Fornylig var vi på forlænget weekend i Bangkok, og det var både en blandet og meget mærkelig oplevelse. Her kommer en lille rejsebeskrivelse af turen.
Vi har holdt ferie i Bangkok mange gange, og vi har været der i op til 2 uger ad gangen. Vi har været så glade for Bangkok, fordi byen summer af liv, og der er masser af ting at se på både dag og nat. Denne gang var hovedårsagen, at min husbond skulle have checket øjnene efter sin øjenoperation i slutningen af juni. Den er der mere om her. Vi besluttede at forlænge turen til en miniferie – også fordi hotellerne er ufatteligt billige i øjeblikket. Vi bookede 4 forskellige hoteller, så vi skulle bo en nat i Asoke tæt på øjenhospitalet, en nat i China Town, en nat ved floden igennem Bangkok, Chao Praya og tæt på Kao San. Den sidste nat skulle vi bo i nærheden af Chatuchak markedet, hvor vi skulle “storshoppe”.
På dagen, hvor vi skulle afsted, manglede vi kun lige at smide sagerne i kufferten og tage afsted, fik vi så en sms med besked om, at lægen var syg. Vi skyndte os at afbestille transport og sende emails til alle hoteller. 2 timer senere blev vi ringet op og fik at vide, at min bedre halvdel nu havde en tid dagen efter kl. 14. Så måtte vi i gang med at få annulleret annulleringerne. Sikke noget rod.
Vi tog afsted onsdag i sidste uge, og turen til Bangkok gik rigtig fint, selvom der i øjeblikket er rigtig meget vejarbejde i begge retninger. Hvis man vælger at køre på de rigtige tidspunkter, og alt går glat, kan man køre turen på ca. 3 timer i bil. Går det skidt, og er det op til nogle helligdage eller lang weekend, kan det tage 8 timer eller mere at køre turen, som det skete for en bekendt op til forrige weekend.
Vi havde booket en lejlighed i nærheden af Asoke stationen, og da vi ankom til hotellet, Grand Mercure Asoke fik vi en opgradering til Executive Suite. Vi havde betalt 1800 baht for en nat, og det var bare så billigt i forhold til, hvad vi fik for pengene. En kæmpe lejlighed på 96m2 med et soveværelse, spise- og opholdstue, et rigtig fint og veludstyret køkken og en fin balkon, og så var der også 2 badeværelser! Alt var bare tip top i orden, der var skinnende rent, og alt virkede som det skulle. Vi blev så glade for det, at vi blev der to nætter.
I området er der en del restauranter, et par barer og pubber, og så er der Terminal 21, som er et shopping center. Ingen af os er til shopping centre, men vi gik alligevel derind, fordi jeg havde glemt en trøje. Ja, det lyder skørt, men temperaturen på Rutnin Eye Hospital er tæt på polarkulde, og det blæser ned i hovedet på en de fleste steder. Jeg fik nu ikke nogen ny trøje, for der var ikke rigtig noget i min stil.
Men man skal ikke tage fejl. Udover billige ( læs interimistiske) thai restauranter eller gadekøkkener, så er der næsten øde alle andre steder. Alt det der henvender sig til faranger, så er mere eller mindre tomt. Vi spiste på en stor, fin thai restaurant med super menukort og fine priser. Vi var de eneste udover personalet.
Øjenhospitalet var som sædvanlig en prøvelse. En undersøgelse hos lægen, der tog ca. 5 minutter, udviklede sig til en uendelig masse venten, så det tog over 2 timer! Men okay – første gang tog det 5 timer. Det er noget af det mest bureaukratiske, og de blæser rundt med papirer og journaler, og man skal gå til nr. 7, så nr. 19, så nr. 14 osv. osv.
Vi flyttede så til vores yndlingshotel ved floden, Riva Surya. Sidste gang vi boede der, var i 2015 til jul, og da kostede et værelse 8000 baht pr. nat! Nu kostede det så 3000 – MED morgenmad og incl et dagspas til turistlinjen, der sejler op og ned ad Chao Praya. Sådan her ser udsigten ud fra river view værelserne, og billedet øverst er også fra terrassen.
Da vi forlod hotellet, kom de med dette fine håndskrevne kort. De kræser virkelig for de få gæster de så har.
Fra hotellet kan man gå igennem til klosterområdet Rambuttri, hvor der normalt er fyldt med turister på de små barer og restauranter. 99% af det hele var lukket. Det var mega sørgeligt at se.
Vi gik en tur op på Khao San Road. Den gade er i forvejen blevet grundigt skalperet sidste år. Bystyret i Bangkok besluttede, at nu skulle området være pænere, så man satte pullerter op, så trafikken nu kan komme igennem hele døgnet. Mange af gadesælgerne og de små madboder blev forvist, så det havde nok allerede mistet noget af glansen inden Covid 19.
Khao San Road har aldrig været noget for os, men det er alligevel frygteligt at se stedet være helt barberet ned. Dødstille om dagen, og om aftenen spilles der så højt i på de barer, der er åbne, at ørerne er ved at falde af. Og alle steder sælger de lattergas. HVAD?? Jeg kan svagt huske, hvordan det var at få lattergas hos tandlægen, og jeg tror ikke lige jeg ville rende rundt i Bangkoks gader på lattergas….
De steder der forstår at stille om, så de tiltrækker Thaier er tit propfulde. Vi var på et spillested med et thai orkester, og det var så fyldt, at vi ikke kunne komme ind. Så meget for social distancing og ikke en maske i sigte. Vi kunne så sidde udenfor og høre musikken og få en øl, og det var nok godt nok. Sidst vi var der, var der tomt inden for og et orkester spillede farang musik udenfor.
I forhold til 2015 var der næsten heller ingen trafik på floden, hvilket også var meget mærkeligt. Bådene som sejler op og ned ad floden og fungerer som busser var næsten tomme, og turistbådene var helt tomme. Ingen dinner cruises om aftenen, og ikke nær så mange transportpramme med alverdens bulk produkter.
Så tog vi til Chatuchak. Det tog 100 år at komme dertil pga. trafik, men frem kom vi da. Hotellet her var Boutique Poo-Yai Lee @BP Place, et meget sødt lille sted – relativt nyt. Vi fik et værelse ud imod klongen med udsigt til en meget flot have på den anden side. Også værelset her var utrolig billigt. 1275 baht for en nat, og så ligger det i gåafstand til Chatuchak markedet.
Vi havde taget en ekstra kuffert med, to rygsække og en kæmpe sportstaske til alle skattene, vi skulle have med hjem. Efter en times vandring i T-shirts, duftbutikker og en masse andet tøj og sko, tog vi en livline og kontaktede en veninde. Hvor er alt det spændende?? Vi gik så om over for JJ Mall og kiggede på brugskunst og møbler. Udkommet af en hel eftermiddags ørkenvandring, som oven i købet gav en vabel, var 6 tallerkener og nogle plastikfrugter… Rigtig mange boder var lukket rundt omkring, og måske især dem, der henvender sig til faranger. Der var selvfølgelig monstermange ting, men ikke lige noget der lige passede os.
Vi havde også sat søndag formiddag af til marked, men klokken 8.00 strøg hr. og fru T ud i bilen og drønede hjem! Det var en foruroligende oplevelse at se Bangkok sådan i knæ, og hvis man ikke er kæmpeoptimist, så kan man godt frygte, at meget af alt det sjove ikke kommer op igen forløbigt – måske aldrig…
Nå, men vi har stadig håndværkere, så her ligner en slagmark over det hele. Man kan godt gøre rent indenfor nu, for de er færdige herinde. Jeg gjorde vores master badeværelse rent, inden vi tog afsted. Vaskede fliser ned, pudsede vinduer – the works. Da vi kom hjem fra Bangkok, havde de slebet vinduerne på ydersiden og skrabet maling ned, så det var en ægte ommer. Vores vinduer er slet ikke tætte – til stor fornøjelse for gekkoerne. Haven er helt raseret efter at de har malet havemuren, og alt i bedene skulle flyttes. De ting har de andre så skrabet maling ned i…..
De sidste to malere, der er her nu, er bare mega dygtige, og der er ikke noget klatteri eller ødelagte ting. De sviner selvfølgelig, når de skraber ned, og malingen ER meget frønnet på både murværk og træværk. Men derudover hænger de bare oppe i bambus stilladset, og det de leverer er bare af sublim kvalitet. Det er bare SÅ dejligt.
Håndværkere eller ej – det var dælme dejligt at komme hjem igen!!
Næste gang skal det handle om noget så sexet som sygeforsikring. Jeg kan bidrage med en skrækhistorie af de slemme…..