I Thailand er det ikke mere påbudt at bære masker pga. Covid-19 smitte. Det har det sådan set ikke været i nogle måneder….. Men det kan man ikke se her i Hua Hin.
Den 24. juni vågnede jeg op til den glædelige meddelelse i Royal Gazette (Statstidende i Thailand), at vi nu ikke var tvunget til at gå med maske mere. Jeg flåede mit træningstøj ud af skabet og drønede ud i Hua Hin for at nyde den “nye verden”, hvor vi igen skulle kunne se det berømte “Thai Smile” efter over 2 år i maskehelvede. Allerede nede på vejen kunne jeg godt se, at vi stort set var de eneste uden masker på. Nu har det hele tiden været lidt uklart, om man skulle have maske på, når man dyrkede sport eller motion, så vi var ikke helt ved siden af i vores sportstøj. Derfor var følelsen ikke helt slem ved ikke at bruge maske den dag, men vi følte os alligevel som en “padde i en storkerede”…. ALLE bar stadig masker den morgen.
Okay tænkte jeg. De har nok ikke hørt det endnu, for det var stadig ret tidligt om morgenen. Men jeg blev klogere! I den næste tid var kampagnerne fra myndighedernes side stadig, at man ikke skulle men burde bruge maske i det offentlige rum. Der blev lavet masser af plancher og fremstød på de sociale medier og på TV for at få folk til at bruge maskerne alle steder akkurat som før. Alt sammen angiveligt for at beskytte sig mod Covid-19. Så i hvert fald her i Hua Hin – og også i Bangkok – beholdt thaierne maskerne på!
De masker er simpelthen blevet en del af den sociale norm. Man tager en maske på om morgenen, og i nogle situationer sidder den så nede på halsen eller på armen, men som hovedregel har man den på. Skolebørnene går med maske hele dagen, de fleste butiksansatte går med masker hele dagen, mange kontoransatte har masker på hele dagen. Jeg tror ikke, at det er så meget Covid-19 relateret mere. Eller det kan det da næppe være. I dag rapporteres 18 døde (ikke af – men med Covid-19) og 477 nye indlagte. Ialt er 9223 personer indlagt med Covid-19 i dag. På en befolkning på knap 70 millioner mennesker, så kan jeg næsten ikke tælle nullerne bagved det komma…. Det er jo ingenting. Desuden har myndighederne annonceret, at sygdommen skal erklæres endemisk i oktober. Det sagde de godt nok også om 1. juli for et halvt år siden, så vi får se. Myndighederne mener også, at ved årets udgang har ca. 80% af befolkningen været smittet med sygdommen.
Men hvorfor går de så alle med masker??
Jeg har tænkt en del over det, og jeg kan kun få det til at passe med Thaiernes måde at tilpasse sig på og acceptere “new normal”. Der har været uendeligt mange skræmmekampagner og trusler med død og alskens ulykker, hvis man ikke havde maske på. Der er stadig krydser på halvdelen af alle siddepladser i hele landet, og der er plasticvægge og skærme overalt. Alligevel står temperaturmålerne og de krøllede lister, hvor man skulle skrive sine personlige oplysninger stadig uden for forretningerne ubrugte hen. Myndighederne har aldrig sagt, at man godt kunne stoppe med at registrere folk i alle forretninger, men det sker ikke mere. Sådan er det her. Man indfører noget, og så ebber det ganske stille ud og folk går tilbage til “normalen”. Men det er altså ikke sket med maskerne.
Thaierne (i hvert fald her) har accepteret, at de skal gå med masker, når de er uden for deres hus. Det er ligegyldigt, om de er alene på en motorbike med ikke et øje i sigte i nogen retninger. Masken er på. De er vant til at se hinanden med masker på, og de er vant til at kommunikere med en maskemumlen og uden mulighed for at se andet i ansigtet end øjnene. Det er blevet en slags uniform, lidt ligesom at mange kvinder ikke går uden for en dør uden make-up. En hel generation vokser nu op med at man bare går med maske som en selvfølge, og jeg har mine tvivl, om vi nogensinde kommer til at se et bybillede i Hua Hin, hvor ikke en meget stor procentdel har maske på.
Når jeg går udenfor matriklen, så har jeg det med maskerne sådan, at de minder mig om en meget, meget sort tid i vores liv. En tid hvor vi alle var spærret inde, og hvor de fleste var skræmt fra vid og sans over en ukendt sygdom, som blev blæst op til uanede dimensioner i alle medier. En tid, hvor vi savnede vores familie og venner, savnede vores normale liv, savnede at komme ud og gøre ting. Maskerne er for mig et symbol på alt det værste i den skide pandemi i et land med en militærregering. Jeg HADER de masker! Alligevel har det taget mig næsten 3 måneder at samle mod til, ikke blot at være en “skide udlænding” men også en “skide udlænding uden maske” i et miljø, hvor alle de lokale bærer maske. Måden jeg kom over den “hurdle” på, var at sige til mig selv, at hvis thaierne kigger skævt til mig, så tænker de nok, at jeg bare er en “skide turist”, og så gør det jo ikke så meget.
I sidste uge læste jeg en dansk tråd på Facebook, hvor netop dette emne blev diskuteret. Mange har jo den holdning, at man skal tilpasse sig og gøre som de lokale. “Få nu bare den maske på og gør som thaierne gør. Der er ingen grund til at støde dem”, var der en der skrev. Det funderede jeg lidt over….. Altså jeg bryder jo ikke loven ved at smide masken ad pommern til eller grave den ned i haven. Det er da det første. Men hvis jeg skal gøre som thaierne, så skal jeg da i den grad ændre adfærd. Jeg skal holde op med at tage sikkerhedsselen på, når jeg kører i bil. Jeg skal tage en maske på, når jeg kører på min motorbike med hele familien men styrthjelmen behøver hverken jeg eller mine børn.
Jeg skal anmelde min nabo til politiet for støj, fordi jeg er sur over, at hans restaurant har flere kunder end min. Jeg skal lade mine børn køre i skole på en big bike, og de behøver i øvrigt aldrig at tage et kørekort eller tegne en forsikring. Jeg skal køre ud på en stor trafikeret vej uden at kigge hverken til højre eller venstre. Og det sidste nye eksempel fik jeg forleden aften, da en pige brasede op i en anden pige på motorbike – hun sad og gloede i sin mobiltelefon. Jeg kan nævne utallige, utallige ting, hvor thaierne er helt ligeglade med lovgivningen. Den er vejledende. Men er det så meningen, at man skal gøre det samme som udlænding i landet. NEJ. Don’t do it! En udlænding, der laver en lovovertrædelse i Thailand er MEGET værre, end hvis en thai gør det. Men sådan er det jo også i Danmark. Hvis det er en person af udenlandsk herkomst, der bryder loven, så skal vedkommende bare smides ud. Ikke noget nyt i det.
Men den der maske…. Den gider jeg simpelthen ikke mere! Jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg ser en thai komme kørende alene i sin bil – med maske på! Eller folk der kommer på vores lokale kæmpe food court med masker på. Så mødes de med familie og venner og roder i den fælles mad med deres eget bestik. Eller alle de små butikker der sælger mad, hvor de alle har masker på, men de roder med mad og penge med deres hænder uden mulighed for at vaske hænder. Eller når de deler en fælles vandkøler og alle drikker af samme kop. Men de har sørme masker på! Maskerne er blevet en del af at være thai, og de er et symbol på, at man gør hvad man kan for at bekæmpe Covid-19 i fælles front. Som om Covid kan bekæmpes….
Så nu føler jeg mig som en hippie i 70’erne, som har smidt brysteholderne og går i hulkorte kjoler. Jeg stikker ud imod normen, men hvad pokker…. Da jeg var teenager, syntes de lokale drenge, at jeg var mærkelig med mit sen-hippie tøj og mærkelige hår, så jeg klarer nok at være anderledes som en gammel sveske. Men jeg synes ærlig talt, at det er noget trist at tænke på, at så mange mennesker risikerer at få alle mulige senfølger af gamle, sure klude for ansigtet. En ungdomsgeneration, hvor masker er en social norm, og hvor man ikke kan se hinandens ansigter.
Og så er det jo nok heller ikke lige en booster for turismen tænker jeg. Jeg tænker, der er andre, der ikke gider mindes om en forfærdelig tid, når de er på ferie….
Mit nye motto er: NEJ til masker – uanset hvad de andre siger!
Billederne er fra en morgen gåtur i Bon Gai området her i Hua Hin i morges – en søndag morgen, hvor der var relativt stille. På en hverdag ser her noget anderledes ud, fordi der skal købes mad til både børn og voksne, så de kan klare dagen, så der er fuld knald på. Prøv en gåtur mellem 7 og 8 om morgenen – det er en oplevelse.
“Sjovt” 477 indlagte af/med Covid 19 – op imod 68 dødsfald i trafikken om dagen (i snit) = 479 døde om ugen….året rundt – Smid maskerne og indfør teori og i sær køreundervisning til de ca. 80 mill. Thaier – se, det vil batte noget !
Hej Bent,
tak for din kommentar. Man skal jo ikke blande tingene sammen, men jeg synes også, at det er temmelig mærkeligt, at man fokuserer på en halvdød influenza. I årevis har dødstallene i trafikken været helt enormt høje, men der er ingen der gør noget ved det. Politiet kunne jo give bøder til mange tusinde hver eneste dag bare i Hua Hin til folk, der kører uden kørekort, styrthjelm eller sikkerhedsseler. Men de har nok travlt med noget andet. Say no more….
Venlig hilsen
Janne
Endnu en god fortælling fra dig om livet i Hua Hin. Vi glæder os til at gå i Hua Hins gader om godt 2 måneder – uden maske 🙂
Hej Mette,
tusind tak for din søde kommentar. Ja, bare glem den maske og nyd Hua Hin.
Venlig hilsen
Janne
Det der med masker er en asiatisk ting, som går en rum til tilbage. Var det fugle influenza eller noget i den retning i 00’erne, siden har det også handlet om luftforurening (smog) og en generel bakterie fobi. De koreanske backpackere jeg mødte i Indien, de bar alle maske, Indien er et yndet rejsemål for koreanere, specielt piger har et eller andet med indiske mænd ? Thailandske piger har det vidst omvendt ?
Du sku være flyttet til København i 70’erne, der smed vi alt tøjet. Det var et interessant eksperiment, så hurtigt man vænnede sig til nøgenhed. Jeg mødte enkelte ældre indiske mænd i Indien, når de spurgte hvor jeg kom fra, Danmark, så lyste de helt op, det havde været den største oplevelse i deres liv. Og tiderne skifter. I gamle dage kunne man få en bøde for at tisse på gaden, i dag er det blufærdighedskrænkelse.
mvh max
Hej Max,
Tak for din kommentar og et godt grin! Jeg går også ind for masker mod forurening – eller hvis man er snotforkølet. Men hvis det er derfor, de går med masker her i buen, så må 95% være forkølede….
Venlig hilsen
Janne
Her i Bangkok bærer de fleste også stadig masker. Jeg var for nylig en uge på Koh Samui og både på øen og i flyet var der kun få som brugte masker. Ny ligger jeg og er syg med Covid 19, som jeg ellers behændigt har undgået i 2½ år.
Hej Finn,
Tak for kommentaren. Skidt at du har fået Covid, men betragt det som det bedste booster shot du kan få! Vi har også begge haft det, og det var heldigvis ikke noget særligt.
Rigtig god bedring til dig.
Venlig hilsen
Janne
God formulering – L ovgivningen, den er vejledende , spørger konen, hvad betyder den gule streg
Det er ligemeget, den bruger vi ikke til noget , eller nu er vi forbi, glem det .
Jeg tager masken paa inde i 7-11 og Big C ellers nej .
Gadekøkner kan nu godt finde ud af at bruge hansker og en pakke engangs hansker hverdag.
Nogen har altid og vil altid bruge masken, men ser flere og flere smide den heroppe.
Enten synes de det er spild af penge eller spild af tid at skulle køre efter den.
HYG
Hej Palle,
Tak for din kommentar. Jeg håber på, at der forhåbentlig kommer lidt flere turister til byen, som kan være med til at påvirke thaierne til at smide maskerne. Heldigvis er de ikke helt så hysteriske om aftenen. God dag til dig.
Venlig hilsen
Janne
Inden Covid var der mange Thailændere der brugte masker.
Som motorcyklist er det absolut en fordel, hvis man vil beskytte sig mod lungesygdomme fra disel os og støv fra vejbanen.
Luftforureningen i mange storbyer og på landet med afbrænding af sukkerrør mv. retfærdiggør også brugen af ansigtsmaske.
Når det er sagt, er der faktisk også nogle, der er kønnere med en maske end uden. og det er jo frivilligt om man vil benytte en maske eller ej.
Hej Kurt,
tak for din kommentar. Især det sidste – måske skal jeg alligevel tage en maske på af hensyn til mine medmennesker!
Venlig hilsen
Janne