Friends help friends

I går var vi til et arrangement, der hed “Friends help Friends”. Det foregik på Rockzone, hvor der blev samlet ind til en lokal musiker, som var kommet galt afsted i en trafikulykke.

Konkurrencen mellem barer og restauranter er meget hård her i Hua Hin (der er simpelthen alt for mange til kundegrundlaget, men forklar lige det til en thai), men alligevel kan man godt finde ud af at gå sammen om at hjælpe en ven i nød.

Ped Bluesman (som han hedder i musikkredse) er en meget dygtig musiker, og han var før Corona en af de bedst betalte musikere i byen. Hvor de andre bands tog 1000 baht pr. musiker, fik hans band på 4 ca. 10.000 baht for at spille en aften. Han måtte så sætte taksten ned under Corona, for med alle de nedlukninger og forbud var der simpelthen ikke penge til at betale ham så meget for at spille. For et par år siden åbnede han et spillested med restaurant og bar sammen med nogle medlemmer af bandet. Det gik ikke så godt, og faktisk endte det med, at han mistede sin meget, meget dygtige rytmeguitarist. De er stadig partnere i “Woodstock”, men Tor har svoret, at de aldrig kommer til at spille sammen igen. Tor spiller i dag i Tam’s band, The Answer.

For nogle uger siden var Ped indblandet i en trafikulykke, hvor han fik smadret sit ene ben. Så meget at han måtte opereres og lå på sygehuset i vel 3 uger. Selvom han var indlagt på et offentligt hospital, som jo er det billigste her, så fik han alligevel en kæmpe regning. Han er kommet hjem nu, men han må ikke stå på benet, og han kan derfor ikke tjene penge ved at spille lige nu, så det er økonomisk dobbelt straf. At jeg så godt kan komme med en længere svada om, hvordan en familiefar kan køre rundt på motorcykel i den sindssyge trafik her i landet uden en forsikring! Tja – men sådan gør thaierne desværre, og ikke alle har en kæmpe vennekreds og en fanskare, der lige kan samle penge sammen til et hospitalsophold.

Her i Soi 94 findes der en musikerforening, hvor man laver forskellige arrangementer og hjælper hinanden med diverse problemer. Den forening besluttede sig for at hjælpe Ped i hans vanskelige situation ved at lave en støttekoncert for ham. Da Tam er vicepræsident i foreningen, blev det besluttet at holde arrangementet på Rockzone. Hele overskuddet skulle gå til Ped og hans familie. Det arrangement fandt sted i går, søndag, hvor Rockzone normalt er lukket.

Hele 9 bands meldte deres deltagelse, så det var et meget pakket program. Koncerten startede kl. 18, og da vi ikke ville gå glip af noget, troppede vi selvfølgelig op helt fra starten. Vi var kloge nok til at medbringe vores termokrus, så vi kunne få vores sædvanlige fortyndede øl (isterninger, halvt dansk vand og halvt øl). Det var ikke alle, der var så kloge, og det “hævnede sig” senere, skulle jeg hilse og sige!

Det blev et kæmpe tilløbsstykke, og der var faktisk pænt med mennesker helt fra starten. Terry Fox, en herboende amerikansk musiker, var konferencier og styrede slagets gang med hård hånd.

Det var temmelig mærkeligt at opleve, at vi mere eller mindre kendte to tredjedele af deltagerne – stort set alle musikere og de fleste af gæsterne! Vi kommer der vist lidt for meget! Om det så var “harkeren” fra fitness centeret, ja så var han der! (Jeg kalder ham det, for han har absolut ingen hæmninger for at spytte, bøvse, harke og alle mulige andre lyde. Han er ellers sådan en pæn mand!!

Vi stod en overgang som sild i en tønde, og det var bare med at være flink og trække numsen til sig, så folk kunne komme forbi til og fra toilettet. Tam havde reserveret vores yndlingsplads til os, så vi havde ingenting at klage over! Undervejs var jeg ude og købe noget rigtig snask til aftensmad (kyllingevinger og pommes frites), og det er fantastisk at man bare lige kan gå rundt om hjørnet, og så er der SÅ mange valgmuligheder.

Jeg havde tænkt tanken om eftermiddagen, for vi har oplevet det før….. Pludselig gik strømmen! Der var bare SÅ mange mennesker, og der blev helt stille. De andre barer osv. i området havde ikke noget problem – kun tattoo shoppen ved siden af var også mørk. Hvad sker der så, da der bliver stille i stuen? Ja, så finder man da en lokal musiker, som kan spille akustisk, og så måtte han jo underholde. Et østrigsk par gik også op, og så blev der ellers spillet nogle numre i skæret fra mobiltelefonernes lommelygter. Jeg behøver nok ikke uddybe, hvad støjniveauet var, da strømmen kom tilbage 20 minutter senere. Der blev jublet og piftet til den store guldmedalje!

Alle var helt oppe og køre over det improviserede band

Underholdningen på den anden side af vejen var også i top! Overfor Rockzone ligger der et meget stort spillested, hvor det myldrer ind med thaier hver eneste aften. Der er masser af security, og man bliver kropsvisiteret og får checket indholdet i sin taske, når man går ind. De spiller ad Pommern til højt derinde, og det er ikke lige noget for mig. Dog trækker de nogle meget store musiknavne, så det er et ret populært sted. De fik så besøg af politiet i går aftes, og Tam gik med et smørret grin, fordi det ikke var Rockzone, det gik ud over. Ejerne derovre har nemlig meldt ham flere gange, så han har måttet slukke for musikken og snakke med politiet. Hvad der foregik, fandt vi ikke ud af, men der var godt nok mange politifolk!

Undervejs i arrangementet blev der bortauktioneret forskellige ting for at få penge i kassen til Ped. Der var blandt andet en guitar, som alle aftenens bands havde signeret og en kalender (fra sidste år!), som Thailands svar på Gasolin, Carabao, havde signeret. Kalenderen gik til “kamikaze finnen” (det kalder vi ham, for han kan drikke sig stang bacardi på en time) – han var egentlig gået hjem, men så dukkede han op igen. 1000 baht for en gammel kalender!

Kamikaze finnen – han har heldigvis fået en kæreste, som styrer det med hård hånd

Guitaren (doneret af Jack Tattoo ved siden af Rockzone) gik til en østrigsk kvinde, som er meget sød, men også lidt vild! 23000 baht bød hun for guitaren, og jeg tror ikke, hendes mand var helt med på ideen, for han donerede den til Rockzone bagefter…..til vægpynt.

Sabrina med sin guitar til 23.000 baht. Jack Tattoo til højre

Det var en fantastisk aften med supergod stemning og en dejlig følelse af at gøre noget godt. Folk fyldte penge i den store “tip-box”, og de bød ind på T-shirts til overpris – altsammen for at hjælpe Ped. En følelse af fællesskab, tolerance, hygge og glæden ved god musik! (Det meste af det – det ene band fik en del til at forlade baren med hænderne for ørerne).

Jeg fik en ny thai veninde, som bedyrede: “I love you and I will always protect you!” Jeg ved ikke, hvad det er med mig og thai kvinder, men sådan har jeg faktisk lært flere thai kvinder at kende. I en ordentlig brandert – ja, altså ikke mig men dem! De vil også tit danse med mig…???

Det var en super aften, og vi kom ret sent hjem og tumlede bare på hovedet i seng! I dag ligger vi brak, men i morgen er vi friske igen!

Hvor mange blev der så samlet sammen til Ped? I dag overleverede Tam og præsidenten for foreningen det indsamlede beløb til Ped Bluesman. 68200 baht blev det til!!!! Det er da også en slat. Tam er lykkelig men også mega træt – de har arbejdet på arrangementet i mange dag, og det blev vist vældig sent, før han kunne få lukket og slukket.

At hjælpe hinanden og lave “charity” er ikke kun for de rige med så mange penge, at det næsten kan være ligemeget. Vi andre dødelige kan også være med, og i dag kan vi godt mærke, at bare barregningen har været et godt tilskud!….

Billedet øverst er af aftenens sidste band med Tam’s søn på 9 år på trommer. Den lille purk er bare mega dygtig!! Han blev straks efter kørt hjem, for han skulle jo ligesom i skole i dag!!

Brother and sister (kalder han os) – selvom Tam er pladdervåd af sved, er en krammer altid dejligt!

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.