Bilreparation – pris i Thailand

At sende sin bil på værksted i Thailand er en helt anderledes “fornøjelse” end i Danmark. Og her mener jeg udover supergod kundeservice også prisen! I dag fik vi skiftet tætningsliste i bagdøren til en pris, man næsten ikke kan forstå.

Ny bil og vedligehold

Vores Honda, som vi købte som ny sidste år, bliver kørt ned på den lokale bilvask, når den bliver for beskidt. For den formidable sum af 250 baht (50 kr.), bliver den vasket udenpå og gjort ren indeni, så den fremstår som helt ny. Hvis man vil betale 740 baht (150 kr.), så får man undervognsvask, motorvask og lakforsegling samt polering. Det tager omkring 2 timer for 4 mennesker – og det er altså ikke fordi de ikke er effektive. De farer simpelthen rundt, og bagefter ligner bilen en million igen, og dufter endda som ny.

Meen – måske har de haft lidt for travlt sidste gang, for tætningslisten til bagsmækken var altså gået i stykker, og det er jo ikke så fedt i en næsten ny bil.

Reparation og pris

Vi bestilte en ny tætningsliste ved sidste serviceeftersyn (som iøvrigt kostede ca. 1000 baht)

I dag skulle den så sættes i, og regningen lød på

18 minutters arbejdstid 145,50 Baht
Ny gummiliste 477 Baht
+ moms 7%

Ialt 666,08 baht. (ca. 130 kr)

Altså det kan man jo næsten ikke fatte som dansker. En timeløn på 485 baht (ca. 100 kr.)og så på et autoriseret værksted.

I Danmark var den reparation jo sandsynligvis endt i et par tusind kroner. Eller også kørte man vist bare rundt med en defekt tætningsliste, hvis det ikke ligefrem regnede ind i bilen!

Du kan se mere om at eje bil i Thailand her.

10 ting du som turist måske ikke ved om Thailand

Her kommer en liste med 10 ting, som du måske ikke ved om Thailand, når du kommer her som turist. Det drejer sig i dette indlæg om skik og brug men mere omkring lovgivningen i landet.

Nr. 1 – Rygning er forbudt mange steder

De fleste af de store strande har i dag rygeforbud, og det er angiveligt fordi, der var alt for mange cigaretskodder i sandet. Der er lavet en kæmpe rapport om det her, og det er jo beskæmmende, at folk ikke kan finde ud af at samle deres eget skrald sammen. Her i Hua Hin gælder det både Hua Hin Beach og Takiab Beach.

Straffen er ret hård – bødestraf på op til 100.000 baht og/eller et års fængsel.

Desuden må man ikke ryge på offentlige steder, barer og restauranter, og man skal 5 meter væk fra indgangen for at ryge. E-cigaretter er MEGET forbudt og man kan komme i fængsel i 10 år for at medbringe sådan en fætter. En fransk dame blev deporteret i februar 2019 for at medbringe sådan en.

Nr. 2 – Onsdag er lukkedag på stranden

Strandstole og butikker havde for nogle år bredt sig til 100% af stranden mange steder, så man næsten måtte gå ude i vandet for at komme på langs af stranden. Så da militærjuntaen kom til magten i 2014, blev der godt nok ryddet op. På Phuket og i Hua Hin blev alle ulovlige små boder/butikker blev fjernet, og der måtte kun være solstole på 10% af strandområdet. Så kommer man til stranden på en onsdag, og alt er øde, så er det altså ikke fordi jorden er gået under.

Nr. 3 – Alkoholsalg

Butikkerne må kun sælge alkohol mellem 11 og 14 og igen mellem 17 og 24. Og så er der en del “alkoholforbudsdage” som knytter sig til religiøse helligdage og ved valg. De fleste restauranter og barer har kun bevilling til kl. 24, men så kan man også komme hjem og få sin skønhedssøvn. Se mere om alkoholreglerne her.

Nr. 4 – Påklædning

De fleste ved vist efterhånden, at man skal være tækkeligt klædt på i templerne og på offentlige kontorer. Men vidste du, at man ikke må køre bil i bar overkrop? Det giver nok sig selv for damerne, og hvor mange mænd ville køre rundt i sin Suzuki Swift i bar overkrop i Danmark? Bøden er nok ikke så stor, men lad alligevel være.

Nr. 5 – Sexlegetøj

Det er forbudt at besidde sexlegetøj – ja, du må selv tænke dig til, hvad det kan være, og husk, at det er besiddelse og ikke salg. Straffen kan også være pænt hård, og det er ikke i den gode forstand. Rent faktisk er der et parti (Tai Rak Tam), som stiller op til valget her den 24. marts 2019 med et program om, at det bør være lovligt. Her i Thailand er der masser af gummiplantager, og det kunne give en god omsætning til landet at fremstille den slags, og så kan man undgå alle mulige sexualforbrydelser og overgreb.

Nr. 6 – Droner

Hvis man skal flyve med en drone i Thailand, skal man have en licens. Det kan man godt få, og det er nok det klogeste, når straffen kan være bøde på 100.000 baht og/eller 5 år i fængsel.

Nr. 7 – Identifikationspapirer

Loven i Thailand påbyder faktisk alle udlændinge at have passet på sig altid, mens man er i landet. Der er skrevet meget om dette, og guvernørerne i de forskellige regioner siger også forskellige ting. I virkeligheden drejer det sig jo om, at man skal kunne identificere sig, hvis man på en eller anden måde kommer i kontakt med myndighederne, feks. politiet. Meget her i landet er op til den enkelte – feks. politimand eller integrationsmedarbejder, så bedst er det, hvis man har passet på sig. Eller en kopi, og så kan man jo se, om man kan overbevise politiet om, at det er nok.

Nr. 8 – Gambling eller spil

Der er ingen kasinoer i Thailand, og spil er som hovedregel forbudt. Man har en statslig Lotto, og det er det eneste udover lidt hestevæddeløb. Man ser ofte sælgere gå rundt på gader og stræder med små “bakker” med lottokuponer. Spillekort er ikke ulovlige i Thailand, men der er høj skat på dem, og man må kun eje max. 120 spillekort. Til gengæld er det forbudt at spille om penge – og det gælder også turisterne. Så ikke noget med at spille 500 ved poolen med 100 baht sedler som indsats! Straffen kan være op til 1.000 baht og 1 års fængsel.

Det skal også lige nævnes, at man skal have en licens for at have en dartskive på et offentligt sted, som feks. i en bar.

Nr. 9 – Undertøj

Det er ikke tilladt at forlade huset uden undertøj, og det kan man jo sige i mange tilfælde også er en rigtig god ide.

Nr. 10 – Øl-selfies

Det er ikke tilladt at lave selfies med alkohol, feks. en øl og poste dem på nettet eller Facebook. Straffen kan være op til 1 års fængsel og/eller en bøde på 100.000 baht. Denne regel er også indført af militærjuntaen, som ved samme lejlighed afskaffede “ølpigerne”, som er piger i bryggeriets “uniform”. De sørger for gæsterne i barer og restauranter. Det forbud har de så ikke hørt om, for de findes stadig alle steder – eller også har de fået tøjet i en genbrugsforretning.

Som det kan ses, kan thai lovgivning være lidt tricky i forhold til, hvad man er vant til fra Danmark. Og da det igen er op til den enkelte politimand at fortolke loven, så oplever ikke alle det samme. Og så har man en tendens til at “glemme” en bestemt paragraf, indtil den pludselig skal håndhæves igen efter flere års “dvale”.

Nu lyder det hele så negativt, men det er det ikke. Bare husk, at man kommer længst med at opføre sig ordentligt i Smilets Land.

 

Rejeburger med aspargessauce

 

Denne rejeburger har både bløde ristede rejer og helt sprøde stegte rejer sammen med asparges i en lækker hjemmebagt burgerbolle.

En lækker måde at få rejer på, og uanset om man er vild med rejer eller ej, så er denne burger et hit. Specielt pga. de sprøde lækre rejer, som selv børn kan lide, og som i virkeligheden er supernemme at lave.

Her i Thailand kan man købe rejer i alle mulige størrelser – small, medium, large – og man kan sågar købe hun-rejer som noget specielt. Jeg ved ikke, hvad fordelen skulle være, men måske at de har rogn. De allerstørste rejer synes jeg ikke om. De ser imponerende ud, men de er meget vattede. De mindste er en plage at pille, så jeg vælger som regel nogle i mellemstørrelsen. I denne ret er de panerede lidt større end de ristede.

Tilberedning af rejer

Først og fremmest – husk nu den tarm! Det er ikke sjovt at spise rejer, og det knaser mellem tænderne. Og tanken om, at det sandsynligvis ikke er sand, der knaser, er ikke rar. Tarmen skal ud, og det er nemt nok – man skærer bare et lille snit ned langs med ryggen af rejen, hvor den mørke skygge er. Tarmen kan hives ud med en lille spids kniv. Vupti!

De fleste ved, at man endelig ikke må tilberede rejer for længe – de bliver simpelthen ligesom en tampax. Derfor er det vigtigt at panden eller olien er ordenlig varm, og at man holder øje med dem. Så snart de skifter farve fra grå til rød, er de faktisk færdige (hvis det ikke er de der kæmpe nogen – de skal have lidt længere).

Burgerbollerne

Vi kan lide, at burgerbollerne er grove, og det er også det eneste gærbrød, jeg kommer sukker i. Jeg hader simpelthen de der halvsøde, hvide brød, der ikke smager af ret meget andet end sukker, men til burgers hører det sig til, at brødet er en smule sødt.

Når vi får de grove burgerboller, har vi ikke behov for feks. pommes frites eller andet tilbehør. Vi blev rigeligt mætte.

 

Rejeburger med asparges

Rejeburger med sprøde og bløde rejer og en aspargessauce som dressing.

Fyld til burger

  • 15-20 stk. kæmperejer (rå (evt. fra frost))
  • 1/2 dl mel
  • 1 æg
  • 1 dl pankorasp
  • Olie (gerne solsikkeolie) (til stegning)
  • 1 dåse asparges
  • 1 tomat
  • 2-4 salatblade

Sauce

  • 3 spsk. smør
  • 2 spsk. mel
  • Vandet fra aspargesene
  • 1/2 dl piskefløde
  • 1/2 bdt. dild
  • Salt og peber
  • Saft af 1/2 lime

Burgerboller

  • 6 gram tørgær (eller 25 gram almindelig gær)
  • 2 1/2 dl. vand (ca. 37 grader)
  • 1/2 spsk. salt
  • 2 tsk. sukker
  • 75 g fuldkornshvedemel eller groft rugmel
  • Ca. 350 g hvedemel
  • Æg til pensling og sesamfrø til pynt.

Burgerfyld

  1. Fjern skaller og tarme fra rejerne. Læg rejerne på lidt køkkenrulle, så de kan dryppe af.

  2. Paner halvdelen af rejerne i mel, sammenpisket æg og pankorasp. Stil dem koldt, til de skal steges.

  3. Hæld vandet fra asparges og gem det.

  4. Lav en opbagning af smør og mel. Tilsæt aspargesvand og kog det godt igennem. Tilsæt evt. lidt vand, hvis sovsen er for tyk. Tilsæt limesaft og lidt fløde samt den grofthakkede dild. Smages til med salt og peber. Sovsen må ikke være for tynd. Tilsæt asparges og hold sovsen varm.

  5. Steg de panerede rejer i god varm olie og steg resten hurtigt i en anden pande. Drys begge dele med salt undervejs.

  6. Skær tomaten i skiver og byg burgeren op med salat, tomat, rejer og aspargessovs. Kom ikke sovs på de panerede rejer – så bliver de slatne.

Burgerboller

  1. Rør gæren ud i vandet, tilsæt salt og sukker og fuldkornsmel. Rør det sammen og tilsæt hvedemelet. Hold lidt tilbage, og tjek hvor meget dejen kan tage.

  2. Ælt dejen 6-8 minutter – gerne på maskine

  3. Stilles til hævning et lunt sted i ca. 30 minutter

  4. Slå dejen sammen og del den i 8 stykker og form dem til flade boller.

  5. Læg dem på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve igen ca. 20 minutter

  6. Pensl bollerne med æg og drys med sesamfrø.

  7. Bag bollerne ved 200 grader i 15-20 minutter.

Oksekød i Thailand

At købe et godt stykke oksekød her i Thailand kan være både svært og dyrt. Thaierne spiser ikke selv meget oksekød – specielt ikke, hvor der ikke er så mange muslimske thaier, og de findes mest nede sydpå i landet.

Mange mennesker siger, at oksekød og thai i samme sætning er en joke, og det kan det sørme også være. Jeg forsøgte i starten vi var her ad flere omgange at lave thai højrebsbøffer på panden, på grillen og i sous viden. Uanset hvor længe de fik, så var de STENHÅRDE, og en gammel sutsko ville have været mere mør!

Når man ser på en thai ko, kan man også godt forstå, at der ikke kan være meget sjov ved kødet på den. De er ofte radmagre! Jeg undrer mig stadig over, hvad thaierne vil med de køer, for de drikker jo heller ikke mælk.

Billedet ovenfor er taget i går på en tom byggegrund foran vores hus. Køerne bor der ikke permanent, og “bondemanden” driver rundt med dem, hvor der nu er noget at æde til dem. Læg lige mærke til, hvor små nogle af dem er – og det er ikke kalve. Der er ikke mere kød på sådan en ko end på en pattegris.

Oksekød i Hua Hin

Her i Hua Hin kan man sagtens købe oksekød – feks. i Makro (vores svar på Inco og Metro i Danmark, men hvor private også snildt kan handle) og i Villa Market, som er en butik med nærmest kun udenlandske (engelske) varer. De sælger også hæderligt oksekød. Vi har desuden en lokal slagter, Jean-Pierre. Han sælger Thai-Fransk oksekød af en rimelig god kvalitet til ok priser, men det er altså ikke som en australsk eller argentinsk bøf, skulle jeg lige hilse og sige. Ikke at det ikke er mørt – det er det faktisk – men der er simpelthen ikke så meget smag i.

Man kan også gå på restaurant og spise bøf, og der er nogle rigtig gode steder her i byen, hvor man får en fantastisk bøf. Typisk af udenlandsk herkomst – men det koster! Jeg har dog den holdning at hellere 1 god bøf i kvartalet end 3 dårlige!

Når det kommer til hakket oksekød, så kan man få noget, der er virkelig fyldt med “knopper” og sejler i fedt – eller man kan få noget smørmørt med fin fedtprocent (feks. Charolais i Makro). I kan næsten gætte, hvad jeg køber.

Oksekød og oksekød

Nu er oksekød jo ikke kun bøffer, og selv om her er over 30 grader, så kan jeg stadig længes efter en langtidsstegt oksesteg med fantastisk sauce. Bare noget bov – eller en skank. Ja, der begynder det virkelig at blive svært! Jeg tror simpelthen, at man hakker alt det, der ikke kan blive til bøffer, for man ser næsten aldrig de “billige” udskæringer, som jeg var ret glad for i Danmark.

Thai Wagyu

Som noget nyt er man nu gået i gang med at producere Wagyu kød her i Thailand, og det er nok en rigtig god ide. Wagyu kød er jo en videnskab i sig selv, og udmærker sig ved sin fedtmarmorering, som er opdelt i grader fra 2-9. Thai Wagyu ligger omkring 2-3, hvilket gør det mere mørt end feks. fra frit opdrættet kvæg.

Man siger, at nogle rige mennesker i Surin i Østthailand købte en japansk Wagyu tyr, og via universitetet blev den krydset med Charolais eller Holstein kvæg i hele Isaan området. En god måde for de fattige bønder at tjene penge på. Jeg ved ikke, om de får massage og øl, men efter at have smagt det, er jeg ikke i tvivl om, at de har fat i noget rigtigt.

Dem der kender prisen på Wagyu ved også, at ca. 3000 baht per kilo er BILLIGT for sådan noget kød. Min bedre halvdel vil hellere have kylling til 65 baht per kg. og det er jo fint – så er der mere til mig!!

Køb og tilberedning

Udover køb i de lokale forretninger, er det efterhånden også blevet muligt at købe mange forskellige ting via internettet. Det koster selvfølgelig lidt i fragt, men det kan være pengene værd.

Jeg købte i sidste uge en kødpakke hos et firma i Bangkok, som hedder Western Foods. Der var lidt af hvert i – Wagyu rump steaks, grisekoteletter med skaft, oksekød til ragout og 1 kg. Wagyu burgers blandt andet. Der var 7 kg for 2850 baht (ca. 600 kr.) + 200 baht i fragt. De sendte med bus, og jeg hentede pakken foran det lokale shopping center nogle timer efter afsendelse. Indtil videre har vi kun prøvet at tilberede en Wagyu rumpsteak, som var så stor, at der var rigeligt til 2. Faktisk var der i pakken 3 mindre bøffer – alle med god fedtmarmorering.

Man må ikke stege Wagyu kød for længe – det er en dødssynd. Jeg lod kødet hvile i stegepanden, og det var en fejl. Det var stadig rødt, men lige til well-done kanten for mig. Men det smagte fantastisk, var mørt og lækkert. Og med en hjemmelavet sous vide bearnaise (verdens nemmeste), sprøde kartofler og lidt dampede grønsager, var det en fantastisk oplevelse.

Jeg glæder mig allerede til at åbne næste pakke!

En kort opskrift for god ordens skyld.

Thai Wagyu Rumpsteak Bearnaise

Rumpsteak med thai wagyu kød er en delikatesse. Her med sprøde kartofler og hjemmelavet bearnaise.

  • 400 g rumpsteak (Gerne Wagyu)
  • 1 spsk. olivenolie
  • 2 kviste rosmarin
  • 2-3 fed hvidløg
  • 3 spsk. smør

Bearnaise

  • 2 æggeblommer
  • 180 g smør
  • 2 spsk. bearnaiseessens (eller hjemmelavet)
  • 1-2 tsk. tørret eller frisk esdragon
  • 1/2 tsk. salt

Serveres med feks. dampede grønsager.

  1. Tag bøffen ud af køleskabet en halv time før stegning og drys med salt og gnid den ind i et tyndt lag olie.

  2. Stil sous viden på 59 grader. Kom alle ingredienser i en pose, der tåler varme. Luk posen forsigtigt i toppen. Sørg for, at der ikke kan komme vand i posen. Læg den i sous viden i ca. 30 minutter.

  3. Varm panden rigtig godt op og læg bøffen på. Brun den på begge sider ved høj varme og skru ned på middel varme.

  4. Tilsæt smørret, timian og hvidløg, og hæld det varme smør over bøffen med en ske. Det giver smag. Vend bøffen igen og hæld mere smør over. Steges et par minutter på hver side, alt efter tykkelse.

  5. Tag kødet af panden og lad det hvile.

  6. Hæld posens indhold til sauce op i en høj beholder. Lad æggene falde til bunds og smørret skal være øverst. Stik en stavblender forsigtigt ned i bunden, og blend så – først i bunden. Træk så blenderen opad og få alt blendet sammen. Voila!

  7. Saucen kan holdes varm i sous viden.

 

 

Fyldig gedeostsalat med bacon og ostebrød

Denne gedeostsalat kan bruges som forret, en frokostret men også som en hovedret, da den er ret fyldig.

Jeg elsker simpelthen gedeost, og lige hvad det angår, så er jeg godt nok kommet til det forkerte land!

Gedeost hænger altså ikke på træerne i Thailand, men man kan godt finde det, hvis man er heldig. Og så skal man bare lukke øjnene og betale, for det er ikke billigt. Jeg opfatter det lidt som at få en god bøf eller at spise dyr hummer – man skal bare nyde det! Så må man spise billig kylling eller stegte ris, de næste par dage.

Salaten består af en blandet grøn salat med en sennepsdressing, grillet gedeost og skinke- og ostesandwich som tilbehør. Godt til en brunch eller en frokost – især hvis man er gedeosteelsker. Hvis man hader gedeost – og det kender jeg flere der gør – kan man faktisk godt grille stykker af brie eller camembert og komme på salaten. Og salaten kan selvfølgelig indeholde det, man allerbedst kan lide i sin salat.

Gedeostsalat med ostebrød

Grøn salat med gedeost, sennepsdressing og ostebrød.

Salat

  • 1/2 icebersalat
  • 10 cherrytomater
  • 1/4 agurk
  • 2 stængler bladselleri
  • 10 sukkerærter
  • 1 dl snittet rødkål og hvidkål
  • 6-8 blade frisk basilikum
  • 4 skiver bacon

Dressing

  • 3 spsk hvidvinseddike
  • 1 spsk. sennep (evt. stærk)
  • 1/2 tsk honning
  • 6 spsk. olivenolie
  • salt og peber

Ostebrød

  • 4 skiver groft toastbrød
  • 2 skiver god skinke
  • 2 skiver god ost
  • Lidt sennep

Gedeost

  • 6-8 skiver gedeost (helst hvidskimmelost, ikke friskost)
  1. Steg baconskiverne sprøde og dryp af på køkkenrulle

  2. Snit ingredienserne til salaten 

  3. Pisk dressingen sammen og smag til med salt og peber

  4. Smør toastbrødet med en smule sennep, og læg skiverne sammen to og to med skinke og ost. Bag dem i et toastjern eller steg dem på panden i lidt smør. 

  5. Læg skiverne af gedeost i et ildfast fad og sæt dem under en varm grill i ovnen til til de er gyldne.

  6. Anret salaten på et fad og hæld dressingen over. Pynt med gedeost, bacon og ostetoast skåret i kvarte.