Liv i Thailand

Om at forlænge sit visum, når man bor i Thailand

I dag skal det handle om at forlænge sit visum, når man bor i Thailand som pensionist. Det har vi nemlig lige gjort, og selv om det lyder som en kedelig sag, så var det faktisk en overraskende god oplevelse.

Da vi begyndte at snakke om måske at flytte til Thailand permanent, var en af de helt store knaster for mig alt deres papirkram. Jeg kunne simpelthen ikke forlige mig med tanken om, at en enkelt fodfejl i alt bureaukratiet kunne ende med en udvisning af landet. I Danmark fik jeg også svedige hænder, bare jeg skulle på borgerservice for at forny mit pas… Jeg har det simpelthen ikke særlig godt med offentlige myndigheder, og her i Thailand kan man godt glemme at diskutere med en “officer” på et offentligt kontor. Uanset hvor uretfærdigt og forkert deres beslutning kan være, så bliver man simpelthen nødt til at respektere deres afgørelse. Og rigtig meget her er “up to the officers discretion” – altså op til den enkelte “officer”, fordi reglerne ikke altid er 100% entydige. Alt det var jeg virkelig hunderæd for, og det kunne nemt have endt med, at det aldrig var blevet til noget med at flytte til Thailand.

Min kære husbond, som er noget mere flegmatisk anlagt end jeg, fik dog efterhånden overbevist mig om, at det altsammen nok skulle gå. Og med hjælp fra vores venner og en hulens masse tid med Google, fik vi da også styr på visum delen af vores flytning. Vi fik et såkaldt “retirement” visum, og med det som et fysisk klistermærke i vores pas, kunne vi rejse ind i Thailand og blive i 3 måneder. Når de 3 måneder var ved at udløbe, kunne vi så søge om en forlængelse på et år – det gør man så hvert år fremadrettet. Økonomien skulle også være i orden med enten et vist beløb i pension hver måned eller en “garantikonto”, hvor der skulle stå 800.000 baht mindst 3 måneder før forlængelsen.

Da vi skulle forlænge første gang, var ‘Immigrations’ i Hua Hin en barakbygning med verdens dårligste indretning, og klumpen i min mave var på størrelse med en håndbold. Vi gik til den meget berømte “kopidame” for at få ordnet kopier af alle de nødvendige dokumenter og for at få taget billeder. Altså, der gik jeg totalt i spåner. Hun kastede rundt med pas og papirer. Og ikke kun vores – hun fik det blandet med en hel busfuld burmesiske arbejdere fra Hilton, som skulle have forlænget deres visa. Køen for at få forlænget vores visum var alenlang i det alt for lille rum med 4 skranker, og det tog næsten 2 timer at komme igennem det. Det krævede godt nok lidt mere end en enkelt belønningsøl. (Et begreb vi bruger her, når vi skal gøre noget, vi ikke bryder os om).

Siden er hovedkontoret for Immigrations i Hua Hin flyttet ud på ham Lars med dårlig maves mark. Nu skal fleste af os køre ca. 8 km udenfor byen, og på trods af den store fine bygning, skal vi stadig sidde som sild i en tønde i et lille overfyldt kontor. Jeg gætter på, at resten af bygningen er fyldt med papirer…

Nå, men fornylig skulle vi forlænge vores visum igen, og vi er jo efterhånden ved at være inde i rumlen efter 4 år i landet. Så først gik turen til fotografen. Vi skal klistre et billede af os selv ind i formularen, som vi udfylder – og det på trods af, at de har kameraer og tager billeder af os, når vi er der. Man kan ikke forklare fotoforretningen, at man kun behøver 1 billede (selvom der står 2 på deres hjemmeside), så for 300 baht, får man 6 billeder. Da billederne max. må være 6 måneder gamle, kan man så kaste de 5 i skraldespanden.

Så gik turen til banken. De skal lave et brev og en opgørelse, hvor de attesterer, at de 800.000 baht har været på kontoen 4 måneder efter sidste ansøgning, og mindst 3 måneder før dags dato. Der skal være en bevægelse på kontoen fra samme dag, så man sætter typisk 100 baht ind på kontoen, og så bliver ens bankbog ellers opdateret. (Til dem der ikke ved hvad en bankbog er, så er det en lille bog, hvor man med en matrixprinter printer alle posteringer linje for linje) Det tog os næsten 45 minutter at få de to stykker papir til Immigrations. Inden da havde banken lavet 11 fotokopier af pas, papirer og af deres egne dokumenter. Pr. person altså. Bankassistenten kan heller ikke gøre alt selv, så ind imellem kom der en kollega og tastede en kode ind.

Det kostede lige 2 store belønningsøl på det nærmeste udskænkningssted!

Så var det hjem og i gang med kopimaskinen. Uden sådan en er det svært at være til i Thailand, for så skal man hele tiden hen et sted og få det ordnet (og hende kopidamen på immigrationskontoret kan jeg simpelthen ikke klare). Først og fremmest skal man udfylde sin ansøgning og klistre sit billede i. Så skal der kopier af alle relevante sider i passet til. Man skal medbringe kopi af sin lejekontrakt eller sin blå bog (hvis man ejer et hus), og kopier af bankbogen (plus selve bogen) skal man også have med. Man skal også stille med en kopi af en forbrugsregning som feks. strøm eller internet, og så skal der være et kort, der viser hvor man bor. Alt i alt 14 stykker papir pr. person.

Jeg er altid bevæbnet til tænderne med masser af dokumenter og papirer, når jeg skal i forbindelse med noget offentligt i Thailand, så jeg finder som regel den HELT store taske frem. Jeg gider simpelthen ikke blive sendt hjem igen, fordi der lige pludselig mangler noget, som man ikke skulle medbringe sidste gang. Alle papirer er sat i orden, og de er kontrolleret flere gange af både mig og min bedre halvdel.

Så onsdag formiddag skulle slaget så stå. Vi er vant til, at det tager ca. 1-2 timer, og at deres nummersystem er i stykker. Der plejer at være alle mulige mærkelige forholdsregler på grund af Covid, og det er generelt noget rod frem til, at man sidder oppe ved skranken – så går det som regel fint. Som vi kom tættere på Immigrations voksede den der bold i min mave. Jeg kan simpelthen ikke li’ det! Heller ikke selv om min hjerne godt ved, at vi har styr på det hele.

Overraskelsen var stor, da vi ankom. Ingen lange køer, og de havde fået delt tingene lidt op, så vi ikke allesammen skulle stå i en bunke. Vi fik checket papirerne udenfor, og så fik vi lov at gå op på kontoret. Deres elektroniske køsystem virkede for første gang, og vi ventede i ca. 5 minutter, så var det vores tur! Alt var fint i orden, og vi betalte de 1900 baht pr. person for forlængelsen og kunne sætte os hen og vente på at få passene tilbage med de nye stempler.

Vi skulle også 90-dages rapportere (det skal man her – gør man det ikke, ryger man ud), og sørme om ikke de ordnede det, uden at vi skulle trække et nyt nummer og starte forfra i køen. Heldigvis kan vi rapportere i Blueport, et butikscenter her i Hua Hin by, så vi ikke behøver at køre helt derud på stepperne hver gang.

Personalet på Immigrations var smilende og meget venlige, og vi gik ud 18 minutter senere med 1 år mere i Thailand på bogen. Sikke en positiv oplevelse! Vi blev enige om, at det alligevel krævede en belønningsøl eller to, som et par af vores venner var så venlige at give ud på os hjemme i deres køkken. Så var det jo ikke så ringe endda!

Men fæld en regnskov…. 25 stykker papir og 6 fotos for at forny et visum, som de jo alligevel har elektronisk. Men sådan er Thailand! De elsker deres papirkram, og så længe jeg kun skal være en del af det nogle få gange om året, så går det nok. Immigrations her i Hua Hin får ihvertfald den helt store stjerne for god service!

 

by Janne
Liv i Thailand

At omgive sig med gode mennesker

Det betyder altid rigtig meget at omgive sig med gode mennesker. Venner, familie, kollegaer og “hobbykollegaer” – ja allesammen er de med til at sammensætte vores hverdag.

Når man flytter til et nyt land, så er spekulationen for mange mennesker nok, hvordan man får bygget en ny omgangskreds op. Og har man børn med, skal der faktisk bygges flere omgangskredse op i en familie. Hvordan griber man så det an?

Karma

Jeg tror på Karma – specielt GOD Karma. Begrebet kommer fra hinduismen, hvor man tror på, at gode hensigter og gerninger påvirker ens liv og genfødsler positivt – eller det modsatte. Jeg tror, det nærmeste vi kommer det på dansk er: “Behandl andre, som du selv gerne vil behandles”. Vi forsøger at være flinke og hjælpsomme mennesker, for det giver os den bedste følelse af at kunne finde nogle gode og dejlige mennesker at omgive os med. I Danmark har alle jo travlt med deres eget liv, og ofte skal man arbejde hårdt for at finde nye venskaber. Bekendtskaber er der jo masser af – tag bare en arbejdsplads. Det er jo ikke alle på en arbejdsplads man selv efter mange år i samme afdeling har noget særligt forhold med. Eller naboerne. Man hilser da lige og får lige en øl over hækken en gang om året, men derudover ser man bare deres børn blive voksne, og det var det.

Vi kender en thai dame, som kommer her med sit team engang imellem og laver nogle ting. Hun sagde til os på et tidspunkt, at vi har god karma. Vi er flinke og positive og skælder ikke ud, sagde hun. Det var da godt nok noget af det pæneste, nogen nogensinde havde sagt til os.

God Karma skulle gerne give dig mange positive oplevelser, og med lidt held – også gode venskaber.

Nye kontakter med andre udlændinge

At flytte til Thailand har været en stor øjenåbner for os for, hvordan man kan skabe nye kontakter og nye venskaber.

Min bedre halvdel er MEGET bedre til at være social, end jeg er. Jeg skal lige se folk an, og kan måske godt virke noget stille og tilbageholdende, når jeg lige først møder nye mennesker. Dem der kender mig, skriger sikkert af grin, hvis de læser det her. Når jeg kender folk, så er jeg en fisk i vandet. Jeg har ikke lige nogle særligt sociale hobbies – jeg elsker at lave mad og rode rundt i mit køkken, skrive på min blog, høre høj rockmusik og høre lydbøger. Det lærer man altså ikke ret mange mennesker at kende ved.

Når man møder andre expats i et “fremmed” land, så har man på en eller anden måde et “fællesskab”, for man har jo de samme udfordringer i og glæder i hverdagen set med en udlændings øjne. Det er en fordel, man sagtens kan udnytte. Folk er for det meste mere snakkesalige og åbne. Derfor forsøgte vi først “expat” vejen. Altså at deltage i nogle arrangementer mest med udlændinge. Vores venner, som allerede boede her, da vi flyttede hertil, var supersøde til at forsøge at trække os ind i deres verden af venner og bekendte. Så kom Covid, og så var det sådan set slut.

Englishman in New York (Sting) – om at føle sig fremmed

Inden vi flyttede til Thailand svor vi på, at vi IKKE skulle bo i en “dansker ghetto” eller nogen som helst anden form for ghetto. Vi skulle bo blandt thaier og leve som lokale. Ha ha! Det var da en rigtig fin ide, men sådan gik det bare ikke. Hvis vi var flyttet til Spanien, så måske…. Der lyser sådan to “Farang” ikke langt væk af udlændinge. Ligesom Rudolf med den Røde Tud. Det gik op for os, at nogle thaier faktisk ikke er særlig vilde med udlændinge (det kender man jo godt fra Danmark). Vi har dog ikke mærket noget til fremmedhad. Dog kan thaierne kan godt være ret reserverede, og de er ikke altid bare sådan at komme ind på. De er flinke og venlige, men man kan godt mærke, at man ikke kommer ind under huden på dem. Måske noget med “Lige børn, der leger bedst”. Det er trodsalt en noget anderledes kultur i Thailand end i Danmark, og det gælder helt klart også, hvordan man omgås hinanden.

Desuden så er måden som thaierne bor på mange steder ikke helt det vi tænkte. Jeg kan ikke bo i et lille mørkt byhus, hvor naboerne har høns og hunde rendende over det hele. Nu bor vi i et kvarter, hvor der er mange udlændinge men også en del thaier, og det er en rigtig fin blanding. Her er en god stemning, og vores langtrukne kloakbyggeri (en helt anden og meget lang historie) har fået os alle til at snakke sammen. Vi har dejlige naboer, og vi kommer godt ud af det med hinanden.

Hvordan finder man nye venner?

Ja vores nye venner her i Thailand er fundet ad flere kanaler. Feks. Facebook….. Ja det lyder skørt, men vi har fået nogle dejlige venner gennem Facebook. Der er jo mange fora for expats i Thailand, deriblandt flere for danskere. Hvis man så kommenterer på dit og dat, så ses det selvfølgelig af gruppens medlemmer. Når man så bor i samme by og har lyst, så mødes man, og så finder man ud af, om man kan sammen eller ej. Vi har været meget, meget heldige. Læs her om vores dobbelt date med nogle søde mennesker, som i dag er dejlige venner.

Musikken har foræret os en dejlig omgangskreds, men på to forskellige måder. Vi har musik/rock-miljøet i Hua Hin, hvor vi efterhånden er kendte ansigter. Vores ven Tam har en rockbar, og hans familie er også blevet vores familie. Hvor mange børn fylder 8 år og fejrer det i en rockbar – og får en lilletromme i fødselsdagsgave af sin mor og far? Pæren falder ikke langt fra hesten!

Tam og familien kommer af og til på besøg, og så råhygger ungerne i poolen, mens de voksne får en øl og en hold snak. Og så frekventerer vi selvfølgelig også Rockzone i ny og næ, og der er stort set altid nogen, vi kender.

Den anden vinkel på musikken består i, at min bedre halvdel spiller bas. Efter et års tid i Hua Hin spillede han lidt “jam” i Tams bar om søndagen, og det endte med at han fandt nogle mennesker at spille sammen med. En thai og en amerikaner. I dag spiller han i et andet band med en new zealænder og en skotte. De tre er nogle værre gamle “karle”, men de hygger sig max. De spiller ovenpå her i huset de fleste fredage, og de har det simpelthen så skægt sammen. Deres koner er hhv. thai og filippinsk, og vi kommer alle supergodt ud af det med hinanden. Hyggeprojekt med musik, men det har også givet nogle dejlige venner.

Mange former for hobbies kan bruges til at skabe en ny omgangskreds. Og så er der masser af grupper på Facebook, man kan forsøge sig med. Her i Hua Hin er der en meget stor gruppe for kvinder Hua Hin Ladies, og de laver alle mulige arrangementer. Der er mad-, sports- og musikgrupper og alt mulig andet. Men Facebook er et must – sådan foregår det her. Eller via Line, Tik Tok og andre platforme (der står jeg så af).

Hold kontakten til de “gamle” venner

Vores fokus har også været at holde fast i de “gamle” venner i Danmark. Covid har jo smadret meget og afstandene blev pludselig meget større. Vi havde helt sikkert set vores venner i Danmark meget mere uden det skrot. Derfor er det også væsentligt, at det møg IKKE skal skille os ad. Vores venner i Danmark er gamle skolekammerater, som jeg har kendt i omkring 50 år og deres partnere. Den slags guld kaster man altså ikke på gaden! Selvom vi i perioder ikke har så meget kontakt, så husker vi ALTID på, at de stadig er der – selvom vi ikke kan være sammen med dem.

Når min elskede veninde i Danmark ringer op på Messenger en søndag eftermiddag, og vi kagler i mere end 2 timer, så lyser det hele dagen op. Vi kender hinanden ud og ind, og vi får snakket om alt mellem himmel og jord. Jeg savner hende SÅ meget, men jeg er også taknemmelig over, at vi ikke bare skal nøjes med breve via luftpost. På Messenger kan vi da drikke en øl sammen og vise hinanden den nye ovn eller hvad ved jeg.

Jeg tror på, at Thailand snart lukker helt op, for ellers går de simpelthen bankerot. Vi glæder os ENORMT til at se familie og venner igen under normale forhold uden PCR test og risikoen for internering. Vi glæder os helt vildt til, at vi snart får en gæst fra Danmark i begyndelsen af april. Han er en ældgammel ven, som startede i min klasse i vores lillebitte landsbyskole i 3. klasse. Han var dengang meeeeget anderledes, for han kom fra en by hele 25 km væk. Ha ha. Han får nok et par brækkede ribben, når jeg skal kramme ham velkommen!

Andre gode mennesker

Sidst men ikke mindst skal jeg også huske at nævne, at vi har de skønneste mennesker omkring os på alle mulige andre måder end regulære venskaber. Vores havemand er en stjerne, og vi kommer til at ligge i fosterstilling, hvis han stopper med at komme her. Han hjælper os med alt muligt og er det sødeste menneske. Han er tålmodig, når vi forsøger os med at snakke thai, og så kan vi mærke, at han elsker vores have, som altid er i top orden. Vores caretaker af huset kommer drønene i silende regnvejr for at checke, om vi kan komme af med alt vandet. Vores ølmand giver en øl i bagbutikken, og på Immigrations forleden fik vi mega fin ekstra service.

Jeg tror på Karma. Forsøg at være et godt menneske og gør gode gerninger, og du får det samme tilbage. Det tror jeg på!

Vi er meget taknemmelige for alle de gode mennesker, der omgiver os!

Fortsat god søndag!

 

 

 

 

 

Liv i Thailand

Overvejelser når man køber hus i Thailand – uønskede sidegevinster

Når man køber fast ejendom i Thailand, er der mange ting man skal tænke på. Der er love og regler, beliggenhed, husets indretning og stand osv. osv.

Alt det er jo helt som at købe et hus i Danmark, og ofte har man allerede defineret ret klart, hvad man egentlig ønsker sig af sit hus og sine nære omgivelser.

Man skal dog huske, at Thailand IKKE er Danmark på nogen som helst måde! Man kan godt pakke sin retfærdighedssans og sin fornemmelse for fornuft ned, hvis man køber ejendom i Thailand. Der kan komme rigtig mange uventede faktorer ind i billedet. Og de fleste af dem kan man ikke gøre en pind ved.

Lad mig lige starte med at fortælle en lille historie. Dengang jeg mødte min husbond for over 30 år siden, skete det på vores arbejdsplads. Da jeg startede i firmaet var han på ferie, og vores meget talende receptionist fortalte om ham – han spillede bas og strikkede strømper. Nøj, det lød spændende tænkte jeg. Da jeg så mødte ham en uge senere, var jeg godt klar over, at DER var vist min “soulmate”. Han følte åbenbart det samme, for efter noget tid flyttede vi sammen og blev senere gift. Men som han sagde: “Der var lige en sidegevinst”. Og han mente ikke en af de gode! Jeg havde nemlig en hund – en super dejlig (og hysterisk) cocker spaniel, som sov hos mig i sengen og sad på forsædet i bilen. Alt det blev den dog hurtigt vænnet af med.

Det er her, det med sidegevinsten kommer ind….. Man får næsten altid en sidegevinst, når man køber hus i Thailand. Og ikke altid af de gode som en æske kattetunger til bankospil!!

Sidegevinster i Thailand kan være rigtig mange ting. Naboen begynder at opdrætte kamphaner, og de begynder at gale kl. 3.00 om natten. Det er et godt eksempel, og bare i vores omgangskreds har vi masser af eksempler. Vi kender nogle mennesker, som var nødt til at flytte fra deres lejlighed, for der blev (ulovligt) slagtet svin lige udenfor deres hus om natten. Det gav selvfølgelig en masse skrigeri og larm. Nogle af vores venner, som bor i Sam Roi Yot, 35 km syd for Hua Hin i det smukkeste område lige op ad bjergene. Der er bare lige det, at naboen opdrætter svin i en pindeindhegning, og de døjer med smågrise i haven og lugten af gris det meste af tiden. Nu har de tilbudt at betale for et svinehus, så de kan få de der grise lidt under kontrol.

         

Et par andre venner ønsker at bo et sted med dejlig udsigt og i fred og ro, så de byggede et hus ude blandt ananasmarker laaaaangt ude på landet. Pludselig en dag kom elværket og knaldede elmaster op hele vejen rundt i deres udsigt, og noget tid senere vrimlede det ind med buldozere og andet tungt udstyr. Støvhelvede i lang tid… Nu skal der nemlig bygges et eller andet MEGET stort boligområde lige i nærheden af deres hus.

En anden sidegevinst her kan være naboer, man ikke kan enes med. Vi kender flere, der nærmest ligger i krig med deres naboer. Nogle thaier er meget ærekære, og når først noget er gået galt, så er det helt umuligt at reparere det igen. Men okay – jeg husker stadig de der udsendelser på dansk TV om nabostridigheder, så det behøver man altså ikke tage til Thailand for at få. Dog kan det udvikle sig noget mere voldsomt i Thailand. Vores venner bor nabo til et hus, hvor ejeren brokkede sig så meget over fejl og mangler til bygherren, at der en dag kom en pick-up truck forbi, og de skød så lige ejeren!

Og det er så det man skal huske! Man er udlænding i thaiernes land. Altid! Thai kultur er meget forskellig fra den danske, og især den danske retfærdighedsfølelse kan man godt pakke ned. Vi er vant til, at vi altid kan søge retfærdighed ved at klage. Den gælder ikke her! Og i mange tilfælde er det bedre at bøje hovedet og holde sig under radaren i stedet for at gå ind i en konflikt. Uanset hvor irriterende sidegevinster man bliver præsenteret for. Derfor er der også rigtig mange der siger, at man bare skal nøjes med at leje, og det kan der jo være noget om! Så kan man bare pakke sit skrammel og flytte, hvis man bliver overvældet af sidegevinster!

Lige nu synes jeg, at vi har fået LIDT for mange sidegevinster her hvor vi bor! Vores lille paradis er forvandlet til et veritabelt støjhelvede, mudderhul og så har vi lige støv op til begge ører! Noget af det går væk i løbet af forhåbentlig relativt (thai style) kort tid, men noget af det kan vi nærmest ikke se enden på!

Midt i januar kom kommunen og gravede alt op uden for vores hus for at lave nye kloaker. Vi spurgte ham formanden (sammen med en masse andre bekymrede naboer), hvor lang tid, det ville tage. Ca. en måned mente han (vores havemand, som tilfældigvis var her på samme tidspunkt, mente nok at det så nok nærmere var to). Ja, nu har vi så 27. februar, og det hele står stille og vores tilkørselsforhold er mildest sagt forfærdelige. Se bare billedet øverst! I forrige uge fik vi 150mm regn over to dage (hvilket er helt uhørt på denne årstid), og det resulterede i et pløre og ælte, og huller i vejen der var livsfarlige. Så kom de og smed noget mere smadder i, som så er ved at synke sammen. Vi har ikke set en “håndværker” i næsten 3 uger, og det hele er gået i stå. Men vi lever i et pløre, hvor nogle huses kloakvand bare render oven på jorden.

Vi håber, at de kommer og gør det færdigt inden den rigtige regntid, men jeg har da virkelig mine tvivl efterhånden! Og så skal der også lige graves nye vandrør ned, og det er ikke samme rende som kloakerne, så det skal nok blive rigtig sjovt! Behøver jeg at sige, at vores bil ligner noget, der har været med i rally sprint i en grusgrav?? Og skiftesko har fået en helt ny mening….

Men det er faktisk ikke det værste! Det værste er projektet overfor. Aldrig nogensinde havde vi forestillet os, hvad der kunne komme til at ske! Der lå et pænt hus i nogenlunde moderne stil med 5 selvstændige to-etagers lejligheder af ok kvalitet. Oprindelig bygget og ejet af en vesterlænding – formodentlig englænder. I august 2020 startede den nye ejer op med at rense taget af og give det hvid maling. Det blev godt nok grimt, men det kan vi jo ikke gøre noget ved…. Sidegevinsten er at ligge i sengen om morgenen og tro at det har sneet! Men det blev meget værre! I 1 1/2 år har de nu kørt med borehammer, vinkelsliber og andet grej i timevis hver eneste dag 7 dage om ugen i lange perioder. Og de er færdig med en enkelt lejlighed og i gang med nr. 2. Det kommer godt nok til at tage MEGET lang tid, før de er færdige med alle 5 lejligheder i det tempo. Og så bliver det ovenikøbet grimt, og hvis ikke vi skal bygge en 8 meter høj mur, så bliver det altså vores udsigt!

Det værste er dog larmen! Jeg har efterhånden hørt et utal af lydbøger, for det bedste at gøre er at komme et par propper i ørerne for at lukke larmen ude. Får vi gæster i dagtimerne, så skal vi råbe til hinanden på terrassen det meste af tiden, det knaser mellem tænderne af sand, og så skal folk beholde deres sko på, for jeg gider ikke støvsuge og vaske gulv flere gange om dagen!

Jeg ved godt, at det lyder som noget “piveri”, men det er altså enerverende at være i. I disse Covid tider har vores hjem været vores base mere end nogensinde før, og så er der altså ikke meget ved at skulle gemme sig i den fjerneste krog med sin computer eller sin lydbog. Det er også lige før, at jeg er mere hvid nu end i februar i Danmark, for jeg gider ikke være udenfor i vores dejlige have om dagen, som det er lige nu med alt det larm.

Nå, men jeg siger det bare! Man ved aldrig hvad der kan ske! I dag så jeg et opslag på Facebook fra en gut her i Hua Hin. Han spurgte, hvad han kunne gøre ved, at thaierne er begyndt at smide skrald på grunden ved siden af hans hus. Ikke bare lidt – men bunker af bygge- og haveaffald samt husholdningsaffald – og i fuldt dagslys. Lugtgener, rotter osv. osv. Han fik det råd at passe sig selv for ikke at blive slået ihjel. Jo jo! En lejemorder i Thailand kan fås for ca. 3000 kr., og det bruges med jævne mellemrum, så det skal man ikke spøge med.

Jeg ved ikke, hvordan man kan gardere sig mod uønskede sidegevinster. Vi syntes selv, at vi var smarte ved at købe et “gammelt” hus i et udviklet kvarter, hvor vi ikke lige kunne få en masse byggerod og bøvl omkring os. Vores fodboldbane overfor, som jeg i første omgang var bange for med hensyn til støj har vist sig at være rigtig hyggelig og slet ikke irriterende. Men jeg skal da lige love for, at vi alligevel har fået sidegevinst så det batter fra uventet kant!

Som noget positivt kan jeg dog fortælle, at vi har mega søde naboer, og det betyder jo da også en del – udover at vi bor i et dejligt hus, som godt kan være et paradis. Uden for arbejdstid altså!

Rigtig god søndag!

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Bangkok skal skifte navn

Et “sprognævn” forelået, at det engelske ord “Bangkok” skal erstattes af thai versionen. Dette forslag blev i går godkendt af regeringen..

På thai hedder Bangkok faktisk ikke Bangkok, men byen hedder Krungthep Mahanakorn (+ en masse mere – det er faktisk verdens længste bynavn) – det kommer fra Sanskrit/Pali sprog. Bangkok navnet er thai og sammensat af Bang (landsby) (ma)gååk (som betyder oliven) – det vi kender som Bangkok.

Så det nye officielle navn er Krungthep Mahanakorn (i den forkortede version).

Har de ikke andet at lave?

Det var min første tanke, da jeg læste det under dynen i min seng i aftes. Havde jeg haft en stol, var jeg nok faldet ned af den. Jeg mener, lige nu er landet i kæmpe krise med en økonomi i laser, en kæmpe procentdel af befolkningen er fattige, der er oversvømmelser, skrald i gaderne, løse hunde med rabies. Folk begår selvmord som aldrig før. Børnene lærer kun skrot i skolen, og der er ikke flere penge til at betale for folks Covid behandling. For slet ikke at snakke om thaiernes helt igennem rådne trafikkultur, som er skyld i mange flere dødsfald end Covid-19. Jo, der er da problemer nok.

Men så lad os da ændre navnet på hovedstaden!

Begrundelsen fra “sprognævnet” er ifølge Khaosod English at man vil være “in line with the present situation”

Nogle gange er det svært lige at forstå tankegangen og mentaliteten her. Forestil dig, at vi sagde til verden: Nu må I ikke sige Copenhagen længere. Nu hedder det Koebenhavn – for det har vi vedtaget. Bum.

Men thaierne siger jo selv Krungthep Mahanakorn?

For det første, så skipper de fleste thaier den sidste halvdel, for det er simpelthen for langt. For det andet siger de ikke Krungthep. De siger Grungthææp (hjemmelavet dansk lydskrift). Det staves altså i virkeligheden med G og ikke K og med en lang æ-lyd. Den officielle lydskrift, som man har opfundet for snart mange år siden, har nogle “fejl” indbygget, som gør at de der ikke kan læse thai simpelthen siger ordene forkert, hvis de anvender lydskriften med vores bogstaver. Rigtig mange ord, der starter med G skrives med vores bogstaver som K. Men der er også andre “fejl”.

Eksempel:  Koh Samui. Vi siger det første som et langt Koooh. I virkeligheden skal det udtales Gå med et meget kort å.
Eksempel:  Vi har en restaurant i nærheden, som med vores bogstaver hedder Moom Muum – på thai er det Muum Maam. Det skyldes at u på amerikansk ofte udtales som en slags a lyd.

Og så er der jo tonerne, som jeg ikke skal komme ind på her. Dem kan man virkelig få lavet ged i det man vil sige med. Mange ord har totalt forskellig betydning alt efter, hvilken af de 5 toner, der anvendes.

Hvad sker der så nu?

Det er der nok ingen der ved. Men hvis de virkelig mener det, så kan man jo begynde at tænke igennem, hvad  der så skal gøres. Hvis man skal få hele verden til at sige Krungtep Mahanakorn, så forestår der er et gigantisk promotion arbejde. Jeg er ikke i tvivl om at TAT (turistmyndighederne) her vil elske det projekt. De kan om  nogen bruge millionvis af baht på mærkelige kampagner med smågrinagtige slogans. Tag bare “Amazing New Chapters” og “Open to new shades”. Hver gang bruges der millioner på projektet. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad sådan en navneændring kan koste. Jeg har været med til processen i mit arbejdsliv nogle gange, og det tager et langt sejt træk at ændre navn eller image. Og det koster penge – RIGTIG mange penge.

Og ikke kun landet skal på arbejde. Kan Bangkok Bank hedde Bangkok Bank efter det her? De hedder faktisk på thai Thanakan Krungthep (uden Mahanakorn), men nu skal de så til at ændre deres engelske image? Man kan jo sige sig selv at tusinder af firmaer hedder noget med Bangkok – specielt i Bangkok. Alt det skal jo ændres bagefter markedsføres, og det kan blive voldsomt dyrt. Dem der trykker visitkort må gnide sig i hænderne!

Så er der alt det praktiske. Hvor mange vejskilte over hele landet står der Bangkok på? Tusinder og atter tusinder må der være. Der er turistmateriale og souvenirs i tonsvis, som skal smides i skraldespanden. Domænenavne og hjemmesider der skal ændres. Der er sikkert tusindvis af andre ting, men jeg tror ikke, jeg skal tænke over det mere.

En embedsmand har sagt til Richard Barrow (en meget kendt blogger), at man gerne må skrive Bangkok i parantes efter Krungthep Mahanakorn. Det gør det jo ikke ligefrem kortere….

Reaktionen?

Khun Pravit, en meget kendt thai journalist på Khaosod English internetavisen skrev: “This is insane”. Godt nok betyder det ikke så meget for thaierne, for de bruger jo alligevel den forkortede thai version. Men det kommer alligevel til at betyde noget for dem. Hele den ændring koster penge – masser af penge! Og hvor skal de komme fra?

Nogle mener, at det er et godt tidspunkt at gøre det på, fordi der ikke er mange turister nu. Det er da det mest lamme, jeg længe har hørt. Hvad I alverden har det med sagen at gøre. Altså skulle det så forholde sig sådan, at når der kommer mange turister igen, så har de alle lært at sige det rigtigt? Måske skulle Thai Airways indføre sprogundervisning på flyene på de lange distancer?

Min personlige reaktion: Lige når man tror, at nu kan det da ikke blive mere skørt……

Nu vil jeg give mig til noget mere fornuftigt end skift af navne. (Hvilket er meget almindeligt her. Man går til numerolog og vupti, så hedder man noget andet. Vi har en bekendt, som hed Da – nu hedder hun Lin. Hendes mand er heldig – han kalder hende da bare Dalin’). Jeg har nemlig en bunke strygetøj, der skal ordnes.

Bangkoks fulde navn:

Krung Thep Mahanakhon Amon Rattanakosin Mahinthara Ayuthaya Mahadilok Phop Noppharat Ratchathani Burirom Udomratchaniwet Mahasathan Amon Piman Awatan Sathit Sakkathattiya Witsanukam Prasit 

 

by Janne
Liv i Thailand

Hvad sker der med priserne i Thailand?

Ja, hvad sker der lige med priserne i Thailand? Der sker jo nok det samme som i resten af verden: De går op pga. stigende energipriser, vareknaphed og andre faktorer.

Det kaldes selvfølgelig inflation, og det ser man nu i det meste af verden, men Thailand har også andre problemer at slås med, som får priserne til at ryge til himmels på visse varer. Det rammer så bare meget HÅRDT hos de mange millioner thaier, som er fattige eller på fattigdommens rand. Når priserne på mad stiger voldsomt, så kan det være en katastrofe for de fattigste.

Når jeg snakker med min veninde i Danmark, så fortæller hun om, hvordan priserne bare går op og op på alting der. Jeg læste til morgen, at en gennemsnitsfamilie i Danmark skal regne med at betale ca. 20.000 kr. mere om året for helt basale ting som varme, mad osv. Inflationen i Danmark er lige nu omkring 4%, hvilket er det højeste i mange år. Jeg var ellers ret misundelig omkring jul, hvor en liter piskefløde kunne fås til 5 kr og en flæskesteg til 20 kr. pr. kg. Det var ligegodt MEGET billigere end her! Men det var nok, fordi julen blev aflyst i Danmark, for de tilbud findes vist ikke mere.

Det lidt mærkelige i Thailand er, at priserne på nogle varer er gået helt amok, og andre er helt stabile. Noget af det er der en forklaring på – andre fænomener kan man bare undres over.

Svinekød

Svinekød i Thailand er i løbet af det sidste år steget til omkring det dobbelte fra omkring 115 Baht pr. kg (ca 23 kr.) til 240-250 Baht pr. kg. Mange undrede sig over, hvad det var der skete der, for det så faktisk ud til, at der var mangel på svinekød lige pludselig. Ikke at der manglede noget i forretningerne, men det var bare blevet meget dyrt i forhold til tidligere. Pludselig begyndte thaierne at brokke sig helt vildt på Facebook over det (det er sådan man protesterer over tingenes tilstand her til lands). Så kom det på avisernes forside, og så begyndte nogen at grave lidt i sagerne.

Det viste sig, at antallet af svinefarmere var gået ned fra 200.000 til 80.000 i løbet af et år. Årsagen skulle være, at foderet var blevet for dyrt. Når man så ved hvilke monopollignende tilstande der er inden for store dele af handlen her i landet, så kan man jo tænke sit.

Men det var ikke det værste. Så kom det pludselig frem, at der vist nok var fejet en gang svinepest ind under gulvtæppet. Flere gange havde myndighederne bedyret, at Thailand var det eneste land i Sydøstasien uden den sygdom. Men de fandt så svinepest i en kælegris, og så var det skelet ligesom kommet ud af skabet, og nogle dage senere fandt de også sygdommen på et slagteri. Så fik myndighederne travlt med at fortælle, at de allerede for 3 år siden startede en indsats for at inddæmme sygdommen i Thailand. Man forbød også eksport af levende grise i en periode.

Myndighederne bedyrede, at svinepest IKKE var årsagen til de kæmpe stigninger på svinekød, men at de nu ville kontrollere alle led i svineproduktionen for at finde årsagen. Et par dage senere fandt man et lager på 200 tons svinekød på frost hos en af de store grossister. Men nej nej, det var der ikke noget mærkeligt i blev der sagt. Heller ikke selv om det var lige op til kinesisk nytår, hvor der bliver fortæret store mængder af svinekød. Myndighederne gik så i gang med en masse kontrolforanstaltninger, som blev slået stort op i medierne.

Da folk nu ikke havde råd til svinekød, gik det ud over kyllingekød og æg. Så røg priserne op på det. Da vi handlede i Makro for nogle uger siden, var der grisekød i massevis (til overpris) og gabende tomt i kyllingeafdelingen! Også æg fik et hak opad, indtil premierministeren beordrede priserne ned.

Der blev råbt og skreget en masse om det i medierne i nogle dage, men så døde det hen.

Nå, men det står hen i det uvisse, hvad årsagen i virkeligheden var. Efter kinesisk nytår er priserne på svinekød så begyndt at dale igen, og så kan man jo tænke sit.

Brændstof

Alle steder i verden er brændstofpriserne gået dramatisk op, og det er de selvfølgelig også her i Thailand. Brændstof er en væsentlig faktor for priserne på stort set alle produkter. Godt nok er benzin og diesel billigt i Thailand i forhold til mange andre steder, men det gør alligevel ondt, når priserne går op med 12 % på ganske få måneder. Transportbranchen protesterede til regeringen over dieselpriserne og blev lovet en max. pris på 30 baht pr. liter gennem en regulering af afgifterne. Lige nu er prisen på en liter diesel 31,14 baht, og det fik i sidste uge hundredevis af lastbilchauffører til at blokere en motorvej i Bangkok i protest.

Regeringen her er tit overbeviste om, at de på bedste militærvis kan beordre ting til at ske. Men det virker lige så lidt som at beordre den sten man har smidt op i luften til ikke at falde ned. Naturlove og markedskræfter er meget svære at styre. Det sidste kan selvfølgelig godt lade sig gøre, men de steder hvor det er afprøvet, er det ikke gået særlig godt.

Lønninger

Her i Thailand sker der selvfølgelig nøjagtig det samme som alle andre steder: Når priserne på alting går op, så mister folk købekraft og så forlanger de mere i løn. Derfor diskuterer man nu at sætte mindstelønnen op. Mindstelønnen er i dag 336 baht pr. dag (ca. 67 kr.), og man diskuterer at sætte den op til 492 baht. Det er en stigning på over 30%!! Ikke at jeg under de stakkels mennesker en ordentlig løn…. Men arbejdsgiverne derude kan da ikke bare betale 30% mere i lønninger – ihvertfald ikke uden at sætte priserne op. Og så er vi jo lige vidt, for så skal arbejderne på minimumsløn til at betale mere for deres varer, så deres ekstra købekraft bliver spist af inflationen. Forslaget er ikke vedtaget endnu, og det kan bare være en gang varm luft, men der er et valg omkring det næste hjørne, så det kunne jo også være en måde at skaffe sig nogle stemmer på. At thaierne så uanset hvad ikke er sikret mindstelønnen er en anden sag. Det er nemlig ikke noget, der håndhæves men en slags henstilling. Der er masser af mennesker som arbejder for mindre end mindstelønnen – om ikke andet så gæstearbejderne fra Myanmar, Cambodia og Laos.

Hvis man tjener 336 baht pr. dag og har en familie med et par børn, så er det altså meget knapt. Der skal betales for bolig, mad, skolepenge, skoleuniformer, transport, telefon osv. osv. så selv om begge forældre arbejder hårdt 6-7 dage om ugen, så er det en kamp at få pengene til at slå til.

Grønsager

For nogle måneder siden steg priserne på mange grønsager voldsomt. Et blomkål eller en rød peber kostede pludselig næsten det dobbelte. Det skyldtes ifølge myndighederne, at der var meget slemme oversvømmelser i store områder, hvor der dyrkes grønsager. En overgang var der faktisk tomme hylder i forretningerne, for der var ingen varer, og man gik forgæves efter mange basale grønsager. Det har heldigvis ændret sig, og priserne er gået ned igen på det meste, men man fornemmer stadig, at mange grønsager er lige DEN tand dyrere end før.

Vores lille husholdning

Ja her i vores lille husholdning mærker vi det da også. Jeg har klæbehjerne, hvad angår fødevarepriser, og jeg kan da godt se, at rigtig mange ting er blevet meget dyrere. Men i stedet for bare at betale det vilde for en svinemørbrad eller koteletter, brugte jeg to hyggelige dage ved min computer på at finde helt nye og spændende retter med kylling. Dem samlede jeg i en liste med links til opskrifterne, og så røg de ind i min madplan. (Ja – madplan…. Jeg har lavet madplan for et par uger frem i mange år, og jeg kan simpelthen ikke slippe den vane. Jeg elsker at lave mad, men nogle dage står min madhjerne bare stille, og så er det nemt at kigge i listen og så hive en pakke kyllingelår op af fryseren.)

Jeg kan sagtens trylle en okay middag frem af et par kyllingebryster og en masse grønsager til 20 kr. for to personer. Og så er der også råd til at gå ud og spise indimellem, og vi plejer ikke at gå efter de dyre steder og heller ikke efter dyre råvarer.

Nu kører vi heller ikke ret mange kilometer i vores ellers udmærkede bil. Faktisk måtte vi skifte batteri på den, fordi vi kørte for lidt og for korte ture i den. Af og til bliver det til en lidt længere tur eller en tur til Bangkok på sygehuset. Så det med benzinpriserne påvirker ikke os så meget.

El- og vandpriserne er ikke steget det vilde (endnu), så det er faktisk kun fødevarer og almindelig forbrugsvarer, der påvirker vores økonomi. (Vi betaler ca. 4,5 baht pr. KW (altså under 1 kr) for strøm og ca. 100 baht bruger vi på vand om måneden inklusiv havevanding).

Så vi skal jo ikke klage over priserne. Dog kan jeg godt se, at for en almindelig thai familie uden de store indtægter, kan det hele godt være en kæmpe udfordring.

Kan man så mærke prisstigninger som turist?

Ja – helt klart. Man skal bare lige huske, hvad man sammenligner med.

Prisen på det hotel vi bruger, når vi skal på hospitalet i Bangkok er lige steget fra 1550 til 2100 baht pr. nat. Procentuelt en meget stor stigning, men man skal lige tage ind i ligningen, at det værelse før Covid 19 kostede 5000 baht. Der er stadig rigtig gode tilbud på hotellerne – også selvom priserne er gået markant op, efter at det begynder at drysse ind med turister igen.

Priserne på mange restauranter er også gået op. Det er klart, at de er nødt til at dække sig ind, når råvarerne stiger. Vi har en lokal restaurant, der hedder 99. Det hedder den, fordi man indtil for ganske nylig kunne få dagens “specials”, Sunday Roast, eller en stor morgenmad for 99 baht. Det er nu slut efter 8 år, og priserne er nu op i mod det dobbelte. Men okay – en stor gang steg med kartofler, sovs og grønsager til 40 kr. er jo også meget billigt.

“Lommepengene” til ferien rækker simpelthen ikke helt så langt som før! Og det værste er faktisk, at når først sådan en stigning har fundet sted, så er det stort set umuligt at få priserne ned igen. Jeg kom lige til at tænke over fedtafgiften i Danmark. En pakke smør er jo stadig ALT for dyr, selvom fedtafgiften er faldet væk for mange år siden…..

Men nogle ting er stadig meget billige i Thailand, og kan man finde ud af at udnytte de råvarer, der ikke er så dyre, så er det stadig meget billigt at bo her.

Her er et godt eksempel – 2 majs for hvad der svarer til 7 kr. Og så fik jeg også 4 helt udmærkede tandbørster for 25 Baht (5 kr) forleden. Man skal bare se sig for!

Og de her, som viste sig at være Schweizer Drops – altså de der bolsjer med pebermynteskal og chokolade indeni. Mums. Godt nok kun 9 stk. i posen, men til 5 baht i Mr. Do-it-yourself går det an.

God søndag!

 

 

 

 

by Janne