Fysioterapi i Thailand – historien om en tennisalbue

Kan man få fysioterapi i Thailand? Selvfølgelig kan man det – endda her i lille Hua Hin!

Jeg har fået en tennisalbue… Igen! Det må simpelthen være fordi jeg arbejder for hårdt!! Nej pjat, men den kom efter et par hårde dages forberedelse til fest for nogle uger siden – om det så har noget med det at gøre, ved jeg simpelthen ikke.

Jeg havde også en tennisalbue for nogle år siden, og det tog mere end et år at komme af med det skidt. Dengang fik jeg en den, fordi jeg brugte et såkaldt fugerensejern – altså sådan en dims:

Jeg brugte den til at kratte fuger på vel ialt 200 m2 fuger med bittesmå fliser udenfor. Det gjorde jeg, fordi alt skulle være fint til, at vi skulle holde en rund fødselsdag derhjemme i huset i Silkeborg. Nogle dage efter festen startede “festen” så. Det gjorde rigtig ondt ind ved leddet i albuen, og min højre arm var helt kraftesløs (jeg er højrehåndet). Jeg kunne stort set ikke løfte noget med den arm, og jeg tabte hele tiden ting. En dag ville jeg tage en liter mælk ud af køleskabet, men gribemekanismen duede slet ikke, så jeg tabte mælken på gulvet, så det sprøjtede ud i hele køkkenet.

Nå, men jeg havde da en sygeforsikring, så det var jo bare med at gå i gang med en behandling. Jeg gik til fysioterapi først, og det hjalp lige samme dag, men dagen efter var det tilbage til “normalen” igen, nemlig at det gjorde hammer ondt. Så kom min læge med det geniale forslag, at han da kunne give mig akupunktur i middagspausen. Han stak simpelthen nåle ind i leddet, og det gjorde bare vanvittig ondt, og det hjalp ikke en pind. Den ene gang må han have ramt noget forkert, for da fysioterapeuten næste dag gav mig chockbehandling, så endte det med en kulsort arm. Da jeg kom på arbejde faldt min chef nærmest af stolen og spurgte, om jeg havde fået tæsk! Så tog jeg en ibuprofenkur i 4 uger og stoppede mig med piller i døgndrift. Det gik fint, mens jeg spiste pillerne, for så var smerterne jo væk, men da jeg holdt op igen, var vi tilbage ved start! Jeg spiste gurkemejepiller og andre naturmediciner, købte træningsgrej i dyre domme og trænede derhjemme hver dag. Ja, jeg prøvede vist alt, hvad der kan prøves….

Men den tennisalbue var kommet for at blive. Min trofaste ven og følger!

Efter et halvt år gav jeg op. Jeg har et motto, der hedder at man jo ikke kan dø af smerte, så nu måtte den arm skisme da bare gøre ondt. Jeg bestemte, at jeg var ligeglad! Eller ihvertfald prøvede jeg at ignorere den. Jeg valgte også den strategi, at jeg måske kunne træne min venstre arm op til at lave flere ting. Den hang egentlig bare og slaskede ved min venstre side, for det var jo normalt min højre arm, der gjorde alt arbejdet. Kun ved computeren var mine arme ligeværdige. Så jeg begyndte at øve mig i at gøre ting anderledes. Bruge venstre arm til at tage ting med, til at styre støvsugeren og gulvmoppen, til at piske i sovsen osv. Det gik rigtig godt! Indtil jeg kunne mærke, at nu var der også en tennisalbue på vej i DEN VENSTRE side. Aj, altså – jeg var ved at blive desperat. At sådan et par små spaghettiarme kunne gøre så ondt, forstår jeg simpelthen ikke!!

Så læste jeg, at der to veje længere oppe i vores kvarter var en dame, som lavede “kranio-sakral-terapi”. Jeg tænkte at det nok var noget med forskellige sten og mineraler og noget healing noget, men på hendes hjemmeside læste jeg nogle ting, som gjorde mig interesseret. Det er noget med, at rygraden helt fra hjernen ned til halebenet er omgivet af en beskyttende væske. Går der ged i det, så kan man få ondt og bøvl med resten af kadaveret. Jeg bestilte en tid, og tænkte at jeg jo før havde risikeret at spilde 500 kroner, hvis det ikke virkede… Det var en ret speciel oplevelse, men der var ikke noget woodoo eller overnaturligt i den oplevelse. Hun kiggede på mig og sagde, at jeg var skæv i bækkenet, at jeg havde infiltrationer i ryg og nakke, og at hele min holdning var gal. Så hev hun mig lidt i benene og i hovedet, masserede og trykkede lidt her og der, og manipulerede mine skuldre. Mens hun gjorde det, kunne jeg mærke begge albuer nærmest hele tiden (hun rørte dem ikke på noget tidspunkt) – meget mærkeligt. Da vi var færdige spurgte jeg, hvornår jeg skulle komme igen. “Det behøver du ikke”, sagde hun. Jeg var nu noget skeptisk. Men efter ca. 14 dage var det blevet markant bedre, og en måneds tid senere havde jeg endelig fået ro for de to tåbelige albuer.

Nu er det jo nok ikke muligt at få hende damen til at komme til Thailand og fikse min tennisalbue. Der findes faktisk kranio-sakral-terapeuter i Thailand, men jeg orker næsten ikke at køre helt til Bangkok for det. Og så er der jo bestemt ikke nogen garanti for, at det virker. Flere af de kranio-sakral-terapi klinikker, jeg kan finde i Bangkok, tilbyder også at læse tarotkort og andet spændende, og der står jeg altså af!

Så jeg tog ned til lokale fysioterapiklinik på en lille sidegade til Soi 94. Det er et rigtig fint og ordenligt sted, og der kommer en del kunder og får behandling der. De taler fint engelsk, og der er dygtige fysioterapeuter og massører.

De virker meget professionelle, og de følger næsten de samme behandlingsmetoder som i Danmark. Og det virker altså ikke rigtig på min tennisalbue. Jeg har fået to behandlinger, hvor jeg har ligget med et varmt kompres i 20 minutter (et kompres på størrelse med en rullemadras og meget varm og fugtig) over det halve af min overkrop. Så noget massage, chockbehandling og varmebehandling. Så kom min arm til at se sådan ud…

Godt man ikke kan se, hvordan der ser ud under plasteret – også fyldt med blå mærker. Og jeg har nul hår på armen i det område nu – til gengæld var jeg ildrød i flere timer, efter at jeg tog plasteret af i går. Nu skal det siges, at de ikke torturerer folk dernede – jeg får bare nemt blå mærker, og ligner næsten altid en, der har fået nogle bank.

Sidst jeg var afsted dernede ville hun stikke nåle i mig og sætte strøm til. NUL – jeg får stadig gåsehud bare ved tanken – der måtte jeg altså lige sige stop! I morgen er 3. gang, og det har vitterlig ikke hjulpet en pind. Jeg gav op i går og tog op og trænede i fitness centeret, selvom fys’en sagde, at jeg skulle lade være. Jeg savnede min træning helt vildt efter over en uges “cølibat”. Min træner sørgede for, at jeg ikke gjorde noget dumt, og det er altså ikke værre eller bedre i dag – nu har jeg også bare ondt i mine ben. Ha ha.

Nu er jeg så kommet til den konklusion, at jeg enten bare må leve med den dumme albue – og heldigvis er det den venstre denne gang – eller også må jeg køre en tur til Bangkok. Der er noget i min skulder, som siger mærkeligt, og problemet ligger sandsynligvis et helt andet sted end i albuen – noget der er i klemme eller sidder forkert.

Jeg vil dog sige, at fysioterapi klinikken kan anbefales på det varmeste, og jeg har kun hørt positive ting om dem, og de har hjulpet rigtig mange. Priserne er også nogenlunde overkommelige.

Man skal så lægge prisen for de forskellige delbehandlinger sammen, og jeg har givet 800 baht pr. gang. Det er jo ikke nogen herregård!

Jeg skal også lige fortælle, at der den første dag lå en engelsktalende mand inde bag gardinet til den næste kabine. Han fik massage – helt klart oliemassage med alle de svuppende lyde derinde fra. Og han nød det! Når han ikke sagde “wonderful”, så snorksov han så gardinerne blafrede. Han var helt væk, og de måtte vække ham, da han var færdig. Han var simpelthen så tilfreds, at han gav massøren 1000 baht i drikkepenge!! Det snakkede damerne om i et stykke tid efter, at han var gået. Ikke engang i en ordentlig brandert ville jeg give 1000 baht i drikkepenge til mit yndlings rockorkester Zuperjune!!

Men man kan altså roligt bruge denne klinik, hvis man har bøvl med bevægeapparatet, når man er i Hua Hin. Men en hårdnakket tennisalbue på mig, får de nok ikke has på.

God Søndag!

Liv i Thailand

Nye regler for indrejse til Thailand fra 1. maj – og Covid i familien

I går vedtog de thailandske myndigheder nye regler for indrejse til Thailand fra 1. maj, og denne gang sker der ENDELIG noget nyt, som kan bruges til noget!

Fra 1. maj kan man rejse ind i Thailand uden test og hotelophold, hvis man altså vel at mærke er vaccineret to gange. Er man ikke det, skal man stadig i karantæne. Hvad man valgte at beholde var kravet om Thaipass (søges online før rejsen) og obligatorisk Covid forsikring, hvor beløbet bliver sat ned til 10.000 USD. Thaipass er nødvendigt, siger de, fordi de skal kunne kontrollere, at indrejsende er vaccineret og har forsikring. De anbefaler, at man laver en ATK test efter nogle dage i Thailand, og der kan jeg et trick – mere om det senere.

Så fra 1. maj er det slut med at sidde og bide negle i et døgns tid i sit hotelfængsel, mens man venter på resultatet af sin PCR test. Mange har været skrækslagne for at teste positiv og tilbringe ferien i en sportshal med 500 andre Covid patienter eller på et sygehus til svimlende priser, og hvor sygehuset vil have pengene på forhånd.

Jeg læste i dag, at Thaipass portalen lukker ned fra i dag, for at de kan skrive programmet om. Det åbner igen 1. maj, og skal man rejse lige der og ikke har fået søgt om Thaipass endnu falder man ned mellem to stole. Sådan har det været hver gang, og mange har været i panik over ikke at kunne ansøge. Og når den åbner igen, er der sikkert helt nye fejl og bugs i systemet – det er aldrig blevet 100% funktionsdueligt. De der allerede har søgt Thaipass til maj, har jo booket OG betalt (en betingelse) for hotelværelse til PCR test karantæne, kan søge om at få pengene retur. Good luck – her i Thailand siger man: “Giv en elefant en banan” – den får man altså ikke igen!!

Det er i min opfattelse et kæmpe skridt i den rigtige retning, og med lidt held så forsvinder alt det papirnusseri snart fuldstændigt. Kritikerne mener, at Thaipass er for bøvlet, og de forudsiger, at der ingen turister kommer af denne ændring, fordi folk ikke gider søge om det. Hele turistsituationen her i landet er jo i forvejen helt i knæ, og der kommer jo kun en lille bitte brøkdel af turister i forhold til før Covid 19, så vi har hårdt brug for, at vi får nogle besøgende, der kan lægge nogle penge. Turistministeren “Piphat” kommer med alle mulige sindssyge tal om forventningerne til turistantallet, og de har planer og kampagner om “Medical Turism”, Kvalitetsturister og hvad ved jeg. Men de får desværre nok ikke vildt mange flere turister, før de lægger alle restriktionerne på hylden. Og så går der jo lige et stykke tid, for de fleste rejser jo ikke lige til Thailand med 14 dages varsel. Plus at lande som Kina og Rusland, som har stået for langt de største grupper af turister, jo ikke lige lægger vejen forbi, som verden er nu. Ministrene her tror, at de bare kan trykke på en knap, og så sker tingene – som det er i militæret, hvor de fleste af dem kommer fra – men sådan virker verden jo altså ikke….

Lad os se – forhåbentlig kan vi få lidt af sommersæsonen med. Når først ændringen er offentliggjort i Royal Gazette, så er det et faktum, og så er situationen trodsalt blevet noget bedre end før.

Nå ja – og som en lille bonus, så fik “restauranterne” (ja nogle af dem ER da rigtige restauranter) lov til at sælge alkohol en time mere til kl. 24.

Covid i familien

Hvis man ser på Hua Hin nu, så er det meste åbent og kører for fuldt blus – nu kan man bare også købe Pad Thai i “restauranterne” med poolborde og nedringede damer. Vi har haft vores ven på besøg fra Danmark i to uger, og vi har virkelig givet den gas. Ja, man skulle tro, at vi troede vi var teenagere igen! Vi har mødt masser af venner og bekendte og også fået nogle nye. Billedet øverst viser et Fullmoon Party for de gamle på stranden syd for Hua Hin, hvor vi hyggede os gevaldigt i sidste uge. Ja, når man har sådan en social adfærd, så risikerer man altså at få Covid. Og det gjorde min bedre halvdel så. Det er ikke nær så slemt for ham som den frygtede mandeinfluenza, han nogle gange har haft i Danmark, og om nogle dage er han nok ovenpå igen. Han testede dog negativ på de lokalt købte tests.

Vi fik til sidst en mistanke om, at dem vi selv havde købt her i Thailand ikke duede. Vores ven fra Danmark havde en ATK test med hjemmefra, og den testede min mand positiv på, mens vores egen testede ham negativ. Meen vi stolede altså mere på den fra Danmark end vores eget kinaknald.

Vi var inviteret til en meget speciel koncert på vores yndlingsbar Rockzone i går aftes, men vi måtte så takke nej til det. Jeg fortalte vores ven Tam (ejeren af Rockzone), at min husbond havde Covid, og han insisterede på at komme med medicin og mad til os i dag.

Her er så hvad han bragte os i dag efter en lang formiddag på apoteket.

Thaierne elsker at spise medicin, og heldigvis er det meste urtemedicin, energidrik eller håndkøbsmedicin. Der var selvfølgelig også en pose mad med “Guaij Diaow” – en suppe med en masse forskelligt fyld – for spise, det skulle vi. Der var for rigtig mange penge, men vi kunne ikke få lov at betale. “I take care of you”, sagde Tam. Sådan er han bare. Han kom også på Songkran dag (det thailandske nytår) med blomsterkranse til os – sådan gør man ved sine kære ældre. Ha ha.

De næste 4 dage skal min bedre halvdel så spise denne cocktail flere gange om dagen, kombineret med drikkeyoghurt og enegeridrik. Pyha – jeg ville ikke kunne få mad ned også!

Tam medbragte også nogle ATK tests, Ganske rigtigt – det samme skete i dag, da han testede med de to forskellige tests.

Det er der, mit tip kommer ind til den anbefalede ATK test ved ankomst til Thailand efter 1. maj. Køb disse her, for de tester åbenbart altid negativ og red din ferie!

Det forklarer også nok, hvorfor jeg blev ved med at teste negativ for 3 uger siden, da jeg havde det lidt skidt i nogle dage med lidt feber og ondt i halsen. Jeg gik da i fitness centeret, handlede ind og besøgte venner med god samvittighed – jeg havde jo en negativ test hver dag. Der findes jo også trodsalt stadigvæk en helt almindelig influenza. Falsk tryghed så det basker!! Nu overvejer vi så, om vi skal køre ned på apoteket og advare dem om, at det de sælger simpelthen ikke virker.

Set fra den positive vinkel er vi enige om, at vi har fået det bedste booster shot vi kan få – nemlig den naturlige, hvor kroppen selv opbygger immunitet. Heldigvis har vi ikke været særlig syge, så for os er det ikke noget at snakke om. Det var da mere ærgerligt med den koncert i går. Vi overvejede faktisk at køre derned i bilen med en køletaske og se koncert som drive in på god afstand af alle andre!

Nu skal han så bare spise omkring 40 piller hver dag i 4 dage, så bliver alt godt. Ifølge Tam og apotekeren altså! I de 4 dage, eller hvor mange det nu bliver, må vi så tulle rundt herhjemme, indtil han tester negativ igen!

Liv i Thailand

Gæst fra Danmark – en lejlighed til at holde en fest

Vi har fået besøg af en meget kær og savnet ven fra Danmark, som vi ikke har set i over 2 år, og det er bare skønt. Og som vi plejer at sige: Man skal ikke lade en lejlighed til en lille fest gå fra sig!

Og så Godt Nytår! I går var det Songkran her i Thailand – mere om det lidt senere!

Hvor kan man bare mærke, at man savner sine kære i Danmark, og der er gået ALT for lang tid med alt det Corona møg! Nu håber vi bare, at Thailands regering kommer til sig selv og får lukket det her stakkels land op! Rigtig mange af vores venner og familie i Danmark vil ikke rejse herud, så længe de skal testes og bøvle med alt det papirkram, så vi må bare vente på, at hele det cirkus omkring “Test and Go” forsvinder, så vi får nogle flere besøg. Det har vi virkelig savnet!

Vores ven gik glat igennem – han er også vaccineret med kryds og slange, og har ovenikøbet haft Corona 2 gange. Han bookede et hotel oppe i nærheden af lufthavnen i Bangkok – U-Tiny Boutique Hotel. Blev hentet i lufthavnen og så en drive-in test på et hospital. For 500 baht fik han en garanti for svar på test inden for 2 timer, og det gik også helt planmæssigt. Heldigvis negativ. Så afsted til Hua Hin, og nu er han her så. Jeg tror nok, at han har 3 bøjede ribben efter det kram han fik af mig, da han ankom.

Min gemal er jo dykket ned i musikverdenen her i Hua Hin og spiller i et hobby band med 2 andre gamle karle – (i et værelse ovenpå). Det betyder så gratis musik! Så vi arrangerede lige en lille fest for vores venner her i Hua Hin til ære for vores danske ven. Det endte med, at de var 3 forskellige bands om at spille i vores have. Jeg lavede mad i to dage, og jeg fik da heldigvis en masse ros for danske frikadeller og kartoffelsalat, hamburgerryg, hvidløgssuppe og flere andre retter på min hjemmelavede buffet – også selvom der ikke var flest danskere tilstede. Faktisk inviterede vi også et par danskere, som vi mødte et par dage før på en bar. Rigtig sjovt, når man møder gode og hyggelige mennesker.

Altså – kan man virkelig blive så glad for at gøre noget så NORMALT som at holde en fest? Ja, det kan man godt, og jeg må nok tilstå, at efter to år med restriktioner, masker og håndsprit, så er det bare mega dejligt at kramme på alle de gode venner og fingerere ved det samme bestik i en buffet.

Jeg er gået Corona kold. Jeg er så hamrende ligeglad med det influenza at jeg har lyst til at invitere det halve af Hua Hin, så vi allesammen kan få det og komme videre i teksten. Desværre måtte et par af vores allerbedste venner melde afbud til vores lille fest, fordi han testede positiv. Det var mega øv. For min skyld kunne de bare have deltaget, for jeg er så ligeglad med det virus halløj efterhånden. Jeg tror faktisk, at jeg selv havde det for nogle uger siden. Feber og lidt halsøm, men ATK testene viste negativ (men også noget billigt kinaknald). Ligemeget – mit motto er nu: “Vi skal videre”, og det håber jeg, at den thailandske regering også snart kommer frem til, så vi og befolkningen kan få vores normale liv tilbage.

Festen vel overstået og mad tilovers til en hel armé. Hurra for min kummefryser!

Så blev det jo Songkran i går – altså thailandsk nytår. Regeringen havde sendt mixede signaler, og det blev måske fortolket lidt bredt visse steder. Budskabet var, at folk gerne måtte holde Songkran (det har været forbudt i 2 år), men på den traditionelle måde. Kun den religiøse del og hælde lidt vand på de ældres hænder og ingen sprøjten med vandslanger og pumpguns – og absolut ingen alkohol (det får man ifølge dem Covid af). Både Bangla Road på Phuket, Chaweng på Samui, Khao San Road i Bangkok og flere steder i Pattaya havde ikke helt forstået det, for der gik folk alligevel helt amok i går i kæmpe vandkampe. Her i Hua Hin blev vores ven overhældt med vand på en cykeltur, men der var ikke ret meget sprøjteri. Problemet med de vandkampe på trods af forbuddet er, at det var flest faranger – altså udlændinge – der var involveret i det. Nu kan man så frygte, at hvis smittetallet går op i de kommende uger, så får vi “dirty farangs” skylden for at have smittet hele Thailands befolkning med Covid…..

Min bøn til den thailandske regering er, at de får åbnet op, så sommeren 2022 kan blive en “lille højsæson” for de meget trængte thaier i turistindustrien. Det er jo ikke turisterne der kommer med Covid-19 – det er her altså allerede. Vi savner vores venner og familie i Danmark, og mange af dem står på stand-by til at komme en tur til Thailand, når de ikke mere risikerer at ryge i “Covid-fængsel” i en test. Men men men – vi skal vist lige igennem fase 3 med en ATK test ved ankomst, og dem stoler vi da allesammen fuldstændig på!

Nu vil vi bare nyde at have besøg. Når man mødes med en ven, man har kendt siden man var barn, så er det bare noget ganske specielt. Nu får vi begge øvet os i at snakke sønderjysk, som ikke er hverdagssprog mere, men man glemmer det jo aldrig, uanset hvor man flytter hen.

Hurra for besøg af dejlige venner og familie!

Liv i Thailand

Vejret i år i Thailand er simpelthen for mærkeligt

Det her forår har vejret i Thailand virkelig været mærkeligt! Sidste år blev det forklaret med “El Ninja”, men den går altså ikke i år! Nu har vi pludselig nærmest fået permafrost – sådan føles det ihvertfald – her midt i den varme sæson.

Så de lange bukser og de varme futter er fundet frem igen!

De fleste der kender Thailand lidt ved, at der er forskellige årstider her ligesom i det meste af resten af verden. Thailand har ikke 4 årstider som i Danmark, men vi har vores egne 3 årstider: Den kolde årstid, som går fra november/december til februar – den varme årstid fra februar til og med maj og så regnsæsonen fra maj til oktober. Plus minus! Det kan man så krydre med, at der er kæmpe forskel på de forskellige egne, men der er da alligevel et vist “system” i, hvordan vejret arter sig.

Det her forår har været ret mærkeligt her i Hua Hin, for i februar som ellers skal være en tør måned, væltede det pludselig ned i et par dage, og vi fik over 100 millimeter. Det var rigtig godt for haven, men det var ikke sjovt, når man nu har en vej udenfor, der er gravet op og bliver til en kæmpestor mudderklirre, når det regner! Thaierne rystede på hovedet og kunne slet ikke forstå det! Som sædvanlig sejlede bilerne rundt i gaderne, for kloakerne kan slet ikke klare trykket af sådan et regnvejr. Nogle af gaderne var simpelthen veritable floder, og vi holdt os hjemme, for ikke at risikere at plumpe i et uset hul med bilen! Vores vinduer i huset er af den gammeldags slags, og her kender men ikke til drypnæser og tætningslister. Så vi tørrede op! Vi tørrede i litervis af vand op. Det blæste nemlig samtidig med, så vandet drev ned ad væggene under vinduerne i vindsiden. Vores pool løb over, så vi måtte ud og lænse den, så vi ikke fik klorvand i hele haven. Vi har et par bliktage på – blandt andet i vores ude thai køkken, og det larmede simpelthen så meget, at vi måtte lukke dørene for at kunne høre, hvad vi selv tænkte.

Efter to dage holdt det pludselig op, og så skinnede solen igen, som om ingenting var hændt. Vi skulle dog nærmest bruge en robåd eller et terrængående køretøj for at komme ud herfra! Men pløret tørrede heldigvis ud i løbet af nogle dage, og kommunen fik fyldt de værste huller op, så vi ikke kom alt for galt afsted.

Nu har det mærkelige vejr så slået til igen! Marts har været rigtig varm, og vi har brugt vores blæser i stuen og vores aircondition i soveværelset pænt meget. Min bedre halvdel går som regel bare rundt i bar mave og et par shorts, og han tager kun nødtvungent en t-shirt på, når han skal ud, eller hvis der kommer gæster. Modsat mig, så fryser han ret sjældent. Når jeg skal ind et sted i en butik eller et andet sted med aircondition, så skal jeg have en trøje på, og hvis jeg skal have skoene af, er jeg ved at fryse ihjel. Men her i marts har jeg også smidt blusen, når vi var “alene”, for jeg har været ved at gå til af varme indimellem.

Så pludselig i går vender vinden, og der trænger kold luft ned fra Kina. Det blev koldt og blæsende, og der er meget sure skyer udover havet, hvor de så heldigvis er blevet i de sidste to dage. Så jeg har måttet finde de forede sutter frem, så mine fødder ikke fryser til is. Godt 22 grader er det udenfor lige nu, og det er mere end 10 grader mindre end for et par dage siden! Og vi skal ikke jamre, for oppe nordpå er temperaturen faldet helt ned til 16 grader visse steder!! På Koh Samui styrter det ned, hvilket også er ret usædvanligt for denne årstid.

Nu har vi fundet klunset og de varme sko frem! Det er godt nok mærkeligt! Jeg kan sådan set godt lide det, for selvom det måske lyder skørt, så er det faktisk lidt fedt at kunne holde ud at gå i et par jeans og en t-shirt i stedet for altid shorts og en top. Det var også dejligt i fitness centeret i går. Vores træner gav den rigeligt med gas, men vi svedte ikke som de vilde, som vi gjorde i sidste uge, hvor det var 10 grader varmere. Vores fitness center er nemlig open air – på godt og ondt.

Hua Hin er vejrmæssigt ellers et rigtigt smørhul. Det er ikke uden grund, at kongehuset har deres sommerresidens her i byen, for her er risikoen for regn og storme meget mindre end så mange andre steder. Desuden er der også (næsten) altid en dejlig havbrise. Men det er ikke det eneste. Her i byen er der også kæmpe forskelle på vejr og nedbørsmængder, og det skyldes bjergene her omkring. Her hvor vi bor, får vi mindre regn end vores venner, som kun bor ca. 2 km væk i fugleflugtslinje. Vi kan se hernede fra, at det regner oppe hos dem, mens solen skinner her. Nogle andre venner, som bor ude bagved bjergene får også meget mere regn, end vi gør.

Mange turister spørger, hvornår det vejrmæssigt er bedst at besøge Thailand. Dertil kan man kun sige, at det dælme kommer an på, hvor man vil hen i landet. Som turist vil man jo gerne have fint vejr uden alt for meget regn til at ødelægge planerne, og mange sidder i dagene op til ferien i Thailand og bider negle over vejrudsigterne. Jeg har selv været der, og jeg ved godt, hvor nedslående det er at se en grå vejrudsigt med masser af billeder af lyn og regn! Men man skal altså også tage de vejrudsigter med et gran salt. I Danmark stemmer det som regel nogenlunde, men her sætter man tit tordenbyger på i regnsæsonen, og det kan være, at der kommer en byge – eller også gør der ikke!

The Nation Thailand har lavet denne information, som kan være nyttig.

Men igen, sandsynligvis er vejret alligevel helt fint uden for sæsonen. Hua Hin er som regel god året rundt, og det er sjældent vi har regn en hel dag eller i flere dage. Chiang Mai/Chiang Rai er ikke med på listen, da de jo ikke har strand, men der er typisk koldt oktober til februar (der kan være nattefrost) og varmt om sommeren. Og så har de som en ekstra lille “sæson” deres afbrændingssæson, som er her i begyndelsen af året. Vi var der for nogle år siden i april, og det kradsede altså noget i øjne og hals!

Men at det så nu er så hundekoldt i Thailand er meget mærkeligt – og det bliver ved i nogle dage endnu. Heldigvis er der en uge til, at vores ven fra Danmark kommer på besøg, så temperaturen skal da gerne gå op inden da.

Nu vil jeg få tændt op i brændeovnen og få fundet fleece tæppet frem! Ikke nogen snak om global opvarmning i dag!

Liv i Thailand

Kloakarbejde i Thailand – en meget lang affære

Vi har kloakarbejde her i vores lillebitte området, og det er efterhånden blevet til en meget, meget lang affære.

Den 12. januar dukkede kommunen op med folk og maskiner og skulle til at begynde projektet hernede i vores lille område. Alt i alt er der vel 300 meter vej. De fleste beboere kom ud af deres huse, og de spurgte alle, hvad der skulle ske, og hvor længe det ville vare. Bekymringen var stor, og der var mange spørgsmål! Hårdt presset sagde ham formanden, at det ca. ville tage en måned. Vores havemand var der lige på det tidspunkt, og han sagde, at så ville det sikkert vare 2 måneder – mindst!

Projektlederen døbte vi iøvrigt “Råberen”, for han han råber som en gal. Også selvom man står 2 meter væk og skal snakke med ham. Vi er ikke i tvivl om, hvornår han er derude, for ligegyldigt hvor han befinder sig, kan vi høre ham. Vi har fundet ud af, at han faktisk er en flink fyr, men det er sådan han styrer folk i en gravemaskine eller en lastbil med motorlarm, og det kan han åbenbart ikke lægge fra sig i andre situationer. Han råber altså ikke, fordi han er stiktosset – men det lyder godt nok sådan.

“Råberen” i Hua Hin er manden i den hvide bluse

Havde vi vidst, hvordan projektet ville forløbe, havde jeg nok truet med sagsanlæg, kastet sten og andet slemt for at jage dem væk. Det har simpelthen været forfærdeligt. Og det er det stadig!!!

Nu her 2 1/2 måned senere er de slet ikke færdige, og nu går vi snart ind i regntiden, hvor alt bliver til et pløre. Desværre har der også været mere regn i februar og marts end normalt, og logistikken omkring at komme ud og ind til vores hus er der kun et ord for: BØVL. Formanden garanterede godt nok, at vi altid ville kunne komme ud og ind, men det gælder altså kun for motorcykler (men det er jo også thaiernes foretrukne transportmiddel). Vores bil har nu boet ude på gaden helt uden for vores område i flere lange perioder i løbet af de sidste måneder. Skal vi nogle steder, skal vi have et par ekstra sko med for at ikke at mudre bilen totalt til.

En af grundene til, at det har taget så lang tid, er at alle pludselig forsvandt engang i begyndelsen af februar. Og så blev de væk i 3 uger! Jeg var ved at springe i luften og havde lyst til at køre ind på tessabaan (kommunekontoret) og skabe mig, men som udlænding skal man altså lige holde lav profil. En dag var der et opslag på Facebook – en thai person havde taget billeder herude og beklaget sig over sikkerhed og tryghed. Så fandt jeg borgmesterens Facebook side, kopierede thaiens indlæg og sendte det til borgmesteren på messenger med et “please help” – det samme til kommunekontoret. Om det var det der virkede eller ej, ved jeg ikke, men næste dag stod der maskiner herude igen, og så gik arbejdet videre. Efter en uges tid kom nogle højtstående folk fra kommunen og inspicerede, og alle arbejderne bukkede og skrabede. Selv “Råberen” holdt op med at råbe!!

Medarbejdere i fuld uniform inspicerer arbejdet – “Råberen” i den gule bluse

En anden grund til det langstrakte forløb er, at vi også har fået lagt nye vandrør ind, og vandværket har heller ikke været de hurtigste i verden!

Alt foregår jo på thai maner – på godt og ondt. Nu er vi jo i Thailand, så det må vi jo acceptere, men indimellem kan man altså godt få lyst til rive skovlen ud af hænderne på dem….

Inden jeg forklarer det, skal jeg lige nævne, at teamet herude har en ekstra gratis medarbejder! Det er “Inspektøren”. Min bedre halvdel…. Han får ikke lavet en pind på vores egne projekter, for enten står han nede på trappestigen og kigger over muren, eller også er han på “inspektionsrunde” ude i gaden i sine “dansesko” (nogle gamle udbombede klipklappere, hvor mudder ikke gør så meget) og sin havehat. Alle arbejderne inklusiv projektlederne og teamlederne derude kender ham, og de har efterhånden også fundet ud af, at han forstår noget thai (og det kan de ikke rigtig lide, for så kan de jo ikke sådan snakke bag hans ryg, ha ha). Nå men de er flinke og smiler over hele femøren til ham, og de har også fundet ud af, at han faktisk godt ved, hvad det er de laver. De har også spurgt ham, om han er ingeniør. Der er blevet “inspiceret” i mange, mange timer efterhånden, og derfor har vi i hundredevis af billeder af projektet, og fingeren er HELT på pulsen! Naboerne spørger også ham og ikke råberen, hvad der sker i projektet.

Men tilbage til thai kloakrenoverings- og vandledningsfornyelsesteknik…. Ja. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor mange gravemaskiner, der har gravet her nu. Først gravede de op i midten, lagde kloakrør ned i 2m dybde, og dækkede det til. Så begyndte det at regne, og så så her sådan ud

Hvad betyder et lille hul i vejen, når vi bare har markeret med en kost?

Så kom vandværket. De gravede op i siderne og lagde nye vandrør og dækkede det til. Der røg også vores og naboens hæk!

Så kom kloakarbejderne og gravede det op, som vandværket lige havde dækket til. Behøver jeg at sige at de lige gravede vandforsyningen op et par gange i forløbet. De lagde så alt jord og murbrokker midt på vejen, så biler ikke kunne komme ind og ud. Jeg tror nogen klagede, for nogle dage senere, kom en anden gravemaskine og en lastbil og tog det meste af skidtet væk. Jeg siger det meste, for de udjævnede vejen med murbrokker så store som håndbolde strittende op alle vegne. Foodpanda motorcyklerne skal i hvert fald se sig for, når de kører 80 km. i timen ned ad vores lille vej!

Her til lands installerer man de fleste steder store kloaker midt i vejen og nogle mindre brønde i siderne, hvor vandet løber ud i den store brønd. En anden lille stikvej over for os er klar med færdigstøbte sidebrønde til armering og beton midt på vejen, og det har den været i 2 måneder nu. Her kan man godt se, hvordan konstruktionen skal blive engang med armering i bunden og et lag beton.

Meget af det støbes på stedet, og de sidder og glitter beton med en lille støbeske til husbehov. Deres waterpas er en vandslange med vand, super præcist faktisk, men det kan altså nemt gå galt, når det hele er fyldt med skrald, murbrokker og jordbunker. Derfor blev et par af de små sidebrønde også placeret forkert – vores var 6 cm. for høj, og den lige overfor 10 cm. for lav!

Det tog to dage at få de fejl rettet – det var et andet team, der havde lavet det…. “Inspektøren” (altså nr. 2) har også bemærket, at to arbejdere deler 1 hakke og 1 rive (riven er svejset op i jernprofiler), og de kan fint arbejde i hver sin ende af projektet, så de skal gå 200 meter for at bytte fra hakke til rive eller omvendt. Så går der jo også tid med det. Når de altså ikke alle sammen skal inspicere, og det er de virkelig også gode til. Da jeg var ung, lavede vi grin med vejmændene – der skulle 1 til at grave og 4 til at kigge på.

Når “Råberen” ikke er her, så sidder der en del af tiden en kødrand af mennesker uden for vores mur i skyggen og hyggesnakker. Vores lille sidevej er nemlig blevet til knallertparkering for arbejderne, og det gør jo heller ikke noget – vi kan jo alligevel ikke komme ind og ud med bilen. Det er lidt som om, at hvis slavepiskeren ikke er der, så sker der ikke så meget. Men sådan er det vel allevegne.

Noget af det mest irriterende ved hele projektet har været, at i størstedelen af tiden har der været et eller andet læk, som har gjort at vi ALLE skulle igennem det her mudderhul alleryderst. Det er dog heldigvis endelig blevet lukket nu og er tørt. Hurra! Indtil næste regnvejr.

Her til sidst… Altså kloakarbejde er jo ikke det mest spændende at høre om, men jeg kan så gøre dette indlæg meget mere interessant ved at annoncere en rekord, som måske kan komme i Guiness Rekordbog. Vi er dog ikke helt sikre på, om vi har fået det hele med, så vi må nøjes med at komme med det tal, vi kender med sikkerhed.

Her kommer en trommehvirvel…………

Ikke mindre end 16 – seksten! – gange har de gravet vandledningen over og repareret den igen. Inklusive flere gange i det spritnye rør! Vi har haft floder af vand ned ad gaden, og vi går i panik hver gang. De griner bare og lapper det sammen igen. Det er jo helt rutine, at man skal reparere et vandrør, når man selv er kloakarbejder. Indimellem har vi givet naboerne besked om at lukke for vandet til deres tanke, fordi vi kunne se, at der rendte kloakvand ind i vandrørene! Imponerende ikke! Her er bare to eksempler.

Vores hovedrør gravet over lige udenfor havemuren

Jeg takker af for i dag her fra byggepladsen – billedet aller øverst er fra i går, og der er stadig laaaaaaang vej igen!

Om 14 dage kommer vores kammerat fra Danmark på besøg, og vi begynder at kunne se, at timingen ligner, at de skal støbe kørebane med beton lige der. Vi må ud og købe en helikopter!

Dansker i Thailand

Covid i familien