Liv i Thailand

At få thai venner i Thailand

Inden vi flyttede til Thailand, læste vi om, at man aldrig kan komme rigtig tæt på en thai. Vi læste, at de fleste er søde og høflige, men de holder dig som udlænding på en arms afstand. Men er det rigtigt?

Lige børn leger bedst

For os var den oprindelige drøm, at vi skulle flytte til Thailand og bo i et thai “community” og blive totalt integreret. Ikke noget med at omgås andre danskere eller andre udlændinge som det foretrukne – eller lave “ghetto” med andre udlændinge. Hold nu op, hvor bliver man bare klogere!

Det har ikke noget at gøre med, om man vil integreres eller ej. Og det er ikke fordi thaierne ikke er venlige og imødekommende. Der er bare et kæmpe forskel i værdisæt, opdragelse, syn på verden, sprogproblemer og en masse andre ting.

I formiddags har vi “spildt” en halv time på at skraldgrine af en video, hvor Dronning Margrethe udsættes for et “skinketrick” af Rune Klan til en gallamiddag – ja, så nappede vi også lige Søren Østergård der har fået melallergi og danser med koteletter til et andet arrangement, hvor dronningen er æresgæst. Vi grinede, så tårerne trillede! Begge dele er bare så DANSK! Thai humor og dansk humor ligger ikke SÅ langt fra hinanden, men vi snakkede om, at vi ikke kunne forklare en thai, at den danske dronning sad og bladrede i skinkeskiver til en royal middag. Det ville ALDRIG ske her.

Som dansker er man helt fra barn opdraget til at tænke kritisk og stille spørgsmål. Til at udforske, lære nyt og udbygge sin horisont. Uden at være kritisk – men bare konstaterende – så er det ikke det man lærer her. Her lærer de fleste at være stolt af at være thai, at arbejde hårdt og ofre sig for familien. Det er ret langt fra dansk opdragelse, og det kan være svært at forstå hinanden fra de helt forskellige normer.

Lige børn leger bedst. Sådan er det bare.

Hvad binder så folk sammen?

Hvad er det, der binder folk sammen på tværs af kulturer? Hvordan og hvorfor kan man få en ven, der har nogle helt andre værdisæt og en helt anden verdensopfattelse end en selv? Det kan netop være humor, men det kan jo også være fælles interesser, selvom udgangspunkterne måske er forskellige. Eller kærlighed, når man møder den person, man bare gerne vil være sammen med, selvom det er svært at kommunikere og alt er fremmed. Når først man “klikker” med en anden person, så er man nysgerrig og åben, og man har ikke travlt med at sammenligne alting imod i ens egen målestok.

Den store glæde og fornøjelse at få venner af thai afstamning har vi været så heldige at få, og vi er dybt, dybt taknemmelige for at få lov at deltage i deres liv.

De helt specielle oplevelser

For et årstid siden besøgte vi vores veninde Foon i Samut Songkram. Hun arbejder på et hotel, hvor hun har arbejdet sig op til at være afdelingsleder – hun er afholdt og respekteret, og det forstår man godt. Vi har kendt hende i mere end 10 år, og vi skriver eller snakker sammen med jævne mellemrum. Vi har besøgt hende og hendes gamle mor, og det har været nogle fantastiske oplevelser.

Her i Hua Hin har vi mødt en “soul mate” i musik og andre interesser. Tam er musiker, forretningsmand, madentusiast, far, husbond og (har vi fundet ud af) en udmærket thai lærer. Jeg har tidligere skrevet om ham her. Siden det indlæg har vi lært ham meget bedre at kende, og det har været en fantastisk rejse. Vi finder hele tiden nye sammenfaldende interesser, og vi er også ret enige om vores verdenssyn.

Tam er thai af kinesisk afstamning, så han er som så mange andre her i landet påvirket af både thai og kinesisk kultur.

En rigtig ven på thai

I min verden er gode venner lige så vigtige som familie. Når man kun har en lille familie, så er det skønt at have gode venner i sit liv. Når man bliver ven med en thai, så er man en del af familien, og det er ret specielt. Jeg kaldte for noget tid siden Tam for “my friend” – det faldt ham for brystet. “Not friend”, sagde han, “BROTHER!”. Så nu har jeg fået en ny bror, og jeg er blevet tante til 3 børn! Hvem dælen havde troet det?

Når man så er blevet “sister” eller “brother” – og ovenikøbet “pi” (ældre søster eller bror), har man en særlig status. For en dansker er det næsten for meget, for der er sørme ikke mange der behandler de “gamle” med respekt, hvor vi kommer fra. Her er den respekt kommet ind med modermælken.

Min bedre halvdel har været med Tam hjemme hos hans forældre, og er blevet “godkendt”. Jeg mødte Tams far første gang i en genbrugsbutik, hvor han var ved at blive klippet i en  frisørsalon i privaten. Jeg var SÅ glad for, at jeg kunne huske at sige “nice to meet you” på thai. Det tror jeg, gav lidt plusser i min bog. Han er jo helt klart “pi” i forhold til mig.

Fredericia Hovedbanegård

Vi laver sjov med, at vores hjem nu er blevet Fredericia Hovedbanegård. Jeg har aldrig været vild med “uventede gæster”, mens vi boede i Danmark. Måske fordi jeg havde en opfattelse af, at alt skulle være perfekt, og at der ikke måtte være rod, vasketøj, et køkken i kaos og så videre, når vi fik gæster.

Men her har jeg lært, at når man har fået thai familie, så kan man bare glemme alt det pjat. De er da fuldkommen ligeglade, og de er bare interesseret i, hvad man render og roder med. Og i virkeligheden er det da også fuldstændig ligegyldigt om der er ryddet op eller ej.

Nu kommer der børn og vælter rundt i poolen, slæber vand rundt i hele huset, spilder cola på sofabordet, råber og skriger og har det sjovt. Vi må finde ud af at få lavet mad til gæster, når vi troede, vi kun var to. Vi må spise pølser klokken 16, fordi de er gode, og sælgeren sælger dem i et kort tidsrum. Det er så SUNDT. Hårdt indimellem, men dælme også sjovt.

Musikken

Ja, og så er der jo musikken. Da jeg var ung spillede jeg i bands og var vild med musik. Jeg havde en klasselærer i skolen (tak Allan Hansen), som gav os alle i Spandet Skole en gave for livet – MUSIK. For mit vedkommende har det ligget i dvale i en del år. Arbejde, arbejde, arbejde og ikke overskud til at glædes ved musik.

Heldigvis er det kommet tilbage med fuld musik (ja undskyld), og det skyldes ikke mindst Tam og hans band. De spiller numre, jeg aldrig har hørt før, og jeg har lært en masse nyt (gammelt). Det er fantastisk at spille numre med “Dizzy Miss Lizzy” for ham. Dansk rock musik af den mere komplicerede slags, og det skønner han bare på. Tam trækker vejret for sin familie og for at spille rock musik.

Og så kommer jeg tilbage til “Lige børn leger bedst”. En fælles interesse giver en stor platform for et venskab, og så kan man jo altid udvide med andre emner. Og det på trods af forskellige kulturer og helt forskellige udgangspunkter.

Uden musik havde vi aldrig fået en ny bror, og jeg er dybt taknemmelig.

Jeg kommer til at skrive mere om Tam, for han har givet os så mange sjove og specielle oplevelser, som jeg gerne vil dele.

 

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Panikken breder sig….

Her i Thailand breder Covid-19 panikken sig også nu. Desværre! Vi har været velsignet med nogle måneder, hvor vi var tilbage til noget, der lignede normale tilstande en lille smule. Nu stiger smittetallene også her, og myndighederne forsøger at inddæmme det.

Covid-19 i Thailand – 2. bølge

Jeg er ikke meget for at skrive om det Covid-19 skrammel, for jeg er ligesom millioner af andre mennesker ved at kaste op over situationen. Får det da aldrig ende?? Men efterhånden fylder det lige så meget i ens hverdag som at lave aftensmad og andre daglige rutiner. Medierne kører rundt i det døgnet rundt, og af andre emner er der kun plads til “store” ting, som at Trump får folk til at gå amok i Guds Eget Land….

De nye udbrud er startet, der hvor mange mennesker er samlet under trange kår. Her i Thailand bruger man arbejdere fra Myanmar til “det beskidte arbejde”. De er ofte lovløse (fordi de er her illegalt), de får en ussel løn, og så bor de ufatteligt mange sammen under kummerlige vilkår. De har nu fået “skylden” for de seneste “clusters”, som relaterer sig til arbejdere på et kæmpe fiskemarked i Samut Sakhon. Her handles ca. 40% af alt Thailands fisk og skaldyr. Også illegale spillebuler har været i mediernes søgelys (her bruger man også arbejdere fra Myanmar), og så selvfølgelig barer, pubber og restauranter. På mange byggerier er det næsten udelukkende folk fra Myanmar, og vi har også masser af dem her i byen. De bor som sild i en tønde i containere under meget triste forhold – nogle steder er de under overvågning og må ikke gå ud.

En god effekt af det hele er, at nu giver man “frit lejde” til de illegale arbejdere, og de kan nu få en midlertidig arbejdstilladelse. Det gør man selvfølgelig for at styre Covid iblandt dem, men det er jo også godt, at de ikke er helt sat uden for lov og ret.

Snapshot af situationen.

For at give et billede af niveauet af smitte, er her dagens tal for Thailand (totalt siden begyndelsen i marts sidste år):

Totalt antal inficerede                  9636 personer
Nye i dag                                        305 personer
Antal døde                                      67 personer (stort set alle med underliggende sygdomme)

Der bor næsten 70 millioner mennesker i Thailand – plus det løse.

Vaccine må vi vente på til engang længere hen på året. Det vil jeg helst ikke komme ind på her, men måske har man satset på den forkerte hest….

Informationsniveau

Bor man i Danmark eller et andet vestligt land er man så heldig at få klar information om situationen og eventuelle tiltag. Her er det oversat fra engelsk “klart som mudder”! Det flyver rundt med informationer, falske informationer, gamle informationer, og meget andet. Myndighederne ændrer mening time for time, og man skal altså lige checke en masse forskellige sider på Facebook for at stykke et billede sammen af verden udenfor døren. Der er en daglig informationsrunde på TV på både thai og engelsk, men der kan sagtens ske ting og sager indimellem. Det gør det heller ikke nemmere, at visse ting bestemmes af de lokale guvernører, og de udsender 4 tætskrevne sider på officielt papir – og offentliggør det som billeder taget med en mobiltelefon….

I sidste uge bestemte guvernøren i Bangkok, at restauranterne kun måtte have åbent til kl. 19.00 om aftenen. Fint nok – to dage senere bestemte premierministeren så, at det var synd for restauranterne, så han beordrede, at de kan have åbent til kl. 21.00. Det blev den guvernør sikkert glad for.

Opdeling i farver

For et par uger siden blev Thailands provinser opdelt i farver – grøn, gul, orange og rød. Antallet af smittede skulle afgøre, hvilken farve den enkelte provins fik, og så var der forskellige regler, alt efter hvor slemt det stod til. Et par dage senere blev omkring halvdelen af provinserne erklæret røde – også vores. Vi havde 0 tilfælde….. I de røde provinser skal man begrænse trafikken/rejseriet mellem provinserne plus en masse andre regler. Det skete desværre først efter nytårsdagene, som er KÆMPE rejsedage i Thailand. Nu kan man så ikke mere bruge farverne til noget, for de siger kun noget om, hvor tæt man er på Bangkok.

Nu er smittetallene så noget højere end i foråret, og myndighederne forsøger at inddæmme det men uden så drastiske tiltag som i foråret. Det kan landet simpelthen ikke holde til. Men det er godt nok svært at nå målet med 0 smittede i denne kultur. Det er et under, at det ikke er gået helt galt for længe siden.

Lock down?

Nej, vi har ikke lock down…… Men der er 4 provinser nu med ganske særlige regler. Skal man ind og ud af dem, skal man have et certifikat, der viser, at man har gyldig grund til at rejse. Det skal man have på kommunekontoret. Det gælder blandt andet i området omkring Patthaya. Myndighederne kan ikke lide ordet “lock down” – det har jo også en negativ klang, men vi danskere er jo vant til at kalde en spade for en spade.

Rygterne siger også, at Koh Samui, Koh Tao og Koh Pangang sender alle ikke fastboende væk fra øerne i denne uge, og så indstilles store dele af færgetrafikken. En lille ø ved Patthaya er allerede ryddet og lukket. Stakkels Samui og de andre øer – nu var de lige ved at åbne en lille smule op og få lidt indenlandsturisme.

Myndighederne planlægger at lave felthospitaler i alle provinser til Covid patienter, og flere steder har de lokale protesteret over det. Det er som med vindmøller eller atomkraftværker. Det er fint – det skal bare ikke lige ligge i MIN baghave!!

Corona tilfælde i Hua Hin

Angiveligt har vi kun haft et enkelt tilfælde i Hua Hin fornylig. Og i hele provinsen har vi totalt set haft 2 tilfælde. Vores lokale tilfælde var en dame, som var på besøg fra Bangkok hos nogle venner over Nytår. Hendes tidslinje blev offentliggjort, og jeg skal da lige love for, at hun ikke har ligget på den lade side med aktiviteter. Hun har været på vores store morgenmarked mange dage i træk, hun har besøgt venner og bekendte og været ude at spise mange forskellige steder. Da hun begyndte at hoste og snotte gik hun ned på Hua Hin Hospital for at blive testet. Da resultatet ikke var tilgængeligt før næste dag, fik hun lov til at forlade hospitalet, og det fejrede hun så med at gå ned i Market Village (vores mest besøgte shopping center), hvor hun var i flere forretninger og på restaurant. Derefter tog hun på et lokalt marked, var i 7-11 og et lokalt supermarked, og sluttede så af på en lokal restaurant samme aften. Kanon!

Som konsekvens af det, så bliver man nu “lukket inde” på Hua Hin Hospital, fra man får foretaget en test og til resultatet foreligger. Jeg skulle virkelig, virkelig være syg for at kontakte sygehusene eller myndighederne. Tænk at ryge på et af de felthospitaler. Det ser ud til, at hvis man er positiv, så bliver man indlagt uanset om man er rigtig syg eller ej. Pyha….

Men hvad må man så?

Hvad man må og ikke må, afhænger af hvor man befinder sig. De overordnede regler betyder, at visse steder lukket, som feks. barer, mange skoler, visse offentlige kontorer. Man kan godt gå på restaurant, men man må ikke drikke alkohol. Til gengæld må restauranten gerne sælge det – man må bare ikke indtage det på stedet. Angiveligt er det for at sikre, at folk ikke bliver for længe. Alt selvfølgelig med afstand, håndsprit, sporingsapp osv.

Dertil kommer guvernørens ordrer, og her i Prachuap Kirikhan er alle skoler nu lukket, spabade/massage, hanekampe og boksning plus en masse andre ting. I nogle provinser er alt lukket – i andre er der ikke strammet mere op end de overordnede regler.

Her i Hua Hin kan man stadig gå på morgenmarked, i shopping centrene og på restaurant. Man skal dog se sig for, for flere af restauranterne har simpelthen bare lukket ned af sig selv. Hvis en pub ikke kan sælge øl til maden, så kan man lige så godt lukke. Strandene er åbne, og man kan handle i alt fra byggemarkeder til tøjforretninger.

Det daglige liv

Det daglige liv er selvfølgelig påvirket, men vi skal virkelig ikke klage. Hua Hin kører videre, og der hamres og bankes og bygges alle steder. Der er folk på markederne, der er folk i gadekøkkenerne og der er godt gang i trafikken stadigvæk. Man mærker dog tydeligt forskel omkring kl. 8 om morgenen, fordi børnene ikke skal i skole. Det er meget mærkeligt!

Der er sat check-points op af politiet flere steder. Der er da også politi ved dem, men indtil videre har vi kun set dem spise og kigge i telefonen! Bor man I en af de provinser, hvor der ikke er lock down (men noget der ligner), så er man selvfølgelig meget hårdere ramt.

Vi har de sidste par måneder levet livet i overhalingsbanen med masser af aktiviteter og masser af meget travle dage. Det har været mega sjovt og interessant – men også lidt hårdt ved et gammelt kadaver. Nu må vi så nyde stunderne med dem, vi har tættest på, og det er jo også skønt. Vi har flere projekter af forskellig slags i pipeline, så vi kører bare på – men med en mindre snitflade til mange mennesker. Jeg kommer ikke til at sortere elastikker, glo i computer i timevis og rydde op i pulterrummet denne gang. Livet er simpelthen for kort til det, og vi er heldigvis begge enige om, at vi skal have det bedste ud af hver eneste dag under de regler, der nu engang gælder.

Næste indslag kommer til at handle om, hvordan det er at få en Thai familie ind under huden. Vi har nemlig fået en ny “bror” (man kalder hinanden bror/søster i et godt venskab her i Thailand) med dertil hørende familie, og det giver virkelig mange skægge oplevelser, som jeg gerne vil dele. Det skal altså ikke være Covid det hele!

 

by Janne
Liv i Thailand

Godt Nytår og tak til naboen…..

Alle jer, der gider læse med her ønskes et Godt Nytår. Og vi siger tak til naboen for den flotte udsmykning af vores baggård!

Som mange andre har skrevet før mig, så har 2020 været et mærkeligt år. Gode venner på besøg i starten af året, en nedlukning af Thailand og hele verden, en gradvis tilbagevenden til noget der lignede normal, for her til sidst at ende i nedlukning i store dele af verden og delvis lukning her i Thailand.

Mand, hvor jeg hader nedlukninger! Jeg er kommet dertil, hvor jeg ikke frygter at få Covid-19, men jeg frygter virkelig de konsekvenser, verden tager af den virus. Her i Thailand har det store omkostninger, for der er ikke noget socialt sikkerhedsnet, ingen hjælpepakker andet en halvhjertede tiltag med håndører til folk, men det har jeg jo skrevet om flere gange før.

I vores provins har vi (officielt) haft 2 tilfælde af Covid-19 smittede. Ikke her i Hua Hin siger de men i hovedbyen Prachuap Khirikhan. I naboprovinsen går det noget værre, så det fik vores guvernør til at beordre alle barer, hanekampsarenaer, boxe stadions med mere lukket til den 6. januar. Mon ikke det bliver forlænget? Desværre endnu et tilbageslag for alt hvad der hedder live music, som jo er vores hjertebarn.

Vores Nytårsaften 2021

I går kom vi ind i det nye år på med nogle dejlige mennesker, som vi også holdt jul med. Ikke noget stort, men vi lavede noget mad og hyggede os max her i huset. Menuen var hjemmelavet Farang mad, selvom der var flere thaier med i selskabet. De virkede nu til at kunne lide maden alligevel. Skønt med en multinational aften med både England, Norge, Thailand og Danmark repræsenteret, og hvor alle kunne snakke sammen på tværs af kulturer!

Forretter
Hovedretter
Desserter

Normalt kan vi se storslået fyrværkeri på vores terrasse over carporten kl. 24, men der var faktisk ikke noget i år. Det blæste en halv pelikan i går, og den pram med fyrværkeri, som Hotel Intercontinental traditionen tro skulle fyre af lige i vores udsigt kl. 24 – ja den rev sig løs i går eftermiddags og susede ned ad kysten til Takiab. Jeg tror ikke, de fik den på plads igen – ihvertfald var det en tam omgang dette år. Vi fik dog sagt godt nytår med et glas bobler, og havde en rigtig dejlig aften.

Naboerne holdt også nytårsaften, så der blev snakket, grinet, hygget og hørt musik i mindre grupper på begge sider. Det er lidt usædvanligt her, for normalt samles folk på stranden for at fejre Nytår, men dejligt at høre, at folk hyggede sig.

2021 – hvad kommer der til at ske?

Der er mange, som har udtalt sig om, hvad 2021 kommer til at byde på…. Det vil jeg afholde mig fra! Jeg kan faktisk nærmest ikke holde ud at tænke på, hvor sort det i virkeligheden kan gå hen at blive.

Nedlukningen i foråret har til gengæld lært mig, at jeg ikke skal gå i “tomgang”, for det er livet simpelthen for kort til. Jeg vil her i det nye år bestræbe mig på at være nærværende i det, der nu er det liv, jeg skal leve, og så selv gøre hvad jeg kan for at få det bedste ud af tiden. Jeg orker ikke at leve i frygt for at blive smittet med en virus, men hvis min omverden er bange for at blive smittet af mig, er det selvfølgelig i orden.

I 2021 kommer jeg nok også til at skrive mere på min blog end i 2020. Vi har haft gang i SÅ mange projekter i 2020, at man nærmest kan blive stresset, selvom man ikke skal på arbejde! Nu tager vi lige en slapper og ser så tiden an.

2021 skulle egentlig byde på en større øjenoperation for mit vedkommende, men hvis vi får total lockdown er det ikke så godt, da operationen kræver donorvæv, som man skal vente længe på. Og så er det megadyrt. Min sygeforsikring dækker ikke, da jeg havde sygdommen, før jeg kom til Thailand. Jeg er så heldig, at det ikke er livstruende, så jeg tror jeg venter med operationen til tingene er lidt mere afklarede! Det har været en sej proces at blive “godkendt” til operation (for egen regning), og det bliver nok også en ommer til den tid! Men pyt – det går nok.

Min situation er nok ikke så meget anderledes, end hvad millionvis af mennesker oplever lige nu på alle planer. Det er umuligt at planlægge og “få ordnet ting” med en virus i omløb. Til gengæld kan man stadig gøre sit til at få det bedste ud af den sparsomme tid, man har her. Måske lyder det filosofisk, men det må vel være det, der er meningen med livet?? Eller hvad (“ry plao” på Thai)?

Godt Nytår 2021!

 

by Janne
Liv i Thailand

Glædelig Jul – og så hurtigt kan det gå galt….

Glædelig Jul til jer som gider at læse med her på min blog fra Thailand!

Her var der lagt op til næsten “old normal” med fejring af jul og nytår og mange events over hele landet for at stimulere økonomien. Desværre er smittetallet her i Thailand gået fra 0 (udover folk i karantæne), og det har virkelig skabt frygt her i landet.

Det drejer sig ikke om de store tal efter landets størrelse, men eftersom man her har et mål om 0 smittede i Thailand, så er vi på vej udover kanten med godt 1000 smittede i løbet af den sidste uge. Det hele udspringer angiveligt fra en rejesælger på et marked i Samut Sakhon, som ligger sydvest for Bangkok på vej her til Hua Hin. Ifølge myndighederne kommer smitten fra gæstearbejdere fra Myanmar, som arbejder på fiskemarkedet i byen. Nu er smitten så spredt ud til store dele af landet via den kanal, og jo mere man tester, desto flere tilfælde finder man.

Det er jo ikke noget nyt. Man har i de sidste mange måneder ikke gjort meget i at teste her i landet. Det er kun gratis at blive testet, hvis man bliver indlagt, og det kan vel nok afholde de fleste thaier fra at gå den vej, for slet ikke at tale om gæstearbejdere, der bor som sild i en tønde i barakker, og som kun får en lille bitte løn på 30-50 kr. pr. dag.

Men det måtte jo komme, selvom også vi var blevet lullet ind i, at vi bare skulle være isoleret, indtil der kommer en vaccine. Grænsen til Myanmar er en si – 5000 km hvor meget af det er jungle. I Myanmar har de lukket ned mange steder, for de har fået en af de supersmitsomme strenge, som det ser ud. Folk derfra er desperate for at arbejde og tjene penge, og her vil arbejdsgiverne ikke betale en thai mindstelønnen, hvis han kan nøjes med det halve til en arbejder fra Myanmar. Der smuttede også lige nogle thai kvinder over grænsen fra Myanmar, for deres arbejdspladser var lukket ned. Et par af dem fløj lidt med indenrigsfly, gik i shoppingcenter og besøgte familie.

De sidste håb om indtjening over nytår er slukket

Rigtig mange arrangementer aflyses i hele landet i disse dage, og det er nok klogt nok. Det går dog hårdt ud over de næringsdrivende, som nu endelig havde lidt indenrigsturisme i udsigt i forbindelse med nytåret. Det er guvernøren, der bestemmer hvad der skal ske i den enkelte provins, men ingen tør nok stå med ansvaret, hvis der skulle dukke en supersmittebærer op i netop deres provins. Derfor breder det sig som en steppebrand, og her i Prachuap Khirikhan, som vi hører under, er det netop offentliggjort at alt er aflyst. Alle koncerter, fyrværkeri osv. osv. Sikkert klogt nok men meget trist.

Vi har ikke lock-down endnu, men skulle der dukke ganske få tilfælde op her i provinsen, så bliver der lukket ned for alt. Vi mærker tydeligt, at der nu er strammet op igen. I sidste uge kunne man bare vade ind i Makro, hvis man bar maske og fik målt sin temperatur. Nu skal vi bruge sporingsprogrammet Thai Chana (som virker bob-bob), og hænderne skal sprittes af.

Vores lokale ølmand advarede i dag om, at han ikke kan ordre hos bryggerierne mere, så nu har vi lige sørget for, at vi ikke bliver tørlagt. Han har fået at vide, at det kommer til at tage mindst en måned, men der er ikke noget officielt overhovedet. Alkoholforbud følger med lock-down her, for det anses af myndighederne som roden til alt ondt. Til gengæld kan man gerne gå ind på det lokale morgenmarked og kante sig rundt imellem folk, fisk, kød og grønsager.

Glædelig Jul

Nu vil jeg ikke hyle mere over det – vi har jo været priviligerede her i Thailand i lang tid. Vi skal stadig fejre jul og forhåbentlig også nytår sammen med gode venner, og det er da det vigtigste af alt.

Vi kan stadig gå ud i det skønne (men kolde) vejr og synge “Dejlig er den Himmel Blå”, så det vil vi så gøre!

Rigtig Glædelig Jul!

 

by Janne
Liv i Thailand

Her i Hua Hin bygger vi os ud af krisen

Covid-19 krisen har ramt hårdt alle steder, og Hua Hin er bestemt ikke blevet forbigået. Men det er som om, at optimismen lever, og at byen ændrer sig – måske endda til det bedre. Her bygges ihvertfald overalt!

Rapporter fra Hua Hin

I den forgangne weekend var der Jazz Festival på stranden i Hua Hin fredag og lørdag. Det trak en del mennesker fra Bangkok og selvfølgelig også Hua Hin og oplandet rundt omkring. Blandt andet deltog en kendt britisk blogger, Richard Barrow, i arrangementet. Han bor i Bangkok og har en Facebook side med næsten 125.000 følgere, så han er ikke en hr. Hvem-som-helst. Han skriver om Thailand, og han er så kendt, at turistministeriet, hoteller og seværdigheder inviterer ham på forskellige ture, så han kan skrive om det. Han gik sig så lige en tur i midtbyen i Hua Hin under jazz festivalen, og postede på sin Facebook side,  at Hua Hin er død!  Han postede en masse billeder af tomme (undskyld mig, men hjernedøde) barer i Bintabaht i midtbyen.  Opslaget blev i de følgende dage delt på mange danske, engelske og tyske grupper på Facebook.

Ja, Binthabat i midtbyen er død. Og hvorfor er det område så dødt? Nu var det jo Jazz Festival – det er den ene ting…. Men det er også fordi der kun er barer, som er tiltænkt turister, der kommer og drikker sig stangbacardi og vælter rundt i larmende, ligegyldig musik. I min verden er de alle sammen ens, og undskyld udtrykket, røvkedelige. Ikke mange af os, der bor her fast, gider sidde og høre på unga-unga musik i en tom bar med drikkevarer til skyhøje overpriser. Hvis Richard Barrow i stedet var gået en tur forbi Father Ted’s (som ligger lige i udkanten af Bintabaht) havde han set et sted fyldt med mennesker på grund af den gode mad, super betjening og kvalitetsunderholdning. Hvis han havde taget en taxi til 100 baht ud til vores område i Soi 88 og 94 havde billedet også været et andet.

Vi var tilfældigvis i byen på Soi 94 med nogle venner i lørdags på samme tid. Og nej, der var ikke så mange mennesker, som der burde være. Til gengæld var der en dejlig, fortættet stemning blandt de mennesker, der rent faktisk var ude og nyde den dejlige thailandske aften. Og noget af det der slog mig var, at der faktisk var flere thaier ude på stederne i forhold til tidligere, hvor der nærmest kun var udlændinge.

Omstrukturering af Hua Hin

Lige nu er det ganske tydeligt, at der sker en omstrukturering af restaurant- og barliv i Hua Hin. Huslejen inde i midtbyen er skyhøj, og stemningen derinde er MEGET nedslående. Et af de pænt store natmarkeder tæt på templet i midtbyen er blevet revet ned, så mange boder og restauranter blev husvilde. Det har betydet, at der popper små markeder og nye steder op andre steder, blandt andet her hvor vi bor ved Soi 94. Nogle af de familier, der ejer jord her i området, øjner nu en chance for at starte på noget nyt og tjene nogle penge. Og det skal ikke kun være på udlændinge, men også på thaier.

Så der bygges!! Der rives ned og bygges nyt overalt. En stor del af ændringen i bybilledet er selvfølgelig bygningen af dual-track jernbanen igennem byen. Hvad det angår, tror jeg ikke, at byforskønnelse er et ord, der findes i den thailandske ordbog. Langs med banen var der mange boliger og forretninger, som havde indtaget området lidt efter lidt uden at have tilladelse. De bygninger er nu rykket ned mange steder, men det ser ærlig talt ikke skønt ud med et smadret hus, hvor toilettet står tilbage… Hvorfor de ikke lige gør det færdigt, forstår man som dansker ikke, men det er nok noget med, at det bare skal smadres så meget, at det ikke kan bruges.

Så er der de store trafikårer, som både 88 og 94 er i forbindelse med banen. Her er man ved at være færdig med Soi 88 overføringen, og nu har man lavet den mest mærkelige rundkørsel, jeg nogensinde har set. Før kaldte vi den “Crazy Roundabout” (med dødens rundkørsel ved Pala U Road). Nu kalder vi den “Confusing Roundabout”.

Læg mærke til den lillebitte rundkørsel lige fremme

Vi bygger os ud af krisen

Som nævnt tidligere, så bygges der masser af nyt. Selvfølgelig boliger og højhuse, men nu kommer der også nye restaurantområder forskellige steder. Et pænt stykke ude af Soi 88 er der nu et nyt “food court” på en stor mark, hvor der før var “jungle”. I hjørnet af området ligger den fineste lille restaurant bygget af genbrugsmaterialer – der var vi for et par uger siden, og det var SÅ charmerende med supergod mad.

Raan Rao Khao Lawm Cafe

Hvis man kender Soi 94, ved man også, at der ved jernbaneoverskæringen og 7-Eleven lå to restauranter over for hinanden. Den ene er nu jævnet med jorden, og den skal blive til “Lille Bintabaht” med små runde ølboder med fælles toilet, som man kender det fra Patong i gamle dage. Hvor godt det bliver, må guderne vide. Huslejen er kun en brøkdel af at have en bar i midtbyen. Bare de ikke alle skal spille forskellig musik som sindssyge og råbe efter alt med en puls på gaden.

Det gamle Esaan Station bliver til små barer

Rundt om hjørnet langs med banen var der for nogle år siden et sted, der hed Racing – det var en go-cart bane med noget bar og restaurant til. Det gik ikke, og de forsøgte at lukke op igen som food court for et par år siden. Det gik heller ikke. Nu er området ved at blive helt renoveret med nye træer og faciliteter, og der kommer musikscene, steakrestaurant, flere barer mm. Det bliver spændende med et nyt Racing Market.

Ude i den anden ende af byen mod nord, har de nu renoveret og forbedret go-cart banen, der ellers lignede noget, der var lukket. Igen et tegn på optimisme, og at man lige så godt kan udnytte den døde tid til at opgradere.

Go-cart bane med Indy Car sving. Det er dyrt men sikkert rigtig sjovt.

Lige nu afhænger alt af huslejen, og alle de grådige ejere af jord og bygninger kommer til at miste deres indtægt. Lejerne kan simpelthen ikke betale, når der ikke er omsætning nok til at holde skindet på næsen. Men de forretninger, der er heldige at få en overkommelig husleje og overlever og er klar, når der igen kommer turister til, har gode kort på hånden.

Omstillingsparathed

Et godt dansk (og meget langt ord). Men det er essensen af, hvad der kræves nu overalt i verden for at komme helskindet igennem denne møgsituation med en pandemi. Thaierne er normalt ret hurtige til at omstille sig, men det er som om turistindustrien har hængt i håndbremsen her. De restauranter og barer, der finder ud af at appellere til thaier eller expats klarer sig. Dem der stiller sig i døren hver aften og kigger efter turister bliver slemt skuffede. Lige nu er det bare med at finde nogle måder at trække lokalbefolkningen – både thaier og faranger ud af husene – hvis man er i bar- og restaurationsbranchen. Butikker, der kun sælger luksusvarer, må vente til weekenden, hvor folk fra Bangkok kommer herned, for almindelige thaier og fastboende udlændinge køber som regel ikke deres varer.

Vi var i Bluport (et shopping center i den dyre ende) i går, og det var dælme også en trist omgang. De to øverste etager, inklusiv den lækre biograf, er lukkede. Før var der en fin department store på næsten en hel etage med alt fra snørebånd til 75″ fjernsyn. Alle varer er nu fordelt rundt omkring, hvor der er plads, og det ligner et stort ophørsudsalg. Bagefter kørte vi til Market Village, som er mere populær blandt thaier, og der var stuvendes fuldt. Det var også Constitution Day i går, og mange havde fri.

Er Hua Hin død?

Ja, lige nu er Hua Hin død, hvis man ser det med en turist i midtbyens øjne. Det er mega synd for alle de mennesker, der har mistet deres job på grund af den manglende turisme. Mange af de ansatte i turistindustrien er rejst fra byen og hjem til deres familier. Det viser sig nu som et problem på en anden måde. Når man skal åbne noget nyt, er det super svært at få (godt) personale. En af grundene til, at Father Ted’s klarer sig så godt er, at han har holdt fast i sit personale under nedlukningen, og det gør han stadig. Derfor er det altid en fornøjelse at komme der – servicen er simpelthen i top.

Men er resten af Hua Hin så også død?

Ikke på samme måde. I denne ende af byen er det ikke spøgelsesagtigt, men det er sørme heller ikke som før. Alle kæmper for at overleve, og fortsætter det her et år mere, så klarer de de fleste den simpelthen ikke. Men her er mere “thai”, end det nogensinde har været, og vi må i det stille indrømme, at vi også nyder det indimellem. Området her har så meget sjæl og charme, fordi der er lokale markeder, små forretninger med alt fra tøj til isenkram, og så er der også noget til både os fastboende og turister i form af gode restauranter og barer.

Hvis du har været i Hua Hin sidste år eller i begyndelsen af 2020, så vil du nok blive overrasket over at komme her. Her er noget anderledes nu, det er sikkert. Men optimismen spirer, og vi der bor her lokalt må bare ud af hullerne og støtte de små forretningsdrivende.

 

by Janne