Rejeburger med aspargessauce

 

Denne rejeburger har både bløde ristede rejer og helt sprøde stegte rejer sammen med asparges i en lækker hjemmebagt burgerbolle.

En lækker måde at få rejer på, og uanset om man er vild med rejer eller ej, så er denne burger et hit. Specielt pga. de sprøde lækre rejer, som selv børn kan lide, og som i virkeligheden er supernemme at lave.

Her i Thailand kan man købe rejer i alle mulige størrelser – small, medium, large – og man kan sågar købe hun-rejer som noget specielt. Jeg ved ikke, hvad fordelen skulle være, men måske at de har rogn. De allerstørste rejer synes jeg ikke om. De ser imponerende ud, men de er meget vattede. De mindste er en plage at pille, så jeg vælger som regel nogle i mellemstørrelsen. I denne ret er de panerede lidt større end de ristede.

Tilberedning af rejer

Først og fremmest – husk nu den tarm! Det er ikke sjovt at spise rejer, og det knaser mellem tænderne. Og tanken om, at det sandsynligvis ikke er sand, der knaser, er ikke rar. Tarmen skal ud, og det er nemt nok – man skærer bare et lille snit ned langs med ryggen af rejen, hvor den mørke skygge er. Tarmen kan hives ud med en lille spids kniv. Vupti!

De fleste ved, at man endelig ikke må tilberede rejer for længe – de bliver simpelthen ligesom en tampax. Derfor er det vigtigt at panden eller olien er ordenlig varm, og at man holder øje med dem. Så snart de skifter farve fra grå til rød, er de faktisk færdige (hvis det ikke er de der kæmpe nogen – de skal have lidt længere).

Burgerbollerne

Vi kan lide, at burgerbollerne er grove, og det er også det eneste gærbrød, jeg kommer sukker i. Jeg hader simpelthen de der halvsøde, hvide brød, der ikke smager af ret meget andet end sukker, men til burgers hører det sig til, at brødet er en smule sødt.

Når vi får de grove burgerboller, har vi ikke behov for feks. pommes frites eller andet tilbehør. Vi blev rigeligt mætte.

 

Rejeburger med asparges

Rejeburger med sprøde og bløde rejer og en aspargessauce som dressing.

Fyld til burger

  • 15-20 stk. kæmperejer (rå (evt. fra frost))
  • 1/2 dl mel
  • 1 æg
  • 1 dl pankorasp
  • Olie (gerne solsikkeolie) (til stegning)
  • 1 dåse asparges
  • 1 tomat
  • 2-4 salatblade

Sauce

  • 3 spsk. smør
  • 2 spsk. mel
  • Vandet fra aspargesene
  • 1/2 dl piskefløde
  • 1/2 bdt. dild
  • Salt og peber
  • Saft af 1/2 lime

Burgerboller

  • 6 gram tørgær (eller 25 gram almindelig gær)
  • 2 1/2 dl. vand (ca. 37 grader)
  • 1/2 spsk. salt
  • 2 tsk. sukker
  • 75 g fuldkornshvedemel eller groft rugmel
  • Ca. 350 g hvedemel
  • Æg til pensling og sesamfrø til pynt.

Burgerfyld

  1. Fjern skaller og tarme fra rejerne. Læg rejerne på lidt køkkenrulle, så de kan dryppe af.

  2. Paner halvdelen af rejerne i mel, sammenpisket æg og pankorasp. Stil dem koldt, til de skal steges.

  3. Hæld vandet fra asparges og gem det.

  4. Lav en opbagning af smør og mel. Tilsæt aspargesvand og kog det godt igennem. Tilsæt evt. lidt vand, hvis sovsen er for tyk. Tilsæt limesaft og lidt fløde samt den grofthakkede dild. Smages til med salt og peber. Sovsen må ikke være for tynd. Tilsæt asparges og hold sovsen varm.

  5. Steg de panerede rejer i god varm olie og steg resten hurtigt i en anden pande. Drys begge dele med salt undervejs.

  6. Skær tomaten i skiver og byg burgeren op med salat, tomat, rejer og aspargessovs. Kom ikke sovs på de panerede rejer – så bliver de slatne.

Burgerboller

  1. Rør gæren ud i vandet, tilsæt salt og sukker og fuldkornsmel. Rør det sammen og tilsæt hvedemelet. Hold lidt tilbage, og tjek hvor meget dejen kan tage.

  2. Ælt dejen 6-8 minutter – gerne på maskine

  3. Stilles til hævning et lunt sted i ca. 30 minutter

  4. Slå dejen sammen og del den i 8 stykker og form dem til flade boller.

  5. Læg dem på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve igen ca. 20 minutter

  6. Pensl bollerne med æg og drys med sesamfrø.

  7. Bag bollerne ved 200 grader i 15-20 minutter.

Oksekød i Thailand

At købe et godt stykke oksekød her i Thailand kan være både svært og dyrt. Thaierne spiser ikke selv meget oksekød – specielt ikke, hvor der ikke er så mange muslimske thaier, og de findes mest nede sydpå i landet.

Mange mennesker siger, at oksekød og thai i samme sætning er en joke, og det kan det sørme også være. Jeg forsøgte i starten vi var her ad flere omgange at lave thai højrebsbøffer på panden, på grillen og i sous viden. Uanset hvor længe de fik, så var de STENHÅRDE, og en gammel sutsko ville have været mere mør!

Når man ser på en thai ko, kan man også godt forstå, at der ikke kan være meget sjov ved kødet på den. De er ofte radmagre! Jeg undrer mig stadig over, hvad thaierne vil med de køer, for de drikker jo heller ikke mælk.

Billedet ovenfor er taget i går på en tom byggegrund foran vores hus. Køerne bor der ikke permanent, og “bondemanden” driver rundt med dem, hvor der nu er noget at æde til dem. Læg lige mærke til, hvor små nogle af dem er – og det er ikke kalve. Der er ikke mere kød på sådan en ko end på en pattegris.

Oksekød i Hua Hin

Her i Hua Hin kan man sagtens købe oksekød – feks. i Makro (vores svar på Inco og Metro i Danmark, men hvor private også snildt kan handle) og i Villa Market, som er en butik med nærmest kun udenlandske (engelske) varer. De sælger også hæderligt oksekød. Vi har desuden en lokal slagter, Jean-Pierre. Han sælger Thai-Fransk oksekød af en rimelig god kvalitet til ok priser, men det er altså ikke som en australsk eller argentinsk bøf, skulle jeg lige hilse og sige. Ikke at det ikke er mørt – det er det faktisk – men der er simpelthen ikke så meget smag i.

Man kan også gå på restaurant og spise bøf, og der er nogle rigtig gode steder her i byen, hvor man får en fantastisk bøf. Typisk af udenlandsk herkomst – men det koster! Jeg har dog den holdning at hellere 1 god bøf i kvartalet end 3 dårlige!

Når det kommer til hakket oksekød, så kan man få noget, der er virkelig fyldt med “knopper” og sejler i fedt – eller man kan få noget smørmørt med fin fedtprocent (feks. Charolais i Makro). I kan næsten gætte, hvad jeg køber.

Oksekød og oksekød

Nu er oksekød jo ikke kun bøffer, og selv om her er over 30 grader, så kan jeg stadig længes efter en langtidsstegt oksesteg med fantastisk sauce. Bare noget bov – eller en skank. Ja, der begynder det virkelig at blive svært! Jeg tror simpelthen, at man hakker alt det, der ikke kan blive til bøffer, for man ser næsten aldrig de “billige” udskæringer, som jeg var ret glad for i Danmark.

Thai Wagyu

Som noget nyt er man nu gået i gang med at producere Wagyu kød her i Thailand, og det er nok en rigtig god ide. Wagyu kød er jo en videnskab i sig selv, og udmærker sig ved sin fedtmarmorering, som er opdelt i grader fra 2-9. Thai Wagyu ligger omkring 2-3, hvilket gør det mere mørt end feks. fra frit opdrættet kvæg.

Man siger, at nogle rige mennesker i Surin i Østthailand købte en japansk Wagyu tyr, og via universitetet blev den krydset med Charolais eller Holstein kvæg i hele Isaan området. En god måde for de fattige bønder at tjene penge på. Jeg ved ikke, om de får massage og øl, men efter at have smagt det, er jeg ikke i tvivl om, at de har fat i noget rigtigt.

Dem der kender prisen på Wagyu ved også, at ca. 3000 baht per kilo er BILLIGT for sådan noget kød. Min bedre halvdel vil hellere have kylling til 65 baht per kg. og det er jo fint – så er der mere til mig!!

Køb og tilberedning

Udover køb i de lokale forretninger, er det efterhånden også blevet muligt at købe mange forskellige ting via internettet. Det koster selvfølgelig lidt i fragt, men det kan være pengene værd.

Jeg købte i sidste uge en kødpakke hos et firma i Bangkok, som hedder Western Foods. Der var lidt af hvert i – Wagyu rump steaks, grisekoteletter med skaft, oksekød til ragout og 1 kg. Wagyu burgers blandt andet. Der var 7 kg for 2850 baht (ca. 600 kr.) + 200 baht i fragt. De sendte med bus, og jeg hentede pakken foran det lokale shopping center nogle timer efter afsendelse. Indtil videre har vi kun prøvet at tilberede en Wagyu rumpsteak, som var så stor, at der var rigeligt til 2. Faktisk var der i pakken 3 mindre bøffer – alle med god fedtmarmorering.

Man må ikke stege Wagyu kød for længe – det er en dødssynd. Jeg lod kødet hvile i stegepanden, og det var en fejl. Det var stadig rødt, men lige til well-done kanten for mig. Men det smagte fantastisk, var mørt og lækkert. Og med en hjemmelavet sous vide bearnaise (verdens nemmeste), sprøde kartofler og lidt dampede grønsager, var det en fantastisk oplevelse.

Jeg glæder mig allerede til at åbne næste pakke!

En kort opskrift for god ordens skyld.

Thai Wagyu Rumpsteak Bearnaise

Rumpsteak med thai wagyu kød er en delikatesse. Her med sprøde kartofler og hjemmelavet bearnaise.

  • 400 g rumpsteak (Gerne Wagyu)
  • 1 spsk. olivenolie
  • 2 kviste rosmarin
  • 2-3 fed hvidløg
  • 3 spsk. smør

Bearnaise

  • 2 æggeblommer
  • 180 g smør
  • 2 spsk. bearnaiseessens (eller hjemmelavet)
  • 1-2 tsk. tørret eller frisk esdragon
  • 1/2 tsk. salt

Serveres med feks. dampede grønsager.

  1. Tag bøffen ud af køleskabet en halv time før stegning og drys med salt og gnid den ind i et tyndt lag olie.

  2. Stil sous viden på 59 grader. Kom alle ingredienser i en pose, der tåler varme. Luk posen forsigtigt i toppen. Sørg for, at der ikke kan komme vand i posen. Læg den i sous viden i ca. 30 minutter.

  3. Varm panden rigtig godt op og læg bøffen på. Brun den på begge sider ved høj varme og skru ned på middel varme.

  4. Tilsæt smørret, timian og hvidløg, og hæld det varme smør over bøffen med en ske. Det giver smag. Vend bøffen igen og hæld mere smør over. Steges et par minutter på hver side, alt efter tykkelse.

  5. Tag kødet af panden og lad det hvile.

  6. Hæld posens indhold til sauce op i en høj beholder. Lad æggene falde til bunds og smørret skal være øverst. Stik en stavblender forsigtigt ned i bunden, og blend så – først i bunden. Træk så blenderen opad og få alt blendet sammen. Voila!

  7. Saucen kan holdes varm i sous viden.

 

 

Fyldig gedeostsalat med bacon og ostebrød

Denne gedeostsalat kan bruges som forret, en frokostret men også som en hovedret, da den er ret fyldig.

Jeg elsker simpelthen gedeost, og lige hvad det angår, så er jeg godt nok kommet til det forkerte land!

Gedeost hænger altså ikke på træerne i Thailand, men man kan godt finde det, hvis man er heldig. Og så skal man bare lukke øjnene og betale, for det er ikke billigt. Jeg opfatter det lidt som at få en god bøf eller at spise dyr hummer – man skal bare nyde det! Så må man spise billig kylling eller stegte ris, de næste par dage.

Salaten består af en blandet grøn salat med en sennepsdressing, grillet gedeost og skinke- og ostesandwich som tilbehør. Godt til en brunch eller en frokost – især hvis man er gedeosteelsker. Hvis man hader gedeost – og det kender jeg flere der gør – kan man faktisk godt grille stykker af brie eller camembert og komme på salaten. Og salaten kan selvfølgelig indeholde det, man allerbedst kan lide i sin salat.

Gedeostsalat med ostebrød

Grøn salat med gedeost, sennepsdressing og ostebrød.

Salat

  • 1/2 icebersalat
  • 10 cherrytomater
  • 1/4 agurk
  • 2 stængler bladselleri
  • 10 sukkerærter
  • 1 dl snittet rødkål og hvidkål
  • 6-8 blade frisk basilikum
  • 4 skiver bacon

Dressing

  • 3 spsk hvidvinseddike
  • 1 spsk. sennep (evt. stærk)
  • 1/2 tsk honning
  • 6 spsk. olivenolie
  • salt og peber

Ostebrød

  • 4 skiver groft toastbrød
  • 2 skiver god skinke
  • 2 skiver god ost
  • Lidt sennep

Gedeost

  • 6-8 skiver gedeost (helst hvidskimmelost, ikke friskost)
  1. Steg baconskiverne sprøde og dryp af på køkkenrulle

  2. Snit ingredienserne til salaten 

  3. Pisk dressingen sammen og smag til med salt og peber

  4. Smør toastbrødet med en smule sennep, og læg skiverne sammen to og to med skinke og ost. Bag dem i et toastjern eller steg dem på panden i lidt smør. 

  5. Læg skiverne af gedeost i et ildfast fad og sæt dem under en varm grill i ovnen til til de er gyldne.

  6. Anret salaten på et fad og hæld dressingen over. Pynt med gedeost, bacon og ostetoast skåret i kvarte. 

 

Thailand og alkohol(forbud)

I dag har vi forbud mod salg af alkohol fra kl. 18 til kl. 18 i morgen søndag pga. valget her i Thailand. Det gælder både butikker, restauranter og barer. Det samme sker næste weekend, når det egentlige valg finder sted (i morgen er “forvalg” for dem der ikke kan stemme hjemme). Forbuddet er bare en lille del af Thailands alkoholpolitik, som er blevet strammet op flere gange i de sidste år.

Lyder det sært? Ja for en dansker er det ret mærkeligt – især med den totalt liberale lukkelov der er i Danmark nu, hvor man kan sælge ALT på ALLE tider af døgnet.

Turister og alkohol

Mange turister opfatter Thailand som et sted, hvor alkohol flyder i stride strømme på alle tider af døgnet. Sådan har det også været tidligere, men i de seneste år er der godt nok blevet strammet meget op. Selvfølgelig kan man godt finde steder, hvor det er “som i gamle dage”, hvor man kan købe en øl eller en flaske lokal sprit alle steder på alle tider af døgnet, men feks. her i Hua Hin er man ret strikse med alkoholforbuddene.

Det er forbudt at

  • sælge alkohol til unge under 20 år
  • sælge alkohol til folk som er fulde (den håndhæves vist ikke!)
  • sælge alkohol i forretningerne fra 14 – 17 og fra 24-11. Det gælder alle butikker – hver dag!
  • sælge alkohol på de alkoholfrie dage, som er religiøse helligdage og ved feks. et valg
  • reklamere for alkohol – en berømt thai skuespillerinde viste en drink på facebook og blev straffet. Derfor har alle thai bryggerier en dansk vand i sortimentet, så de kan reklamere for deres logo
  • indtage alkohol i nærheden af skoler eller templer og i alle nationalparker samt på tankstationer
  • sælge alkohol til en person, der tidligere har været bevidstløs af at drikke alkohol (!)

Begrundelsen for forbuddet i dag

Ja, begrundelsen for, at man ikke må drikke dagen før valgdagen er, at det ikke er tilladt at påvirke vælgerne her dagen før valgdagen ved feks. at holde en fest (med alkohol) for dem. Det samme næste weekend.

Straffen

Hvis man sælger eller distribuerer alkohol fra kl. 18 i aften til kl. 18 i morgen aften, kan det straffes med en bøde på 10.000 baht eller et halvt års fængsel. Samme regel gælder, hvis man indtager alkohol et af stederne i det næstsidste punkt. Det er der jo ikke så meget ved!

På trods af risikoen for restauranterne, har vi som turister ved forbudsdage fået serveret øl i papkrus, sodavandsdåser uden top og i kaffekopper. Jeg ved faktisk ikke, om man kan det mere, men jo længere ud på landet, man kommer, jo nemmere er det nok.

De næringsdrivende

Turistsæsonen går på hæld for denne gang her i Thailand, og om ikke så længe er byen tømt for turister. Så bliver der kamp for at trække de tilbageværende fastboende ind i restauranter og barer – og mange går ned i den døde periode frem til sommer og lukker helt. Derfor er det også hårdt for barer, spillesteder og nogle restauranter, når de ikke må sælge alkohol to weekender i træk. Flere af stederne her i lokalområdet har simpelthen valgt at holde lukket i aften. Og de steder der har annonceret med St. Patricks Day i morgen har måttet ændre i planerne, da forbuddet blev annonceret ret sent.

De tørstige

De tørstige garderer sig og handler ind, så de bare kan blive hjemme og drikke det de vil inden for hjemmets fire vægge. Det er jo lørdag aften! Jeg læste i morges, at man regner med total storm på forretningerne i aften, inden forbuddet træder i kraft. Den kvikke læser kan se, at der så kun er mulighed for at købe alkohol mellem 17 og 18, så det er ikke på det tidspunkt, man lige skal hente lidt tyggegummi i 7-11.

Billedet i dag er en skjult reklame – men den var velfortjent. 😁

Hvordan er vejret i Thailand?

Når man skal rejse til Thailand og to dage før afrejse ser en masse skyer med dråber i vejrudsigten på internettet, så bliver man nervøs og tror, at hele ferien er ødelagt.

Rigtig mange spørger i forskellige fora om, hvordan vejret er forskellige steder i Thailand på forskellige steder tider af året. Altså ud over at spå om fremtiden, så er vejret i Thailand nok en af de værste ting at spå om. Men der er da nogle “retningslinjer”, man kan tage med i overvejelserne, når man skal feks. skal vælge tidspunkt og sted for en ferie i Thailand. Da Thailand jo er et kæmpe land, som bare fra nord til syd er ca. 1650 km – svarende til ca. Århus til Venedig – siger det sig selv, at klimaet ikke er det samme i hele landet.

I år har vi ikke fået en dråbe regn i Hua Hin – jeg tror, sidst det regnede var i december. For 14 dage siden var der et haglvejr og storm med kæmpehagl oppe nordpå. Bare et eksempel på forskellene. Og billedet ovenfor er fra 9. marts 2018. Det regnede HELE dagen – selvfølgelig den dag vi skulle have gæster.

Årstiderne

Thailand har ikke vinter, forår, sommer, efterår som i Danmark. Man taler mere om den kølige tid, den varme tid og regntiden.

Kølig tid – december til marts
Varm tid – marts til maj
Regntid – maj til december

Men det kommer så sandelig også an på, hvor man er i forhold til monsunen, og nogle steder har man kun to årstider og andre steder snakker man om den lille regntid og den store regntid.

Vi har været på masser af ferier i juli/august, hvor vi har storgrinet og sagt: “Hvis det her er regntid, så er det da til at holde ud.”

Regn i Thailand – Regn i Danmark

Nu er der jo også forskel på måden, regn falder på. Her i Hua Hin regner det sjældent en hel dag – det sker måske 2-3 dage om året. Til gengæld kan det vælte ned i 2 timer, så hele haven er ved at sejle ud på vejen, og folk må blive hjemme i dagevis, fordi vejen er oversvømmet. Mange steder i Thailand regner det måske kraftigt en time om morgenen – eller en time om eftermiddagen. Og ofte er det jo som vand fra den varme bruser, og det bliver ikke koldt som i Danmark, hvor temperaturen nemt kan dykke 5 grader efter et regnvejr. Indimellem er her også et gedigent stormvejr, hvor havemøbler, palmeblade og alt mulig andet kastes rundt, og det kan være rigtig skræmmende.

Vejrudsigter

Vejrudsigterne er lige så præcise som vejret – det er ikke helt til at forudsige! Og der kan være kæmpe forskelle på selv små afstande. Vi kan se op til Hin Lek Fai, som er et lille bjerg (225m i sammenligning med Himmelbjergets 147m) lidt inde i landet bag Hua Hin. Solen kan skinne her, men der kan være kulsort og regne vildt deroppe – selvom afstanden kun er et par kilometer.

Men vejrudsigterne er en indikator af, om der er knaldende solskin – hvilket faktisk kan være alt for meget – eller om der er lidt overskyet med en mulighed for regn. Og sådan ser det ofte ud i vejrudsigten. Når man så kommer frem, så er der sol og skyer, 30 grader og drønbehageligt.

Eksempler på typisk vejr

Det følgende er eksempler, men jeg vil ikke hænges op på det, for det kan det opføre sig anderledes.

Bangkok – hot, hot i maj-august med heftige byger, september-november mere vedvarende byger eller dagregn, december-marts – morgenerne kan være kølige, men ellers ok.

Koh Samui – juli-august fantastisk vejr, september-december nogle år der der total oversvømmelse og december-januar køligt og blæsende

Chiang Mai – juli-august hot, hot, september – december nogle dage med dagregn, december til marts koldt – nogle gange ned til 5-10 grader om natten, marts til maj meget varmt.

Hua Hin – i år har januar – marts været totalt tør med flot solskin – sidste år havde vi indimellem gråvejrsdage og lidt regn. Marts til maj – hot, hot men med en god havbrise. Maj til august lille regntid med tordenbyger, august til december store regntid med STORE tordenbyger. December er starten på den kølige tid, hvor man finder sin fleece frem, når morgentemperaturen er under 25 grader.

Fortvivl ikke

Har du booket en rejse til Thailand, så får du næsten altid sol – eller ihvertfald varme med et skydække som gør, at du kan lade solcremen ligge i tasken og blive flot jævnt brun, hvis det er det, du går efter. Dine fotos bliver ikke helt så flotte som i solskin, men ellers er det i virkeligheden nok mere behageligt end med en bragende sol.

Dagsregn er sjældent og forekommer mest i nord og nordøst. Men vi danskere tænker jo: “Øv, nu begyndte det at regne, og der går en uge, inden det holder op igen”. Sådan er det ikke her.

Reklame

Ja, det er jo ikke for at reklamere, men Hua Hin har et fantastisk klima året rundt, og så er her masser af gode attraktioner og nogle fine strande, så kom til Hua Hin og nyd solen og den dejlige havbrise, som også kongehuset her i Thailand har sat pris på igennem mange år. Det er ikke uden grund, at der er hele 2 sommer residenser her i byen.