Liv i Thailand

De nære ting….

Nu hvor vi alle er mere eller mindre “spærret inde”, så er det nok tid til at tænke over de nære ting i livet.

Jeg er indimellem  lige ved at sprænge en sikring over situationen med det Covid halløj. Sådan som situationen er lige nu her i Thailand, så kan det bare ikke betale sig at blive hverken deprimeret eller hidsig – selvom det sidste kan jeg blive flere gange om dagen bare ved at læse aviser. Frustrationen kan blive så stor, at jeg får lyst til at pakke mit skrammel og flytte til et andet land, men det er jo ikke sikkert, at det hjælper noget.

Skøn på de nære ting

For flere årtier siden hørte jeg min Farmor gå rundt i køkkenet og synge med på denne sang på transistorradioen – typisk, når der var Giro 413, hvis nogen er gamle nok til at huske det!

Dit sind flyver altid så viden omkring,
det er, som du glemmer de nære ting.
Du drømmer om lande i syd og mod nord
og ser ikke skønheden, hvor du bor.

Du synes din dag er så kedelig grå.
Hvad er det, du søger, hvad venter du på.
Når aldrig du under dig rist eller ro,
kan ingenting blomstre, og intet gro.

Gå ind i din stue, om end den er trang
og hør, hvor den nynner en stille sang.
Den rummer dog ting, som dit hjerte har kær,
du ved bare ikke, hvad de er værd.

Den lykke, du søger bag blånende fjeld,
den har du måske altid ejet selv.
Hold op med at jage i hvileløs ring
og lær blot at elske de nære ting.

(Kurt Foss og Reidar Boee)

Situationen lige nu

Det er jo så rigtigt, som det er skrevet. Det er bare svært, når man har været vant til, at man kunne færdes stort set uhindret og på hvilken måde man ville. Desværre ser det heller ikke ud til, at vi kommer til det i en nær fremtid her i landet. Jeg må hellere forklare. Jo, vi kan fint færdes rundt, og en del ting har da også åbent. Vi kan feks. gå i shopping center eller på morgenmarked – vi kan godt gå på restaurant, men det er SÅ trist en oplevelse, at vi ikke orker det.

Når man nu efter et langt arbejdsliv med arbejde, spise, sove det meste af tide gerne vil bruge sin tid på at være social og hygge sig med venner både ude og hjemme. Ja, så er det godt nok ikke nemt med Covid 19. Her i Hua Hin er politiet heldigvis ikke så hysteriske som flere andre steder i landet. Der bliver ikke lavet raid på private hjem, fordi nogle naboer fejrer et barns fødselsdag, som det skete i Pattaya for nogle uger siden. Vi ses stadig med en snæver kreds af venner, men vi var lige i gang med processen at lære en masse nye dejlige mennesker at kende gennem musikken.

Der er bare ikke meget ved noget som helst “uden for murene”, for folk er meget modløse og opgivende overalt. På mandag skulle vi begynde at massevaccinere her i Hua Hin og resten af landet. Det er en ret vigtig ting, hvis Hua Hin som foreslået skal kunne åbne for vaccinerede turister 1. oktober. Hospitalerne har gjort et KÆMPE stykke arbejde med at registrere folk til vaccination, og har uddelt tider til både indfødte og faranger. Forleden måtte de udsætte det meste – de modtog omkring 900 vaccinedoser. Der bor mellem 80.000 og 90.000 mennesker i Hua Hin. Meget nedslående.

Venner og Familie

Derfor prøver jeg på at fokusere på de nære ting! Jeg har en dejlig mand, og vi har begge et ok helbred. Det er jo næsten det vigtigste! Men vi bor også dejligt, og så er vi omgivet af SÅ skønne venner, som både bor her og i Danmark. Gudskelov for Messenger, der med et trylleslag kan fjerne 8000 km og få venner og familie i Danmark helt tæt på igen. Og tak til vennerne her i Thailand fordi de tør at være sammen med os, selvom vi jo i teorien kunne risikere at smitte hinanden.

Dem som passer på os

Men ikke nok med det. Vi har også bare de BEDSTE folk til at passe på os, vores hus og vores have. Gode folk er bare mega svære at finde, og jeg har hørt de værste skrækhistorier om både håndværkere, poolfolk og havefolk i Thailand. Vi er bare enormt glade for dem, som kommer her. Derfor passer vi også på dem og hjælper dem, hvis det går skidt – nøjagtig som de hjælper os. Vi har fundet ud af, at selvom man ejer en bar og spiller trommer i et rockorkester, når verden er normal, så kan man godt være en habil thai lærer. Det er Tam et strålende eksempel på, og de to timer han underviser os hver dag, har rykket os rigtig meget på 4 uger. Og så har vi det simpelthen bare også sjovt med det.

I morges snakkede vi om, at i dag skulle der ikke komme hverken gæster, havefolk eller thaiunderviser. Jubiii!! Bare slaske rundt i så lidt tøj som muligt (der er ukristelig varmt her!). Ding dong. Der stod havemand og frue. “I sagde i sidste uge, at I gerne ville have flyttet et papayatræ og nogle andre ting, og det vil vi gerne gøre nu.”. Så gik de i gang, og det er blevet rigtig fint. Selvfølgelig skal de have betaling for det, og flytning af træer er altså ikke med i almindeligt havearbejde. Men bare måden de kommer på – de er bare utroligt søde! Vores havemand går selv ind i værkstedet og finder, hvad han skal bruge (hvis han altså kan finde det). Og han lægger alting pænt på plads igen. Andre har også lagt mærke til hans kvaliteter, så to af vores naboer har kigget på vores have og har også hyret ham. Inde ved siden af har de en pige på knap 2 år. Hun forguder ham, og forleden kom hun rendende ind til os og ville op til ham. Moren kom styrtende et par sekunder senere. Det er da bare ren rå hygge, så man bliver glad i sit hoved.

Vores poolmand er også en fantastisk fyr. Han er søn af vores caretaker, og han er dælme opdraget godt. Midt i tyverne og det flittigste, grundigste menneske. Vores gamle pool har aldrig været så fin som nu. Og det på trods af, at temperaturen i poolen lige nu ligger omkring de 35 grader, hvilket nemt kan give mange alger og problemer. Høflig er han også, og vi er bare så glade for ham.

Min dårlige samvittighed….

De nære ting er jo mange ting, og her ligger også en dårlig samvittighed for mig. Jeg ville så gerne handle lokalt, men det orker jeg simpelthen ikke. Da vi flyttede hertil, havde jeg en ide om at købe ind på det lokale marked flere gange om ugen. Købe økologiske æg hos landmanden osv. osv. Jeg har nu lært, at hvis jeg skal det, så er det et fuldtidsjob at køre rundt og finde alle tingene lokalt. Og første gang jeg var på det store Chat Chai morgenmarked her i Hua Hin, fik jeg et chock. Alt for lidt plads, masen og skubben, motorcykler inde i de snævre gange mellem boderne, fiskevand ned ad benene, svingende kvalitet på mange ting, og folk der tog r…. på mig, fordi jeg er farang. Med alle de stakkels mennesker, der lider under manglende indtægt pga. Covid-19, så ville jeg rigtig gerne støtte de lokale producenter. Jeg har bare ikke fundet ud af hvordan. Jeg har nok også mit typisk danske “one-stop-shopping – spar tid” gen med mig – man kører i Føtex, og så har man det hele – inklusive et par nye sko og en julekalender.

Derfor handler vi (for) ofte i Makro. Makro er ejet af CP Group, som har kinesiske rødder. De sidder på omkring 70% af det totale fødevaremarked i Thailand. De ejer feks. Makro, Tesco Lotus (som nu bare hedder Lotus’s)  True (mobilselskab) og 7-11 (omkring 12000 af slagsen). Men de har været så smarte at sigte mod at blive “selvforsynende”, dvs. de har feks. grisefarme, rejefarme og mejerier, så de har styr på hele forsyningskæden. Jeg er ikke glad for dem, for det er jo monopol, og det kan man godt se på prisdannelsen og vareudbuddet i Thailand. Der er stort set ingen konkurrence, og udvalget er på mange områder blevet temmelig skidt de seneste 8-10 år. Til gengæld har de langt det meste af, hvad vi skal bruge, og så sejrer bekvemmeligheden…

Jeg må tage mig sammen og springe ud i nogle af de lokale markeder, men jeg kan ikke lide at færdes der. Jeg er heller ikke glad for mad – specielt kød – uden køling i 35 graders varme….

Nyd de nære ting

Nu vil jeg gå ud og beundre mit nye papaya bed og sidde foran en blæser, så jeg ikke smelter. Og så vil jeg som den gode elev sætte mig og skrive sætninger på thai, så jeg kan lære at skrive bedre end en 6 årig! Fortsat god søndag!

 

 

 

 

 

Liv i Thailand

Tanker omkring sygeforsikring i Thailand

I den seneste tid har jeg haft mange tanker omkring sygeforsikring i Thailand. Sygeforsikring er et absolut “MUST”, når man bor i et land som dette, men det er ikke uden problemer, selvom man har en forsikring.

Da min bedre halvdel havde nethindeløsning sidste år, tænkte jeg, at jeg vist lige så godt kunne få checket mine egne øjne. Inden jeg forlod Danmark, blev jeg opereret for grå stær (piece of cake), men jeg fik også konstateret en anden øjensygdom. Jeg skal ikke komme ind på detaljerne, men det ender med, at man ikke kan se andet end skygger, og det kræver en donoroperation, hvor jeg skal have et lag af hornhinden fra en anden (død) person. Inden vi flyttede til Thailand, undersøgte jeg prisen for en operation, og det er bestemt ikke billigt. Derfor blev der sat penge af i budgettet til, at den operation på et tidspunkt skulle foretages. Jeg vidste jo godt at den sygdom og alle relaterede sygdomme selvfølgelig ville blive undtaget i en forsikring.

Den øjensygdom jeg har, får man normalt først store problemer med i en sen alder. Men, men, men…… Da jeg kom ned til øjenlægen her i Hua Hin, var personalet for det første fuldstændig perplekse, da jeg skulle forklare, hvad det var for noget. Ikke engang en seddel med navnet på sygdommen hjalp…. Øjenlægen kendte den heldigvis godt – han havde set hele 2 patienter med problemet før mig! Og så var han så venlig at fortælle mig, at operationen for den ene af de to patienter ikke var gået særlig godt! Han undersøgte mig grundigt, og så sagde han for det andet: “Du skal opereres, og det skal være snart!”. ØV!

Derefter gik turen til Rutnin Eye Hospital i Bangkok. De kunne fortælle mig, at jeg ikke havde en men to øjensygdomme. Og at jeg skulle opereres snarest muligt. Det var i november 2020, hvor vi stadig troede, at vi var Covid fri i Thailand (ha ha).

For at blive “godkendt” til en operation, skulle jeg så checkes for at alt muligt lige fra blodprøver, røntgen af brystkassen til HIV test. Det kunne jeg så heldigvis kombinere med mit årlige helbredscheck betalt af forsikringen. Alle papirerne blev sendt ind, og jeg blev godkendt. Nu skulle jeg så betale for donorvæv fra den Internationale Donorbank. Og så lukkede Thailand ned på grund af Covid.

Det kunne jeg simpelthen ikke overskue, så jeg aflyste det hele. Jeg havde heldigvis ikke betalt for noget, og på det tidspunkt vidste vi ikke, om de kunne finde på at lukke ned, så vi ikke kunne komme frem og tilbage fra Hua Hin til Bangkok. Jeg var dog så heldig, at den medicin, de havde givet mig på hospitalet hjalp rigtig meget, så det føltes okay.

Nu har jeg så haft et halvt års tid til at tænke over tingene, og det har ikke gjort det nemmere. Jeg sætter mig altid grundigt ind i tingene, og lægen på hospitalet sagde flere gange med et grin: “You know everything!”. Ja – jeg ved rigtig meget om den sygdom, og hvilke muligheder der er. Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg ved, hvad der vil ske på et hospital i Thailand!

Der er mange ting, der kan gå galt i sådan en kompliceret operation, og jeg har tænkt på: “Hvad nu hvis noget går galt, og jeg skal have det lavet om?”. Gæt hvem der skal betale for det? Jeg har ikke spurgt, men det kommer jeg til! Mine øjne er selvfølgelig meget vigtige og kan ikke gøres op i penge, men der er jo også en grænse for, hvad man har på kistebunden. Jeg husker stadig, at min bedre halvdel skrev under på en 3 sider lang “kontrakt” på hospitalet før sin operation. På thai. Og det har nok været en lang ansvarsfraskrivelse.

Her i Thailand er man ikke vant til, at folk stiller mange spørgsmål til lægerne og har sat sig ind i, hvad det er, de fejler. Sygehusvæsenet i Danmark har lært mig, at man skal være stærk for at begå sig i det system, så den “gave” har jeg selvfølgelig taget med mig hertil. De synes bare det er mærkeligt, at man stiller spørgsmål til tekniske detaljer ved en operation eller spørger om detaljerne i journalen. Men viden kan også nogle gange give flere bekymringer end svar.

En af mine bekymringer er at få donorvæv. Det er jo nært forbundet med immunforsvaret, og da man jo ikke er interesseret i at afstøde det, så skal man helst holde immunforsvaret i ro. Men Covid vaccination er jo netop at rode med immunforsvaret. Derfor har jeg selvfølgelig også tænkt meget på, hvad der sker, hvis jeg engang (om nok flere år med den fart de har på her) skal vaccineres mod det skrot. Så skal jeg sandsynligvis tage stærke øjendråber – og de kan få trykket i øjet til at stige. Som kan få donorvævet til at løsne sig.

Ikke for at jeg skal sidde og ævle løs i mine egne gebrækkeligheder (som min Far ville have sagt), men det er stof til eftertanke.

En sygeforsikring er en voldsomt dyr ting i budgettet, når man flytter til et land som Thailand. Og jo ældre man bliver, jo værre bliver det. Har man noget skidt med i bagagen, kan det give kæmpe problemer, hvor forsikringen laver undtagelser i policen eller decideret nægter at dække et hospitalsophold. Og jeg skulle lige hilse og sige, at med mindre man er indstillet på at ligge på en 20 personers stue på et statshospital, så koster det kasse at komme på hospitalet. De private hospitaler er desværre ofte helt væk prismæssigt. En af vores venner fik foretaget en knæoperation på Bangkok Hospital her i Hua Hin. Det var dyrere end samme operation på Mølholm i Vejle. Hans forsikring dækkede, men det siger lidt om prisniveauet.

Et andet eksempel:

Jeg skulle bruge nogle stærke saltvandsdråber til øjnene. Min øjenlæge kunne ikke levere dem, så jeg fik en recept til Bangkok Hospital. Det tog min bedre halvdel over 1 1/2 time at få dem, og 3 x 10 ml 5% saltvand kostede 850 baht. En pose med 1 liter kostede 160 baht på Lazada!

Man føler sig som en idiot, for det er kun på grund af hudfarven og etnisk herkomst, at man betaler så meget. Der er sågar en lov i Thailand, der angiver hvor meget hospitalerne må overprise udlændinge. Det skal man lige tage med ind i ligningen, når man skal have foretaget noget på et hospital. Al medicin koster tit 2 jyske procent (man flytter kommaet to hak til højre) mere end for en thai. Så skal man selv betale, så er det ikke særlig sjovt. I virkeligheden er det jo også derfor, at en sygeforsikring er så sindssygt dyrt.

Sygeforsikring er i Thailand delt op i “out patient” og “in patient”. Out patient er alle undersøgelser osv. som ikke kræver indlæggelse. In patient er hvis man bliver indlagt. Skal man forsikres som ‘out patient’ bliver det voldsomt dyrt, og er man lidt oppe i årene, så kan man simpelthen ikke betale præmien, og det kan nok heller ikke betale sig.

Man skal også huske, at i Thailand er langt størstedelen af “ekspertbehandling” koncentreret i Bangkok. Hvis man feks. får cancer, så skal man til Bangkok – ihvertfald hvis man bor i Hua Hin. Det tager 5-6 uger at få strålebehandling, hvor man skal på hospitalet hver dag, 5 dage om ugen. Skal man have kemoterapi kan man lægge adskillige uger på.  Medmindre man vil køre i timevis hver dag, så er man nødt til at finde et sted at bo i Bangkok så længe. I disse Covid tider er Bangkok ikke særlig spændende, og man skal nok tænke sig alvorligt om. Testes man positiv ryger man på felthospital, og det ville jo være en temmelig alvorlig “komplikation” i en nyligt overstået øjenoperation.

Jeg vil slutte med at sige, at man SKAL have en sygeforsikring i Thailand. Uanset alder.  Alt andet er russisk roulette. Man skal dog se sig godt for, og det er rigtig svært. Når man skal have en pris på en sygeforsikring, skal man opgive alle sine personlige oplysninger og hele sin sygehistorie, og det kan være meget omfattende. Man skal også huske, at har man først været indlagt med noget, så vil alle andre forsikringsselskaber lave en undtagelse for den sygdom. Dvs. man er tit “gift” med sit forsikringsselskab, og det er de heller ikke dumme til at udnytte. Til sidst vil jeg nævne, at det kan være en stor fordel at have en agent. De får nogle penge fra forsikringsselskabet for indsatsen, men det koster ikke dig noget (direkte). Hvis man har bøvl med at få fat i forsikringen eller det hele driller, så kan de tit gøre noget ekstra, fordi de har bedre forbindelser. Jeg taler her af bitter erfaring!

Husk din rejseforsikring, hvis du er turist – ligegyldigt, hvor du skal hen i verden. Og flytter du til et andet land, så sæt dig grundigt ind i sagerne!

God Søndag!

 

 

 

Liv i Thailand

Velkommen til Hua Hin 1. oktober 2021

Det skulle være ganske vist! Udenlandske turister, der er vaccineret, kan komme til Hua Hin fra 1. oktober 2021. Velkommen!

Dem der kender mig bare en lille bitte smule, vil kunne fornemme en antydning af sarkasme og ironi…. Det er efterhånden det bedste våben i kampen for ikke at blive skør i bolden af alle de ting, der kastes op i luften her i landet.

Men altså Phuket skal åbne som en såkaldt sandkassemodel 1. juli, og de kæmper lige nu en hård kamp for at få vaccineret hele øen. Det holder lidt hårdt, for det er jo ikke ligefrem skønsang man hører om de to vacciner, de vil bruge – nemlig kinesiske Sinovac og så Astra Zeneca. Derfor må myndighederne også ud og stemme dørklokker for at få folk til at gå hen og blive vaccineret. Rigtig mange thaier er hunderæde for at blive vaccineret, og det kan man jo sådan set godt forstå. Hvis man tror på, at lynet slår ned, der hvor der er en tændt mobiltelefon, så er det ikke så sært, at nogen tror, at de får ændret deres DNA af en vaccine. Nå, men nok om det Covid-19 møg for i dag.

Se, pointen er, at flere andre områder end Phuket er udset til næste step, heriblandt vores dejlige by, Hua Hin. Det skulle så ske 1. oktober, selvom jeg har lidt svært ved at se, hvordan de vil styre det. Phuket er en ø – Hua Hin er altså en anden størrelse. Men well, well – det skal jeg jo ikke bekymre mig om. Hvis det virkelig sker, så er det jo bare skønt, og jeg får alt for tit at vide, at jeg er en sortseer.

Min bekymring går mere på, hvordan en turist vil opleve at komme til Hua Hin. Dem der har været her før, har et helt klart billede af byen og omgivelserne. Det billede med palmer, strand, smukke solnedgange, hyggelige markeder og alt det andet dejlige ligger sikkert ætset ind på nethinden. Når man længes tilbage til Thailand og Hua Hin, så forestiller man sig det hele, som da man forlod det sidst – eller måske endnu bedre. Men jeg har dårlige nyheder: I løbet af de 3 1/2 år vi har boet her nu, er det godt nok gået ned ad bakke. Det startede faktisk før det der influenza halløj, jeg ikke gider skrive om i dag. Nu er det da gået helt galt.

Jeg må indrømme, at jeg har et par Hassan’er. Det ene er skrald, og det andet er halvt nedrevne bygninger. Og jeg skal da lige love for, at jeg får mulighed for at gå i selvsving over begge dele i Hua Hin. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der skal rende faranger rundt hver søndag og rydde op på stranden. Det er da glorværdigt, at de gider bruge tiden på at samle plasticflasker, styrofoam bakker og andet møg op efter thaierne. Ja undskyld, men det er altså dem der sviner mest her i byen. Det værste jeg har set, var en gammel dame, der viste sit barnebarn, at han bare skulle kaste en tom flaske ind på en byggetomt. Jeg var lige ved at give hende den store lektion i skovsvineri, men det går jo ikke, når man bare er gæst i landet. Skrald er et kæmpe problem i Hua Hin, og ingen gør noget. Her går vi og sorterer i plastic, dåser, køkkenaffald, batterier osv. med vores danske tankegang. De smider bare bægeret fra iskaffen ud i rabatten, selvom der står skraldetønder for hver 200 meter. Nå, men min bedre halvdel har flere gange forklaret mig, at det kan være ligemeget, for de kører alligevel det hele fra tønderne ned i et kæmpe bjerg i Pranburi syd for Hua Hin. Inden da har indtil flere personer sorteret indholdet i tønderne for at skaffe bare nogle få baht til noget mad og andre fornødenheder.

Det andet problem er nedrivning af bygninger overalt. Det er som om der er en lov, der forbyder at gøre tingene færdige. Derfor river man noget ned – sådan delvist! Og der skal helst ligge en masse brokker, toiletter og andet skrammel tilbage, når man er “færdige”. Der er revet en masse ned langs med jernbanen, og det forstår man vel, når man ved, at alt det hele er bygget ulovligt. Vi bygger jo ny jernbane gennem byen, og det er da fint. Men hvorfor i alverden skal det se sådan her ud?

Og hvad gør, at lige præcis det her hus ikke er revet ned?

Her arbejdes stadig, men lur mig om der ikke står skallen tilbage, når de er “færdige”

Her lå en del små nye restauranter på Soi 94. Sikkert bygget ulovligt på en anden mands grund, men nu ser der altså sådan ud…..

Der er så mange øjenbæer, at jeg ikke kan tælle dem. Og vores venner, som var på en tur til Phuket og Krabi sidste efterår, siger, at det er et Hua Hin fænomen. Mange andre steder er der rent og pænt, men her skal der helst være et jævnt lag af skrald alle vegne. Det er jo også godt for alle gadehundene, som nu er desperate, fordi der ikke er så mange til at fodre dem længere. En god gang skraldespandsmad er altid godt, og så kan sådan en blå tønde pludselig fylde 10 m2.

Når man bliver sat på stand-by, som vi er nu, så reagerer rigtig mange ved, at man lige så godt kan gøre noget fornuftigt, mens man venter på, at det hele går over. Man får ryddet op i køkkenskabene, repareret havelågen, bygget det skur i haven man drømmer om, eller man giver sig feks. til at lære noget nyt. Her i Hua Hin ville jeg nok gå i gang med at få det hele shinet op og klart til 1. oktober. Der er trodsalt kun godt 4 måneder til. Det tyder ikke meget på, at man tænker i den retning i Hua Hin! Vores borgmester i byen har siddet på posten i en del år, og han blev genvalgt for et par måneder siden. Under valgkampen blev han konfronteret af vælgerne med nogle af byens problemer, herunder skrald. Hans svar var, at folk da bare kan lade være med at smide skrald overalt. Jeg håber ikke, at han har skullet opdrage alt for mange børn!

HVIS Hua Hin kan åbne 1. oktober, og HVIS der skulle forvilde sig en turist eller to hertil, så kan det godt være, at de får et chock og bliver slemt skuffede. Hvis man går en tur i “midtbyen”, som jo primært var til turisterne, så er der ikke meget tilbage. Huslejerne er så høje, at ingen kan betale dem, og langt størsteparten af barerne og restauranterne er lukket permanent. Det populære natmarked er nærmest væk – der er kun et par madboder, og fiskerestauranterne er lukket. Tager man væk fra midtbyen og herud til os i Soi 94, så er der da lidt liv, men de fleste holder sig hjemme. Da restauranterne ikke må sælge alkohol, så tager mange maden med hjem, så de kan få et glas vin eller en øl til maden. Barerne er fortsat lukket. Derfor har en del barer også skiftet status til restaurant – også selvom de ikke har noget køkken! Vi kørte op ad 94 forleden tidlig aften. Der var lidt folk hist og her, og flere sad og drak øl helt åbenlyst, så politiet har nok de mørke briller på her i Hua Hin. I Pattaya og på Phuket er politiet HELT fremme i skoene, hvad det angår.

Jeg troede aldrig, jeg skulle sige det her, men det ville altså være dejligt, hvis der kom nogle turister igen. Jeg ville ikke mukke over for meget trafik, trængsel på natmarkedet, fulde folk og tykke mænd i bar mave på motorcykel! Tænk hvis der kom gang i hjulene igen – det ville være SÅ skønt. Meeeeeeeeen. Jeg holdt desværre op med at tro på julemanden, da jeg var 6 år, og de ugentlige kuponhæfter med tilbud på briller, man kunne se igennem tøj med, lærte mig desværre, at træerne ikke vokser ind i himlen.

Med mit sortsyn er jeg desværre også bange for, at de mennesker, der kommer til Phuket om en måneds tid får en slem overraskelse. Hvis man gerne vil nyde solen og sidde på sit hotel, så er det helt fint. Men alt det udenom er nok temmelig raseret. Men altså hvis man er til det, så har vi i Hua Hin Soi 94 lavet et nyt “smukt” tiltag med stråhytter som sild i en tønde – se billedet øverst. Det må da være en ægte turistattraktion!

Jeg vil slutte med at sende de varmeste tanker til vores borgmester. Adspurgt om den elendige vandsituation i Hua Hin under valgkampen var hans kommentar: “Det er fordi, folk ikke betaler deres regninger!”. Jeg siger bare tak for kaffe, og nu skal jeg ud og købe ny indsats til vores vandfilter.

God Pinse!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Nu har jeg også set det med….

“Nu har jeg da også set det med!” er et godt dansk udtryk, der beskriver, stor undren over noget. Når man tror, man har set det hele, og så alligevel kan blive overrasket. Sådan har jeg det næsten hver dag, når jeg læser på medierne, om hvad der sker i Thailand!

Forklaringen på dagens billede kommer til sidst – undskyld!

Covid-19 igen igen….

Jeg vil gerne berette lidt om det seneste i Covid-19 situationen i Thailand, og det er der, ovenstående udtryk kommer ind. Jeg har nævnt det før: “Man må ikke sige noget negativt om blandt andet regeringen i Thailand”, og det vil jeg så lade være med.

Jeg vil nøjes med at udtrykke den største forundring over en af de seneste udmeldinger omkring Covid-19 fra i dag. Provinsen Buriram nordøst for Bangkok har indført vaccinetvang for alle indbyggere. Hvis man ikke bliver vaccineret, som de befaler, så kan man komme 2 år i fængsel. Og det skulle jeg hilse og sige ikke er så spændende lige nu. Der er nemlig blevet konstateret i tusindvis af Corona tilfælde i Bangkoks fængsler de seneste dage. Det er ikke så sært, for det er ikke ualmindeligt, at man er 50 mennesker i en celle på ganske få kvadratmeter. Som jeg har nævnt før, så er det de lokale guvernører, der bestemmer (indtil det bliver ændret af en anden central lov), og i Buriram mener guvernøren åbenbart, at alle skal vaccineres.

Senere i dag kommer der vist nogle få nye ændringer af restriktionerne i Bangkok (som er højrød lige nu, mens Hua Hin kun er rød). Angiveligt får restauranterne lov til at have gæster igen, men kun på 25% af siddepladserne og kun 1 person ved hvert bord. Det skal nok blive en kæmpe succes og hjælpe de stakkels restauranter!

Hua Hin kommer med i sandkassen

Det skulle være ganske vist: Hua Hin kommer med som 2. spiller i sandkassen under mottoet “Recharge Hua Hin”. Kort fortalt, så går sandkassemodellen ud på, at Phuket skal vaccinere indbyggerne og åbne op for vaccinerede turister uden karantæne fra 1. juli. Derefter kommer andre byer som Pattaya, Chiang Mai og Hua Hin, og fra 1. januar er alt normalt igen, og alt kan åbne som før, siger de. Derfor skal vi i Hua Hin også vaccineres i en fart, så vi kan være sandkasse fra 1. oktober. Der skulle komme 350.000 doser snart, så man kan vaccinere befolkningen og alle dem i turistindustrien. Ifølge Thailands Spa organisation (ja undskyld – men det ER altså dem der udtaler sig), så kommer der 100.000 turister fra oktober til slut året i Hua Hin, og de vil generere 1,2 milliarder baht og give 100.000 mennesker arbejde. Jeg måtte lige have regnemaskinen frem. Det betyder, at hver turist skal bruge 120.000 baht på deres ferie – en familie på 4, så er det 480.000 baht, altså i underkanten af 100.000 kr. Tja…..

Min frygt er, at Hua Hins status som “sandkasse” kan føre til det samme som i Buriram. Buriram er nemlig også med i samme model, og det ser ikke ud til, at de har tænkt sig at gå glip af muligheden ved ikke at få vaccineret nok.

Vaccinesituationen

Vaccinesituationen i Thailand er et kæmpestort samtaleemne lige nu. Regeringen valgte kun at satse på lokalproduceret Astra Zeneca, men de har ikke produceret en eneste salgbar dose endnu. Ihvertfald ikke officielt. Faktisk fik de først godkendt de første prøver af headquarter i England i sidste uge. Det flyver rundt med tal, men der skulle komme mange millioner doser ud af fabrikken i næste måned. Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bare sender, hvad de nu har hver dag/uge…

Regeringen er så blevet voldsomt kritiseret for ikke at have vacciner i det hele taget, og så valgte man at købe Sinovac i Kina. Den er kendt for kun at have en virkningsgrad på op mod 50%. Det faktum kombineret med historierne om Astra Zeneca problemerne har gjort, at den thailandske befolkning nu er dybt skeptiske over for at blive vaccineret. Vi kender flere thaier, der siger, at de dælme ikke skal sprøjtes med sådan noget krapyl!

I sidste uge åbnede man op for, at folk over 60 og andre personer med 7 specifikke sygdomme kunne registrere sig til vaccination i næste måned via en ny app. Den gruppe omfatter ca. 16 millioner mennesker i hele landet. Nu – over en uge senere – har kun 1,6 millioner tilmeldt sig. Nu snakker man så om at lave “walk-in” vaccinationer i storcentre mm., men det ændrer nok ikke det store.

Den gode nyhed er, at Moderna blev godkendt i Thailand i sidste uge, mens Pfitzer vist slet ikke er på tapetet endnu. Desværre har man ikke placeret ordrer på noget, så det hjælper jo ikke så meget. Der er også åbnet op for, at privathospitalerne selv må købe godkendte vacciner, men der er jo ikke nogen medicinalfirmaer, der vil sælge til private. De vil kun sælge til regeringer.

Os udlændinge og vaccination

Den korte version er nja….. I sidste uge fornøjede forskellige offentlige myndigheder sig med at udtale sig om emnet: Ja – nej – ja – nej – senere…. Jeg har opgivet at følge med i det, og jeg må indrømme, at jeg heller ikke føler mig tryg ved at gå ned på et sygehus og blive sprøjtet med noget, jeg ikke aner hvad er.

Det er faktisk muligt at få et thai ID kort som udlænding. Her i Hua Hin er det en lang og sej proces, hvor man skal til Bangkok på ambassaden og betale for verificering af sine papirer. Det har vi ikke gidet, for det giver ikke mange fordele. I sidste uge kom det så frem, at udlændinge over 60 med thai ID faktisk var lykkedes med at registrere sig til vaccination via app’en. Glade var de, indtil de fik at vide, at de sandelig ikke kunne få lov at booke en tid. TIT, som vi siger – This Is Thailand.

Selvom min bedre halvdel helt klart er kandidat til et par sprøjter bare pga. sin alder, så tager vi det bare helt roligt.

Den generelle situation

Skidt er vist det rigtige ord for den generelle situation. Mørketallene her er skræmmende.

Nu nævnte jeg fængslerne før, men her i Hua Hin har vi også vores egen “cluster”. Det er en ananasfabrik langt uden for byen, hvor langt de fleste arbejdere er fra Myanmar. For en uges tid siden opdagede man et kæmpe udbrud derude, og fabrikken er nu lukket og arbejderne interneret. Arbejderne sådan et sted bor som sild i en tønde, og de kan jo næsten kun smitte hinanden. Heldigvis er langt de fleste ikke syge – kun positive. Det forhindrer dog ikke medierne i at forbinde migrantarbejdere på en ananasfabrik med nattelivet i Hua Hin. Der må man også klø sig i nakken….. Det har været lukket siden 8. april! Nå ja – jeg har da også spekuleret over, hvor mange ananasfabrikker, der er i Prachuap Kirikan provinsen, som vi hører til….. Pyha.

Bangkok er hårdt ramt, men tallene er jo stadig forsvindende små i forhold til andre lande.

Ude på landet går livet bare videre som altid mange steder. Dog er eksporten faldet markant i første kvartal i år i forhold til samme kvartal sidste år. Bare riseksporten er i den periode faldet med 23% Det går hårdt ud over risbønder, frugtavlere, fiskefarmere osv.

Utilfredshed og fattigdom breder sig, og folk kan mange steder slet ikke se sig ud af problemerne. For at løse problemerne, har premierministeren i sidste uge taget magten fra 31 ministerier. Det er ren Walther og Carlo…

Der er ikke noget, det er så skidt….

at det ikke er godt for noget….

Og det er også forklaringen på billedet øverst.

Jeg har før skrevet om vores ven Tam, som har en bar, der nu igen er lukket på ubestemt tid. Det kan man jo ikke leve af, så han har været ved at rykke hårene ud af hovedet. Vi er jo bare pensionister, der ikke tjener penge mere andet end et enkelt “fyrstelig” dansk folkepensions grundbeløb. Derfor kan vi altså ikke også forsørge en familie på 2 voksne og 3 børn + et par gamle forældre. Men efter mange tanker kom vi frem til, at vi i vores gigantiske økonomi regneark havde puttet nogle penge ind til sprogundervisning. Dem har vi ikke brugt ret mange af, for vi har i 2 år brugt et program på computeren og så lært os selv en masse gloser.

Det kan man altså ikke snakke thai af. Man kan sige lidt på engelsk og så mixe med thai ord, og det virker da også delvist.

Hua Hin er død som en sild, og alle sidder hjemme det meste af tiden. Inklusive os selv. Så vi kan jo også lige så godt udnytte dødvandet til noget fornuftigt (andet end at gøre rent i skabe og afrime fryser..)

Hjælp til selvhjælp – eller hvad det nu hedder: Nu er Tam blevet Kruu Tam (hr. lærer) for os. Han har en boble med os og sine forældre, så der er ingen smittefare der. Hans børn er hos mor og svigerfamilie i Bangkok, nu hvor skolerne er lukket. Så alle hverdage hiver han os igennem lektion efter lektion i sine børns skolebøger i et par timer. Det betaler vi ham for, og heldigvis synes vi alle, at det er rigtig skægt. Han kan nu bedre sove om natten – i modsætning til os. Vi vågner midt om natten, og så kører thai gloser, bogstaver, sætninger og toneregler rundt i hovedet på os.

På bare de forgangne 2 uger har vi rykket os helt vildt, og nu begynder vi også at kunne forstå den lokale dialekt, hvor de bytter r med l i udtale (og omvendt) – eller også udelader de dem bare. Vi kan læse, og min husbond kan skrive. Jeg er nu i gang med at lære at skrive, hvad jeg ellers havde opgivet. Det er som at have SKRIVNING i 1. klasse!

Det kan skisme da være, at vi får lært det skidt! Og så er det jo ikke så skidt, at det ikke er godt for noget…

 

 

Liv i Thailand

Regntid i Thailand kan betyde voldsomt vejr

Så starter regntiden så småt i Hua Hin og resten af Thailand. Altså “den lille” regntid – den store kommer først i oktober til december. Og det er ikke så ringe endda, for vi mangler godt nok bare vand mange steder.

Faktisk er der mange steder så stor mangel på vand, at man ikke kan dyrke ris. Det går hårdt ud over landmændene, som så ikke har nogen indtægt. Tørken har flere steder i Thailand nu varet i 2 år, og her i Hua Hin har vi også kunnet se på vores regnmåler, at det bliver til for lidt. Vandværket kæmper vildt med at holde forsyningen kørende, og vi har ofte ikke vand ind om dagen og det løber kun ganske langsomt om natten.

Når jeg skriver “nogle steder” og “visse steder” i forbindelse med vejret i Thailand, så er det fordi, at forskellen mellem de forskellige landsdele og områder kan være enorm! Monsun er noget lunefuldt noget, og regnmængderne kommer helt an på, hvor vinden kommer fra, bjerge, havet osv. osv. Lige som vejret over hele kloden. Det betyder for eksempel, at vores venner, som bor få kilometer væk kæmper med vandmasserne, mens vi bare kan se en arrig himmel og høre noget bulder i det fjerne.

Det har været ukristeligt varmt i Hua Hin de sidste uger! På vores terrasse op til over 38 grader, og en pool der er over 34 grader. Så er der altså ikke meget hjælp at hente der. Thaierne er også ved at smelte i det varme vejr, og jeg tror, vi alle sukker efter vand og gråvejrsdage.

Voldsomt vejr

Et af problemerne med vejret her, er at det ofte kan blive meget voldsomt, når der så endelig kommer regn. I denne uge har de for eksempel haft et par rigtig lede omgange i Pattaya med kæmpe oversvømmelser, væltede træer og elmaster plus en strand der eroderer lynhurtigt. I sidste uge var Bangkok ramt af oversvømmelser på grund af kraftig regn.

Hua Hin er et rigtigt smørhul, hvad angår regn. Det er jo især dejligt, hvis man ser på det som turist! Der er ofte superfint vejr her i byen, hvor det styrter ned 50km nordpå og 50km sydpå. Men har man en have stiller det sig straks anderledes. Selvom vand er ufattelig billigt i Thailand (vi bader, vasker tøj, fylder swimmingpool efter og vander for ca. 20 kr. om måneden), så er det da bedre, at havevanding foregår på den naturlige måde!

Men Hua Hin kan dog godt være med nogle gange om året. Vi kan sagtens have rigtig voldsomt vejr her også. Det sker bare ikke så tit, som det gør mange andre steder.

Forleden nat vågnede jeg ved, at gardinerne i soveværelset blafrede vandret ind i lokalet. Det blæste bare en halv pelikan! Udenfor kunne jeg i alle lynglimtene se, at palmetræernes blade alle vendte i samme retning! Det var ikke begyndt at regne endnu, så jeg styrtede ud af sengen for at redde vores hynder til havemøblerne, potteplanter på terrassen osv. Da jeg lukkede døren op ud, blev luften nærmest trykket ud af mine lunger, og støvregn piskede ind i ansigtet på mig. Selvom jeg var 2 meter inde under et tag! Jeg fik tingene ind, men kunne så høre en masse rabalder i carporten. Vi har pænt mange ting derude, og det fløj rundt med låg til plastickasser, presseninger mm.

Jeg fik alt samlet ind og gik i seng igen. Udenfor rasede den der storm bare vide, og det begyndte at vælte ned! Min bedre halvdel sov som en baby, mens jeg lå og bekymrede mig over, hvilken ravage vind og regn kunne lave. Efter en times tid stilnede det af, og så regnede det bare lige så stille. Det var lige den yderste “hale” af uvejret i Pattaya, som ramte Hua Hin og Cha Am. Næste morgen var temperaturen dalet adskillige grader, men til gengæld var luftfugtigheden tårnhøj.

Eftervirkninger – et trist offer

Næste dag kom min husbond og fortalte mig, at vi havde en “casualty” – noget var faldet i stormen. “Du bliver ked af det”, sagde han. Det fik han fuldstændig ret i. Lige hvor man kommer ind ad vores gate, har vi en stor, meget gammel opstammet bourgainvillea. Den er tofarvet – lilla og hvid, og den har stribede blade og en meget knortet vækst. Da jeg kom ud for at kigge, lå den bare op i alle de andre planter omkring den, og stammen var knækket lige i jordoverfladen.

Bourgainvillea knækket i storm

Nej, hvor var det trist at se! Den er måske 20 år gammel, og sådan en er svær at finde igen. Plus at en ny sandsynligvis vil koste en formue. Det er jo nærmest en bonzai i fuld størrelse.

Da vores havemand kom dagen efter, havde vi  lagt saven frem til ham, så han kunne skære den i mindre stykker og fjerne den. Han blev dælme også ked af det, da han så det. Han er rigtig glad for vores have, og han nusser og pusser den, som om det var hans egen. Måske i virkeligheden endnu mere end om sin egen. Han er virkelig guld, og vi skønner rigtig meget på ham. Han kiggede på træet, og så sagde han, at vi da var nødt til at prøve at redde det. Så han kørte ud og købte nogle pæle og noget pottemuld for 238 baht, og så blev den ellers sat på krykker og fik noget ægte kærlighed.

Vi håber, den overlever!

Den har godt nok mistet en halv meter af højden, og kronerne måtte klippes drastisk ind, men det er fint, for så er den ikke så toptung. Nu må vi se, om den kommer sig. Jeg er ikke sikker, for den har jo mistet sit rodnet, og den virker ærlig talt noget slatten.

Voldsomt vejr skal tages alvorligt i Thailand

Når man har prøvet et voldsomt uvejr i Thailand, så ved man godt, at man skal tage det alvorligt, når himlen pludselig bliver mørk, og der kommer en kællingevind, der skiftevis er kølig og varm, og når det lyner mellem skyerne nærmest uafbrudt! Pludselig begynder det at regne med kæmpestore, meget tunge dråber, og et minut senere STYRTER det ned med nogle rigtig lede vindstød. Ofte lægger vinden sig senere, og så regner det bare. Det kan vælte helt lodret ned i rigtig lang tid. Så får man altså vand!! Forleden fik vi 46.8mm på bare en time. Poolen var så fuld, at man ikke kunne se skimmeren mere!

Som reference så fik vi den 4. oktober 2018 224,7mm på et døgn. Vi kunne svømme på plænen, alt barkflis sejlede rundt i hele haven, poolen løb over, vores pumper stod under vand, og vores kloaker og septiktank stod helt af! Det var vildt, men heldigvis havde vi søde mennesker til at hjælpe os. Og huset blev ikke oversvømmet! I gaderne i Hua Hin kunne almindelige biler ikke køre i dagene efter – kun de store 4-hjulstrækkere. Det væltede bare ned!

En fuldstændig fuld pool den 4. oktober 2018 – og det blev værre!

Vi har på Koh Samui set palmerne ligge nærmest vandret og en nærmest lyserød/lilla himmel, hvor lynene ikke slog ned, men hvor de udladningen var vandret mellem skyerne. På Phuket har vi set et regnvejr komme ind fra havet. De lokale fik alle turisterne væk fra stranden og indenfor og fik lukket til. Lidt senere kom der en sort mur af vand – man kunne simpelthen se muren flytte sig og komme nærmere. 30 minutter senere skinnede solen igen, men vi gik i vand til anklerne. På Koh Samui har vi også prøvet at skulle gå gennem en halv meter vand, for at komme tilbage til vores hotel. Problemet med det er, at man jo ikke ved, hvad der er i det vand, og man ved ikke, om man pludselig falder i et hul, fordi der mangler et kloakdæksel…

Heldigvis er det som regel bare en gang tordenvejr og noget regn, og som sagt ligger Hua Hin et sted, hvor der ikke er så meget voldsomt vejr. Men nogle gange kan man godt savne det gode danske “grødevejr”, som min far sagde. Når det er lunt, og det regner i et tempo, hvor jorden kan nå at optage vandet. Jeg kunne faktisk godt leve med nogle stille regnvejrsdage i ny og næ i stedet for, at Vorherre åbner alle sluser på samme tid.

Tak til Lars for det flotte billede øverst. Black Mountain vest for Hua Hin efter et regnvejr.