Tur til Bangkok og den kommende højtid

Som en sidste aktivitet i forbindelse med min fødselsdag, mødtes vi med min søster og svoger og et par af deres venner i Bangkok til en lille to-dages tur, inden min søster og svoger skulle hjem til Danmark.

Vi har været i Bangkok rigtig mange gange. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange vi har besøgt den fantastiske og eksotiske by. Før vi flyttede herud, tog vi på storbyferie i feks. efterårsferien. Selvom det regnede i oktober, så er der jo også tørvejr indimellem, og så er der ikke så mange turister i byen. Efter vi flyttede hertil har vi været på utallige ture til øjenhospitalet i Asoke området. Turen derop og hjem er som regel et mareridt på grund af vejarbejde og heftig trafik. En tur på 190 km kan tage helt op til 4-5 timer, og det er IKKE med dansk køkultur, skulle jeg hilse og sige.

Vejarbejdet begyndte for vel snart 20 år siden, og det foregår på en måde, som den danske hjerne ikke kan vride sig rundt til at forstå. Når man kører på det stykke, som er 40-50 km langt, så er der et stykke med næsten færdig, et stykke med halvfærdig, et stykke med lige begyndt. Og ligesom en lasagne, så kommer det i etaper eller lag. I Danmark havde man nok bygget 10 km videre, og så indviet det stykke, så man fik glæde af det, men nej. Sådan virker det ikke her. Der har også været over 2000 ulykker gennem årene – altså ulykker med byggeriet – og hvor mange, der er døde, ved jeg ikke. Men så taber de lige et brofag, eller der skvatter en kran ned eller noget. Temmelig skræmmende!

Nå, men vores tur til Bangkok var lige oven i gæster og fødselsdag, så vi besluttede at tage en taxi, så vi begge bare kunne slappe af på bagsædet. Vi skulle nemlig til Chinatown, som vi ikke er så bekendt med, og så om i området bag Khao San Road, hvor der ikke er ret mange muligheder for parkering. Vi ankom til China Town og fandt ud af, at man faktisk ikke kunne køre til det hotel, vi havde bestilt. Det var så ikke det store problem, og vores taxichauffør var så nysgerrig på at se hotellet, at han gik med os helt derind. Det hotel – Riverview Residence – er et lille backpacker hotel, men river man sig lidt og bestiller de bedste værelser med flodudsigt, så får man altså VIRKELIG valuta for pengene!

Hotellet er generelt rigtig godt i sin prisklasse, og de har en fin restaurant og en hyggelig bar på toppen med flodudsigt og udsigt til masser af Bangkok by. Morgenmaden var inkluderet, og vi kunne vælge mellem flere retter til morgenmad. Virkelig fint! Området deromkring er sjovt med gammelt og nyt imellem hinanden, og lige det distrikt er åbenbart bydelen for gamle motordele. Butik efter butik med motordele og kardanaksler!! Vi var alle tørstige efter en lang tur, men at finde en øl der i området er faktisk ret svært! Vi fandt et sted ved floden, som er rigtig pebret i pris, men det var en dejlig sidst på eftermiddagen tur. Om aftenen spiste vi på hotellet, og det var rigtig fint!

Næste dag havde vi booket en tur med “Bustaurant”. Det er faktisk en ret genial opfindelse, vil jeg sige. Vi havde booket en frokosttur, men de har også en dinner tur om aftenen. Man mødes på deres kontor, og så går turen ellers rundt i byen til forskellige seværdigheder som kongepaladset, demokrati monumentet og mange andre steder. Imens fik vi serveret en 5 retters menu, som var virkelig lækker og vel serveret. Der blev fortalt om seværdighederne på “thinglish”, som kan være temmelig svært at forstå, men pyt med det.  Prisen var overkommelig, og vi var alle enige om, at det havde været en rigtig fin tur. Det kan anbefales!

Her er nogle af min søsters billeder af maden – jeg fik som sædvanlig ikke taget et eneste foto!

Frisk forårsrulle med rejer og wasabidressing
Tom Yam Gung
Chicken Cashewnuts
Mango Sticky Rice

Så flyttede vi hotel. Det næste hotel var sprit nyt (Standard-X) – ja det åbnede faktisk en uges tid, før vi boede der, og det ligger ved floden på Phra Ahtit, hvor vi har været mange gange før. Det kunne nu godt mærkes, at det var nyt, for personalet var indimellem ret meget “væk fra vinduet”. Værelserne var fine, men vi måtte dog vente et par timer på at få værelserne (selvom vi først kom ved 3-tiden om eftermiddagen). Nå, men det gav os jo anledning til at finde en eftermiddagsøl i Rambuttri området, som er et dejligt (men turistet) område rundt om et munkekloster. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Vi var ikke så sultne til aftensmad ( 5 retter sætter sine spor), men vi fik da lidt i skrutten, og så gik vi hjemad igen. Det havde været en lang dag.

Altså, jeg er lige nødt til at fortælle lidt mere om det her helt nye hotel. Min husbond elsker at sidde og glo på bådene på floden i Bangkok. Desværre havde vi alle fået det ringste værelser, hvor man kiggede lige ud i et tag, men man kunne da se lidt af floden, hvis man stod op. Så var der de her “super komfortable stole”! Han så ret sjov ud på bagsiden, da han havde siddet på terrassen i en times tid! Han lignede en flæskesteg klar til ovnen! Design på et vist niveau.

Da vi kom ned til morgenmad spillede de moderne jazz for fuld skrue, så vi ikke kunne snakke sammen ved morgenbordet. Thaierne er vant til støj, og de spiller som regel musik på vindstyrke 12, så personalet syntes, at det var helt i orden. Det syntes vi 6 halvgamle mennesker altså ikke! Så efter flere henvendelser til personalet fik de endelig skruet ned. De fleste andre gæster i restauranten så også ret lettede ud ved det lavere lydtryk!

Vi kunne bestille a la carte, og så var der en buffet med kage og frugt. Det tog så sin tid at få det her a la carte. Den ret der tog længst tid at få (ca. 1/2 time) var et lille bitte bæger med noget yoghurt og noget marmelade – lige fra køleskabet! Ha ha.

Senere var det tid til afsked, og det var hårdt at sige farvel til min søster og yndlingssvoger. Vi havde ikke set hinanden i 5 år, så det var SÅ dejligt at være sammen med dem igen! Min svoger svor, at han aldrig kommer tilbage hertil, for her er for varmt, for rodet og for beskidt. Jeg håber, at han skifter mening, når han har tygget lidt på oplevelsen. Iøvrigt skulle han bare komme nu – vi hundefryser og går i lange bukser og strømper om aftenen! Næste gang kunne vi jo også nøjes med at tage ham med til de mere velordnede steder. Ha Ha.  Ham, jeg er gift med, nægter at tage til Danmark, så det ender måske med, at min søster og jeg må finde på noget, så VI i det mindste kan ses. Hvem ved?

Turen med taxi hjem til Hua Hin var et mareridt. Vi har brugt et firma til både os selv og gæster i mange år, og de plejer altid at være knivskarpe med nye, ordentlige biler og fantastiske chauffører. Her stod pludselig en sølle bil og en chauffør, som kiggede i sin telefon hele vejen til Hua Hin, mens han kørte. Da vi blev stoppet af politiet i et vejcheck, kunne vi forstå, at han ikke havde sine papirer (forsikring tror vi) i orden, så han måtte betale bestikkelse to gange! Vi brokkede os, da vi kom hjem, og firmaet undskyldte da også mange gange. De havde haft problemer med et nedbrud af en bil og en anden en i en ulykke. Men når man har 30-40 biler, så burde det jo ikke være noget problem. Men vi overlevede da, selvom vi var totalt udmattede efter turen.

Nu er der gået en måned, og vi er endelig ved at falde ned ovenpå en skøn omgang gæster og en tur til Bangkok!

Om lidt er det juleaften! Vi skal holde jul med nogle venner, og det bliver helt traditionel mad og hygge. Jeg skal lave risalamande til 6. Nåh ja, så har jeg også lige lovet en sød dansker at lave mad til hans juleaften. Han skrev på Facebook sidste år, om nogen vidste, hvor han kunne få lavet flødekartofler og risalamande. Det kunne jeg da ordne, og det ville han så gerne have, at jeg gør igen i år. Så 10 portioner risalamande til ham også + 10 x flødekartofler. OG så har jeg også lovet min ven, som også er sønderjyde, at der er “gammeldags hvidkål” (eller sønderjysk vridkål) til anden juleaften.

Rigtig God Jul til alle! Lad roen falde.

 

 

 

 

 

2 thoughts on “Tur til Bangkok og den kommende højtid

  1. Tak for en altid god historie.
    Apropos transport fra/til Hua Hin og Bangkok bruger jeg altid bussen fra lufthavnen. Jeg har tidligere benyttet taxi, men det er ofte alt for usikkert. Anbefaler bussen til lufthavnen i Bangkok og derfra skytrain eller andet tog til Centrum. Det er billigere og langt mere sikkert – og ofte også mere hurtigt.
    mvh erik

    1. Hej Erik,
      beklager mit sene svar.

      Tak for tippet med transport. Det er en super bus og køre med, for sæderne er gode, og der er masser af plads.

      Venlig hilsen
      Janne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *