Jamen hvor ER det?????????????????

“Jamen hvor ER det?” er et næsten dagligt spørgsmål her hos os i Hua Hin. Det er altså ikke som i Danmark, hvor steder er nemme af finde, og hvor man kan regne ud, hvor man kan finde en bestemt butik eller et bestemt firma!

Jeg har skrevet om det før, men at finde et sted i Thailand kan godt nok være lidt af en udfordring. Gadenavnene er ikke altid entydige (vores lille vej har feks. ikke noget navn, og den lidt større vej længere nede har to navne til stor forvirring for alle). Husene får husnumre i fortløbende orden efter, hvornår de er blevet meldt indflytningsklare. Derfor har vores naboers hus nummer 102 – vores er 109. Numrene ind imellem kan ligge hvorsomhelst i vores underdistrikt, som er 31. Jeg beundrer altid postbudene helt vildt for, at de kan hitte ud af det rod, men det kan de faktisk, og postvæsenet i Thailand er faktisk noget af det mere pålidelige i landet.

Forholdet til, at det er vigtigt hvor man er, hvis man driver forretning her er nærmest ikke eksisterende. I øjeblikket popper der nye restauranter og barer op her i området hver uge, og de reklamerer ofte meget på Facebook. Men 90% af tiden får de utallige kommentarer fra potentielle kunder: “Jamen hvor ER det????” Det må være noget i Thai kulturen, der gør, at de bare kører rundt, indtil de ramler ind i noget spændende. Måske kører de rundt og leder efter en bestemt restaurant, de har set på Facebook, Line osv. – eller også hører de om det fra andre, som forklarer, at det er liiiiiige ved siden af ham, der reparerer motorbikes og overfor 7-11. Vi andre er noget mere målrettede og planlægger, at i aften skal vi spise på den der nye restaurant på Soi 102. Når vi gør det, vil vi helst vide sådan omtrent, hvor restauranten ligger og kan køre ret lige dertil.

Det er ihvertfald min teori… For hvorfor laver man en Facebook side for sin forretning og så ikke fortæller, hvor den ligger??? Det er mig virkelig en gåde!

Her i Thailand går man ikke op i hjemmesider. Det meste foregår på Facebook, og er man ikke med der, ja – så er man sådan set temmelig meget udenfor! Facebook har nogle udfordringer, når det gælder at linke til sin lokation, men det er jo en temmelig vigtig detalje, når man gerne vil promovere sin butik. Når så potentielle kunder spørger: “Jamen hvor ER det?”, så skriver de enten tilbage, at det ligger 100m syd for tankstationen eller noget i den stil. Det med Google Maps er ikke særlig populært her.

Her skal jeg lige fortælle en sjov historie. Vores venner var i Danmark, og deres kat var i kattepension her i Hua Hin imens. På et tidspunkt slap kattefoderet op, og vi lovede at køre ind og hente noget mere og levere det til dyrepensionen. Vi kiggede på Facebook, og der var sandelig en adresse og et link til et kort. Så behøvede vi ikke at bruge min venindes forklaring om, at 3. vej efter 7-11, lige efter vandtårnet og det grønne hegn osv. osv. Vi kørte efter kortet og endte i et villakvarter syd for byen, men vi kunne ikke lige se nogen kattepension! Vi kørte rundt i området i noget tid, men til sidst ringede vi til dyrepensionen. Nååååååååh ja – den adresse var bare noget ejerens veninde havde lagt ind for sjov på Facebook! Deres lokation var faktisk helt ude i den anden ende af byen – og det passede da også lidt bedre med vandtårnet og det grønne hegn. Vi fortalte om vores problemer med at finde det, men nogle måneder senere var det da stadig forkert! Men vi fik da afleveret kattemaden efter nogle timers leden!

Min husbond har påtaget sig den umulige opgave at forsøge at rette op på alle fejl og mangler på Google Maps. Han er nu en såkaldt “Local Guide”, hvilket betyder, at han laver mange rettelser, og at de kan bruges til noget af andre. En musikerven har en musikforretning lidt uden for byen, og lokationen på Google Maps var helt forkert. Det fik min mand så rettet, og senere fik han en email fra Google, der fortalte, at flere tusinde havde set ændringen. Ejeren af butikken kunne også mærke forskel i form af flere kunder, og han var meget taknemmelig over det. Det siger jo lidt om, hvor vigtig den der lokation i virkeligheden er.

Hvor svært kan det være?? Næh, det kan man jo spørge sig selv om, men her i landet er det åbenbart meget svært. Vi bruger ofte Bolt eller Grab, når vi skal have en taxi. Det foregår i en app, hvor programmet selv ved, hvor man er, og så skal man bare angive, hvor man skal hen – enten med et navn på en lokation, en adresse eller ved at pege på et kort. Det fungerer upåklageligt, og man kan oven i købet se “real time”, hvor den bestilte bil befinder sig! Det fungerer super! Lige indtil, at chaufføren ikke kan finde, hvor man gerne vil hentes, og af og til spørger de også: “Where you go?”. Jamen det står jo på din skærm??…… Men okay – når man er stedkendt er det jo ikke noget problem!

Siden Covid har vi haft nogle fantastiske muligheder for at ordre alt muligt online. Jeg stod en aften og skulle lave stuvet hvidkål, og da jeg åbnede køleskabet, så jeg til min skræk, at vi ingen mælk havde. Så gik jeg ind på Grab (som leverer services inden for transport, madudbringning og dagligvareudbringning) og bestilte en dunk med to liter mælk. 20 minutter senere var den leveret til en udbringningspris af 5 baht. MEN….. Inden da måtte jeg løbe rundt i kvarteret i mørke, fordi ham driveren simpelthen ikke kunne finde ud af, hvor vi bor!! Det står jo på hans skærm…. Men der er altså et eller andet med thaier og kort (altså landkort) – det er, som om hjernen kortslutter, og så ser de bare myrer på deres skærm.

Når man skal købe et eller andet, så kan man ikke bare lige gå ind på Google og finde ud af, hvor man kan få det. Det er nok også grunden til, at vi har snakket om at købe noget kunstgødning det sidste år. Vi har kun set det i (nogle meget dyre) 2 kg. poser her i området. Vores venner ved godt, hvor det kan skaffes, men det er en halv times kørsel uden for byen. Der MÅ da findes kunstgødning i sække lidt nærmere på, men lige hvor?? I dag tog vi os så sammen og kørte hele den lange vej ud på den anden side af omfartsvejen, hvor der er en gødningsbutik (og de har MANGE slags men ikke så meget andet). Vi tog det som en udflugt og fik kigget lidt på den nye lokale plasticbutik, hvor man kan få alt mellem himmel og jord til ingen penge. 50 kg gødning kommer nok til at holde resten af vores liv, så selv om det var en fin butik, og de var søde, så kommer vi der nok ikke lige igen!

Der findes heldigvis flere Facebook Hua Hin fora, hvor man kan spørge om alt mellem himmel og jord. Uden dem tror jeg simpelthen vi endte med at køre rundt og lede efter alt muligt hele dagen. De grupper er guld værd, og så får man ovenikøbet en slags “anmeldelse” med i købet. (Det er ikke så sædvanligt her. Hvis man kritiserer et produkt eller en forretning, så risikerer man at blive anklaget for “æreskrænkelse” ifølge Thai lov, og der kan følge en heftig straf med, hvis man dømmes for det.) Min veninde er også et omvandrende orakel, hvis man gerne vil vide, hvor man kan købe hvad. Og på ægte thai style, så er det en forklaring med, at det ligger liiiiiige efter vandtårnet på Canal Road og så lidt ind til højre ved et apotek. Men hvis nogen ved, hvor man kan finde tingene – ja så er det hende!

På vejen ud efter gødning i dag kiggede vi efter en ny restaurant med en meget god kok, som er startet op for sig selv. Ifølge oplysningerne på hans Facebook side, så skulle det ligge på 102. Vi kørte en lidt alternativ vej i dag, og så vupti – der lå restauranten. Men bestemt IKKE på 102, og det så faktisk slet ikke ud som på billederne på Google Street View. Så her må vi lige ind og sende en ændring til Google Maps, så også andre har en chance for at finde hans gode mad!

PS. Billedet øverst oppe er af vores lokale massageklinik, hvor en meget dygtig ung dame har studeret sportsmassage. Hun gør da heller ikke meget væsen af sig. Og sådan her finder man hende…. “42 Home Massage” er det mundrette navn på klinikken. Og man kan IKKE zoome ind på kortet!

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.