Vi har kloakarbejde her i vores lillebitte området, og det er efterhånden blevet til en meget, meget lang affære.
Den 12. januar dukkede kommunen op med folk og maskiner og skulle til at begynde projektet hernede i vores lille område. Alt i alt er der vel 300 meter vej. De fleste beboere kom ud af deres huse, og de spurgte alle, hvad der skulle ske, og hvor længe det ville vare. Bekymringen var stor, og der var mange spørgsmål! Hårdt presset sagde ham formanden, at det ca. ville tage en måned. Vores havemand var der lige på det tidspunkt, og han sagde, at så ville det sikkert vare 2 måneder – mindst!
Projektlederen døbte vi iøvrigt “Råberen”, for han han råber som en gal. Også selvom man står 2 meter væk og skal snakke med ham. Vi er ikke i tvivl om, hvornår han er derude, for ligegyldigt hvor han befinder sig, kan vi høre ham. Vi har fundet ud af, at han faktisk er en flink fyr, men det er sådan han styrer folk i en gravemaskine eller en lastbil med motorlarm, og det kan han åbenbart ikke lægge fra sig i andre situationer. Han råber altså ikke, fordi han er stiktosset – men det lyder godt nok sådan.
Havde vi vidst, hvordan projektet ville forløbe, havde jeg nok truet med sagsanlæg, kastet sten og andet slemt for at jage dem væk. Det har simpelthen været forfærdeligt. Og det er det stadig!!!
Nu her 2 1/2 måned senere er de slet ikke færdige, og nu går vi snart ind i regntiden, hvor alt bliver til et pløre. Desværre har der også været mere regn i februar og marts end normalt, og logistikken omkring at komme ud og ind til vores hus er der kun et ord for: BØVL. Formanden garanterede godt nok, at vi altid ville kunne komme ud og ind, men det gælder altså kun for motorcykler (men det er jo også thaiernes foretrukne transportmiddel). Vores bil har nu boet ude på gaden helt uden for vores område i flere lange perioder i løbet af de sidste måneder. Skal vi nogle steder, skal vi have et par ekstra sko med for at ikke at mudre bilen totalt til.
En af grundene til, at det har taget så lang tid, er at alle pludselig forsvandt engang i begyndelsen af februar. Og så blev de væk i 3 uger! Jeg var ved at springe i luften og havde lyst til at køre ind på tessabaan (kommunekontoret) og skabe mig, men som udlænding skal man altså lige holde lav profil. En dag var der et opslag på Facebook – en thai person havde taget billeder herude og beklaget sig over sikkerhed og tryghed. Så fandt jeg borgmesterens Facebook side, kopierede thaiens indlæg og sendte det til borgmesteren på messenger med et “please help” – det samme til kommunekontoret. Om det var det der virkede eller ej, ved jeg ikke, men næste dag stod der maskiner herude igen, og så gik arbejdet videre. Efter en uges tid kom nogle højtstående folk fra kommunen og inspicerede, og alle arbejderne bukkede og skrabede. Selv “Råberen” holdt op med at råbe!!
En anden grund til det langstrakte forløb er, at vi også har fået lagt nye vandrør ind, og vandværket har heller ikke været de hurtigste i verden!
Alt foregår jo på thai maner – på godt og ondt. Nu er vi jo i Thailand, så det må vi jo acceptere, men indimellem kan man altså godt få lyst til rive skovlen ud af hænderne på dem….
Inden jeg forklarer det, skal jeg lige nævne, at teamet herude har en ekstra gratis medarbejder! Det er “Inspektøren”. Min bedre halvdel…. Han får ikke lavet en pind på vores egne projekter, for enten står han nede på trappestigen og kigger over muren, eller også er han på “inspektionsrunde” ude i gaden i sine “dansesko” (nogle gamle udbombede klipklappere, hvor mudder ikke gør så meget) og sin havehat. Alle arbejderne inklusiv projektlederne og teamlederne derude kender ham, og de har efterhånden også fundet ud af, at han forstår noget thai (og det kan de ikke rigtig lide, for så kan de jo ikke sådan snakke bag hans ryg, ha ha). Nå men de er flinke og smiler over hele femøren til ham, og de har også fundet ud af, at han faktisk godt ved, hvad det er de laver. De har også spurgt ham, om han er ingeniør. Der er blevet “inspiceret” i mange, mange timer efterhånden, og derfor har vi i hundredevis af billeder af projektet, og fingeren er HELT på pulsen! Naboerne spørger også ham og ikke råberen, hvad der sker i projektet.
Men tilbage til thai kloakrenoverings- og vandledningsfornyelsesteknik…. Ja. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor mange gravemaskiner, der har gravet her nu. Først gravede de op i midten, lagde kloakrør ned i 2m dybde, og dækkede det til. Så begyndte det at regne, og så så her sådan ud
Så kom vandværket. De gravede op i siderne og lagde nye vandrør og dækkede det til. Der røg også vores og naboens hæk!
Så kom kloakarbejderne og gravede det op, som vandværket lige havde dækket til. Behøver jeg at sige at de lige gravede vandforsyningen op et par gange i forløbet. De lagde så alt jord og murbrokker midt på vejen, så biler ikke kunne komme ind og ud. Jeg tror nogen klagede, for nogle dage senere, kom en anden gravemaskine og en lastbil og tog det meste af skidtet væk. Jeg siger det meste, for de udjævnede vejen med murbrokker så store som håndbolde strittende op alle vegne. Foodpanda motorcyklerne skal i hvert fald se sig for, når de kører 80 km. i timen ned ad vores lille vej!
Her til lands installerer man de fleste steder store kloaker midt i vejen og nogle mindre brønde i siderne, hvor vandet løber ud i den store brønd. En anden lille stikvej over for os er klar med færdigstøbte sidebrønde til armering og beton midt på vejen, og det har den været i 2 måneder nu. Her kan man godt se, hvordan konstruktionen skal blive engang med armering i bunden og et lag beton.
Meget af det støbes på stedet, og de sidder og glitter beton med en lille støbeske til husbehov. Deres waterpas er en vandslange med vand, super præcist faktisk, men det kan altså nemt gå galt, når det hele er fyldt med skrald, murbrokker og jordbunker. Derfor blev et par af de små sidebrønde også placeret forkert – vores var 6 cm. for høj, og den lige overfor 10 cm. for lav!
Det tog to dage at få de fejl rettet – det var et andet team, der havde lavet det…. “Inspektøren” (altså nr. 2) har også bemærket, at to arbejdere deler 1 hakke og 1 rive (riven er svejset op i jernprofiler), og de kan fint arbejde i hver sin ende af projektet, så de skal gå 200 meter for at bytte fra hakke til rive eller omvendt. Så går der jo også tid med det. Når de altså ikke alle sammen skal inspicere, og det er de virkelig også gode til. Da jeg var ung, lavede vi grin med vejmændene – der skulle 1 til at grave og 4 til at kigge på.
Når “Råberen” ikke er her, så sidder der en del af tiden en kødrand af mennesker uden for vores mur i skyggen og hyggesnakker. Vores lille sidevej er nemlig blevet til knallertparkering for arbejderne, og det gør jo heller ikke noget – vi kan jo alligevel ikke komme ind og ud med bilen. Det er lidt som om, at hvis slavepiskeren ikke er der, så sker der ikke så meget. Men sådan er det vel allevegne.
Noget af det mest irriterende ved hele projektet har været, at i størstedelen af tiden har der været et eller andet læk, som har gjort at vi ALLE skulle igennem det her mudderhul alleryderst. Det er dog heldigvis endelig blevet lukket nu og er tørt. Hurra! Indtil næste regnvejr.
Her til sidst… Altså kloakarbejde er jo ikke det mest spændende at høre om, men jeg kan så gøre dette indlæg meget mere interessant ved at annoncere en rekord, som måske kan komme i Guiness Rekordbog. Vi er dog ikke helt sikre på, om vi har fået det hele med, så vi må nøjes med at komme med det tal, vi kender med sikkerhed.
Her kommer en trommehvirvel…………
Ikke mindre end 16 – seksten! – gange har de gravet vandledningen over og repareret den igen. Inklusive flere gange i det spritnye rør! Vi har haft floder af vand ned ad gaden, og vi går i panik hver gang. De griner bare og lapper det sammen igen. Det er jo helt rutine, at man skal reparere et vandrør, når man selv er kloakarbejder. Indimellem har vi givet naboerne besked om at lukke for vandet til deres tanke, fordi vi kunne se, at der rendte kloakvand ind i vandrørene! Imponerende ikke! Her er bare to eksempler.
Jeg takker af for i dag her fra byggepladsen – billedet aller øverst er fra i går, og der er stadig laaaaaaang vej igen!
Om 14 dage kommer vores kammerat fra Danmark på besøg, og vi begynder at kunne se, at timingen ligner, at de skal støbe kørebane med beton lige der. Vi må ud og købe en helikopter!