Liv i Thailand

Kun i Thailand…..

Ja, kun i Thailand kan man opleve, at man er nr. 20 på venteliste til en donoroperation, hvorefter man får en operation 5 dage senere….

Lige nu sidder jeg og er lidt i granatchock, for det hele gik simpelthen så hurtigt, at jeg ikke nåede at blive bange eller nervøs. Jeg har fået en donoroperation på mit højre øje i torsdags på Rutnin Eye Hospital. Jeg har en arvelig sygdom, som hedder Fuchs’ Dystrofi. Det betyder, uden at skulle blive teknisk, at jeg langsomt mister synet men dog uden at blive helt blind. Gør man ikke noget i tide, får man heller ikke et godt resultat af en operation, og man kommer til at leve i en skyggeverden.

Alt er gået så fint, at jeg næsten ikke kan fatte det. Og jeg kan se! Godt nok dobbelt endnu, men det skulle fortage sig om nogle dage. Jeg er meget, meget glad – men er som sagt også lidt i granatchock! Jeg har været i hænderne på en af Thailands dygtigste øjenkirurger, og jeg er meget taknemmelig.

Laseroperation

Sidste mandag kørte vi til Bangkok for at få en laseroperation – man skyder et hul i øjet, så man ikke opbygger for højt tryk i øjet. Det tog jeg helt cool, men det viste sig at være værre end som så. Jeg ved ikke om det var selve operationen, for lidt luft i maskinen pga. maske, eller hvad det var. Men da jeg var færdig efter ca. 10 minutter, blev jeg dårlig, som i kvalme og grøn i hovedet. DET skal man altså ikke gøre på et hospital i Thailand. De tog mit blodtryk, som var alt for lavt, og så lød det ellers i højtalerne: “Code Blue Alarm”. Så brød Fanden løs! Min stakkels mand sad ude i venteværelset, da det væltede ind med folk med apparater, kørestol, piller osv. osv. Selv blev han bevogtet af to bryske vagter, og ingen fortalte ham, hvad der foregik. Jeg var helt ved mine fulde fem, men nej – ned at ligge på en båre og drikke sukkervand. De ville også have mig til at sniffe salmiakspiritus, men der satte jeg godt nok grænsen! Til sidst fik jeg lov at gå, og efter den episode vidste hele hospitalet, hvem jeg var. Alle steder vi kom, blev der hvisket “Code Blue”. Pinligt!!

Ved samme lejlighed fik jeg også at vide, at de havde donorvæv på vej til mig, og at jeg skulle opereres torsdag.

Covid test

Egentlig skulle jeg gå til en masse tests før operationen: Blodprøver, HIV, EKG mm., men det så de pludselig stort på. Til gengæld skulle jeg have en Covid test. Vi valgte at køre på Bangkok Hospital, som godt nok er dyrt, men det gik til gengæld hurtigt. Når man skal forberede sig på at være på sygehus/hotel i Bangkok på ubestemt tid, så skal man altså lige have tid til at forberede sig, så man ikke går ned på rene underbukser eller hjemmelavet mad til fryseren. Derfor var hastigheden mere vigtig end prisen i dette tilfælde.

Bangkok Hospital havde et udmærket system til testen, selvom det var omstændeligt som ALT er her i landet. Vi bliver jo ikke testet hele tiden her, som man gør i Danmark. Faktisk er der mangel på test-kits nu, men det holder så i det mindste tallene nede! 5200 baht pr. person tog de for det – så var det da også betalt!

Alt det praktiske

Til dem der ikke har bemærket det før: Jeg er kontrolfreak! Ud over alle grænser, vil min bedre halvdel nok påstå. Så alt det praktiske blev startet op, så jeg havde taget højde for så mange eventualiteter som muligt. Jeg havde pakket så jeg kunne lave mad. Og kunne jeg ikke det, var der hjemmelavede færdigretter til mikroovnen. Der var knive, karklude, krydderier, snacks, drikkevarer, tidsfordriv med eller uden øjne, vores egen dyne og puder og meget meget mere!

Jeg havde booket hotel, så vi kunne checke ind før operationen og pakke alt ud og gøre klar. Første nat var godt nok på hospitalet, men det var en god investering. Min mand er ikke særlig huslig (to say the least), så det gav mig ro i hovedet, at vi kunne komme tilbage til hotellet med alt klart til “patienten”.

Vi kørte til Bangkok igen torsdag morgen, og fik læsset af på hotellet, så alting var i system. Vi har efterhånden været der en del gange, og sidste gang brokkede jeg mig over et køleskab, der ikke virkede og en noget slasket rengøring, så vi blev modtaget af direktøren selv, og der var ihvertfald ikke noget at udsætte på rengøringen denne gang, og vi fik en gratis opgradering.

Operationen

Det kan godt være skræmmende at få en operation i sig selv, og når det så er i et fremmed land, kan det være endnu mere foruroligende. Jeg var rimelig tryg ved lægen, men det er altså Thailand det her, og her sker indimellem ting, der ikke er så heldige.

Jeg havde regnet med at få noget beroligende inden operationen, men nej. Jeg fik en Paracetamol og en Ibuprofen. Da de hentede mig, gik jeg selv ned i et rum, hvor jeg blev lagt på en båre. Uden kommentarer. Så lå jeg og ventede lidt og undrede mig over lydene. Masser af snakken og en printer, der kørte i et væk. Det var simpelthen printerummet, tror jeg. Man kunne trække et forhæng rundt om sengen, men der var ikke nogen lamper eller noget. Så må jeg indrømme, at jeg blev bare en lille smule nervøs! En øjenoperation i noget, der lige så godt kunne være på et kontor??

Så kom lægen, og så kaglede de alle afsted om, hvad de havde fået til frokost, og hvem der skulle komme i morgen. Efter et par (meget ubehagelige) sprøjter under øjet, kørte de mig så ind, på hvad der viste sig at være en operationsstue. Igen blev der kaglet helt vildt, og det viste sig, at lægen havde to andre læger med, som skulle se, hvordan hun udførte operationen.

Så gik de i gang, og selve operationen var ingenting. Jeg mærkede ikke noget, og jeg kunne kun se nogle skygger. Da de skulle forberede donorvævet, blev der lidt mere stille i lokalet, men så begyndte de at skrasle med papir og skramle med noget porcelæn. Min tanke var, at nu skal de sgu til at spise!! Thai style – de enten spiser eller tænker på at spise.

Ca. 45 minutter tog det ialt med ventetid osv. Så var det op på hospitalsrummet og ligge fladt. Næste dag kunne jeg udskrives – alt så fint ud, men jeg skulle stadig ligge fladt på ryggen.

Jeg har så ligget på ryggen og kigget op i loftet i 4 døgn, for at en luftboble i øjet kunne trykke vævet op imod min hornhinde. Her er hvordan min luftboble så ud. Helt harmløst, men ikke nemt at se med sådan en midt i synsfeltet!

Det gør NAS at skulle ligge på ryggen 95% af tiden, skulle jeg hilse og sige. Ikke i øjet, men med de madrasser her i landet, der er så hårde som sten, var min ryg ved at falde af. Aldrig har jeg haft så ondt i mit liv. På hospitalet flyttede jeg over på sofaen til min bedre halvdel efter en halv nat. Jeg kunne simpelthen ikke ligge i den hospitalsseng mere. Det grinede sygeplejerskerne meget af! På hotellet fik vi en ekstra dyne, så jeg havde noget “polstring”.

Resultat

Jeg var til kontrol i går mandag, og alt så superfint ud. Lægen sagde, at hun var meget tilfreds med resultatet, og det må jeg jo sige, at jeg også er. Ingen smerter, intet sæbeøje, synet er ikke helt på plads, men jeg kan mærke, hvor meget det har hjulpet på kontrasten i forhold til det øje, der ikke er opereret!

Jeg skal godt nok tage øjendråber over 20 gange om dagen, og til at starte med fik jeg også en masse piller. Øjendråberne slipper jeg aldrig af med, men det bliver nogle få gange om dagen, når jeg er trappet ud om ca. et halvt år. Stakkels min mand – han skal nu også være sygeplejerske, for jeg stadig ikke se til at give mig selv øjendråber pga. luftboblen i øjet, men det kommer helt sikkert.

Hurraaah – hjem til Hua Hin igen i går, og det er bare SÅ dejligt at være hjemme igen. Og sove i vores GODE seng fra Ide Møbler. I dag har vi været på skolebænken igen, og det er bare skønt at være tilbage til “normal”.

I næste uge er næste kontrol. Det går forhåbentlig også fint. Så må vi jo se, hvornår hun synes, at jeg skal have lavet det venstre øje. Det bliver nok om nogle måneder, vil jeg tro. Til den tid er jeg bevæbnet med Thailands bedste topmadras!

Her ses jeg med mine nye fancy “se om hjørnet” briller. Så kunne jeg ligge og se “Madnørderne” på DR.TV. Så gik tiden da med det! De kan også bruges, hvis man bare er helt “normal” og ikke gider bøje nakken, når man ligger i sengen og ser tv. 300 baht.

 

Liv i Thailand

Måske bliver der stille i stuen i en periode fra min side….

Det kan godt være, at der bliver lidt stille i stuen fra min side i de kommende uger. Nogle gange er livet ikke en dans på roser….

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg skal have en øjenoperation snart. Det indlæg kan ses her. I december aflyste jeg min operation, fordi situationen i Thailand var meget usikker pga. Covid-19. Desværre er det siden gået ned ad bakke med at kunne se. Måske mærker jeg det også bare mere, fordi vi nu får undervisning i Thai hver dag, og rigtig meget thai skrift er forfærdelig gnidret. En slem faktor er, at jeg kan ødelægge min hornhinde, hvis jeg venter for længe med at blive opereret, og det er jo heller ikke ligefrem en dejlig tanke….

Summa-summarum….

Jeg bestemte mig for at spendere en formue på at gå i gang med processen igen. Og jeg siger processen, for her i Thailand skal vi følge processer og procedurer, og det hele er MEGET omstændeligt!

Men ens øjne er jo også en meget vigtig ting. Når man ser dobbelt, ikke kan tåle sollys og iøvrigt køber en masse mærkeligt i supermarkedet, fordi man ikke gider tage briller på (som kun hjælper delvist) – ja, så har man altså et problem. Eller når man kommer rørsukker i frikadellefarsen og troede det var rasp…. Min hjerne vil gerne kunne se, men det er ikke altid, at de skide øjne vil være med. Når man skal sidde med en lup for at læse sine egne kragetæer på thai – ja, så må man bare erkende, at der er noget galt.

At bestille tid på hospitalet

Så jeg skrev til Rutnin Eye Hospital i mandags og forklarede, at jeg nu er klar. Covid-19 eller ej. Jeg havde også nogle spørgsmål til lægen, men hun er ikke på klinikken hver dag. Sygeplejersken der skrev tilbage til mig, at jeg ville få svar i løbet af et par dage, men at første tid kunne være den 26. juli. Okay – det er jo da bedre end i Danmark, hvor man skal vente et år på at komme til øjenlæge, hvis det ikke er akut.

To dage senere fik jeg en email kl. 10.52 om formiddagen – som jeg så først så klokken 16.00…. Du har en tid i morgen kl. 10.50 i Bangkok. Baabuu baabuu – to mand der for rundt og fik pakket sammen for at køre til Bangkok samme dag. Hospitalet ligger i centrum, og som sagt er der SÅ meget vejarbejde lige nu, at man skal passe på med at tro, at man lige kan ramme et tidspunkt med bare nogenlunde præcision. Faktisk kørte vi rundt i Bangkok i næsten en time, da vi skulle hjem. Vi kunne simpelthen bare ikke komme op på den motorvej mod Hua Hin – ligegyldigt, hvor vi kørte hen, så var der spærret. Mega frustrerende, og der blev snakket ret højt i bilen indimellem.

Der var heller ikke mange mennesker på hospitalet i forhold til normalt. Folk er meget bange for Covid-19 nu, og Bangkok er blevet til hotspot for det skidt.

Konsultation

At skulle på hospitalet i Thailand er som regel et mareridt. Man sidder og glor i TIMEVIS. Jeg er ikke ret god til at vente, og som regel er jeg ved at rykke hovedet af hende, der skal have pengene. På det tidspunkt orker jeg bare ikke mere. Jeg vil bare UD og så vil jeg have en kold belønningsøl!  Jeg går bare helt kold i alle deres systemer. Man render fra Herodes til Pilatus, og der er papirer og formularer alle vegne. Og man venter og venter.

På min indkaldelse til Rutnin Hospital står der feks. mødetid 10.30 – see doctor 11.10. GLEM DET. Man kan roligt lægge en time eller to eller tre til. Man kan også se, at folk med store ure og guldhalskæder kommer ind til lægen, selvom man stod på tavlen til at være den næste. Det irriterer også mange thaier. Jeg forsøgte at tage det roligt denne gang, men mod slutningen var jeg lige før, jeg kunne slå nogen ihjel. 3 timer for at få en læge til at se på en…. Altså…

Dr. Patty på Rutnin Eye Hospital er specialist i sygdomme i hornhinden. Hun har været i USA og studere, og hun taler super amerikansk-engelsk. Jeg håber, hun er ligeså dygtig en håndværker, som hun lyder til. Hun huskede mig fint fra sidst og spurgte igen ind til skattesystemet i Danmark, og hvordan danskere bare kan få gratis behandling af høj standard. Det er hun ret benovet over… Hun forklarede mig i torsdags, at der desværre er længere ventetid på operation end for et halvt år siden. Der er ikke så mange donorer nu (lidt barskt sagt – ikke så mange kommer ud for en ulykke og dør), og der er også problemer med transport pga. meget færre flyvninger end før. Jeg kunne blive nr. 21 på deres venteliste på donorvæv, hvis jeg indbetalte depositum. Desuden skulle jeg have lavet alle blodprøver, HIV test, EKG og røntgen igen, for de undersøgelser fra november var for gamle.

Okay. Det var jo fair nok. Så må jeg jo bare vente, og mit gæt var 6-12 måneder.

Betaling af depositum

Fredag morgen indbetalte jeg så depositum med en bankoverførsel og bad dem bekræfte, at de havde fået pengene, og at jeg nu var nr. 21 i køen. Sidst på dagen fik jeg en email fra dem – de havde modtaget pengene.

I går (lørdag) sad jeg så og nød, at det styrtede ned udenfor, så temperaturen kunne gå ned, og jeg ikke skulle tænke på at vande. Jeg havde været ude at handle og havde nulret rundt i mit køkken i nogle timer, så der nu var lækre ting og sager på lager i køleskabet.

Min telefon ringede: Hello – I call from Rutnin Eye Hospital.

En mærkelig udvikling

Jeg tænkte, der var noget galt med betalingen alligevel. Men nej. “Kan du være klar til operation på torsdag?”, spurgte hun. Øhhhh – ja, det kan jeg vel. “Vi ved ikke, om vi kan få donorvæv, men hvis vi kan, er du så klar?”. Ja – det er jeg vel…. “Okay, jeg ringer tilbage om lidt”, sagde hun. 20 minutter senere ringede hun tilbage og fortalte, at jeg skal komme til laseroperation mandag (i morgen) (hvor de skyder et hul i øjet for at forhindre for højt tryk ved selve operationen).  Tirsdag eller onsdag får jeg at vide, om de har donorvæv og kan operere torsdag eller ej… Øhhhh – okay. Nåh ja – “du behøver heller ikke blodprøver, HIV test og alt det der. Vi kan godt bruge de gamle resultater. Du skal bare have en Covid test”. Nåda – der sparede jeg lige 5-6000 baht. Tak for det!

Hvordan i alverden jeg kom fra nr. 21 til nr. 1 på under to døgn, skal jeg ikke sige. Men jeg har en formodning om, at det har noget at gøre med den pris, JEG skal betale i forhold til en thai. Hvis der ikke er så mange patienter som før, så er det jo bare med at få dem ind, man kan få flest penge ud af. Skidt med køen – det er der ingen der opdager. Min konsultation i torsdags kostede også 40% mere i forhold til i november. Thai logik. Hvis der er færre kunder, så sørg for at flå dem, der er tilbage….

Øjenoperation

Hvis de kan skaffe donorvæv, så så får jeg opereret mit første øje på torsdag. De skræller et lag i den forreste del af øjet væk. Det lag skal pumpe væske væk – de celler dør stille og roligt hos mig og virker ikke. Når de ikke virker, så giver det ar på hornhinden (det forreste af øjet), og så er det som at se igennem witawrap. Under operationen tager de det syge lag væk, og så får jeg lagt et meget, meget tyndt, nyt lag ind samme sted. Det væv kommer fra en donor. Derefter puster man en boble af gas ind i øjet, og så skal jeg ellers ligge på ryggen. Boblen trykker mod det tynde lag i forsiden af øjet, og så skal det gerne “klistre fast”. Hvis det går godt, og alt virker, kommer jeg til at se normalt. Men så er der 477 måder eller et andet tal på, hvordan det kan gå galt, men det gider jeg simpelthen ikke tænke på.

Det SKAL gå godt!

Hvor længe det tager den luftboble at forsvinde, og hvor længe der går inden man kan se er helt individuelt. Det kan være 4 dage eller 4 måneder. Jeg er rustet med lydbøger, men jeg er mere bekymret for min thai undervisning og ikke at kunne lave mad.

Var det så smart at vente til nu?

Nå, men i dag har regeringen så annonceret, at de lukker Bangkok delvist ned. Kun take away i restauranter og alle byggepladser bliver lukket ned (arbejderne bliver spærret inde). Det havde nok været smart nok, hvis jeg havde gjort det her i begyndelsen af året som planlagt.

Men det var svært at vide, og her sker tingene, som vinden blæser!

Måske går der noget tid, inden jeg kan skrive igen. Eller også sidder jeg med en lang næse og ser stadig dobbelt.

by Janne
Liv i Thailand

Sandkasse på Phuket

Det ser nu ud til, at man som vaccineret turist kan komme i sandkassen på Phuket uden karantæne. “Phuket Sandbox” kalder de modellen, som skal åbne Phuket for turister om bare 10 dage.

Det skulle være ganske vist! Fra 1. juli kan man rejse til Phuket som fuldt vaccineret turist – men med en del restriktioner! PLUS! Og det er et stort PLUS – regeringen skal godkende det først, og det er set før, at lovforslag pludselig bliver ændret til en sommerhat, når det skal godkendes på tirsdag.

Hvis man kommer fra et “low risk” land, heriblandt Danmark, og man er vaccineret, så kan man rejse ind til Phuket fra 1. juli. Her skal man blive i 14 dage, og så kan man rejse videre til andre egne af Thailand.

Jeg orker ikke at skrive alle reglerne her. Desuden er de heller ikke bekræftet endnu, men her er nogle punkter

  • Man skal ansøge online om at komme ind i landet
  • Man skal være færdigvaccineret minimum 14 dage før ankomst
  • Man skal have en negativ Covid 19 test, som max er 72 timer gammel ved ankomst
  • Man skal booke og betale et godkendt hotel, hvor man skal blive i minimum 7 dage, og så kan man flytte til et andet godkendt hotel i 7 dage
  • Man skal have en forsikring, der dækker Covid-19 på mindst 100.000 USD
  • Man bliver testet 3 gange i løbet af de 14 dage
  • Ikke vaccinerede børn under 6 år kan ledsage vaccinerede voksne
  • Man skal flyve direkte

Ja, det var vist de vigtigste punkter. Men som sagt, så kan der ske (store) ændringer i næste uge. Der er også den betingelse, at 70% af befolkningen og 100% af servicemedarbejderne i turistindustrien skal være vaccineret, inden det går løs.

Hvad er det så for et Phuket, man kommer til?

Selvom der er annonceret lidt lempelser på lukketider på restauranter mm. fra i morgen i visse dele af landet, så er der ikke noget, der tyder på, at restauranterne får lov at servere alkohol – og alle barer og pubber er lukket. Hvor meget der kan åbne på Phuket ved jeg ikke. Jeg læste i går, at de har lavet en rundspørge på Patpong (det frække distrikt) i Bangkok. Her er 50% af stederne lukket permanent. Jeg ved heller ikke, hvordan det ser ud på Phuket, men det er nok en tynd omgang. Turistrådet her i Thailand har store forventninger om milliarder af baht i indtjening…. Tja….

Premierministeren var ude at sige forleden, at han pønser på at åbne Thailand fuldstændigt om max. 120 dage. “Vi må lære at leve med sygdommen. Vi må have økonomien tilbage på sporet.” var hovedbudskabet.  Der er rigtig mange, der håber på, at det bliver til virkelighed, men der er også mange, der går helt i selvsving og forudser en situation som i Indien. Antallet af vaccinerede stiger hver dag, men der er godt nok langt til 50 millioner mennesker, som er målet, når man vaccinerer nogle hundrede tusinde pr. dag. Og med en vaccine, der er 50% effektiv, og som vist heller ikke virker mod Delta varianten fra Indien. Man har i  Indonesien i den forgangne uge fundet mange syge i sundhedsvæsenet, selvom de var vaccinerede med Sinovac.

Her i landet er hukommelsen ikke altid særlig god, så når vi kommer til oktober, så er der nok ikke så mange, der kan huske, hvad der blev sagt for 120 dage siden.

Vi må bare padle afsted og få det bedste ud af situationen. Sådan har det jo været i hele verden i de seneste 15 måneder. Her sker ikke meget, og vi tilbringer 99% af tiden inden for “murene”.

Derfor kan jeg nu prale med, at jeg har fået lært at SKRIVE thai. Vores undervisning hver dag bærer frugt, og vi kan bare mærke, at vi har rykket os rigtig meget. Dermed kan vi konstatere, at lediggang ikke altid er roden til alt ondt. Jeg sender de varmeste tanker til Tam, som tålmodigt sidder og hører os hakke og stamme os igennem tingene. Han retter mine skriverier – med fejl som svarer til, at børn i Danmark skriver spejlvendt til at starte med. Han griner med og af os – og han forstår frustrationerne, når vi ikke kan huske gloserne fra i går. At vi så indimellem er ved at rykke hårene ud af hovedet, fordi han udtaler “r” som “l” og  omvendt – eller helt udelader de to bogstaver – det er en anden sag. Sådan er det jo med dialekt. Som sønderjyde var det heller ikke nemt i 1. klasse at skulle finde ud af, om ord var “en” eller “et”. Det var da bare “jen”!

God søndag derude. Jeg håber, at alle jer, som elsker Thailand, snart kan komme hertil igen. Og at vi snart kan vende tilbage til noget bare nogenlunde normalt i denne skøre verden!

 

Billederne er fra Phuket 2009. På soklen af denne Buddha figur sidder der i dag en flise med vores navne på bagsiden. Det var en måde at få donationer på – men sjovt at tænke på i dag.

 

 

 

 

Liv i Thailand

Kaos i Paradis

Kaos i Paradis – det er nok den bedste beskrivelse af situationen i dette ellers så skønne land.

Den seneste uge (ja vel egentlig i længere tid) har vi både grinet, grædt, banket hovedet ind i væggen og været på kanten af at pakke kufferterne og rejse til Langtbortistan. Man skal bare kigge på avisernes hjemmesider hver dag for at få den fornemmelse. Man må ikke kritisere noget her, men det er altså svært ikke at rive håret ud af hovedet indimellem.

Phukets “sandkassemodel” er efterhånden blevet lavet om til en sommerhat, hvor man godt nok ikke skal i karantæne som færdigvaccineret turist, men man skal blive på øen i 14 dage (og ikke 7 dage som først annonceret). Man skal testes flere gange (og tester man (falsk) positiv bliver man interneret), man skal købe og betale hotelophold på forhånd samt flere andre nye “tiltag”. Man skal stadig udfylde alverdens papirer og “ansøge” om at komme på ferie i Thailand, man skal tegne Covid-19 forsikring (selvom man er vaccineret), og man skal downloade og bruge en sporingsapp, mens man er i landet. Okay, det var så det. Man skal dog hele tiden huske, at før noget er godkendt og annonceret i “Royal Gazette”, så er det altså ikke et faktum. I dag forlyder det så  fra medierne, at Phuket Sandkassemodellen måske ikke kan blive 1. juli som først diskuteret. Øhhhhh. Man har kanaliseret vacciner til øen specielt for det, og man har vaccineret både gamle OG unge på bekostning af vacciner til resten af landet. Hoteller osv. har forberedt sig, der har været holdt utallige møder, og mange kloge mennesker har udtalt sig om, hvordan det skulle foregå. Og nu bliver det så måske udskudt??

Det er en vits – desværre en sarkastisk en af slagsen, for det er bestemt ikke sjovt.

Jeg er sådan set ligeglad med Phuket. Sidste gang jeg var der, svor jeg, at jeg aldrig ville komme tilbage igen. Aldrig er jeg blevet taget så meget i numsen, og aldrig har jeg haft så forfærdelig en nytårsaften med technomusik på en platform ude i bugten. De skulle selvfølgelig spille ind i mod byen. 3-4 nætter i træk med skodmusik – til klokken 5 hver morgen. Alt var dyrt, stranden var overrendt og der var snusket og beskidt alle vegne. Dårlig service, taximafia, et dyrt hotelværelse med hår og afklippede negle fra de forrige gæster. Føj, føj, føj! Jeg har heller ikke været der siden!

Men Phuket er en mulighed for at teste tingene af. Næsten 70% af befolkningen er vaccineret, og man skal over en bro for at komme til øen (hvis man ikke kommer med fly), så folk kan kontrolleres. Man har en unik chance for at se, hvad der sker, hvis man lukker vaccinerede turister ind. Alle sejl var sat – men nu bliver båden nok bare sænket i havnen. Stakkels dem, der har troet på projektet. Både de virksomheder og ansatte, der har sat alt ind på at gå efter lyset for enden af tunellen. Stakkels de turister, som har købt og betalt for at være med til at starte projektet op.

Vacciner

I denne uge startede regeringen en stort anlagt introduktion af masse vaccination. De nåede i hele Thailand over 300.000 pr. dag de første par dage, men så gik tallet desværre nedad igen. Ifølge regeringen skulle de ældre og syge være de første til at blive vaccineret, men det ser ud til, at der er andre faktorer, der spiller ind. Ihvertfald ifølge medierne. Hvorfor tallene er gået ned, skal jeg ikke udtale mig om, men jeg kan fortælle, hvad der er sket her i Hua Hin og andre steder.

Her i Hua Hin var det en sørgelig omgang, selvom sygehusene her gjorde en kæmpe indsats. Folk skulle registrere sig for at få vaccinen, og så fik man et nummer og en dato. Mandag startede man så op i hele Thailand og selvfølgelig også på Hua Hin Hospital. Folk stod i kø udenfor allerede kl. 6.30, selvom de først åbnede klokken 8 eller 9. Så blev de sendt ind i et lokale i hold, og her sad de ret tæt, og social distancing var ihvertfald ikke i fokus. Sådan kørte det i to dage – godt 2500 personer nåede de – så var der ikke flere vacciner tilbage, og billedet ovenfor er fra Hua Hin Hospitals hjemmeside. De sidste 100 var doser fra folk, som opgav eller ikke mødte op. Jeg læste i går, at de håber på at have flere doser klar på mandag. Måden man indkalder folk på er iøvrigt ved at offentliggøre listerne med navne på alle registrerede. På Facebook…..

Lange udsigter

Desværre, så betyder det her nok, at der er lange udsigter. Ja – det er nok mere sandsynligt med meget, meget lange udsigter. Danmark er et fint bevis på, at det virker at vaccinere folk, for nu ser det jo ud til, at normaliteten kan vende tilbage. Det kan vi andre så kun være meget misundelige over! Vi bor i Thailand nu, og vi kan jo ikke bare rykke teltpælene op for at få en sk…. vaccine. Jeg spurgte Den Danske Ambassade, om de havde tænkt sig at hjælpe danske statsborgere i Thailand med at fremskaffe vacciner. “Nej” var svaret (det var selvfølgelig længere, men det var essensen), og jeg havde såmænd heller ikke forventet andet. I Danmark tænker mange, at folk der udvandrer nærmest er “forrædere”. Situationen er jo, at vi har jo betalt skat hele vores liv, og mange af os er jo nogle halvgamle knallerter. Nu slipper Danmark for at have os på sygehuset, til lægen, boligsikring, buskort osv. osv., men vi skal jo stadig betale skat af vores pension. I en nødsituation som denne er holdningen stadig, at vi har “vendt Danmark ryggen”, og så må vi sejle vores egen sø. Faktum er: Vi bor i Thailand nu, og vi kan jo ikke bare rykke teltpælene op for at få en sk…. vaccine.

Vi er i en nødsituation, og jeg havde håbet, at man som dansker ville få bare LIDT hjælp. Jeg forlanger ikke, at Danmark skal levere vacciner gratis. Selvfølgelig kan vi selv betale for vaccine og den sygeplejerske, der skal jokke nålen i armen. Men jeg havde ærlig talt håbet på, at Danmark i det mindste ville udnytte sine diplomatiske forbindelser til at sikre, at vi som danskere i udlandet kunne blive vaccineret. Det nytter ikke noget, at Den Danske Ambassade skriver, at vi kan rejse til Danmark og få vaccinen med de regler, der nu følger med det. Feks. at vi skal opholde os i Danmark i minimum 30 dage, og at det at få en vaccine ikke må være årsagen til, at man kommer til Danmark. Vi bor og lever jo her, og kan jo ikke forlade alting i ugevis – først 14 dages karantæne, og så to skud med mellemrum…. Den Danske Ambassade henviser i deres svar også til, at man ikke anbefaler at få vacciner, der ikke er godkendt i Danmark. Jamen, vi kan nærmest ikke få andet her!

Heldigvis er nogle udlændinge over 60 blevet vaccineret med første skud her i Thailand i den seneste uge. Det er med Astra Zeneca og Sinovac (kinesisk ikke godkendt i DK). Det er sporadisk og kommer feks. an på, hvor man bor og hvilket sygehus, man er tilknyttet. Der er ihvertfald ikke noget system i det. Jeg er heldigvis ikke bange for at få Covid-19 – vi er begge sunde og raske, så jeg venter helt sikkert og ser, om jeg i virkeligheden kan slippe for den vaccination. Hvis alle de andre er vaccinerede, kan jeg vel ikke blive syg? Jeg skal ihvertfald ikke have noget Kinaknald, der virker 50% – eller noget der er skrottet i DK!

Tilbage til de lange udsigter!

Her i landet er der mange ideer og udtalelser fra Gud og hver mand og hans hund i medierne hver dag. Det stritter i alle retninger, og der er ikke meget logik i ret meget. Når jeg står op om morgenen, læser jeg hvad Richard Barrow skriver på Facebook. Han er journalist, og har fingeren rimeligt på pulsen med mange ting. Så læser jeg på nogle thai medier, så godt jeg kan stave mig igennem på thai. Så tænker jeg mit, og så bliver jeg indimellem fortvivlet og trist på befolkningens vegne. Hele landet er virkelig underdrejet!

Derfor siger jeg: Hvis du vil hertil som turist – også selvom Phuket alligevel skulle åbne om 14 dage på trods af dagens udtalelser, så husk: Det meste er lukket – restauranterne skal lukke tidligt – der er alkoholforbud undtagen i butikker. Ikke noget med en paraplydrink ved stranden eller et glas vin til maden. Shoppingcentre og selv 7-11 er lukket. Store områder ligger øde og stille hen, og her i Thailand går forfald med lynets hast, så mange områder ser forfærdeligt ud.

De thaier vi kender er nu ved at nå fortvivlelsens yderste grænse, og i Bangkok og andre større byer er der hjemløse på gaderne mange steder. Hua Hin er ikke det værste sted, og det skyldes måske, at der er en forholdsvis stor gruppe af udlændinge i byen, som lægger nogle penge i samfundet og er med til at holde liv i nogle forretninger.

Good old Thailand er væk, og det kommer til at tage meget, meget lang tid at komme tilbage til noget, der bare ligner det.

Hvis vaccine er svaret, som det ser ud til i Danmark og mange andre lande, så hænger vi alvorligt i håndbremsen her, og det kommer måske til at tage et år eller to, før tingene bare begynder at ligne et Thailand oppe i omdrejninger igen. Jeg håber det bedste, men frygter det værste.

Jeg er måske nok sortseer, men så er det jo kun skønt, hvis jeg tager fejl.

Hvis nogen har gode ideer til mig, så jeg kan skrive noget positivt, så modtager jeg gerne forslag i kommentarfeltet.

 

 

 

 

 

 

 

by Janne
Liv i Thailand

De nære ting….

Nu hvor vi alle er mere eller mindre “spærret inde”, så er det nok tid til at tænke over de nære ting i livet.

Jeg er indimellem  lige ved at sprænge en sikring over situationen med det Covid halløj. Sådan som situationen er lige nu her i Thailand, så kan det bare ikke betale sig at blive hverken deprimeret eller hidsig – selvom det sidste kan jeg blive flere gange om dagen bare ved at læse aviser. Frustrationen kan blive så stor, at jeg får lyst til at pakke mit skrammel og flytte til et andet land, men det er jo ikke sikkert, at det hjælper noget.

Skøn på de nære ting

For flere årtier siden hørte jeg min Farmor gå rundt i køkkenet og synge med på denne sang på transistorradioen – typisk, når der var Giro 413, hvis nogen er gamle nok til at huske det!

Dit sind flyver altid så viden omkring,
det er, som du glemmer de nære ting.
Du drømmer om lande i syd og mod nord
og ser ikke skønheden, hvor du bor.

Du synes din dag er så kedelig grå.
Hvad er det, du søger, hvad venter du på.
Når aldrig du under dig rist eller ro,
kan ingenting blomstre, og intet gro.

Gå ind i din stue, om end den er trang
og hør, hvor den nynner en stille sang.
Den rummer dog ting, som dit hjerte har kær,
du ved bare ikke, hvad de er værd.

Den lykke, du søger bag blånende fjeld,
den har du måske altid ejet selv.
Hold op med at jage i hvileløs ring
og lær blot at elske de nære ting.

(Kurt Foss og Reidar Boee)

Situationen lige nu

Det er jo så rigtigt, som det er skrevet. Det er bare svært, når man har været vant til, at man kunne færdes stort set uhindret og på hvilken måde man ville. Desværre ser det heller ikke ud til, at vi kommer til det i en nær fremtid her i landet. Jeg må hellere forklare. Jo, vi kan fint færdes rundt, og en del ting har da også åbent. Vi kan feks. gå i shopping center eller på morgenmarked – vi kan godt gå på restaurant, men det er SÅ trist en oplevelse, at vi ikke orker det.

Når man nu efter et langt arbejdsliv med arbejde, spise, sove det meste af tide gerne vil bruge sin tid på at være social og hygge sig med venner både ude og hjemme. Ja, så er det godt nok ikke nemt med Covid 19. Her i Hua Hin er politiet heldigvis ikke så hysteriske som flere andre steder i landet. Der bliver ikke lavet raid på private hjem, fordi nogle naboer fejrer et barns fødselsdag, som det skete i Pattaya for nogle uger siden. Vi ses stadig med en snæver kreds af venner, men vi var lige i gang med processen at lære en masse nye dejlige mennesker at kende gennem musikken.

Der er bare ikke meget ved noget som helst “uden for murene”, for folk er meget modløse og opgivende overalt. På mandag skulle vi begynde at massevaccinere her i Hua Hin og resten af landet. Det er en ret vigtig ting, hvis Hua Hin som foreslået skal kunne åbne for vaccinerede turister 1. oktober. Hospitalerne har gjort et KÆMPE stykke arbejde med at registrere folk til vaccination, og har uddelt tider til både indfødte og faranger. Forleden måtte de udsætte det meste – de modtog omkring 900 vaccinedoser. Der bor mellem 80.000 og 90.000 mennesker i Hua Hin. Meget nedslående.

Venner og Familie

Derfor prøver jeg på at fokusere på de nære ting! Jeg har en dejlig mand, og vi har begge et ok helbred. Det er jo næsten det vigtigste! Men vi bor også dejligt, og så er vi omgivet af SÅ skønne venner, som både bor her og i Danmark. Gudskelov for Messenger, der med et trylleslag kan fjerne 8000 km og få venner og familie i Danmark helt tæt på igen. Og tak til vennerne her i Thailand fordi de tør at være sammen med os, selvom vi jo i teorien kunne risikere at smitte hinanden.

Dem som passer på os

Men ikke nok med det. Vi har også bare de BEDSTE folk til at passe på os, vores hus og vores have. Gode folk er bare mega svære at finde, og jeg har hørt de værste skrækhistorier om både håndværkere, poolfolk og havefolk i Thailand. Vi er bare enormt glade for dem, som kommer her. Derfor passer vi også på dem og hjælper dem, hvis det går skidt – nøjagtig som de hjælper os. Vi har fundet ud af, at selvom man ejer en bar og spiller trommer i et rockorkester, når verden er normal, så kan man godt være en habil thai lærer. Det er Tam et strålende eksempel på, og de to timer han underviser os hver dag, har rykket os rigtig meget på 4 uger. Og så har vi det simpelthen bare også sjovt med det.

I morges snakkede vi om, at i dag skulle der ikke komme hverken gæster, havefolk eller thaiunderviser. Jubiii!! Bare slaske rundt i så lidt tøj som muligt (der er ukristelig varmt her!). Ding dong. Der stod havemand og frue. “I sagde i sidste uge, at I gerne ville have flyttet et papayatræ og nogle andre ting, og det vil vi gerne gøre nu.”. Så gik de i gang, og det er blevet rigtig fint. Selvfølgelig skal de have betaling for det, og flytning af træer er altså ikke med i almindeligt havearbejde. Men bare måden de kommer på – de er bare utroligt søde! Vores havemand går selv ind i værkstedet og finder, hvad han skal bruge (hvis han altså kan finde det). Og han lægger alting pænt på plads igen. Andre har også lagt mærke til hans kvaliteter, så to af vores naboer har kigget på vores have og har også hyret ham. Inde ved siden af har de en pige på knap 2 år. Hun forguder ham, og forleden kom hun rendende ind til os og ville op til ham. Moren kom styrtende et par sekunder senere. Det er da bare ren rå hygge, så man bliver glad i sit hoved.

Vores poolmand er også en fantastisk fyr. Han er søn af vores caretaker, og han er dælme opdraget godt. Midt i tyverne og det flittigste, grundigste menneske. Vores gamle pool har aldrig været så fin som nu. Og det på trods af, at temperaturen i poolen lige nu ligger omkring de 35 grader, hvilket nemt kan give mange alger og problemer. Høflig er han også, og vi er bare så glade for ham.

Min dårlige samvittighed….

De nære ting er jo mange ting, og her ligger også en dårlig samvittighed for mig. Jeg ville så gerne handle lokalt, men det orker jeg simpelthen ikke. Da vi flyttede hertil, havde jeg en ide om at købe ind på det lokale marked flere gange om ugen. Købe økologiske æg hos landmanden osv. osv. Jeg har nu lært, at hvis jeg skal det, så er det et fuldtidsjob at køre rundt og finde alle tingene lokalt. Og første gang jeg var på det store Chat Chai morgenmarked her i Hua Hin, fik jeg et chock. Alt for lidt plads, masen og skubben, motorcykler inde i de snævre gange mellem boderne, fiskevand ned ad benene, svingende kvalitet på mange ting, og folk der tog r…. på mig, fordi jeg er farang. Med alle de stakkels mennesker, der lider under manglende indtægt pga. Covid-19, så ville jeg rigtig gerne støtte de lokale producenter. Jeg har bare ikke fundet ud af hvordan. Jeg har nok også mit typisk danske “one-stop-shopping – spar tid” gen med mig – man kører i Føtex, og så har man det hele – inklusive et par nye sko og en julekalender.

Derfor handler vi (for) ofte i Makro. Makro er ejet af CP Group, som har kinesiske rødder. De sidder på omkring 70% af det totale fødevaremarked i Thailand. De ejer feks. Makro, Tesco Lotus (som nu bare hedder Lotus’s)  True (mobilselskab) og 7-11 (omkring 12000 af slagsen). Men de har været så smarte at sigte mod at blive “selvforsynende”, dvs. de har feks. grisefarme, rejefarme og mejerier, så de har styr på hele forsyningskæden. Jeg er ikke glad for dem, for det er jo monopol, og det kan man godt se på prisdannelsen og vareudbuddet i Thailand. Der er stort set ingen konkurrence, og udvalget er på mange områder blevet temmelig skidt de seneste 8-10 år. Til gengæld har de langt det meste af, hvad vi skal bruge, og så sejrer bekvemmeligheden…

Jeg må tage mig sammen og springe ud i nogle af de lokale markeder, men jeg kan ikke lide at færdes der. Jeg er heller ikke glad for mad – specielt kød – uden køling i 35 graders varme….

Nyd de nære ting

Nu vil jeg gå ud og beundre mit nye papaya bed og sidde foran en blæser, så jeg ikke smelter. Og så vil jeg som den gode elev sætte mig og skrive sætninger på thai, så jeg kan lære at skrive bedre end en 6 årig! Fortsat god søndag!