Regntid i Thailand kan betyde voldsomt vejr

Så starter regntiden så småt i Hua Hin og resten af Thailand. Altså “den lille” regntid – den store kommer først i oktober til december. Og det er ikke så ringe endda, for vi mangler godt nok bare vand mange steder.

Faktisk er der mange steder så stor mangel på vand, at man ikke kan dyrke ris. Det går hårdt ud over landmændene, som så ikke har nogen indtægt. Tørken har flere steder i Thailand nu varet i 2 år, og her i Hua Hin har vi også kunnet se på vores regnmåler, at det bliver til for lidt. Vandværket kæmper vildt med at holde forsyningen kørende, og vi har ofte ikke vand ind om dagen og det løber kun ganske langsomt om natten.

Når jeg skriver “nogle steder” og “visse steder” i forbindelse med vejret i Thailand, så er det fordi, at forskellen mellem de forskellige landsdele og områder kan være enorm! Monsun er noget lunefuldt noget, og regnmængderne kommer helt an på, hvor vinden kommer fra, bjerge, havet osv. osv. Lige som vejret over hele kloden. Det betyder for eksempel, at vores venner, som bor få kilometer væk kæmper med vandmasserne, mens vi bare kan se en arrig himmel og høre noget bulder i det fjerne.

Det har været ukristeligt varmt i Hua Hin de sidste uger! På vores terrasse op til over 38 grader, og en pool der er over 34 grader. Så er der altså ikke meget hjælp at hente der. Thaierne er også ved at smelte i det varme vejr, og jeg tror, vi alle sukker efter vand og gråvejrsdage.

Voldsomt vejr

Et af problemerne med vejret her, er at det ofte kan blive meget voldsomt, når der så endelig kommer regn. I denne uge har de for eksempel haft et par rigtig lede omgange i Pattaya med kæmpe oversvømmelser, væltede træer og elmaster plus en strand der eroderer lynhurtigt. I sidste uge var Bangkok ramt af oversvømmelser på grund af kraftig regn.

Hua Hin er et rigtigt smørhul, hvad angår regn. Det er jo især dejligt, hvis man ser på det som turist! Der er ofte superfint vejr her i byen, hvor det styrter ned 50km nordpå og 50km sydpå. Men har man en have stiller det sig straks anderledes. Selvom vand er ufattelig billigt i Thailand (vi bader, vasker tøj, fylder swimmingpool efter og vander for ca. 20 kr. om måneden), så er det da bedre, at havevanding foregår på den naturlige måde!

Men Hua Hin kan dog godt være med nogle gange om året. Vi kan sagtens have rigtig voldsomt vejr her også. Det sker bare ikke så tit, som det gør mange andre steder.

Forleden nat vågnede jeg ved, at gardinerne i soveværelset blafrede vandret ind i lokalet. Det blæste bare en halv pelikan! Udenfor kunne jeg i alle lynglimtene se, at palmetræernes blade alle vendte i samme retning! Det var ikke begyndt at regne endnu, så jeg styrtede ud af sengen for at redde vores hynder til havemøblerne, potteplanter på terrassen osv. Da jeg lukkede døren op ud, blev luften nærmest trykket ud af mine lunger, og støvregn piskede ind i ansigtet på mig. Selvom jeg var 2 meter inde under et tag! Jeg fik tingene ind, men kunne så høre en masse rabalder i carporten. Vi har pænt mange ting derude, og det fløj rundt med låg til plastickasser, presseninger mm.

Jeg fik alt samlet ind og gik i seng igen. Udenfor rasede den der storm bare vide, og det begyndte at vælte ned! Min bedre halvdel sov som en baby, mens jeg lå og bekymrede mig over, hvilken ravage vind og regn kunne lave. Efter en times tid stilnede det af, og så regnede det bare lige så stille. Det var lige den yderste “hale” af uvejret i Pattaya, som ramte Hua Hin og Cha Am. Næste morgen var temperaturen dalet adskillige grader, men til gengæld var luftfugtigheden tårnhøj.

Eftervirkninger – et trist offer

Næste dag kom min husbond og fortalte mig, at vi havde en “casualty” – noget var faldet i stormen. “Du bliver ked af det”, sagde han. Det fik han fuldstændig ret i. Lige hvor man kommer ind ad vores gate, har vi en stor, meget gammel opstammet bourgainvillea. Den er tofarvet – lilla og hvid, og den har stribede blade og en meget knortet vækst. Da jeg kom ud for at kigge, lå den bare op i alle de andre planter omkring den, og stammen var knækket lige i jordoverfladen.

Bourgainvillea knækket i storm

Nej, hvor var det trist at se! Den er måske 20 år gammel, og sådan en er svær at finde igen. Plus at en ny sandsynligvis vil koste en formue. Det er jo nærmest en bonzai i fuld størrelse.

Da vores havemand kom dagen efter, havde vi  lagt saven frem til ham, så han kunne skære den i mindre stykker og fjerne den. Han blev dælme også ked af det, da han så det. Han er rigtig glad for vores have, og han nusser og pusser den, som om det var hans egen. Måske i virkeligheden endnu mere end om sin egen. Han er virkelig guld, og vi skønner rigtig meget på ham. Han kiggede på træet, og så sagde han, at vi da var nødt til at prøve at redde det. Så han kørte ud og købte nogle pæle og noget pottemuld for 238 baht, og så blev den ellers sat på krykker og fik noget ægte kærlighed.

Vi håber, den overlever!

Den har godt nok mistet en halv meter af højden, og kronerne måtte klippes drastisk ind, men det er fint, for så er den ikke så toptung. Nu må vi se, om den kommer sig. Jeg er ikke sikker, for den har jo mistet sit rodnet, og den virker ærlig talt noget slatten.

Voldsomt vejr skal tages alvorligt i Thailand

Når man har prøvet et voldsomt uvejr i Thailand, så ved man godt, at man skal tage det alvorligt, når himlen pludselig bliver mørk, og der kommer en kællingevind, der skiftevis er kølig og varm, og når det lyner mellem skyerne nærmest uafbrudt! Pludselig begynder det at regne med kæmpestore, meget tunge dråber, og et minut senere STYRTER det ned med nogle rigtig lede vindstød. Ofte lægger vinden sig senere, og så regner det bare. Det kan vælte helt lodret ned i rigtig lang tid. Så får man altså vand!! Forleden fik vi 46.8mm på bare en time. Poolen var så fuld, at man ikke kunne se skimmeren mere!

Som reference så fik vi den 4. oktober 2018 224,7mm på et døgn. Vi kunne svømme på plænen, alt barkflis sejlede rundt i hele haven, poolen løb over, vores pumper stod under vand, og vores kloaker og septiktank stod helt af! Det var vildt, men heldigvis havde vi søde mennesker til at hjælpe os. Og huset blev ikke oversvømmet! I gaderne i Hua Hin kunne almindelige biler ikke køre i dagene efter – kun de store 4-hjulstrækkere. Det væltede bare ned!

En fuldstændig fuld pool den 4. oktober 2018 – og det blev værre!

Vi har på Koh Samui set palmerne ligge nærmest vandret og en nærmest lyserød/lilla himmel, hvor lynene ikke slog ned, men hvor de udladningen var vandret mellem skyerne. På Phuket har vi set et regnvejr komme ind fra havet. De lokale fik alle turisterne væk fra stranden og indenfor og fik lukket til. Lidt senere kom der en sort mur af vand – man kunne simpelthen se muren flytte sig og komme nærmere. 30 minutter senere skinnede solen igen, men vi gik i vand til anklerne. På Koh Samui har vi også prøvet at skulle gå gennem en halv meter vand, for at komme tilbage til vores hotel. Problemet med det er, at man jo ikke ved, hvad der er i det vand, og man ved ikke, om man pludselig falder i et hul, fordi der mangler et kloakdæksel…

Heldigvis er det som regel bare en gang tordenvejr og noget regn, og som sagt ligger Hua Hin et sted, hvor der ikke er så meget voldsomt vejr. Men nogle gange kan man godt savne det gode danske “grødevejr”, som min far sagde. Når det er lunt, og det regner i et tempo, hvor jorden kan nå at optage vandet. Jeg kunne faktisk godt leve med nogle stille regnvejrsdage i ny og næ i stedet for, at Vorherre åbner alle sluser på samme tid.

Tak til Lars for det flotte billede øverst. Black Mountain vest for Hua Hin efter et regnvejr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *