Kun i Thailand…..

Ja, kun i Thailand kan man opleve, at man er nr. 20 på venteliste til en donoroperation, hvorefter man får en operation 5 dage senere….

Lige nu sidder jeg og er lidt i granatchock, for det hele gik simpelthen så hurtigt, at jeg ikke nåede at blive bange eller nervøs. Jeg har fået en donoroperation på mit højre øje i torsdags på Rutnin Eye Hospital. Jeg har en arvelig sygdom, som hedder Fuchs’ Dystrofi. Det betyder, uden at skulle blive teknisk, at jeg langsomt mister synet men dog uden at blive helt blind. Gør man ikke noget i tide, får man heller ikke et godt resultat af en operation, og man kommer til at leve i en skyggeverden.

Alt er gået så fint, at jeg næsten ikke kan fatte det. Og jeg kan se! Godt nok dobbelt endnu, men det skulle fortage sig om nogle dage. Jeg er meget, meget glad – men er som sagt også lidt i granatchock! Jeg har været i hænderne på en af Thailands dygtigste øjenkirurger, og jeg er meget taknemmelig.

Laseroperation

Sidste mandag kørte vi til Bangkok for at få en laseroperation – man skyder et hul i øjet, så man ikke opbygger for højt tryk i øjet. Det tog jeg helt cool, men det viste sig at være værre end som så. Jeg ved ikke om det var selve operationen, for lidt luft i maskinen pga. maske, eller hvad det var. Men da jeg var færdig efter ca. 10 minutter, blev jeg dårlig, som i kvalme og grøn i hovedet. DET skal man altså ikke gøre på et hospital i Thailand. De tog mit blodtryk, som var alt for lavt, og så lød det ellers i højtalerne: “Code Blue Alarm”. Så brød Fanden løs! Min stakkels mand sad ude i venteværelset, da det væltede ind med folk med apparater, kørestol, piller osv. osv. Selv blev han bevogtet af to bryske vagter, og ingen fortalte ham, hvad der foregik. Jeg var helt ved mine fulde fem, men nej – ned at ligge på en båre og drikke sukkervand. De ville også have mig til at sniffe salmiakspiritus, men der satte jeg godt nok grænsen! Til sidst fik jeg lov at gå, og efter den episode vidste hele hospitalet, hvem jeg var. Alle steder vi kom, blev der hvisket “Code Blue”. Pinligt!!

Ved samme lejlighed fik jeg også at vide, at de havde donorvæv på vej til mig, og at jeg skulle opereres torsdag.

Covid test

Egentlig skulle jeg gå til en masse tests før operationen: Blodprøver, HIV, EKG mm., men det så de pludselig stort på. Til gengæld skulle jeg have en Covid test. Vi valgte at køre på Bangkok Hospital, som godt nok er dyrt, men det gik til gengæld hurtigt. Når man skal forberede sig på at være på sygehus/hotel i Bangkok på ubestemt tid, så skal man altså lige have tid til at forberede sig, så man ikke går ned på rene underbukser eller hjemmelavet mad til fryseren. Derfor var hastigheden mere vigtig end prisen i dette tilfælde.

Bangkok Hospital havde et udmærket system til testen, selvom det var omstændeligt som ALT er her i landet. Vi bliver jo ikke testet hele tiden her, som man gør i Danmark. Faktisk er der mangel på test-kits nu, men det holder så i det mindste tallene nede! 5200 baht pr. person tog de for det – så var det da også betalt!

Alt det praktiske

Til dem der ikke har bemærket det før: Jeg er kontrolfreak! Ud over alle grænser, vil min bedre halvdel nok påstå. Så alt det praktiske blev startet op, så jeg havde taget højde for så mange eventualiteter som muligt. Jeg havde pakket så jeg kunne lave mad. Og kunne jeg ikke det, var der hjemmelavede færdigretter til mikroovnen. Der var knive, karklude, krydderier, snacks, drikkevarer, tidsfordriv med eller uden øjne, vores egen dyne og puder og meget meget mere!

Jeg havde booket hotel, så vi kunne checke ind før operationen og pakke alt ud og gøre klar. Første nat var godt nok på hospitalet, men det var en god investering. Min mand er ikke særlig huslig (to say the least), så det gav mig ro i hovedet, at vi kunne komme tilbage til hotellet med alt klart til “patienten”.

Vi kørte til Bangkok igen torsdag morgen, og fik læsset af på hotellet, så alting var i system. Vi har efterhånden været der en del gange, og sidste gang brokkede jeg mig over et køleskab, der ikke virkede og en noget slasket rengøring, så vi blev modtaget af direktøren selv, og der var ihvertfald ikke noget at udsætte på rengøringen denne gang, og vi fik en gratis opgradering.

Operationen

Det kan godt være skræmmende at få en operation i sig selv, og når det så er i et fremmed land, kan det være endnu mere foruroligende. Jeg var rimelig tryg ved lægen, men det er altså Thailand det her, og her sker indimellem ting, der ikke er så heldige.

Jeg havde regnet med at få noget beroligende inden operationen, men nej. Jeg fik en Paracetamol og en Ibuprofen. Da de hentede mig, gik jeg selv ned i et rum, hvor jeg blev lagt på en båre. Uden kommentarer. Så lå jeg og ventede lidt og undrede mig over lydene. Masser af snakken og en printer, der kørte i et væk. Det var simpelthen printerummet, tror jeg. Man kunne trække et forhæng rundt om sengen, men der var ikke nogen lamper eller noget. Så må jeg indrømme, at jeg blev bare en lille smule nervøs! En øjenoperation i noget, der lige så godt kunne være på et kontor??

Så kom lægen, og så kaglede de alle afsted om, hvad de havde fået til frokost, og hvem der skulle komme i morgen. Efter et par (meget ubehagelige) sprøjter under øjet, kørte de mig så ind, på hvad der viste sig at være en operationsstue. Igen blev der kaglet helt vildt, og det viste sig, at lægen havde to andre læger med, som skulle se, hvordan hun udførte operationen.

Så gik de i gang, og selve operationen var ingenting. Jeg mærkede ikke noget, og jeg kunne kun se nogle skygger. Da de skulle forberede donorvævet, blev der lidt mere stille i lokalet, men så begyndte de at skrasle med papir og skramle med noget porcelæn. Min tanke var, at nu skal de sgu til at spise!! Thai style – de enten spiser eller tænker på at spise.

Ca. 45 minutter tog det ialt med ventetid osv. Så var det op på hospitalsrummet og ligge fladt. Næste dag kunne jeg udskrives – alt så fint ud, men jeg skulle stadig ligge fladt på ryggen.

Jeg har så ligget på ryggen og kigget op i loftet i 4 døgn, for at en luftboble i øjet kunne trykke vævet op imod min hornhinde. Her er hvordan min luftboble så ud. Helt harmløst, men ikke nemt at se med sådan en midt i synsfeltet!

Det gør NAS at skulle ligge på ryggen 95% af tiden, skulle jeg hilse og sige. Ikke i øjet, men med de madrasser her i landet, der er så hårde som sten, var min ryg ved at falde af. Aldrig har jeg haft så ondt i mit liv. På hospitalet flyttede jeg over på sofaen til min bedre halvdel efter en halv nat. Jeg kunne simpelthen ikke ligge i den hospitalsseng mere. Det grinede sygeplejerskerne meget af! På hotellet fik vi en ekstra dyne, så jeg havde noget “polstring”.

Resultat

Jeg var til kontrol i går mandag, og alt så superfint ud. Lægen sagde, at hun var meget tilfreds med resultatet, og det må jeg jo sige, at jeg også er. Ingen smerter, intet sæbeøje, synet er ikke helt på plads, men jeg kan mærke, hvor meget det har hjulpet på kontrasten i forhold til det øje, der ikke er opereret!

Jeg skal godt nok tage øjendråber over 20 gange om dagen, og til at starte med fik jeg også en masse piller. Øjendråberne slipper jeg aldrig af med, men det bliver nogle få gange om dagen, når jeg er trappet ud om ca. et halvt år. Stakkels min mand – han skal nu også være sygeplejerske, for jeg stadig ikke se til at give mig selv øjendråber pga. luftboblen i øjet, men det kommer helt sikkert.

Hurraaah – hjem til Hua Hin igen i går, og det er bare SÅ dejligt at være hjemme igen. Og sove i vores GODE seng fra Ide Møbler. I dag har vi været på skolebænken igen, og det er bare skønt at være tilbage til “normal”.

I næste uge er næste kontrol. Det går forhåbentlig også fint. Så må vi jo se, hvornår hun synes, at jeg skal have lavet det venstre øje. Det bliver nok om nogle måneder, vil jeg tro. Til den tid er jeg bevæbnet med Thailands bedste topmadras!

Her ses jeg med mine nye fancy “se om hjørnet” briller. Så kunne jeg ligge og se “Madnørderne” på DR.TV. Så gik tiden da med det! De kan også bruges, hvis man bare er helt “normal” og ikke gider bøje nakken, når man ligger i sengen og ser tv. 300 baht.