De ti bedste ting ved Thailand

Hvad synes du er de bedste ting ved Thailand? Giv gerne din kommentar nedenfor, så vi kan sammenligne.

Her kommer min top 10 liste  – dog ikke sat op i nogen prioriteret rækkefølge:

  1. Klimaet – helt klart en førsteplads for mig. Jeg er født på det forkerte kontinent, og jeg er SÅ glad for at jeg ikke skal gå i 4 lag tøj, strømper, støvler og så en kæmpefrakke – på noget tidspunkt af året. Det er lige før jeg nyder den kølige tid i december/januar, hvor man kan gå i jeans og lukkede sko!
  2. Folk – der er så mange søde og sjove thaier, og det er en fornøjelse at møde deres venlighed og hjælpsomhed. Vi forsøger at lære thai, og det scorer vi virkelig mange point hos thaierne med, også selv om det er helt ubehjælpsomt. Thaierne er generelt set meget stolte af deres land, og det mærker man ofte. Man skal bare anstrenge sig en lille smule, så får man deres anerkendelse og søde smil.
  3. Prisniveauet – selvom thai baht er steget meget i kurs, så er mange ting stadig enormt billige her. Mange slags mad, vand, strøm, benzin osv. koster meget mindre her, så tænker man sig lidt om, rækker pengene meget længere end i Danmark.
  4. Kaos – jeg elsker det kaos, der omgiver os her i Thailand. Når forfald og skønhed mødes i en væltet mur, der er indtaget af en klatreplante. Når man går på marked om morgenen, hvor det vælter rundt med fisk og sælgere og grønsager i et stort larmende kaos. Et ikke så dejligt kaos er det trafikkaos, som hersker her – men ellers…
  5. Lyset – De mega flotte morgener og aftener. Når himlen bliver lilla og lyserød om aftenen, og luften ligesom bliver helt fortættet og lydene svagere. Det giver et sug i maven! Billedet ovenfor er taget med mobiltelefonen i sidste uge, og det er ikke manipuleret på nogen måde. Fantastisk ikke?
  6. Lokalliv – Gutterne på fodboldbanen ved siden af. De har en lille fin bane med net over, og de hygger sig med at spille fodbold til langt ud på natten. Vi kan vågne kl. 02.30 – der er stadig gang i banen. Selv om vi bor lige op ad banen, har vi ingen gener af det. De griner og har det sjovt, og det smitter da bare af. Og så er det da bedre end en hønsefarm, griseslagteri, et partyhouse eller noget andet slemt. Eller det lillebitte marked, som stille og roligt har sneget sig ind nede for enden af vejen under et par træer – her kan man får drikkevarer, tøj og frugt. Og da de fældede de skyggegivende træer (sikkert for at komme af med dem), så købte de da bare nogle parasoller.
  7. Food courts – Jeg er ikke god til thai mad, fordi jeg ikke klarer chili så godt. Men jeg går gerne med på food court, for jeg finder nok noget at spise, og så er stemningen som regel helt vildt god. Her i Hua Hin har vi blandt andet Baan Khun Por, og det er et fantastisk sted at prøve at fornemme stemningen i en moderne thai food court. Små priser og masser at se på – og levende musik alle aftener og i weekenden orkestre med pænt store navne. Food courts er et socialt samlingssted for thaierne, og det er skønt at kunne deltage i.
  8. Dyrelivet – vi har altid hygget os med dyrelivet omkring os. Ikke dermed sagt, at vi har haft en zoologisk have, men vi skønner på dyrene i naturen omkring os. Vi er heldige, at her hvor vi bor er det mest harmløse og ufarlige dyr vi ser i det daglige. Det er sjovt at se mynnaerne lave rede i naboens kasse omkring nedløbsrør, macpie robins (en lille skadeagtig fugl), som agressivt jager naboens kat på flugt – og vores ugle, som stadig bor her. Se mere om den her. Vi skal ikke køre ret langt fra Hua Hin for at se vilde elefanter, og der er masser af spændende dyr overalt. Der er også farlige dyr som slanger, insekter og gadehunde – men det er en anden historie.
  9. Seværdigheder – uanset om man er turist eller fastboende, så er der SÅ mange ting at se i Thailand. Naturoplevelser, byliv, restauranter, musik, flotte landskaber – alt er der her. Hvem gider at tage andre steder hen?
  10. Frodigheden – det meste gror helt vildt her, og selvom der er tørke i lange perioder, så står der flotte bourgainvillae langs med vejen og blomstrer vildt, selv om de ikke har fået en dråbe vand i flere måneder. Kom en plante i en krukke og så se den vokse med raketfart – det er skønt.

Som nævnt – skriv gerne i kommentarfeltet, hvis du har de samme eller andre favoritter og hvorfor!

Om at købe gulvfliser med bind for øjnene

At købe gulvfliser, der skal matche de eksisterende, som man ikke har hverken mærke eller farvekode på, er som at købe fliser med bind for øjnene. Det udmærkede kamera i min Samsung mobiltelefon tager fine billeder, men at købe fliser på det grundlag er sin sag! Vi er stadig i gang med vores lille projekt “renovere værelser” her i Hua Hin, og det giver sine daglige udfordringer.

At matche farver generelt

De fleste har prøvet det – man vil gerne købe noget, som skal matche noget man har i forvejen. Er man heldig, kan man tage et stykke eller en del med af det eksisterende med hen i forretningen. Hvis man feks. har en ekstra flise eller en halv rulle tapet – resten af en bøtte maling eller en stofrest.

Man kan altid tage et billede af noget, og så prøve at matche op henne i butikken. Men der er sandsynligvis neonlys eller LED belysning, og du tog dit billede med solskinnet strømmende ind ad vinduet.

Er det gråt eller grønligt? Sand eller beige? Er overfladen halvtrekvart blank eller er der faktisk mønster i en flise. Selv hvis man har en prøve med hen i butikken, kan det vise sig, at det ser anderledes ud derhjemme.

Vi skal lægge nyt gulv i to værelser, hvor der er et eksisterende flisegulv i gangen udenfor. Tidligere var der trægulv ( Pergo – made in Sweden – med vandskader), og egentlig skulle der trægulv på igen, men vi ombestemte os, og så skulle der flisegulv på. Helst i stil med det eksisterende i gangen, men gerne lidt mere beige og mindre gråt.

Forskellige måder at løse problemet på

Man kan gribe det an på forskellige måder, og det diskuterede vi også, inden vi kørte ud for at lede efter 36 m2 gulvfliser til to værelser, hvor fliserne i gangen skulle bevares. Der er ikke noget dørtrin, fliserne er 60 x 60 cm så ikke meget at gemme sig under.

Man kan købe noget, der ligner så meget som muligt i farve og struktur. Man kan købe noget helt andet og så lave en fodliste for at adskille gulvene. Man kan vælge et helt andet materiale. Der er mange muligheder.

Man kunne også købe en pakke fliser med hjem og se, hvordan de matcher. Her kan man ikke lige låne en flise, så man må købe sig til det. Så kan man dælme hurtigt få carporten fyldt med vareprøver!

Hvordan gik det så?

Vi havde en såkaldt presball – altså, hvor man er godt og grundigt under pres. For at få kabalen med håndværkere af forskellig slags i projektet, skulle fliserne pludselig købes og leveres nu og her. Vi tog et billede med mobilen i forskelligt lys og afsted det gik i går formiddags.

Første sted havde halogenlys og uden for vinduerne er der overdækket med et grønligt tag så det var svært at bedømme farven på fliserne. Næste sted havde de en fin flise – 7-10 dages leveringstid (nok nærmere to uger) og så ville prisen ikke være den samme ved en ny ordre (men ikke noget om, hvad den så ville være). Sidste sted – mest fliser med Mickey Mouse og røde kinesiske karper.

Tilbage til første sted, Boonthaworn, hvor der var tilbud på fliser i denne måned. Til sidst bestemte vi os så for en flise og fik bestilt. I dag kom fliserne og limen så – frit leveret.

Spændingen var stor, da vi tog en flise ud af pakken og lagde ud mod det eksisterende gulv.

Men – not too bad! Godt boldøje, og vores maler kiggede og sagde “suay” – smuk på thai. Pris for fliser endte i 330 baht pr. m2 – ca. 63 kr. pr. m2 – fliselim 7 sække = 300 kr. Lægning koster 10.000 baht, men det inkluderer også opsætning af vægfliser i vores køkken.

Så 36 m2 gulv i 60×60 fliser lavet for ca. 25000 baht – altså 5000 kr. – med materialer og arbejdsløn. Det kan sikkert gøres billigere her i Thailand, men vi er happy – lige nu ihvertfald.

Mere når fliserne ligger godt og sikkert! Her kan man se den nye flise mod de gamle – igen som man siger: Papir er tålmodigt – og det er billeder også!

Pølsefarseret svinemørbrad

Det lyder måske mærkeligt, men at lave en pølsefarseret mørbrad er meget nemt, og så smager det supergodt, hvis man bruger en rigtig god pølse. Her er den lavet med en lækker og meget velsmagende ostepølse fra Conrads Deli.

Svinemørbrad er en delikatesse

Svinemørbrad er utrolig lækkert kød, og her i Thailand er det endnu mere fantastisk end i Danmark. Først og fremmest, så er mørbraden trimmet for hoved og bimørbrad, så man skal kun lige tage sølvhinden af. Dermed er svindet meget minimalt. Dernæst er en svinemørbrad her i landet ikke sådan en helt lys ting som i danmark. Her i Thailand er den mørkerød og den holder meget bedre til at blive tilberedt, så den er saftig og dejlig.

I Frankrig kan man købe so-mørbrad, altså mørbrad af søer og ikke de der radmagre hurtigvoksende slagtesvin, som vi får svinekød fra i supermarkederne i Danmark. Det er helt mørkt kød, som nærmest ligner kalvekød, når det er tilberedt. Meget af det Thailandske svinekød er også mørkt, men det er altså kun et tegn på kvalitet! Hvis man køber en svinekotelet her (hvad faktisk også kan være en udfordring, hvis man ikke ved hvordan), så får man et saftigt stykke kød, der kan steges eller grilles, så fedtet er sprødt og kødet saftigt.

Fordi kvaliteten er så meget bedre her i Thailand, spiser vi også mere svinekød her end i Danmark.

Svinemørbrad og fyld

Der findes i tusindvis af opskrifter på svinemørbrad med fyld. De fleste opskrifter går ud på, at man snitter sin mørbrad op, banker den lidt ud og så ruller den sammen med snor omkring, før man steger den.

Men det er faktisk en ret bøvlet måde at gøre det på. Svinemørbrad er så mørt, at man jo nærmest kan stikke en finger igennem det, så en meget nemmere metode er følgende:

Brug et langt redskab som feks. et strygestål eller skaftet fra en grydeske. Stik det ind i den ene ende og arbejd det forsigtigt igennem kødet til den anden ende. Skal der meget fyld i, så vrikkes lidt med redskabet for at gøre hulrummet større.

Vupti – i med en pølse, krydderurter, ost eller noget helt andet, og så afsted i panden. Her altså ostepølser – dem kunne man også vikle ind i spinat eller blancheret kål for at få noget mere kontrast i kødet.

At stege større stykker kød i panden

Sådan en mørbrad – eller hele kyllingebryster eller andre lidt større stykker kød – kan sagtens steges færdigt på panden og blive fint stegt og mørt. Så jeg bruger normalt ikke ovnen til at tørre mit kød ud i.

Jeg bruner bare kødet af og skruer lidt ned – et grydelåg over (behøver ikke engang at passe til panden) og så steger man til kødet er gennemsstegt.

Jeg kommer ofte først krydderier på kødet til sidst – så undgår man at de branker og smager mærkeligt.

Pølsefarseret Mørbrad

  • 1 svinemørbrad – 300-400 gram
  • 1-2 stk. ostepølser
  • 1 tsk. barbecue krydderi
  • smør til stegning
  • Salt og peber
  1. Trim mørbraden for sener og hinder

  2. Lav et hul med et langt redskab på langs af mørbraden.

  3. Kom pølsen ind i mørbraden – sørg for, at den ikke stikker ud nogen steder. Drys med salt og peber.

  4. Brun mørbraden i en pande i smør og skru så ned på lavere varme. Læg låg over og steg i ca. 6 minutter.

  5. Drys med barbecue krydderi på begge sider og steg videre i 6 minutter på den anden side. Vend igen og giv den et par minutter mere.

  6. Kødet har godt af at hvile nogle minutter inden udskæring.

  7. Serveres feks. med hasselbach kartofler og fetasalat.

 

Gekkoer i Thailand

Der er tonsvis af gekkoer i Thailand, og med mindre man har et fuldstændig tillukket og tæt hus, så har man dem også overalt indenfor. De er jo nyttedyr, da de tager insekter, og så er de faktisk ret charmerende – for det meste….. Men de har altså også nogle ikke så heldige sider.

  1. Overraskelsesangreb – de kommer nogle gange fra de mest uventede kanter, og de kan give mig et chock, så jeg springer en halv meter op i luften med et vræl. På billedet ovenfor, kom den lille djævel pludselig springende op af risten i køkkenvasken, da jeg åbnede for vandet. Jeg blev meget forskrækket og naboerne har sikkert tænkt deres! Forleden åbnede jeg vores foldedør i stuen, og så sad der pludselig en gekko på min arm. Jeg tænker, den blev lige så forskrækket som mig, men godt at den ikke kan sige så meget, som jeg kan. Det er iøvrigt en meget underlig fornemmelse at mærke en gekkos fødder – de holder fast på en måde, der føles virkelig speciel.
  2. Den morgenlige salut – klokken 6 hver morgen får vi lige en lille salut fra gekkoen, der bor bagved gardinerne i soveværelset. Det er svært at beskrive, hvad en gekko siger, men det er nærmest en kliklyd. Og så er det utroligt, hvor stort en stemme der er i sådan en lille fyr.
  3. Den daglige hilsen – vi har en gekko i køkkenet, og hver nat lægger den lige en lille hilsen til mig et eller andet sted på køkkenbordet. Jeg er heldigvis ikke så sart, så jeg går bare på jagt efter “gaven” hver morgen som det første, når jeg står op. Men den behøvede nu ikke at give gaver HVER nat…

Gekkoer spiser som sagt insekter, så indimellem er der også andre hilsner i form af døde, halvspiste edderkopper mm. Vi har flere af de der ketchere med strøm i til at tage myg, og et af favoritstederne for myg er vores udendørs sofa bagved hynderne. Hver morgen laver vi lige massakre med myggedræberen, men hvis der bor en gekko i sofaen, så er der ikke en myg!

Iøvrigt kan de skifte farve, så de gekkoer der bor i møblerne udenfor er kaffebrune, mens de gekkoer vi har indendørs er meget lysere. Ret sjovt.

Men alt i alt er vi nu glade for dem. Også selvom de ikke nøjes med at lægge hilsner og små gaver i køkkenet. De er overalt i hele huset. Nå, men set i lyset af, at vi i Danmark boede op af en skov og vi derfor havde i hundredevis af edderkopper indenfor, så er det jo ikke så tosset. Edderkopper giver nemlig også små og store gaver, skulle jeg hilse og sige.

Karkluden i køkkenvasken er mit “klatretov” til gekkoen – af en eller anden grund kan de ikke selv komme op af sådan en kompositvask.

Jeg læste i øvrigt, at gekkoer skulle være vilde med at få en tallerken med lidt vand og et lille stykke franskbrød i – jeg har dog ikke prøvet det selv…

 

Håndværkere i huset – som at få en rodbehandling!

Vi skal have håndværkere i huset de kommende par uger, og det føler vi begge er som at få en rodbehandling – uden bedøvelse!

Vi kan ikke selv….

Normalt laver vi det meste selv – så har man kun sig selv at takke for, hvis det ikke er blevet ordentligt, eller hvis det blev noget andet, end man troede. Men dette job kan vi simpelthen ikke klare – vi har en trappeskakt, hvor der er 4,40 meter fra repos til loft, og det klarer man ikke lige med en stige. Vi har forsøgt at finde stillads i aluminium og i den rigtige størrelse, men det er sandelig ikke nemt i Thailand. Man kan få noget tungt jern-skrammel, som ikke er til at opbevare nogen steder, så det har vi også opgivet.

Så vi har måttet spise vores slips og lede efter en håndværker. Og når nu de er i gang, så kan de lige så godt male to (meget) gule værelser ovenpå også.

Håndværkere i Danmark og i Thailand

Det er mindst lige så svært at finde en god håndværker i Thailand, som det er i Danmark. Vi har faktisk haft maler før til at male noget udvendigt, og hans team var rigtig gode! Men det betyder så bare, at han altid har RIGELIGT at lave, så de småjobs vi har, er ikke rigtig interessante.

Denne gang har vi allieret os med et ret nystartet firma, som bestyres af en thai kvinde, som har boet 21 år i Sverige, og som nu er flyttet tilbage. Derfor er hun selvfølgelig god til svensk men også til engelsk, så det gør jo sagen noget nemmere, end når man skal baske med arme og ben og bruge Google Translate til at kommunikere. Prisen vi har fået er vist okay, for de skal også reparere det meget store vindue på billedet både udenfor og indenfor, så det holder op med at vælte ind, når det regner.

Indtil videre har de været mega hjælpsomme, og var med os i (thai) byggemarkedet og købe maling mm. De giver også to års garanti på arbejdet – ja, hvis man tro på det, så er det jo fantastisk.

Vi hader at have håndværkere….

Vi bryder os ikke om at have håndværkere, fordi de ofte gør noget andet, end man selv ville have gjort… Sådan er det ihvertfald for min bedre halvdel – han er selv handyman og går rundt og slider baner i gulvet, mens der er håndværkere. Sidste år fik vi lavet en lille ekstra overdækning – det tog ca. 14 dage, og vi var helt udmattede bagefter!!

Ikke fordi det er meget værre at have thai håndværkere end danske. Altså lige bortset fra, at der ALTID går noget i stykker eller noget er ødelagt bagefter, når det er thai’er – men det vænner man sig til, og jeg er blevet rigtig god til at fjerne alt, som kan gå i stykker. Og så er der det med sproget…. Maleren forstår intet engelsk, så vi har forberedt os! Vi har lavet en liste med alle mulige ord, der kan bruges i forhold til det malerjob. Så forhåbentlig kan vi brokle så meget thai af os, at de forstår, hvad vi mener. Ellers må vi jo ty til Google Translate eller ringe til chefen.

Men vi er fortrøstningsfulde. De starter i morgen, og så skal vi bare have lavet en rodbehandling der varer et par uger, så går det over igen! Som min husbond siger: “Det bliver så dejligt bagefter”.

Der kommer helt sikkert mere om emnet her på bloggen, så stay tuned!