Liv i Thailand

Hvor afhængig er man af sin mobiltelefon?

Det er selvfølgelig forskelligt, hvor afhængig man er af sin mobiltelefon. De sidste par uger har vist mig, hvor afhængig JEG er af min mobiltelefon, og det er faktisk skræmmende….

En hurtig død

For et par år siden købte jeg en halvdyr Xiaomi Mi11 telefon, fordi den bare var top of the pops, og så er jeg vild med produkter fra Xiaomi. Til dem der ikke kender Xiaomi, så er de faktisk verdens 3. største producent af mobiltelefoner, og brandet dækker også over alle mulige husholdningsapparater og gadgets, hvoraf vi har flere produkter.

Så en mandag morgen, hvor jeg lige skulle checke nyhederne, døde min Xiaomi telefon simpelthen bare en hurtig død imellem hænderne på mig…. Først var jeg vantro, og tænkte om jeg havde glemt at lade den. Men laderen reagerede den heller ikke på – den var simpelthen død som en sild. Jamen, jamen, jamen…..

Da det første chock lige lagde sig, så begyndte jeg at forstå, hvad jeg sandsynligvis havde mistet med en helt død telefon. Adgang til banken i Danmark (det har jeg dog også via min PC), men endnu værre MitID… Og adgang til min thailandske bank via mobile banking, hvor jeg aldrig helt har fundet ud af at få homebanking til at virke. Min elskede thai/engelske ordbog (thaidict) af Benjawan Poomsan Becker var væk.

Ja, hele min forbindelse til omverdenen var mere eller mindre væk, hvis jeg ikke skulle slæbe rundt med min halvgamle laptop, som kun kan holde strøm i ca. 1 time.

Ligge i forsterstilling og græde?

Jeg må da indrømme, at jeg i første omgang bare havde lyst til at lægge mig ned og rulle mig sammen til en lille bold og tude. Jeg har ikke været uden telefon de sidste mange, mange år, og det virkede helt uoverskueligt. I løbet af de første par timer blev jeg konstant mindet om mit tab…. Jeg skal lige checke den opskrift på Google, øh, nåh nej. Hvad er klokken, øh nåh nej. Hvad siger vejrudsigten for i morgen, øh nåh nej. Her i Thailand er tilknytningen til mobiltelefonen endnu større end andre steder, for rigtig mange mennesker lever hele deres liv fra mobilen. De har ikke en PC eller bare en tablet. Alt går igennem mobilen, og det har vi sådan set også vænnet os til.

Trangen til bare at fare ned og købe en ny mobiltelefon var kæmpestor, men jeg tog mig sammen og tænkte mig om.

Jeg fik gravet min gamle Samsung S6 Edge+ ud af skabet. Den døde af pladsmangel, men fejlede jo vist ikke noget derudover. Strøm på den og så vente… Den genstartede et utal af gange, og det tog nogle gange 1/2 time at boote. Alt var uopdateret, og den mistede strømmen med lynets hast. Den kunne heller ikke lide sin lader mere, så det eneste sted den ville lade var i soveværelset via en ledning fra vores clock radio!! Efter et par dage, lignede den pludselig sig selv, og de fleste af mine apps var stadig på den. Den var langsom og mærkelig, men den kørte dog og var en rigtig god sutteklud.

Thaierne kan reparere ALT – næsten…..

Vi tog min Xiaomi og kørte ned i shopping centeret Market Village med den. Vi havde gode erfaringer med en lille butik dernede, så vi indleverede den der. Han fik kigget på den, og efter en time konstaterede han, at CPU-en (altså styrekredsen) var gået i den. Han sagde, at han havde sådan nogle tilfælde hver eneste dag, og at han kunne reparere den for 3000 baht. Det ville tage en uge (jøsses kors), og ja – der var jo ikke så meget at vælge imellem.

En uge senere troppede vi op i butikken, og de kendte pludselig ikke noget til min telefon. Efter en masse palaver og ringen rundt (med masser af “mi banha” (vi har et problem)), så fik vi at vide, at vi skulle komme om 3 dage. Ja, da! Der begyndte jeg ligesom at miste tiltroen til, at jeg nogensinde ville se min dejlige Xiaomi telefon i live igen…. 3 dage senere (i torsdags) troppede vi op igen. De rodede lidt rundt, og så smed han min telefon på disken, og han undskyldte meget, at han ikke kunne lave den. Som man kan se på billedet ovenfor, så er det ikke en telefon, men stumperne af en telefon. Der mangler en hel del skruer indeni, og mit cover er også forsvundet…. SUK!

Lazada er din ven

Lazada er en stor salgsportal, hvor man nærmest kan købe alt mellem himmel og jord. De er mega populære her i Thailand – ikke mindst blandt os faranger. Vi køber simpelthen SÅ meget via dem, og de har nogle månedlige promotions, hvor man kan spare en del penge på gode tilbud. Den 2/2 – den 3/3 – den 4/4. Så torsdag var vi klar ved tasterne for at få et godt tilbud på Lazada – nu kunne jeg simpelthen ikke leve uden en ordentlig telefon mere.

Vi stod der en hel torsdag aften ved køkkenbordet – to voksne mennesker – og ventede på, at klokken blev 00.00, så vi kunne spare 1500 baht på en ny telefon den 3/3. Altså – det var hyggeligt nok, for vi hørte musik og fik os et par øller – men det føltes lidt som at ligge i en sovepose uden for en forretning med et godt tilbud! Normalt ikke lige min stil…. Da vi fik booket den nye telefon til en rigtig god pris, gav vi lige hinanden high five, og så var det op og se dyner!

To dage senere – altså i går – kom min nye telefon endelig. Det var godt nok ikke den, jeg troede, jeg havde bestilt (måske lidt for mange øl den torsdag?), men det var stadig et rigtig godt køb. Denne gang en Vivo X70 Pro – et mærke, som sikkert INGEN i Danmark nogensinde har hørt om, men her er Vivo telefoner meget populære.

Lazada er nogle gange en lidt for god ven

Jeg har glemt at fortælle, at jeg i løbet af de 10 dage uden mobiltelefon så faldt for fristelsen til at købe en tablet. Jeg har en ældgammel Samsung, som ikke kan ret meget, men den kan styre vores musikanlæg, og det klarer den til gengæld fint. Ja, jeg kan ikke helt forklare, hvorfor jeg pludselig fik det behov, men det må jeg nok henskrive til abstinenser og rå afhængighed. Det er en Xiaomi Tablet 5, og den er altså bare superlækker. Nogle gange er Lazada altså bare lidt for nemt, og så var der jo også udsalg og alt det der.

Det er jo også billigt… Så lige nu har jeg i bestilling: Tandpasta, shampoo og balsam, termokrus, termotasker, wc-rens og telefoncover. Nogle gange ryger vi også i nogle af de der behovsskabende fælder, hvor man køber alle mulige småting, som er hammerbillige men måske i bund og grund også temmelig unødvendige.

Ny mobiltelefon og tablet

Ja, nu har jeg så to nye apparater, og de fungerer så bare VIDT forskelligt, selvom de begge er Android apparater. Jeg fandt ud af, at jeg havde back-up af mine gamle telefoner på Google Cloud, og det var da rigtig skønt. Der var bare det, at den back-up min Xiaomi havde lavet, inden den døde, var fejlet. Så jeg måtte hente back-up fra min gamle Samsung ind på de to nye maskiner. Det gik så rigtig forskelligt….

Min tablet er nu næsten up to date, hvorimod min nye telefon har mistet alle credentials (log-on oplysninger i de forskellige apps). Sikke et hestearbejde at logge sig ind i alle apps igen.

Og så var der MitID, som er min største skræk. Hvis noget går galt med det skidt, så skal man henvende sig på borgerservice! Ja, det er da nemt at sige, når man nu bor 8500 km væk fra det nærmeste kontor. Et helt andet problem er også: Hvilken borgerservice? For som udenlandsdansker uden adresse i Danmark, er man måske lige sat i skammekrogen!

Så med rystende hænder tog jeg mig sammen og gav mig til at installere MitID på min nye telefon. Rystende hænder er helt bogstaveligt – jeg har noget med offentlige myndigheder, sygehuse og neglelak, der får mine hænder til at ryste, som om jeg drak en hel flaske thai whisky i går og lige er stået op. Mandolinfeber, som min far kaldte det. Jeg rystede så meget, at jeg ikke kunne scanne mit ansigt, for at blive godkendt! Nå, men med lidt hjælp fik jeg det ordnet, og så faldt der da også en kæmpe sten fra mit hjerte.

Nu mangler jeg bare at få min app til mobilbanken her i Thailand til at virke. Det kan man vist nok fixe i en ATM, så der går turen hen i morgen. Når det er fixet, så vil jeg simpelthen bare nyde, at jeg nu har to helt nye apparater at hygge mig med. Min nye tablet skal bruges til at se thai nyheder på om morgenen – det dyrkede jeg ret meget i starten, vi boede her, men så kom Covid, og så snakkede de ikke om andet. Plus at de havde masker på alle sammen, så jeg kunne ikke forstå en brik af, hvad de sagde.

Hvad med den gamle telefon?

Min “gamle” Xiaomi skal ned i et andet center, hvor rigtig mange har fået repareret håbløse tilfælde med held. Kan han lave den, så må jeg jo se, om jeg kan få solgt den, så der kan ryge lidt ind på Lazada kontoen igen. Jeg holder mig til min nye telefon, for har man først prøvet at stå med numsen bar i sin mobiltelefon situation, så begynder man at lugte ilde (altså brændt barn). Jeg husker tydeligt for nogle år siden, hvor Samsung kom med en opdatering, som havde nogle fejl, som fik lige nøjagtig min model til at tilte om på siden. Der måtte jeg tilbage i fabriksindstillinger – uden back-up! På en firmatelefon med over 100 kontakter og et utal af apps. Det tog en hel weekend.

Konklusion

Min konklusion det er, at JA, vi er mega afhængige af vores mobiltelefoner. Jeg har ikke tænkt mig at ændre noget ved det, for det tror jeg simpelthen ikke jeg kan. Jeg skal være i forbindelse og være på hele tiden, for at jeg har det godt. At man så kan sige, at selve telefondelen er lige meget, er noget andet. Jeg snakker med vores pest control en gang om måneden på telefon. Alt andet foregår via messenger eller andre services!

Jeg har bare taget konsekvensen de seneste 14 dages erfaringer: Nu har jeg 2 apparater, og så går det ikke helt så galt, hvis et af dem fejler!

Dagens råd: Husk back-up og hav MitID på mere end 1 apparat.

God Søndag!

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Opdatering af bloggen – eller mangel på samme

Jeg har den seneste tid ikke været særlig god til at opdatere min blog – eller lave nye indslag.

Jeg skal ikke kede jer med detaljerne, men i den sidste måneds tid har vores liv her i Thailand taget nogle sving, og der har været nogle bump på vejen. Jeg tænker, de fleste kender fornemmelsen af, at man lige pludselig bliver kørt ned af eksprestoget, og bagefter er man faktisk ikke helt klar over, hvad der skete.

Sådan har det været her hos os, og vi har så samtidig med forsøgt at opretholde vores hverdag med alle de aktiviteter, vi nu har som pensionister på fuldtid. Det har måske nok været en fejl, for når man presser sig selv for hårdt, så risikerer man at kroppen siger fra. Og det har min så gjort, og det har jeg temmelig svært ved at acceptere.

Hvad nu hvis….??

Når man bor i et land som Thailand, så er det vigtigt, at man tænker igennem “Hvad nu hvis…..?” Sikkerhedsnettet her er ikke-eksisterende, og man kan ikke bare læne sig tilbage og regne med, at “systemet” griber en. Desuden er vi jo udlændinge, som kun taler sproget delvist, så det kan også være svært at begå sig i feks. sygehusvæsenet.

Der sker noget forunderligt med ens hjerne, når man lever på denne måde. Man glemmer at checke sin E-Box (der kommer jo alligevel sjældent noget), Man tænker ikke over, at bilforsikringen skal fornyes – det skal i vores tilfælde gøres manuelt fra vores side. Jeg plejer at blive enormt ærgerlig på mig selv for at være “Sloppy Joe”, som jeg kalder det. I Danmark havde vi da meget bedre styr på den slags. På en eller anden måde lever man bare mere i nuet, og man tager det gode og sorterer det dårlige og det trivielle fra. Men sådan kan man jo ikke bare gøre….. Hvad nu hvis…. er altid aktuel.

“Hvad nu hvis…?” betyder feks. også, at man sørger for at have nummeret på politi, ambulance, hospital osv. lagt ind i sin telefon. Men skal man have en ambulance, er det en rigtig god ide, at gå ned på det pågældende hospital og melde sig til deres hospitalsservice. Her i landet er det nemlig ikke særlig nemt at finde rundt for andre en postbuddet, så medmindre man kan forklare på thai, hvor man befinder sig, så skal man nok forberede tingene, før de sker.

Vigtigheden af at have et netværk

Uanset om man bor her eller i Danmark eller et helt andet sted, så er et godt netværk en kæmpe hjælp, når kæden hopper af, eller når tingene går mindre godt. Det er altid super dejligt, når der er nogen til at hjælpe i bøvlede situationer, når man mangler en skulder at græde ud ved, eller når man har brug for et spark i rumpen. Vi er heldigvis velsignet med et dejligt netværk både her og i Danmark, og det er vi meget taknemmelige for.

Hvordan får man så et godt netværk? Ja, man kan jo starte med selv at være netværk for andre. Der kommer jævnligt folk her, som lige mange en dims til noget eller har noget, de gerne vil have repareret. Så træder min handymand til og hjælper. Vi har igennem tiden passet hus, gæs, hunde og katte – ja selv børn har vi passet. Vi har hængt lamper og billeder op, vi har fyldt mange køleskabe op og lavet mad til fryseren. Vi har forsøgt at være mentale støtter i svære situationer. Det er ikke for at pudse vores glorie, men det er nok det, der skal til, for at man kan “trække på” andre mennesker. Man skal altså huske at give noget.

Et godt netværk kan hjælpe med at se tingene fra forskellige perspektiver og give både opbakning, trøst og venligt pres.

Når man presser citronen for hårdt

Alle der kender mig bare lidt, ved at jeg altid har gang i 1000 ting, og jeg har svært ved at sidde stille. Jeg kan sagtens sidde ved køkkenbordet og snakke i timevis, jeg kan sagtens glo fjernsyn eller møffe rundt i Facebook i timer. Sådan skal det ikke forstås. Men jeg har altså altid en to-do liste oppe i mit hoved, og den er altid meget lang! Hvad værre er – jeg har faktisk to – en til mig og en til min bedre halvdel. Når jeg står op om morgenen, så farer jeg rundt og laver alle mine “morgenrutiner” (mest huslige ting), mens min husbond sidder og drikker kaffe. Med et hus som vores, hvor alting står åbent, så er der altid plads til en tur med støvsugeren og gulvmoppen (og jeg er endda ikke særlig rengøringshysterisk mere). Jeg elsker at have gæster, jeg elsker at gå i byen, jeg elsker at rode rundt i mit køkken.

Jeg har det allerbedst, når jeg har gang i svesken, og der sker noget.  Jeg har dog på en eller anden overhørt signalerne…

Så et godt råd: Klem ikke citronen for hårdt!

Træk håndbremsen

Nå, nu lyder det hele så dramatisk, men det er nok fordi, at jeg stadig er lidt rystet over, at jeg ikke selv mærker, at det er ved at gå galt. Jeg havde et projekt i går, og det skal være det sidste lige nu, for jeg trækker lige håndbremsen for en tid. Eller ihvertfald halvvejs…..

Jeg havde lovet Tam at lave dansk mad/europæisk mad til en buffet til Rockzone Bar’s 5 års jubilæum. Jeg besluttede at lave hvidløgssuppe (nemt nok og Tams favorit) og biksemad (viste sig at være ikke så nemt) Jeg skulle lave til ca. 40-50 mennesker, og jeg grinede i mit stille sind, da jeg købte hvidløgsfed der var pillet – 1 kg for 67 baht. Nemt nok. Der skulle også bages et stort foccacia brød.  Men at koge og pille og skære 4 kg kartofler i tern var en anden sag. Stege flere kilo bacon, pølser og flæskesteg, 1 1/2 kg løg i tern, stege kartoflerne tager noget tid, når man kun har en 38 cm pande. Nåja – og så lige 50 vagtel spejlæg! Det blev til to store fadfulde, som jeg pyntede med hjemmesyltede rødbeder og snittet purløg og persille. Mit køkken sejlede i baconfedt og smør!

Men maden var populær, og der var ikke en krumme biksemad tilbage. Jeg fik virkelig meget ros og kunne kun være stolt! Men i dag er jeg udmattet, og det er jo ikke så sært, når jeg lavede mad hele dagen og var til fest (FEST) til over midnat.

I dag er jeg så kvæstet, at det er til at forstå. På Rockzone kender vi rigtig mange af gæsterne, så der er som regel fuld knald på. Vi havde også en ny veninde med – en meget sød dansk dame, som vi lærte at kende igennem nogle australske venner…. Ja verden er finurlig.

Nu skal jeg vist bare lave madplan, og så må mit strygetøj vente til i morgen.

God søndag!    HUSK AT SLAPPE AF!

 

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

A la lavenderia

På dansk betyder det spanske “a la lavenderia” – “på vaskeriet”. Den vending står prentet ind i vores hoveder efter jeg ved ikke hvor mange timers lytning til en spansk sprog CD i bilen på vej til og fra arbejde for år tilbage.

Det er mange, mange år siden, at vi bestemte os for, at vi ikke skulle bruge vores sidste år i Danmark. Drømmen om at flytte til et varmere, billigere og mere eksotisk land har vi haft siden vi var meget yngre. I første omgang gik drømmene på Spanien, hvor vi tilbragte stort set alle ferier hvert år. Vi har rejst rigtig meget rundt i Spanien, og vi var helt sikre på, at vi skulle købe os et lille byhus ved solkysten og så leve vores pensionistliv i en hyggelig by med tapastraditioner og masser af udeliv. Vi var så seriøse, at vi i flere ferier gik på sprogskole, og vi er da også nogenlunde habile til det spanske sprog i dag.

Desværre skete der ting og sager med prisniveauet på alting i Spanien, efter de kom med på EURO for 20 år siden. Over nat blev priserne på feks. en tapasret, der før kostede 100 pesetas (4,50 danske kroner) til 1 euro – altså ca. 7,50. Altså en stigning på ca. 40%. Det samme skete med huspriserne og leveomkostningerne, og det var bestemt ikke nemt for den spanske befolkning. Vores drøm om Spanien faldt også til jorden, for det lille byhus kostede nu efterhånden ca. det samme som i Danmark.

Efter nogle år rettede vi så blikket mod Thailand, og det var så også her vi endte med at bo. Vi havde en hollandsk ven på besøg i dag, og han fortalte, at han får ca. 3 gange mere ud af sin pension her i Thailand end i sit hjemland. Han sagde, at han kun kunne leve et meget skrabet liv i Holland. Ja, sådan er det nok for mange af os. Man kan leve et rigtig godt liv for ikke så mange penge her, selvom nogle ting da er dyre, og nogle ting endda meget dyre! Og som jeg har skrevet om før, så kæmper vi stadig for at lære Thai, og vi er nu så langt, at vi har fattet det med tonerne i sproget, og vi har da også så meget ordforråd, at vi kan klare dagligdags ting. Nu er det jo som bekendt her, vi bor, så vi skal altså også kunne læse og skrive sproget!

Men tilbage til det med vaskeriet…..

I sidste uge har vi været på møntvaskeri for første gang i vores liv, og det var faktisk lidt af en oplevelse! ที่ร้านซักรีด hedder det på dette sprog.

Jeg har en udmærket Siemens vaskemaskine, som har kostet en formue (fordi den både er vaskemaskine og tørretumbler i en – det syntes vi var smart, før vi flyttede hertil, og vi har aldrig brugt tørredelen), men den tager rigtig gerne en gang sangføjsdans i baggangen, hvis den ikke har ordentlig balance i vasketøjet, når den skal centrifugere. Sidste år vaskede jeg vores hovedpuder, og det endte med to puder, der var plaskvåde, fordi maskinen ikke kunne centrifugere. Det tog en uge at få dem tørre ude i solen i 30 graders varme. Der er fjer i kernen i puderne, og de lugtede simpelthen så dårligt af død og ulykke, at jeg troede, at jeg var nødt til at smide dem ud. Men da de så endelig blev tørre, var de rigtig fine.

Nu var det så tid igen. Men nu har vi så fået et møntvaskeri på grunden lige ved siden af os, så jeg tænkte: “Det er da smart – lad os bruge deres maskiner til hovedpuder og dyner denne gang”.

Som sagt, så gjort. Vi pakkede dyner og puder i en sæk, og drog afsted med drikkevarer og lidt underholdning til ventetiden. En almindelig vask i min maskine herhjemme tager godt et par timer, og en kvikvask ca. 1 1/2 time, så vi var selvfølgelig forberedt på at skulle fordrive noget tid. Stedet har været rigtig godt besøgt helt fra åbningen for et par uger siden, har vi kunnet se, så vi var ikke overraskede over, at der var pænt med mennesker dernede sådan ved et-tiden en hverdags eftermiddag. Jeg blev dog mere overrasket over, hvor store maskiner, de i virkeligheden råder over. Den største kan tage op til 28 kg., og det er da alligevel en slat. Min maskine kan tage 7 kg, og det er sjældent, at jeg kan få den fyldt op, selvom jeg kun vasker tøj 1 gang om måneden (jeg vasker selvfølgelig håndklæder, sengetøj og den slags oftere).

Jeg var også helt måbende over, at stedet er bemandet – af 2 mennesker! De tager folks tøj ud af vaskemaskinen og putter det i tørretumblere, de gør maskinerne rene, de holder stedet fint og rent, og så rådgiver de sådan nogle tosser som os, der ikke lige har den store erfaring inden for møntvaskeri! Det her billede viser priserne for at vaske og tørre tøj. I teorien lyder det jo ret billigt, men når man som jeg sorterer i farver, så ville en gang månedsvask med 5-6 maskinfulde blive pænt dyrt.

 

Anyways…. Vi kom vores dyner og puder i samme maskine, og med lidt hjælp fra den søde bestyrer fik vi startet skidtet. Man betaler efter program og så også hvor varmt vandet i maskinen bliver. Nu har jeg lidt svært ved at relatere mig til cold, warm og hot… Så vi satte den på cold og så trillede maskinen i gang. Vi satte os ved et bord, og jeg gik i gang med at lave madplan og indkøbsseddel. 15 minutter senere var der vasket for 60 baht, og maskinen var færdig. Øhhhh – nu er der ikke meget, der bliver rent på 15 minutter i koldt vand, og da slet ikke et par hovedpuder….. På den igen. Denne gang på warm og en længere vask. Det tog så 30 minutter – heller ikke ret lang tid!! Men det hele så fint ud, så vi smed det i tørretumbleren på kold luft for lige at tage den værste fugt ud.

Nu har vi så 1 dyne og 4 puder, der allesammen ser nærmest nye ud, og så synes jeg, at 150 baht er godt givet ud. Jeg fik faktisk så meget lyst til at gentage succesen, at jeg har fundet nogle flere større ting, jeg skal have vasket. Jeg kan da faktisk godt lide at sidde dernede – ca. 100 meter hjemmefra – og glo på trafik og folk og så få ordnet mit vasketøj på en noget mere effektiv måde end i min fine Siemens herhjemme. Hvem skulle have troet det? Altså jeg er damen, der er ekstremt meget mere resultatorienteret end procesorienteret!

Er man i Thailand på ferie, så har man jo mulighed for at indlevere sit tøj på et lille vaskeri om hjørnet. Dem findes der masser af. Men desværre, så er der mange af dem, der hænger tøjet ud i solen for at fremskynde tørreprocessen. Direkte thailandssol gør ikke noget godt for tøjet, og jeg har set flere have lyse striber på skuldrene af deres t-shirt. Sådan et gør-det-selv vaskeri er da meget bedre, og maskinerne siger stort set ingenting. Vores lokale vaskeri er jo også helt nyt, så standarden er virkelig helt i top. Det kan anbefales!

Ja, det var jo et noget ordinært emne i dag, men det var altså så positiv en oplevelse, at jeg slet ikke har kunnet glemme det! Nogle gange kan de ordinære og dagligdags oplevelser godt være de bedste!

Byggeriet i december
Færdigt begyndelsen af februar
Udsigten fra vaskeriet er da også meget hyggelig
by Janne
Liv i Thailand

Thailand på godt og ondt

I de forløbne par uger har jeg oplevet Thailand på godt og ondt….

Alle lande har deres egne fordele og ulemper, men Thailand har dem på sin egen, nogle gange temmelig mærkelige måde. Nogle gange kan jeg ikke finde ud af, om jeg skal grine eller græde, men jeg må jo acceptere, at tingene er som de er, for det gør de fleste thaier ihvertfald.

Blæsevejr, blæsevejr, blæsevejr….

De sidste uger har vejret vist sig fra sin rigtige kuldeside. Vinden er kommet fra nord med masser af kulde fra Kina. Det er første gang i de fem år, vi har boet her, at vi har kunnet sove uden aircondition i over en måned her i den kolde tid. Jeg har måttet vaske ekstra for at holde mig med lange bukser, bluser med ærmer og gode trøjer. Og ikke mindst strømper!! Så meget vintertøj har jeg simpelthen ikke. Jeg har siddet med mit fleecetæppe medbragt fra Danmark, og jeg har frosset, når jeg skulle ud fra den varme bruser om morgenen. Selv min bedre halvdel, som af vennerne bliver kaldt “naked man”, fordi han som regel ses i bar mave og et par shorts året rundt, har været nødt til at få sko på og en t-shirt.

Så begyndte det at blæse en halv pelikan. Vi var simpelthen nødt til at lukke alle vinduer og døre, så koldt var det. Plus at det blæste så meget, at det kunne rykke loftslamperne ned, hvis der var gennemtræk. Vores hus er bestemt ikke nyt, og det har traditionelle thai vinduer og døre, og jeg skulle hilse og sige, at det kan hyle temmelig forfærdeligt, når der kommer luft igennem sådan et gammelt utæt hus – også selvom alt er lukket. Gardinerne i soveværelset hang næsten vandret ud fra vinduerne. Vi har aldrig haft lukket huset af på den måde før….

Og så alt skidtet – hold nu op, hvor kan sådan noget støv da komme ind selv igennem en lukket dør. Noget af vores hegn faldt ned en nat, og vi måtte sikre alt i vores rod i carporten (sådan er det, når man bor sammen med en gør det selv mand).

Min søsters veninde og hendes mand var på ferie i Pattaya, og hun skrev, at de bare var ved at blæse væk.

Fra blæst til røg

Så fra den ene dag til den anden holdt blæsevejret pludselig op. Nej, hvor dejligt, tænkte vi. Temperaturen gik også lidt op, og det hele virkede pludselig noget mere hyggeligt og venligt. Stille og roligt kom shortsene ud af skabet, og efter nogle dage, måtte jeg konstatere, at det var for varmt med de langærmede bluser.

Vi tænkte, nej hvor dejligt, men det gjorde thaierne også. Nu havde de ikke kunnet brænde af i flere uger, og så tog de da godt nok revanche. I to dage, var her så tykt, at man nærmest kunne se smoggen, når man kiggede ud i haven. PM2.5 lå på et tidspunkt over 200 her i Hua Hin – og det var mere end i Bangkok med gud ved hvor mange biler. (PM2.5 er målingen af fine partikler i luften. Den skal helst ligge under 12,5 i gennemsnit over 24 timer). Det er meget usundt med PM2.5, der er for højt. I går læste jeg om en mor og datter, som var på ferie i Chiang Mai. De kunne ikke komme uden for en dør pga. røg. Datteren havde astma, og de havde begge røde øjne, løbende næse og hoste. Deroppe brænder de marker med resterne af sukkerrør af. Her er det ananasmarker.

Det er forbudt at brænde af i Thailand, men det er en udbredt folkesport. I stedet for at tage sit skrald med hen i skraldespanden (vi har ikke ordninger, hvor man kan få hentet skrald ved sin bolig), så samler man det i en lille bunke et sted og brænder pap, plastic, pakkefyld, byggeaffald, gamle klipklappere og hvad man nu ellers har. Når en hel nation på næsten 70 millioner mennesker har den adfærd, så bliver det alligevel til en “pæn” forurening. Det er FORBUDT at brænde affald her i landet, men det er ligesom færdselsloven… Ingen håndhæver den. Brokker man sig til gengæld over naboens afbrændinger til politiet, kan man få problemer. Og så er det sidste værre end det første! Det koster kun 4000 kr. for en lejemorder her i landet, og folk er blevet skudt for mindre end det!

Røgforgiftning

Det endte så med, at vi gik rundt og hostede og spruttede i nogle dage. Når man pudsede næse, fik man et chock! Kiggede vi ud ad vinduet, kunne vi ikke se bjergene her tæt på, og alt lå i en gullig tåge. “Men I bor da ved havet”, ville nogen måske sige. Ja – vi bor under en kilometer fra havet, men de brænder også af i alle landene rundt omkring, så det er vinden, der afgør, om det er godt eller skidt! Her var altså bare stygt! Vi har heldigvis en luftrenser i soveværelset, så vi i det mindste er i sund atmosfære i timer, hvor vi sover!

Men det er det samme hvert år. Det er bare som om at “røgsæsonen” varer længere og længere….. I dag er dog dejlig! Det er et fantastisk vejr med PM2.5 på 29. Vindretning må være god, eller de er løbet tør for tændstikker!

Billede venligst udlånt af min ven Lars. Her brændes af i bakkerne. HVORFOR??

Øverste billede er samme udsigt, men med smog ad pommern til. Og vi er altså nok det længste ude på landet, man kan komme i Hua Hin området.

Duftene

For nogle uger siden, begyndte håndværkerne at klaske denne her bygning op i “vores” baghave. Vi var meget nysgerrige på, hvad det var for noget, men det er altså et supermoderne gør-det-selv vaskeri med helt nye maskiner og plads til at hygge sig, mens man venter. Ikke det værste, der kunne ske. Det kunne være endnu en unga-unga bar eller en hønsefarm.

Det fine nye vaskeri – det er vi RIGTIG glade for!

Nu dufter her simpelthen af vaskepulver og skyllemiddel, når vinden er i den rigtige retning. Skisme da bedre end høns eller noget. Selv lugten af afbrændingen bliver overdøvet i perioder!

Maskerne

I forbindelse med forurening har thaierne, og de fleste andre asiater, benyttet masker i byerne. Også før Corona. Det forstår jeg godt, men en operationsmaske eller stofmaske hjælper jo ikke ret meget imod forurening. Jeg vil så sige, at her i Hua Hin var der før Corona i 2020 meget langt imellem maskerne! Folk tog dem primært på, hvis de var forkølede for ikke at smitte andre.

Jeg har før skældt ud over Corona maskerne. De stoppede med at være obligatoriske i juni sidste år, men her i Hua Hin og i store dele af Thailand har langt de fleste thaier masker på. Jeg nægter at ødelægge mine lunger med det skrammel, og selvom nogle siger, at man skal gå med maske af respekt for thaierne, så er jeg ligeglad. Det har jo ikke noget med respekt at gøre – heller ikke med “skik følge eller land fly”. Skulle jeg gøre som thaierne i alle henseender, så skulle jeg jo også køre uden kørekort og styrthjelm. Jeg tager maske på, når jeg bliver bedt om det og ellers ikke. Jeg nægter at gå på gaden eller træne i fitness centeret med maske på. Jeg hader de masker, og jeg savner stadig at kunne se folks ansigt og kunne føre en samtale, som ikke foregår med en pude over hovedet.

En tur på klinik.

Forleden skulle vi så om på en lille klinik og have taget en blodprøve. Her i Thailand kan man bare gå ind fra gaden på de små klinikker og få lavet blodprøver, urintest og den slags, og det er meget billigt. Det gjorde vi så på en lokal klinik. Da vi kom ind, røg ham den unge mand med pophår op af stolen og sagde, at vi skulle få masker på. Okay – ud i bilen og finde et par masker.

Og nu er det der, hvor det groteske i thai logik kommer ind. Min mand gik ind for at få taget sin blodprøve…. Den blev ikke taget af den kvinde, hvis diplomer og billeder prydede væggen i venteværelset, men af den unge mand med pophåret (tænker det var sønnen i huset uden nogen form for uddannelse). Brugte han gummihandsker?? Næh….. MEN han havde da sin maske på, og plasticvisiret lå klar på bordet.

Amazing Thailand, som de siger.

Logik er altså ikke altid en kernekompetence her i landet. Tag en maske på og glem styrthjelmen. Tag en maske på og pil rundt i det rå kylling i Makro uden handsker…. Øh, nej tak.

Men her ER dejligt – når bare de ikke brænder madrasser, bildæk og skumbakker af. Og inde bag ved maskerne findes masser af søde smil, som vi desværre bliver snydt for.

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Mad i Thailand og mig som madnørd

Da vi flyttede til Thailand for 5 år siden, var min store drøm, at jeg bare skulle lave mad i stride strømme. Min hobby og kæmpestore passion! Tænk at være pensionist og så bare kunne lave, hvad man har lyst til – det er da på det nærmeste den største luksus.

Desværre blev det ikke helt, som jeg havde tænkt. Og hvorfor så ikke det? Ja, vi kunne simpelthen ikke nå at spise alt det, jeg gerne vil lave! Denne blog var oprindelig tænkt til også at indeholde en masse mad og madopskrifter. Det gik også fint i starten, men så gik jeg kold i det. Vi var begge godt i stand mht. vægt, da vi landede her i Hua Hin, og derfor strøg vi simpelthen frokosten. Jeg opdagede, at man ikke dør af at være sulten, og jeg kan nemt klare mig på et stykke rugbrød og nogle grønsager helt frem til aftensmaden. Det tabte vi begge 4-5 kg af i løbet af ret kort tid. Så skulle jeg kun lave aftensmad (udover morgenmad selvfølgelig), og der er da også blevet eksperimenteret en masse gennem de sidste 5 år. Specielt med at finde på noget andet, når man nu ikke kunne få de ingredienser, man skulle bruge til en ret.

Hvorfor stå og lave mad midt på dagen til en blog, når vi ikke skulle spise det? Og jeg kunne ikke få det til at passe ind i mine aftensmadsrutiner at skulle anrette flotte tallerkener (som ikke lige er min stærkeste side) og fotografere, når vi lige skulle til at spise. Så maddelen forsvandt stille og roligt ud af min blog, og jeg parkerede også drømmene om alle mad eksperimenterne.

Nu har jeg fundet mit offer, som gør, at jeg kan lave mad midt på dagen, og det bliver spist!

Min fedekalv

Min husbond spiller i et lille amatørband, og de øver ofte i et værelse ovenpå her hos os. Det er rigtig hyggeligt, at sådan nogle gamle karle kan have så meget glæde af musik sammen, og de er selvfølgelig også blevet rigtig gode venner. Når de har spillet i et par timer, kommer de ned og får en øl eller to og en ordentlig hold snak på terrassen. I starten fik de en skål peanuts og nogle chips, som de hver gang bare plyndrede på rekordtid. Lige meget hvor meget jeg fyldte i de skåle!! På et tidspunkt begyndte jeg at lave hjemmelavede snacks og små tapas til dem, og det var da en kæmpe fornøjelse, for skåle og fade var altid HELT tomme, når de gik igen.

Guitaristen i bandet bor meget tæt på os, og han dropper tit forbi. Han er så tynd, at det er helt uhyggeligt. Hans krop er bare knogler med et (slapt) betræk på. Han snakker enormt meget om mad og sundhed, og han har meget stærke meninger om fødevarer, og hvad han vil spise og ikke spise. Nu hvor jeg kender ham, ved jeg, at han mest har det i munden (no joke!).

Han er gift med en filippiner, og som mange sikkert ved, så spiser asiater, når de er sultne, og mange gange kan de fint sidde og spise alene midt i en gruppe. Hans kone er meget aktiv inden for fitness, og hun spiser ofte sammen med sine veninder. Så hun sørger altså ikke for, at han får noget mad. Nogen vil måske mene, at det da heller ikke kan være hendes opgave, men jeg er af den gamle skole, hvor man sørger for, at ens bedre halvdel får mad, og jeg har smurt utallige madpakker med små overraskelser og kærlighedserklæringer. Når jeg har skullet rejse på mit arbejde, har jeg lavet varme-op mad til flere dage. Sådan er jeg….

Men nu har jeg fundet min fedekalv! En tynd guitarist på næsten 70, som æder stort set alt, hvad jeg sætter foran ham. Han har det problem, at han ikke kan tåle MSG (en kemisk smagsforstærker). Her i Thailand kommer de det nærmest i ALT, og de kommer det i i kæmpe store mængder. Får han bare lidt af det, så bliver han så søvnig, at han må hen og sove. Derfor tør han ikke gå ind på en almindelig thai restaurant, for selv om han spørger ind til det, og de siger nej, nej, så kan han ikke være sikker. Derfor er den ret, jeg har set ham spise 90% af tiden, når han er ude…… Pomfritter!!! Den store sundhedsguru, og så æder han pomfritter?? Han dyppede dem i ketchup, indtil han fandt ud af, at der også var MSG i det meste ketchup her.

Han er blevet min fedekalv og mit lille forsøgsdyr! Jeg har efterhånden været igennem mit kendte repertoire af småretter, så nu begiver vi os ind i eksperimenterne. Og han er med på det meste! Jeg laver ting, som han egentlig ikke vil spise, men han æder det hele alligevel. Alt sammen selvfølgelig uden MSG.

Her er et par eksempler fra ugen, der gik.

Jeg havde købt et par specielle ingredienser, som skulle afprøves

Cowslip creeper (en kodriver på dansk)
Hummingbird flowers (kolibri blomster)

Den første blev til en nudelsalat med dressing af fermenterede bønner, og nummer to blev friteret med en dip til. De to retter indgik i en omgang asiatiske tapas med mangosalat, pesto af thai basilikum, enokifritter med græskarpure og wontonkiks med parmesan.

Lyder det skørt? Det var ihvertfald hammersjovt at lave, og der blev 99% spist op. Vi kunne ikke spise aftensmad, men jeg havde det rigtig godt med, at vores ven havde fået noget andet at spise end pomfritter!!

Thailandsk mad og mig

Hvad mad angår, så er jeg flyttet til det forkerte land…. Min bedre halvdel ELSKER stærk mad, og han er vild med thai mad – inden for rimelighedens grænser – det kommer jeg lige tilbage til. Jeg derimod er verdens største kylling. Jeg kan simpelthen ikke tåle chili, og da slet ikke i thai mad. Mexikansk mad kan jeg godt klare i en vis udstrækning, for der får man masser af ost, bønner og creme fraiche til at “dølle” på den stærke chili. Chilityperne i Mexico er også anderledes og meget mere runde og fyldige i smagen end feks. en birdseye chili i Thailand, som bare rykker hovedet af en. Det er nok godt nok, at vi ikke endte i Mexico, for så havde jeg nok været en trind lille tønde på to ben!

Efterhånden kender jeg de retter, som ikke er så stærke, og går vi ud og spiser thai mad, så ved jeg, hvad jeg kan bestille uden at skulle ringe efter en ambulance bagefter! At dele nogle retter på thai maner er ikke nemt i vores lille familie, og når vi gør det, så går min husbond lidt slukøret hjem, for han har ikke fået sit stærk-thaimad-fix den dag!

Noget af det, der kan skræmme mig ved thai mad, er det som jeg kalder det brune plummervand…. En skål tynd brunlig – til tider grønlig – suppe med noget ubestemmeligt indhold. Man kan købe det færdiglavet på markedet, og ofte står det i 30 graders varme en halv dag. Uha uha. Og så er der køkkenhygiejne og kølig opbevaring, som nogle gange er en by i Rusland, men det skal man altså ikke tænke på her – så bliver man meget tynd! Hvad værre er, at jeg ikke har mulighed for at vide, om det er så stærkt, at det rykker hovedet af. Jeg spiser næsten alt, men jeg vil altså gerne vide, når jeg spiser grisetarme eller andenæb!

Oksekød, kallun og lever
Kallunsuppe med ??
Brunt vand med ??

Jeg laver stort set aldrig thai mad herhjemme. Jeg er ikke god til at spise det selv, og thaierne er da også meget bedre til at lave thai mad, end jeg er. Jeg laver nogle gange en version af noget thai – feks. en larb burger. Larb er en lun salat af stegt kød (ofte hakket) med grønsager og den lækreste dressing. Burgeren indeholder alle smagselementer og ingredienser – bare på en anden måde.

Mine fans når jeg laver vestlig mad

Til gengæld har jeg mine fans blandt vores thai venner, og de har deres favoritretter, som jeg af og til bliver bedt om at lave. Lasagne eller bagt pasta med sauce er i meget høj kurs! Tam – vores ven, som ejer Rockzone bar – beder mig af og til om at lave hans favorit – min hvidløgssuppe. Dracula ville stige i en rumraket og forlade jorden, hvis han kom i nærheden af den suppe! Hans søn Namo er helt vild med Ahan Denmark (dansk mad), og han er bare glad for mit hjemmebagte brød – pizzasnegle er også en af hans favoritter.

Sidste søndag skulle Tam holde nytårsfest for sit personale, og han spurgte, om han måtte holde det her hos os. Det måtte han da helt sikkert gerne, og der blev spist og drukket, grinet og hygget. Han kom med sin ananasmarinerede gris (som vi grillede) og bartenderen lavede Som Tam salat i alverdens afskygninger (den sidste lavede han kl. 2 om natten). Jeg havde lavet noget kylling og nogle salater + min famøse hvidløgssuppe. Aftenens hit var noget så mærkeligt som broccolisalat – den med rosiner og bacon og den lidt søde dressing. Klokken halv to om aftenen sad thaierne stadig og prikkede i den!!

Nå ja – og så skal jeg ikke glemme abemad! De synes simpelthen det er så sjovt et navn for frugtsalat med råcreme. Det røg lige ned i løgnhalsen!!

Thai mad og mig

Thai mad bliver nok aldrig min favorit, men jeg kan godt lide flere af retterne, hvor der ikke er for meget chili i. Jeg prøver at udfordre mig selv, når vi går ud og spiser, og engang imellem finder jeg faktisk en ny ret. Thai mad er nok også reklameret op til at være HELT fantastisk altid, men der findes altså også dårlige kokke og dårlige ingredienser her. Nogle kokke kommer alt for meget sukker, olie (billig palmeolie) og fiskesovs i retterne, og det kan faktisk godt være en temmelig usund affære. Til gengæld kan man få det mest fantastiske thai mad, hvis man bare kender de rigtige steder. Her i Hua Hin er der tusindvis af spisesteder, så man kommer aldrig igennem dem alle.

Feast Thailand vil jeg gerne slå et slag for. De laver udflugter både morgen, middag og aften, hvor man kan komme ud på de bedste ægte thai restauranter her i byen. Vi følger dem på Facebook, for når de anmelder en god restaurant, kan vi jo følge i deres fodspor. Bare info til de madører, der kunne være interesseret i det.

Nå, i aften står den på “tøm køleskab”. Når jeg mangler at få brugt de sidste slatne rester af grønsager, så laver jeg minestrone. I skrivende stund er jeg i gang med at lave ciabatta brød. De er supernemme, men man skal lige være hjemme til at folde dej nogle gange. Her er fra sidste bagning.

God søndag!

 

 

 

by Janne