Jeg vil gerne ønske alle, som læser min blog et rigtig godt og lykkebringende Nytår!
Året er for alvor ved at gå på hæld, og vi kan slet ikke forstå, hvor det er blevet af! Vi har stadig en teori om, at tiden simpelthen går hurtigere her tæt på ækvator!
Året der gik
Ja, hvis man kigger på 2024 med vores briller, så var højdepunktet jo slutningen af året jo lidt et maraton med mange gæster og en rund fødselsdag. Det har været fantastisk, og det vil være et kært minde for altid! Men 2024 har da også budt på andre oplevelser.
2024 var året, hvor vi havde 30 års bryllupsdag. Det gjorde vi nu ikke noget ud af – hvorfor skulle det være anderledes end alle de andre år (undtagen kobberbryllup i Danmark og sølvbryllup her i Thailand). Jeg er gift med verdens mest uromantiske mand, og jeg tror, at han en enkelt gang har købt en buket blomster til mig. En halvslatten en fra tankstationen…. Der blev jeg da godt nok en smule bekymret!!
2024 var året, hvor vi der bor her, spekulerede som gale i, hvad de nye regler for skat kommer til at betyde. Før skulle man kun betale skat af penge, som man tog ind i landet samme år, de var tjent. Nu skal man betale skat her i landet af de penge, som man tager ind i landet. Vi skal ikke betale skat, for Danmark har allerede taget deres del af kagen fra pensionen, og da der findes en dobbeltbeskatningsaftale, som siger, at Danmark har ret til skatten af alle pensioner, så er det jo klart. Eller hvad?? I og for sig er reglerne ikke specielt uklare, men det er mere fortolkningen af lovgivningen…. Allerede nu står det klart, at det sandelig kommer an på, hvilket skattekontor, man hører til. I Bangkok gør de et og i Hua Hin noget andet og så videre. Det er fuldstændig det samme på kommunekontoret eller Immigrations. “Up to the officers discretion”, som vi siger her. I den forbindelse har vi bare tænkt os at lægge os i baghjulet af alle de andre og så håbe på, at de ikke kræver alt for meget dokumentation i den forbindelse. Men vi må se. Deadline for selvangivelse er 31. marts, så vi kan da nå at rende skrigende bort.
2024 var også året, hvor premierministeren blev afsat og Thaksin familien overtog magten. Det er 3. gang, der sidder en Thaksin på premierministerposten. Først farmand, så hans søster og nu hans datter. De to første måtte flygte ud af landet efter et hav af anklager om korruption. Thaksin kom tilbage i august og skulle egentlig i fængslet og afsone sin dom, men han endte op på et fængselshospital og efter nogle uger kom han hjem. Nu har han møder med ledere fra andre lande, og han hvisker vist i øret, hvad hans datter skal sige og gøre som premierminister. Lad os se, hvordan det går. Lige nu sker der ikke så meget politisk – primært bare en masse snak!
Hvad byder 2025 så på.
Ja udover en meget “spændende” omgang skat – heldigvis kun for den ene af os, for jeg tager ikke penge ind i landet, og jeg har ikke engang en årsopgørelse i Danmark, da jeg ikke er skattepligtig – så er der da også et par andre spændende ting i sigte.
Flere hold af vores venner har meldt deres ankomst. Nogle kommer for at fejre sen fødselsdag og blive forkælet her i Hua Hin, og andre er her i en måned og bor i lejlighed i nærheden. Det lyder til, at ihvertfald foråret kan gå hen og blive travl. Man skal jo udnytte det, når folk endelig er her!
Jeg havde egentlig bestemt, at jeg skulle have opereret mit øje nr. 2 i 2025, så jeg også kommer til at kunne se ordentligt på det. Det første blev opereret i 2021, og så har jeg bare skubbet øje nr. 2 foran mig. Mest fordi jeg så dobbelt på nr. 1 efter operationen, men det fortog sig efter 2-3 år. Nu er det vist mest fordi, jeg ved hvad der skal ske denne gang, så det er jeg ikke så vild med. Der er også en masse forskning i gang, så der kommer måske en kur, hvor man bare skal have en indsprøjtning i øjet, og det er et meget mindre indgreb. Japan er langt fremme, og jeg tror, det kommer snart. Min læge synes, jeg er en spade, for hun vil jo gerne have pengene, og hun synes, at jeg er pjattet. Lægerne her er ikke vant til, at patienterne ikke bare gør, som der bliver sagt, men sådan er jeg nu indrettet. Operationen er meget dyr, og jeg skal selv betale, da jeg har haft sygdommen i mange år. Men det ville nu være rart at kunne se bare nogenlunde ordentligt på BEGGE øjne. Jeg voterer stadig….
I februar skal vi have lokalvalg i Thailand. Vi må jo som udlændinge ikke stemme, men det betyder bestemt ikke, at jeg ikke har en mening om det. Jeg må ud og indoktrinere alle de thaier, jeg kender her i byen. Vores borgmester har siddet på posten i omkring 16 år. Han er en vældig flink mand, og han er udendørs- OG indendørs mester i at klippe snore over. Han er altid på pletten, når der skal fotograferes i forbindelse med noget offentligt i Hua Hin. Der er bare det, at Hua Hin godt kunne trænge til at få en mand, som har lidt visioner og ideer med vores by. For nogle måneder siden stillede han sig glædesstrålende frem og annoncerede, at nu havde man en plan for byen klar. Det havde godt nok taget i omegnen af 10 år at få den færdiggjort, men det var jo fordi, at der er sket så mange ændringer. Jo. Hua Hin har vokseværk ad pommern til, og vi er ved at drukne i skrald, dårlig luftkvalitet pga. afbrænding, dårlig infrastruktur og nybyggeri overalt. Den seneste tilsnigelse var renoveringen af Soi 94, som er et af de mest populære strøg i byen i øjeblikket. Den blev gravet op i august med færdiggørelsesdato i begyndelsen af februar. Efter 2 måneder gik det hele i stå, så nu ligner vejen en sommerhat, og man skal virkelig se sig for, når man kører eller går dernede i mørke. Måske mente de februar 2027, da de annoncerede det? Vi håber på, at der et nyt og frisk budget, som de kan smide ud af vinduet efter nytår. Så går det forhåbentlig i gang igen, så de kan få det afsluttet. Men en ny borgmester med nogle planer og ideer og lidt hår på brystet ville være forfriskende.
Ellers håber vi da bare på, at vi kan fortsætte med at nyde livet i Hua Hin og Thailand i 2025.
Vores nytårsaften er en to personers aften. Førhen holdt vi en stor fest her i huset, men så blev min bedre halvdel træt af alle de forberedelser og bøvl, så han slog bremsen i forrige år. Så de sidste par år har vi bare hujet lidt rundt i nabolaget, spist lidt mad og er sluttet af på Rockzone til en gang god musik. Sådan bliver det nok også i år, og det er også ganske fint. Det kan jo ske, at vi møder nogen, vi kender – ligesom sidste år!
Rigtig Godt Nytår – Vi ses i 2025.
Godt Nyt År fra Baan Lisa
Mange tak Palle og i lige måde herfra.
Venlig hilsen
Janne