For nogle måneder siden døde en musiklegende fra Hua Hin området, og sidste weekend skulle han så hædres for sidste gang.
Da vi kom til Hua Hin for at besøge vores venner, som har et hus her, tog de os med på et legendarisk sted, som hedder Thaiwaii. Stedet lå langt uden for Hua Hin i Paknam Pran – ude midt i ingenting! Der mødtes alle musikelskere i Hua Hin søndag eftermiddag til livemusik og socialt samvær. Det var så populært, at der var arrangeret transport til og fra Hua Hin i minibusser, og folk stimlede sammen fra nær og fjern.
Der blev spillet musik indenfor, og udenfor var der de her små basthytter med bænke i, så vi kunne snakke sammen, selvom der var live musik indenfor. Øllerne var billige og stemningen var god, og til spisetid blev der stillet en fin buffet med thai mad frem, og meningen var, at man ikke betalte for maden, men lagde nogle penge i en krukke, som man nu selv syntes.
Vi nåede at komme der et par gange, men vi mødte aldrig rigtig ejeren, Richard og hans thai kone.
Senere skete der så en masse ting, hvor de forsøgte at flytte til en anden lokation hhv. i Khao Tao og Khao Takiab tættere på Hua Hin, men det gik vist ikke særlig godt. Så kom Corona, og Richard havde det vist ikke særlig godt med det hele. For et par år siden renoverede de så det gamle sted i Paknam Pran igen og forsøgte at få det i gang igen, men det gik heller ikke så godt.
Så blev Richard syg, og han døde så i USA tidligere på året, mens hans kone blev her i Hua Hin.
Hans enke, Jeab, ønskede at lave et mindearrangement for ham på det oprindelige Thaiwaii, og med støtte fra et par af de mere prominente gutter inden for musikken her i Hua Hin, så fik hun stablet et ret stort arrangement på benene, som blev afholdt sidste lørdag på en fantastisk fin solskinsdag.
Meningen var, at nogle af de etablerede amatørbands skulle spille først, og derefter var der mindetaler, og så til sidst var der jam, hvor folk spillede sammen på kryds og tværs. Der var en fabelagtig buffet med noget fantastisk mad, super personale og fri bar! Meningen var så, at vi alle skulle lave en donation til “Richard Fonden”, og det syntes jeg faktisk var lidt vanskeligt, så jeg forsøgte at holde styr på, hvor meget jeg skyldte for mad og drikke.
Et par dage før arrangementet kørte de to medarrangører og min handymand derned for at checke, at alt udstyret virkede, og at der var kabler, mikrofoner osv. til alle. Det tog alligevel nogle timer, for det hele havde jo stået stille i flere år, men de fik det op at køre.
Vi valgte at booke os ind på et lille splinternyt hotel på den anden side af vejen, hvor vi fik et superfint værelse med udsigt til Pran River for 890 baht for en nat.
Vi ankom tidligt for at sætte min husbonds instrumenter af, og der mødte vi en god gammel ven, June, en meget dygtig thai guitarspiller og sanger, som tidligere spillede på Rockzone. Han skulle være opvarmning.
Vi skyndte os så over på hotellet med taskerne, så vi lige kunne klæde om. Jeg havde fået at vide, at der var aircondition indenfor, og da jeg er sart over for thaiernes polarkulde i aircondition, havde jeg taget jeans, en t-shirt med ærmer og lukkede sko med. Der var bare lige det, at den største air conditioner var gået i stykker, så der var mega varmt derinde. Så jeg måtte afsted i shorts og en brugt bluse og tennissko!
Da vi kom tilbage til Taiwaii, var PA systemet brudt sammen (altså det anlæg som alle skulle synge over og mange skulle spille igennem det også), og June havde kun nået en halv sang. Så min handymand var ret populær, da vi kom ind! De fik så anlægget til at spille i den ene kanal, og det var jo bedre end ingenting!
Så gik showet ellers i gang! Min husbond skulle spille med to bands og understøtte en duo lidt, så ham så jeg ikke meget til den dag! Buffeten blev suppleret igennem hele eftermiddagen med nye retter, og det er godt nok længe siden, at jeg har spist så meget og så længe!
Det var en mega hyggelig dag, men der blev godt nok også grædt mange tårer. De mennesker, der virkelig kendte grundlæggeren godt, var meget berørte af situationen. Selv formanden for Bandidos i Hua Hin kom. Han har sin egen rockbar på soi 102, og han fik sin første guitar af Richard for mange år siden. Selv han græd bitterligt foran Richards billede på det lille alter, der var stillet op.
Vi har en bekendt fra Østrig, og hende og hendes mand spillede også et par numre. Hun græd nærmest on-off hele dagen, og på et tidspunkt gik jeg udenfor for at snakke lidt med hende, for hun sad bare der og græd alene. Vi fik så en snak om, at det jo er bedre at miste nogen, som man virkelig holdt af, end aldrig at have haft nogen at holde af.
Så var der jam, og jeg skal da lige love for, at der blev gået til den! Jeg vil gætte på, at mindst 30% af de mange gæster var musikere. Der kom også et rent thai band og spillede nogle sange, og de var faktisk rigtig gode.
Haven er virkelig hyggelig med alle mulige kroge og hjørner. Der er en lille indhegning med en kat med 7 killinger og lidt længere henne gik en høne og passede sine små kyllinger. En ældre dame passede en baby, og der var børn og hunde over det hele.
Sikke en dag! Hvis nogen gad ære mig på den måde, når jeg dør, ville jeg da være pavestolt. Vi kendte ikke Richard, og vi var der kun, fordi min bedre halvdel spiller med folk, som var rigtig tæt med ham. Men han er en legende i Hua Hin for at fremme musikken og hjælpe unge talenter med at komme i gang med at spille.
Æret være Richards minde – jeg håber, der er masser af musik, hvor han er nu.
Næste morgen vågnede vi, før en vis herre fik sko på. Jeg havde medbragt en leverpostejmad (hjemmelavet leverpostej og hjemmebagt rugbrød), som desværre viste sig at være pivfrossen i køleskabet. Så måtte vi jo vente og nyde den fine udsigt til floden, mens madderne tøede op. Hvis man gerne vil have en overnatning ude på landet i nærheden af Hua Hin på et spritnyt hotel med swimmingpool, så kan stedet her varmt anbefales! Man skal bare huske at tage sine sko med indenfor, for ellers stjæler hundene dem, sagde ejeren til os, da vi ankom.
Søndag fandt vi også ud af, at vi begge to havde lagt en pæn donation i kassen for os begge, så vi havde i hvert fald ikke snydt os fra det!
Da vi kom hjem søndag middag, kunne vi begge godt mærke, at både ørerne og det sociale gen havde fået noget at arbejde med, så det skulle bare være en stille søndag. Indtil nogle australske venner ringede og ville have os med ud og høre musik søndag aften. Nå, ja – vi kan altid gå tidligt hjem, meeeeeen – det skete så ikke. Vi er for gamle til den slags, for mandag var vi bare helt smadrede.
Musik er godt – ALTID! (Det sagde min musiker far altid!)
God søndag!