Køkultur og om at gå til lægen i Thailand

Vi har desværre været nødt til at gå til lægen flere gange i de sidste uger, og det er altså noget anderledes end i Danmark!

Her i Thailand findes ikke praktiserende læger på samme måde som i Danmark, men der findes masser af små klinikker. Mange af dem er specialiserede i et eller andet område. Feks. kan man på nogle klinikker få taget blodprøver, andre er feks. specialiseret i øjne eller i vandværket. Hvis man ved, hvad problemet er, så er det jo nemt nok – man går bare til øjenlægen, hvis man har problemer med øjnene osv. Man behøver ikke nogen henvisning eller bestille tid. Man dukker bare op. Skal man have en mere holistisk tilgang, hvor man bliver checket i alle ender og kanter, skal man dog på hospitalet.

Mange vælger at gå på de offentlige hospitaler, for det er som regel det billigste. Øjenlægen henne på hjørnet arbejder alligevel på det offentlige hospital i nogle timer, og på hospitalet kan man som oftest få en konsultation og en behandling for mindre, end det koster i lægens privatklinik. Det er der ikke noget underligt i – i Danmark kan man også tage på privatklinik og møde den samme læge, som er specialist på hospitalet henne om hjørnet – nu skal man så bare betale ekstra for det.

Det eneste problem med de offentlige hospitaler er ventetiden. Man kan ikke bestille tid, så man kommer bare ind og får et nummer, og så kan man risikere at vente i mange timer for en konsultation, der kun tager 5 minutter. Nu er jeg ikke verdens bedste til at vente (og det er en kæmpe underdrivelse) – jeg er faktisk rigtig, rigtig dårlig til at vente og stå i kø! Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg gerne vil have det bedste ud af den tid jeg har, og det indbefatter ikke at sidde på en plasticstol i et venteværelse eller i en lufthavn. Jeg vil faktisk gå rigtig langt for at undgå at vente i timevis.

På Hua Hin Hospital, som er vores lokale offentlige sygehus, har de åbenbart erkendt, at faranger ikke er så gode til at vente, som thaierne er. På hospitalet har man en afdeling for udlændinge, og her kan man mod betaling komme foran i køen. Det koster ikke ret meget, men jeg må indrømme, at jeg ikke har prøvet det endnu. Jeg synes, at det er lidt forkert at gøre det på den måde – hvad er der nu i vejen med at bestille en tid, og så tage folk i den rækkefølge de nu har booket til? Men her i Thailand er det tit sådan, og det accepteres, at dem der har penge står forrest i køen.

En anden måde at stå i kø på her i Thailand er, at folk danner en kø med deres sko. Det er smart, for så kan de sætte sig ned i stedet for at stå op og vente. Plus at man kan gå på toilet uden at miste sin plads i køen.

I den værste Covid-19 tid ventede mange i timevis for at få en PCR test på denne måde:

Thaierne er mestre i at stå i kø. De kan stå i kø i timevis for noget, de gerne vil eller skal. Jeg ville simpelthen bare gå hjem og skrive en mega sviner til dem, man skulle stå i kø for at komme hen til. Men thaierne står, sidder og ligger i kø i timevis. Beundringsværdigt men også et forfærdeligt spild af tid.

Nå men tilbage til det med at gå til lægen. Vi har de sidste år fået foretaget et helbredscheck cirka en gang om året. Vi er ikke nye mere, og et fuldt helbredscheck koster ca. 2000 kr. pr. person,, og det er jo overkommeligt. Da vores sædvanlige hospital, San Paulo, her i byen forlangte, at vi skulle have en ATK test til 500 baht (som koster 90 baht i 7-11) for at få et helbredscheck, hoppede min kæde af. Jeg foreslog, at vi selv kunne komme med testen, men nej – det skulle være deres. Nå, men så mistede de 2 kunder. Jeg er helt sikker på, at en thai patient ikke betaler 500 baht for en ATK test, og lige nu er jeg træt af, at vi som faranger skal plukkes på den måde. Det er ikke nødvendigvis prisen, men princippet i det..

Så vi kiggede efter alternative løsninger, og vi besluttede at prøve en klinik, som hedder “Be Well Clinic”. Den ligger inde i et prestige byggeri (Banyan) syd for Hua Hin, og i første omgang lyder det til at være dyrt, men vi har fundet ud af, at det faktisk ikke er tilfældet. Man kan bestille en tid, og som regel holder de tiderne nogenlunde, hvilket er ret usædvanligt. Stedet er lyst og venligt, og der er ingen thaier der styrter forvildet rundt og skramler med møbler og instrumenter. Lægerne er yngre end de fleste læger på hospitalerne, og de taler super engelsk og virker til at have stor erfaring. Klinikken kan ikke klare alt – ligesom en praktiserende læge i Danmark. Men de kan henvise til specialister, og hvis man er medlem af klinikken giver det klækkelige rabatter på andre hospitaler som feks. Bangkok Hospital i Hua Hin.

Medlemsprisen er 3500 baht for et årligt medlemskab og 2000 for næste familiemedlem. For de penge får man et lille årligt check-up og rabat på mange ting som feks. laboratorieundersøgelser og medicin. De tilbyder hjemmebesøg af en læge, og det er jo ikke lige noget, man kan få her – eller i Danmark.

En rigtig god indikator for, at jeg synes stedet er okay, er mit blodtryk. Jeg kan ikke lide sygehuse, hverken her eller andre steder. Her i Thailand skal man have taget blodtryk uanset hvad. Jeg har sågar læst om folk, der skulle have taget blodtryk for at komme ind til tandlægen. Mit blodtryk er altid tårnhøjt, når jeg kommer ind sådan et sted. For det første har man lige bevæget sig rundt og har måske gået et stykke vej. Hvis der så også er alt muligt kludder og rod, så ryger mit blodtryk helt ud af skalaen. Men på Be Well Clinic kunne jeg forleden præstere 142/72, hvilket er det laveste målt på mig i Thailand. På et sygehus eller i en klinik vel at mærke. Herhjemme er det helt normalt.

Her i Thailand betaler de fleste selv for at gå til lægen. Nogle har noget sygekasse – feks. alle offentligt ansatte. Men ellers må man betale. Vi har en hammerdyr helbredsforsikring, men den indeholder ikke “outpatient” dækning. Det vil sige, den dækker kun, hvis man bliver indlagt. Mange steder i Thailand er det relativt billigt at gå til læge, men i turistområderne har de fundet ud af, at farangerne godt kan betale noget mere, så mange steder som her i Hua Hin, kan det være dyrere at gå til lægen end i Danmark.

Så jeg er kommet til den konklusion, at de 5500 baht, det koster om året at være medlem af Be Well er godt givet ud. Jeg var til en undersøgelse for en infektion i kroppen forleden, og en konsultation med en meget kompetent kvindelig læge med undersøgelse og ultralydsundersøgelse kostede 500 baht. Jeg havde en tid kl. 9.00, og jeg kom ind til lægen kl. 9.02. Jeg var meget imponeret! Og jeg havde en indre ro, som jeg ikke har følt på noget som helst hospital i det her land.

Hvor svært kan det være? Bestil tid – kom ind til lægen ca. på det tidspunkt. Så kører det bare!

Vores havemand fik for et par år siden fjernet sine mandler på Hua Hin Hospital. Det gik helt galt, og han fik en eller anden infektion, som gjorde at han til sidst lignede et afpillet spøgelse. Det bøvlede han med i to år, hvor vi købte proteinpulver og medicin til ham, så han da kunne overleve det. Vi var faktisk meget bekymrede for ham, og han er altså kun først i fyrrerne… Han har stadig bøvl med kroppen, og når han skal på hospitalet, så er han nødt til at sætte en hel dag af. Han mister så sin indtægt den dag, hvis han ikke kan aftale med sine kunder, at han kommer en anden dag.

Tid er penge – ihvertfald i min opdragelse. Alle der kender mig godt ved, at jeg kan gå helt bananas over at vente og stå i kø. Det er den værste spildtid i verden, synes jeg. Her i Thailand er det desværre en del af kulturen, men heldigvis er vi her i Hua Hin velsignet med nogle vesterlandske faciliteter, som godt nok koster lidt mere, men som også er pengene værd.

En sidste ting jeg vil nævne er, at man kan spare mange penge ved at holde øje med specialtilbud på privathospitalerne i Thailand. I anledning af Mors Dag her i begyndelsen af august havde det bedste hospital i byen, Bangkok Hospital, tilbud på rigtig mange helbredscheck. Jeg kørte ned og købte en voucher til en mammografi. Normalpris 5200 baht – tilbud 2950 baht. Det var da en besparelse, der var til at tage og føle på. Også til den undersøgelse lå blodtrykket ret pænt, og det meste gik efter planen i forhold til min tidsbestilling.

De kan jo godt! Jeg forstår ikke, hvorfor klinikker og sygehuse ikke generelt indfører tidsbestilling …. Men “This is Thailand”. First come first serve! Øøh, med mindre du kan betale dig til at komme forrest i køen!

Liv i Thailand

Lykken er at have en asiatisk kone….. Eller at være en….

Måske du kan huske udsendelsen på dansk TV om at Lykken er at have en asiatisk kone. Det var en noget dyster omgang, hvor man fik nogle af bagsiderne af at være gift med en asiatisk kvinde og bo i Danmark.

Jeg vil fortælle den omvendte historie: Lykken er at have en farang (altså vesterlandsk udlænding) mand. Og det er altså heller ikke altid lykken!

Jeg har en meget sød veninde, som kommer fra Isaan her i Thailand. Jeg har lært hende at kende igennem hendes mand, som kommer fra New Zealand. Det at han har engelsk som sit første sprog gør, at hun også er meget velformuleret på engelsk af en thai at være. De har været gift i over 10 år, og der er ingen tvivl om, at de to er sammen, fordi de er soulmates og elsker hinanden. Hun og jeg har haft mange lange snakke om, hvordan thai kultur er i forbindelse med faranger, og jeg har derfor fået indsigt i, hvordan det i hendes tilfælde er at være gift med en farang.

Min veninde var fornylig nordpå og besøge sin familie, som består af en mor og en søster. Hun havde ikke set dem i lang tid pga. Covid. Allerede efter en enkelt dag på besøg ville hun hjem. Hun hadede at være der på grund af, at både mor og søster pressede på for at få penge.

Min veninde har været under hårdt pres i flere år. Hendes mor og søster mener, at hun selvfølgelig skal forsørge de to, når nu hun er gift med en udenlandsk (rig?) mand. Så for et årstid siden tog hun derop og købte et stykke jord for sine sparepenge (lidt hjulpet af sin mand) i nærheden af sin mors og søsters hus. Hun tog ud i området her i Hua Hin og købte planter til projektet, og så tog hun derop for at starte en have. Hun havde købt plantetyper, som giver hurtigt afkast, og som også kunne give gode penge i form af lidt dyrere afgrøder. Hun ryddede grunden selv med bare næver og plantede haven til med sine planter. Hun forklarede de to, hvordan det hele skulle vedligeholdes, og hvad de kunne høste – og selvfølgelig, hvor mange penge de kunne sælge det for. Rigeligt til at de kunne leve et okay liv og klare sig selv.

Her et år senere tog hun rejsen derop for at besøge dem. De havde på forhånd beklaget sig over, at de manglede penge. Da hun ankom, var haven ikke vedligeholdt overhovedet, og mange af planterne var gået til. Allerede fra første dag begyndte både mor og søster at presse hende. “Du bor jo sammen med en farang. Kan du ikke spørge ham om nogle penge til os?” Jamen altså – hendes søster er ikke engang 40, og hun laver absolut ingenting. Hendes mor har ikke arbejdet i mange år. De forventer simpelthen, at hun skal forsørge dem alle 3.

Her i Thailand er det tradition, at den førstefødte i familien har et ekstra ansvar for at tage vare på familien. Det gælder ikke kun sine forældre, men også søskende, onkler, tanter og bedsteforældre. Den regel gælder især, hvis man er kommet til penge, eller hvis man er blevet godt gift. Godt gift er man, hvis man for eksempel, hvis man er gift med en farang. Og selvfølgelig helst en med penge. Mange thaier tror, at alle faranger er stenrige, og de synes faktisk, at de rige godt kunne dele lidt med de mindre rige i thai familien. Der har været forfærdelige historier om udenlandske mænd, der kommer til Thailand og finder en kæreste eller kone, og få år senere er de fuldstændig blanket af. Eller historier om mænd, der har betalt til både den syge mor, den syge vandbøffel og til nye tandbøjler – uden at være i Thailand. Jeg siger ikke, at det er generelt, men det sker altså bare. Men ikke alle udlændinge er rige! Nogle af os kommer her bare på vores sammensparede penge og pensioner, og vi skal også tænke os om, når vi bruger penge.

Min veninde var meget ked af det, og hun sagde til mig, at der skulle går LANG tid, før hun skulle besøge sin mor og søster igen. Hun havde sagt til dem, at de ikke fik flere penge af hende, når de ikke selv gad at bestille noget. Det havde været et rigtig sørgeligt opgør, hun var virkelig bare knust.

Men det er ikke det eneste pres, hun er udsat for. Hendes mand har selvfølgelig en omgangskreds af farang venner, som han ses med. Mange af dem har også en thai kone, og på papiret skulle det jo være en rigtig god måde at få eller have gode veninder på. Desværre er hun også her udsat for opfattelsen af, at alle faranger er rige.

De thai kvinder hun møder igennem hans vennekreds er alle mere eller mindre alle fokuserede på økonomi. Når de kommer ind i deres nye hus, så skal de vide, hvor meget grunden har kostet, hvor meget huset har kostet, hvad bilen er værd, og hvor mange penge min veninde får af sin mand. Alt bliver målt og vejet, så de kan sammenligne, hvem der er højest og lavest i hierarkiet rent økonomisk.

Efterhånden har hun trukket sig fra de fleste thaier omkring sig, og det er jo ikke særlig godt. Hun orker ikke at blive konfronteret med pengespørgsmål konstant, og det forstår jeg godt. Hendes mand er ikke en rig mand, men bare en mand, der har arbejdet hårdt og tjent nogle penge. Hun skal jo også tænke på, at hun også bliver gammel en dag, og da de ikke har børn, er der jo ingen til at tage sig af hende. Hverken økonomisk eller praktisk. Jeg tænker ihvertfald ikke at hverken mor eller søster kan bruges til noget i den sammenhæng.

For hende er lykken ikke nødvendigvis en farang mand. Ikke fordi hun ikke er glad for ham – ikke fordi de ikke har et godt liv sammen, og ikke fordi de ikke er kompatible rent kulturelt. Men fordi hendes thai familie, venner og bekendte ser hende i et helt andet lys, end hun gerne vil ses i. Hun er en super intelligent, sød og smuk kvinde, og jeg får så ondt af, at hun ikke kan udfolde sig i sit liv. Desværre bor hun så langt væk, at vi ikke så tit ses. Men når vi gør, så går snakken og skvalderen højt. Jeg skønner meget på vores dybe samtaler, de gode grin og de store krammere!

Nogle gange kan man tænke, at Janteloven måske ikke er helt så forkert, som man lige synes. Måske skulle man også her i landet prøve en gang imellem at underspille bare lidt, ud fra mottoet: Hvis du tror du er noget……

Liv i Thailand

Spisesteder og markeder lidt fra Alfarvej i Hua Hin

Vi har jo masser af attraktioner og aktiviteter i Hua Hin, men bevæger man sig lidt væk fra “de gængse ting”, foregår der mange flere spændende aktiviteter i området.

Bor man i Hua Hin eller er man turist her i Hua Hin, så er der så mange tilbud, at man næsten ikke behøver at anstrenge sig for at finde noget hyggeligt at dykke ned i. Vi har et helt fint natmarked med masser af boder, der bugner af ting og sager + en del fiskerestauranter, hvor man kan få sin fisketrang styret. Vi har Cicada market og Tamarind market, som ligger side om side i Kao Takiab. Her kan man handle og spise af hjertens lyst i de mange, mange boder.

Vi har flere fine food courts – altså steder, hvor man finder sig et bord, og så går rundt og køber sin mad og drikke ved de mange boder. Det er billigt og som regel også godt. Baan Khun Por er der det største sted, og det ligger ved Soi 88.

Baan Khun Por (Fars Hus) Et billede fra før maskehysteriet

Der er også Pae Mai Market, hvor der om tirsdagen er et ret stort marked med alt fra sokker til madrasser, og der er også et fint food court med billig og god mad. Det ligger på Canal Road ikke så langt fra centrum af Hua Hin. Derudover er der masser af små ansamlinger af madboder i hele byen, hvor man kan spise, som thaierne gør.

Bevæger man sig så lidt væk fra selve Hua Hin, så har man muligheden for at opleve noget, der er lidt mindre turistet og meget mere thai. Et eksempel er det ugentlige marked i Cha-Am, som ligger blot 20 minutters kørsel nord for Hua Hin. Markedet finder sted hver onsdag aften, og det dækker flere gader. Her kan man købe alt fra brugte dieselmotorer til lårkorte kjoler. Er man heldig, kan man gøre nogle rigtig gode køb, og skulle man blive sulten, så er der massevis af madboder. Det skal også siges, at Cha-Am har nogle rigtig gode og billige fiskerestauranter helt ned til vandet, og der er en meget charmerende strandpromenade, hvor man kan gå sig en tur og kigge på sagerne.

Også syd for Hua Hin kan man finde masser af spændende ting. Om lørdagen er der marked i Pranburi, som ligger ca. 20 km syd for Hua Hin. Centrum af Pranburi spærres af, og man går rundt blandt de gamle træhuse – mange af dem er over 100 år gamle. Udover mange boder med mad og forskellige ting og sager, så er der også restauranter og barer, hvor man kan nyde stemningen og en forfriskning. Her kommer ikke mange turister, så man kan næsten have det “for sig selv”.

Kører man længere sydpå til Dolphin Bay, som ligger ca. 40 minutters kørsel fra Hua Hin, så finder man en bounty strand med udsigt til små øer. En tur hertil i dagtimerne er også besværet værd, for på en varm dag er der altid god vind, og mange af hotellerne har borde og stole på stranden, så man kan nyde lidt mad og drikke i vandkanten. I Dolphin Bay er der også madmarked hver lørdag, og det trækker rigtig mange af de lokale til. Som det er almindeligt på de fleste markeder, så er her også live musik. På stranden opstilles der madboder, og man kan sidde på et medbragt tæppe, eller på de halmballer, der bliver lagt ud på stranden. Man kan spise for ingen penge, og så kan man nyde stemningen på vaskeægte thai maner. Der er også hoteller i alle prisklasser, så har man lyst til at prøve noget helt andet end Hua Hin, så kunne man jo også tage en overnatning og opleve stemningen i et helt tilbagelænet miljø – se også billedet øverst.

Vi tager for sjældent ud og oplever alle de sjove steder der findes lidt fra Alfarvej, og det er egentlig også for dumt. Men sådan er det vel tit, at man ikke rigtig får taget sig sammen til at se det, man bor lige klods op og ned af. Jeg fik da set Himmelbjerget, mens vi boede i Silkeborg, men jeg har da feks. aldrig været inde i kirken på torvet eller flere af museerne.

Kommer man til Hua Hin som turist, kan man ihvertfald med fordel tage en tur til en af nabobyerne, for der er oplever man noget helt andet. Man kan jo eventuelt tage en overnatning og opleve noget specielt væk fra byens larm og tummel.

Liv i Thailand

Fri cannabis i Thailand – Ganja som det hedder på thai

For nogle uger siden blev loven ændret, så man nu kan dyrke, sælge og købe cannabis lovligt i Thailand – men altså kun til medicinsk brug.

Medicinsk brug vil sige, at der højst må være 0,2% tetrahydrocannabinol (THC) i produktet. THC er det der gør, at man får en euforiserende virkning, og det produkt hedder CBD. Man skal i Thailand have en tilladelse for at dyrke og lave cannabis produkter (medmindre det er til privat medicinsk brug), og det har over 200.000 personer søgt om siden juni.

Regeringen har, som det ofte sker i Thailand, lavet en lov, som ikke er helt gennemtænkt, og nu skal man så i gang med at lappe huller. Hele lovliggørelsen har været et prestige projekt for et af regeringspartierne – Bhumjaithai (på dansk oversat “stolt af at være thai”) med sundhedsminister Anutin i spidsen. Ideen er jo i sig selv helt fin, for der er rigtig mange penge i medicinsk cannabis, og jeg kender da også flere, der benytter sig af det i forbindelse med kronisk sygdom. Jeg er ikke i tvivl om, at cannabis olie har en virkning og kan være gavnlig for mange. Man kan jo så bare spekulere på, om det med de penge ikke har været 100% derfor, at Ganja skulle skulle legaliseres i Thailand – nok ikke virkningen for syge mennesker. For at kickstarte projektet, så har Sundhedsminister Anutin annonceret, at han vil uddele 1 million hampplanter til befolkningen, så de selv kan dyrke det i baghaven. Gad vide, hvor de planter kommer fra….

Nå, men hvis man kender lidt til Thailand, så ved man, at sådan et tiltag virkelig er at lukke katten ud af sækken! Eller åbne Pandoras boks… Jeg må indrømme, at jeg har grinet mig selv halvt ihjel over reaktionerne fra alle mulige sider. Læger, undervisningsinstitutioner, det muslimske mindretal, militæret – ja alle har efterhånden været ude og komme med kritik og deres egne ideer og retningslinjer. Giv thaierne en indtægtskilde på et sølvfad, og de drøner da bare derudaf. Først kom man ud med, at unge under 20 år ikke skulle kunne købe ganja produkter – så gravide kvinder. En uge senere meldte militæret ud, at ganja var forbudt for alle soldater – derefter fulgte flere universiteter og skoler. Siden har der været utallige udmeldinger med forbud og retningslinjer fra forskellige instanser, og der har været stor kritik af legaliseringen.

Det er måske ikke så sært, for nu er der ganja i snart sagt ALT! I maden, i drikkevarerne, og der sælges ganja til rygning, feks. på Khao San Road i Bangkok. Ganja, Ganja, Ganja…. Thaierne er eksperter i “hype” – for et par år siden gik de alle amok over nogle blomster med røde aftegninger på bladene, og sådan en plante kunne koste flere millioner. Nu vil de ALLE dyrke ganja og sælge ganja produkter. Og ikke nok med det – de vil også spise, drikke og ryge det. Det sidste er så forbudt – ihvertfald i det offentlige rum. I sidste uge blev butikker og restauranter pålagt at skille “ikke ganja” og “ganja” produkter ad, så man kan håndhæve, at unge under 20 og gravide kvinder ikke spiser en Pad Thai eller nogle stegte ris med ganja ved et uheld.

Vores ven Tam, som har en bar, der ikke går særlig godt, fordi der stadig ikke er mange turister i byen, er også gået ganja vejen (han var også en tur nede af ruten med at dyrke de der planter med røde blade). Han har en kammerat, der ejer en farm, og vennen dyrker nu cannabis for fuld skrue. Det er der flere penge i end i ananas, meloner og forårsløg. Tam køber sit cannabis af ham, og så brygger han sin helt egen heksebryg derhjemme i køkkenet. Hans produkt kan ses på billedet øverst. Det er der flere penge i end at drive en bar – på trods af, at han kun tjener 15 baht pr. flaske! På tre dage i sidste uge solgte han over 100 flasker, og han sendte sin bryg med posten til andre egne af Thailand.

Vi smagte det en aften i Tams bar, og det smagte mest bare af te lavet på hø. Det havde da heller ikke nogen virkning, men vi fik også kun et shotglas hver. Men jeg tænker på….. Hvordan ved han, hvor mange % af det euforiserende cannabis stof der er i hans bryg?? Findes der en “ganjaprocentmåler”? Og hvis man køber hans produkt, så er mixet af blade, skud og blomsterskud ikke helt uvæsentligt… Den ene gang skvatter man om på sofaen kl. 19 og sover der til kl. 4, og den anden gang laver man kryds og tværs til kl. 23 og går i seng. Eller hvad??

Bare terminologien “medicinsk brug” er MEGA fluffy. Eksempel: Jeg har ondt i hovedet, så jeg ryger lige en joint… Eller jeg laver lige en gang cannabisfrikadeller til hele familien, for jeg er træt og mangler at komme i hopla i dag. Det er da medicinsk brug?? Vores træner i fitness centeret fortalte til min store bestyrtelse, at han altid røg ganja, når han skulle køre langt for at holde sig vågen. HVAD?? Jeg har prøvet at ryge det stads nogle gange, da jeg var ung, og det endte altid med, at jeg lå og trillede rundt af grin i timevis. Til sidst var jeg så udmattet af at grine af ingenting, at jeg faldt i søvn, og så fortsatte jeg næste dag et stykke op af dagen, før det fortog sig. Virkningen var så mærkelig, at jeg svor kun at få en rus med spiritus – med det kan man da gå en tur og få tågerne væk. Så at tænke på at thai chauffører mener, at det er opkvikkende at ryge cannabis kan skræmme mig op på niveau med thai chauffører, der kører når de har drukket Lao Khao (lokal pulimut sprit) eller har taget metamfetamin..

I skrivende stund er regeringen i gang med at skrive loven færdig, og det regner de med den er slut august. Måske de skulle have tænkt over alle de løse ender noget før! Der er et massivt pres på sundhedsministeriet for at ændre loven eller helt køre den tilbage. Misforstå mig ikke – jeg går ind for cannabis til medicinsk brug, men Thailand er nok ikke det rigtige sted til at slippe den djævel løs. I forvejen er det et mærkeligt forhold mellem afgifter på feks. alkohol. Du kan købe en rigtig god vodka – 399 baht for 1 liter (produceret af Red Bull), mens en kasse med 24 øl koster 750 baht. Ganja er meget, meget billigere end begge dele, så gad vide hvad folk – og specielt de unge – vælger af rusmiddel i fremtiden. I forvejen er propagandaen her i landet, at alkohol er roden til alt ondt, så måske søger de unge nye veje. Jo katten er i sandhed ude af sækken!

Jeg tænker, at vi måske skal skifte vores lille fine Honda ud med en stor voldsmaskine af en 4-hjulstrækker, hvis folk her begynder at køre i ganja påvirket tilstand. Og et dejligt blandingsmisbrug af lidt thai whisky og en lille medicinsk joint er jo også en god mulighed for noget sjov i gaden!

Jeg bliver ihvertfald aldrig forfalden til smagen af hø i mit mad, og da jeg stoppede med at ryge cigaretter for 25 år siden, så bliver det heller ikke aktuelt at ryge det stads! Måske medicinsk cannabisolie, når jeg bliver gammel og affældig, men indtil videre holder jeg mig bare til en lille øl – eller 2!

PS. De heldige mennesker i denne sammenhæng er de mere end 4000 fængselsfanger, der blev løsladt med indførelsen af den nye lov. De sad inde for at være i besiddelse af cannabis før loven blev vedtaget. Nu er det jo lovligt, så “you are free to go”!

Liv i Thailand

Det er nu dejligt at have gæster fra Danmark – og glæden ved en ostemad!

For et par uger siden havde vi en rigtig god ven på besøg fra Danmark. Udover at det var skønt at se ham igen efter mere end 2 år, så havde han også en rigtig dejlig godtepose med!

Jeg er i den heldige situation, at jeg stadig har en kerne af meget “gamle” venner tilbage. Når vi mødes, så er det lidt som at tage de bedste gamle sutsko på – det føles bare godt! Vores gæst denne gang er min “ældste” ven. Han er ikke den ældste ven, men jeg mødte ham første gang, da han var 7 og jeg var 6, og vi startede i 1. klasse. Han var til fodbold og den slags – det var jeg ikke – så vi havde egentlig ikke så meget kontakt i skolen. Senere, da han flyttede fra byen, blev vi en slags “pennevenner”, og siden har vi holdt kontakten og set hinanden jævnligt.

Vi har selvfølgelig fulgt hinandens liv igennem tykt og tyndt, men vi har godt nok også lavet nogle gigantiske huller i jorden sammen. Han flyttede til København for mange år siden, og i begyndelsen jeg og andre venner besøgte ham, skulle vi altid starte med at vaske op, gå ud med skrald og smide pizzabakker ud. Han var en rigtig ungkarl! Så var det 3 døgn uden løgn i Københavns natteliv, og i toget hjem stod jeg af på den forkerte station!

Nu har han en dejlig kone og voksen søn. Alligevel rejser han hele vejen til den anden ende af verden for at besøge os, og det skønner vi virkelig på. Min bedre halvdel har “kun” kendt ham i godt 30 år, men han var Best Man til vores bryllup i sin tid, og det giver jo også et særligt bånd. Jeg kan stadig se ham stå der uden for kirken i smoking og høj hat og føre os ind i sin fars fine, blankpolerede veteranbil til en tur rundt i Spandet om omegn!

Meeeeen, nu kommer vi tilbage til den der godtepose! Som altså i virkeligheden var en godte KUFFERT! Næsten 30 kg havde han med, og det var ikke hans få par underbukser, shorts og t-shirts, der fyldte op i bagagen! Jeg havde lavet en ønskeliste med ting fra Danmark, som enten ikke kan fås i Thailand, eller som er så dyre, at man får ondt flere steder, når man skal købe det. Og jeg skal da lige mene, at han ikke havde sparet på gassen! Her er “rovet” denne gang….

Det skal lige siges, at ALLE vores gæster er rigtig søde til at tage ting med til os, og vi står altid med en kæmpe bunke guld, når de ankommer! Men denne gang var det helt særligt, og det var på grund af denne her fætter….

Vores ven havde pakket et stykke Fætter Kras med kommen ind i 5-6 fryseposer, og den kom fint frem – omend lidt vind og skæv, men pyt nu med det! Dansk ost er det, jeg savner allermest! Min far var mælkemand (blandt andet), og han solgte ost fra mælkebilen. Nogle af dem lagrede han i et gammelt skab med netlåger, og de oste var til sidst kun 3 cm. høje men til gengæld fyldte de en hel kvadratmeter! Rigtig gammelost! Jeg åd det hele, mens min lillebror hadede ost!

Mens jeg endnu arbejdede i Danmark, kørte jeg forbi Them Mejeri ved Silkeborg på vej på arbejde. Mejeriet laver blandt andet Fætter Kras og Onkel Kras oste, og mejeriet har en lille butik, hvor man kan købe ost til en rigtig god pris. Jeg kom der tit og fik altid en hyggelig sludder med dem i butikken. Osten er meget populær, og jeg havde sågar en leverandør på arbejde, som jeg lige måtte køre derned og handle, når hun var på besøg i vores firma. Jeg har spist i tonsvis af Them ost, og jeg savner det virkelig meget. Det pjatost man kan købe her, er mest tungen ud af vinduet. Jeg har lige taget hul på et 2 kg stykke Edam, som har lagret i to år i mit køleskab. Det er okay, men ikke i nærheden af dansk ost!

Mit hamstergen sagde mig, at jeg skulle gemme det uvurderlige stykke Fætter Kras til en særlig lejlighed. Her hos os betyder det desværre nogle gange at hov…. Nu er det for gammelt. Så jeg besluttede mig for at tage hul på den værdifulde ost og at overraske min husbond med en hjemmebagt bolle med Fætter Kras på vores tur til Bangkok for et par uger siden. Vi stoppede på en rasteplads på halvvejen og satte os ved et bord for at spise den her bolle. Jeg var sikker på, at han ville opdage osten på grund af hørmen (som vi var vant til i Danmark, hver gang man åbnede køleskabet), men det var først da han fik den første mundfuld at lyset i hans øjne blev tændt. Det var en himmerigsmundfuld, og vi sendte mange mange kærlige tanker til vores ven, som allerede var rejst hjem igen. Nøj, hvor smagte det godt!

Nå…. Ikke mere om den ost!!

At have gæster er en skøn ting, og det har været ret hårdt at undvære besøg i næsten 2 år på grund af det Corona væsen. Vi har nu haft 3 rigtig gode venner på besøg siden jul, og det har bare været dejligt at kunne varte dem op og have masser af tid til at hygge og snakke. Selvom vi efterhånden alle sammen er lidt oppe i årene, så opfører vi os stadig, som om vi er teenagere! Nattelivet i Hua Hin kan ikke være i tvivl om, at vi har haft gæster, det er helt sikkert. Vi bor så centralt, at vi nemt kan gå ud hver aften, men det gør vi altså ikke til daglig, men når vi har gæster, så er det bare ud og vifte med ørerne hver aften. Jeg går til fitness sammen med min veninde 3 gange om ugen klokken 8 morgen, så jeg er den fornuftige, mens herrerne indimellem har taget sig en ordentlig tur. Nu er det ikke mere 3 døgn uden løgn i København – det er 10 døgn uden løgn i Hua Hin!

Når vi har gæster, er det som om, at vi er på ferie i vores egen by. Vi æder og drikker og laver ikke en pind, og det er jo bare skønt. Til daglig her i vores hus er det jo lidt som at være i sit eget sommerhus i Danmark: Der er altid et stakit, der skal males, en hæk der skal klippes eller en skorsten, der skal fuges. Når vi har gæster, parkerer vi alle projekterne og koncentrerer sig om at nyde livet sammen. Og det er jo nærmest som at være på ferie!

Nu håber vi bare på, at tingene bliver så normale både her og i resten af verden, at vi snart kan besætte vores gæsteværelse med gode venner eller familie igen! I mellemtiden har vi nok desværre spist det stykke Fætter Kras og slikket indpakningspapiret flere gange!

Dansker i Thailand