Vi har været på tur i 5 dage. Vi har i lang tid snakket om, at vi gerne ville på en køretur igennem det smukke landskab fra Hua Hin til Khao Lak, og nu skulle det så være.
Det er en lang historie, så jeg er nødt til at dele den op i 3 dele. Hvis den er for kedelig er man helt velkommen til at skippe den.
Et gavekort
Hvad giver man en mand, der har alt? En køretur selvfølgelig, hvor han selv skal være chauffør, men hvor ruten er lagt for ham (af mig!).
Det var så fødselsdagsgaven, da han fyldte år først på måneden. Det passede da lige i hans kram, og ikke mindst at jeg havde planlagt det, så han kunne spille med vennerne de dage, han nu spiller. Ja, næsten…. For han missede en øvedag, så vi måtte have den lille bas og en lille bluetooth højtaler med, så han kunne øve på den nyeste sang ”Crazy Little Thing called Love” undervejs.
Jeg havde dog mine tvivl om timingen, for jeg havde læst, at det også er ret heftig regnsæson i området i juni måned. Men nu bor vi jo i Hua Hin, hvor det som regel bare vælter ned i et kort tidsrum, og så klarer det op igen. Han ville gerne afsted, og sådan blev det. Jeg bookede så en tur, som var lidt bygget over et natmarked i Ranong.
2 dage i Ranong, 2 dage i Khao Lak og en overnatning på et snorkelresort syd for Chumphon på vej hjem.
Det skulle vise sig, at det opreklamerede natmarked i Ranong kun finder sted om lørdagen i februar til april, og det kunne vi sådan set godt forstå, da vi kom dertil.
Ranong
Ranong er en fredelig by ved tæt på Myanmar grænsen, og det er den mest regnfulde provins i Thailand. Der har i tidernes morgen været en tinmine i byen, men i dag lever man af gummitræer og landbrug. Byen er ret charmerende og velordnet i forhold til kaotiske Hua Hin med dårlige veje, skrald og gadehunde. Derfor lød det også spændende at tage dertil på trods af regntiden.
Vi tog afsted fredag morgen mod Ranong med en 6 timers køretur foran os. Turen gik fint, og med nogle stop og et par håndmadder undervejs, kom vi fint frem til Ranong efter en ret flot tur efter at have passeret Chumpon.
Da vi kørte ind i byen, begyndte det bare at vælte ned, men vi fandt alligevel hotellet ret nemt. Der var så et stykke at gå med bagagen, og vi nåede da at blive godt våde, inden vi fik det hele bjerget ind.
Værelset, vi havde booket for godt 500 baht, fik super anmeldelser på nettet (The B Hotel), og det var MÅSKE 500 baht værd, men det var så mest på grund af beliggenheden. Det var mega fugtigt og der lugtede af mug. Vi kunne i det mindste åbne et vindue, men det blev luftfugtigheden jo ikke lavere af.
Det havde nok engang været trendy med sådan rå beton vægge og skrabet stil. Men der var en plastik stol og en skammel i værelset. Natbordene var støbt i beton, så der var ikke noget bord. Badeværelset var pladdervådt, og belysningen var så mørk i hele rummet, at vi nærmest ikke kunne finde rundt.
Det her var så vores smukke udsigt….
Nå, men på trods af regnvejr ville vi ud og se os lidt omkring. Paraplyerne lå selvfølgelig i bilen, så vi valgte at løbe spidsrod hen i den bar/restaurant, der lå ud til vejen i forbindelse med hotellet (The B Bistro).
Vi fik installeret os med et par kolde øl og sad og kiggede på den næsten tomme hovedgade, mens regnen silede ned. Restauranten havde live musik om aftenen, så de havde et stort lydanlæg, som de åbenbart syntes skulle udnyttes også klokken 4 om eftermiddagen! Vi kunne jo ikke flytte udenfor for at komme lidt væk fra larmen, så vi sad i noget tid og råbte til hinanden i en ellers tom restaurant!
Regnen stilnede endelig lidt af, så vi kunne gå hen og handle lidt i den lokale butik. (Nærmest den eneste!). På vej hjem derfra fik vi øje på en lille bar på den anden side af gaden, hvor nogle tykke damer sad og dullede sig op til aftenens tjans. Der tog vi så også en øl, men det var en fejl, for mens vi sad der, begyndte det at VÆLTE ned igen. Himlen var bare kulsort i alle retninger, og det bliktag vi sad under sørgede for, at vi nærmest måtte sidde med fingrene i ørerne, mens vi så fik en enkelt øl mere.
Nu var vi sultne, så vi trodsede elementerne og styrtede hen på en lille restaurant på den anden side af vejen. Vi havde så igen glemt at få paraplyerne med, så vi nåede da at blive godt våde på de få minutter.
Maden på den lille restaurant (Khao Tom Nang Len (ข้าวต้มนั่งเล่นระนอง)) var fantastisk, og der var også en del thaier, som kom og spiste på trods af det virkelig dårlige vejr. Her var heller ikke noget bliktag, så lydniveauet var til at holde ud. Stedet kan virkelig anbefales, skulle man komme forbi Ranong.
Efter maden var vi ikke klar til at gå hjem, så vi styrtede tilbage mod baren/restauranten foran hotellet. Her var live thai musik, og vi kunne sidde i et hjørne, hvor det ikke var ALT for højt. Hvorfor thaierne dyrker musik med den styrke, har jeg aldrig forstået. De kan jo overhovedet ikke kommunikere, når musikken er så høj.
Vi havde ikke siddet ret længe, før jeg begyndte at fryse. Samtlige blæsere i lokalet kørte for fuld skrue, og de fleste thaier sad med jakker på. Jeg sad der i mine shorts og en top fra om eftermiddagen (vi fik jo aldrig klædt om), og det blev virkelig koldt. Så er det jo godt, at man har en kæmpe manke, og man kan løsne håret og få en ”trøje på”. Det hjalp da noget, men det var ikke nok, så til sidst måtte jeg kapitulere og foreslå, at vi gik hjem.
På det tidspunkt væltede det stadig ned, og de der pokkers paraplyer var stadig ikke der, hvor vi var! Jeg fik forklaret, at vi boede på hotellet inde bagved til en af tjenerne, og det viste sig, at det hørte sammen. Så hun fik os slæbt op igennem ”bagvejen”, så vi slet ikke skulle ud i regnen. Det gav hende så også en god tip!
Inde på værelset igen fik jeg pakket mig ind i et håndklæde, men det var simpelthen så fugtigt, at det ikke hjalp en pind. Det viste sig senere, at sengetøjet var endnu værre, så vi lå begge med kondens drivende ned ad kroppen, da vi begyndte at varme dynen op, så vi sov begge rigtig skidt den nat.
Fortsættelse følger om et par dage om hotelskifte og turen til Khao Lak……..
God Søndag