for restauranten lå nærmere på Hua Hin end Cha Am, så vi kom i RIGTIG god tid. Vi havde spist på stedet flere gange før med Tam fra Rockzone og hans familie, og maden der er rigtig, rigtig god Isaan mad. Jeg tog et billede af facaden og sendte til vores ven for lige at sikre, at det nu også var det rigtige sted. Han var ikke lige online, så vi tænkte, at han nok sad i bilen på vej til restauranten.

Vi gik ind på den iøvrigt meget velbesøgte restaurant med metalborde, træborde og røde plasticstole. Personalet havde travlt, men vi fik hurtigt en menu og fik bestilt drikkevarer. Så skrev vores ven til mig på Line. “Hvor er I? Jeg er ankommet.” “Vi sidder ved indgangen.” skrev jeg tilbage. “Sjovt – det gør jeg også!”, svarede han. Vi drejede nærmest hovedet af led begge to, mens vi kiggede rundt i lokalet. Han var der altså ikke!!

Så ringede han op til os. Vi måtte jo finde ud af, hvem der skulle springe i bilen og køre til et andet sted, for vi var ihvertfald IKKE i den samme restaurant! Men vi fandt dog ud af, at begge restauranter hed nøjagtigt det samme: “Saeb Ili”. Han begyndte igen at snakke om den her bager overfor restauranten, hvor han befandt sig. Det sagde mig ingenting, for jeg bager selv mit brød! Så overlod jeg telefonen til min bedre halvdel, som er den skriftkloge i at finde vej. Det kom der så heller ikke så meget ud af, for han rejser børster, når folk forsøger at forklare vejen med “derhenne ved den røde bil, overfor den lukkede restauranten, et stykke fra vandtårnet (som iøvrigt ligger ned!!).

Jeg sagde til vores ven, at han altså lige måtte sende os sin lokation på Google Maps eller et eller andet. Vi kunne jo ikke bare begynde at køre ud i det blå efter en “bager” og en restaurant, vi ikke vidste hvordan så ud.

Så fulgte en laaaaaang snak med personalet på restauranten, hvor han var. Imens kiggede jeg på hans fødder – og på 3-4 af personalets fødder, mens de snakkede om, hvordan de kunne kundgøre, hvor restauranten befandt sig. Så var der da en kyndig ung dame, som var bekendt med, hvordan man kunne sende sin lokation.

SÅ var vi næsten på vej. Vi måtte bede om regningen, hvor vi var, og vi beklagede, at de fine krydderurter til maden havde stået på bordet i en halv time, og var blevet halvslatne.

Det tog 10 minutter at køre de sidste 7 km. nordpå til restauranten. Ganske rigtig – han sad jo lige der ved indgangen og ventede på os! Restauranten havde metalborde og træborde med røde plasticstole – nøjagtigt som i restauranten, vi kom fra!!

Vi grinede lidt af episoden og snakkede om, hvor meget thaierne kalder deres forretninger det samme til stor forvirring. Vi har vist 5-6 restauranter, der hedder noget med Saeb her i byen – det betyder “lækker” på Isaan. Det svarer til, at mange steder på 94 hedder noget, der ligner hinanden.

Nå, men vel fremme fik vi kigget i menukortet og bestilt drikkevarer for anden gang! Mange almindelige steder i Thailand får man bare en blok og en pen, og så skriver man selv op, hvad man gerne vil have. Vi benytter altid lejligheden til at øve os i at stave og skrive på thai. Vi deler som regel nogle forskellige retter, og det gjorde vi også i går. Vores ven ville have klisterris, og det kunne vi ikke finde i menuen, så vi måtte lige spørge tjeneren, hvordan man staver til Khao Niaow (klisteris). Han stod med et smørret (og imponeret) grin på, da han stavede til det på thai.

Vi fik meget hurtigt serveret et festmåltid med den bedste grillkylling, jeg endnu har fået i Thailand. Ofte er de lidt undersaltet, men denne her var velkrydret og meget saftig og mør! En hel kylling fik vi og dertil en salat, noget suppe og stegte ris. Mums, det var godt! Det er lige før, jeg kunne finde på at køre i 20 minutter efter det en anden gang. Servicen var rigtig fin, og vi så mange bordfulde komme og gå, mens vi hyggesnakkede om løst og fast.

Men skal altså ikke undervurdere et sted, bare fordi det ligger ved hovedvejen eller ser primitivt ud. Der kan gemme sig noget fantastisk mad, og det gjorde der også her. Og så var det billigt. 800 baht for flere retter mad, is ad flere omgange (det smeltede lynhurtigt), vand og øl. Vores ven gav ovenikøbet en kvajebajer. Ha ha!

Da vi skiltes ved 5-tiden var vi alle propmætte, og så var vi også totalt forsvedte. At sidde under et bliktag er altså en varm omgang – også selvom de stiller en gigantisk blæser op, som får håret til at stå ud til siden!

Aftensmad for vores vedkommende blev en meget let omgang Cæsar Salat med mandler og stegt kyllingebryst (som om vi ikke havde fået nok kylling den dag!). Jeg har endelig knækket koden til en Cæsar Salat dressing, så min bedre halvdel også gider spise det.

Jeg tænker stadig på den lækre mad på den restaurant, og den oplevelse bliver nok svær at stikke i aften, når vi skal ud og spise. Senere skal vi da opfriske min pure ungdom og se et Kiss kopiband fra Bangkok på Rockzone.

God søndag!

Liv i Thailand

Åges specielle sted

Her kommer en historie om en meget interessant mand, der bor lidt uden for Hua Hin på et meget specielt sted. Det hus har fascineret mig i lang tid, så jeg har besluttet at fortælle lidt om det.

Åge’s historie

Manden det skal handle om hedder Åge, og han er fra Norge. Her i Thailand bliver han kaldt Akee (engelsktalende, der ikke kan sige å og blødt g) eller Åke. Vi har mødt Åge gennem musikken, og han er en meget habil bassist. Han har spillet i band på cruise skibe i mange år, så han er meget professionel. Også her i Hua Hin spiller han bas som en hobby sammen en med en svensker, og de spiller rigtig godt, og især deres svenske og norske venner er store fans. Danskere er ikke helt så meget til country musik som nordmænd er, men derfor kan de jo godt spille godt.

Vi har været så heldige at være inviteret med til Åges fødselsdag to år i træk. Forrige år fyldte han 80 og holdt en kæmpe fest i deres fantastiske hus, og da hans sønner var på besøg sidste år, fejrede vi så hans 81 års dag. Det inspirerede mig til, at jeg gerne ville skrive lidt om ham og hans kone og ikke mindst om deres fantastiske sted helt ude på landet.

Åge har boet i Thailand i mange år, og han har arbejdet som ejendomsmægler tidligere. Han kender ufatteligt mange mennesker her i Thailand, og derfor kunne han også afsætte huse i forskellige projekter med lynets hast.

Han mødte sin thailandske kone Golf for mange år siden, og de har så stille og roligt bygget deres drømmested udenfor Hua Hin.

Vi fik lov at komme og besøge Åge, så jeg kunne interviewe ham lidt, og så jeg også kunne tage nogle billeder. Jeg er ikke fotograf, så jeg beklager billedkvaliteten, som slet ikke retfærdiggør den stemning, som der er i deres skønne hus.

Vi kom på besøg lige over middag, og Åge overraskede os med bagerens dårlige øje og kanelstang. Det har jeg da ikke fået i måske 10 år! (Jeg spiste ikke kage på arbejde i Danmark, for jeg var allerede blevet for tyk til sidst). Vi blev også beværtet med flere slags hjemmedyrkede frugter.

Åge er en meget tilbagelænet mand, så vi hyggesnakkede bare om løst og fast. Han fortalte også historien om deres ”sted” – for det er mere et ”sted” end et hus.

Stedets historie

Stedet er bygget over mange år med knopskydning med mange bygninger spredt på en temmelig stor grund med udsigt til markerne omkring.

Golf viste mig rundt, så jeg kunne tage billeder over hele grunden, og hun fortalte mig, at hun havde købt grunden meget billigt af en veninde, som ejer et meget stort område omkring huset. Veninden skyldte hende 50.000 baht, og hun blev så tilbudt jorden meget billigt, hvis gælden kunne indgå i afregningen. Det sagde Golf ja til, og så startede eventyret.

Åge og Golf valgte at tage til Kalasin helt oppe i nordøst, hvor Golf kommer fra og se på huse. Vel at mærke traditionelle træhuse, og de fandt et hus ude i junglen, som de købte. De skilte så huset ad i atomer og fragtede det til Hua Hin, hvor de genopførte det.

Huset havde oprindeligt kun 1 værelse, et badeværelse og et rum under huset, hvor køkkenet var. Jeg var virkelig benovet over, hvor smukt det hus er, og hvor fint de har restaureret det!

Et årstid senere besluttede Åge sammen med en ven, at de jo kunne bygge til på huset, så i ægte thai style satte de et par tage og nogle vægge op, som kunne blive køkken og alrum. Det gamle thai køkken (som mange thai huse har, så man kan lave det der oser og sviner udenfor) blev flyttet til en lille bygning bagved selve huset.

I årene fremover fulgte et par bygninger med værelser med eget bad til gæster! Der kom også et gudehus til, som jo er meget traditionelt thai, men det her er godt nok det mest imponerende private gudehus, jeg nogensinde har set. Det ses på billedet ovenfor med ved siden af selve huset. Under gudehuset har de deres kontor, som er helt moderne med computere, internet osv.

En dag da Golf var klatret mange meter oppe i et af de store træer for at beskære det, fik hun den ide, at hun gerne ville have en terrasse i den højde, så hun kunne nyde udsigten til markerne omkring og bjergene i det fjerne. Det blev startskuddet til, at Åge byggede en terrasse til hende og en bar under til sig selv og gæster.

Åges kone Golf på øverste etage af barbygningen

Sidste byggeprojekt var den ”moderne bygning”, som er lavet i thai moderne stil, og her føler man sig virkelig hensat til et hotel eller et bed-and-breakfast sted af høj kvalitet.

De kalder Det Gule Hus for den moderne afdeling

Golf fortalte mig, at hun købte et lille stykke land mere af sin veninde, men det var altså ikke til vennepris, så det er kun halvt så stort til den dobbelte pris. Her har de gæs, og så har de en køkkenhave, som det kneb Golf at følge med til. Ikke så meget at holde den vedlige, men mere at de to ikke kunne nå at spise afgrøderne, så hun måtte køre rundt til naboerne med det.

Hvordan holder man sådan et hus?

Det var et spørgsmål, der rumsterede i mit hoved under hele rundvisningen. Jeg spurgte Golf, om de da virkelig selv holdt alt det der vedlige og i orden. Hun fortalte mig, at hun er uddannet på universitetet i Bangkok til hoteldrift, og det forklarede selvfølgelig alle de smagfulde pudearrangementer, hyggekroge, skønne planter og også en fin lille sø, hvor vandet desværre på uforklarlig vis er forsvundet.

De to mennesker – han er 81, og jeg vil gætte på, at hun er midt i tresserne – passer alene sådan et kæmpe sted, og jeg så ikke en nullermand, roderi (andet en organiseret roderi på thai) eller et beskidt toilet (selvom jeg vil skyde på, at de har 6-8 badeværelser).

Golf er bare en sej dame. Hun fejer i haven hver dag, og hun beskærer også selv planter og træer i haven. Altså lige bortset fra, da hendes mor lavede ulykker.

Hendes mor var syg og dårlig, og Åge og Golf tilbød, at hun kunne bo hos dem. Da den ældre dame var skidt gående, måtte hun gå med rollator. Det gik ikke så godt, for alle stierne i haven var med grus på. Så måtte Åge lige tage sig sammen og lave betonstier, så den gamle dame kunne komme rundt.

Hun fik det åbenbart meget bedre med motion og frisk luft, og hun må åbenbart have bestemt sig for at ”hjælpe” lidt i haven. Så en dag, da Golf kom hjem fra indkøb, havde hendes mor skåret deres højt elskede rosa Lee Lavadee ned til grunden. SÅ blev den gamle dame sat på bussen hjem til Kalasin, så hun ikke kunne lave flere ulykker! Hun har det dog stadig fint!

Ensomhed ude på landet?

Jeg spurgte Åge, om de ikke kunne føle sig lidt isolerede eller ensomme så langt ude på landet. Åge svarede, at Golf jo har et kæmpe netværk i området, så hun har masser at gøre hele tiden. Åge spiller bas og har masser af kontakter i musikken, men han kunne da godt tænke sig, at der kom lidt flere gæster til at hygge med noget god mad og en hold snak. Og det er jo ikke ligefrem overnatningsmuligheder der mangler! Han sagde til os, at vi da var hjerteligt velkomne til at komme en aften til at lave noget mad sammen og hygge (nordmænd er nogle af de få i verden, der ved hvad danskere mener med hygge). Bare vi ikke lige skal have ”Pinnekjøtt”!

Hvem ved? Måske tager vi ham på ordet og tager en aften ude midt i ingenting på det skønneste sted med et par meget, meget søde og gæstfrie mennesker. En ting er ihvertfald sikkert! Der går ingen bus hjem, og det er helt umuligt at få en taxi, hvis man skulle drikke et glas eller to i den dejlige bar med skøn udsigt!

God søndag!

Liv i Thailand

Fars med forhindringer….

Ja, at lave fars er jo ikke det mest sindsoprivende emne i verden, men jeg må sige, jeg havde da mine problemer med det i denne uge!

Jeg hakker selv mit svinekød til fars, for det man man kan købe i butikkerne her er alt for groft og tit også “knobbet” med mange sære ting i. Det er en opgave, som jeg skal tage mig sammen til, for det er et forfærdeligt svineri (!) med et helt bordfuld opvask, og det hele skal gå meget hurtigt her i varmen. Når jeg så er i gang med svineriet, så laver jeg også leverpostej, som jeg nedfryser rå i små bakker, så vi altid kan få nybagt leverpostej.

Nogle vil måske sige: Hvad skal man med leverpostej i Thailand?? Mit modspørgsmål: Hvad skal man med thai mad i Danmark, når man nu kan få leverpostej, medister og frikadeller?? Jeg er opvokset med leverpostej i så store mængder, at det er blevet en slags grundstof i min indtagelse af næring. Ligesom rugbrød og ost og syltede rødbeder. Det er der jo ikke noget galt i, og jeg tror at alle “tilflyttere” til et andet land, har deres egne traditionelle madvarer med fra deres eget land. Nu er leverpostej og svinehak jo ikke raketvidenskab, og det er faktisk meget, meget nemt at købe ind til begge dele her i Thailand. Det er også relativt billigt – jeg kan lave et kilo svinehak med 15% fedt for ca. 130 baht.

Det er som sagt ikke en af mine yndlingsopgaver, men da vi snart får gæster fra Danmark, har jeg en del ting jeg gerne vil lave klar, så jeg ikke skal bruge alt for meget tid på morgenmad.

Gæsterne er en god gammel ven, som jeg gik i skole med fra 3. klasse i Spandet Skole syd for Ribe. Han kommer sammen med sin datter, som lige er blevet færdigudlært som murer. Vi har heldigvis holdt forbindelsen i alle de år (nok nærmest omkring 50 år), og han er nok den, der har været allermest flittig til at besøge os. Han er også en af de nemmeste gæster at have, for han er altædende (men kan lide at prøve noget nyt), han er ligeglad med en nullermand, og vi kan slappe af og have det sjovt og nyde det, når han er her.

Tilbage til det her fars og leverpostej! Normalt handler jeg i en lille grisebutik tæt på morgenmarkedet, men da vi ikke lige stod og skulle derind, så bestilte jeg varerne hos Makro (sådan lidt som Inco i DK tror jeg), som de så skulle levere i forgårs mellem 8 og 12 om formiddagen.

Normalt er varerne fra Makro faktisk af bedre kvalitet, end hvis man handler i selve butikken, og der er varer, som man kun kan få online. De har dog det problem, at de har ufatteligt svært ved at levere til tiden. Det er ikke leveringsbilerne, den er gal med, men de pakker simpelthen varerne alt for sent i butikken. Tit EFTER seneste leveringstid. Jeg havde alt klar til “operationen”. Jeg køler alle delene til min kødhakker ned, og jeg har kolde fade og skåle klar i køleskabet. Da klokken var 12, var varerne stadig ikke pakket… Det blev de så ved 13-tiden, men så stod de i butikken og gloede et stykke tid endnu. Klokken næsten 15.30 dukkede de så op med varerne, og så viste det sig, at der manglede en vare. Den kom så klokken 17, og da havde jeg ærlig talt opgivet det projekt til den dag. Jeg skulle nemlig ikke bare lige hakke noget kød, men jeg skulle også lave flere retter til fryseren, så det var blevet for sent.

Okay så. I går morges efter en tur i fitness centeret var jeg klar! Da jeg så fik pakket det her kød ud, så var der alt for lidt af både kød og spæk (jeg havde dog heller ikke betalt for mere), og da jeg lukkede posen op med svinekød, var det helt tydeligt fordærvet! Jeg har en ret fin næse, men der var absolut ingen tvivl! Nå, hvad så?? Så blev min bedre halvdel sendt om i den nærmeste grisebutik (som vi jo bare skulle være kørt om i fra starten!).

Det viste sig, at skiltene i butikken ikke svarede til det, der var i montren, og han er ikke den store kender i grisenes anatomi, så han ringede mig op og forsøgte at vise mig en video. Sådan en grynet video, hvor kameraet farer rundt er altså ikke nemt at købe svinekød ud fra! Så fik jeg nogle billeder på Messenger, og det gik lidt bedre. De havde desværre kun svinefedt med skind på, men så måtte jeg jo i gang med kniven!

Da jeg fik leveret mit svinekød og fedt, så kunne jeg endelig komme i gang med mit projekt! Eller næsten….. Det viste sig, at det her fedt sad på skindet af det meste af en halv gris, men der var dælme ikke meget fedt på det skind. Jeg tror, det var beregnet til at lave flæskesvær af (ja, flæskesvær er også populær i Thailand – prøv engang en Som Dam – papaya salat med flæskesvær – det er fantastisk). Så jeg brugte lige en halv time på at skære det her fedt af den magre gris!

SÅ kunne jeg komme i gang med at hakke!

Et par timer senere havde jeg lavet 11 bakker leverpostej, 25 små frikadeller til fryseren, snullerkød til vietnamesisk pandekage (morgenmad), tern til gryderet til i går aftes og 10 x 300 g svinehak!

Så var der bare lige opvasken. Holy Moses! Det er utroligt, hvor mange skåle og bøtter man får svinet til. For ikke at snakke om selve kødhakkeren, der absolut ikke kan gå i opvaskemaskinen. Og alt det hele i over 30 graders varme, så det er bare med at få gjort det hele grundigt rent bagefter.

Da jeg senere sad i poolen og kølede af, pudsede jeg min glorie noget så forfærdeligt. Jeg sendte også Makro nogle sure tanker. Jeg skulle selvfølgelig køre ud med det fordærvede kød, men det ville tage en time eller mere. Og guderne skal vide, om jeg overhovedet fik noget ud af det, når det nu havde ligget i køleskabet natten over.

Lad det være en lærestreg! Jeg skal handle lokalt så vidt muligt, og jeg skal kunne se og vurdere varen!

Nå, men i dag er det Nytårsaftensdag i Thailand. Vi fejrer Songkran, som har udviklet sig fra at dryppe lidt vand på hovedet af sine forældre og vaske deres fødder til en kæmpe vandkamp med høj musik og farvet pudder. I år holder vi os hjemme. Stay Home – Stay Dry. Sidste år gik vi hen på vores lokale bar, hvor vi går hen engang imellem for at se på trafikkaos. Det gik fint med ikke at blive våd i den intense vandkamp, der udspillede sig med folk, der kørte forbi i pick-up trucks med tønder af vand på ladet. Det vil sige, det gik godt, indtil en af servitricerne i baren tog fat i kraven på min bluse og hældte en liter vand ned ad mig. SÅ gik vi hjem!!

I morgen er mere fredelig, for det er tempeldag og besøge forældre dag. Meeeeen. Der kan altså godt sidde en lille gut på lur med en vandpistol!!

Godt Nytår og God Søndag

Dansker i Thailand

Åge – en introduktion

Åge’s historie

Stedets historie

Hvordan holder man sådan et hus?

Ensomhed ude på landet?