Liv i Thailand

Jamen hvor ER det?????????????????

“Jamen hvor ER det?” er et næsten dagligt spørgsmål her hos os i Hua Hin. Det er altså ikke som i Danmark, hvor steder er nemme af finde, og hvor man kan regne ud, hvor man kan finde en bestemt butik eller et bestemt firma!

Jeg har skrevet om det før, men at finde et sted i Thailand kan godt nok være lidt af en udfordring. Gadenavnene er ikke altid entydige (vores lille vej har feks. ikke noget navn, og den lidt større vej længere nede har to navne til stor forvirring for alle). Husene får husnumre i fortløbende orden efter, hvornår de er blevet meldt indflytningsklare. Derfor har vores naboers hus nummer 102 – vores er 109. Numrene ind imellem kan ligge hvorsomhelst i vores underdistrikt, som er 31. Jeg beundrer altid postbudene helt vildt for, at de kan hitte ud af det rod, men det kan de faktisk, og postvæsenet i Thailand er faktisk noget af det mere pålidelige i landet.

Forholdet til, at det er vigtigt hvor man er, hvis man driver forretning her er nærmest ikke eksisterende. I øjeblikket popper der nye restauranter og barer op her i området hver uge, og de reklamerer ofte meget på Facebook. Men 90% af tiden får de utallige kommentarer fra potentielle kunder: “Jamen hvor ER det????” Det må være noget i Thai kulturen, der gør, at de bare kører rundt, indtil de ramler ind i noget spændende. Måske kører de rundt og leder efter en bestemt restaurant, de har set på Facebook, Line osv. – eller også hører de om det fra andre, som forklarer, at det er liiiiiige ved siden af ham, der reparerer motorbikes og overfor 7-11. Vi andre er noget mere målrettede og planlægger, at i aften skal vi spise på den der nye restaurant på Soi 102. Når vi gør det, vil vi helst vide sådan omtrent, hvor restauranten ligger og kan køre ret lige dertil.

Det er ihvertfald min teori… For hvorfor laver man en Facebook side for sin forretning og så ikke fortæller, hvor den ligger??? Det er mig virkelig en gåde!

Her i Thailand går man ikke op i hjemmesider. Det meste foregår på Facebook, og er man ikke med der, ja – så er man sådan set temmelig meget udenfor! Facebook har nogle udfordringer, når det gælder at linke til sin lokation, men det er jo en temmelig vigtig detalje, når man gerne vil promovere sin butik. Når så potentielle kunder spørger: “Jamen hvor ER det?”, så skriver de enten tilbage, at det ligger 100m syd for tankstationen eller noget i den stil. Det med Google Maps er ikke særlig populært her.

Her skal jeg lige fortælle en sjov historie. Vores venner var i Danmark, og deres kat var i kattepension her i Hua Hin imens. På et tidspunkt slap kattefoderet op, og vi lovede at køre ind og hente noget mere og levere det til dyrepensionen. Vi kiggede på Facebook, og der var sandelig en adresse og et link til et kort. Så behøvede vi ikke at bruge min venindes forklaring om, at 3. vej efter 7-11, lige efter vandtårnet og det grønne hegn osv. osv. Vi kørte efter kortet og endte i et villakvarter syd for byen, men vi kunne ikke lige se nogen kattepension! Vi kørte rundt i området i noget tid, men til sidst ringede vi til dyrepensionen. Nååååååååh ja – den adresse var bare noget ejerens veninde havde lagt ind for sjov på Facebook! Deres lokation var faktisk helt ude i den anden ende af byen – og det passede da også lidt bedre med vandtårnet og det grønne hegn. Vi fortalte om vores problemer med at finde det, men nogle måneder senere var det da stadig forkert! Men vi fik da afleveret kattemaden efter nogle timers leden!

Min husbond har påtaget sig den umulige opgave at forsøge at rette op på alle fejl og mangler på Google Maps. Han er nu en såkaldt “Local Guide”, hvilket betyder, at han laver mange rettelser, og at de kan bruges til noget af andre. En musikerven har en musikforretning lidt uden for byen, og lokationen på Google Maps var helt forkert. Det fik min mand så rettet, og senere fik han en email fra Google, der fortalte, at flere tusinde havde set ændringen. Ejeren af butikken kunne også mærke forskel i form af flere kunder, og han var meget taknemmelig over det. Det siger jo lidt om, hvor vigtig den der lokation i virkeligheden er.

Hvor svært kan det være?? Næh, det kan man jo spørge sig selv om, men her i landet er det åbenbart meget svært. Vi bruger ofte Bolt eller Grab, når vi skal have en taxi. Det foregår i en app, hvor programmet selv ved, hvor man er, og så skal man bare angive, hvor man skal hen – enten med et navn på en lokation, en adresse eller ved at pege på et kort. Det fungerer upåklageligt, og man kan oven i købet se “real time”, hvor den bestilte bil befinder sig! Det fungerer super! Lige indtil, at chaufføren ikke kan finde, hvor man gerne vil hentes, og af og til spørger de også: “Where you go?”. Jamen det står jo på din skærm??…… Men okay – når man er stedkendt er det jo ikke noget problem!

Siden Covid har vi haft nogle fantastiske muligheder for at ordre alt muligt online. Jeg stod en aften og skulle lave stuvet hvidkål, og da jeg åbnede køleskabet, så jeg til min skræk, at vi ingen mælk havde. Så gik jeg ind på Grab (som leverer services inden for transport, madudbringning og dagligvareudbringning) og bestilte en dunk med to liter mælk. 20 minutter senere var den leveret til en udbringningspris af 5 baht. MEN….. Inden da måtte jeg løbe rundt i kvarteret i mørke, fordi ham driveren simpelthen ikke kunne finde ud af, hvor vi bor!! Det står jo på hans skærm…. Men der er altså et eller andet med thaier og kort (altså landkort) – det er, som om hjernen kortslutter, og så ser de bare myrer på deres skærm.

Når man skal købe et eller andet, så kan man ikke bare lige gå ind på Google og finde ud af, hvor man kan få det. Det er nok også grunden til, at vi har snakket om at købe noget kunstgødning det sidste år. Vi har kun set det i (nogle meget dyre) 2 kg. poser her i området. Vores venner ved godt, hvor det kan skaffes, men det er en halv times kørsel uden for byen. Der MÅ da findes kunstgødning i sække lidt nærmere på, men lige hvor?? I dag tog vi os så sammen og kørte hele den lange vej ud på den anden side af omfartsvejen, hvor der er en gødningsbutik (og de har MANGE slags men ikke så meget andet). Vi tog det som en udflugt og fik kigget lidt på den nye lokale plasticbutik, hvor man kan få alt mellem himmel og jord til ingen penge. 50 kg gødning kommer nok til at holde resten af vores liv, så selv om det var en fin butik, og de var søde, så kommer vi der nok ikke lige igen!

Der findes heldigvis flere Facebook Hua Hin fora, hvor man kan spørge om alt mellem himmel og jord. Uden dem tror jeg simpelthen vi endte med at køre rundt og lede efter alt muligt hele dagen. De grupper er guld værd, og så får man ovenikøbet en slags “anmeldelse” med i købet. (Det er ikke så sædvanligt her. Hvis man kritiserer et produkt eller en forretning, så risikerer man at blive anklaget for “æreskrænkelse” ifølge Thai lov, og der kan følge en heftig straf med, hvis man dømmes for det.) Min veninde er også et omvandrende orakel, hvis man gerne vil vide, hvor man kan købe hvad. Og på ægte thai style, så er det en forklaring med, at det ligger liiiiiige efter vandtårnet på Canal Road og så lidt ind til højre ved et apotek. Men hvis nogen ved, hvor man kan finde tingene – ja så er det hende!

På vejen ud efter gødning i dag kiggede vi efter en ny restaurant med en meget god kok, som er startet op for sig selv. Ifølge oplysningerne på hans Facebook side, så skulle det ligge på 102. Vi kørte en lidt alternativ vej i dag, og så vupti – der lå restauranten. Men bestemt IKKE på 102, og det så faktisk slet ikke ud som på billederne på Google Street View. Så her må vi lige ind og sende en ændring til Google Maps, så også andre har en chance for at finde hans gode mad!

PS. Billedet øverst oppe er af vores lokale massageklinik, hvor en meget dygtig ung dame har studeret sportsmassage. Hun gør da heller ikke meget væsen af sig. Og sådan her finder man hende…. “42 Home Massage” er det mundrette navn på klinikken. Og man kan IKKE zoome ind på kortet!

 

 

 

 

Liv i Thailand

Jeg har fået en ny fan

Jeg har sørme fået en ny fan. Efter mere end 5 år med sveden drivende, når jeg var i mit køkken, har jeg endelig fået en fan. Og det er en rigtig fin en!

De fleste ting vi køber, køber vi på portalen Lazada (svarer til Amazon), for det er nemt og bekvemt, og så skal vi ikke køre rundt og lede efter tingene. Lazada er fantastisk, for man kan købe alle mulige ting. Lige fra skænkepropper til 17 baht stykket til en ny basguitar til 35.000 baht. Men man skal se sig for, for man kan sagtens komme til at købe en falsk vare, en vare som ser flot ud på billedet, men som i virkeligheden er noget skrot, eller en bluse i XXL, som end ikke en 10 årig kunne komme i.

Vi har kigget efter en fan til køkkenet i noget tid, fordi de seneste måneder har været meget varme, og de dage hvor det ikke blæser er jeg ved at gå til, når jeg går og pusler i mit dejlige køkken. (Det bliver nok heller ikke bedre af de irriterende svedeture, som mange kvinder i min alder er belemret med.) Her i huset er vi åbenbart kræsne – både med udseendet, den må ikke larme, og så skal den jo også kunne give noget luft. I soveværelset har vi en meget dyr Mr. Ken siddende over sengen, og den er helt stille og giver masser af luft. Den har dog noget “plastik look” over sig, som jeg ikke er helt vild med. Men det var bedste bud i en lokal butik, lige da vi var flyttet hertil.

Så det var faktisk lidt af en satsning, da vi bestilte en fan fra Kina. Der stod godt nok “wood” i annoncen, men hvis det var samme slags “wood”, som den plastik persienne vi købte ugen før…. Men man kan som oftest sende tingene tilbage, hvis de ikke svarer til forventningerne, så vi satsede.

Et par uger senere ankom den så. Stor var overraskelsen, da vi pakkede den ud og kunne se, at den sandelig VAR lavet af træ! Finish er simpelthen bare så meget i orden! Så var det bare at få den sat op og afprøvet. Nu er jeg så heldig at være gift med en handyman. Og en af de tålmodige og opfindsomme af slagsen. Sådan en ting skal jo have strøm, og med den måde tingene laves på her i Thailand, så kan sådan en lille detalje godt være en ret stor udfordring. Langt de fleste gipslofter her er lavet på den måde, at man sætter et aluminiumsskelet op på betondækket, laver installationerne (og her føres strøm som regel ikke rør – de enkelte ledninger ligger som spaghetti kastet ud over det hele.

Fra vores carport, hvor loftet faldt ned pga. vand

Når man så senere skal montere en ny lampe eller feks. en fan, så skal man enten skære et kæmpe hul i gipsen og få det repareret og male loft…. Eller som min bedre halvdel gjorde – han måtte operere op igennem et lille bitte hul, hvor der ovenikøbet også lige lå en aluminiumsliste tværs over. Strømmen skulle hentes i emhætten et par meter væk, og det foregik i blinde hen igennem alverdens ledninger til vores downlights i køkkenet. Herefter skulle strømmen monteres i emhætten….

Træboksen hjemmelavet og er for at beskytte komfuret

Men som vi siger her i huset: “Alt lykkes i en gasovn” (min mor sagde altid: “undtagen islagkage”). Og efter nogle timers biksen og bøvlen med masser af kreative løsninger, så hang den der flotte sag i mit køkken. I mine øjne er det jo nærmest en skulptur, og jeg kan ikke lade være med at stå og glo på den hele tiden. Og den siger ikke en pind, før man skruer op på fuld knald. Så er der vindstøj, men så er toupé’en også lige ved at flyve af! Nu kan jeg snitte grønsager, lave brød og alle mulige andre dejlige ting uden at smelte af varme.

Hvor er det skønt, når man kan blive positivt overrasket og få en ting, som man bare er rigtig glad for på alle måder. Og så kostede den lidt under 6000 baht (1200 kr).

Hvad skal det her billede af et gammelt køleskab?

Sådan i kontrast til en æstetisk og smuk fan, så er det alligevel med vemod, at vi må sige farvel til vores gode gamle, men meget grimme, ølleskab. Det var her i køkkenet, da vi købte huset i 2016, og dengang var det bestemt heller ikke nyt men dog alligevel lige så grimt som nu. Det skiftede status fra køleskab til ølleskab, da vi købte et nyt og noget kønnere til køkkenet. Det gamle liv tabte pusten i sidste uge – ja, det opgav bare ævred fra det ene minut til det andet! Der blev så stille i kontoret, hvor det stod, dengang dets konstante brummen holdt op.. Ja lige nu, hvor jeg sidder og skriver, sidder jeg og kigger vemodigt på den tomme plads, hvor det har stået og kølet utallige øl, dansk vand og colaer. Det har sørget for at lakridserne og Tyrkisk Peber fra Danmark ikke blev klistrede. Det har sørget for, at mine flasker med neglelak ikke gik til. Det har været buffer til mange fester, når jeg løb tør for plads i mit køleskab i køkkenet. Det har tjent os godt (og sikkert også de forrige ejere).

Så i sidste uge måtte vi i gang med at finde et nyt. Jeg tænker godt, at det gamle kan repareres, men det er gammelt og bruger sikkert en forfærdelig masse strøm. Min thai veninde Pam har spurgt, om hun må få det, og det må hun selvfølgelig gerne. Hun sender en mekaniker til at kigge på det, og kan han fixe det til en fornuftig pris, så skal vi bare finde transport ned til hendes hus, som er under en kilometer væk. Det kommer godt nok til at fylde godt i hendes lille rækkehus! Jeg forstår hende godt – hun er så madinteresseret og laver selv mad derhjemme, så det giver god mening med et stort køleskab.

Efter lidt research i lokale forretninger og på nettet havde vi fået udvalget snævret ned til to muligheder: Det fornuftige valg – og valget med hjertet. Hjertet vandt, som det så ofte gør her i huset. Vi bestilte et nyt på Lazada, som godt nok lader vente på sig, men som jeg er næsten 100% sikker på, at vi (jeg nok mest) bliver glade for. Det er et kæmpeskrummel med over 500 liter plads i køleskab og fryser. Det gamle var 480 liter, og den fornuftige model var 450 liter, men det er jo altid svært at gå baglæns….. Det er med inverter og siger sikkert ikke en pind, og så vil der være plads til endnu flere øl og sodavand, vin til vennerne og fade med mad til en eventuel fest. Man skal ikke gå ned på køle- og fryseplads – og slet ikke i Thailand!

 

 

Liv i Thailand

Ugen der gik….

Denne gang handler det om lidt af hvert fra ugen der gik. Vi har haft lægebesøg på tavlen men også andre lidt mere sjove projekter.

Vi var til vores årlige helbredscheck på Be Well Clinic hos Dr. Mo, som er det nærmeste man kom kommer på en praktiserende læge i Thailand. Han er en yngre thai mand, men han er ikke som thaier er flest. Han taler super engelsk, og så har han en ret sofistikeret humor. Han er afholdt af alle på klinikken, kan vi se. Sidst sad han ude i venteværelset og hyggesnakkede med patienterne, fordi han havde god tid. Ham er vi rigtig glade for, og vi er også glade for klinikken i det hele taget. Det kan man læse mere om her. 

Min bedre halvdel fik frosset en vorte på benet, og Dr. Mo viste os, at han havde leget med kryo på sig selv. Måske lige overgjort det en anelse med nogle sorte pletter hist og her til følge. Men da godt, at han har øvet sig på sig selv!

I forgårs kom min thai veninde Pam på besøg. Hun havde lovet mig at vise mig, hvordan hun laver sin Tom Yam Gung i to versioner. Vi kan rigtig godt lide hendes mad, og derfor var det sjovt at følge hende i mit køkken. Jeg var dog nødt til at være komfur-operatør, da hun ikke havde set et induktionskomfur før. Jeg fik så et indblik i, hvor meget “kunstigt” skrammel, der kan være i thai mad! Den fik ikke for lidt med maggiterninger, limepulver, en ubestemmelig chili paste, MSG fra en stor krukke, dåsesvampe osv. osv. Jeg var faktisk lidt chokeret, og jeg kommer IKKE til at lave Tom Yam på den måde – det er helt sikkert. Det smagte fint, men jeg er knust over, hvor “kunstig” maden kan være og så stadig smage godt! Her står jeg og koger suppe på en kylling med urter og bruger flere timer på processen, og så kan man bare lave det hele med pulver og terninger….

Nå, men jeg ville egentlig fortælle, at Pam er kommet galt afsted og har trykket et par ribben. Hun skulle besøge sin mor i Chayiphum (Isaan) i denne uge, men tog tidligere afsted end planlagt. Hun vil ikke på sygehuset og checkes her i Hua Hin. Hun fortalte, at Hua Hin Hospital er forfærdelig og lader folk sidde og vente i timevis, og nogle gange er der faktisk slet ikke nogen læger. Hun var heller ikke tryg ved lægerne og metoderne, så hun ville hellere op på hospitalet i Kon Kaen og blive undersøgt. Det siger jo lidt om samfundet, kan man sige. Vi har aldrig været på Hua Hin Hospital, og en af vores venner siger, at det skal jeg heller aldrig, hvis ikke jeg skal anklages for uterlig opførsel. Jeg er ikke mester i at vente.

Næsten  hver uge åbner der en eller flere nye barer og restauranter her i området, og vi har godt nok travlt med at få det hele prøvet af. Et af de sidste nye steder er en Tex-Mex restaurant, som ligger i en villa på vejen mellem 94 og 88 langs med jernbanen. Jalapenos hedder den. Man kan godt se, at den thailandske ejer har tilbragt noget tid i USA – bare på størrelsen! Men lave mad kan han, selvom han kæmper med at kunne følge med i køkkenet alene mand og med ret god succes og mange gæster. Hvis man er til smørmøre røgede ribben og alle de kendte klassikere som Fajitas, Chili Con Carne, Quesadillas osv. så er det et rigtig godt bud. Og han sparer ikke på chilien – jeg var lige ved at måtte give op med mine Fajitas!

Sammen med vores venner har vi også altid et sted på listen, som vi skal prøve, og det er jo også rigtig hyggeligt at blive lidt udfordret og ikke bare komme de samme steder. Vi var sammen på True Arena for en uges tid siden, hvor der var et gratis arrangement for medlemmer af Banyan Club (vi har det igennem Be Well Clinic). Det var så nærmest en disaster…. Det regnede, så vi ikke kunne være på tagrestauranten med udsigt over hele byen. I stedet sad vi i en “kantine” med mega dårlig akustik, maden var noget hø, øl og vin var varmt, og vi skulle høre på salgstaler i et væk. Kunne vi finde ud af at komme afsted, da vi havde spist? Yes – ud af røret og ned på hyggelige Lanla Bar på Soi 94 i stedet!

På Rockzone bød tirsdag aften i sidste uge på en stor event. Carabao, som er Thailands svar på Gasolin, skulle spille på stedet ved siden af Rockzone, et kæmpe sted med plads til flere hundrede mennesker. Tam er ven med trommeslageren fra Carabao, og hele bandet kom ind på Rockzone og holdt efterparty med gutterne for lukkede skodder. Tams søn, Namo, fik billeder af sig selv med forsangeren i tourbussen, som var parkeret bag RockZone, aftenens band fik jammet med Carabao, og der var ikke et øje tørt. Det var STORT, og vi havde gerne været der (hvis ellers min husbond ikke havde glemt det).

Ja, som en sidste ting, som sidste uge gik med, kan jeg nævne, at jeg var med i en radioudsendelse på Radio4 “Verden Kalder”. Denne gang om valget i Thailand. Jeg har tidligere nævnt, at det ikke er tilladt at omtale kongehuset, og det kan også være ret usundt at udtale sig om regeringen her, så jeg var bare med som det tynde øl. Heldigvis var der en Asiens ekspert med også, så han kunne forklare lidt om, hvordan Thailand er strikket sammen. Det var sjovt at prøve – det har jeg da godt nok ikke prøvet før – og så var udsendelsen live og klokken 22.30 thai tid. Der findes en podcast af udsendelsen her.

I aften skal vi vise vores nok snart sidste støtte til en ven i musikverdenen. Han ejer en bar ude midt i ingenting, hvor hans venner (inkl. min bedre halvdel) spiller gratis og gør baren levende og hyggelig. Han er alvorligt syg af kræft, og ingen ved, hvornår det er slut for ham. Han kan ikke sidde på en barstol længere, men det er helt tydeligt, at han nyder sine musikaftener med venner omkring sig. Ikke mindre end 5 bands stiller op i aften, og det skal nok blive hyggeligt, men det er også trist at se en mand, der er tynd som en pind, og som lægerne har givet op på.

 

by Janne
Liv i Thailand

Se din by fra tårnets top (næsten)….

Gasolin fans kender helt sikkert sangen “Se din by fra tårnets top”, som er en kærlighedssang til København. Jeg har i denne uge været i fugleperspektiv i Hua Hin, og det har været lidt af en oplevelse.

Jeg har først på ugen prøvet at bo nogle nætter på et nyt hotel lige i nærheden af Soi 94, som hedder Seamira. Vi kører tit forbi, og jeg troede, at det var sådan noget condo noget. Jeg troede også, at det var et af de steder, hvor front og reception ser rigtig godt ud, men hvor værelserne/lejlighederne er totalt skrabede. Jeg skal da lige love for, at jeg måtte ændre holdning til det. Mit værelse kostede 1650 baht pr. nat med morgenmad, og jeg havde såmænd ikke de store forventninger til det. Det billigste værelse kostede 1200 baht, men jeg ville gerne give lidt ekstra for at have en lille køkkenniche og en lidt større terrasse.

Hotellet viste sig at være rigtig fint. Der er mange dejlige detaljer overalt, og selv om det er en smule upersonligt med 176 værelser, så er der mange sjove detaljer over det hele. Jeg fik desværre ikke fotograferet mit værelse, før jeg eksploderede min taske ud i det hele og fik rodet sengen til. Men man kan checke værelserne ud på hotellets hjemmeside her. Mit værelse nr. 627 var stort og fint, og der var et bette køkken med kogeplader og køleskab. Stort badeværelse med alt, hvad man har brug for, rengøring hveranden dag (det passede mig fint, så jeg ikke skulle “forsvinde” hver dag, mens der blev gjort rent).

Det bedste var dog altanen, hvor jeg havde en fantastisk udsigt. Jeg er dog sikker på at udsigten en eller to etager længere oppe var endnu flottere. Her er nogle billeder fra udsigten. Billedet øverst oppe er et panoramabillede genereret af min Vivo telefon.

Udsigt over vores bydel og bjergene

 

Den sorte bygning er Chom Jan – et nyt diskotek i Hua Hin

Selvom jeg havde nogle ting at ordne, så endte det med, at jeg ikke var til at drive væk fra den altan. Også min bedre halvdel var vildt betaget af at finde kendte steder i området. For mit vedkommende endte det med en solskoldning, for selvom jeg sad i skyggen, så var der alligevel lys nok til at få mig til at ligne en kogt krebs! Vi bruger aldrig solcreme, for det bedste er jo bare at holde sig i skyggen, til solen ikke er så stærk sidst på eftermiddagen. Vi har jo ikke brug for at komme hjem med en feriebruning, så til tider er jeg lige så hvid, som da jeg boede i Danmark. Jeg er vist stadig lidt rød i kammen, men det går forhåbentlig snart væk.

Vi har flere gange taget gæster med til byens udsigtspunkt Hin Lek Fai, hvor man kan se ud over hele byen. Det ligger dog så højt, at man ikke kan se ret mange detaljer, og så er der smækfyldt med de der s….. makak aber, som bare skal ane en lille bitte peanut i en lomme, så angriber de. Vi var faktisk så begejstrede for den udsigt, at vi snakkede om, at næste gang vi har gæster, så kunne vi jo booke sådan et værelse og arrangere en “picnic” med lidt mad og drikke på den terrasse. Det er bestemt pengene værd!

Rummene er rimeligt lydisolerede, og jeg mærkede ikke noget til naboerne, og selvom toget kørte lige nedenfor, så var det heller ikke særlig generende. Det eneste problem er det store thai diskotek (Chom Jan), som er åbnet et par hundrede meter fra hotellet. Jeg vågnede kl. 1 den ene nat, ved at tænderne i vandglasset på natbordet raslede… Nej, altså hele bygningen vibrerede i takt til thai musik og en idiotisk råbende DJ. Jeg tænkte, at nogen måske holdt fest på hotellet, man da jeg åbnede min altandør, kunne jeg høre, at larmen kom fra det diskotek. De må simpelthen spille SÅ højt, at ørerne falder af, hvis man befinder sig der efter midnat! Synd for hotellet og for de omkringliggende huse! Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor man skal spille så højt! Det er da en lille smule hjernedødt i min opfattelse!

At se sin by fra tårnets top – eller fra et hotelværelse til ingen penge her i lavsæsonen er ikke nogen dum ide har vi fundet ud af. Jeg tror, vi kommer til at gøre det igen og få en oplevelse af en anden vinkel på byen – plus et lille kendskab til gode mellemklasse hoteller her.

PS. Jeg spurgte ind til, hvad en månedsleje er på hotellet. Et eksempel er en Studio Deluxe lejlighed, 35 m2 9.400 plus strøm og vand – 12.000 baht med rengøring. Billigste er 8000 baht uden rengøring. Det er da billigt!

 

 

 

 

Liv i Thailand

Dejligt besøg fra Danmark

Corona har mange ting på samvittigheden, og det har blandt andet bevirket, at jeg ikke har set min ungdomsveninde i næsten 4 år. Men her i sidste uge fik vi så dejligt besøg fra Danmark med den ekstra bonus, at også hendes kæreste og min skolekammerat og vores gode ven i mange, mange år fulgte med.

Et hus har godt af at få gæster

Det er et af vores mottoer her i husstanden. Når man får gæster, får man sig lige taget sammen til at få lavet alle de der småting, man bare ikke lige har fået lavet. Man får også skiftet de halvvisne planter i krukkerne og fejet en ekstra gang rundt om huset. Derfor havde vi også travlt i ugen efter min husbonds 70 års fødselsdag, for alt skulle jo tage sig bedst ud, når vi nu fik gæster fra Danmark.

Udover rengøring og vedligehold skulle der også lige produceres noget mad til morgenmad og lidt snacks undervejs. Jeg bagte da nok 100 boller, som om de overhovedet havde en chance for at nå at spise alle dem…. Vi fik fyldt alle lagre op med øl, vin, vand, sodavand – for ikke at snakke om et køleskab, der var ved at revne.

Vores kammerat skulle da ikke ligge på en hård betonmadras i hans alder, så vi fik anskaffet en ny topmadras (fra Dunlopillo Thailand – faktisk rigtig billig i forhold til kvaliteten). Der blev nusset og pudset overalt, og da dagen oprandt, var vi klar. Om det så var vasketøjskurven, så var den tom!

Hvad kan man nå på en uge?

Desværre havde de kun en uge her hos os, før de skulle hjem igen. Det kunne vi sådan set godt se var ret kompakt, så vi lavede en grovskitse over, hvad vi skulle nå. Nogle af vores gæster gider ikke lave en pind, og de vil bare hygge sig i haven, køre en tur på cykel eller motorbike, og så gå ud om aftenen. De her venner ville gerne opleve lidt, så vi sammensatte et lille “program”, så hver anden dag var delvis afslapning.

Vi nåede rigtig meget – faktisk så meget, at de klagede over, at ferien var gået alt for hurtigt. Sådan er det vist bare, når man har en ferie med mange aktiviteter – den føles simpelthen så kort, men sjovt nok meget længere end en daskeferie, når man kommer hjem igen. Måske fordi der er så mange ting at tænke tilbage på.

Vores venindes kæreste ville gerne snorkle, og vi tænkte på noget med elefanter, fordi min veninde er vild med elefanter. Så var der en masse musikarrangementer, vi skulle nå, og der var jo også lige en forsinket rund fødselsdag, vi skulle fejre.

Tur til Koh Talu

Koh Talu har både sandstrande og flotte klipper

For at få mulighed for at snorkle ved koralrev besluttede vi os for Koh Talu (se billede øverst). Øen ligger ud for kysten et par timers kørsel syd for Hua Hin, og man sejler ud med speedbåd – det tager ca. 20 minutter. Vi bookede luksusversionen med kørsel i bus (4500 baht), for at vi ikke skulle sidde sammenklemt i en Honda HRV i 5-6 timer. Det kostede 1500 pr. person at komme over til øen, og det var inklusive båd, snorkling med livredder (god ide), frokost med 6 retter mad og en total bounty strand med flere aktiviteter.

Koh Talu er privatejet og en rigtig charmerende ø. Vi var der som nævnt kun på en dagtur, så vi har ikke prøvet at overnatte der. Mange siger, at det er ret dyrt, og at værelserne trænger rigtig meget til lidt kærlighed og vedligehold.

Uanset hvad, så fik vi da bare fuldstændig VIP treatment! Vi var nemlig de eneste 5 gæster på øen den dag… Snorklingen foregår fra en pram, og de fleste af os havde en fin oplevelse, selvom vandet var noget uklart, og så er det altså heller ikke koraller som man ser fra Great Barrier Reef i Australien. Frokosten var rigtig god, men både frokosten og vi var ved at blive ædt af fluer. Da vi skulle sejle tilbage, var der helt sort inde over land, og vi fik da også vores andel af regnvejr i den alderstegne speedbåd. Bustur og arrangement var købt gennem “Oriental Escape”. Skal man bruge en taxi eller en tur, så er vores erfaring, at er det booket gennem dem, så er det altid gode biler, der er altid styr på sagerne, og så er alle deres samarbejdspartnere professionelle og meget søde.

Tur til Monsoon Valley Vineyard

Monsoon Valley Vineyard ligger tre kvarters kørsel fra Hua Hin, og stedet er helt sikkert et besøg værd. De laver flere forskellige rød- og hvidvine på forskellige druer, og så ligger stedet fantastisk smukt. Restauranten er helt fin med meget forskelligt mad, og man har en fantastisk udsigt ud over hele dalen med 160 ha vinmarker.

Vi spiste nogle tapas og delte en flaske Shiraz (altså – jeg har ikke drukket mere end 3 glas rødvin siden nytår 2000, hvor jeg vågnede op med en gigantisk hovedpine!). Det kostede 200 baht pr. person at komme ind, men til gengæld kunne vi bruge billetterne til at betale med i restauranten. Bagefter tog vi en tur rundt med deres lille bus. Det kostede 350 baht, og så fik vi set alle vinmarkerne, og vi fik lov at fodre deres to elefanter med små bananer. De elefanter virkede happy og rolige, og de havde et stort område at gå rundt på.

Turen frem og tilbage går gennem et kuperet og smukt område. Vi sluttede eftermiddagen af med at invitere os selv på en eftermiddagsøl hos vores venner i Black Mountain – det er jo ikke alle turister, der får lov at se et privat hjem på deres tur til Thailand. Vi gentog successen et par dage senere, hvor vi også på mirakuløs vis fik inviteret os selv på et par øller hos nogle andre venner. De bedste øl er gratis øl, som vi siger!

Musik, musik, musik

Vi er alle sammen rigtig glade for musik, så der var lagt masser af musik ind i programmet. Vi nåede både at se min husbond spille i en privat have med sit lille band, være til fødselsdag hos ejeren af El Toro Loco her i Hua Hin – et arrangement med fri buffet og 7 bands med 300 gæster. Vi var selvfølgelig på Rockzone nogle gange, blandt andet for at se Tam’s band The Answer, og vi skulle selvfølgelig også se Crazy Bull, som er et super dygtigt lokalt orkester. De indbyder næsten altid min bedre halvdel til at spille et par numre med dem på bassen, og denne gang var ingen undtagelse.

Vi fik spillet musik og skrålet herhjemme i stuen, og nogle aftener blev meget, meget sene. Så kan man altså godt mærke, at man ikke er 25 mere!

Men musik er en del af vores pensionisttilværelse, og heldigvis syntes de andre også, at det var fedt at få en ordentlig dosis af det.

Alle de gode snakke og gode grin

Hvor er det skønt, at man har venner, som man ikke ser så tit, men som man alligevel bare snakker med, som om man lige var sammen i går. Vi har grinet og hygget os, og det er bare så dejligt, når man føler det, som om man bare har fået sine gode gamle sutsko på (sorry venner – ikke sådan ment!).

Men hvor er det også slemt, når man skal sige farvel igen. Da vi boede i Danmark, sagde vi jo bare farvel til vores venner, men nogle gange gik der jo faktisk op til et år, inden vi mødtes igen, og så kun for en kort bemærkning til en fest eller sådan noget. Her er det kvalitetstid, og derfor gør det også nas, når man ved, at der går et stykke tid igen. Gudskelov for Messenger og Skype!

Min veninde og jeg var begge ved at gå helt i opløsning, da vi sagde farvel. Men nu har jeg haft hende nær i en uge, og det skal jeg bare være taknemmelig for! 4 år er altså lang tid!

Tilbage står vi med en masse gode oplevelser og minder, og så hele denne her bunke sager, som de havde med til os.

I et par dage følte vi os som ham her – det er en “skrighøne” og vores signal til, at der mangler drikkevarer i poolen……