I dag vil jeg fortælle om et mærkeligt sammentræf, hvor man næsten ikke kan tro, at det er rigtigt.
Vi har haft gæster i et par uger. Både nærgæster og fjerngæster, hvilket vil sige, at vi har haft nogle nære venner boende hos os (det vil jeg komme ind på i næste uge), og så har vi to venner, som er her i februar måned og bor i hver deres lejlighed lige i nærheden.
Den ene af dem mødte vi for 3 år siden, og siden har vi sørget for at booke lejlighed og sørge for udstyr til den måned, hun er her. Vi kender efterhånden hinanden ret godt, og vi snakker jævnligt sammen på Messenger i de andre 11 måneder, hvor hun bor i Danmark. Når hun kommer hertil, er vi også jævnligt sammen til noget mad eller se på solnedgang på hendes terrasse.
Den anden mødte vi sidste år. Han er temmelig synshandicappet, og en af hans venner søgte på Facebook efter nogle mennesker til at hjælpe ham lidt her i Hua Hin. Det kunne vi da godt. Vi mødtes med dem begge en dag, og det viste sig, at vi havde fælles interesse i musik og flere andre ting. Selvom han kun kan se 5%, så klarer han sig selv fint med alt det lys, der er her i Thailand. Han er en super flink fyr, og udover lidt hjælp til indkøb og lidt småting, så kan vi også rigtig godt lide at være sammen med ham.
Allerede ved første møde viste det sig, at vi havde fælles bekendte. Da jeg var ung og grøn spillede jeg musik i flere bands på amatørmusik niveau. Vi havde et livligt musikmiljø for unge i Ribe (bla. min klasselærer i vores lille skole i Spandet som mente, at alle kunne spille og synge), og vores nye ven kørte faktisk langt for at spille i Ribe. Jeg spillede dengang i flere bands med helt unge mennesker. Han og jeg fandt også ud af, at vi havde en fælles bekendt, nemlig guitaristen i det ene ungdomsband jeg spillede i.
Vi snakkede lidt om det der et par gange sidste år, og her i år vendte vi tilbage til det igen. I sidste uge gik vi ud alle 6 (både nær- og fjernvenner), og så kom vi til at snakke om det igen. Pludselig siger han så: Kan det ikke passe, at I skulle indspille noget studiemusik på en skole uden for Ribe. Jo, det gjorde vi faktisk. I spillede blandt andet Black Magic Woman og Long Train Running? JA. Kan du huske, at der var en næsten blind der mixede? JA, det kunne jeg da faktisk godt huske, nu han sagde det. Tænk sig, så har jeg mødt ham, da jeg var 16 år gammel og aldrig mødt ham siden. Ikke før vi møder ham her i Hua Hin. DET er da virkelig mærkeligt!
Som baggrund fortæller jeg lige mit musikeventyr som teenager.
Jeg må have været omkring 16, da et par gutter kom hen til mig på en grillbar og spurgte, om jeg ville være med i deres band. Jeg var forfærdelig genert dengang, men på en eller anden måde fik jeg alligevel sagt ja til det. Vi spillede blandt andet i en kælder på en skole, så jeg kørte de 10 km på min Puch Maxi derud til Ribe en gang om ugen, og så kunne jeg sove hos min moster, som ikke boede langt væk.
Penge havde jeg ingen af, så jeg spillede på skolens klaver med min fars mikrofon nede i. Det lød ikke særlig godt, men det virkede da. Senere købte jeg et keyboard i Fætter BR at spille på, og det lød ikke ret meget bedre!
De andre 4 gutter var alle ret dygtige musikere – jeg var ikke nogen særlig god keyboardspiller, og jeg var nok bedst til at synge. Jeg tror ikke, at jeg nogensinde helt forstod, hvorfor de ville have mig med i bandet. Men ringe var vi ikke. Vi var ude at spille nogle gange – den ene gang faktisk for et lidt større publikum, og jeg var bare ved at dø af skræk, men vi kom da igennem det.
På et tidspunkt ville de lave et studiealbum – det vil sige, vi fik det på spolebånd eller kassettebånd. Jeg måtte ikke sove ude med 4 drenge, så jeg fortalte mine forældre, at jeg var blevet veninde med trommeslagerens lillesøster og skulle sove hos hende. Min far var mælkemand hos dem, så han kendte godt familien, så det fik jeg lov til. Lillesøsteren var ikke hjemme, men jeg sov på en madras i stuen, så ingen fare.
Indspilning og mixning foregik på en skole i nærheden, så trommeslagerens far kørte os derhen – 6 personer i en bil! De havde hældt noget citronsnaps på mig, for jeg blev altid så nervøs, så jeg var nogenlunde ved godt mod. Der var hængt tæpper og alt muligt op i et lokale for at dæmpe lyden. Jeg kan ikke helt huske, hvordan det hele foregik, men vi fik indspillet 4-5 numre, og efter mixningen og tilretning, blev det faktisk ret hæderligt. Jeg havde mit kassettebånd i mange år efter, indtil det gik til og jeg smed båndoptageren ud.
På et tidspunkt stoppede vi med at spille, men jeg kan ikke huske, lige hvordan det skete. Vi blev jo også ældre! Jeg kan ikke huske bandets navn, men jeg mener, det var “Polyethylen Band” – fedt navn ikke??
Men hvor er det da bare mærkeligt, som livet kan spille en et puds. Og med vores vens hjælp kan jeg nu huske en masse detaljer fra dengang, som jeg fuldstændig havde glemt. Som et kuriosum, så skal det nævnes, at vores vens kone var med her til Hua Hin i nogle dage denne gang. Hun var faktisk med ude på den der skole for mange, mange år siden. Jeg kan godt huske, at jeg hilste på mixermesterens kæreste dengang!
Det var en lang smøre fra gamle dage, men de gamle dage er jo også med til at præge, hvem man bliver til senere i livet. Der er mega meget musik her i Hua Hin, og jeg kunne sikkert godt få lov at synge med nogen, men jeg kan også godt huske, hvor mange konflikter der kan opstå, når musikere er sammen. Det er noget med hjerteblod og følelser, og det kan godt blive noget giftigt noget.
Jeg nøjes med at nyde musikken, og det er fint nok til mig.
Nå ja – vores ven kontaktede den fælles bekendte guitarist i vores band og spurgte, om han kunne huske mig. Han svarede omgående: “Er det Lille Børges datter?”. Jeps. Min far var verdenskendt i Sønderjylland som mælkemand, postbud og vældig populær “sølvbryllupsmusiker” i mange år. Tjah – verden er lille!
Rigtig god søndag!