Liv i Thailand

Håndværkere i Thailand

Jeg har faktisk mere lyst til at skrive “håndværkere” i Thailand i gåseøjne, for man skal godt nok kysse mange frøer, før man finder en god håndværker.

En hurtig beslutning

Vi kan godt nogle gange være lidt hurtige i aftrækket med at tage beslutninger. Det går da som regel godt, men der er også andre gange, hvor vi kan se i bakspejlet, at vi nok skulle have tjekket lidt mere op på tingene.

Den seneste hurtige beslutning tog vi fredag i sidste uge. Vi havde været ude at gå en morgentur, for vi synes området her ved 94 er så charmerende om morgenen. Munke der går rundt og får mad i deres bowler mod en lille bøn eller to, børn og forældre køber mad ved gadeboderne til frokost, det vrimler med mad og mennesker, og det er altså lidt en oplevelse, hvis man kan komme ud af fjerene om morgenen.

Nå, men da vi var næsten hjemme, kunne vi se, at en af naboerne var ved at få en ny gate, og den var sørme virkelig flot og rigtig fint lavet. Vores gate er lavet i hårdt træ, som nok aldrig forgår – undtagen nogle af brædderne, som vi fik skiftet for 4 år siden. De er nu rådne i bunden lige som de gamle, og de er bundet fast med ståltråd for ikke at klapre rundt. Man kan faktisk næsten ikke få det gode gammeldags hårdt træ mere her i landet, for de skovede simpelthen alle træerne og drev rovdrift, og sådan nogle træer vokser jo ikke som polsk fyr.

 Vores gamle, rådne gate brædder
Naboens flotte nye gate

Vi stod og kiggede lidt, mens håndværkerne var ved at justere motoren og skinnesystemet. Vi spurgte dem på thai, hvor man kunne købe de der aluminiumsbrædder, for de var da faktisk ret flotte. Det fik vi ikke så meget ud af, men vi fik gjort tegn til “mester” (en mand på max. 1 meter og 40 – jeg følte mig som en flodhest i forhold til ham), og han gik så med hen til vores hus og kiggede på vores gate. Han talte og talte brædderne i den gamle gate, og allerede der skulle alarmklokkerne nok have ringet! 30.000 sagde han, det skulle koste at sætte nye brædder i. Ahhhhhh – det syntes vi godt nok var dyrt, så vi sagde til ham, at vi ville vende tilbage, hvis det blev aktuelt.

Da vi sad midt i aftensmaden samme aften, blev der ringet på døren, og der stod den her lille mand med en taske med vareprøver. Han talte igen de gamle brædder to gange, mens vi kiggede på vareprøverne. Vi var stadig enige om, at det var for dyrt. Men nu var prisen så faldet til 18.000 for en renoveret gate. Det er jo under 4000 kr., og det kunne vi faktisk godt leve med. Især det faktum, at vi ikke selv skulle bøvle med at tage de gamle brædder ud og sætte nye i. Vi kunne også rigtig godt lide en af vareprøverne, som lignede de gamle brædder ret meget men bare lidt smallere.

Okay – hurtig beslutning. Vi gør det! Han så glad ud, og så målte og målte han og talte brædderne endnu engang. Så fik han et forskud på 10.000 baht til materialer, og så kørte han igen. Søndag klokken 9 blev aftalen, og lørdag kom han med de her nye brædder og læssede dem af i carporten. Det tydede jo faktisk ret godt.

I gang med arbejdet

Søndag kl. 8.10 (nu var vi jo heldigvis oppe….) stod han med 3 andre yngre gutter uden for gaten og var klar til at gå i gang. De startede selvfølgelig med at tage de gamle brædder ud, og det tog lige lidt tid, for der var 2 bolte i hver ende af hvert bræt. Så gik de i gang med at skære stykkerne af brædderne til. Min husbond gik ud og lånte dem sin skæremaskine, og det var de rigtig glade for, for så kunne de også lave et lige snit uden at skulle file rundt med en vinkelsliber bagefter (troede vi).

En af gutterne sad nærmest hele dagen og skar 1 cm af alle boltene med en vinkelsliber, fordi de var for lange. Sikke et arbejde!

Så begyndte de at sætte de nye brædder i. Min husbond kiggede hovedrystende på deres arbejdsmetode, for de satte simpelthen bare brædderne i efter øjemål. Enhver torsk kan jo regne ud, at hvis det går op til sidst, så er det et mirakel. Da de så også var startet udefra i hvert fag, var det jo ganske tydeligt, at der var noget galt lige midt i det hele. Så begyndte de at bore nye huller og rykke rundt med brædderne – stadigvæk på øjemål. Ham “Mester” stod og forsøgte at regne afstanden mellem brædderne ud, da min bedre halvdel kom ud med en skydelære og viste dem, at der stort set ikke var to brædder med den samme afstand. Nu begyndte “Mester” at rive sig i håret. Hans kone ringede også og spurgte, hvornår kan kom hjem, og det blev han nok ikke mindre stresset af.

Jeg sagde til min husbond, at nu måtte hans ingeniørhjerne vist på banen. Jeg er fuldstændig idiotisk til den slags (husker engang, hvor jeg skulle hænge 5 hjulehjerter op i et vindue med ens afstand – der var 100 huller fra tegnestifter bagefter). Det tog ham vel 10 minutter, så havde han regnet begge fag (som ikke var lige store) og døren i gaten ud. Så skar de nogle klodser af en pind, vi havde liggende, så nu kørte det bare fag 2. Dog måtte han køre bunden på alle brædder med vinkelsliberen, for de passede alligevel ikke. Fag 1 måtte de så lave om, men det gik også nogenlunde. Da de fik en kurv ud med vand og cola og nogle småkager, begyndte de ligefrem at gå og synge til arbejdet.

Det hedder vist micro management på godt jysk

Så kom “Mester” hen til os og fortalte, at de hjul, vi havde på gaten var beregnet til tov på et skib. Vi købte dem på Lazada for et par måneder siden og skiftede dem selv med møje og besvær. De knirkede simpelthen helt vildt, og vi var faktisk lidt bange for, om de kunne bryde sammen. Vi spurgte ham, hvad de skulle koste, og han sagde 2500 baht med montering, hvilket nok også var for meget. Så ville han have et forskud på 5000 baht, men det fik han altså ikke. 2500 ikke mere!

Så skulle gaten sættes i igen, og i mellemtiden var “Mesters” kone kommet, og hun gik og fejede. Det var ved at blive mørkt, og man kunne godt mærke, at nu var de altså trætte. Gaten vejede på dette tidspunkt nok et par hundrede kilo mindre i skiftet fra hårdttræ til aluminium, men rammen er af jern og vejer også godt til. Det lykkedes dem at smadre gaten ind i gatemotoren, så skjoldet fik en revne. Sooooorrrrryyy, som de siger her, når de smadrer noget.

Vægtstangsprincippet havde de ikke hørt om, men de syntes godt nok, det var smart

Alle brædderne var beklædt med plastic, og de havde så ikke fjernet det, inden de havde skruet boltene til! De tænkte så, at de lige kunne stå og skære det med en hobbykniv (lige ind i malingen på brædderne) eller bare hive i det, så der sad plastic stumper over det hele. Der måtte jeg så lige op og markere. Hvis man kigger på møblerne rundt omkring på kontorer her i landet, så vil man se, at de samler møblerne med plastic på, og så stritter der plastic stumper ud over det hele. DET kan jeg altså bare ikke klare. Så de måtte pænt løsne alle møtrikker og få plasticen ordentligt af. De har sikkert forbandet mig 7 meter ned i jorden, hvis en thai gør sådan noget.

Nu skulle gaten justeres, og her gik det helt galt. Det var efterhånden helt mørkt, og der var masser af irriterende myg. Den lille mand var ved at rykke håret ud af hovedet, for gaten baldrede ind i lukketøjet, når den skulle lukke, og han kørte den bagud af skinnen to gange. Til sidst var vi simpelthen ved at få stress, så vi sagde til ham, at vi nok skulle fikse det selv. Han blev så lettet! Han fik resten af pengene, og så kørte han. Så var vi lettede! Vi lukkede gaten til og blev enige om, at vi måtte se på skaderne mandag morgen.

Godt at man kan finde ud af tingene selv

Min handyman lod mig ikke i stikken. Det tog ham lidt tid at finde ud af, hvorfor de her magneter, som skal stoppe gaten i ende positionerne, ikke fungerede. Det viste sig at holderen med reed kontakter var trykket ud af plads da ramlede ind i gatemotoren. Men han fik det rettet op og så kunne der justeres! Imens støvsugede jeg indkørslen med udestøvsugeren, for der var boltender, møtrikker, metalspåner, plasticstumper og alskens andet, som vi kunne gå og træde op i skoene.

Det var så nu, at vi opdagede, at han havde brugt to slags brædder i to forskellige nuancer! Det kunne vi ikke se, fordi det var mørkt, da de tog plastikken af aftenen før. Ikke at det ville gøre så meget, for de er egentlig fine sammen. Han må ikke kende til fliseopsætning, for har man forskellige fliser, så sørger man for at tage af forskellige kasser, så det er helt tilfældigt, hvordan fliserne sidder. Nej. Han har sat 4 lidt mørkere sammen, og i døren er alle brædderne lidt mørkere! Vi kunne jo bare flytte lidt rundt på dem, foreslog jeg. Men nej. De har ikke boret boltene i samme sted på brædderne, så det ville komme til at sidde hulter til bulter……

Sådan er det med thai håndværkere! I stedet for at sige til os, at han ikke kunne skaffe nok af det bræt, vi gerne ville have, så blander han en anden i. Vi havde jo bare fundet en anden, for de var faktisk alle ret ens. Bare ikke helt!

Nå, men nu er der ihvertfald nye brædder i gaten, den vejer langt mindre og kan i nødstilfælde åbnes og lukkes manuelt, hjulene knirker ikke mere, og den kører som en drøm.

Sådan er det her. Det bliver meget sjældent 100%, som man havde tænkt sig, og det er helt umuligt at forudsige, hvad der kan gå galt!

En stor applaus til min bedre halvdel, som reddede den gate og dagen for håndværkerne på trods af, at han ikke kunne se en pind. Han har haft en kæmpe øjeninfektion oven i en ordentlig omgang influenza. Han måtte ikke gå med linser, og han har ingen briller, så det har været en træls omgang. Uden ham havde de brædder sikkert siddet som hø og hakkelse. Nu er der kun et enkelt sted, som forstyrrer min OCD, og det har min handyman lovet, at han vil forsøge at rette op på.

Ikke flere håndværkere lige foreløbigt!

 

by Janne
Liv i Thailand

Bøvlfaktoren er høj i øjeblikket

Vi er lige nu belemret med en masse bøvl, og det har ikke nødvendigvis noget at gøre med at bo i Thailand.

Sådan er det vel generelt set. Nogle gange render man bare ind i en masse bøvl og en masse trælse opgaver, der skal løses. Her er vi lige nu!

Skat

Vi skal til at rapportere skat for første gang i den tid, vi har boet i Thailand for indkomst for 2024. Det burde være simpelt, for vi indfører pension og opsparede midler, så vi skal ikke betale skat her i henhold til dobbeltbeskatningsloven med Danmark.  Men vores lokale skatteminister i Hua Hin kræver, at vi skal dokumentere med et stempel fra ambassaden, at vi har betalt skat af pensionen i Danmark. Det gør de så ikke alle mulige andre steder i Thailand. Det er noget bøvl.

For at komme uden om den lokale skattekonge, kan vi så rapportere online, men den hjemmeside er kun på thai, så det skal vi også lige finde ud af, hvordan vi kringler. Vi kan jo spørge vores thai venner om hjælp, men de fleste af dem betaler ikke skat, fordi de tjener for lidt. Under 150.000 baht så behøver man ikke at lave en skatteopgørelse. De kan dog sikkert hjælpe os med at få oprettet en profil, og derfra er Google Translate din ven!

Visum

Snart skal vi forlænge vores pensionist visum, og det er i virkeligheden ikke særlig svært. Vi skal stille på Immigrations med en masse papirer og et brev fra banken, der bekræfter, at vi har vores garanti penge på 800.000 baht stående på en konto. Det plejer at tage 10-15 minutter, og det er jo ingenting. Det er mere ventetiden, der er problemet! Immigrations har et system, hvor de deler folk op i de forskellige opgaver, de skal have løst, og det er sådan set fint nok.

Forrige år tog vi et nummer, og var så nummer 9 i køen. Cirka 2 ½ time senere, kom vi endelig til og var så ude i løbet af 20 minutter. Det skyldes, at alle mulige visa agenter får lov at komme ind foran i køen, uden at tage et nummer. Er der da noget, der kan hidse mig op, så er det da sådan noget! Men jeg må jo tage en mental valium, og så bare få det overstået.

Sidste år kunne vi bestille tid, og det gik glat, men det kan man så ikke mere her i provinsen. Det virker dog stadig i resten af landet.

Nå ja – vi skal jo printe/kopiere alle de her papirer, og nu har vores næsten nye printer bestemt sig for, at den kun kan printe med striber. Det går nok ikke! Vi kunne godt indlevere den, hvor den er købt og med garanti, men så ser vi den nok ikke igen lige foreløbigt, fordi den skal sendes til Bangkok. Så nu arbejder vi på en anden løsning.

Banken i Danmark

Så har banken i Danmark så desværre også besluttet sig for at lave bøvl. Vi overfører pensionerne hertil med Wise, og det har indtil for nyligt fungeret rigtig godt. Jeg laver en overførsel fra banken til Wise og så sender de pengene til vores thai konto, og det er en af de billigste måder at gøre det på.

Hvorfor vores bank vil have, at vi skal verificere med en OTP kode også efter MIT-ID, har vi aldrig rigtig fået svar på. Men i lang tid har de bare sendt koden til min thai telefon, og den taster jeg så ind, og så går pengene afsted (godt nok først næste dag, selv om de bliver overført til en dansk konto.

Nu virker det med OTP koden så ikke mere. Der kommer bare ingen. Så skal jeg ringe til banken i Danmark, sidde i kø i længere tid, og så skal de så stille alle mulige spørgsmål for at verificere, at jeg er mig. Det bliver jeg ret irriteret over, og så koster det et sted mellem 30-50 kr. at ringe op hver gang. Jeg ved godt, at der findes services, hvor man kan ringe billigt, men det er da irriterende, når man nu har brugt MIT-ID og QR kode og hvad ved jeg. De siger i banken, at det er for min egen sikkerhed, men det er jeg nu ikke helt med på.

Nu ender det så med, at jeg ændrer mit telefonnummer i banken til min søsters, og så må hun være ”telefonpasser” for mig og sende den OTP, når vi laver de månedlige overførsler. Det er da sikkerhed på et højere plan!

Banken i Thailand

Ja, det er jo egentlig forkert at skælde ud over banken i Thailand. Jeg bruger Bangkok Bank, og dem er jeg rigtig glad for. Deres mobil app er enkel og overskuelig, og jeg kan betale med Thailands svar på Mobile Pay i de fleste butikker.

Sidste år vedtog regeringen, at nu skulle navnet på SIM kortet svare til navnet i banken. De siger, at det er for at undgå svindel, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan gennemskue, hvad det skulle hjælpe.

Det der tænkte jeg ikke lige på, da jeg overtog nummeret på et SIM kort, som vi købte i 2018 i min husbonds navn til nogle venner på besøg i 3 uger. Så nu har jeg et SIM kort navn, som ikke svarer til navnet på min bankkonto.

Det må jeg jo få løst, og jeg har indtil 1. april. Det lyder jo som en nem sag, ville mange sige, men jeg er ikke helt sikker, at det bliver så simpelt.

Da vi flyttede hertil i 2017 gik vi ned i centeret og ville ændre navnet på det kabel abonnement, som allerede var her i huset. Jeg tror, jeg ventede i næsten en time, hvorefter personalet fortalte mig, at de havde ringet til den tidligere ejer. Jeg kunne bare fortsætte med at betale i hans navn! Det ville jeg da ikke, og så viste de mig, hvad hans saldo var. En gæld på 80.000 baht! Ikke bare for kabel TV men også for flere mobiltelefoner.

Det endte med, at vi kørte ind med modemmet til butikken og stoppede med at betale!

Jeg kan jo bare købe et nyt abonnement i mit eget navn for 200 baht, men hvis man ved, hvor meget ens telefonnummer er knyttet op til både her og i Danmark, så bliver det noget rigtig bøvl!

Vi må se, om ikke vi kan få det kringlet. Måske er de nemmere at danse med nu end i 2017!

Helbred

Så driller det der helbred da bare! Jeg startede med en ordentlig forkølelse for et par uger siden, og nu har jeg så fået smittet min bedre halvdel. Og den mandlige version af sådan noget er altid værre!

Vi har igennem nogle måneder taget ekstra D-vitaminer. Det er meget trendy lige nu, og da jeg stort set ikke sidder i solen her i Thailand (det gør man ikke, hvis man er bleg og fregnet), tænkte jeg, at det var en god ide.

I den samme periode har vi begge oplevet træthed, forhøjet blodtryk, susen for ørerne, maveproblemer og flere andre ubehageligheder. Da jeg vågnede forleden morgen, kom jeg til at tænke på, at der måske tidsmæssigt kunne være en sammenhæng. Tja, hvis man googler overdosering af D-vitaminer kunne det godt være årsagen til alle problemerne. Så nu er vi stoppet med pillerne, og vi har også måttet lægge vores almindelige vitaminpille på hylden, for der er jo også D-vitamin i.

Det kan tage måneder at få en overdosis ud af kroppen, fordi D-vitamin bindes i fedtcellerne, så det varer nok lige et stykke tid, før vi kan mærke forskel.

Mit råd er, at inden man begynder at æde løs af D-vitaminer, skal man få taget en blodprøve og få checket, om man i det hele taget mangler vitaminet. Og så skal man tage det sammen med K2, så man ikke får calcium ophobninger.

Nå, ja. Og så for at det ikke skal være løgn, har jeg fået en infektion i tandkødet ved min ene visdomstand (jeg er en af de få, der har alle 4, men de er ikke kommet helt ud). Nu kan jeg kun tygge bananer og blødt brød, hvis det ikke skal gøre ondt, men jeg fik da kværket en leverpostejmad ned i morges.

Bortset fra det…. ”Så går det godt fru Kammerherreinde”. Det kolde vejr er ved at være væk, og vi har det jo i det store hele godt.

God søndag!

PS. Billedet øverst er af min ananas. Jeg plantede en top i lidt jord for et par år siden, og nu er der frugt i!

by Janne
Liv i Thailand

Fuld fart på.

Her har været fuld fart på i de seneste par uger, og derfor fik jeg heller ikke skrevet på min blog sidste søndag.

Ekvipere lejlighed

Først og fremmest har vi brugt en del tid på at gøre klar til, at en veninde fra Danmark skulle komme hertil og være her i februar måned. Vi mødte hende for 2 år siden, og vi faldt ret hurtigt i snak. Vi hjalp hende med at finde en lejlighed til hendes årlige tur hertil i februar sidste år, og hun blev så glad for at bo der, at hun har booket der igen i år. Det er en lille studio lejlighed, som koster den fantastiske sum af 8500 baht + forbrug. For en hel måned! Det er simpelthen bare billigt!

Lejligheden ligger få 100 meter fra vores hus med udsigt til bjergene længere inde landet og de flotteste solnedgange. Den er som sagt lille, og så er der næsten ingenting i den. Køleskab og mikrobølgeovn, et par krus og tallerkener, et skærebræt, 2 sæt bestik, og det er det. Det er stort set umuligt ikke at komme til at rode i sådan en lejlighed. Så denne gang gik min “ordenssans” i gang med at finde på løsninger. Vi kan jo, som tidligere nævnt, købe alverdens ting online i Kina på Lazada til ingen penge, så nu gik der sport i at købe ting til opbevaring til vores veninde. Rullevogne, plastikkasser og en masse andet. Så skulle hendes  køleskab og fryser jo også fyldes op, så der blev stegt minifrikadeller, bagt boller og franskbrød og handlet friske varer.

Vi fik aftalt med ejeren, at vi kunne få nøglen til lejligheden, så vi kunne gøre klar til hende, og det var en fornøjelse at se den lille tomme lejlighed blive helt beboelig. Da vores veninde skulle flyve med SAS, ankom hun hen på aftenen, så jeg tøffede hen i lejligheden, så hun kunne komme ind. Det var dejligt at se hende igen, og vi fik lige et par øl på hendes terrasse. Som er så lille, at man ikke engang kan sidde 3 mennesker på den. Dagen efter var vi inviteret på solnedgangsøl med danske “Sunsæt” øl, som jeg da aldrig har hørt om. Vi måtte sidde 2 på terrassen og en i køkkenet. Der var simpelthen ikke plads til os alle! Men en rigtig, rigtig flot solnedgang over Hua Hins bjerge.

Hvis man er interesseret i stedet, hedder det Parin Residence. De har forskellige lejligheder til forskellige priser til højst 11.000 baht for en måned. Det ligger 200 meter fra Soi 94 med barer og restauranter, men der er stille og fredeligt, og man mærker ikke noget til den virak, der er i Soi 94.

Assistance

For et par uger var der en gut, der søgte lidt hjælp her i Hua Hin i forbindelse med et handicap. Noget med lidt transport og hjælp til nogle ting, som han ikke selv kan. Han er rockmusiker, og så tænkte vi, at ham burde vi da nok kunne komme ud af det med. Så vi kontaktede ham og tilbød vores assistance. Senere mødtes vi med ham og en anden ven til frokost en dag. Vi klikkede rigtig fint, og det viste sig, at han havde spillet i band med en guitarist, som jeg spillede med, da jeg var teenager. Der var masser at snakke om.

Han skal snart hjem, men som han siger, han har tilbragt mere tid med os end med sin ven, som også bor her. Vi har haft det mega hyggeligt, og vores veninde fra Danmark kommer også godt ud af det med ham. Hun synger i kirken i Danmark og er meget musikorienteret, så det kan jo kun give en fælles baggrund.

Vi slutter af i morgen med manér. Thai mad, norsk fødselsdag og rockmusik, og så skal han hjemad tirsdag morgen. Vi glæder os allerede til, at han kommer igen næste år!

Venner fra Australien

I januar har et par venner fra Australien været i byen. De er også pænt oppe i pensionsalderen, men det skal man ikke tage fejl af, for de fyrer den godt nok bare af, når de er her. De har en meget stor familie i Adelaide, hvor de bor, så de er meget populære hos deres børn til at passe et hav af børnebørn. Så 3-4 gange om året tager de til Thailand for at slappe af. Eller… De slapper overhovedet ikke af. Han har 4 brødre, og de 3 af dem lever i Hua Hin, så de skal jo være sammen og holde familie træf, så meget som de kan. Alle brødrene er til musik, så de går en del ud. Vi plejer at gå ud og spise med dem og høre musik, når de er her, og det har vi også gjort denne gang.

Faktisk er det fantastisk, at man kan have nogle venner, som bor meget langt væk, men som man alligevel ser flere gange om året! I maj måned kommer et andet australsk par tilbage. Dem mødte vi sidste år, og de er virkelig dejlige mennesker, og vi har holdt kontakten lige siden. De er også til musik, så vi får nok nogle gode ture i byen.

De nære ting

Tiden ræser jo bare afsted, og vi kaster os tit ud i alle mulige projekter, og så glemmer vi bare nogle gange de nære ting! I sidste uge sagde jeg til min gemal, at nu skulle vi altså lige huske at “touch base” med de nære venner, vi har her i Hua Hin. Det er jo skønt at lære nye mennesker at kende, men det er jo også vigtigt at holde kontakten med de “gode gamle” venner. Det har vi så også lige fået sat gang i.

Ondt i halsen

Ja, det er altså ikke for at jamre, men jeg har fået en eller anden ond ting i halsen. Forleden var vi ude med vores veninde, og jeg frøs simpelthen så meget, at jeg måtte bede min bedre halvdel om, at holde om mig og varme mig, for jeg havde glemt en jakke. Næste morgen vågnede jeg med en kæmpe klump i halsen! Thaierne går selv i store trøjer, men de tænder alligevel for blæserne alle vegne, selvom det ikke er varmt. Min lille spinkle krop kan bare ikke holde varmen, når det blæser. Vi har heller ikke brugt vores air condition i soveværelset siden jul, og det er ligegodt aldrig sket i så lang en periode i al den tid, vi har boet her. Jeg har frosset med anstand, og jeg har gravet samtlige langærmede bluser (4 stk. – resten er gået til genbrug), fleecetrøjer og sågar min dunjakke fra Danmark er kommet til ære og værdighed igen.

I går var jeg rigtig skidtmas, men i dag går det bedre. Vores ven, som har KOL, var på besøg i formiddags til en kop te. Jeg holdt mig langt væk fra ham, så jeg ikke smitter ham med et eller andet! Han er plaget nok af den dårlige luftkvalitet, som gør, at han nærmest ikke kan komme ud af huset, som han har fyldt med luftrensere. Det kommer nok til at stå på et par måneder mere, og jeg forstår godt, at han snakker om at flytte væk fra Thailand.

Udover luftkvaliteten så er klimaet i Hua Hin lige nu nærmest perfekt. Ikke for varmt og ikke for koldt (altså kun om aftenen for mig).

God Søndag

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Den dårlige luft i Thailand

Der er i øjeblikket en masse snak om den dårlige luft i Thailand og det med rigtig god grund.

Jeg har før skrevet om vores skraldeproblemer her, og de er ikke blevet mindre siden da. Der er skrald alle vegne i denne by, og tingene falder bare ud af hænderne på folk. Børn bliver opdraget til bare at smide deres bæger fra en sød læskedrik (som de også drikker alt for meget af) eller bakken med en rest pad thai i vejkanten. Det er meget trist.

Men skrald kan jo også brændes af! Da jeg var barn, brændte vi køkkenskrald (alt det, der ikke kunne ædes af grise og høns) bagved huset i en bunke. Plasticposer, gamle aviser, uddateret tøj – ja nærmest alting. Men dengang fik vi ikke mad i styrofoam bakker 4 gange om dagen eller rendte og babbede i en termokop med 1 liter iskaffe hele dagen. Vi fyrede også op i brændeovnen, men vi brændte jo ikke gamle madrasser og malede døre. Vi brændte jo faktisk også halmstubbe af på markerne, og det kunne godt være en kras omgang, men det blev altså forbudt i Danmark i 1991. Det er næsten 35 år siden! Her har vi samme problem i 2025 – det er bare med sukkerrør.

Sukkerrør i Thailand

Thailand er en af verdens største eksportører af sukker. Her dyrkes ikke roer men sukkerrør, og Thailands eksport udgør omkring 15-20% af verdens sukkerforbrug. Man kan høste sukkerrør friske, men det kræver, at man bruger en maskine, som fjerne top og blade, så man står tilbage med selve stammen, hvoraf sukkeret udvindes. Man kan derfor spare en masse penge ved simpelthen at lade de modne planter tørre ud og så brænde sin sukkerrørsmark af, for så er arbejdet med top og blade ordnet. Det koster kun en tændstik eller to! Problemet er bare, at man på godt dansk p…..r i sin egen rede og sørger for, at rigtig mange mennesker får respiratoriske sygdomme.

Luftkvaliteten på denne tid af året – som vi kalder den tørre tid, eller den kolde tid – er helt til rotterne. Så er der mange som med et dansk tankesæt tænker: “Jamen, det er vel værst i byerne?” og “ude ved havet er det vel ikke så slemt”. Glem det! Der brændes af ALLE steder. Det er klart at sukkerrørsmarkerne ligger ude på landet, og det giver ligesom sig selv. Men så er der specifikt for Hua Hin et utal af golfbaner i området. De har jo gemt alt deres haveaffald til den tørre tid, så de kan komme til at brænde det af. Det er uanede mængder, og mange steder brænder de det af om natten for at undgå at blive anmeldt til myndighederne. Kører man rundt efter mørkets frembrud, kan man se flammer og lugte røg alle vegne. Både i byen og på landet!

I Thailand er det sådan lidt en folkesport at pege fingre. Hvis noget går galt, så er det ihvertfald ikke MIN skyld. Den holdning går igen helt fra små børn til granvoksne politikere! Derfor siger man også her, at alt luftforurening kommer fra Myanmar og Cambodia, fordi de er mindre udviklede en Thailand og derfor er nødt til at brænde markerne af. Når man så bare skal gå udenfor og sniffe lidt i luften, så kan man jo godt regne ud, at den røg, man kan lugte, ikke lige er fløjet over fra Cambodia på den anden side af golfen. Og hvis noget af det rent faktisk kommer derfra, så er det jo ikke nemt at lægge pres på sine naboer, hvis man selv brænder af!

Mange her presser på for at regeringen skal give støtte til bønderne, så de kan få maskiner til at høste sukkerrørsplanterne friske. Men som så mange andre steder i verden, så ligger problemet nok lidt et andet sted. Ham bondemanden med marken med sukkerrør kan kun lige tjene penge nok til at holde skruen i vandet på sin familie, mens dem der opkøber, forarbejder og sælger råsukker tjener kasse. Groft sagt sidder 4 konglomerater på 50 % af markedet. De burde presses til at tage ansvar for produktionen og hjælpe bønderne til at omlægge høsten af sukkerrør. Men de rige rører man ikke ved i Thailand. Det er der masser af eksempler på. Regeringen har lavet kvoter, så det ligger fast, hvor meget af produktionen, der må komme fra afbrændte marker, men hvordan kontrollerer de lige det?  Der har også været sager omkring sukkerproduktionen i Thailand, som feks. Brasilien der påstår, at Thailand sælger sukker på indenrigs markedet til overpris, så de kan finansiere at sælge eksport sukker til under markedspris.

Men alt det her gør, at vi alle går rundt i rigtig usund udeluft. Egentlig burde vi sidde inde med vores luftrenser (som vi installerede i vores soveværelse for nogle år siden), ikke gå ud uden partikelmaske, og da slet ikke træne i det fri, som vi jo gør. På denne årstid er det køligt, og luften burde være klar og frisk, men i stedet sørger vi for, at mere end 30.000 mennesker om året, får problemer med luftvejene (og det er kun de tilfælde, der registreres).

Selvfølgelig er der også forurening fra industri, ældgamle busser og lastbiler, gadekøkkener, lossepladser og meget andet, men denne tid af året er helt i top, hvad angår dårlig luft.

I dag havde vi besøg af vores ven Rae. Han har røget i 50 år og har KOL og bronkitis. Han holdt op med at ryge for et par år siden, men det var nok en postgang for sent. Han klarer sig okay med sin medicin det meste af året, men på denne tid af året går han helt ned. Min husbond og Rae spiller lidt sammen for hyggens skyld, men det er helt udelukket på denne tid af året. Rae kom en tur på intensiv på Bangkok Hospital her i Hua Hin, da han ikke kunne få vejret, hvor de pumpede ham fuld af antibiotika og andet skrammel i næsten 2 uger. Han kom så bare hjem med en håndfuld bivirkninger fra medicinen, men luften var jo den samme.

Rae kan ikke være udenfor, som det er lige nu. Han bliver meget, meget syg. Den stakkels mand er meget socialt anlagt, og han er ved at gå banan af at sidde derhjemme. Så når han kommer her, lukker vi huset til og starter en luftrenser i god tid, så han kan holde til at trække vejret. Han og hans kone er nok tvunget til at flytte til et andet land, for hvis han er uheldig, så kommer denne her luftforurening til at tage ham af dage.

Dårligere i Hua Hin end i Bangkok i dag.

Det er også rigtig, rigtig sørgeligt, at Thailand sviner luften til i både land og by lige i højsæsonen for turister, for det kommer helt sikkert til at få konsekvenser for turismen på sigt. Ingen vil tage på ferie et sted, hvor man risikerer at få en luftvejssygdom med hjem i bagagen. Og da turisme udgør mere end 30% af landets BNP, så ville jeg som politiker nok lige komme lidt op på lakridserne. De snakker ofte om “kvalitetsturister” og “rige turister”, men hvis man skal sidde inde og går med maske ude i sin ferie, så kan det måske være mere spændende andre steder i verden.

Som mange af de fastboende siger her: “Det har været sådan i mange år, og det ændrer sig nok ikke”. Nej, det er nok rigtigt. Vi hører politikerne ævle løs om det lige i sæsonen, men så sker der så heller ikke mere. Ligesom med problemerne med manglende drikkevand og oversvømmelser på andre tider af året.

Jeg krydser fingre til borgmestervalget den 1. februar (hvor der iøvrigt er alkoholforbud), så vi måske kan få en borgmester, der i det mindste gør noget lokalt. Det er da en start! For i går så jeg billeder fra Soi 112, hvor de bare futtede et eller andet kæmpestort af der røg helt vildt. Lige ind i et boligkvarter!

God Søndag!

PS. Billedet øverst viser bjergene tæt på vores hus. De burde stå knivskarpt på denne tid af året…..

 

 

 

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

Polarkulde og Porsche

Ja, det kunne jo næsten lyde som titlen til et afsnit af “Kender Du Typen”, men det er det altså ikke. Her er blevet koldt, og så har jeg også en skæg historie om en Porsche.

Her er blevet koldt. Ja, faktisk koldere end jeg kan huske, det har været i de 7 år, vi har boet her. Om det passer ved jeg ikke, eller om min krop bare bliver mere og mere thai med tiden – det må stå hen i det uvisse. Faktum er, at jeg fryser! Under dynen går det, men jeg har heller ikke det mindste brug for en air condition for tiden. Resten af tiden fryser jeg bare en lille smule eller helt vildt. Jeg læste forleden, at Bangkok i denne weekend har det koldeste vejr i 40 år, og med en vindretning derfra tror jeg, at det samme gør sig gældende her i Hua Hin.

Der blæser temmelig kraftigt, og det er en meget kold vind, som går igennem marv og ben. Nattetemperaturen er nede omkring de 20 grader, og for en times tid siden – her midt på dagen – var temperaturen ikke højere end godt 23 grader. Der står godt nok på vores Netatmo ting, at det føles som 26 grader, men det kan jeg godt afkræfte. Det føles som 15 grader!

Da vi flyttede fra Danmark havde jeg en forfærdelig masse tøj, som ikke var egnet til det thailandske klima. På mit arbejde brugte jeg ofte pæne jakker, lækre højhælede støvler, sweaters og fleecetrøjer. Nærmest året rundt, for mit firmas kontor var en ombygget villa, og derfor var udluftning et must med træk og dårligt (fugtigt) indeklima. Da jeg endelig fik mit eget lille kontor, fyldte jeg udluftningskanalen med rockwool, satte radiatoren på 27 grader og sørgede for, at man ikke lige kunne åbne vinduet! Det hjalp! Så kunne jeg sidde der i støvler, undertrøje, bluse og sweater, og jeg svedte stort set aldrig. Mine kollegaer var ved at dø, og min chef kunne nærmest ikke holde ud at være inde på mit kontor. Men det var nu de bedste år rent varmemæssigt.

Så ja – jeg er en frossenpind, og min margin mellem at fryse og svede er meget lille. Og så HADER jeg træk og kulde! Når jeg skal på øjenhospitalet, så er det som at sidde i et køleskab, og jeg skal bare have trøjer og tørklæder med. Deres aircons blæser en halv pelikan lige ned i hovedet på folk, og det er rigtig ubehageligt. Lige nu bliver det mere og mere moderne her i byen at tilbyde såkaldt “Ice bath”. Selv i vores gamle bulede fitnesscenter har de introduceret det i deres lille have. Nul Putte! Der er ikke 10 vilde heste, der kan få mig ned i en balje vand med is i. Vores pool er lige nu 23 grader, og den har aldrig været så kold. Om så jeg fik en præmie, så kom jeg ikke i den ved den temperatur!

Rent tøjmæssigt er jeg også i krise! Jeg har simpelthen ikke tøj til så lang en periode med koldt vejr, og meget af mit tøj er ikke egnet til kold blæst. Men nu har jeg fået gravet mine 2 par jeans og mine to dunjakker frem af gemmerne (vores kuffert med “Danmarks tøj” – som vi ikke har brugt siden vores sidste besøg i Danmark i  2018). De kan klare jobbet. Og så strømper med skaft – her er de der footies, vi normalt bruger, slet ikke nok. Jeg pakkede også det eneste par pæne støvler ud, som jeg har taget med. Der gik hælen bare helt i opløsning efter 1/2 time i stuen, så de skal til reparation!

Nå, men varmen kommer vel tilbage, og så er der bare noget nyt at brokke sig over. Jeg plejer gerne at sige, at som turist må man bare leve med vejret, men når man er fastboende har man ret til at brokke sig. Vi var ude på et par ærinder tidligere i dag, og vi kunne se, at de fleste turister også havde fundet de lange bukser og fleecetrøjerne frem. Lidt ærgerligt at tage ud til varmen, og så er her hammerkoldt!

Som en sidste kommentar kan jeg nævne, at når først min bedre halvdel går med bluse hele dagen og drikker sin morgenkaffe indenfor, så er her koldt!

Porschen

Hvor kommer Porschen så ind? Ja det er en skæg historie fra sidste uge, hvor vi skulle mødes med Bjarne fra Isaan og hans familie på restauranten i deres hotel her i Hua Hin. Vi blev enige om, at da der var annonceret “kaffe”, så kunne vi fint tage “Festraketten” – vores lille el motorbike – derned til dem. Vi aftalte med vores veninde Pam, at vi skulle hente hende, og da den trehjulede er beregnet til to voksne og et barn med et lille klapsæde forrest, så var der plads til os alle.

Pam og min husbond ved en anden lejlighed. Læg mærke til håndtagene til passageren forrest i bussen.

Afsted det gik. Vi parkede “Festraketten” lige udenfor restauranten og gik ind for at hygge. Det med kaffe blev så stavet med to bogstaver: Ø og L. Hyggeligt. Bjarne havde en dansk kammerat med, som var vældig kæk, og han fik fyret en masse gas af. Han er chauffør på en autotransporter og kører normalt med de lidt dyrere biler, så han har kørt i alverdens biler gennem tiden. Da vi havde været der en times tid, kiggede han på mig og sagde: “Hva’ så? Skal I så snart ud og køre i den der Porsche?” “Øh Porsche??”, sagde jeg uforstående. Så pegede han på nøglerne til Festraketten og sagde: “Ja, I har sgu’ da en Porsche!” Så flækkede vi alle sammen af grin, og han lignede et stort spørgsmålstegn. Så pegede Bjarne ud på Festraketten og sagde: “De kom altså på den der!”, hvorefter vi alle sammen var ved at dø af grin.

Ja, man kan jo ved nærmere eftersyn godt se, at logoet ligner Porsches, men det har vi da aldrig tænkt over!

Morale: Man skal aldrig skue hunden på hårene!

Min husbond vil nu have, at vi skal omdøbe det lille vidunder til Porsche, men det nægter jeg altså. Festraketten er bare mere rigtigt! Men vi kan da altid parkere lidt væk og lægge nøglerne fremme på bordet, så folk tror, at vi er nogle rige snobber med en Porsche. Eller nej… Det ligger vist ikke lige til os. Vi har janteloven dybt begravet i os, så HAVDE vi rent faktisk en Porsche, så lod vi den nok stå derhjemme, så folk ikke fik ondt i rumpen.

Jeg har ikke tid til at skrive mere. Jeg har fundet noget så eksotisk som oksekæber i Makro, og de skal tilberede i mange timer, så dem skal jeg have i gang. Det er spændende, for er de taget fra en thai ko, så smager de sikkert ikke af noget, og de bliver tørre som vejen i Hua Hin i januar!

God Søndag!

by Janne