Rejsetips

På tur i Thailand – 3. og sidste del

Her kommer 3. og sidste del om vores tur sydpå i Thailand. Vi var nu på vej fra Ranong til Khao Lak

Khao Lak

Så gik turen mod Khao Lak, og vi havde hørt, at den rute skulle være fantastisk smuk og havde glædet os til turen. Forbavsende nok væltede det ikke ned da vi startede ud på turen, men inden vi kom ud af Ranong skulle vi lige stoppe og tanke og købe noget is til køletasken. Da jeg nåede halvvejs hen til 7-11 butikken på tanken, åbnede himlens sluser sig, og det styrtede bare ned igen! Inde i butikken fandt jeg en regnjakke, så jeg kunne komme ud til bilen igen uden at blive alt for våd, men ekspedienten fortalte mig: ”This one for baby”. Godt nok er jeg ikke ret stor, men jeg tror altså ikke, jeg kan skrue mig ned i en regnjakke til børn! Så løb hun rundt og ledte, og hun fandt så en til voksne til mig. Den sidste. Jeg kan godt forstå, at den by har svært ved at holde sig med regnjakker…

Vi kørte omkring 1 km, og så var der tørvejr igen.

Turen fra Ranong til Khao Lak er meget flot.

Hvad man måske ikke lige kan se er, at det faktisk er landbrug på bjergsiderne. Det er gummiplantager, oliepalmer (madolie), frugttræer og kokospalmer, som så flyder ind i den naturlige vegetation på en meget smuk måde. Der er så grønt, så grønt, og der er kravleplanter og bregner overalt. Jo, det var en flot tur, selvom det var gråvejr, og det regnede kun lidt på de ca. 4 timer turen tog. Meget af området er muslimsk, og vi kom forbi utallige moskeer og endnu flere skoler, så der må dælme være mange børn i området, selvom der ikke er mange rigtige byer på vejen.

Khao Lak ligger langs med vandet nord for Phuket, og der er ikke sådan rigtig et byområde. Hotellerne ligger ned til vandet og mange butikker og restauranter ligger langs med hovedvejen. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men nok i virkeligheden et noget kønnere område.

Måske er det i virkeligheden kønnere, end det indtryk vi fik af området. For kors i hytten hvor det regnede, mens vi var der. Jeg har aldrig oplevet 5 dage med så meget regn i de 25 år vi har rejst her og 7 år, vi har boet her. Vi fik nærmest ikke set noget som helst! Vi var bare glade for vores terrasse på det iøvrigt okay fine hotel, The Leaf, vi havde booket. Dog var det der værelse også forfærdelig fugtigt, så vi sejlede i vand under dynen om natten begge nætter.

Den første aften var vi rigtig heldige med vejret, så vi gik en tur. Vi var hundesultne og fandt en restaurant på et lille hotel, hvor de bare kunne lave mad. Happy Lagoon hedder det, og de serverer mega billig men fantastisk thai mad. Der var en enkelt dame til at betjene os, og vi var de eneste kunder, så vi fik lige øvet en masse thai snak der igen. Og så spillede de endda god musik, som ikke var for høj. En tur på bar bagefter blev kort, for de spillede musik, som var beregnet til unge mennesker ca. 40 år yngre end os (selvom gennemsnitsalderen nok var 50 derinde). Jeg kan simpelthen ikke lide techno og hip hop eller hvad pokker det hedder i dag!

Den anden morgen i Khao Lak startede godt med lidt solskin, inden vi gik til morgenmad, men mens vi sad og spiste, begyndte det igen at piske ned! Og det gjorde det så i flere timer, så vi fik øvet thai, spillet bas igen, lyttet til lydbog og meget andet i de timer, indtil det gik over og fortog sig til lidt drypperi.

Her kan man se, hvor stor forskel der er på fint og dårligt vejr fra vores terrasse:

Solskin og venligt vejr på The Leaf
20 minutter senere….

Jeg havde læst om en restaurant i nærheden, som hedder The Orchid, og den får rigtig gode anmeldelser for god thai mad. Ihvertfald ifølge Åge – min nye AI Chat GPT ven. Så vi besluttede at gå op til hovedvejen og prøve den. På vej op til restauranten (i nogenlunde tørvejr og nu endelig med paraplyer) stoppede vi ind på et apotek for at købe et glas med 100 Panodiler og 10 Ibuprofen, for jeg var radbrækket af hårde senge, stole hvor jeg ikke kunne nå jorden og de lange biltimer. Vi bestilte, hvad vi skulle have, og min husbond betalte, men da vi var gået et stykke, gik det op for mig, hvad vi havde betalt. 940 baht!!! Jeg køber medicin i Bangkok, som bringes ud, og der giver jeg 180 baht for det samme.

Jeg blev simpelthen så hidsig, at jeg parkerede den bedre halvdel på en bar og stormede tilbage til apoteket. Det første jeg så, var et skilt på disken, for der stod ”No refunds”. Det kan jeg dælme da godt forstå, for det er jo røveri ved højlys dag! Jeg smækkede de to pakker i disken og sagde, at det der havde vi så betalt 940 baht for, og så viste jeg kvitteringen fra apoteket  i Bangkok på 180 baht for nøjagtigt det samme. Så kom vores 1000 lap op af kasseapparatet igen! Jeg spurgte hende, hvorfor hun scammer turister, og hun forsøgte at forklare mig omkring priserne, men det var jo bare noget pjat. Jeg fortalte hende, at vi altså bor her, men min bedre halvdel ikke aner noget om, hvad medicin skal koste, og jeg ser for dårligt til at se tallene på en lille regnemaskine uden briller. Jeg fik pengene retur men ingen medicin, og da jeg gik ind på 2 andre apoteker i den by, var priserne stadig ALT for høje. Så tag medicin med til Khao Lak, for det er åbenbart en guldgrube at snyde folk der. Jeg overlevede fint at køre hjem uden faktisk!

The Orchid var nok opreklameret, for det var relativt dyrt for thai mad, og det var ikke særlig godt. Beliggenheden ud til en hovedvej og kvaliteten berettiger ihvertfald ikke til det!

Det er svært at få en taxi i Khao Lak, og der findes ikke Bolt og Grab taxi, så det blev bare på hovedet i seng, da vi havde gået det sidste stykke vej.

Sidste morgen i Khao Lak var det endelig fint vejr, og vi nød de sidste stunder på terrassen, inden vi skulle til morgenmad og pakke sammen. Vi havde en lang tur på 6 timer foran os igen, så vi var også lidt ivrige efter at komme afsted. Da vi havde siddet 10 minutter i morgenmadsrestauranten blev det igen kulsort, og det begyndte at vælte ned igen. Vi havde (igen) husket paraplyerne, så vi kunne komme nogenlunde tørskoet tilbage på værelset (som iøvrigt var et af de fjerneste fra receptionen på hele hotellet). Så kom der også et uvejr ind med kastevinde og lyn og torden, så palmerne i haven halvejst lå ned! Rigtig smart, når man nu skulle videre!

Jeg var også bekymret for turen hjemover, for der kan jo være oversvømmelser, mudderskred, stenskred, ulykker og meget andet i sådan noget elendigt vejr. Vi skulle vælge, om vi ville køre samme vej tilbage mod Ranong eller køre igennem Khao Sok National Park, hvor der på mange stræk er meget bakket, øde og med meget kringlede veje. Da min bedre halvdel elsker bjergkørsel, og jeg plejer at skulle ud og stå med hovedet nede mellem benene, så blev det den ”slemme” vej gennem nationalparken – det var jo trodsalt ham, der skulle køre.

På et tidspunkt holdt det op med kastevinde, så vi kastede os ud i regnen med hotellets i øvrigt kæmpestore paraplyer fra værelset. Checkede ud, og så var vi afsted!

Det regnede helt vildt….

Turen gennem Khao Sok National Park var nervepirrende, men på trods af regn og skyer over bjergene kunne vi godt fornemme, at det må have været en fantastisk flot tur. Dramatiske bjerglandskaber og så grønt, så grønt overalt. Jeg hang i håndtaget over døren meget af tiden på grund af hårnålesving, men jeg blev da i det mindste ikke køresyg. Jeg kunne ikke rigtig fotografere, for der var ikke nogen steder at holde ind og hive kameraet frem, og så var det hele også sløret af tågedis og regn.

Så nåede vi østkysten af Thailand igen, og så aftog regnen lidt, og da vi kom til vores sidste destination, var det faktisk tørvejr. DEJLIGT!

Vores sidste hotel fandt jeg ved at scanne Google Maps. De har ingen hjemmeside og reklamerer ikke, men det var godt nok et meget specielt sted. Stedet ligger lidt syd for Chumphon, som er ca. 3 timers kørsel fra Hua Hin.

Blue Life hedder stedet (man kan finde det på Facebook) og er egentlig et sted, der tilbyder snorkelture til de omkringliggende øer. Der er så smukt, at man næsten får ondt, og så har de bygget nogle runde hytter, der har udsigt til havet og øerne omkring, så man næsten taber pusten. Hytterne var sjovt indrettede og rigtig fine og med masser af lys, men det var heller ikke specielt billigt at bo der. Vi tilbragte de første par timer på vores lille terrasse med at nyde udsigten og så lidt solskin for en gangs skyld. Dog rendte en lang ranglet gut rundt med en buskrydder, og de var ved at bygge en ekstra hytte ved siden af vores. Men okay – ingen regn!

Meget thai style værelse

Da vi blev sultne, gik vi hen på restauranten ved siden af. Den lå også oppe på en bakketop med en vældig flot udsigt. Der var absolut ingen turister nogen af stederne, men der var pænt mange spisende thai gæster den aften. Vi fik noget virkelig godt thai mad til ikke ret mange penge, og der var en rigtig hyggelig og afslappet stemning. De havde dog lidt problemer med en mor-hund og dens hvalpe, der tiggede ved alle bordene, men det ordnede de så ved at gokke dem i nødden med en stor metalbakke, som de brugte til at servere med.

Udsigten var fantastisk, og sådan en stille, eksotisk aften kan altså et eller andet. Det var en magisk aften, som vi nok ikke lige glemmer.

Natten var stille og fin lige bortset fra, at en Tokay (et af de store firben, som kan råbe temmelig højt) var flyttet ind under taget i vores hytte, så den fik da vækket os nogle gange undervejs. Det gjorde så ikke så meget, for vi kunne jo bare sove, til vi var færdige med det!

Næste morgen var der morgenmad i den lille ”restaurant” på stedet. Da vi kom derhen for lige at få lidt at spise før afgang, fik vi serveret en stor skål risvælling med fiskestykker i! Jeg er efterhånden blevet ret glad for thai mad, men der stopper min tolerance altså godt nok. Jeg er ikke så godt til at spise splatmad (som youghurt og den slags) om morgen, og når der så ovenikøbet var fisk med skind på i en suppe, der ikke smagte af en pind, så måtte jeg altså give op! På mine gamle dage er jeg holdt op med at gå i panik over at være sulten, så det var ikke noget problem, og vi gik bare tilbage og fik pakket vores ting til afgang.

Da vi kørte, var alle mand taget på snorkeltur, så vi lagde bare nøglen på disken og tog afsted. Jeg måtte lige vende mig og kigge på den fantastiske udsigt endnu engang! Fantastisk sted, men det ligger altså ude midt i ingenting – lige bortset fra den gode restaurant ved siden, som man kan komme til, hvis man tør at gå igennem ”junglen” de her 100 meter!

Så var vi på vej hjem igen, og det var sådan set helt fint. Turen op til motorvejen tog en time, og det var faktisk ret sjovt at køre igennem små landsbyer og lidt større byer på vej tilbage.

1208 km. og godt 18 timers kørsel blev det til på de 5 dage, og selve kørslen var forbavsende nem og problemfri. Jeg blev ihvertfald bekræftet i, at trafikken i Hua Hin er helt forfærdelig i forhold til andre steder!

Ja, det regnede ALT for meget, og vi fik ikke set en pind, og mens vi var afsted, var det ret frustrerende. Trodsalt havde vi ikke rejst mange 1000 kilometer som mange af turisterne, vi mødte i Khao Lak for bare at sidde inde på værelset og glo på regnvejr det meste af dagen.

Når man så kommer hjem, og det hele lægger sig lidt, så kan man jo egentlig godt grine lidt af det. Alt er jo bare rejseoplevelser, og man kan jo ikke regne med at alt er perfekt (selvom en kontrol freak som mig helst vil havde det).

Det er ihvertfald en tur, vi ikke lige kommer til at glemme, og under alle omstændigheder, så havde vi da hinandens herlige selskab!

Næste gang går turen nok nordpå, for Kanchanaburi har også noget at byde på. Vi venter nok bare lige, til det holder op med at regne!!

God Søndag!

 

Rejsetips

På tur i Thailand – del 2

Her kommer andet afsnit i beskrivelsen af vores biltur til Ranong og Khao Lak. Forrige afsnit endte der, hvor vi tilbragte en nat i et meget fugtigt og halvbeskidt værelse.

Næste morgen vågnede vi med hønsene og sad og fortvivlede lidt over situationen. Det regnede stadig, men det var kun lidt drypværk. For at fordrive tiden til morgenmad, blev vi enige om at skifte hotel til noget mere tørt og rent. (rengørinsstandarden var altså heller ikke den bedste!). Jeg havde læst om et hotel, der lå lidt længere henne ad vejen, og det fik super anmeldelser og så noget nyere og mere velholdt ud, så planen blev, at vi ville gå hen og se, om vi kunne få et værelse der, og så bare skippe det der fugtige noget, vi boede i.

Vi vidste ikke, hvor morgenmaden var, men vi havde set i hotelbogen, at der var 5 forskellige ”sæt” at vælge imellem. Der var ikke nogen pris på, men det går jo som regel aldrig helt galt i Thailand med sådan noget. Jeg havde også set på Google Maps, at man kunne købe morgenmad til 89 baht, så det var da helt fint.

Vi gik ned i receptionen og spurgte om det. ”No hap”, som de siger her, fik vi at vide af receptionsdamen. Min husbond pegede på den laminerede menu med morgenmad på skranken, og så sagde hun: ”Not included”. Så forsøgte jeg at forklare på både engelsk og thai, at vi nok skulle betale for det. ”Finished” var svaret!

Okay, så var vi ude i plan B. Det dryppede stadig udenfor, men ikke mere, end at vi begav os ud for at finde et sted og få bare et eller andet at spise. På vejen besluttede vi, at gå ind på det andet hotel for at booke et værelse, hvis det var muligt.

Sook Hotel var en helt anden sag! Der var lyst og venligt og morgenmaden så rigtig god ud. Det fik så mig til at gå all in og booke det dyreste værelse, de overhovedet havde på hotellet til 2500 baht. Et standardværelse havde været 1700, men nu gad jeg ikke mere dårligdom. Vi fik booket og betalt, og så fik vi besked på, at vi først kunne få værelset kl. 14. Sådan er det jo, men da vi jo havde det andet værelse til næste dag, var det jo ikke noget problem.

Da vi kom ud af hotellet igen for at lede efter morgenmad, var himlen igen blevet sort rundt omkring, men det dryppede stadig kun lidt, så vi besluttede IKKE at gå tilbage efter de paraplyer, som vi endnu engang havde glemt! Vi gik et stykke hen ad gaden (forbi den der lokale shop, som havde både regnfrakker og paraplyer udenfor), indtil vi nåede et sted, hvor de serverede klassisk thai morgenmad. Ris med noget på toppen. Det var faktisk slet ikke ringe – jeg fik sprød gris og min husbond grillet kylling – og humøret steg da lidt.

Men så begyndte det at vælte ned igen, og så ville jeg lige checke vejrudsigten på min telefon. Det var så der, at jeg fandt ud af, at jeg havde glemt telefonen på værelset. Der var så lidt bordplads, at alle vores løsdele lå i en stor bunke på en lille hylde, og så havde jeg overset den. Nu blev jeg nervøs for, om vi risikerede rengøring, og om den overhovedet ville være der, når vi kom tilbage igen!

Det blev en ret hurtig morgenmad, og så drønede vi de få hundrede meter hen til en 7-11, hvor vi skulle købe noget is til køletasken og så en REGNJAKKE! Jeg har altid en plasticpose i tasken til udforudsete ting, og den var her ret handy, for sådan en håndtaske har altså ikke så godt af at blive gennemblødt, så vi kunne pakke de væsentlige ting ind.

Sådan en 7-11 er faktisk hundekold, når man er pladdervåd, så jeg frøs nærmest inden, at vi kom ind ad døren! Vi ledte og ledte efter regnjakker, men vi kunne ikke finde dem. Det viste sig, at de havde en enkelt tilbage gemt i et skab, så derfor måtte vi købe en alt for dyr plasticparaply også. Det klogeste man kan gøre, når man skal ud i dårligt vejr i et varmt land, er at lade være med at tage for meget tøj på og gå i sko, der kan tørre lynhurtigt, så vi var i det mindste rigtigt klædt på. Vi skyndte os hjemad, men man skal altså også lige passe på, at man ikke glider og falder, for det er der altså stor fare for!

Hjem kom vi da, og så var det bare med at få tørret sig så godt som muligt. I det værelse tørrede tøjet bedst, når man beholdt det på, men mine fødder var blevet til is allerede, så de måtte pakkes ind i den stadig klamme dyne! Så fordrev vi tiden med at øve thai og pakke til klokken blev lidt i 14, og så forlod vi ellers det klamme hotel, selvom personalet var temmelig forbavsede over den tidlige afgang. I den tørre tid kan hotellet måske være godt nok, men det duer ihvertfald ikke i den våde tid.

Det nye hotel var en skærende kontrast til det første, og vi kom ikke til at fortryde, at vi flyttede derhen. Værelset var stort, luftigt, rent, tørt og med en dejlig balkon ud til poolen. Da vi checkede ind, fulgte hotelkatten med op på værelset og gik og mjavede, så den måtte jeg få det søde personale til at få hentet.

Vores badeværelse var nok på størrelse med hele værelset på det forrige hotel, og der var alt fra sutsko og morgenkåber til en fin beskrivelse af områdets historie. Der blev øvet lidt på bassen, og jeg sad og nød lidt tørvejr på terrassen, mens jeg researchede lidt på, hvor vi skulle gå hen og spise senere. Et varmt bad senere (hvor vandets temperatur ikke for op og ned) var vi klar til at gå ud og se lidt på Ranong og få en ”Zugewöhner” (tysk for en drink før maden).

Ja, så gik det jo ikke værre eller bedre, end at det begyndte og vælte ned, da vi lige var kommet et par hundrede meter væk fra hotellet. Ikke en pind klogere af skade, så lå de der paraplyer nu på værelset, så vi måtte springe ind på den bar, som vi også var på dagen før. De tykke damer var igen ved at glatte hår, plukke skæg ud, rette på bryster og lægge make-up, men det i sig selv er da også underholdende.

Så kom der igen en ordentlig skylle i Ranong

Det regnede så hårdt de næste timer, at vi ikke kom længere end til restauranten foran det forrige hotel, The B Bistro! Denne gang havde jeg dog fået en trøje med, så jeg ikke skulle fryse ihjel! Vi kunne ikke klage over maden, for den var faktisk rigtig god, og den samme duo spillede ligeså højt som dagen før, men denne gang var der plads udenfor under tag (ikke blik), så vi ikke blev døve!

Ved siden af os sad der et bordfuld thaier, som var ved at spise og drikke thai whisky. Da vi bestilte vores mad på thai, blev de meget interesserede, så vi endte med at snakke med dem det meste af aftenen. PÅ THAI altså!!! De var smaddersøde, og min husbond fik en ny ven (Mr. Nu = Hr. Gris), og de udvekslede ovenikøbet telefonnumre i tilfælde af, at vi kunne mødes igen. En mega hyggelig aften med nogle meget, meget venlige mennesker.

Men de regnede altså stadig….. Så da vi kom hjem skulle vi bare tørres ud og i seng i det dejlig tørre sengetøj i et skønt og tørt værelse med tørre håndklæder og tørre møbler.

Morgenmaden var rigtig god, selvom jeg ikke gider sidde ved langborde og spise morgenmad. Det er ikke fordi, jeg er morgensur og tavs om morgenen (tværtimod – jeg knævrer, fra jeg lukker øjnene op), men jeg har brug for ”personal space” om morgenen. Så var der også lige 2 minibusser, der parkerede med motoren i gang lige uden for døren. Efter 10 minutter i dieselos og motorlarm, forlod vi restauranten.

Ranong er som nævnt en sød by med mange faciliteter for turister, hvis man sørger for at bo det rigtige sted, og det var heldigvis der, vi var havnet. Byen er ikke nær så rodet, beskidt og trafikeret som Hua Hin, og var det ikke fordi, byen på thai hedder 8+4 i folkemunde (8 måneders regn – 4 måneders solskin), så kunne jeg godt bo der. Der er utrolig smukt og pænt. Men undgå regntiden i de 8 måneder!

I sidste afsnit går turen videre til Khao Lak og hjemad med en overnatning syd for Chumphon.

God onsdag!

by Janne
Rejsetips

På tur i Thailand – del 1.

Vi har været på tur i 5 dage. Vi har i lang tid snakket om, at vi gerne ville på en køretur igennem det smukke landskab fra Hua Hin til Khao Lak, og nu skulle det så være.

Det er en lang historie, så jeg er nødt til at dele den op i 3 dele. Hvis den er for kedelig er man helt velkommen til at skippe den.

Et gavekort

Hvad giver man en mand, der har alt? En køretur selvfølgelig, hvor han selv skal være chauffør, men hvor ruten er lagt for ham (af mig!).

Det var så fødselsdagsgaven, da han fyldte år først på måneden. Det passede da lige i hans kram, og ikke mindst at jeg havde planlagt det, så han kunne spille med vennerne de dage, han nu spiller. Ja, næsten…. For han missede en øvedag, så vi måtte have den lille bas og en lille bluetooth højtaler med, så han kunne øve på den nyeste sang ”Crazy Little Thing called Love” undervejs.

Når man har sin bas med på ferie

Jeg havde dog mine tvivl om timingen, for jeg havde læst, at det også er ret heftig regnsæson i området i juni måned. Men nu bor vi jo i Hua Hin, hvor det som regel bare vælter ned i et kort tidsrum, og så klarer det op igen. Han ville gerne afsted, og sådan blev det. Jeg bookede så en tur, som var lidt bygget over et natmarked i Ranong.

2 dage i Ranong, 2 dage i Khao Lak og en overnatning på et snorkelresort syd for Chumphon på vej hjem.

Det skulle vise sig, at det opreklamerede natmarked i Ranong kun finder sted om lørdagen i februar til april, og det kunne vi sådan set godt forstå, da vi kom dertil.

Ranong

Ranong er en fredelig by ved tæt på Myanmar grænsen, og det er den mest regnfulde provins i Thailand. Der har i tidernes morgen været en tinmine i byen, men i dag lever man af gummitræer og landbrug. Byen er ret charmerende og velordnet i forhold til kaotiske Hua Hin med dårlige veje, skrald og gadehunde. Derfor lød det også spændende at tage dertil på trods af regntiden.

Vi tog afsted fredag morgen mod Ranong med en 6 timers køretur foran os. Turen gik fint, og med nogle stop og et par håndmadder undervejs, kom vi fint frem til Ranong efter en ret flot tur efter at have passeret Chumpon.

Da vi kørte ind i byen, begyndte det bare at vælte ned, men vi fandt alligevel hotellet ret nemt. Der var så et stykke at gå med bagagen, og vi nåede da at blive godt våde, inden vi fik det hele bjerget ind.

Værelset, vi havde booket for godt 500 baht, fik super anmeldelser på nettet (The B Hotel), og det var MÅSKE 500 baht værd, men det var så mest på grund af beliggenheden. Det var mega fugtigt og der lugtede af mug. Vi kunne i det mindste åbne et vindue, men det blev luftfugtigheden jo ikke lavere af.

Det havde nok engang været trendy med sådan rå beton vægge og skrabet stil. Men der var en plastik stol og en skammel i værelset. Natbordene var støbt i beton, så der var ikke noget bord. Badeværelset var pladdervådt, og belysningen var så mørk i hele rummet, at vi nærmest ikke kunne finde rundt.

Det her var så vores smukke udsigt….

Baggårdsidyl i regnvejr

Nå, men på trods af regnvejr ville vi ud og se os lidt omkring. Paraplyerne lå selvfølgelig i bilen, så vi valgte at løbe spidsrod hen i den bar/restaurant, der lå ud til vejen i forbindelse med hotellet (The B Bistro).

Vi fik installeret os med et par kolde øl og sad og kiggede på den næsten tomme hovedgade, mens regnen silede ned. Restauranten havde live musik om aftenen, så de havde et stort lydanlæg, som de åbenbart syntes skulle udnyttes også klokken 4 om eftermiddagen! Vi kunne jo ikke flytte udenfor for at komme lidt væk fra larmen, så vi sad i noget tid og råbte til hinanden i en ellers tom restaurant!

Regnen stilnede endelig lidt af, så vi kunne gå hen og handle lidt i den lokale butik. (Nærmest den eneste!). På vej hjem derfra fik vi øje på en lille bar på den anden side af gaden, hvor nogle tykke damer sad og dullede sig op til aftenens tjans. Der tog vi så også en øl, men det var en fejl, for mens vi sad der, begyndte det at VÆLTE ned igen. Himlen var bare kulsort i alle retninger, og det bliktag vi sad under sørgede for, at vi nærmest måtte sidde med fingrene i ørerne, mens vi så fik en enkelt øl mere.

Nu var vi sultne, så vi trodsede elementerne og styrtede hen på en lille restaurant på den anden side af vejen. Vi havde så igen glemt at få paraplyerne med, så vi nåede da at blive godt våde på de få minutter.

Maden på den lille restaurant (Khao Tom Nang Len (ข้าวต้มนั่งเล่นระนอง)) var fantastisk, og der var også en del thaier, som kom og spiste på trods af det virkelig dårlige vejr. Her var heller ikke noget bliktag, så lydniveauet var til at holde ud. Stedet kan virkelig anbefales, skulle man komme forbi Ranong.

Efter maden var vi ikke klar til at gå hjem, så vi styrtede tilbage mod baren/restauranten foran hotellet. Her var live thai musik, og vi kunne sidde i et hjørne, hvor det ikke var ALT for højt. Hvorfor thaierne dyrker musik med den styrke, har jeg aldrig forstået. De kan jo overhovedet ikke kommunikere, når musikken er så høj.

Vi havde ikke siddet ret længe, før jeg begyndte at fryse. Samtlige blæsere i lokalet kørte for fuld skrue, og de fleste thaier sad med jakker på. Jeg sad der i mine shorts og en top fra om eftermiddagen (vi fik jo aldrig klædt om), og det blev virkelig koldt. Så er det jo godt, at man har en kæmpe manke, og man kan løsne håret og få en ”trøje på”. Det hjalp da noget, men det var ikke nok, så til sidst måtte jeg kapitulere og foreslå, at vi gik hjem.

På det tidspunkt væltede det stadig ned, og de der pokkers paraplyer var stadig ikke der, hvor vi var! Jeg fik forklaret, at vi boede på hotellet inde bagved til en af tjenerne, og det viste sig, at det hørte sammen. Så hun fik os slæbt op igennem ”bagvejen”, så vi slet ikke skulle ud i regnen. Det gav hende så også en god tip!

Inde på værelset igen fik jeg pakket mig ind i et håndklæde, men det var simpelthen så fugtigt, at det ikke hjalp en pind. Det viste sig senere, at sengetøjet var endnu værre, så vi lå begge med kondens drivende ned ad kroppen, da vi begyndte at varme dynen op, så vi sov begge rigtig skidt den nat.

Fortsættelse følger om et par dage om hotelskifte og turen til Khao Lak……..

God Søndag

by Janne
Liv i Thailand

Thailands Lavsæson

Lige nu skrives der virkelig meget om Thailands lavsæson for turisme på mange medier i landet.

Thailand og Turisme

Turismen udgør for Thailand en ret stor del af bruttonationalproduktet, og når antallet af turister daler, så gør det faktisk rigtig ondt. Det er svært at få korrekte tal for indtægten fra turismen, da det jo rippler ned igennem adskillige led, men et nogenlunde fornuftigt tal er nok 20%.

Ud af de 20% er de ca. 8% indenrigsturisme, hvilket vil sige thaier der holder ferie andre steder, end der hvor de bor. Jeg plejer gerne at sige, at turisme indenrigs er lidt det samme som et land, hvor man klipper hinanden for at have en indtægt. Det flytter jo bare pengene til et andet sted. Tag for eksempel et middelklasse par fra Bangkok, som tager en forlænget weekend i Hua Hin. De lægger så nogle penge her, som de måske ellers ville have brugt i Bangkok.

Under og efter Corona lavede staten adskillige støtteordninger for at få gang i turismen, og det foregik ved, at staten betalte op til 50% af et hotelophold. I min optik giver det jo ikke rigtig noget, udover at staten ”støtter” hotellerne.

Nej, det virkelig interessante er de 12%, som kommer fra udlandet. De tager penge med sig ind i landet, som de bruger over hele turistsektoren – alt fra hoteller, transport, ture og til en is ved en strandsælger.

Lavsæson

Lige nu har vi lavsæson, og sådan er det sådan set hvert eneste år. I år er bare værre! For første gang i mange mange år (udover Corona katastrofen) går antallet af turister tilbage, og det har fået de fleste tilknyttede til branchen op af stolene. Selv regeringen kan se, at det ikke er så godt. I forvejen er der masser af problemer i Thailand. Især økonomiske problemer, som går ud over rigtig mange mennesker i det thailandske samfund.

Årsagen til de slemme tal er blandt andet, at der ikke kommer nær så mange kinesere mere. Det kan der være mange årsager til, for de har nok lige så ondt i pengepungen som alle andre i verden. Men nogle af de årsager de ridser op her er frygten for scams, og at de ikke føler sig trygge i Thailand. Der har været masser af sager om scams og sågar kidnapning af en kendt kinesisk skuespiller. Så var der jo også det jordskælv, som sendte en halvfærdig offentlig bygning i jorden, og det viste sig, at bygherren havde snydt med materialerne og lavet om i konstruktionen. (Faktisk var det en skandale fra starten med korruption og snyd osv. med det byggeri). Nu er der mange, som ikke føler sig tilpas ved at holde ferie på 22. sal i Bangkok, hvis det skulle ske igen.

Vietnam og Japan er også blevet populære turistmål for kineserne (og nok også mange andre) med nemmere visumregler og renere miljø og luft. (Thailand er forpestet af røg ca. 5-6 måneder af året nu).

Det skal så siges, at kineserne ikke lige er dem, der lægger flest penge i Thailand, for de kommer ofte i grupper, kører med bus og bor på all-inclusive hoteller, som tit er helt eller delvist kinesisk ejede.

Hårdt ramt

Pattaya er hårdt ramt, og man har lavet nogle undersøgelser, hvor man spørger turister, hvad de er kede af ved Pattaya og Thailand.

Det interessante er, at rigtig mange siger det samme!

Skift i visumregler igen og igen, trusler om turistafgift, luftforurening, gadehunde, dårlig infrastruktur, sære alkoholregler, thai baht er alt for høj, priserne stiger og stiger i mange turistområder, alt for dyre hotelpriser (thai logik: Ingen kunder, så vi sætter prisen op) og skrald. For så ikke at glemme en af de vigtige: Trafikken! Det er da gået helt amok med deres helt elendige trafikkultur – eller mangel på samme! Og så er der mange, der ikke har lyst til at betale 400 baht for at komme ind et sted, når en thai skal betale 20 baht.

Hvad gør man så?

Regeringen har annonceret masser af planer for, hvordan man vil få gang i turismen igen, og her er nogle af planerne:

  • Skaffe kvalitetsturister og turister med mange penge
  • Bygge shopping centre med kasinoer i (de skal lige legaliseres først)
  • Gøre transportsystemet i Bangkok nemmere
  • Forbedre infrastruktur (hvor og hvordan?)
  • Sørge for større tryghed og mindre snyd og scam
  • Få turister til at besøge ukendte perler
  • Festivaler, kultur og koncerter
  • Marketingkampagner til millioner af Baht.

 

Og en masse, masse mere. De slynger om sig med tal for, hvor mange turister vil komme, og hvor mange trilliarder baht det vil give….

Hjælper det noget?

Jeg ser altså indimellem stadig Thailand med turistøjne, og jeg kan efterhånden godt forstå, hvorfor nogle turister søger mod andre lande!

Her ER enormt meget snyd og scam, og det er altså ikke kun turisterne, det går ud over. Thaierne går ikke af vejen for at snyde hinanden. Tag bare taximafien på Phuket og Samui. Der betaler man nemt 300 baht for en tur, som med Bolt her i Hua Hin koster 65 baht.

Infrastrukturen er elendig mange steder, og der bygges på små og store projekter i årevis. Oppe ved Bangkok bygger de på Rama 2 motorvejen – det har stået på i mere end 20 år, og det er ikke i nærheden af at være færdigt. Derimod har man ”muligheden” for at få et brofag eller noget jern i hovedet, når man kører der.

Tager vi Hua Hin, så er det i visse områder tilrådeligt at medbringe et vandrør (godt nok af plastic), hvis man cykler eller går for at lege ”Darth Vader” med gadehundene. Soi 94 ligner nu et månekrater med vejrenoveringen, som skulle være færdig i februar. Om lidt har det 1 års jubilæum, og det kommer nok til at tage en højsæson mere med….. Folk kører som de vilde, og der er masser af trafikuheld hver eneste dag!

Hvordan tiltrækker man turister?

Jeg synes ikke, det er raketvidenskab! Giv turisterne det, de kommer for og gerne vil have. Et trygt og godt ophold i det her dejlige land med det fantastike klima, super mad, mange søde mennesker og en helt anderledes og eksotisk kultur. Gode oplevelser og smuk natur.

Festivaler og kulturhappenings er da fine, men nogle gange vil man bare hellere have et sikkert fortov en et eller andet larmende arrangement med musik så højt, at ørerne falder af.

Thai politikere burde stikke en finger i jorden og rent faktisk SPØRGE, hvorfor folk ikke kommer. Det bliver man da meget klogere af end at sidde på et kontor og finde på tiltag til rigtig mange penge.

Nogle gange tror thai politikere, at de bare skal lave en eller anden plan, hælde en masse penge i, og så sker det bare. Det er et langt sejt træk at ændre denne her nedadgående trend. De skal i gang med det samme, som man gjorde på Mallorca for mange år siden. Man fik ryddet op i beskidte strande, gamle nedslidte hoteller, at for høje priser i forhold til kvaliteten og en masse andet. Ibiza var også et sted for unge mennesker, hvor de bare væltede rundt i nogle kæmpe branderter. I dag er det et også en eksklusiv destination. Jeg læste, at Vietnam også har været igennem en lignende proces, og de høster jo også frugten af det i dag.

Og tilbage til Hua Hin og vores nærområde, Soi 94. Jeg tror ikke, der er mange fine damer og herrer med mange penge i dyrt designertøj og med Gucci tasker, der gider at vade gennem murbrokker og mudder med en hel flok hunde i hælene. For slet ikke at snakke om en flok aber!

Det ER lavsæson, og  jeg må indrømme, at jeg faktisk nyder lidt, når der ikke er så mange turister. Jeg kan så godt se, at det ikke er så fedt for de lokale, der skal leve af det.

Jeg håber, at vores borgmester, som har været på posten det meste af en menneskealder, snart får gang i at få infrastrukturen forbedret. I det mindste bare blive færdig med påbegyndte projekter, så det ikke ender med en ulykke.

Her er lidt fotos fra byggepladsen (soi 94). Ukrudtet begynder så småt at overtage projektet.

Turistvenligt er det jo ikke ligefrem…. Men mon ikke det tager næste højsæson med også!

God Søndag

Et meget trafikeret kryds på Soi 94
Samme kryds bare i den anden side
Samme kryds igen – nu med pynteliste fra en bil.
Liv i Thailand

At have swimmingpool i Thailand – på godt og ondt!

At have en pool, når man bor i Thailand er ikke så værst! Men der følger lige nogle potentielle problemer og udgifter med skidtet.

Da vi købte vores hus for snart 9 år siden, var det en prioritet, at der skulle være en pool, sådan så vi især i den varme tid kunne springe i og blive meget bedre kølet af end i en kold bruser (det findes ikke i den varme tid, for vandet er alligevel 30-35 grader varmt!).

Vores venner, som hjalp os med at se på huse, sagde til os, at vi skulle spørge de forskellige steder, om det var en saltvandspool. Jeg vidste da ikke en pind om, hvad det indebar, men det blev jeg så da klogere på. Mit eneste kriterium var, at jeg skulle kunne bunde i hele poolen, men vi glemte fuldstændig at spørge om, hvor dyb den var!!

Saltvandspool, hvad er det?

En saltvandspool er en pool er ikke så salt som at hoppe i havet – slet ikke. Den skal indeholde lidt salt (vi snakker promiller), så når vandet pumpes igennem en såkaldt “klorinator”, så bliver der dannet en meget mild form for klor, som kan holde poolen fri for alger og bakterier.

Balancen i sådan en pool er meget vigtig, og derfor checker vores poolmand for PH og klor med sådan et lille sæt 3 gange om ugen. Han fortæller os så, om vi skal have mere salt i, eller om den mangler syre (saltsyre).

Når det gælder saltbalancen, så har de fleste thai poolfolk for vane at smage på vandet, hvilket jo nok må siges at være in ikke særlig præcis målingsmetode. Hvis de lige har spist en god dessert eller en stærk Pad Gaprao, så påvirker det jo nok lidt af indtrykket. Derfor checker min husbond jævnligt med dette lille apperat, som er et såkaldt “refraktometer”, som godt nok kræver sollys for at virke, men som så kan vise, hvad saltindholdet i vandet er.

Til venstre refraktormeter til salt – til højre PH og klortest

Vi har en rigtig god poolmand, og vores poolsystem er relativt nyt, så vi har ikke så mange problemer med vores lille vandhul. Vores motorrum er kun et par år gammelt, og det er virkelig luksusudgaven, hvor man ikke skal ned i et hul i jorden og hvor der er tørt og fint.

Pumpehus
Pumpehuset indeni

Vores pool er sådan en no-nonsense en af slagsen, hvor vi bare pumper vandet ind omkring et filter og en klorinator, og så cirkulerer det ellers bare rundt. Det kører som regel bare, som det skal med små ubalancer ind imellem på grund af regn (det fortynder vandet i poolen) eller fordampning, eller måske bare lidt overforbrug på grund af gæster fra det kolde nord (med solcreme på huden).

Men vi har venner, som kører med et lidt anderledes system med overflow tanke. Vores er jo bare en balje vand i princippet – og lettelsen var stor, da vi overtog og fandt ud af, at vandet kun er 1,20m dybt. Så har jeg også en chance! Vi har nogle venner, som har en gigantisk pool med både jacuzzi og børnepool og en kæmpestor naturlig klippesten integreret. Den er lavet  efter samme princip som en infinity pool. Vandet når helt op til kanten, og hvis nogen går i vandet, så forsvinder det overskydende vand ned i en rist langs med kanterne, som så sender det ned i en tank. Når personen står op af vandet igen, så lukker tanken vand ind igen.

Den slags pools er meget flotte og meget mere elegante end vores lille vandhul. Men det med de der tanke kan godt give nogle problemer med at holde vandet rent. Tænk på, at det står der i over 30 graders varme – ofte i en muret tank under jorden.

Så vi har alle vores egne specifikke problemer alt efter modellen.

Pooludstyr

Alle reservedele, som relaterer sig til en swimmingpool koster spidsen af en jetjager. Det tror jeg måske nok de gør alle steder, men man får altså næsten åndenød, når man skal betale 60-70 kr. for sådan en lille plasticdims som denne.

Den er beregnet til at justere luftflowet i jacuzzien, og det er jo bare et stykke plastic med gevind. De går til på grund af sollyset, men når de skal skiftes hver 3.-4. år, så får vi godt nok begge to ondt in en vis legemsdel.

Problemer

Som jeg skrev om i sidste uge, så har vi lige haft gæster i 10 dage, og de var begge i poolen flere gange om dagen, hvor vi lige begrænsede os til en enkelt gang. Et par dage efter, at de var taget afsted, kunne jeg en morgen se, at vores ellers altid klare pool var begyndt at blive grøn på bunden! Man kan så “chok klore” med noget klor Caramba, som stinker forfærdeligt! Det gjorde vi, og den fik også noget salt efter anbefaling fra poolmanden.

Efter et døgns tid så den meget bedre ud, men så var det, at min bedre halvdel fandt ud af, at vores klorinator ikke kørte, som den skulle.

I går skilte han og vores poolmand så skidtet ad, og det stod så klart, at cellen, som laver klor, var gået helt til. Selvom man ikke ved, hvad man ser på, så kan de fleste nok godt se, at der er noget galt her.

Nu var vi så heldige, at vi havde en celle liggende fra et gammelt apparat, hvor styringen stod af. Dermed har vi nu udskudt udskrivningen på nok 20.000 baht til en ny enhed til senere. At de så havde et lille “uheld”, hvor poolmanden ved en fejl hældte saltsyre i vores kloak, så der lugtede af rådne æg i miles omkreds er en anden sag!

For ikke så længe siden havde vi et problem med vores pumpe, som koster et helt astronomisk beløb. Det fik de to heldigvis fixet uden omkostninger.

For et par år siden fik vi ordnet fuger i poolen. Kvaliteten af det arbejde var godt nok af tvivlsom karakter, men det holder da stadig. Da de var færdige, havde de svinet kanterne til med det der fugemasse, og det havde de så forsøgt at tvære ud med en klud. For at camouflere den hvide hinde, så smurte de lige alle de mørke fliser ind i madolie!!!!! Det opdagede jeg først bagefter, så det tog mig 2 hele dage og et utal af skuresvampe at få det der olie af igen. Det bliver jo helt klistret, hvis det får lov at hærde op!

Så altså – det er absolut ikke gratis at have en pool. Som en lille anekdote kan jeg fortælle historien om, hvor galt det kunne gå i Danmark. Vi havde en pool i kælderen af vores hus i Silkeborg. Den blev varmet op af solfangere på taget, men det virkede ikke særlig godt, for det var bare sortmalede radiatorer i en glaskasse. Så et år, hvor vi skulle holde vores årlige oktoberfest (overgang til vintertid), syntes min gemal, at vennerne da ikke skulle bade i 18 grader koldt vand. Så han koblede en varmeveksler til fjernvarmen og lod den køre i en uges tid. Så var temperaturen ved 24-25 grader til den fest, og alle syntes, det var fedt. Det resulterede i en ekstraregning på 1200 kr. og en forøgelse med a conto beløbet med 1000 kr. det næste år!

Jeg ved, det lyder skørt, men vi døjer altså også med her, at poolen er for kold i dele af året. Jeg er en frossenpind, og jeg skal ikke i noget vand, der er koldere end ca. 30 grader. I december og januar kan den godt komme helt ned på 24-25 grader i perioder, og så skal jeg ikke nyde noget!

For et par år siden forsøgte Georg Gearløs (min bedre halvdel) sig med denne løsning, hvor han lavede en spiral af sort vandslange, som kunne ligge i solen og blive varmet op. Med en lille pumpe kunne han så pumpe vandet fra jacuzzien igennem, så i det mindste den var varm. Det virkede sådan set, men da vi havde et træ lige ved siden af, som smed et utal af små blade, så det var ikke lige så nemt at feje. Der var jo en del vand i den slange, så den vejede som et ondt år.

Den ser ikke stor ud, men den er 1,70m i diameter

Nå, men så kan man jo trøste sig med, at behovet for at blive kølet af, ikke er så stort på den tid af året.

Lige nu får vi en større eller mindre regnskylle hver dag, og det er overskyet meget af tiden, men den er alligevel 31-32 grader lidt op ad dagen. Den høje luftfugtighed gør, at man har det rigtig varmt, så det er dejligt lige at kunne køle af før eller efter aftensmaden.

Dejlig søndag til alle!

 

 

 

by Janne