Fri cannabis i Thailand – Ganja som det hedder på thai

For nogle uger siden blev loven ændret, så man nu kan dyrke, sælge og købe cannabis lovligt i Thailand – men altså kun til medicinsk brug.

Medicinsk brug vil sige, at der højst må være 0,2% tetrahydrocannabinol (THC) i produktet. THC er det der gør, at man får en euforiserende virkning, og det produkt hedder CBD. Man skal i Thailand have en tilladelse for at dyrke og lave cannabis produkter (medmindre det er til privat medicinsk brug), og det har over 200.000 personer søgt om siden juni.

Regeringen har, som det ofte sker i Thailand, lavet en lov, som ikke er helt gennemtænkt, og nu skal man så i gang med at lappe huller. Hele lovliggørelsen har været et prestige projekt for et af regeringspartierne – Bhumjaithai (på dansk oversat “stolt af at være thai”) med sundhedsminister Anutin i spidsen. Ideen er jo i sig selv helt fin, for der er rigtig mange penge i medicinsk cannabis, og jeg kender da også flere, der benytter sig af det i forbindelse med kronisk sygdom. Jeg er ikke i tvivl om, at cannabis olie har en virkning og kan være gavnlig for mange. Man kan jo så bare spekulere på, om det med de penge ikke har været 100% derfor, at Ganja skulle skulle legaliseres i Thailand – nok ikke virkningen for syge mennesker. For at kickstarte projektet, så har Sundhedsminister Anutin annonceret, at han vil uddele 1 million hampplanter til befolkningen, så de selv kan dyrke det i baghaven. Gad vide, hvor de planter kommer fra….

Nå, men hvis man kender lidt til Thailand, så ved man, at sådan et tiltag virkelig er at lukke katten ud af sækken! Eller åbne Pandoras boks… Jeg må indrømme, at jeg har grinet mig selv halvt ihjel over reaktionerne fra alle mulige sider. Læger, undervisningsinstitutioner, det muslimske mindretal, militæret – ja alle har efterhånden været ude og komme med kritik og deres egne ideer og retningslinjer. Giv thaierne en indtægtskilde på et sølvfad, og de drøner da bare derudaf. Først kom man ud med, at unge under 20 år ikke skulle kunne købe ganja produkter – så gravide kvinder. En uge senere meldte militæret ud, at ganja var forbudt for alle soldater – derefter fulgte flere universiteter og skoler. Siden har der været utallige udmeldinger med forbud og retningslinjer fra forskellige instanser, og der har været stor kritik af legaliseringen.

Det er måske ikke så sært, for nu er der ganja i snart sagt ALT! I maden, i drikkevarerne, og der sælges ganja til rygning, feks. på Khao San Road i Bangkok. Ganja, Ganja, Ganja…. Thaierne er eksperter i “hype” – for et par år siden gik de alle amok over nogle blomster med røde aftegninger på bladene, og sådan en plante kunne koste flere millioner. Nu vil de ALLE dyrke ganja og sælge ganja produkter. Og ikke nok med det – de vil også spise, drikke og ryge det. Det sidste er så forbudt – ihvertfald i det offentlige rum. I sidste uge blev butikker og restauranter pålagt at skille “ikke ganja” og “ganja” produkter ad, så man kan håndhæve, at unge under 20 og gravide kvinder ikke spiser en Pad Thai eller nogle stegte ris med ganja ved et uheld.

Vores ven Tam, som har en bar, der ikke går særlig godt, fordi der stadig ikke er mange turister i byen, er også gået ganja vejen (han var også en tur nede af ruten med at dyrke de der planter med røde blade). Han har en kammerat, der ejer en farm, og vennen dyrker nu cannabis for fuld skrue. Det er der flere penge i end i ananas, meloner og forårsløg. Tam køber sit cannabis af ham, og så brygger han sin helt egen heksebryg derhjemme i køkkenet. Hans produkt kan ses på billedet øverst. Det er der flere penge i end at drive en bar – på trods af, at han kun tjener 15 baht pr. flaske! På tre dage i sidste uge solgte han over 100 flasker, og han sendte sin bryg med posten til andre egne af Thailand.

Vi smagte det en aften i Tams bar, og det smagte mest bare af te lavet på hø. Det havde da heller ikke nogen virkning, men vi fik også kun et shotglas hver. Men jeg tænker på….. Hvordan ved han, hvor mange % af det euforiserende cannabis stof der er i hans bryg?? Findes der en “ganjaprocentmåler”? Og hvis man køber hans produkt, så er mixet af blade, skud og blomsterskud ikke helt uvæsentligt… Den ene gang skvatter man om på sofaen kl. 19 og sover der til kl. 4, og den anden gang laver man kryds og tværs til kl. 23 og går i seng. Eller hvad??

Bare terminologien “medicinsk brug” er MEGA fluffy. Eksempel: Jeg har ondt i hovedet, så jeg ryger lige en joint… Eller jeg laver lige en gang cannabisfrikadeller til hele familien, for jeg er træt og mangler at komme i hopla i dag. Det er da medicinsk brug?? Vores træner i fitness centeret fortalte til min store bestyrtelse, at han altid røg ganja, når han skulle køre langt for at holde sig vågen. HVAD?? Jeg har prøvet at ryge det stads nogle gange, da jeg var ung, og det endte altid med, at jeg lå og trillede rundt af grin i timevis. Til sidst var jeg så udmattet af at grine af ingenting, at jeg faldt i søvn, og så fortsatte jeg næste dag et stykke op af dagen, før det fortog sig. Virkningen var så mærkelig, at jeg svor kun at få en rus med spiritus – med det kan man da gå en tur og få tågerne væk. Så at tænke på at thai chauffører mener, at det er opkvikkende at ryge cannabis kan skræmme mig op på niveau med thai chauffører, der kører når de har drukket Lao Khao (lokal pulimut sprit) eller har taget metamfetamin..

I skrivende stund er regeringen i gang med at skrive loven færdig, og det regner de med den er slut august. Måske de skulle have tænkt over alle de løse ender noget før! Der er et massivt pres på sundhedsministeriet for at ændre loven eller helt køre den tilbage. Misforstå mig ikke – jeg går ind for cannabis til medicinsk brug, men Thailand er nok ikke det rigtige sted til at slippe den djævel løs. I forvejen er det et mærkeligt forhold mellem afgifter på feks. alkohol. Du kan købe en rigtig god vodka – 399 baht for 1 liter (produceret af Red Bull), mens en kasse med 24 øl koster 750 baht. Ganja er meget, meget billigere end begge dele, så gad vide hvad folk – og specielt de unge – vælger af rusmiddel i fremtiden. I forvejen er propagandaen her i landet, at alkohol er roden til alt ondt, så måske søger de unge nye veje. Jo katten er i sandhed ude af sækken!

Jeg tænker, at vi måske skal skifte vores lille fine Honda ud med en stor voldsmaskine af en 4-hjulstrækker, hvis folk her begynder at køre i ganja påvirket tilstand. Og et dejligt blandingsmisbrug af lidt thai whisky og en lille medicinsk joint er jo også en god mulighed for noget sjov i gaden!

Jeg bliver ihvertfald aldrig forfalden til smagen af hø i mit mad, og da jeg stoppede med at ryge cigaretter for 25 år siden, så bliver det heller ikke aktuelt at ryge det stads! Måske medicinsk cannabisolie, når jeg bliver gammel og affældig, men indtil videre holder jeg mig bare til en lille øl – eller 2!

 

PS. De heldige mennesker i denne sammenhæng er de mere end 4000 fængselsfanger, der blev løsladt med indførelsen af den nye lov. De sad inde for at være i besiddelse af cannabis før loven blev vedtaget. Nu er det jo lovligt, så “you are free to go”!

 

 

 

 

 

 

 

2 thoughts on “Fri cannabis i Thailand – Ganja som det hedder på thai

  1. Hvis medicinsk marihuana kan lindre folk med kroniske lidelser, uden de store bivirkninger eksempelvis opioider medfører. Så kan jeg ikke se en grund til at argumentere imod det initiativ den thailandske regering er kommet med. Jeg kan sagtens leve med at en lovgivning skan forfines og justeres, det er en del af den demokratiske process.

    1. Hej Max,
      ja den medicinske del er fin, men vi kan bare i vores lille boble her i Hua Hin se, at mange thaier er begyndt at ryge eller indtage det på anden måde. Det er jo billigere end alkohol…. Jeg er generelt for ideen, men det er som om de har lukket helt op for sluserne. Vi må se, hvad den nye lov slut måneden byder på.
      Venlig hilsen
      Janne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *