Gæster på vej

Julen nærmer sig med hastige skridt, men her er vi mere fokuserede på at gøre klar til besøg fra Danmark i det nye år.

Vi ELSKER at få gæster fra Danmark! Det er simpelthen så dejligt at se gode venner og familie igen, og som jeg har skrevet om før, så giver det kvalitetstid på en helt anden måde, når de er på ferie her og ikke skal tænke på arbejde og andre pligter.

Jeg plejer gerne at sige, at vi ruller den røde løber ud og smider alt, hvad vi har i hænderne, hvis vi får gæster på den måde. Vi har ikke været i Danmark siden 2018, hvor vi turede rundt og sov på drømmesenge, i Air BnB (og ejeren havde hund – det var man ikke i tvivl om!) og på den hårde sovesofa. Vi var helt fortvivlede over, hvor dyrt alting var i Danmark, og den ene dag til frokost endte vi med at sidde i Føtex’ cafeteria i Silkeborg med en hotdog på tilbud til 10 kr. Vi kunne simpelthen ikke holde ud at betale enorme summer for noget helt almindelig mad og drikke! Vi har jo hørt, at det ikke er blevet bedre siden – og vi er nok også blevet endnu mere nærige af at bo i et land, hvor man kan spise og drikke ude til helt andre priser.

At få gæster er noget ganske særligt, og vi har en talemåde her i huset: Et hus har godt af at få gæster! Og det er jo rigtigt, for man får sig lige taget sammen til at ordne lidt ekstra op til, at der kommer gæster.

Nu er det ikke fordi, at jeg ikke gør rent i det daglige, for det gør jeg da. Hvis ikke jeg fejer eller støvsuger og tørrer lidt af hver dag, så gror vi til i støv. Vi har hele vores underetage stående helt åben langt de fleste dage, og der flyver MASSER af blade, støv og andre ting ind allevegne. Men når det så er sagt, så bliver det mest til at tjatte lidt rundt og så gøre normalt rent indimellem. Nu har vi jo også “skideprinserne” – gekkoerne, som da bare kan lægge splattere de mest ubelejlige steder!

Men skal vi have gæster, så er det en anden sag. Så skal der gøres rent i køkkenskufferne, gulv til loft fliserne i badeværelserne skal tørres ned, der skal pudses vinduer, og der skal vaskes gardiner, rykkes møbler ud, og der skal ordnes helt ud i krinkelkrogene.

Så jeg er gået i gang! Med det her store hus, og med alle de sager vi har (på godt og ondt), så er det altså ikke noget, man bare lige gør på en halv eller en hel dag! Jeg har prøvet at hyre et rigtig godt rengøringsfirma, og de gjorde sådan set et ret godt job. De gjorde cisternerne til toiletterne på overetagen rene indeni (med det resultat, at vi måtte bøvle rundt med, at lukkemekanismen blev utæt, men da dagen var omme, var der ikke tid til at støvsuge og vaske gulv nedenunder. Nej – JEG gør det SELV!

Elsker jeg at gøre rent? Nej, det kan man ikke just sige. Førhen kunne jeg godt lide at gøre rent, høre høj musik og drikke øl med mig selv. Nu er det rengøring bare en plage, men det er jo en nødvendig plage. Og så ligger der også lidt tilfredsstillelse i, at tingene har været rodet igennem overalt. Vores havefolk, som får næsten alle vores “genbrugsting” må kradse sig i håret over noget af det, som vi lægger ud til dem. Senest har vi haft et læk under vores vask, så mange af mine bageforme og den slags var blevet rustne. Det gav lige en halv sæk af den slags – og ikke mange thaier har en ovn….. Men måske kan de sælge det eller give det væk…..

I februar går det løs. Nogle af vores venner skal bo i lejlighed lige i nærheden, og vores veninde kunne ikke lige få det til at passe med billetter og månedsskifte, så hun skal lige have en overnatning i begyndelsen og slutningen af måneden for at få det til at gå op. Midt i februar skal vi hente nogle rigtig gode venner i Bangkok, når de ankommer, så de også lige kan se lidt af byen. Derefter går turen til Hua Hin og hygge i Baan JET og omegn. De har været her flere gange før, så vi er allerede i gang med at finde på nye oplevelser at dele med dem.

Ingen gæster uden presbald…. (eller hvad det nu hedder?)

Som nævnt, har et hus godt af at få gæster, og som vi har praktiseret i de sidste 30 år, så skal vi selvfølgelig liiige have et  projekt lige op til, at gæsterne kommer, så vi kan blive stressede og frustrerede lige inden, de kommer.

Denne gang kunne vi ikke lade muligheden for at få malet hus slippe fra os. Vi fik malet hus i 2020, men sol og vind er hård ved husene her, så det trænger faktisk ret så meget allerede igen. Det koster en mindre formue, men vores hus er bestemt ikke nemt tilgængeligt, og så er der masser af detaljer at rode med for et malerteam. Vores gode venner i Black Mountain har lige fået malet deres hus, og de var helt knuste over, hvor godt et team, de havde fundet til det.

Sådan mere for prisreference bad vi malermesteren om at komme forbi og give en pris. Han var da noget af det mest sympatiske, vi længe har mødt, og så kommunikerede vi fint, selvom han kun kan “nit noi” engelsk. Det endte med en aftale, så murværk, træværk, vinduer og det hele får en omgang. Men….. Han kan først komme i januar, og så regner han med at bruge 15 dage på det. DET bliver snært… Men vi må se, om vi ender med et nervesammenbrud. Eller solhungrende danskere, der kan ligge på en solstol med et bundt malere lige ved siden af!! Typisk os…. Men lykkes det nu, så bliver det jo også cool at have gæster, når det hele er pænt og nymalet.

Nå, jeg må videre. Jeg har en kvote på 3-5 skuffer/skabe pr dag, så jeg må hellere komme i gang!

God søndag!

PS. Jeg er kaostilhænger med arkivering, opbevaring og den slags. Det ses vist tydeligt af indholdet af en enkelt køkkenskuffe i mit køkken….

 

 

 

Nye regler for ophold i Thailand

Thailand har strammet kraftigt op for ophold i landet uden gyldigt visum, og det har skabt en del forvirring og mange bekymringer.

Jeg er ikke nogen immigrationsekspert, men jeg er blevet opfordret af en læser til at skrive lidt om emnet. Jeg beder alle tage det hele med et stort gran salt. Grunden til det er, at man her i Thailand i høj grad kører med princippet: Up to the officer’s discretion. Dermed menes, at der kun er nogle mere eller mindre grove regler fra centralt hold, og så er det op til personen ved skranken at afgøre, hvordan den person fortolker reglerne lige præcis den dag.

Det gør selvfølgelig det hele meget mere uigennemskueligt, og nogle slipper igennem med noget, de måske slet ikke skulle have haft lov til, mens andre bliver behandlet helt uretfærdigt.

Summa Summarum er, at der jo ikke er nogen, der ønsker at blive afvist i Bangkok lufthavn og blive sendt hjem igen! Der har svirret mange skrækhistorier i de seneste måneder, og jeg kan godt forstå, hvis folk er usikre på, at om de har overskredet en usynlig grænse, fordi de var her i påsken og nu kommer til jul igen.

Thailand er ikke ude på at skade turismen (for den har det i forvejen rigtig skidt), men de er ude på at få fat i de mennesker, der bor her mange måneder af året uden et rigtigt visum. De døjer med en masse kriminelle, som laver alle mulige julelege, og det går desværre ud over den generelle opfattelse af udlændinge. Derfor er der et stort pres på myndighederne for at få styr på scams (meget populære her), online gambling og andre kriminelle aktiviteter. Man regner med, at hvis man strammer op på indrejsekravene, så kommer man dem til livs. Personligt tror jeg ikke, at det hjælper så meget – den slags mennesker finder altid en vej.

Turist i Thailand

Når man som helt almindelig turist kommer til Thailand fra Danmark og godt 40 andre lande, så får man det, de kalder et visa exempt stempel. Det betyder, at man er undtaget fra at ansøge om et visum. Lige nu får man et stempel, der giver tilladelse til, at man kan være i landet i 60 dage, og ønsker man at blive længere, kan man gå på immigrations og betale 1900 baht og så få 30 dage mere. Det vil altså sige, at man kan være i landet i næsten 3 måneder uden et visum.

Før i tiden kunne man lige tage et smut til Laos eller Vietnam, og så fik man lige lavet “reset”, og så kunne man starte forfra. Dvs. at man faktisk kunne bo her størstedelen af året uden at have et visum. Det var da bekvemt for dem, som gjorde det, men man kan jo egentlig godt forstå, at det for myndighederne ser lidt mærkeligt ud.

De sidste par år har der været mange “crack downs” på forretninger i turistområderne, og mange af dem er ulovlige og ejerne driver dem ulovligt og bliver i landet nærmest permanent uden visum. Og de lever her til dels under radaren. Det er så det, man forsøger at sætte en stopper på.

Førhen stillede immigrations ikke ret mange spørgsmål, medmindre man havde et meget mystisk rejsemønster, men det har ændret sig meget. Thailand er også blevet digitaliseret ret så voldsomt i de senere år, og så er der strammet op, så man i dag vil vide, hvor udlændinge sådan cirka befinder sig. Førhen hørte man af og til om udlændinge, der var på mange års overstay, og som på det nærmeste var gået under jorden her. Det er blevet meget sværere at praktisere i dag.

Jeg har kigget lidt rundt og checket forskellige kilder, og min konklusion er som følger (husk det store gran salt – jeg udbetaler IKKE erstatning, hvis noget går galt i forhold til det, I læser her på siden!)

Turister, som kommer til Thailand et par uger eller tre 2-4 gange om året (sådan som vi gjorde, før vi flyttede her til og fik visum) burde ikke have problemer overhovedet. Thailand er bare glade for rigtige turister, der kommer tilbage, fordi de gerne vil opleve landet og lægge nogle penge.

Hvis man er “snowbird”, som vi kalder de mennesker, som fx køber sig en lejlighed et sted og tager herud, mens vejret er træls i deres hjemland (typisk 5-6) måneder, så er situationen en anden. Man kan godt tage hertil uden visum, og hvis man ikke lige render ind i en sur medarbejder i immigrations, så kan man rejse ud af landet nogle dage og komme tilbage og få 90 dage mere. Man skal nok bare ikke komme igen på en lille ferie inden for de næste 6 måneder.

Er man i den situation, så kan man søge om et turistvisum (METV), som giver ret til flere ud- og indrejser. Det gælder i 6 måneder, og når det er slut, så kan man forsøge at søge igen. Det er så op til immigrations, om de mener, der er gået længe nok siden sidste periode. Og så kan de også finde på at nægte det, hvis de vurderer, at du kommer hvert år og bor her 6 måneder på turistvisum.

Permanent visum

Der findes forskellige typer visa, som giver mulighed for at bo permanent i Thailand, sådan som vi og mange andre udlændinge gør. Er man over 50 og iøvrigt møder de økonomiske krav, kan man fx få et pensionistvisum. Jeg vil ikke komme ind på alt det her, men man kan læse meget mere på Thalands Ambassades hjemmeside. Er man under 50, kan det godt være problematisk, for man har strammet voldsomt op på at udstede turistvisum og lade folk blive i Thailand halvdelen af året – år efter år. Også selvom man ejer fast ejendom og har penge. Det er den hårde realitet.

Desværre så bliver smed rettet for bager her, også selvom de vurderer case-by-case. Thailand har i mange år lidt under kriminelle og andre udlændinge i den grå zone, der har forstået at udnytte systemet og misbruge reglerne. Førhen kunne man også bruge agenter til at fidle med reglerne hos immigrations, men det tror jeg ikke er klogt at satse på i dag.

Mit råd er, at man sætter sig grundigt ind i, hvad reglerne er, og hvordan det påvirker dig, når du opholder dig i Thailand som noget andet end en helt almindelig turist i nogle uger.

Nogle andre ting, som pludselig har stukket hovedet frem på det seneste:

Det har i lang tid været et krav, at man har finansielle midler nok til at rejse ind i Thailand, men det har ikke været håndhævet. Det er sket nogle gange i nyere tid, så man skal kunne bevise, at man har 20.000 baht pr. person, når man rejser ind. Man behøver ikke at have dem i kontanter (og udenlandsk valuta er okay) men et kontoudtog eller lignende fra din bank er okay.

Passet skal være gyldigt i 6 måneder, den dag man forlader landet. Passet må ikke være beskadiget og alle stempler i passet skal være mulige at tyde.

Man skal udfylde indrejsekort TDAC    Pas på fupsider som kræver gebyr for at udfylde det – det er GRATIS. Det kan være lidt tricky, for thaierne er ikke de bedste til den slags. Får man det afvist, så prøv igen. Det kan først laves 3 dage før indrejse. Lykkes det ikke, så er der terminaler i lufthavnen i Bangkok, hvor man kan lavet det. Husk at have returbillet printet ud eller på telefonen og også hotelbooking/opholdssted i Thailand.

Alt det her lyder måske skræmmende og besværligt, men da jeg for lidt tid siden læste, hvad der skal til, hvis man vil ind i EU på ferie, så er det her da vand. Jeg var faktisk helt rystet over alle de krav, der stilles til helt almindelige turister.

Thailand strammer op, og det kan jeg sådan set godt forstå, men desværre kan de ikke se forskel på de udlændinge, der bare vil hygge sig her og de udlændinge, der bare vil være på den forkerte side af loven. Det ville også være svært.

Håber dette har været en lille hjælp til nogen i forvirringen.

God Søndag

 

Med til fest som uinviteret gæst

Vi har efterhånden deltaget i en del fester som uinviteret gæst, og det har givet os mange sjove oplevelser.

Det er ikke fordi, at vi “gatecrasher” og vælter ind til en fest, men mere fordi vi kommer ind et sted, hvor der pludselig er gang i en privat fest, som vi ikke kunne spotte udefra.

For mange år siden i Carihuela i Spanien, gik vi rundt i det spæde forår med kølig luft men lune steder i solen. Vi så en bar med et par stole og borde udenfor i et lunt hjørne, hvor vi slog os ned. Lidt senere blev der spillet musik indenfor, og en dame sidst i halvtredserne i lyserødt tøj kom ud. Hun lignede rigtig meget en veninde i Danmark, som har været en kollega og dejlig ven i mange år, og det var altså lidt mærkeligt. Det viste sig, at hun var Dansker, og at det var hendes 60 års fødselsdagsfest med familie og venner. Vi blev slæbt med indenfor, budt på mad og blev introduceret til familien og vennerne som om vi havde kendt hende i 100 år. Inden længe stod vi med en kold cerveza i hånden og snakkede med nogle fuldstændig ukendte, men meget søde og venlige mennesker. Hendes mand var spanier, og han spillede på guitar som underholdning til festen. Vi blev behandlet som æresgæster, og jeg kæmpede faktisk lidt med, om vi bare skulle nyde det eller skynde os lidt videre for ikke at misbruge deres gæstfrihed. Det var en sjov eftermiddag, og vi glemmer det aldrig!

Det var ikke den eneste gang, vi har oplevet den slags….

I Hanoi gik vi i vinterkulden og ledte efter et sted til at sidde ned og få en øl. Endelig kom vi forbi en lille pub, hvor vi gik ind og bestilte en øl. Det viste sig, at de skulle til at holde fest med buffet og drikkevarer, og vi blev da lige inviteret med til festen. Den takkede vi så nej til, for jeg blev ved med at sige, at det kunne vi da ikke, når vi blev inviteret af høflighed af de søde mennesker, men bagefter var vi måske nok lidt kede af, at vi ikke bare sagde ja tak og så betalte et beløb som en gave. Det havde jo været en skæg oplevelse.

Her i Thailand har vi også haft den slags oplevelser flere gange, og det viser bare, at mange mennesker her er utroligt venlige og åbensindede.

For nogle måneder siden åbnede der en ny restaurant i en stor fin villa ikke ret langt herfra. Vi havde set stedet flere gange på vej hjem fra fitness centeret, og vi var enige om, at der skulle vi da prøve at spise. Så en aften kørte vi derop, til hvad viste sig at være deres Grand Opening. Stedet ejes af et thai ægtepar, og de havde selvfølgelig inviteret venner og bekendte til den store dag. Der droppede vi så ind som det tynde øl, og det blev en rigtig sjov aften.

Vi måtte vente pænt længe på maden, for der var kun en enkelt kok og en hjælper i køkkenet til en hulens masse mennesker, men det gjorde ikke noget. Stemningen var i top, og der var Karaoke og fællessang i lange baner. Maden var rigtig god, og vi endte med at få en lang snak med værtsparret, som var trætte men glade. Også en supersjov aften med glad og feststemte thaier – vi var de eneste udlændinge på stedet. Skulle man komme forbi, hedder restauranten Champ Restaurant, og de serverer både vesterlandsk mad og fantastisk thai mad. Stort tak til den kvindelige kok, som laver thai mad, som den skal være!

Seneste oplevelse var sidste lørdag, hvor vi skulle prøve en lokal restaurant, som lige har skiftet ejer og menukort.  Prung 94 (udtales Brung 94) tæt på Rockzone. Da vi havde bestilt vores mad, stimlede der et stort bordfuld damer sammen ved siden af os. Der var ingen tvivl om, at de hørte til i den mere velhavende del af befolkningen med hår, tøj, negle, tasker og sko i den dyre ende af skalaen. I starten var der ikke den store virak, mens de spiste og fik nogle øl.

Men så tog pokker ved dem, og de fik startet karaoke anlægget op. Åh, nej tænkte jeg! Jeg er ikke synderlig vild med thai musik i forvejen, men så oven i købet karaoke?? Jeg sagde til min bedre halvdel, at nu måtte vi hellere få spist færdig og løbe skrigende bort i en fart.

Men…. Det viste sig, at ihvertfald 3 af damerne sandsynligvis var professionelle… Kunne de synge? Ja, mon ikke!!! Det var så godt, at vi bare sad og nød de kraftfulde kvindestemmer og den hyggelige stemning. Til gengæld var de meget bekymrede for os, og de spurgte flere gange, om de generede os. Ejeren var også bekymret, men vi sagde til hende, at vi da var beæret over at være med til en fødselsdagsfest med så dejlige damer.

Da de holdt en pause, fortalte en af de smukke damer, at de kom fra Khao Tao lidt syd for Hua Hin, og at de fejrede fødselsdag for den ene dame. Hun spurgte lidt ind til os, og hun var mega benovet over, at vi kan snakke lidt thai, og at vi ovenikøbet kan læse og skrive thai.

Det blev en super hyggelig aften med gode vibrationer, god mad og god sang.

Når man oplever sådan noget, skal man bare huske at skønne på det i øjeblikket og nyde, når man får en lille bid af nogle menneskers liv og et indblik i en anden kultur.

Vi gør det altså ikke med vilje, men til gengæld er vi blevet meget bedre til bare at hygge os med det, når vi ramler ind i en fest. Ville vi selv inviteret nogle fremmede ind i vores kreds, hvis vi holdt fest? Ja selvfølgelig ville vi det!

Så grib chancen når den er der! Det ender tit med at blive en oplevelse, som man tager med sig i bagagen!

God Søndag

 

Om at finde rundt i et thai menukort

Et menukort i Thailand kan godt være en forvirrende omgang, hvis man altså ikke går ind og spiser schnitzel, pizza, steaks eller anden vestlig mad.

Men det er faktisk ikke så svært, når man lige får det grupperet lidt op. Man skal bare forstå lidt af, hvad man spiser i de forskellige egne af Thailand, så hjælper det. Thailands køkken er meget varieret, der er masser af egnsretter, og man kan få samme ret på utallige måder. Ligesom i Danmark, hvor en frikadelle bestemt ikke bare er en frikadelle. Hverken frikadellen eller tilbehøret. Det er det samme her.

Først vil jeg lige fortælle lidt om madtraditionen sådan i grove træk i de forskellige egne af Thailand.

Lanna køkkenet

Lanna køkkenet stammer fra det nordvestlige Thailand, blandt andet rundt om Chiang Mai og Chiang Rai. Fordi her bliver koldt om vinteren, så er madtraditionen mere “fyldig” lidt ligesom gammeldags mad i Danmark. Bare med en hulens masse mere chili!

Lanna køkkenet byder på masser af pølser i alle mulige udgaver. Nogle er forfærdelig stærke (de kendes på den røde farve), men man kan også få mange andre varianter. Her laver man også Khao Soi, som er en forholdsvis mild karryret med nudler og kød (typisk kylling) med stegte nudler på toppen. En varm og fyldig ret, som man ikke skal snyde sig selv for, hvis man støder på det.

Isaan køkkenet

Isaan mad er helt anderledes end Lanna mad. Isaan er næsten et selvstændigt land i Thailand med eget sprog og helt egen madkultur. Isaan dækker hele den østlige del af Thailand, som støder op til Laos og Cambodia. Derfor er madkulturen i det område også både sprogligt og kulturelt nært knyttet til både Laos og Cambodia. En ting er dog anderledes i Isaan…. Ja, du gætter rigtigt: CHILI.

Isaan mad er helt specielt med de 4 smagsnuancer: Salt, sødt, surt og chili. Det findes selvfølgelig alle steder i Thailand, men Isaan mad er bare helt sit eget. En anden ting, der gør sig gældende er også, at man spiser næsten alt der. Snegle, frøer, rismarksrotter, urter fra naturen, frugter og bær fra træer og buske for bare at nævne nogle af ingredienserne.

De meste kendte retter fra Isaan er Larb (en aromatisk og syrlig kødsalat), som dam (papayasalat) og gai yang, stegt kylling (uden chili men med en stærk sauce til)

Midt Thailand køkkenet

Det er Bangkok området og så hundrede kilometers radius rundt om det. Groft sagt.

Her spiser man rigtig mange fisk, fordi der er adgang til floder. Fisk kan jo også tilberedes på et utal af måder, men en meget almindelig måde at spise fisk på er en helt tilberedt fisk – dampet eller stegt med tilbehør.

Det Sydthailandske køkken

Her får den virkelig gas! Jeg har prøvet at få Sydthailandsk mad et par gange, og det var et under, at jeg overhovedet overlevede den første bid! Det er simpelthen for stærkt for mig, så det undgår jeg helst. For noget tid siden var vi på markedet, og der er en mand der sælger curry paste til næsten ingen penge. Han har til Red Curry, Green Curry, Paneng osv. Jeg bestemte mig for en Yellow Curry, og da jeg lavede mad kom jeg kun en spiseskefuld i min suppe. Jeg havde glemt, at den er sydthailandsk, så den aften fik jeg en rugbrødsmad! Så var der mere til min bedre halvdel.

Det sydthailandske køkken er naturligt nok påvirket af det malaysiske køkken, naturligt nok.

Der er masser af fisk og skaldyr i forskellige supper og stuvninger, og det er også herfra de famøse Stinky Beans kommer. Det er en slags bønner i overstørrelse, og frøene indeni smager rigtig godt både rå og i forskellige retter. Men, men – de hedder jo ikke stinky beans for ingenting. Man lugter forfærdeligt, når man har spist dem!

Andre retter

Det var de fire “madregioner”, men der er selvfølgelig masser af anden indflydelse rundt omkring. Specielt de kinesiske indvandrere har sat deres spor på menukortet. Khao Man Gai er ris med en topping af stegt/dampet kylling serveret med en suppe, ofte til morgenmad. Denne ret er ikke stærk, men man får selvfølgelig tilbehør i form af forskellige chilisaucer og ofte hakket forårsløg. Pad Gaprao – ris med stegt kød/fisk/skaldyr med holy basil og en speciel sovs – stammer også fra en kinesisk ret. Guai Diao, som er en suppe med kød og forskelligt andet fyld er meget populær som streetfood og kan fås overalt, stammer også fra Kina oprindeligt men med thai twist.

Pad Thai, som mange turister kender rigtig godt, har sin egen historie. Det var en premierminister i 30erne og 40erne, som indførte retten i en situation med fødevaremangel (ris), så derfor kom retten med nudler, lidt kød eller rejer og forskelligt tilbehør frem, og den er stadig populær – især blandt turister, der ikke kan spise så stærk mad.

Grønsager og vegetariske retter kan man også få mange steder.

Menukort i Hua Hin

Et typisk thai menukort på en thai restaurant her i Hua Hin bærer præg af, at der er rigtig mange Isaan restauranter her. Da vi begyndte at komme her for snart 10 år siden, var der ikke mange Isaan restauranter, men det har godt nok ændret sig siden. Det hænger nok sammen med, at udviklingen med alle de mange barer, der er poppet op over det hele. I Isaan er det meget svært at finde jobs, og mange tager til turistbyerne for at arbejde, og så savner de deres hjemstavns mad.

Når thaierne spiser sammen, så bestiller de ofte flere forskellige retter og deler dem. Det er en fantastisk måde at spise på, for så får man mulighed for at smage forskellige ting. Jeg kan også godt lide at sætte det sammen sådan her: En salat (Som Dam fx.), en suppe, noget stegt/sprødt og noget med ris eller bare stegte ris.

Når man bestiller på denne måde, kan man også være mere modig og bestille noget, man ikke aner, hvad er. Hvis man ikke kan lide det, kan man jo bare lade det stå og bestille noget andet.

Oversigt over hovedgrupper på menukortet

Forretter/stegte retter er ofte sat sammen i en gruppe, og her finder man kyllingevinger, forårsruller, dybstegte rejer, soltørret gris og den slags. Det var her, jeg fandt min mad, før jeg lærte at spise stærk mad for et par år siden.

Som Dam er en salat af umoden grøn papaya, tomater, bønner, peanuts, frisk chili og dressing. Den kan varieres i det uendelige. Mange steder kan de godt have 30-40 forskellige udgaver med kød, fisk, skaldyr, grønsager og så den almindelige Som Dam Thai uden fyld. Et tip: Hvis man ikke er så god til chili, kan man bede om bare at få en enkelt chili deri og så pille stykkerne ud- salaten vil stadig være en lille smule stærk.

Yam er også salat, men den indeholder ikke papaya. Det kan være feks. Larb (se ovenfor), nam dok (stegt kød i en meget stærk og syrlig dressing) eller Yam Wunsen (tynde risnudler med stærk dressing og fyld).

Gæng er forskellige slags supper. Det kan være en helt mild Gæng Jued, som er en klar suppe med fyld eller forskellige typer curry som Red Curry, Green Curry eller Tom Yam, som er en stærk og syrlig suppe typisk med rejer, men det fås også med kylling eller andet. Denne suppe fås som klarsuppe eller med kokosmælk – så skal man bare bede om at få den “kon”.

Fisk og skaldyr er højt elsket i Thailand, så ofte er der et helt afsnit med forskellige retter med det. Mad fra havet er normalt altid meget frisk, og vi har ikke prøvet at få noget, der smager af gammel fisk. Det skulle da lige være fermenteret rejepasta eller tørret fisk. Derfor kan man rolig bestille fra den del af menukortet. Prisniveauet er selvfølgelig højere, end hvis man spiser kylling eller stegte ris, men en god fisk kan man fint få for 250-300 baht, og det er jo billigt. Mange restauranter (ikke på natmarkedet) har en pris for retten og ikke pr. kg.

Mange steder laver de også fisk på den der måde, som jeg ikke er så glad for…. Vi kalder det brunt plummervand. (no offense Thailand) Det er jeg ikke så glad for, for det er bare stærkt og fisken eller skaldyrene er ofte overtilberedt, men det er jo op til en selv, hvor modig man er.

Desserter i Thailand er oftest forbundet med noget med frugt, hvor den mest kendte er mango sticky rice. Det smager forrygende, men jeg advarer: Det er en meget mættende ret som en dessert og måske bedre egnet som snack. Roti (pandekager) er meget populære her, og så har thaierne også fået øjnene op for is. Frisk frugt i sin simpleste form er heller ikke dårligt.

Sidst men ikke mindst RIS. Ris er ikke bare kogte ris, og en thai spiser ris mange gange om dagen, så der er som oftest mange muligheder. Kogte ris, stegte ris med et stort udvalg af fyld, sticky rice, risretter med tilbehør på toppen og mange andre variationer.

Thai menukort kan godt være noget af en opgave, for nogle steder får man udleveret en 40 siders mappe med så mange retter, at man ikke kan finde rundt i det. Nogle gange er de forskellige retter også bare blandet i en stor pærevælling, som gør det svært at vælge. Nogle menuer er så simple, at det også kan være svært at vælge, fordi man måske ikke aner, hvad noget af det er.

Vores udfordringer er, at der ofte ikke er fortløbende numre på retterne, og så skal vi huske 4 retter i hovedet. Heldigvis har vi lært at skrive gebrokkent thai, så jeg har altid en lille blok i tasken, så vi kan skrive det ned. En anden udfordring for os er, hvis menuen kun er på engelsk, for den er ofte så fyldt med fejl, at vi ikke aner, hvad vi bestiller. Er menuen kun på thai kan vi nu orientere os, som jeg har beskrevet ovenfor – og i tilfælde af brand bruger vi Google Translate.

En sidste bemærkning og et tip: De fleste vesterlandske restauranter rundtomkring har næsten altid et lille afsnit med thai mad (til fruen), og det skal man altså ikke tage fejl af. Der står en thai kok i køkkenet, og de er ofte fantastiske også til thai mad, selvom de skal lave engelsk morgenmad, lasagne eller pizza til udlændinge. Vi har et godt eksempel her på 94 (German Sausage and Schnitzel). Deres thai mad er helt fantastisk, og de har nogle rigtig spændende retter på menuen, såsom fermenteret pølsesalat. Det er rigtig godt og billigt!

Som et bonustip kan jeg lige nævne, at går man på Google Maps og finder en restaurant, kan man ofte checke menuen på forhånd. Det gør vi tit.

God Søndag og god appetit i Thailand.

Vores favorit Isaan restaurant i Hua Hin
En lidt finere version af Isaan mad

 

De er skøre de romere…..

Dem der har læst Asterix genkender denne sætning, som Obelix bruger: De er skøre de romere!

Den sætning har jeg brugt i denne uge over det seneste tiltag fra myndighederne med at regulere indtagelsen af alkohol i Thailand. Som turist eller fastboende skal man lige være opmærksom på, at man fra i går kan få en klækkelig bøde, hvis man drikker alkohol på de forkerte tidspunkter eller de forkerte steder – altså bortset fra hjemme i privaten. Jeg skal nok forklare nærmere om lidt…..

Her i Thailand klager de meget over, at økonomien har det skidt, bl.a. fordi, der ikke kommer turister nok til landet. En stor del af det skyldes, at der ikke kommer nok kinesere, men nu er de altså ikke de største “spenders”, for de kører rundt i kinesisk ejede busser, bor på kinesisk ejede hoteller og giver i det hele taget ikke det store til den thailandske økonomi. Siden Covid er turisttallet faldende, og sammensætningen af turister har også ændret sig. Feks. siger man nu, at Kho Phangang er Israelsk, Patthaya er “Little India” (8 mand og 1 cola jokes der med) og dele af Phuket er domineret af russere (overtager forretninger og husmarked).

Man har i de sidste år (hvert eneste år) været ude og sige, at NU vil man have kvalitetsturister. Altså nogen af de turister, der har penge og vil bruge dem her. Nu er jeg ikke lige i den kategori, men jeg tænker, at kvalitetsturister leder efter kvalitetssteder at komme hen med kvalitets sight seeing, lækre 5 stjernede hoteller med topservice og luxus i alle retninger. Det er så ikke lige det Thailand, jeg ser for størstepartens vedkommende. Der er masser af fine hoteller her, men går man ud af døren, så er det jo bare Thailand, som vi alle kender det og elsker det.

Hvad er der nu i vejen med en bleg og solhungrende dansker, som bare gerne vil spise god og billig mad, nyde det fantastiske klima og slappe af i dejlige omgivelser? Ja, hvis man kun spiser thai mad og drikker kolde øl med is, så er man nok ikke lige målgruppen af de velhavende turister. Vi lægger simpelthen ikke penge nok…

Men nok om det!

Jeg har i lang tid været trist over alle de mange regler, der er her. Jeg ved godt at mange siger, at man da bare kan rejse hjem (noget der kan få mig til at rejse børster), men jeg har det sådan, at jeg gerne vil se det her land blomstre og se, at selv de fattigste ikke behøver at kæmpe så hårdt. Det er bare som om, at mange kræfter arbejder imod det på den helt skøre måde. Der er så mange ressourcer her, så mange søde mennesker, et fantastisk klima og masser af smukke steder. Men man gør det godt nok bøvlet at være turist her.

Jeg nævner lige nogle regler, før jeg kommer til det med de nye alkoholrestriktioner. Ingen solstole på stranden om onsdagen…. E-cigaretter er forbudt og rygning på stranden er forbudt (undtagen i rygerområder). Bøde for de to ting 100.000 baht i værste fald.

Så kommer vi til det med alkohol. Jeg har sådan set ikke et problem med de nuværende restriktioner, for vi kan bare arbejde omkring det, fordi vi bor her. Jeg kan dog fint huske, da jeg som turist stod i 7-11 kl. 16 og gerne ville købe et par kolde øl med til hotelværelset – det kunne jeg så ikke købe før efter kl. 17. Jeg gik hjem og googlede det, og reglerne er, at man ikke må sælge alkohol mellem 14 og 17 og mellem 24 og 11. Sådan!

Det er jo nemt nok, hvis man ved det, for så køber man da bare, det man skal bruge og lægger på lager. Det gør thaierne da også, hvis de vil have alkohol i forbudstiden.

Men nu er der kommet den her forordning, eller hvad sådan noget hedder, som trådte i kraft i går. Nu er det blevet præciseret, at restauranter og barer heller ikke må sælge alkohol i de tidsrum, og gæster må heller ikke indtage det. Man har så været så geniale at lave reglen, så det er BÅDE er ejeren af etablissementet OG gæsten, der kan få en bøde. På 10000 baht – altså 2000 kr. Det vil med andre ord sige, at hvis man sidder og får en lidt sen frokost ved 14 tiden og bestiller et glas vin til maden, så skal man se at få drukket ud før klokken 14!!

Jep. Sådan er det formuleret. Det geniale er, at hoteller feks. gerne må servere alkohol døgnet rundt og også barer/natklubber med de rette licenser. Så nu skal man altså som turist sætte sig ind i, hvilke licenser et sted har, før man går ind og bestiller en øl lidt i 2?? 10000  baht er da ligesom også en slags penge, og i min verden står den bøde overhovedet ikke i proportion med forbrydelsen.

Begrundelsen for denne nye regel er, at det går ud over folkesundheden. Jeg tror, jeg kan komme i tanker om to håndfulde tilfælde, hvor jeg har set thaier drikke alkohol om eftermiddagen… Måske gør de det ude på landet, men så sidder de jo nok ikke på bar eller restaurant – og iøvrigt er den lokale politimand måske med i selskabet.

Det her rammer kun turister! Eller sagt på en anden måde – turisterne gider ikke have bøder, så de går ikke ud af hotellet eller holder sig væk fra restauranter og barer indtil kl. 17. Det rammer de små barejere og de lokale restauranter. Jeg synes simpelthen, at det er så synd for de almindelige thaier, at de bare bliver ved med at lave benspænd for turisterne her.

Vores ven Tam, som ejer Rockzone er også meget bekymret. Han har i flere år betalt 1000 baht om måneden for at kunne holde åbent til kl. 1, selvom officiel lukketid er midnat. Det er for, at folk kan få drukket af og forlade baren stille og roligt efter at musikken stopper kl. 23.20. Nu skal han så måske til at gå rundt og jage folk ud kl. 24. Han er helt fortvivlet… Han håber bare på, at provinsen melder klart ud, hvad han skal gøre, men det lyder ikke til at blive nemt for ham. Han risikerer en bøde på 10000 baht for hver gæst, der indtager alkohol i hans bar efter kl. 24!

Det er her, hvor det med romerne kommer ind. HVORFOR laver de sådan noget møg lige op til højsæsonen? Det er jo slemt nok, at de skal gå med listesko i sørgeperioden over dronningemoderen.

Det er ikke nemt at være thai, det er jeg ihvertfald blevet klar over.

Nå, men jeg skal huske at nævne, at denne her forordning blev udstedt for 90 dage siden under den tidligere regering med Thaksin (uofficielt ved roret gennem sin datter – nu i fængsel). Den nuværende premierminister vil faktisk ophæve alle restriktionerne på alkohol inden januar, hvor der skal være valg. Jeg tror, han får svært ved at få det igennem med de stærke konservative kræfter i baggrunden.

Men skal du til Thailand i den nærmeste fremtid, så hold lige øje med klokken, hvis du føler trang til en kold øl eller en dejlig cocktail sidst på eftermiddagen på stranden. Hvordan det bliver håndhævet, vides ikke endnu. Loven har sådan set været der i mange år, men den er først blevet præciseret nu for restauranter og barer. Det er jo op til politiet, hvad de gør. De der kender Thailand ved jo, at det “Up to the Officer’s Discretion”, så måske går den – måske går den ikke. Det samme som at køre uden styrthjem eller ryge marijuana offentligt.

God søndag – og husk at drikke masser af vand, hvis du er i Thailand. Specielt mellem 14 og 17 og efter midnat…..