2020 – et tilbageblik på 2019 og hvad bringer det nye år mon?

Så kom vi ind i 2020, og det gjorde vi sørme med manér. Vi havde gæster fra Danmark op til jul, og det var rigtig dejligt med masser af hyggelige stunder. Så kom juleaften, som vi holdt sammen med herboende venner. Ikke en traditionel dansk jul med gaver og juletræ, men maden var i hvert fald så dansk, som den kunne blive. And og flæskesteg med traditionelt tilbehør og en gang risalamande med kirsebærsovs til dessert – selvfølgelig med mandelgave. Jeg stod for desserten, og jeg ved nu, at man fint kan lave risalamande af japanske sushi ris (ja – de er faktisk bedre end almindelige grødris, for det bliver ikke helt så ”tung” en grød). Man kan købe kirsebærkompot til kager fra ”Østergaards” i forretningerne, og den er ikke nær så sød som Den Gamle Fabrik. Så det gik fint – det tog bare en halv dag at finde tingene! Og sådan er det med Thailand, selvom det er blevet meget bedre bare inden for de seneste år.

2019 var et stort år for os med rigtig mange skønne gæster og dejlige oplevelser. I begyndelsen af året var nogle af vores danske venner på besøg med hele familien, og det var bare så dejligt at se dem igen. I april kom næste hold venner, og så gik vi i gang med at renovere to værelser på 1. sal. Det greb godt nok om sig, og lige pludselig havde vi gang i at lægge nye fliser, skifte fodpaneler og jeg ved ikke hvad. Det gik rigtig fint, og vi er meget glade for resultatet, men vi nåede også kun lige at blive færdige, før vores ”sølvbryllups-ryk-ind” begyndte i begyndelsen af juli.

Vi havde gæster on/off i 6 uger, og det kørte bare derudaf! Det hele kulminerede med vores sølvbryllupsfest i august, hvor vi blev fejret på flotteste vis af familie og venner. Det var så dejligt og intenst, og da de alle sammen var væk, skulle vi lige vænne os til stilheden! Jeg var mega rastløs i et par uger, men så gik jeg tilbage på ”thai-tempo”, hvor man kan tillade sig selv ikke at styrte rundt HELE tiden!

Men som vi plejer at sige: ”Et hus har godt af at få gæster”, så vi har godt nok fået ordnet rigtig mange ting rundt omkring i vores halvgamle og lidt bulede hus.

Siden april har vi også brugt rigtig meget tid på at lære Thai. Nu skulle det altså være, for det er da mega frustrerende at bo i et land, hvor man ikke engang kan læse bagpå risposen, hvordan de skal koges! Hvis vi har fået en thai i telefonen, har vi været ved at gå i coma, for vi forstod ikke en brik. Så i april gik vi i gang med at øve gloser og i maj satte vi os for at lære at læse. Vi fandt en bog, hvor det angiveligt skulle kunne læres på 10 dage – det tog godt nok 20 dage og et par repetitioner, men nu kan vi stave os igennem rigtig meget. Google Translate har også en app, hvor man kan holde kameraet mod en tekst, og så oversættes det automatisk. Den har vi brugt flittigt til at kontrollere, om vi var kommet frem til det rigtige! Vi er kommet rigtig langt – men der er også lang vej endnu!! Det er fint at kunne sige geografi, irriterende og lyserød på thai, men det kan man altså ikke bygge hele sætninger af!

I 2019 har vi også lært nye mennesker at kende, og vi er så heldige, at vi har mødt nogle stykker, som vi håber, vi kan få et varigt venskab med. Det er da guld!!

Hvad bringer 2020 mon?

Thailand bidrager jo selv med en del af ”underholdningen” i 2020, og det bliver da spændende at se, hvad der kommer til at ske med følgende ting:

  • Lederen for landets største oppositionsparti skal for retten, da han er anklaget for at have givet ulovligt lån til partiet. Han risikerer fængsel og at partiet nedlægges, og det kan give uroligheder.
  • Der kommer sandsynligvis en grim periode med tørke i mange dele af landet i første halvår. Det har mange steder ikke regnet noget videre i regntiden, og i andre egne har kineserne spærret så meget af for flodvandet i Maekong floden med dæmninger, at der ikke kommer ret meget her til landet.
  • Thai baht’en er så høj i kurs, at turisterne bliver væk og eksporten lider. Nationalbanken kan af forskellige årsager ikke rigtig gribe ind, så det bliver spændende at se, hvad der sker.
  • I 2020 har man 26 helligdage i Thailand – det er da alligevel også en slat, selv om et par af dem kun er lokale).
  • Som i resten af verden har plasticposer fået skylden for forureningen i verdenshavene og på land. Så fra i går har mange af de store butikskæder i Thailand indvilliget i at stoppe med at udlevere de tynde skrasleposer i forretningerne. Måske de lige skal have tømt lageret, for de udleverer i hvert fald stadig poser visse steder. I 2022 kommer næste trin, hvor også styrofoambakker, sugerør, plastikbægre mm. forbydes. Det bliver spændende at se, hvordan thaierne reagerer på det, for de kører altid rundt med 4-5 plasticposer med mad på styret.
  • Det siges, at der indføres trafikregler med klip i kørekortet. Ja, jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad man vil klippe i, hvis man ikke har et kørekort, hvilket rigtig mange slet ikke har, selvom de kører motorbike eller bil.

Hvad kommer der til at ske i Baan Jet i 2020

Det er ikke fordi, jeg arbejder med nytårsforsæt, men selvom man er ”pensionist” i Thailand, kan man jo godt have nogle målsætninger for det nye år.

  • Vi skal blive MEGET bedre til thai, og helst kunne føre en samtale inden årets udgang
  • Et helbredscheck i november gav et fingerpeg om at jeg måske skal prøve at motionere lidt og skære lidt ned på livretterne. Jeg er vist det, man kalder ”tyndfed”!
  • Min blog skal have mere fokus, og jeg har gang i et par nye facebook grupper
  • Vi skal se noget mere af Thailand, så vi skal på ture – gerne med toget, hvor man som regel har sjælen med, når man rejser
  • 2020 kommer nok også til at byde på en tur til Danmark, men det skal sørme være i sommerperioden. Ellers dør vi af kulde!!

Og så skal vi selvfølgelig nyde tilværelsen. Vi lever i vores drøm og vores paradis, og det skal vi huske at skønne på hver eneste dag! Jeg glæder mig til at tage rigtigt hul på 2020 (indtil videre har jeg brugt et par dage på at komme over Nytårsaften), og jeg håber, at det bliver et spændende og dejligt år!

2 thoughts on “2020 – et tilbageblik på 2019 og hvad bringer det nye år mon?

  1. Hej.
    Tak for en dejlig og uformel blog, der rummer mange spændende detaljer om livet i Thailand. Jeg håber selv på (vi er 59,39) at kunne bo i Thailand. Måske bliver det 9 måneder af gangen og i lejet hus i Thailand, og vi så beholder vores eget i DK. (Jeg har en Thai-kone)
    Måske kender I det allerede, men prøv at vælge VIP-bus i stedet for tog. Det bruger vi altid i Thailand. Det får “Nilles busrejser” til at ligne en 2cv uden motor. Og man kan bestille det på nettet og det er super billigt.
    I må have en rigtig dejlig fremtid. Tak for historierne og tak for vi også fremadrettet må følge med i det alt sammen. Og I har helt ret, HuaHin er super. Det samme er f.eks. Chang Mai eller Jomtien, hvis det skal være ved vandet.
    Hygge..

    1. Hej Kim,
      tak for godt input – også angående VIP busser i Thailand.

      Venlig hilsen
      Janne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *