Social Uge

Denne uge har stået i det sociales tegn. Det vil sige, at vi har brugt tiden på at være sammen med gode venner og bekendte.

Billedet øverst er fra en tur til Cha Am for et par dage siden. For nogle måneder siden fandt vi dette sted ved en tilfældighed, og det ligger faktisk midt i ingenting. Rundt om er der marker, en ko-farm, vildnis og så har det en fantastisk udsigt. Vores danske ven, som bor i Cha Am kendte ikke engang stedet, men det viste sig at være lidt af et fund.

Det er mand og kone, som driver en restaurant i en (lidt forfalden) have, men hold nu op, hvor kan de to lave mad! Der er terrasser her og der – oppe og nede – og nogle hytter samt en swimmingpool. Som man kan se på billedet, så er udsigten fantastisk, og de havde åbenbart lige høstet rismarkerne rundt om, for der var i hundredevis af fugle for at spise de sidste rester.

The Sleeping Giant Terrace hedder den, og man kan finde lokationen her. Vi tog vores australske venner med derop til frokost. De er her i 4 måneder, så det er jo bare med at udnytte tiden!  Jeg fik desværre ikke taget billeder af maden – jeg var simpelthen for optaget af at spise og nyde. Deres red snapper med urter er helt vildt god, og til 340 baht for en meget stor fisk med masser af guf på toppen, er det jo så billigt, at man får tårer i øjnene. Også deres østrigske spareribs (!) er supergode. Vi sad på terrassen øverst med udsigt, og selvom vi fik en gevaldig byge, så var vi stadig i ly for regnen.

Senere kørte vi ind på Cha Am strand for at få en øl. Vores sædvanlige sted var lukket, så vi endte på et sted, som hed “Valhalla”. Ha Ha. En af gæsterne havde været der for længe, så det ud til. Der sad nemlig et skelet med vikingehjelm i baren!! Cha Am er ret charmerende med deres strandpromenade, men de har godt nok så mange solsenge på stranden, at man ikke kan se havet fra den anden side af vejen!

En rigtig hyggelig eftermiddag med et par utroligt søde mennesker!

Vi fik også besøgt nogle venner et par eftermiddage. Tiden går så hurtigt, og lige pludselig er det er mange uger siden, at man sidst så hinanden. Det er altid mega hyggeligt at invitere sig selv! Heldigvis tager de det ret pænt!

Musikaften onsdag med en ven til minestrone suppe og hjemmebagt brød, før vi kørte ud på baren, hvor der var jam night. Et band med yngre mennesker fra Melbourne spillede et sæt for en næsten propfyldt bar udover de gamle nisser her fra Hua Hin. Det var til stor begejstring for alle, og det var en rigtig hyggelig aften.

Min bedre halvdel spiller sammen med nogle gutter i et studie tirsdag eftermiddag, så der kunne jeg da lige hvile ørerne og får ordnet nogle ting. Om aftenen havde vi en “os to” aften, hvor vi spiste noget dejlig thai mad på en lokal restaurant og gik på Rockzone og hørte bandet “Crazy Bull” spille. Vi har kendt de gutter i mange år, og de bliver bare bedre og bedre for hver gang, vi hører dem. De spiller flere steder i byen, men det er altid en fornøjelse! Heldigvis fik vi hevet ankeret op, så vi ikke kom hjem alt for sent. Træningen i fitness centeret ventede jo næste morgen!

I dag er min husbond kørt afsted med to musiker venner ned til et sted, som var tidligere var legendarisk i Hua Hin. Det ligger 20 km syd for byen, så ikke det mest praktiske! Det har været lukket i lang tid, for ejeren døde i januar og havde det rigtig skidt i meget lang tid før det. Hans thai kone har nu inviteret til en “tribute” aften, hvor flere bands skal jamme sammen. Udstyret dernede har af gode grunde ikke været brugt i meget lang tid, så de herrer er kørt derned for at inspicere det hele og fixe eventuelle problemer.

De var kun lige kørt ud af indkørslen, så dukkede en anden musiker ven op sammen med sin kone. Han kommer her ofte til en enkelt øl eller en kop te, og for noget tid siden startede han med at klage over, at han havde svært ved at se. Jeg kunne genkende symptomerne fra dengang, jeg selv fik grå stær for 10 år siden, så jeg fik ham overtalt til at gå ned til vores øjenlæge. Ganske rigtigt! Galoperende grå stær på grund af brug af prednisolon!

I går fik han så opereret sit første øje, og han fik indsat en meget smartere linse, end dem man havde, da jeg blev opereret. På trods af, at han render rundt med et plastik skjold over øjet, så kan kan han allerede nu se farver og kontraster meget bedre. Jeg sagde til ham inden, at det er mindre generende end en tur til tandlægen, men det var han nu ikke enig i i dag! Han mente faktisk, at han hellere ville udsættes for 10 tandudtrækninger!!

Men vi fik så lige vendt verdenssituationen, mens min fryser fik lov at tø op, så jeg kunne gøre den rent.

I morgen tror jeg bare, at vi tager en slapper og bliver herhjemme udover træningen i fitness centeret. Vi er jo heller ikke 17 år mere – at bytte de to tal om er ihvertfald mere rigtigt for den ene af os.

Her øser det ned, men rigtig god søndag!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *