Midt i al festivitas i forbindelse med min fødselsdag skulle jeg også lige rode med sygeforsikring, og det viste sig at blive til et mareridt.
Årsdagen for fornyelse af vores sygeforsikring var ugen efter min fødselsdag, og under normale omstændigheder var den bare blevet betalt, og så kunne vi græmmes over alle de penge, det koster, i stilhed.
Men så ville skæbnen, at nogle gode venner, som har samme forsikring som os, gik i gang med at kigge på alternativer. De er lige en postgang yngre end os, men det var interessant at høre, hvad de fandt ud af. Nogle nærgående spørgsmål til vores kontaktperson hos forsikringsselskabet viste også, at den dækning, vi troede vi havde, måske ikke var helt så sikker.
Min husbond er i en alder, hvor de fleste thai selskaber overhovedet ikke vil tage ham som ny kunde. Derfor var det ikke nogen mulighed for ham, men jeg kastede mig ud i projektet. Jeg tænkte, at det kunne jeg da godt gøre med venstre hånd, mens jeg forberedte gæster i huset og min fødselsdagsfest. Men, men, men…..
Jeg kom i kontakt med en sælger fra Allianz her i Hua Hin, og han viste sig at være en rigtig god gut. Han havde arbejdet for dem i 15 år og var afdelingsleder her i byen, så han vidste godt, hvad han snakkede om.
Som jeg altid gør, når jeg skal snakke med sundhedsforsikringer, sagde jeg med det samme, at jeg har haft kræft, men det er 17 år siden, og jeg har ikke haft tilbagefald. Det lod han sig ikke umiddelbart ryste af, så det var jo fint. Så fortalte jeg, at jeg havde en øjensygdom af de slemme, og at jeg ikke forventede nogen dækning for det. Han mente stadig, at vi godt kunne gå videre, så jeg fik en formular med spørgsmål op ad stolper og ned ad vægge! Nu skal jeg så lige fortælle noget virkelig mærkeligt! Han forsøgte at få mig til at betale for et år uden overhovedet at være godkendt eller kende betingelserne. Han bedyrede, at jeg sandelig nok skulle få pengene tilbage, hvis enten de eller jeg ikke ønskede forsikringen. Det var sådan set meget let: Vi havde ikke pengene, så det kunne ikke lade sig gøre. Nå, men okay så – så kunne det godt lade sig gøre uden betaling!
Jeg udfyldte det hele og sendte det til ham. Nogle dage senere kom han tilbage og sagde, at han skulle have journalen fra de to sygehuse her i byen, som vi har brugt til helbreds check tidligere. Det var også i orden – jeg skulle bare skrive under, og så kunne han få det fra hospitalerne. Så kom jeg i tanker om, at mine kolesteroltal var mega dårlige dengang, for de blodprøver blev taget, før jeg begyndte at dyrke motion regelmæssigt. Så vi aftalte at jeg skulle få taget nogle nye blodprøver. Det viste sig, at det heller ikke var så nemt, for man kan ikke få taget en blodprøve her uden at få taget sit blodtryk. Da jeg lider af kittelskræk i udpræget grad, så er mit blodtryk altid helt forfærdeligt, når jeg træder ind på et sygehus eller en klinik. Derfor kom det også til at se temmelig skidt ud på det resultat, jeg fik fra klinikken.
Men pyt nu med det – der var kun at vente på deres tilbagemelding. Efter 8 dage kom de tilbage: Nej, vi vil ikke have dig som kunde på grund af kræften for 17 år siden. Jamen, hvad i alverden skulle de så med mine journaler??
Som en bonusoplysning sagde han til mig, at han havde snakket med kontoret i Hua Hin for min eksisterende forsikring. De havde sagt, at de absolut ikke vil have kunder, der tidligere har haft kræft! Jeg fik en knast! Det var det allerførste jeg sagde til hende sælgeren, da hun kom her for godt et år siden. Det kan nemlig ikke betale sig at udfylde masser af papirer, hvis de allerede der kan sige, at de ikke er interesserede. Og sådan forholder det sig for rigtig mange thai forsikringsselskaber. Fejler eller har man fejlet noget alvorligt render de skrigende bort.
Den oplysning gjorde mig selvfølgelig meget nervøs i forhold til min eksisterende forsikring. Jeg vidste med 100% sikkerhed, at jeg havde fortalt hende om min kræft, men da det var hende, der udfyldte skemaerne, fordi det hele var på thai, så regnede jeg da med, at hun havde lagt det ind i deres system. Frem med policen, som selvfølgelig også er på thai, og så måtte jeg nærstudere den. Nej, kun mine øjne var nævnt og undtaget!
Så tog jeg fat i hende og forklarede sagen. Hun blev meget hylet ud af den og sagde, at det skulle jeg da have sagt fra starten. Ja, men hvis folk er “vil døve”, så er det jo ikke nemt! Hun får jo provision af hver kunde, hun bringer ind, og i sidste ende er det jo mit problem, hvis jeg brækker benet, og de ikke vil dække, fordi jeg havde kræft for 17 år siden! Hun sagde rent ud til mig, at jeg måske nok blev smidt ud, men at jeg fik pengene tilbage for den resterende periode (ca. en uge), hvis det skete.
I mellemtiden kontaktede jeg vores tidligere agent i Shanghai (Pacific Prime – de er bare SÅ professionelle) og vores agent Tony her i Hua Hin for at få et nyt tilbud fra begge. Det var MEGET nedslående. Jeg kunne faktisk ikke sove om natten i flere dage over det, for det er altså ikke rart at bo i et land som Thailand uden sygeforsikring!
De internationale tilbud, jeg fik fra Shanghai var med en selvrisiko så stor, at man godt kunne begynde at svede, og så var der en del væsentlige ting, som de slet ikke dækkede som feks. nyresvigt. Tony kom tilbage med et fint tilbud, som jeg tænkte, det skal prøves. Jeg spurgte om det med kræften, men han mente ikke, at det var et problem, når det var så længe siden.Så jeg udfyldte endnu en bunke papir til ham. Han kom efter nogen tid tilbage og bad om min journal fra øjenhospitalet i Bangkok, som jeg selv havde en frisk kopi af, så den sendte jeg til ham. Han kom tilbage nogle dage senere, at den forsikringspakke, jeg havde søgt om, ikke ville have kunder med tidligere alvorlige sygdomme som kræft. MEN han havde en anden og noget dyrere pakke, som jeg kunne ansøge om. Okay – om igen! Da han endelig kom tilbage med svar, var han glad for at kunne fortælle, at de gerne ville tage mig med visse forbehold. Jeg kiggede på det, og de ville undtage mine øjne (det forstår jeg sådan set godt – jeg står til en mega dyr operation i det ene øje), samme type kræft som jeg havde for 17 år siden, OG forhøjet blodtryk!
Det forstod jeg ikke et hak af, for jeg har ikke forhøjet blodtryk, så jeg spurgte Tony, hvad det var for noget. Han kom tilbage med udklip af journalen fra øjenhospitalet! Man kan ikke få lavet et synscheck her i landet uden at få taget blodtryk. Jeg hader det øjenhospital og alt, hvad der har med det at gøre, af et godt hjerte, og jeg går altid halvvejs op i limningen, når jeg skal derind. Det er bare en kvægcentral, hvor man bliver kastet rundt i timevis (selvom man har en tid), og så bliver man flået ved kasseapparatet til sidst. De fleste af lægerne er meget dygtige, men man skal ikke tage fejl: Det er en pengemaskine. Og en meget, meget dårligt organiseret pengemaskine! Så bare jeg ser fordøren, ryger mit blodtryk lige i loftet! Se lige her:
Det skal så lige siges, at jeg på det tidspunkt er gået i rask gang i 15 minutter i over 30 graders varme, for at komme til hospitalet. Men alligevel…
Nu kan man jo nærmest skyde skylden for alle sygdomme på forhøjet blodtryk…. Forsikringsselskaberne her i landet er notoriske for at nægte at betale, og de graver rundt for at finde noget, de kan hænge deres hat på. Derfor er det jo bare med at have så få undtagelser som muligt, så jeg havde ikke lige lyst til at få en ekstra ting med i bagagen.
Omkring samme tidspunkt kom sælgeren fra mit nuværende selskab tilbage med en melding. De ville godt beholde mig, men at brystkræft er undtaget. Det var en god nyhed, og hun var selv forbavset over det, for hun havde regnet med, at jeg blev smidt ud. Jeg skyndte mig at skrive under på papirerne (som jeg denne gang læste igennem på thai), og så betalte jeg bare regningen og skyndte mig lidt at glemme det.
Sygeforsikring er vigtig, men det er desværre et helt ureguleret marked. Det svarer lidt til, at man ikke kan annullere og ændre en flybillet. Hvorfor det? Hvorfor har flyselskaberne særstatus og er hævet over forbrugerrettigheder? Hos en sygeforsikring køber man et standardprodukt til fuld pris, og så er det dem, der bestemmer, hvad man får for pengene. En international eller thai sygeforsikring giver ingen rettigheder, og man kan kun håbe, at den rent faktisk dækker. Man får ingen rabat for undtagelser, og man får heller ikke penge tilbage, hvis de pludselig render fra at dække.
Vores forsikring har en rigtig god ulykkesordning inkluderet, og de kan jo vel ikke nægte at betale for en smadret lårknogle, fordi man har har forhøjet blodtryk? Det trøster jeg mig ved! Jeg er efterhånden kommet dertil, at hvis jeg får noget ikke-akut, som de ikke vil dække, ja, så flytter jeg tilbage til Danmark. Jeg har mistet nærmest alle mine rettigheder i Danmark, fordi jeg er flyttet ud (ingen stemmeret, brøkpension af grundbeløbet, når den tid kommer (det ved jeg ikke engang endnu) og mange andre ting). Så hvis jeg får problemer, så rejser jeg tilbage og ligger systemet til last sammen med alle de andre i den såkaldte ældrebyrde. Det er værre, hvis jeg får en blodprop eller sådan noget akut, og de så ikke vil dække. Så ender jeg nok med at ligge på en båre henne i templet.
Ønsker man at nyde sit otium uden for EU, så skal man virkelig tage den der sygeforsikring i ed. Hvis ikke man dør af en eller anden sær sygdom, så kan præmien og dækningen i sådan en da ordne det.
Undskyld det barske emne, men jeg har haft det virkelig dårlig i mange uger over den uvished, der fulgte med alt det der. Det skal siges, at i en thai forsikring arbejder tiden for en, og jo længere man har været kunde uden skader, jo mindre graver de, og jo højere er sandsynligheden for, at man får betalt for sine udgifter, som meningen med en forsikring egentlig er.
Nu vil jeg ikke tænke mere over det. Jeg håber bare, at vi ikke kommer til at fejle noget alvorligt i de næste mange år. Så må vi se, hvor længe vi har råd til at betale for de meget dyre forsikringer.
God søndag!