Hvad betyder mad for thaierne?

Ja, hvad mad betyder for thaierne, kan kun beskrives med et ord: ALT!

Altså selvfølgelig lige bortset fra et par andre ting også, men så fylder mad en kæmpe plads i de fleste thaiers hverdag. Billedet ovenfor illustrerer meget godt, hvad de fleste thaiers forhold til mad er, og det er faktisk ikke engang særlig overdrevent. Rent faktisk er der også en hilsen, der bruges når man møder familie, venner og bekendte: Har du spist ris? Ikke at jeg har hørt det brugt nogensinde, men til gengæld skal jeg love for, at thaierne kan snakke om mad (og penge) indbyrdes!

Morgenmad og frokost

Rigtig mange thaier handler ind til morgenmad og frokost på vej på arbejde, eller når de afleverer børnene i skole. Der er ligesom to slags madmarkeder her: Markederne hvor man kan købe råvarer og færdigretter og så de (ofte små) markeder, hvor man kan købe sin morgenmad eller frokost. Her i vores kvarter har vi et område, hvor der altid er fuldstændig kaos mellem kl. 7 og 8 om morgenen. Der er rigtig meget trafik, for det er lige ved et stort vejkryds på Soi 88. Der kokkereres og købes mad i lange baner, og det vrimler med skolebørn og forældre, munke der er ude på “Bintabat”, som det hedder når munkene samler mad om morgenen.

Der er på det her lille hjørne alt lige fra stegte kyllingelår, sandwich og sushi. Er man i Hua Hin er det en tur værd at stå tidligt op og gå en tur op ad Bon Gai nær Baan Khun Por. Det er lokalkolorit, så det batter! Billederne er fra i morges, hvor vi tog en rask gåtur.

Der er aldrig langt til mad i Thailand, og der er utallige små boder drysset langs gaderne her i området. Mange af de små restauranter og boder har privaten inde bagved, og man skal ikke trækkes med skat og fødevaremyndigheder for at sælge nogle kyllingespyd eller sandwiches fra privaten.

Aftensmad/middag

For mange thaier er det samlingspunktet, hvor man enten laver mad derhjemme eller går ud. At spise sammen er en familiebegivenhed, og enten laver man selv mad – ofte flere forskelllige retter og spiser derhjemme. Rigtig mange går også på restaurant eller henter noget henne om hjørnet. Under alle omstændigheder sætter man nogle retter sammen, så de passer smagsmæssigt. Hvis en familie er på restaurant, bestiller man ofte restaurantens signaturret og så nogle retter, der passer til, så der er noget stærkt, og noget der ikke er stærkt. Det er en misforståelse at al thaimad er stærkt. (Selvom i min verden er alt relativt…. Hvis de lige har stegt chili i wok’en før min ret, så har jeg allerede sved på panden).

Retterne kommer på bordet, som de er færdige til, og så kan man ellers bare begynde at nippe til retterne på de små fade. Mange thaier kan spise og snakke i timevis, og de bliver ved med at nippe til maden, mens de nyder en vand, en kold øl eller thai whisky med dansk vand.

Forskellige typer mad

De fleste, der har prøvet at spise thai mad, kender til de gængse retter som Pad Graprao, Pad Thai, Larb og papayasalat. Hvad man måske ikke ved er, at der er meget stor forskel på de regionale køkkener, der er i høj grad kinesisk indflydelse og så er der specialiteter, som kun findes visse steder eller på visse tider af året.

Der er stor forskel på at få thai mad fra syd, nord, central Thailand eller Isaan. Kæmpestor! Maden fra Sydthailand er malaysisk inspireret og enormt stærk. I Isaan spiser man ALT fra dyret og stort set alle slags dyr. I nord findes Lanna køkkenet, som er ret sofistikeret med inspiration fra rigtig mange kulturer fra området.

Risen er hovedingrediensen i et thai måltid – hvis man ikke lige spiser nudler. Ris er det vigtigste næringsmiddel i Thailand, og hvis man laver mad derhjemme – ja så har man da en riskoger i gang hele dagen, så man altid har ris.

Fisk og skaldyr er relativt billigt her, og det er en stor oplevelse og en delikatesse for thaierne at mæske sig i fisk og skaldyr – specielt på en strandrestaurant, hvor alt typisk er helt friskt og godt. Vi har ikke så mange strandrestauranter med fisk og skaldyr i Hua Hin, så mange kører til Cha-Am, hvor det virkelig er slaraffenland for fiske- og skaldyrselskere. Men der findes steder, og de er også overrendt i weekenderne, når folk fra Bangkok kommer herned på ferie!

Indflydelse udefra

Den kinesiske indflydelse gør sig også gældende i rigtig mange af thai retterne. Pad Thai blev indført af en general under 2. verdenskrig, fordi han mente, at thaierne spiste for meget ris. Så opfandt han denne her kinesisk inspirerede nudelret og ophøjede den til en slags “nationalret”. De mange kinesiske indvandrere har også bragt masser af madkultur med sig, men mange af retterne anses nu for at være thai.

Japansk og koreansk mad er nu også blevet vildt populært her i landet og specielt blandt de unge. Det er gået rigtig stærkt, og i løbet af de 5 år, vi har boet i Hua Hin er der dukket utallige japanske og koreanske restauranter op, hvor sushi og koreansk grill (hvor man griller ved bordet) er blevet et hit. Et fad sushi og sashimi kan deles, og den koreanske grill svarer til den thailandske blikpande med grillkul under, som i dag er helt vildt populær, og det passer perfekt til thaiernes opfattelse af en madoplevelse.

Så har vi lige den vestlige indflydelse….. Ja, det er straks værre! Flere og flere thaier bliver overvægtige, og det er altså ikke af at spise ris med kylling! Burgere, pommes frites med (total kunstig) ostesauce, pizza, milkshakes og kæmpe kopper kaffe med masser af fedt og sukker i er bare nogle af de ting, som er blevet vældig populært her. Det meste af det skidt kommer jo fra USA, og der kan man jo se, hvad der sker med en befolkning efter 50 års totalt madmisbrug og industrielt fremstillet skodmad. Masser af kager, butterdej med fyld – ja alt det fede! 7-11 er (undskyld jeg siger det) også en kæmpe synder i det her. Mange mennesker her er i 7-11 mindst 1 gang om dagen, og der er jo chips, søde drikke og energidrikke i hyldevis!

Unge mennesker her i landet har også fået smag for alle de forkerte ting, og man ser masser af alt for overvægtige børn.  Skolemads budgettet er mellem 20 og 32 baht pr. barn pr. dag, og det siger sig selv, at det ikke kan være den store kulinariske oplevelse til de penge. Så er det da godt, at der altid er en kiosk over for skolen, hvor man kan købe noget snolder!

Thaiernes madhjerne

Hvis man er ven med en thai på Facebook, så kan man lige så godt vænne sig til, at det VÆLTER ind med billeder af mad! I Danmark er det ofte kvinderne, der interesserer sig for mad, men her er det stort set alle mennesker! Mad er en livsstil i Thailand, og man vil gerne vise hinanden, hvad man får at spise!

Vores ven Tam fra Rockzone er den traditionelle type. Han kører hen og henter mad til familien de steder, som han kender. Vi måtte introducere ham til en Isaan restaurant, der ligger 200 meter fra Rockzone… Den havde han ikke opdaget, men den har også kun ligget der i 10 år. Tam må købe pizza og pasta og den slags indimellem, for den unge søn på 9 har kastet sin kærlighed over “ahan farang” – vestlig mad.

Vores ven Oat er oprindeligt fra Bangkok, og han er fuldstændig madidiot. Han kører rundt i Hua Hin på sin motorbike, og jeg tænker, han har prøvet 80% af restauranterne her i byen. Han elsker thai mad, men han er også til sushi og koreansk mad. Han går virkelig til den, men han træner også flittigt i fitness centeret. Her får han en sushi menu til 499 baht – ALENE!

Oat i et kæmpe madorgie – og han spiste det hele!

Her er lidt flere billeder af Oats madbilleder. Han poster nok mad på Facebook i gennemsnit 1 gang om dagen!

Makreller med østerspandekage
Kanom bing – altså spyd – som en gadesnack
Koreansk grill
Han kan også lave mad – hjemmelavet æggekage

Min veninde Pam laver ofte selv mad, syort set dagligt. Hun har et gasblus på terrassen, og så laver hun mad til sig selv og veninderne. Nogle af tingene er fra Isaan, og dem vil jeg helst ikke sætte tænderne i…. Jeg forstår ikke helt det der med kærligheden til brusk og blævret griseskind! Og så alt det brunsorte plumrevand…..

Sommetider spiser hun med veninderne. Hun har et lille rækkehus med en lille terrasse ude foran. Så propper de bordet med hjemmelavede og købte retter, og så spiser de sammen, hygger sig og får et par øl.

Typisk thai take-away
Suppe med hønsefødder og blodbudding

Spise for at leve eller leve for at spise?

Mad er for thaierne en meget, meget central del af deres liv. At spise og at spise sammen betyder rigtig meget for langt de fleste. Skal de vise dig kærlighed og omsorg, så kommer de med mad til dig. Vi er så heldige, at vi har flere thai venner, som bringer os mad, så det tager vi simpelthen som en lille kærlighedserklæring. Og så er det nok den bedste måde at komme bare lidt ind under huden på en thai!

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.