Liv i Thailand

Hvad sker der med Danskerithailand?

Nogle har måske lagt mærke til, at danskerithailand ikke har været særlig aktiv de sidste uger…..

Det skyldes simpelthen, at pensionisttilværelsen nogle gange er mere travl, end godt er! Jeg har simpelthen ligget vandret i en måneds tid, og jeg har så mange indtryk og ting i mit hoved, så jeg kan vel nærmest skrive en hel roman. Både gode og mindre gode ting! Det er selvfølgelig dejligt, at man ikke sidder og keder sig, men det er nok heller ikke særlig godt, når benene snurrer som to knallertmotorer om natten, og man vågner op og spekulerer på alt muligt, man ikke har fået gjort, og hvad man har glemt!

Veninde fra Danmark

Vi mødte en rigtig sød dame fra Danmark sidste år, og da hun kom tilbage til Hua Hin ville vi gerne hjælpe hende lidt. Vi fik booket en rigtig god og billig lejlighed til hende lige i nærheden for hele februar måned. Hendes ankomst faldt sammen med, at jeg skulle på øjenhospitalet i Bangkok, så vi aftalte, at hun kunne køre med os til Hua Hin. Nu ankommer Thai Airways flyet fra København jo meget tidligt om morgenen, så vi tog derop en dag før, så hun kunne nette sig og hvile sig lidt i vores værelse, mens vi gik i fitness centeret, og så kunne hun få sit værelse kl. 14. Vi var lidt på tur i Bangkok om til floden, så hun da i det mindste fik set lidt med jetlag og det hele.

Lejligheden var sparsomt udstyret, så vi pakkede bilen med alt muligt grej, så hun både kunne lave mad, havde håndklæder, viskestykker, rengøringsmidler osv. Der manglede også lige lidt stole og en ovn, så alt det fik vi slæbt op i lejligheden med personalets hjælp. Hundekæppen fra sidste år fik hun også med.

Resten af måneden tilbragte vi mange dejlige stunder sammen, og hun kunne byde på den flotteste udsigt til solnedgangen med kolde øl og drinks sidst på eftermiddagen. Her er et billede fra lejligheden i dagslys (det er jo alligevel umuligt at fotografere en solnedgang ordentligt med en mobiltelefon).

Vi var ude at spise på lokale restauranter, vi tog en tur til Dolphin Bay syd for Hua Hin, og vi fik da også hørt lidt rockmusik undervejs. En dejlig måned med masser af hyggelige oplevelser.

Jubilæum på Rockzone

Tam holdt 6 års jubilæum på baren med 5 gode bands på plakaten. Blandt andet skulle min husbonds band give et par numre kl. 18 som opvarmning til en heftig aften. Arrangementet var med gratis mad, og det er jo altid godt, så der var nærmest fyldt med sultne gæster allerede fra starten.

Jeg havde lovet Tam at lave en af retterne, og denne gang blev det til kyllingelasagne med råkostsalat. Jeg lavede omkring 8 kg kyllingelasagne (mange thaier spiser ikke oksekød), og det blev bare spist. Tam fik mange roser for maden generelt og specielt for min ret. Halleluja! Så var det da værd at stå og svede i køkkenet i 2 dage.

2 af de her kæmpe fade røg lige ned i løgnhalsen

Det blev en fantastisk aften med en nærmest magisk stemning af glæde og sammenhold blandt gæster, musikere og personale. Dog tog vi hjem, da hovednavnet fra Bangkok gik på…. Bangkok Frankenstein siger nok lidt om, hvor vi er henne i genre. Det blev ligegodt for vildt til os. Personalet lukkede og slukkede kl. 3.30, så der var godt nok dømt fest!

Stemningsbillede fra midt på aftenen. Senere stod folk helt ud på gaden

Australske venner

Vores australske venner har også været i Hua Hin i 3 uger af februar, og de havde egentlig tænkt sig, at de skulle fejre hans 70 års fødselsdag på Rockzone. Det syntes børn og børnebørn og venner i Adelaide ligegodt ikke var nogen god ide, så de tog hjem lige før Tams jubilæum med lidt skuffelse. Vi plejer altid at mødes nogle gange til mad og drikke, mens de er her, så det skulle vi jo også finde tid til.

De er verdens mest “outgoing” mennesker, og de kender flere her i Hua Hin, end vi kendte i Silkeborg efter 22 år. Selvom de kun kommer her på ferie.

Mad til de trængende

Ja, det lyder som om jeg har gang i et velgørenhedsprojekt, men det kan man vist ikke rigtig kalde det… Den ene musiker i min bedre halvdels band er så tynd som en bønnestage, og han har det heller ikke særlig godt. Ham og hans kone (som er noget yngre og som underviser i zumba og andre danse) har et noget mærkeligt forhold til mad. Hun har bønnestage som skønhedsideal og ser altså heller ikke særlig sund ud i mine øjne, selvom hun er topfit.

Guitaristen har alle mulige ideer  om ernæring (taget frit fra alenlange videoer på Youtube), blandt andet vil han ikke spise frø og kerner (og alt lavet deraf), han spiser ikke rejer her (forstår jeg godt – de er alle fra farme) og så er han allergisk over for MSG (monosodiumglutamat – også kaldet “Det Tredje Krydderi). (Hvis du falder i søvn efter at have spist mad i Thailand, så kan det godt være derfor – de bruger det i ALT). Desuden spiser han slet ikke regelmæssigt og så rigtig meget junk.

For nogle måneder siden besluttede jeg mig for, at nu skulle denne her pindede mand altså fedes op. Så når de øver en gang om ugen her hos os, så står jeg klar med hjemmelavede tapas til dem alle, når de er færdige med at spille. De er altid HUNDESULTNE, som om de ikke har spist hele dagen, og det tager ikke lang tid at rydde 4-5 fade med mad. Laver jeg pommes frites, så kan jeg simpelthen ikke lave nok, så min nye airfryer er tit på overarbejde. Vi får ikke aftensmad de dage, for når man har spist tapas ved 4-tiden er det altså ikke lige appetitten der trykker.

Forrige uge – græske fritter, kødboller i krydret sauce, avocado dip med koriander, grønsager med butterbeandressing, lun kartoffelsalat med lokalt producerede pølser og hjemmebagt brød.

Det bruger jeg så nogle gange en hel dag om ugen på, men da de jo er helt vilde med det, så er det bøvlet værd. Vi får også et par øl og en ordentlig hold snak om alt mellem himmel og jord inklusive alverdens konspirationsteorier, som er et meget populært emne blandt folk her i Hua Hin.

Krav fra EU og Danmark

Vi har brugt rigtig meget tid og mange ressourcer på at stille Danmark og EU tilfreds med alle mulige oplysninger. For noget tid siden gik vi i gang med at få et skattenummer til min husbond, fordi han får pension og har lidt indtægter i Danmark. Det var et nyt krav fra EU fra 1. januar 2024.

Her er de ikke til sinds at give et skattenummer ud, medmindre man skal betale skat. Det endte med, at vi måtte hyre vores advokat til jobbet, og hun mente bestemt ikke, at det kunne lade sig gøre. Men jeg fik læst mig til, at i stedet for at bede om at få et skattenummer baseret på indtægt bragt ind i Thailand (pensionen er jo beskattet i Danmark, og den lille indtægt er under grænsen for at betale skat i Thailand), så kunne han kræve skat af renteindtægter tilbage. Hvis man ikke har thai ID, så trækker banken automatisk 15% i skat af rentetilskrivninger. Dem kan man få tilbage, hvis man har et skattenummer.

Det havde advokaten da aldrig hørt om, og hun måtte da også tilbage til skattekontoret nogle gange, før hun fik det igennem. Det kostede os da lidt penge, at hun skulle gøre det for os, men til gengæld har han nu sit TIN nr. Og krav på 500 baht tilbage i skat, som ingen ved, hvordan vi får! Pyt med det – nu har vi det sk…. skattenummer.

Vi fortalte historien til en ven, og han er nu i gang med at køre samme procedure med vores advokat. Advokaten selv var rigtig glad for det hun lærte af vores sag, og hun burde vel egentlig lige sende mig lidt kommission!

Seneste problem er, at man har lukket vores mailbox på et domænenavn .dk, fordi vores adresse ikke er korrekt. Vi købte vores adresse gennem udbyderen af webhotel og har i 23 år aldrig haft kontakt med dem, der styrer domæner i Danmark (før hostmaster nu punktum.dk). Vi har bare betalt via betalingsservice, og de kunne davgodt finde ud af at tage pengene i december for det næste år og så lukke vores domæne i sidste uge. Det er altså lidt en katastrofe!

Sidst men ikke mindst

Ja, så har vi jo også lige prioriteret at se vennerne her i Hua Hin, og det er jo altid dejligt. Det kan være en middag i byen, vi kører forbi til en eftermiddagsøl, eller også kommer folk bare forbi til en kop kaffe eller noget. Nogle gange er det med flere hold per dag, og så er det sociale gen altså også brugt for den dag.

Alt i alt….

Ja, alt i alt, så har februar været en forrykt travl måned! Nu prøver jeg at samle lidt op her og der, så jeg nu har fået gjort huset ordentligt rent for første gang i 3 uger. Jeg har fået sovet nok, så jeg ikke føler, jeg har jetlag hele tiden. Nu har jeg også fået skrevet lidt her, og nu har jeg masser af materialer til forhåbentlig gode historier i den kommende tid.

Rigtig god søndag

by Janne
Liv i Thailand

Godt Nytår!

I Thailand er man heldige. Her er det nemlig muligt at fejre nytår hele 3 gange!

Først kommer vores nytår, som de følger med deres eget årstal, hvor i år er 2567. I fredags var det så kinesisk nytår, som også fejres over det meste af Thailand og i april kommer så Songkran, som er det thailandske nytår.

Vores nytår

Nytår efter den gregorianske kalender er jo som bekendt den 1. januar hvert år. Thaierne fejrer ikke året som sådan, men de er vilde med al julepynt og nytårspynt, så der er altid pyntet fint op i shopping centre og i alle turistområder. Som nævnt, skifter den thailandske kalender også til et nyt år, men det er så også det.

Kinesisk nytår (drut jin på thai)

Rigtig mange fejrer kinesisk nytår i Thailand. Jeg googlede, hvor mange procent af befolkningen, der er af kinesisk afstamning, og der mener man 10-12%. Det er dog svært at regne ud, for Thailand er et meget sammensat land, som består af masser af bjergstammer og migrerede mennesker på kryds og tværs. Man mener faktisk, at de oprindelige thaier netop kom fra Sydkina, hvor de blev fortrængt af kineserne, og det der senere blev til Vietnam.

Kinesere er også indvandret i Thailand i flere bølger, senest i 1970’erne, hvor mange flyttede hertil og åbnede forretninger. De fleste ved jo godt, hvor dygtige kineserne er til forretning, og derfor er de fleste meget store virksomheder i Thailand også ejet af personer med kinesisk baggrund. I Bangkok har man også China Town, og det er altså et besøg værd, hvis man kommer til byen.

Kinesisk nytår fejres med optog og festlige indslag i mange byer, også her i Hua Hin. Mange fyrer også “kinesere” af. (Ja, altså de der på et bånd, som nogle af os kender fra barndommen. De er bare lige noget større) om morgenen på nytårsaftensdag. Det buldrer og brager i hele byen den morgen. Mange thaier fyrer også “kinesere” af, når de feks. åbner en ny butik eller en bar, for det betyder Good Luck og jager de onde ånder væk.

Butikkerne er proppede med kunder, som køber ænder, kyllinger og appelsiner både til sig selv og som gaver.

Songkran

Det thailandske nytår kaldes også for vandfestival, og det følger også månekalenderen, selvom datoerne efterhånden ligger fast med start den 13. april. Det markerer afslutningen af den varme tid, og det var traditionelt også en hæder til familiens ældste. Mange thaier af den mere traditionelle skole besøger stadig deres forældre og der dryppes med lidt vand. Symbolsk set vasker man det gamle år væk, så man kan starte på et nyt, men det som turisterne og mange andre kender som Songkran er en gigantisk vandkamp, hvor der kastes med vand (gerne med is i) og farvet pulver.

Der hopper min kæde af. Jeg gider ikke rende rundt i vådt tøj, så vi holder os som regel hjemme, når det der vanvid kører i nogle dage i april.

Kinesisk indflydelse i Thailand

Som nævnt er der en stærk kinesisk indflydelse i Thailand, og vi kender mange thaier, som lever i en blanding af thai buddhisme og kinesisk religion. Vores ven Tam spiser ikke oksekød, for han er af kinesisk afstamning. Han tror på en gudinde (som jeg ikke kan huske navnet på), som blev født af en ko. Derfor kan man jo ikke spise oksekød. En anden ven Oat siger, at han også er af kinesisk afstamning, men han ELSKER oksekød.

Feng Shui begyder også noget for nogle thaier. Tam kunne feks. ikke have to døre siddende over for hinanden i baren (så kunne ånderne jo løbe lige igennem lokalet), så han fik en temmelig forkvaklet indretning i Rockzone ud af det. (Vi tog os vist mest til hovedet, efter at vi havde rystet på det i et langt stykke tid).

I det hele taget er overtro en temmelig indgroet ting i thaierne. De har også den der med den sorte kat, der krydser vejen og betyder ulykke. De har også en tro på, at hvis de hører en gekko eller en tokay på vej ud af døren, så betyder det ulykke, og så skal de blive hjemme. Som vi sagde til Oat, at hvis det var tilfældet, så kom vi da aldrig ud, for vi har rigtig mange gekkoer.

Tam tager også i kinesisk tempel en gang om året, hvor der er en festival. De spiser sammen og slår på tromme i timevis (det passer jo godt til Tam og hans søn Namo). Der tændes lys og synges og en hel masse andre aktiviteter.

Det siger lidt om, hvor meget de kinesiske traditioner fylder i den thailandske kultur.

Kinesisk Nytår i Hua Hin

Der er masser af arrangementer i anledning af kinesisk nytår, og man kan feks. tage ind til kommunekontoret og se optog om eftermiddagen. På hoteller og i restauranterne er der specielle “tilbud” på kinesisk nytårsmenu. Nogle af dem er meget dyre, og jeg så da “tilbud” på 3880 baht pr. person (++ – dvs. + 7% moms og 10% service). Så skal man godt nok have den store appetit med.

Vi faldt over et tilbud på en 5 retters menu på en vietnamesisk restaurant tæt på, og der tog vi hen med et par af vores venner. Det var godt nok en speciel oplevelse. Restauranten hedder Little Saigon, og ejeren er vietnameser og cross dresser. I går var han dog bare i shorts og T-shirt.

Jeg har desværre ikke taget billeder af maden, for retterne kom simpelthen så hurtigt efter hinanden, at vi ikke fik tid til noget som helst. Min suppetallerken stod stadig på bordet, mens jeg spiste den efterfølgende salat. Der manglede bestik, og de serverede maden, før vi havde fået drikkevarer. Men pyt med det – thai personalet er jo vant til, at rækkefølgen af retter er mere eller mindre ligegyldig.

Min veninde forsøgte af flere omgange at få dem til at “slow down”, men det fattede de altså ikke. Maden var interessant og flot anrettet, men vores hovedret giver mig altså stadig lidt gåsehud, når jeg tænker på den. Det var et stykke fint braiseret grisekød og et æg i en sovs. Men sovsen smagte meget sødt af vanilje og karamel, og det var godt nok lige over grænsen til dessert for mig.

Der var små gaver til alle gæster, så nu har vi en rød- og guldfarvet pose med 10 baht i, som skulle væres vores “Good Luck” mønt. Jeg må indrømme, at selvom jeg normalt ikke går op i sådan noget, så ligger de to poser nu oppe i en skuffe i soveværelset, for jeg tør simpelthen ikke bruge dem!

Vi er kommet ind i Dragens År, og da jeg er født i dragens år for nogle årtier siden, så skulle det give mig ekstra gode muligheder og gode ændringer. Jeg skal dog være opmærksom på selvdestruktiv adfærd. Har du lyst til at se mere om, hvad dragens år betyder for dig, kan du kigge her.

Billedet øverst er den smukkest indpakkede pomelo, jeg nogensinde har set. Den fik vi af vores forsikringsagent, som kom med vores nye policer på helbredsforsikring forleden. Hun kom fra Bangkok iklædt fin rød kinesisk kjole. Så bliver det da ikke mere kinesisk nytår!

by Janne
Liv i Thailand

Årets første stunt

Vi er kun lige kommet ud af januar, og jeg har allerede lavet årets første stunt!

Et stunt kalder vi det her i huset , når man laver noget helt forfærdelig dumt! Og det gjorde jeg i sidste uge, og jeg er ikke for fin til at fortælle om, hvor dum man lige kan være!

I sidste uge kørte vi til Bangkok, for jeg skulle på øjenhospitalet og have et check. Jeg har den her øjensygdom, som gør at et lag i mit øje stille og roligt degenerer, og så skal jeg have noget donorvæv, for ikke at miste synet. Jeg har allerede fået ordnet mit ene øje, men nu trææææææækker jeg den med det sidste øje. Der er nemlig ny forskning i gang, hvor man kan sprøjte de her celler ind, som jeg altså mister, i stedet for at få et nyt lag lagt ind i en meget kompliceret operation.

Jeg hader det hospital… Sådan set ikke, fordi der er noget i vejen med deres læger og udstyr, for de er virkelig “Top of the Pops”, hvad det angår. Rutnin Eye Hospital har omkring 30 læger tilknyttet, og de arbejder KUN med øjne. Der er altid mega travlt, og det er her det der med at “hade” kommer ind. Man får altid en tid til at komme ind til lægen, og så skal man møde 1 time før til forskellige checks, så man er klar. Jeg har så prøvet at vente i 3 1/2 time efter min aftalte tid, for så at skulle have nogle øjendråber og vente en time mere. Jeg er udvandret to gange og bedt om resultatet af de forskellige undersøgelser, og så er jeg gået ned til den lokale øjenlæge med dem og bedt ham undersøge mig.

Denne gang tænkte jeg så, at jeg ville være smart. Så jeg skrev til dem slut november og bad om den første tid – så kan der da ikke være ret mange forsinkelser. Lægen møder ind kl. 9, så det bad jeg så om. De kom så tilbage med, at de havde en tid kl. 11.50 i januar, og at det var den tidligste. Nej tak! Den har jeg prøvet, og så har jeg ventet en time på, at lægen gik til frokostpause kl. 13. Om igen. Okay, så havde de en tid midt februar kl. 10.30. Nej tak! Jeg skrev så til dem, at om så det blev engang i juni, så var det lige meget. Jeg ville bare have en tid før kl. 10. Efter et par dage kom de tilbage: 1. februar kl. 9.40. Sådan!

Vi plejer at tage en overnatning i Bangkok, for trafikken er så forfærdelig, at min kære husbond ligner æblegrød, når han har kørt turen derop. Men så fordi vores veninde fra Danmark (som vi lærte at kende sidste år), skulle ankomme den 31. tidlig morgen, så tog vi en ekstra nat, så hun lige havde et sted at være, indtil hun kunne få sit værelse kl. 14. Så kunne hun køre med os til Hua Hin og så også se lidt af Bangkok for første gang.

Så tirsdag den 30. var vi pakket og klar til at drage til Bangkok. Alt var under kontrol, men da vi sad i bilen klar til afgang, så kom jeg i tanker om, at det nok var smart at have vores pas med. Vi kan godt checke ind på hotellet med vores thailandske kørekort, men det er nu bedst at have passet med, når man er langt væk hjemmefra. Så vi gik ind for at hente begge pas. Her opdagede vi så, at min bedre halvdels pas altså ikke var, hvor det burde være. Vi ledte og ledte, men vi kunne simpelthen ikke finde det. Presset af tid for ikke at ramme myldretidstrafikken i Bangkok, så tog vi bare afsted uden hans pas.

Hele vejen til Bangkok sad jeg og forsøgte at rekonstruere, hvor det pas havde været i nyere tid. Vi har nemlig været i gang med at skaffe min husbond et skattenummer (TIN), som det nu kræves af EU, når man bor i udlandet. Det er meget svært at få her i Hua Hin – en længere historie! Derfor var vi i banken 14 dage tidligere for at lave en formel anmodning om nogle papirer, hvor hende bankdamen sad og skrev alle oplysninger ned fra skærmen på et stykke papir, som så skulle sendes til Bangkok. Her brugte vi vores bankbøger og min husbonds pas. Og det var så sidste gang, vi kunne huske at have dem i hænderne.

Jeg har fotografisk hukommelse i ekstrem grad, og her skal jeg lige kort fortælle en historie fra Spanien. Vi boede for mange år siden i en lille lejlighed på 2. sal Malaga lige op af et højhuskvarter, som vist ikke var befolket med guds bedste børn. Men det vidste vi jo ikke noget om. Den første aften kom vi hjem fra en god middag og sikkert med nok øl i maven nok til at kunne sove godt. Vi var på badeværelset og klædte os af og hoppede i seng. Der var faktisk så koldt, at vi måtte bruge vores medbragte fleece tæppe for at holde varmen. Alligevel lod vi terrassedøren stå lidt åben for at få frisk luft ind, for der lugtede ikke alt for godt i lejligheden.

Jeg faldt i søvn med et brag og vågnede ved, at min husbond med de tyndeste øjenlåg i verden sprang ud af sengen og ind i stuen. Jeg røg også ud af sengen kun iført underbukser, og jeg så med det samme, at en mand flygtede med min taske under armen. (Derfor står min taske altid under sengen på hotel i dag). Ud over altanen røg han, og vi så bare ryggen af ham, mens han løb væk. Så blev der ringet efter politiet og der var masser af kaos og mennesker. Jeg fik spærret mine kreditkort i Danmark, og så skulle vi jo lige falde ned igen, før vi kunne sove.

Under dynen faldt min bedre halvdel med det samme i søvn. Jeg lå og genoplevede scenen igen og igen, hvor jeg så manden springe ud over altanen og løbe væk. Efter et par timer vækkede jeg så min sovende partner. “Vi skal ud og checke”, sagde jeg. Jeg havde set “filmen” så mange gange oppe i mit hoved, at jeg kunne se, at han ikke løb med min taske, men i hånden havde han “kun” med min farfars gamle pung (et arvestykke). Vi gik ud og checkede buskene under vores altan, og ganske rigtigt – der lå min taske med alle kreditkort, penge og det hele. Tyven fik kun 30 euro, men desværre også min farfars pung.

Sådan arbejder min hjerne – på godt og ondt. Jeg husker billeder og sommetider hele film – især hvis jeg “spoler tilbage” og prøver at rekonstruere, hvad der skete.

Det skete så også med det manglende pas. Min kalender med de fleste detaljer om, hvad vi laver dag for dag, lå jo derhjemme, så jeg måtte finde en anden måde at regne det ud på, mens vi susede afsted mod Bangkok. Vi lavede et stop på vejen, og der kom jeg i tanker om, at Google Maps jo tracker hvert et skridt man tager med sin mobiltelefon, hvis man ikke slår det fra. Her kunne vi genskabe, hvornår vi var i banken, og jeg kunne huske, at jeg i hvert fald havde fået bankbøgerne tilbage, men passet kunne jeg ikke skabe et billede på. Derfor tænkte vi, at det måske kunne ligge i banken.

Så ringede vi til Oat, som er en af vores thailandske venner. Han gik ned i banken og spurgte dem, men de havde altså ikke noget pas. Vi blev enige om, at vi måtte kontakte Hua Hin politi, når vi kom tilbage, for man skal møde personligt frem for at melde passet savnet.

Så forsøgte vi bare at få det bedste ud af Bangkok og glemme pas problemet. Øjenhospitalet ligger i Asoke, som er et af de travleste områder i Bangkok med mange kontorer og virksomheder. Aldrig har vi da set så meget trafik i området i de år vi er kommet der. Eller i resten af Bangkok for den sags skyld. Det tager nemt 30 – 45 minutter at komme 6-8 km, selvom det er kl. 11 om formiddagen. Hvis man skal et sted hen, hvor Sky Train eller Metroen ikke går, så skal man i en taxi, og så skal man godt nok væbne sig med tålmodighed.

Vores veninde ankom og havde en meget lang tur fra lufthavnen og til vores hotel. Men hun var frisk på at tage en tur om til Chao Praya floden, hvor vi spiste frokost på en restaurant helt ud til vandet.

Vi tænkte stadig over det her pas, og jeg var ved at komme frem til en nye teori, selvom jeg ikke helt kunne få billederne op på lærredet. Vi gravede os frem til, at vi var kørt direkte hjem fra banken den dag, og så havde vi ikke brugt passet mere. Hvis så det ikke var i banken, ja, så kunne det jo kun være herhjemme?? Efter en dags tid begyndte jeg at komme i tanker om, at pas og bankbøger vist bare lå på bordet og flød en aften, hvor vi skulle i byen. Det var jo ikke så smart, så jeg havde nok tænkt, at de skulle lægges væk, så de ikke var synlige…. En bankbog her kan godt være ihændehaverbevis, og da vores indestående er garanti for vores visum, så skal der jo IKKE ske noget med det beløb.

Da vi kom tilbage her til Hua Hin strøg jeg lige ind og checkede. Og ganske rigtigt! Jeg havde lagt pas og to bankbøger ind under en pakke toiletpapir i skabet i stedet for at komme dem i pengeskabet….. Vores pengeskab er sådan et Egon Olsen et, og jeg kan godt huske koden, men jeg kan ikke finde ud af alt det der med at dreje frem og tilbage. Jeg har øvet mig, og jeg kan så godt få det åbnet efter flere forsøg, men jeg GIDER ikke bøvle med det.

Så det var så mit stunt. Jeg skræmte livet af min partner, som så sig selv på vej til Bangkok efter et nyt pas og en tur til Danmark for at få et nyt visum. Jeg fik sat vores ven i gang med at løbe rundt og spørge her og der…. Det var ikke en af mine stolteste dage! Min bedre halvdel tog det pænt og gav mig en krammer og sagde, at det snakker vi ikke mere om. Men han sagde også, at vi vist havde lært noget der. Det håber jeg!

Passet er det vigtigste af alt, og jeg tror, at der florerer flere hundrede kopier af vores pas efterhånden. Thaierne elsker at kopiere dokumenter og gemme dem i store stakke. Jeg tænker, vores bank har mindst 50 kopier af mit pas fra hver gang, jeg har henvendt mig om et eller andet i de seneste 6 år. For slet ikke at snakke om immigrationskontoret! Nå, men det er en anden snak. Heldigvis fandt vi passet, min husbond fik sin livret, og han siger, at han har tilgivet mig. Om en måned skal vi forlænge vores visum for det næste år, og det kunne da nok knibe med at nå at få et nyt pas til den tid!

Til sidst vil jeg ligge fortælle om mit “hår stunt”. Jeg har tidligere fortalt om, at jeg havde Dengue Feber slut sidste år her. Desværre kan man få visse senfølger af den virus, og jeg taber altså mit hår med store totter hver eneste dag. Hele fitness centeret er overhængt med mine lange hår, selvom jeg reder det, inden vi kører derop. Så nu tog jeg konsekvensen og klippede halvdelen af længden, så jeg nu har så kort hår, som jeg havde for ca. 35 år siden, da jeg mødte min bedre halvdel. Dengang var det pagehår med føntørrer og krøllejern og alt det tidskrævende bøvl. Nu stritter det bare ud til syv sider med lidt krøller i – en rigtig Thailand frisure for vesterlandske kvinder. Jeg håber, at jeg snart stopper med at fælde, men nu er alle hårene, der falder af i det mindste kun halvt så lange. Jeg håber, at alle de vitaminpiller og naturmedicin jeg har købt, kan give mit forhåbentlig nye hår en god start.

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Om at komme rundt i Hua Hin

At komme rundt i Hua Hin og de nærliggende områder er blevet både nemmere og billigere i de seneste år.

Da vi flyttede til Hua Hin fik vi et tip fra vores venner, som allerede boede her, om en taximand i området, som skulle være god. Han var også rigtig sød, og hans kone var tit med, når vi skulle nogle steder med taxi. Der var bare det, at det var pænt dyrt efter thailandske forhold, og så var han ofte svær at få fat i, eller også fik han kludret afgangssted og destination sammen. For det meste betalte vi 250 baht for en kørsel – nærmest uanset afstanden. Så en aften til middag hos vores venner et par kilometer væk løb op i 500 baht bare for transport, hvis vi skulle have en øl eller to (eller lidt flere måske….). Skulle vi længere væk, kunne prisen godt rende op i 3-400 baht for en tur. Når vi så bare spiste god thaimad til 500 baht inklusive et par øl til hver, så virkede transportomkostningen godt nok høj.

Det eneste, der var værre, var at tage en Tuk Tuk. De er da hyggelige og sjove, men de koster en bondegård at køre i. Og så kører halvdelen af chaufførerne, som om de har tabt hjernen derhjemmer!

Derfor anskaffede vi os et par cykler i den tro, at det da selvfølgelig var helt lovligt at køre på cykel i påvirket tilstand. Det er det altså ikke, selvom jeg tvivler på, at politiet ville stoppe en cyklist. (Medmindre man da fyldte hele vejen!). Dengang var Soi 94 her i Hua Hin en sød lille gade med et par restauranter og barer, næsten ingen trafik, og en vejbane der var nogenlunde glat og fin. Nu tør vi næsten ikke engang trække en cykel op og ned ad gaden, for vejbanen er mega bulet efter hundredevis af lastbiler med byggematerialer til den nye banegård, og så er der rigtig meget trafik og to pølser af parkerede biler i begge sider af vejbanen.

Næste geniale step var at købe en trehjulet elknallert – så kunne det da ikke gå helt galt. Vi syntes virkeligt, at det var en rigtig god løsning, for så galt kunne det da ikke gå på vores lille “festraket”, som vi kalder den. Det syntes politiet så ikke var så smart, og da vi blev stoppet på den en aften på vej hjem fra en tur i byen, så fik vi lige en lille “bøde”. Måske var det også lidt vildt at sidde tre mand på den med en bas på ryggen af sidstemand….. Sådan en elknallert kan ikke indregistreres eller forsikres, og ingen af os havde hjelm på eller noget. Det var sådan set “Ud at køre med de skøre”. Alkometeret viste rødt (der var ikke nogen måler – bare rødt eller grønt), og så var det sådan set en tur på stationen til næste dag og en bøde på 20000 baht. Meeen – da politimanden havde kigget lidt i chaufførens taske efter et par sedler, så fik vi lov at køre hjem. Vores ven fra Danmark glemmer vist aldrig den tur – han grinte i flere dage af det.

Vi var dog ikke specielt stolte af den episode, så festraketten kommer kun på vejene, når det er bare nogenlunde lovligt. (Nogenlunde = Vi bor jo i Thailand).

Efter Covid forsvandt vores taximand og hele hans familie. Til gengæld dukkede Grab op med deres sorte og grønne uniformer. I begyndelsen var det primært udbringning af mad under nedlukningen, men så åbnede de for taxi kørsel. Pludselig kunne vi booke en taxi på mobilen med en fast pris og med gode biler og (som regel) helt fine chauffører. Senere dukkede Bolt op på scenen, og de var billigere, og så får chaufførerne også flere penge pr. tur end hos Grab.

Nu koster en tur til de samme venner et par kilometer væk kun 60-70 baht, og vi skal ikke vække en taximand fra hans skønhedssøvn, og han holder heller ikke og venter der, hvor man egentlig skulle hen på grund af en misforståelse. Nu har vi ingen skrupler med at spise på en restaurant i den anden ende af byen, for det koster måske 100 baht at køre 5-6 km i aftentrafik. Gider vi ikke gå den kilometer hjem, hvis vi er i byen her i lokalområdet, så gør det altså ikke særlig ondt at tage en Bolt eller Grab taxi. Man skal dog være opmærksom på, at det kan være lidt “tricky”, hvis man vil booke en taxi, når man befinder sig udenfor byen. Det er nemt nok at få en taxi ud, men er man et øde sted, eller det er meget sent, så kan det være svært. Dog kan man ofte godt lave en aftale med chaufføren “uden om” Bolt eller Grab om afhentning på et bestemt tidspunkt.

Jeg er tilhænger af at støtte de lokale og alt det der, og jeg er heller ikke vild med at lægge en masse penge ved et stort udenlandsk firma. Men jeg er ikke tilhænger af at betale total overpris, bare fordi jeg er rødhåret og fregnet! Det føles rigtig godt, at man bare kan komme rundt, uden at det koster en formue. Gid man kunne få det samme i Danmark! Da vi boede i Silkeborg, kostede en taxi fra centrum til vores hus 5 km væk 125 kr., og så var det jo lige 250 kr. oveni en tur på restaurant, og det gjorde faktisk, at vi stort set aldrig var på restaurant i byen, medmindre det var arbejdet, der betalte.

Så kommer du til Thailand og opholder dig i nogle af de byer, hvor Grab og Bolt virker, så er det bare med at downloade deres app, og så bare booke løs. Det skal dog siges, at der her i landet er rigtig meget taxi mafia, og specielt i turistområderne. I Bangkok kan man næsten ikke få taxierne til at slå taxameteret til, og på Phuket er det helt umuligt at få en taxi, som ikke er under vingerne af mafiaen med faste (alt for høje) priser. Vi prøvede at bestille en Grab i Bangkok, og så dukkede der en almindelig gul og grøn taxi op. Havde vi taget den som taxi, var vi kommet af med 2-3 gange mere.

Grab kan så noget andet. Jeg nævnte før, at de bringer mad ud, og her i Hua Hin kan man nærmest ikke sparke sig frem for Grab Motorbikes på vejene ved spisetid. Der er også andre som Lineman og Foodpanda (som dog er blevet reduceret til næsten ingenting de seneste par år). Man kan bestille fra forskellige supermarkeder på Grab, og er ordren over 100 baht, så er fragten kun 13 baht. Står man lige og mangler en liter mælk, så skal man bare vente 15 – 30 minutter, så har man det ved sin gadedør. Man kan sågar sende pakker med Grab, så jeg i går. Hvordan det så fungerer, ved jeg ikke.

I Hua Hin findes der også såkaldte baht-busser – eller Song Thaew (betyder to rækker og er en pick-up truck med tag og to bænke bagi). De koster mellem 10 og 15 baht pr. person, og det er også en meget billig måde at komme rundt på. Her er et link til et kort. Jeg garanterer ikke for, hvor opdateret det er. Jeg tager nemlig aldrig baht bussen i Hua Hin…. Der er også masser af private taxifirmaer og udlejning af cykler og motorbikes. Sidst men ikke mindst kan man jo også sætte liv og lemmer på spil og tage en motorcykel taxi. Det er meget billigt, og chaufførerne er nemme at kende med deres gule veste med numre på.

Man kan jo også bare gå rundt på sine flade konvolutter (hvis man da ikke lejer en motorbike eller en bil). Forholdene for fodgængere i Hua Hin er ikke optimale (hvis jeg skal udtrykke mig mildt), og man skal altså se sig for. Der stikker jernarmering op af fortovene, der ligger bidske hunde langs vejen, der kører motorbikes som om chaufføren er hjerneamputeret, og så holder man ikke nødvendigvis tilbage for rødt lys eller fodgængerovergange her. Der overhales indenom, og der køres på fortovene. Bare for lige at nævne et par af farerne!

Grab og Bolt er mine favoritter, når vi ikke selv bør eller kan køre. Og engang imellem får man også lov at få en prøvetur! Elbiler er ved at finde indpas i Thailand, og her er man under kraftig kinesisk påvirkning, hvad angår bilmærker. Så i sidste uge fik vi prøvet en BYD……. elbil med Bolt, så nu kan min bedre halvdel næsten ikke sove om natten.

by Janne
Liv i Thailand

Ugen der gik

En gang imellem sker der bare så meget på en lille bitte uge med kun 7 dage…. Det er op og ned på glæde- og sorgskalaen, som at køre i elevator.

Den meget triste besked

De fleste uger har jeg travlt mandag og tirsdag med at lave nogle lækre hjemmelavede tapas retter til min husbonds spillevenner, som han spiller sammen med i bandet “Splinter”. De øver ofte på et kammer ovenpå om tirsdagen. Jeg har taget som min opgave at “opfede” guitaristen – Rae som er skotte – for han glemmer vist lidt for tit at få noget (ordentligt) at spise. Da jeg jo elsker at lave mad, så er det en dejlig udfordring for mig, og vi har været i alle verdenshjørner efterhånden. Så er det jo også hyggeligt at spise lidt sammen og få et par øl der sidst på eftermiddagen.

Denne uge blev så lidt anderledes end normalt. Mandag aften fik vi at vide, at bassisten “Cha” i et lokalt, meget populært band “Crazy Bull”, var meget syg. Crazy Bull spiller 6 dage om ugen på forskellige steder i byen, og i sidste uge gik vi (heldigvis) ned og så dem spille på Rockzone. Min bedre halvdel spillede et par numre på Cha’s bas, og de to er ret gode “basvenner”.

Som sædvanlig med alle mulige sprogforbistringer med thaierne, så kunne vi ikke rigtig finde ud af, hvad der var sket. Senere fandt vi ud af, at han var faldet om i badeværelset søndag aften, og der havde han så ligget i 10 timer, før hans kone fandt ham.

Vi så et billede af ham, hvor han lå i respirator på intensiv, og Tam skrev, at lægerne havde givet ham 4 dage, da han havde ligget alt for længe uden lægehjælp. Det viste sig senere, at hans kone havde bedt hospitalet slukke for respiratoren næste morgen, og vi fik så beskeden om, at han var død. Cha var meget kendt i musikkredse i Hua Hin, og han var en meget, meget sød og underfundig mand. Vi var begge meget berørte over det – vi havde jo lige set ham spillevende, mens han spillede rockmusik på Rockzone få dage tidligere. Men væk var han – og alt for tidligt. Han blev kun 53 år gammel.

De gode dage

Splinter Band øvede her tirsdag, og jeg fik lavet et lille tapas bord med både thai og europæiske retter. Det er altid dejligt at få ros for sin mad, så jeg var rigtig glad. Onsdag spillede Splinter til jam night på en cafe på Soi 102, og der var propfyldt med mennesker. Et par rigtig gode dage.

Vores venner fra Australien, Steve og Marcia kom til Hua Hin igen først på ugen, og det var dejligt at se dem igen. De måtte hjem i utide i oktober, fordi Marcias gamle far blev meget syg. Han døde så sidst på året, og med det havde de så inden for ganske få måneder mistet både en mor på Steves side og en far på Marcias. Siden har de haft travlt med at ordne alt det praktiske, så de trængte virkelig til ferie. Vi mødte dem første gang på Rockzone for 6 år siden, og selvom vi da hilste på hinanden, så snakkede vi aldrig sammen. Efter at Tam fra Rockzone inviterede os alle ud at spise frokost en dag, ja – så ses vi en del, når de er her 3-4 gange om året.

Fredag aften fik vi vist dem et område af Soi 94, som de ikke har set før, selvom deres hotel er meget tæt på. De troede bare, at det hele endte før det område, og at der ikke var noget længere oppe ad 94. Jeg tænker, de skal op og udforske mere af det øverste lille område af 94.

Bekymringer

Efter jeg havde dengue feber for et par måneder siden (se mere her), har jeg fået en del eftervirkninger. Jeg startede med at tabe mit skind flere steder – værst på hænder og fødder, og det var faktisk en øm affære. I en måned kunne min computer ikke kende mit fingeraftryk, for jeg havde nærmest permanent “vaskekoneskind”.

Så er noget af mit “stress-eksem” også dukket op igen. Det var noget jeg fik på mine fingre sådan on-off, mens vi boede i Danmark. Efter vi flyttede til Thailand forsvandt det langsomt, og jeg har ikke set noget til det de sidste 4-5 år. Men nu er det så kommet igen, og jeg kan vist ikke påberåbe mig at være stresset! Jeg har også fået nogle små hårde kugler lige under overfladen af huden på fingre og tæer, som jeg ikke ved hvad er. Den jeg har under min storetå er en temmelig pinefuld affære, når jeg skal gå.

Ja undskyld billedet af min fod – ikke et kønt syn….

Men værst af alt, så er mit hår begyndt at falde af. Ikke bare sådan lige en lille smule hår her og der, men jeg reder en kæmpe “hårbolle” ud, hver gang jeg sætter en kam i håret. Til at begynde med forsøgte jeg mig med at lade være med at rede for meget i det, men så drysser hårene bare ud af min hestehale hele dagen. Så er det trods alt bedre at få alle de 40-50 cm lange hår ud på en kontrolleret måde og i skraldespanden.

En håndfuld mere af mit ellers tykke og sunde hår

Det gør godt nok ondt i min sjæl, for jeg kan bare mærke min hestehale blive tyndere og tyndere, og jeg ved jo, at det tager flere år at gro ud igen, og det bliver noget hø undervejs. (Hvis det da ellers nogensinde bliver normalt igen). Det hår er jo også en del af mit image…

Jeg googlede det, og det viser sig, at det er helt normalt efter en omgang dengue feber, at man får alle mulige symptomer, for immunforsvaret har nærmest været sat ud af kraft, og den høje feber kan også være ødelæggende for blandt andet hårsækkene.

Nu har jeg så bestilt en heftig cocktail af blandt andet vitaminer og mineraler, som skal være med til at hjælpe mit stakkels hår, som også er helt dødt og mat nu. Jeg tænker, at jeg nok er nødt til at klippe 25 cm af, så der ikke er så meget af det, men min “frisør” er ikke glad for det. Jeg har ikke været til frisør siden min bryllupsdag, og vi har i vores lille familie sparet i tusindvis af kroner på at klippe hinanden igennem mere end 30 år. Min husbond kan godt lide langt hår, så han kvier sig ved at skulle klippe mit af i skulderlængde, så jeg er i gang med at overtale ham. Han siger, at han ikke gider, at jeg skal se ud som så mange andre halvgamle kvinder med “scooterhår”.

Besøg fra Surin

Vores ven Ben flyttede for et par år siden fra Hua Hin til Surin i Isaan med sin kæreste Jessika. Jessika kommer fra området og har sin mor og sine venner der, og hun var til sidst temmelig ulykkelig over at bo i Hua Hin.

Ben, som ikke er helt ny mere, valgte at flytte med hende til Surin i en by helt tæt på Cambodias grænse, og der har hun skabt sig en meget populær restaurant og et lille bed and breakfast sted ude midt i ingenting.

Ben er også bassist, og han har som en del af aftalen “fået lov til” at tage til Hua Hin en gang om måneden omkring fuldmåne for at spille med sit band “Mirage”. De spiller på stranden nede i Kao Tao, og det er blevet et samlingssted for rigtig mange den lørdag aften om måneden.

Ben kommer som regel forbi her til en kop kaffe og en hold snak, og vi ser faktisk ham mere, end vi ser venner og bekendte, der bor lige henne om hjørnet. Sejt af en 70 årig at rejse med minibus i 10 timer hver vej, men det er musikken og vennerne her, der lokker. Vi har en stående invitation til at besøge Ben og Jessika i Surin, og det må vi se om vi kan få på plads, inden det bliver alt for varmt deroppe.

Begravelse (bisættelse) – igen….

Lørdag skulle Cha så bisættes, og vi valgte at deltage, selvom ceremonien var i et tempel i Prachuap Khirikhan. Prachuap er hovedbyen i vores provins af samme navn, og byen ligger næsten 100 km syd for Hua Hin og næsten 1 1/2 times kørsel væk. Jeg er ikke så glad for begravelser i Thailand efter vores oplevelse i efteråret med vores ven Daves begravelse. Se mere her. Det kunne jo så ikke nytte noget, så vi måtte bare afsted.

Denne begravelse var dog ikke nær så “makaber” med blandt andet kig i kisten, og Cha blev virkelig æret med både lokale højtstående folks deltagelse og en stor flok musikvenner fra Hua Hin. På trods af det tragiske i, at en så ung mand pludselig forsvinder fra de levende, så var både hans mor og kone totalt fattede. Værre var det med hans venner i bandet og de mange andre musikvenner. Der var rigtig mange mænd med solbriller.

Steve og Marcia kørte med os, og de brugte en hel dag af ferien på begravelsen. Da vi nåede hjem sidst på eftermiddagen var de dog rigtig glade for, at de var taget med derned.

Billedet øverst er gruppebillede af alle Cha’s kontakter fra musikverdenen. (godt nok også første gang jeg har stillet op til gruppebillede til en begravelse).

RIP Cha

Jeg håber, at næste uge bliver mere af det gode og mindre af det triste.

God Søndag!

 

 

by Janne