Hua Hin går bar amok!

Hua Hin går bar amok lige nu. Altså jeg mener, der bygges barer her, som om det var en større millionby med masser af turister!

Her i Thailand er det helt almindeligt at lave me-too. (Altså på en anden måde end at anklage andre for sexchikane). Her gør man det på den måde, at åbner der en bod med vandmeloner, og boden sælger godt, så vupti – ligger der en anden bod, der sælger vandmeloner lige ved siden af. Det må jo være en god forretning. De glemmer bare, at der stadig kun er det samme antal kunder, og nu er de to, skal dele forretningen. Kører man mellem Bangkok og Hua Hin, så støder man på et langt stræk, hvor der udvindes havsalt. Der er gud ved hvor mange boder, der sælger salt i små poser, store poser, fint og groft – ja alle former for havsalt. Men man kan altså ikke købe et æg til sit salt… Der er også et område, hvor de allesammen sælger koste. Altså hvor mange koste kan man sælge til hinanden?? Her i byen er der flere hundrede kaffeboder. De investerer i skilte, møbler og udstyr, lukker op og undrer sig over, hvorfor det går så skidt, når de nu kan se mindst 4 andre lignende forretninger fra fortrappen. En måneds tid senere er mange af dem lukket igen. Eller massageklinikkerne, der ligger klinet op og ned af hinanden, og som allesammen tilbyder det samme.

Og så kommer vi til det med barerne! Det er fuldstændig det samme. Barer, barer, barer…. Her i Hua Hin er der siden Corona sket en stor ændring i, hvor tingene sker. Tidligere foregik det meste inde i byen i området, som hedder Bintabat. Her ligger også nogle af de store hoteller som Hilton og Sheraton. Der lå også barer i stribevis – de fleste bare et rum med et poolbord, noget høj musik og nogle halvgamle nedringede damer. Her var huslejen tårnhøj, og der skulle virkelig tjenes nogle penge for overhovedet at få overskud til at betale den. Da Corona lukkede det meste, ville husejerne som regel ikke hjælpe lejerne med en husleje nedsættelse, så mange af dem måtte lukke. Og det er de stadig, for ejerene er alt for grådige, og nu får de så 0 i husleje, og midtbyen ligger stadig temmelig øde hen.

Herude i Soi 94 området, var der en hyggelig stemning med et par håndfulde okay fredelige barer, og som en bonus var det blandet med andre forretninger som restauranter, blomsterhandler, benzintank, købmand – ja, som en lille landsby i gamle dage. Efter Corona måtte en del dog lukke, men så poppede der hurtigt noget nyt op. Så fik vi en ny opfindelse nede på hjørnet. Nogen må have været på Phuket, for her har man masser af barer, som er små basthytter med 8-10 pladser ved hver. Ja, man kan vel nærmest kalde dem minibarer? Nogen må have tænkt, at det skal vi da prøve i Hua Hin. Så fik vi Wonderland. Og til at starte med var det ret populært, og der sad altid en del mennesker (dog mest mænd) ved de små barer. At folk gider sidde sådan et sted, hvor man skal høre på 7 forskellige slags musik pumpe ud af højtalerne, fatter jeg ikke. Been there, done that!

Nå, men huslejen for sådan en bar er 10.000 baht pr. måned, og det er jo noget mindre end 50 eller 100 tusinde inde i byen. Så skal der lige lægges lidt betaling til politiet oveni + strøm osv., men det skulle jo være muligt at lave penge med den model. Ejeren er også glad, for der er vel 20 boder derinde, og det bliver da også til et godt afkast på en relativ beskeden investering.

Det kræver så bare, at der kommer nogle kunder…. Og Hua Hin er død som en sild i øjeblikket. Vores ven Tam, som har en bar, er ved at gå ud af sit gode skind, for der kommer simpelthen ingen kunder. Går man en tur i området ved 9-tiden om aftenen, så sidder der 2 mand her og 3 mand der. Det er meget trist. Nu tror thaierne på regeringen, når den siger at 1. oktober starter højsæsonen, og så vælter det ind med turister. Bum! Jeg har mine tvivl, må jeg sige. Problemet i Hua Hin er også, at mange af de udlændinge, der boede her før Corona er rejst. Enten hjem til deres oprindelsesland eller til nogle af de omkringliggende lande, hvor det er billigere og nemmere at opholde sig. De såkaldte “snowbirds” (altså de udlændinge, der bor her 6-7 måneder om året i vintertiden) kommer der heller ikke så mange af mere. Thailand har skudt sig selv totalt i foden med alle deres restriktioner og skøre tiltag. (Lige nu er premierministeren suspenderet, for de kan ikke finde ud af, om han har været premierminister i 8 år, som er maximum ifølge grundloven. Det siger jo lidt om samfundet, ikke?).

Det gør ondt. Det gør rigtig, rigtig ondt, og mange forretningsejere hænger i neglene i bordkanten. Vores lokale ølmand ligner en begravelse, og pigerne står og piller negle i de mange, mange barer. Det holder jo ikke en meter!

Hvad gør vi så? Ja, vi bygger da nogle flere barer, så vi er klar, når nu turisterne vælter ind. Og vi vælger et kendt koncept, så vi bygger barområder med masser af “minibarer”. Og helst lige klods op og ned af de eksisterende, så vi kan udnytte “flok effekten”. Ikke noget med at tænke ud af boksen eller finde på noget andet. Som når der står 4 boder ved siden af hinanden og steger kylling. På samme måde….

I området rundt om Tam’s bar Rockzone bygges der helt vildt. For to år siden blev der plantet 10 meter høje træer på pladsen her – sådan et træ koster i omegnen af 50.000 baht, og dem var der nok 20 af. Nu er det hele jævnet med jorden (bogstavelig talt), så der skal nok bygges nogle minibarer der.

Her lige ved siden af er der næsten klar til at komme masser af damer og masser af kunder. Der mangler bare de store musikanlæg og et par køleskabe.

Bygningen her, som ligger overfor, blev restaureret på ydersiden for mindre end et år siden og åbnede som restaurant og spillested. (Indeni var det noget frygteligt gammelt noget, så toiletforholdene var tvivlsomme). Det holdt i 4-5 måneder, så måtte de lukke. Nu skal der sandsynligvis være minibarer her også…

Lige ved siden af Rockzone og de to steder ovenfor er man ved at bygge et gigantisk sted, som man kan se på billedet her.

Det bliver en restaurant med stor musikscene, og det er så for en gangs skyld ikke henvendt til turister og vi andre faranger, der bor her – men til thaierne. Måske de håber at kunne trække nogle af de mange turister til, der kommer herned fra Bangkok i weekenderne. Tam har fortalt, at stedet har 3 ejere, som tilsammen har skudt 15 millioner baht i projektet, så der skal da også sælges noget mad og nogle drikkevarer for at få den investering hjem igen og holde den forrentet.

Hvis jeg var investor, så tror jeg godt nok, jeg ville investere i en Cannabis fabrik i stedet, for det er jo det nye sort her i Thailand.

Det bliver en lang og sej kamp at overleve som bar med det antal turister, vi ser lige i øjeblikket. Og Corona har også gjort, at folk generelt set er mere derhjemme. Plus at der jo også er en økonomisk krise og inflation på 8% her i landet. De fleste af os skal lige vende 100 baht sedlerne en ekstra gang, inden vi kaster rundt med dem på barerne.

Thai logik er bare et andet sted, end vi er vant til. Hvis der ingen kunder er, så lad os bygge nogle flere barer. Og lad os så sætte priserne op, når der nu ikke kommer kunder nok. Eller endnu værre… Lad os lige se, om vi ikke kan snyde dem, der kommer, når vi nu ikke har så mange kunder.

Liv i Thailand

Køkultur og om at gå til lægen i Thailand

Vi har desværre været nødt til at gå til lægen flere gange i de sidste uger, og det er altså noget anderledes end i Danmark!

Her i Thailand findes ikke praktiserende læger på samme måde som i Danmark, men der findes masser af små klinikker. Mange af dem er specialiserede i et eller andet område. Feks. kan man på nogle klinikker få taget blodprøver, andre er feks. specialiseret i øjne eller i vandværket. Hvis man ved, hvad problemet er, så er det jo nemt nok – man går bare til øjenlægen, hvis man har problemer med øjnene osv. Man behøver ikke nogen henvisning eller bestille tid. Man dukker bare op. Skal man have en mere holistisk tilgang, hvor man bliver checket i alle ender og kanter, skal man dog på hospitalet.

Mange vælger at gå på de offentlige hospitaler, for det er som regel det billigste. Øjenlægen henne på hjørnet arbejder alligevel på det offentlige hospital i nogle timer, og på hospitalet kan man som oftest få en konsultation og en behandling for mindre, end det koster i lægens privatklinik. Det er der ikke noget underligt i – i Danmark kan man også tage på privatklinik og møde den samme læge, som er specialist på hospitalet henne om hjørnet – nu skal man så bare betale ekstra for det.

Det eneste problem med de offentlige hospitaler er ventetiden. Man kan ikke bestille tid, så man kommer bare ind og får et nummer, og så kan man risikere at vente i mange timer for en konsultation, der kun tager 5 minutter. Nu er jeg ikke verdens bedste til at vente (og det er en kæmpe underdrivelse) – jeg er faktisk rigtig, rigtig dårlig til at vente og stå i kø! Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg gerne vil have det bedste ud af den tid jeg har, og det indbefatter ikke at sidde på en plasticstol i et venteværelse eller i en lufthavn. Jeg vil faktisk gå rigtig langt for at undgå at vente i timevis.

På Hua Hin Hospital, som er vores lokale offentlige sygehus, har de åbenbart erkendt, at faranger ikke er så gode til at vente, som thaierne er. På hospitalet har man en afdeling for udlændinge, og her kan man mod betaling komme foran i køen. Det koster ikke ret meget, men jeg må indrømme, at jeg ikke har prøvet det endnu. Jeg synes, at det er lidt forkert at gøre det på den måde – hvad er der nu i vejen med at bestille en tid, og så tage folk i den rækkefølge de nu har booket til? Men her i Thailand er det tit sådan, og det accepteres, at dem der har penge står forrest i køen.

En anden måde at stå i kø på her i Thailand er, at folk danner en kø med deres sko. Det er smart, for så kan de sætte sig ned i stedet for at stå op og vente. Plus at man kan gå på toilet uden at miste sin plads i køen.

I den værste Covid-19 tid ventede mange i timevis for at få en PCR test på denne måde:

Thaierne er mestre i at stå i kø. De kan stå i kø i timevis for noget, de gerne vil eller skal. Jeg ville simpelthen bare gå hjem og skrive en mega sviner til dem, man skulle stå i kø for at komme hen til. Men thaierne står, sidder og ligger i kø i timevis. Beundringsværdigt men også et forfærdeligt spild af tid.

Nå men tilbage til det med at gå til lægen. Vi har de sidste år fået foretaget et helbredscheck cirka en gang om året. Vi er ikke nye mere, og et fuldt helbredscheck koster ca. 2000 kr. pr. person,, og det er jo overkommeligt. Da vores sædvanlige hospital, San Paulo, her i byen forlangte, at vi skulle have en ATK test til 500 baht (som koster 90 baht i 7-11) for at få et helbredscheck, hoppede min kæde af. Jeg foreslog, at vi selv kunne komme med testen, men nej – det skulle være deres. Nå, men så mistede de 2 kunder. Jeg er helt sikker på, at en thai patient ikke betaler 500 baht for en ATK test, og lige nu er jeg træt af, at vi som faranger skal plukkes på den måde. Det er ikke nødvendigvis prisen, men princippet i det..

Så vi kiggede efter alternative løsninger, og vi besluttede at prøve en klinik, som hedder “Be Well Clinic”. Den ligger inde i et prestige byggeri (Banyan) syd for Hua Hin, og i første omgang lyder det til at være dyrt, men vi har fundet ud af, at det faktisk ikke er tilfældet. Man kan bestille en tid, og som regel holder de tiderne nogenlunde, hvilket er ret usædvanligt. Stedet er lyst og venligt, og der er ingen thaier der styrter forvildet rundt og skramler med møbler og instrumenter. Lægerne er yngre end de fleste læger på hospitalerne, og de taler super engelsk og virker til at have stor erfaring. Klinikken kan ikke klare alt – ligesom en praktiserende læge i Danmark. Men de kan henvise til specialister, og hvis man er medlem af klinikken giver det klækkelige rabatter på andre hospitaler som feks. Bangkok Hospital i Hua Hin.

Medlemsprisen er 3500 baht for et årligt medlemskab og 2000 for næste familiemedlem. For de penge får man et lille årligt check-up og rabat på mange ting som feks. laboratorieundersøgelser og medicin. De tilbyder hjemmebesøg af en læge, og det er jo ikke lige noget, man kan få her – eller i Danmark.

En rigtig god indikator for, at jeg synes stedet er okay, er mit blodtryk. Jeg kan ikke lide sygehuse, hverken her eller andre steder. Her i Thailand skal man have taget blodtryk uanset hvad. Jeg har sågar læst om folk, der skulle have taget blodtryk for at komme ind til tandlægen. Mit blodtryk er altid tårnhøjt, når jeg kommer ind sådan et sted. For det første har man lige bevæget sig rundt og har måske gået et stykke vej. Hvis der så også er alt muligt kludder og rod, så ryger mit blodtryk helt ud af skalaen. Men på Be Well Clinic kunne jeg forleden præstere 142/72, hvilket er det laveste målt på mig i Thailand. På et sygehus eller i en klinik vel at mærke. Herhjemme er det helt normalt.

Her i Thailand betaler de fleste selv for at gå til lægen. Nogle har noget sygekasse – feks. alle offentligt ansatte. Men ellers må man betale. Vi har en hammerdyr helbredsforsikring, men den indeholder ikke “outpatient” dækning. Det vil sige, den dækker kun, hvis man bliver indlagt. Mange steder i Thailand er det relativt billigt at gå til læge, men i turistområderne har de fundet ud af, at farangerne godt kan betale noget mere, så mange steder som her i Hua Hin, kan det være dyrere at gå til lægen end i Danmark.

Så jeg er kommet til den konklusion, at de 5500 baht, det koster om året at være medlem af Be Well er godt givet ud. Jeg var til en undersøgelse for en infektion i kroppen forleden, og en konsultation med en meget kompetent kvindelig læge med undersøgelse og ultralydsundersøgelse kostede 500 baht. Jeg havde en tid kl. 9.00, og jeg kom ind til lægen kl. 9.02. Jeg var meget imponeret! Og jeg havde en indre ro, som jeg ikke har følt på noget som helst hospital i det her land.

Hvor svært kan det være? Bestil tid – kom ind til lægen ca. på det tidspunkt. Så kører det bare!

Vores havemand fik for et par år siden fjernet sine mandler på Hua Hin Hospital. Det gik helt galt, og han fik en eller anden infektion, som gjorde at han til sidst lignede et afpillet spøgelse. Det bøvlede han med i to år, hvor vi købte proteinpulver og medicin til ham, så han da kunne overleve det. Vi var faktisk meget bekymrede for ham, og han er altså kun først i fyrrerne… Han har stadig bøvl med kroppen, og når han skal på hospitalet, så er han nødt til at sætte en hel dag af. Han mister så sin indtægt den dag, hvis han ikke kan aftale med sine kunder, at han kommer en anden dag.

Tid er penge – ihvertfald i min opdragelse. Alle der kender mig godt ved, at jeg kan gå helt bananas over at vente og stå i kø. Det er den værste spildtid i verden, synes jeg. Her i Thailand er det desværre en del af kulturen, men heldigvis er vi her i Hua Hin velsignet med nogle vesterlandske faciliteter, som godt nok koster lidt mere, men som også er pengene værd.

En sidste ting jeg vil nævne er, at man kan spare mange penge ved at holde øje med specialtilbud på privathospitalerne i Thailand. I anledning af Mors Dag her i begyndelsen af august havde det bedste hospital i byen, Bangkok Hospital, tilbud på rigtig mange helbredscheck. Jeg kørte ned og købte en voucher til en mammografi. Normalpris 5200 baht – tilbud 2950 baht. Det var da en besparelse, der var til at tage og føle på. Også til den undersøgelse lå blodtrykket ret pænt, og det meste gik efter planen i forhold til min tidsbestilling.

De kan jo godt! Jeg forstår ikke, hvorfor klinikker og sygehuse ikke generelt indfører tidsbestilling …. Men “This is Thailand”. First come first serve! Øøh, med mindre du kan betale dig til at komme forrest i køen!

Liv i Thailand

Lykken er at have en asiatisk kone….. Eller at være en….

Måske du kan huske udsendelsen på dansk TV om at Lykken er at have en asiatisk kone. Det var en noget dyster omgang, hvor man fik nogle af bagsiderne af at være gift med en asiatisk kvinde og bo i Danmark.

Jeg vil fortælle den omvendte historie: Lykken er at have en farang (altså vesterlandsk udlænding) mand. Og det er altså heller ikke altid lykken!

Jeg har en meget sød veninde, som kommer fra Isaan her i Thailand. Jeg har lært hende at kende igennem hendes mand, som kommer fra New Zealand. Det at han har engelsk som sit første sprog gør, at hun også er meget velformuleret på engelsk af en thai at være. De har været gift i over 10 år, og der er ingen tvivl om, at de to er sammen, fordi de er soulmates og elsker hinanden. Hun og jeg har haft mange lange snakke om, hvordan thai kultur er i forbindelse med faranger, og jeg har derfor fået indsigt i, hvordan det i hendes tilfælde er at være gift med en farang.

Min veninde var fornylig nordpå og besøge sin familie, som består af en mor og en søster. Hun havde ikke set dem i lang tid pga. Covid. Allerede efter en enkelt dag på besøg ville hun hjem. Hun hadede at være der på grund af, at både mor og søster pressede på for at få penge.

Min veninde har været under hårdt pres i flere år. Hendes mor og søster mener, at hun selvfølgelig skal forsørge de to, når nu hun er gift med en udenlandsk (rig?) mand. Så for et årstid siden tog hun derop og købte et stykke jord for sine sparepenge (lidt hjulpet af sin mand) i nærheden af sin mors og søsters hus. Hun tog ud i området her i Hua Hin og købte planter til projektet, og så tog hun derop for at starte en have. Hun havde købt plantetyper, som giver hurtigt afkast, og som også kunne give gode penge i form af lidt dyrere afgrøder. Hun ryddede grunden selv med bare næver og plantede haven til med sine planter. Hun forklarede de to, hvordan det hele skulle vedligeholdes, og hvad de kunne høste – og selvfølgelig, hvor mange penge de kunne sælge det for. Rigeligt til at de kunne leve et okay liv og klare sig selv.

Her et år senere tog hun rejsen derop for at besøge dem. De havde på forhånd beklaget sig over, at de manglede penge. Da hun ankom, var haven ikke vedligeholdt overhovedet, og mange af planterne var gået til. Allerede fra første dag begyndte både mor og søster at presse hende. “Du bor jo sammen med en farang. Kan du ikke spørge ham om nogle penge til os?” Jamen altså – hendes søster er ikke engang 40, og hun laver absolut ingenting. Hendes mor har ikke arbejdet i mange år. De forventer simpelthen, at hun skal forsørge dem alle 3.

Her i Thailand er det tradition, at den førstefødte i familien har et ekstra ansvar for at tage vare på familien. Det gælder ikke kun sine forældre, men også søskende, onkler, tanter og bedsteforældre. Den regel gælder især, hvis man er kommet til penge, eller hvis man er blevet godt gift. Godt gift er man, hvis man for eksempel, hvis man er gift med en farang. Og selvfølgelig helst en med penge. Mange thaier tror, at alle faranger er stenrige, og de synes faktisk, at de rige godt kunne dele lidt med de mindre rige i thai familien. Der har været forfærdelige historier om udenlandske mænd, der kommer til Thailand og finder en kæreste eller kone, og få år senere er de fuldstændig blanket af. Eller historier om mænd, der har betalt til både den syge mor, den syge vandbøffel og til nye tandbøjler – uden at være i Thailand. Jeg siger ikke, at det er generelt, men det sker altså bare. Men ikke alle udlændinge er rige! Nogle af os kommer her bare på vores sammensparede penge og pensioner, og vi skal også tænke os om, når vi bruger penge.

Min veninde var meget ked af det, og hun sagde til mig, at der skulle går LANG tid, før hun skulle besøge sin mor og søster igen. Hun havde sagt til dem, at de ikke fik flere penge af hende, når de ikke selv gad at bestille noget. Det havde været et rigtig sørgeligt opgør, hun var virkelig bare knust.

Men det er ikke det eneste pres, hun er udsat for. Hendes mand har selvfølgelig en omgangskreds af farang venner, som han ses med. Mange af dem har også en thai kone, og på papiret skulle det jo være en rigtig god måde at få eller have gode veninder på. Desværre er hun også her udsat for opfattelsen af, at alle faranger er rige.

De thai kvinder hun møder igennem hans vennekreds er alle mere eller mindre alle fokuserede på økonomi. Når de kommer ind i deres nye hus, så skal de vide, hvor meget grunden har kostet, hvor meget huset har kostet, hvad bilen er værd, og hvor mange penge min veninde får af sin mand. Alt bliver målt og vejet, så de kan sammenligne, hvem der er højest og lavest i hierarkiet rent økonomisk.

Efterhånden har hun trukket sig fra de fleste thaier omkring sig, og det er jo ikke særlig godt. Hun orker ikke at blive konfronteret med pengespørgsmål konstant, og det forstår jeg godt. Hendes mand er ikke en rig mand, men bare en mand, der har arbejdet hårdt og tjent nogle penge. Hun skal jo også tænke på, at hun også bliver gammel en dag, og da de ikke har børn, er der jo ingen til at tage sig af hende. Hverken økonomisk eller praktisk. Jeg tænker ihvertfald ikke at hverken mor eller søster kan bruges til noget i den sammenhæng.

For hende er lykken ikke nødvendigvis en farang mand. Ikke fordi hun ikke er glad for ham – ikke fordi de ikke har et godt liv sammen, og ikke fordi de ikke er kompatible rent kulturelt. Men fordi hendes thai familie, venner og bekendte ser hende i et helt andet lys, end hun gerne vil ses i. Hun er en super intelligent, sød og smuk kvinde, og jeg får så ondt af, at hun ikke kan udfolde sig i sit liv. Desværre bor hun så langt væk, at vi ikke så tit ses. Men når vi gør, så går snakken og skvalderen højt. Jeg skønner meget på vores dybe samtaler, de gode grin og de store krammere!

Nogle gange kan man tænke, at Janteloven måske ikke er helt så forkert, som man lige synes. Måske skulle man også her i landet prøve en gang imellem at underspille bare lidt, ud fra mottoet: Hvis du tror du er noget……

Liv i Thailand

Spisesteder og markeder lidt fra Alfarvej i Hua Hin

Vi har jo masser af attraktioner og aktiviteter i Hua Hin, men bevæger man sig lidt væk fra “de gængse ting”, foregår der mange flere spændende aktiviteter i området.

Bor man i Hua Hin eller er man turist her i Hua Hin, så er der så mange tilbud, at man næsten ikke behøver at anstrenge sig for at finde noget hyggeligt at dykke ned i. Vi har et helt fint natmarked med masser af boder, der bugner af ting og sager + en del fiskerestauranter, hvor man kan få sin fisketrang styret. Vi har Cicada market og Tamarind market, som ligger side om side i Kao Takiab. Her kan man handle og spise af hjertens lyst i de mange, mange boder.

Vi har flere fine food courts – altså steder, hvor man finder sig et bord, og så går rundt og køber sin mad og drikke ved de mange boder. Det er billigt og som regel også godt. Baan Khun Por er der det største sted, og det ligger ved Soi 88.

Baan Khun Por (Fars Hus) Et billede fra før maskehysteriet

Der er også Pae Mai Market, hvor der om tirsdagen er et ret stort marked med alt fra sokker til madrasser, og der er også et fint food court med billig og god mad. Det ligger på Canal Road ikke så langt fra centrum af Hua Hin. Derudover er der masser af små ansamlinger af madboder i hele byen, hvor man kan spise, som thaierne gør.

Bevæger man sig så lidt væk fra selve Hua Hin, så har man muligheden for at opleve noget, der er lidt mindre turistet og meget mere thai. Et eksempel er det ugentlige marked i Cha-Am, som ligger blot 20 minutters kørsel nord for Hua Hin. Markedet finder sted hver onsdag aften, og det dækker flere gader. Her kan man købe alt fra brugte dieselmotorer til lårkorte kjoler. Er man heldig, kan man gøre nogle rigtig gode køb, og skulle man blive sulten, så er der massevis af madboder. Det skal også siges, at Cha-Am har nogle rigtig gode og billige fiskerestauranter helt ned til vandet, og der er en meget charmerende strandpromenade, hvor man kan gå sig en tur og kigge på sagerne.

Også syd for Hua Hin kan man finde masser af spændende ting. Om lørdagen er der marked i Pranburi, som ligger ca. 20 km syd for Hua Hin. Centrum af Pranburi spærres af, og man går rundt blandt de gamle træhuse – mange af dem er over 100 år gamle. Udover mange boder med mad og forskellige ting og sager, så er der også restauranter og barer, hvor man kan nyde stemningen og en forfriskning. Her kommer ikke mange turister, så man kan næsten have det “for sig selv”.

Kører man længere sydpå til Dolphin Bay, som ligger ca. 40 minutters kørsel fra Hua Hin, så finder man en bounty strand med udsigt til små øer. En tur hertil i dagtimerne er også besværet værd, for på en varm dag er der altid god vind, og mange af hotellerne har borde og stole på stranden, så man kan nyde lidt mad og drikke i vandkanten. I Dolphin Bay er der også madmarked hver lørdag, og det trækker rigtig mange af de lokale til. Som det er almindeligt på de fleste markeder, så er her også live musik. På stranden opstilles der madboder, og man kan sidde på et medbragt tæppe, eller på de halmballer, der bliver lagt ud på stranden. Man kan spise for ingen penge, og så kan man nyde stemningen på vaskeægte thai maner. Der er også hoteller i alle prisklasser, så har man lyst til at prøve noget helt andet end Hua Hin, så kunne man jo også tage en overnatning og opleve stemningen i et helt tilbagelænet miljø – se også billedet øverst.

Vi tager for sjældent ud og oplever alle de sjove steder der findes lidt fra Alfarvej, og det er egentlig også for dumt. Men sådan er det vel tit, at man ikke rigtig får taget sig sammen til at se det, man bor lige klods op og ned af. Jeg fik da set Himmelbjerget, mens vi boede i Silkeborg, men jeg har da feks. aldrig været inde i kirken på torvet eller flere af museerne.

Kommer man til Hua Hin som turist, kan man ihvertfald med fordel tage en tur til en af nabobyerne, for der er oplever man noget helt andet. Man kan jo eventuelt tage en overnatning og opleve noget specielt væk fra byens larm og tummel.

Liv i Thailand

Fri cannabis i Thailand – Ganja som det hedder på thai

For nogle uger siden blev loven ændret, så man nu kan dyrke, sælge og købe cannabis lovligt i Thailand – men altså kun til medicinsk brug.

Medicinsk brug vil sige, at der højst må være 0,2% tetrahydrocannabinol (THC) i produktet. THC er det der gør, at man får en euforiserende virkning, og det produkt hedder CBD. Man skal i Thailand have en tilladelse for at dyrke og lave cannabis produkter (medmindre det er til privat medicinsk brug), og det har over 200.000 personer søgt om siden juni.

Regeringen har, som det ofte sker i Thailand, lavet en lov, som ikke er helt gennemtænkt, og nu skal man så i gang med at lappe huller. Hele lovliggørelsen har været et prestige projekt for et af regeringspartierne – Bhumjaithai (på dansk oversat “stolt af at være thai”) med sundhedsminister Anutin i spidsen. Ideen er jo i sig selv helt fin, for der er rigtig mange penge i medicinsk cannabis, og jeg kender da også flere, der benytter sig af det i forbindelse med kronisk sygdom. Jeg er ikke i tvivl om, at cannabis olie har en virkning og kan være gavnlig for mange. Man kan jo så bare spekulere på, om det med de penge ikke har været 100% derfor, at Ganja skulle skulle legaliseres i Thailand – nok ikke virkningen for syge mennesker. For at kickstarte projektet, så har Sundhedsminister Anutin annonceret, at han vil uddele 1 million hampplanter til befolkningen, så de selv kan dyrke det i baghaven. Gad vide, hvor de planter kommer fra….

Nå, men hvis man kender lidt til Thailand, så ved man, at sådan et tiltag virkelig er at lukke katten ud af sækken! Eller åbne Pandoras boks… Jeg må indrømme, at jeg har grinet mig selv halvt ihjel over reaktionerne fra alle mulige sider. Læger, undervisningsinstitutioner, det muslimske mindretal, militæret – ja alle har efterhånden været ude og komme med kritik og deres egne ideer og retningslinjer. Giv thaierne en indtægtskilde på et sølvfad, og de drøner da bare derudaf. Først kom man ud med, at unge under 20 år ikke skulle kunne købe ganja produkter – så gravide kvinder. En uge senere meldte militæret ud, at ganja var forbudt for alle soldater – derefter fulgte flere universiteter og skoler. Siden har der været utallige udmeldinger med forbud og retningslinjer fra forskellige instanser, og der har været stor kritik af legaliseringen.

Det er måske ikke så sært, for nu er der ganja i snart sagt ALT! I maden, i drikkevarerne, og der sælges ganja til rygning, feks. på Khao San Road i Bangkok. Ganja, Ganja, Ganja…. Thaierne er eksperter i “hype” – for et par år siden gik de alle amok over nogle blomster med røde aftegninger på bladene, og sådan en plante kunne koste flere millioner. Nu vil de ALLE dyrke ganja og sælge ganja produkter. Og ikke nok med det – de vil også spise, drikke og ryge det. Det sidste er så forbudt – ihvertfald i det offentlige rum. I sidste uge blev butikker og restauranter pålagt at skille “ikke ganja” og “ganja” produkter ad, så man kan håndhæve, at unge under 20 og gravide kvinder ikke spiser en Pad Thai eller nogle stegte ris med ganja ved et uheld.

Vores ven Tam, som har en bar, der ikke går særlig godt, fordi der stadig ikke er mange turister i byen, er også gået ganja vejen (han var også en tur nede af ruten med at dyrke de der planter med røde blade). Han har en kammerat, der ejer en farm, og vennen dyrker nu cannabis for fuld skrue. Det er der flere penge i end i ananas, meloner og forårsløg. Tam køber sit cannabis af ham, og så brygger han sin helt egen heksebryg derhjemme i køkkenet. Hans produkt kan ses på billedet øverst. Det er der flere penge i end at drive en bar – på trods af, at han kun tjener 15 baht pr. flaske! På tre dage i sidste uge solgte han over 100 flasker, og han sendte sin bryg med posten til andre egne af Thailand.

Vi smagte det en aften i Tams bar, og det smagte mest bare af te lavet på hø. Det havde da heller ikke nogen virkning, men vi fik også kun et shotglas hver. Men jeg tænker på….. Hvordan ved han, hvor mange % af det euforiserende cannabis stof der er i hans bryg?? Findes der en “ganjaprocentmåler”? Og hvis man køber hans produkt, så er mixet af blade, skud og blomsterskud ikke helt uvæsentligt… Den ene gang skvatter man om på sofaen kl. 19 og sover der til kl. 4, og den anden gang laver man kryds og tværs til kl. 23 og går i seng. Eller hvad??

Bare terminologien “medicinsk brug” er MEGA fluffy. Eksempel: Jeg har ondt i hovedet, så jeg ryger lige en joint… Eller jeg laver lige en gang cannabisfrikadeller til hele familien, for jeg er træt og mangler at komme i hopla i dag. Det er da medicinsk brug?? Vores træner i fitness centeret fortalte til min store bestyrtelse, at han altid røg ganja, når han skulle køre langt for at holde sig vågen. HVAD?? Jeg har prøvet at ryge det stads nogle gange, da jeg var ung, og det endte altid med, at jeg lå og trillede rundt af grin i timevis. Til sidst var jeg så udmattet af at grine af ingenting, at jeg faldt i søvn, og så fortsatte jeg næste dag et stykke op af dagen, før det fortog sig. Virkningen var så mærkelig, at jeg svor kun at få en rus med spiritus – med det kan man da gå en tur og få tågerne væk. Så at tænke på at thai chauffører mener, at det er opkvikkende at ryge cannabis kan skræmme mig op på niveau med thai chauffører, der kører når de har drukket Lao Khao (lokal pulimut sprit) eller har taget metamfetamin..

I skrivende stund er regeringen i gang med at skrive loven færdig, og det regner de med den er slut august. Måske de skulle have tænkt over alle de løse ender noget før! Der er et massivt pres på sundhedsministeriet for at ændre loven eller helt køre den tilbage. Misforstå mig ikke – jeg går ind for cannabis til medicinsk brug, men Thailand er nok ikke det rigtige sted til at slippe den djævel løs. I forvejen er det et mærkeligt forhold mellem afgifter på feks. alkohol. Du kan købe en rigtig god vodka – 399 baht for 1 liter (produceret af Red Bull), mens en kasse med 24 øl koster 750 baht. Ganja er meget, meget billigere end begge dele, så gad vide hvad folk – og specielt de unge – vælger af rusmiddel i fremtiden. I forvejen er propagandaen her i landet, at alkohol er roden til alt ondt, så måske søger de unge nye veje. Jo katten er i sandhed ude af sækken!

Jeg tænker, at vi måske skal skifte vores lille fine Honda ud med en stor voldsmaskine af en 4-hjulstrækker, hvis folk her begynder at køre i ganja påvirket tilstand. Og et dejligt blandingsmisbrug af lidt thai whisky og en lille medicinsk joint er jo også en god mulighed for noget sjov i gaden!

Jeg bliver ihvertfald aldrig forfalden til smagen af hø i mit mad, og da jeg stoppede med at ryge cigaretter for 25 år siden, så bliver det heller ikke aktuelt at ryge det stads! Måske medicinsk cannabisolie, når jeg bliver gammel og affældig, men indtil videre holder jeg mig bare til en lille øl – eller 2!

PS. De heldige mennesker i denne sammenhæng er de mere end 4000 fængselsfanger, der blev løsladt med indførelsen af den nye lov. De sad inde for at være i besiddelse af cannabis før loven blev vedtaget. Nu er det jo lovligt, så “you are free to go”!

Dansker i Thailand