Fuld fart på.

Her har været fuld fart på i de seneste par uger, og derfor fik jeg heller ikke skrevet på min blog sidste søndag.

Ekvipere lejlighed

Først og fremmest har vi brugt en del tid på at gøre klar til, at en veninde fra Danmark skulle komme hertil og være her i februar måned. Vi mødte hende for 2 år siden, og vi faldt ret hurtigt i snak. Vi hjalp hende med at finde en lejlighed til hendes årlige tur hertil i februar sidste år, og hun blev så glad for at bo der, at hun har booket der igen i år. Det er en lille studio lejlighed, som koster den fantastiske sum af 8500 baht + forbrug. For en hel måned! Det er simpelthen bare billigt!

Lejligheden ligger få 100 meter fra vores hus med udsigt til bjergene længere inde landet og de flotteste solnedgange. Den er som sagt lille, og så er der næsten ingenting i den. Køleskab og mikrobølgeovn, et par krus og tallerkener, et skærebræt, 2 sæt bestik, og det er det. Det er stort set umuligt ikke at komme til at rode i sådan en lejlighed. Så denne gang gik min “ordenssans” i gang med at finde på løsninger. Vi kan jo, som tidligere nævnt, købe alverdens ting online i Kina på Lazada til ingen penge, så nu gik der sport i at købe ting til opbevaring til vores veninde. Rullevogne, plastikkasser og en masse andet. Så skulle hendes  køleskab og fryser jo også fyldes op, så der blev stegt minifrikadeller, bagt boller og franskbrød og handlet friske varer.

Vi fik aftalt med ejeren, at vi kunne få nøglen til lejligheden, så vi kunne gøre klar til hende, og det var en fornøjelse at se den lille tomme lejlighed blive helt beboelig. Da vores veninde skulle flyve med SAS, ankom hun hen på aftenen, så jeg tøffede hen i lejligheden, så hun kunne komme ind. Det var dejligt at se hende igen, og vi fik lige et par øl på hendes terrasse. Som er så lille, at man ikke engang kan sidde 3 mennesker på den. Dagen efter var vi inviteret på solnedgangsøl med danske “Sunsæt” øl, som jeg da aldrig har hørt om. Vi måtte sidde 2 på terrassen og en i køkkenet. Der var simpelthen ikke plads til os alle! Men en rigtig, rigtig flot solnedgang over Hua Hins bjerge.

Hvis man er interesseret i stedet, hedder det Parin Residence. De har forskellige lejligheder til forskellige priser til højst 11.000 baht for en måned. Det ligger 200 meter fra Soi 94 med barer og restauranter, men der er stille og fredeligt, og man mærker ikke noget til den virak, der er i Soi 94.

Assistance

For et par uger var der en gut, der søgte lidt hjælp her i Hua Hin i forbindelse med et handicap. Noget med lidt transport og hjælp til nogle ting, som han ikke selv kan. Han er rockmusiker, og så tænkte vi, at ham burde vi da nok kunne komme ud af det med. Så vi kontaktede ham og tilbød vores assistance. Senere mødtes vi med ham og en anden ven til frokost en dag. Vi klikkede rigtig fint, og det viste sig, at han havde spillet i band med en guitarist, som jeg spillede med, da jeg var teenager. Der var masser at snakke om.

Han skal snart hjem, men som han siger, han har tilbragt mere tid med os end med sin ven, som også bor her. Vi har haft det mega hyggeligt, og vores veninde fra Danmark kommer også godt ud af det med ham. Hun synger i kirken i Danmark og er meget musikorienteret, så det kan jo kun give en fælles baggrund.

Vi slutter af i morgen med manér. Thai mad, norsk fødselsdag og rockmusik, og så skal han hjemad tirsdag morgen. Vi glæder os allerede til, at han kommer igen næste år!

Venner fra Australien

I januar har et par venner fra Australien været i byen. De er også pænt oppe i pensionsalderen, men det skal man ikke tage fejl af, for de fyrer den godt nok bare af, når de er her. De har en meget stor familie i Adelaide, hvor de bor, så de er meget populære hos deres børn til at passe et hav af børnebørn. Så 3-4 gange om året tager de til Thailand for at slappe af. Eller… De slapper overhovedet ikke af. Han har 4 brødre, og de 3 af dem lever i Hua Hin, så de skal jo være sammen og holde familie træf, så meget som de kan. Alle brødrene er til musik, så de går en del ud. Vi plejer at gå ud og spise med dem og høre musik, når de er her, og det har vi også gjort denne gang.

Faktisk er det fantastisk, at man kan have nogle venner, som bor meget langt væk, men som man alligevel ser flere gange om året! I maj måned kommer et andet australsk par tilbage. Dem mødte vi sidste år, og de er virkelig dejlige mennesker, og vi har holdt kontakten lige siden. De er også til musik, så vi får nok nogle gode ture i byen.

De nære ting

Tiden ræser jo bare afsted, og vi kaster os tit ud i alle mulige projekter, og så glemmer vi bare nogle gange de nære ting! I sidste uge sagde jeg til min gemal, at nu skulle vi altså lige huske at “touch base” med de nære venner, vi har her i Hua Hin. Det er jo skønt at lære nye mennesker at kende, men det er jo også vigtigt at holde kontakten med de “gode gamle” venner. Det har vi så også lige fået sat gang i.

Ondt i halsen

Ja, det er altså ikke for at jamre, men jeg har fået en eller anden ond ting i halsen. Forleden var vi ude med vores veninde, og jeg frøs simpelthen så meget, at jeg måtte bede min bedre halvdel om, at holde om mig og varme mig, for jeg havde glemt en jakke. Næste morgen vågnede jeg med en kæmpe klump i halsen! Thaierne går selv i store trøjer, men de tænder alligevel for blæserne alle vegne, selvom det ikke er varmt. Min lille spinkle krop kan bare ikke holde varmen, når det blæser. Vi har heller ikke brugt vores air condition i soveværelset siden jul, og det er ligegodt aldrig sket i så lang en periode i al den tid, vi har boet her. Jeg har frosset med anstand, og jeg har gravet samtlige langærmede bluser (4 stk. – resten er gået til genbrug), fleecetrøjer og sågar min dunjakke fra Danmark er kommet til ære og værdighed igen.

I går var jeg rigtig skidtmas, men i dag går det bedre. Vores ven, som har KOL, var på besøg i formiddags til en kop te. Jeg holdt mig langt væk fra ham, så jeg ikke smitter ham med et eller andet! Han er plaget nok af den dårlige luftkvalitet, som gør, at han nærmest ikke kan komme ud af huset, som han har fyldt med luftrensere. Det kommer nok til at stå på et par måneder mere, og jeg forstår godt, at han snakker om at flytte væk fra Thailand.

Udover luftkvaliteten så er klimaet i Hua Hin lige nu nærmest perfekt. Ikke for varmt og ikke for koldt (altså kun om aftenen for mig).

God Søndag

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *