Ugen der gik

En gang imellem sker der bare så meget på en lille bitte uge med kun 7 dage…. Det er op og ned på glæde- og sorgskalaen, som at køre i elevator.

Den meget triste besked

De fleste uger har jeg travlt mandag og tirsdag med at lave nogle lækre hjemmelavede tapas retter til min husbonds spillevenner, som han spiller sammen med i bandet “Splinter”. De øver ofte på et kammer ovenpå om tirsdagen. Jeg har taget som min opgave at “opfede” guitaristen – Rae som er skotte – for han glemmer vist lidt for tit at få noget (ordentligt) at spise. Da jeg jo elsker at lave mad, så er det en dejlig udfordring for mig, og vi har været i alle verdenshjørner efterhånden. Så er det jo også hyggeligt at spise lidt sammen og få et par øl der sidst på eftermiddagen.

Denne uge blev så lidt anderledes end normalt. Mandag aften fik vi at vide, at bassisten “Cha” i et lokalt, meget populært band “Crazy Bull”, var meget syg. Crazy Bull spiller 6 dage om ugen på forskellige steder i byen, og i sidste uge gik vi (heldigvis) ned og så dem spille på Rockzone. Min bedre halvdel spillede et par numre på Cha’s bas, og de to er ret gode “basvenner”.

Som sædvanlig med alle mulige sprogforbistringer med thaierne, så kunne vi ikke rigtig finde ud af, hvad der var sket. Senere fandt vi ud af, at han var faldet om i badeværelset søndag aften, og der havde han så ligget i 10 timer, før hans kone fandt ham.

Vi så et billede af ham, hvor han lå i respirator på intensiv, og Tam skrev, at lægerne havde givet ham 4 dage, da han havde ligget alt for længe uden lægehjælp. Det viste sig senere, at hans kone havde bedt hospitalet slukke for respiratoren næste morgen, og vi fik så beskeden om, at han var død. Cha var meget kendt i musikkredse i Hua Hin, og han var en meget, meget sød og underfundig mand. Vi var begge meget berørte over det – vi havde jo lige set ham spillevende, mens han spillede rockmusik på Rockzone få dage tidligere. Men væk var han – og alt for tidligt. Han blev kun 53 år gammel.

De gode dage

Splinter Band øvede her tirsdag, og jeg fik lavet et lille tapas bord med både thai og europæiske retter. Det er altid dejligt at få ros for sin mad, så jeg var rigtig glad. Onsdag spillede Splinter til jam night på en cafe på Soi 102, og der var propfyldt med mennesker. Et par rigtig gode dage.

Vores venner fra Australien, Steve og Marcia kom til Hua Hin igen først på ugen, og det var dejligt at se dem igen. De måtte hjem i utide i oktober, fordi Marcias gamle far blev meget syg. Han døde så sidst på året, og med det havde de så inden for ganske få måneder mistet både en mor på Steves side og en far på Marcias. Siden har de haft travlt med at ordne alt det praktiske, så de trængte virkelig til ferie. Vi mødte dem første gang på Rockzone for 6 år siden, og selvom vi da hilste på hinanden, så snakkede vi aldrig sammen. Efter at Tam fra Rockzone inviterede os alle ud at spise frokost en dag, ja – så ses vi en del, når de er her 3-4 gange om året.

Fredag aften fik vi vist dem et område af Soi 94, som de ikke har set før, selvom deres hotel er meget tæt på. De troede bare, at det hele endte før det område, og at der ikke var noget længere oppe ad 94. Jeg tænker, de skal op og udforske mere af det øverste lille område af 94.

Bekymringer

Efter jeg havde dengue feber for et par måneder siden (se mere her), har jeg fået en del eftervirkninger. Jeg startede med at tabe mit skind flere steder – værst på hænder og fødder, og det var faktisk en øm affære. I en måned kunne min computer ikke kende mit fingeraftryk, for jeg havde nærmest permanent “vaskekoneskind”.

Så er noget af mit “stress-eksem” også dukket op igen. Det var noget jeg fik på mine fingre sådan on-off, mens vi boede i Danmark. Efter vi flyttede til Thailand forsvandt det langsomt, og jeg har ikke set noget til det de sidste 4-5 år. Men nu er det så kommet igen, og jeg kan vist ikke påberåbe mig at være stresset! Jeg har også fået nogle små hårde kugler lige under overfladen af huden på fingre og tæer, som jeg ikke ved hvad er. Den jeg har under min storetå er en temmelig pinefuld affære, når jeg skal gå.

Ja undskyld billedet af min fod – ikke et kønt syn….

Men værst af alt, så er mit hår begyndt at falde af. Ikke bare sådan lige en lille smule hår her og der, men jeg reder en kæmpe “hårbolle” ud, hver gang jeg sætter en kam i håret. Til at begynde med forsøgte jeg mig med at lade være med at rede for meget i det, men så drysser hårene bare ud af min hestehale hele dagen. Så er det trods alt bedre at få alle de 40-50 cm lange hår ud på en kontrolleret måde og i skraldespanden.

En håndfuld mere af mit ellers tykke og sunde hår

Det gør godt nok ondt i min sjæl, for jeg kan bare mærke min hestehale blive tyndere og tyndere, og jeg ved jo, at det tager flere år at gro ud igen, og det bliver noget hø undervejs. (Hvis det da ellers nogensinde bliver normalt igen). Det hår er jo også en del af mit image…

Jeg googlede det, og det viser sig, at det er helt normalt efter en omgang dengue feber, at man får alle mulige symptomer, for immunforsvaret har nærmest været sat ud af kraft, og den høje feber kan også være ødelæggende for blandt andet hårsækkene.

Nu har jeg så bestilt en heftig cocktail af blandt andet vitaminer og mineraler, som skal være med til at hjælpe mit stakkels hår, som også er helt dødt og mat nu. Jeg tænker, at jeg nok er nødt til at klippe 25 cm af, så der ikke er så meget af det, men min “frisør” er ikke glad for det. Jeg har ikke været til frisør siden min bryllupsdag, og vi har i vores lille familie sparet i tusindvis af kroner på at klippe hinanden igennem mere end 30 år. Min husbond kan godt lide langt hår, så han kvier sig ved at skulle klippe mit af i skulderlængde, så jeg er i gang med at overtale ham. Han siger, at han ikke gider, at jeg skal se ud som så mange andre halvgamle kvinder med “scooterhår”.

Besøg fra Surin

Vores ven Ben flyttede for et par år siden fra Hua Hin til Surin i Isaan med sin kæreste Jessika. Jessika kommer fra området og har sin mor og sine venner der, og hun var til sidst temmelig ulykkelig over at bo i Hua Hin.

Ben, som ikke er helt ny mere, valgte at flytte med hende til Surin i en by helt tæt på Cambodias grænse, og der har hun skabt sig en meget populær restaurant og et lille bed and breakfast sted ude midt i ingenting.

Ben er også bassist, og han har som en del af aftalen “fået lov til” at tage til Hua Hin en gang om måneden omkring fuldmåne for at spille med sit band “Mirage”. De spiller på stranden nede i Kao Tao, og det er blevet et samlingssted for rigtig mange den lørdag aften om måneden.

Ben kommer som regel forbi her til en kop kaffe og en hold snak, og vi ser faktisk ham mere, end vi ser venner og bekendte, der bor lige henne om hjørnet. Sejt af en 70 årig at rejse med minibus i 10 timer hver vej, men det er musikken og vennerne her, der lokker. Vi har en stående invitation til at besøge Ben og Jessika i Surin, og det må vi se om vi kan få på plads, inden det bliver alt for varmt deroppe.

Begravelse (bisættelse) – igen….

Lørdag skulle Cha så bisættes, og vi valgte at deltage, selvom ceremonien var i et tempel i Prachuap Khirikhan. Prachuap er hovedbyen i vores provins af samme navn, og byen ligger næsten 100 km syd for Hua Hin og næsten 1 1/2 times kørsel væk. Jeg er ikke så glad for begravelser i Thailand efter vores oplevelse i efteråret med vores ven Daves begravelse. Se mere her. Det kunne jo så ikke nytte noget, så vi måtte bare afsted.

Denne begravelse var dog ikke nær så “makaber” med blandt andet kig i kisten, og Cha blev virkelig æret med både lokale højtstående folks deltagelse og en stor flok musikvenner fra Hua Hin. På trods af det tragiske i, at en så ung mand pludselig forsvinder fra de levende, så var både hans mor og kone totalt fattede. Værre var det med hans venner i bandet og de mange andre musikvenner. Der var rigtig mange mænd med solbriller.

Steve og Marcia kørte med os, og de brugte en hel dag af ferien på begravelsen. Da vi nåede hjem sidst på eftermiddagen var de dog rigtig glade for, at de var taget med derned.

Billedet øverst er gruppebillede af alle Cha’s kontakter fra musikverdenen. (godt nok også første gang jeg har stillet op til gruppebillede til en begravelse).

RIP Cha

Jeg håber, at næste uge bliver mere af det gode og mindre af det triste.

God Søndag!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.