Ja, det måtte jo komme…. I vores alder er det jo ikke ualmindeligt at miste en ven eller bekendt, og derfor måtte vi gå den tunge gang til begravelse i sidste uge.
Nu er begravelser jo ikke almindelige i Thailand, så det var jo i virkeligheden en bisættelse. I Danmark har man ved bisættelser som oftest den kirkelige handling, og så køres den døde væk i en ligvogn, og her slutter ceremonien så. Her i Thailand foregår det noget anderledes, og her er historien om, hvordan en masse venner, bekendte og kunder sendte Dave til himmels i Hua Hin.
Dave var ejeren af en bar her i Hua Hin. En ganske særlig bar, som han havde brugt mange mange timer og ressourcer på at ændre fra et lille træskur på en tilgroet grund til en dejlig have med en ganske særlig stemning. Lokale musikere og musikelskere brugte stedet til at mødes, spille musik sammen, synge karaoke (ikke lige min favorit!). Der er blevet holdt store fester på stedet, og temaet var “Speakeasy”. Når vi har haft gæster, har vi slæbt dem med derud, fordi det er noget helt andet end andre barer og musiksteder i Hua Hin. Godt nok ligger det lidt langt ude, og der er intet køkken, så skal man spise, må man ringe efter en pizza eller en gang thai mad, men det har sin helt egen charme. Gæsterne er selv med til at skabe stemningen, og det er de (vi) virkelig gode til.
Dave havde hænderne rigtigt skruet på, og han kunne selv lave mange af tingene. Derfor har det også taget lang tid at komme så langt, som stedet er i dag. Dave var en meget venlig og smilende mand, og han havde virkelig mange venner og bekendte. Han var stor fan af konspirationsteorier (som åbenbart er ret populært her i byen – kig efter sølvpapirshattene), og man kunne altid udveksle teorier om både dit og dat med ham. Som en gammel borebisse var han lidt hærget og slidt at se på, og han kunne da også ryge 60 cigaretter på en dag. Det blev så også hans Waterloo, for han døde af lungecancer. Hans kone Gig er en rigtig sød kvinde, men hun lider desværre lidt af homofobi (angst for mennesker), så hun har ikke været særlig synlig i baren.
Dave sygnede stille hen, men han elskede musikken i baren til det sidste. Den sidste gang, vi så ham, som var til nogle venners fødselsdag, kunne han ikke selv gå og dårligt nok sidde. Hans lille tynde krop stod i stærk kontrast til hans meget tykke og væskefyldte ben. Men han var SÅ glad for at kunne være med, og man kunne tydeligt se, at han fulgte 100% med i musikken. Derefter opholdt han sig på sin private terrasse lige ved siden af baren, når der var musik, og for to uger siden måtte han give op og sov stille hen.
Når en udlænding dør i Thailand, så er det forbundet med en del papirkram, og man bør måske få noget af det ordnet på forhånd, for det er nok ikke så sjovt for den efterladte at skulle bøvle med en masse bureaukrati, når man også er i sorg. En anden vigtig ting at have på plads er et testamente, for ellers kan det trække i kæmpe langdrag med arven efter en død person. Man skal også huske, at har man værdier i både Thailand og Danmark, så skal man have et testamente begge steder.
I Thailand er der status i at vente så længe som muligt med at blive kremeret. I nogle familier venter man 100 dage til kremeringen, og i nogle rige familier venter man helt op til et år eller to. Dave var jo farang, så hans kone skulle jo ikke have ham stående på køl i månedsvis, så der gik en uges tid, så var hun og familien klar til at stå for kremeringen i et lokalt tempel. Der er mange ritualer forbundet med en kremering, og blandt andet skal munkene “chante” i to dage for den døde. Dagen før kremeringen, var vi inviteret til “bathing ceremony”, som består i, at man lægger den døde på et leje med et klæde over kroppen, mens ansigt og den ene hånd ikke er tildækket. Der hældes vand på gæsterne og den afdødes hånd, og så bindes en hvid snor om ankler og håndled som hjælp til en god passage til det næste liv. Den del af ceremonien tog vi ikke med til, for jeg er ikke god til det der med at se på døde mennesker! Vi var heller ikke helt så tæt på Dave som så mange andre af hans venner.
På selve dagen var vi inviteret til kl. 15, men ceremonien startede først en time senere, og i den tid dryssede folk fra nær og fjern ind. Stemningen er noget mindre trykket end til en bisættelse i Danmark, og der blev spillet noget af Dave’s yndlingsmusik i højtaleranlægget f.eks REM, Green Day, Neil Young og andre. Der var pyntet op med blomster og kranse fra venner og familie. Der var sat et billede op af Dave, mens hans kiste stod ude bagved “kapellet”. Så kom munkene ind, og der blev chantet og givet gaver til dem i form af orange klæder, blomster mm. Alt var koordineret til perfektion, og det var ganske spændende at opleve. På den mere pragmatiske side, så fik munkene udleveret 1 vand, 1 dansk vand og 1 energidrik pr. mand, så de manglede ikke noget.
Til sidst i ceremonien bar enken en papirsblomst op til et fad, og der blev sat ild til blomsten. Derefter fik alle gæster udleveret en blomst, som så symbolsk blev lagt i et fad oppe ved Dave’s billede. Jeg gætter på, at vi har været 60-70 mennesker, og det var dejligt at thaierne var så gode til at vise, hvad vi skulle – ellers var det da endt i kaos.
Så kom vi til den mere barske del – og ikke kun for mig, som ikke har nemt ved at holde tårerne tilbage, uanset om det er gode tårer eller sørgelige tårer!
Dave’s kiste blev kørt op ad en rampe og op til “ovnen”. Jeg havde læst, at det kun var de nærmeste, der deltog i den næste del, men det viste sig, at det gjorde vi sådan set alle. Dave’s kiste blev kørt rundt om krematoriet tre gange – skubbet af munke, venner og bekendte.
Så blev kisten sat foran ovnen, og låget blev taget af. Der begyndte jeg at at mærke det stramme. Jeg ER altså ikke god til det med døde mennesker – efter at have set mine far og min svigermor efter svær sygdom og min mor som så helt forkert ud, så har jeg besluttet, at det undgår jeg altså helst. Låget blev taget af, og så blev der lagt papfigurer af Dave’s hus med ham selv og hans kone foran, højtalere som symbol på hans kærlighed til musik, papirblomster og flere andre papting kom ned i kisten til ham. De nærmeste gik op for at se ham for sidste gang og hælde olie ned i kisten til ham. Så blev der hældt et eller andet brændbart ned i et kar under kisten, og så blev der sat ild til det hele og så ind i ovnen med Dave’s jordiske rester.
Nu skrev jeg om det med at se den afdøde. Her i Thailand smukkeserer man ikke på de døde, og det fandt de af vores venner, som gik op og “så Dave for sidste gang” ud af på den hårde måde. Flere af dem kan slet ikke komme over, at de så en Dave med åbne øjne og mund og med skrækken malet i ansigtet. Mange af dem sagde også, at de hellere ville have beholdt billedet af den smilende og glade Dave. Der må man altså sige, at thaierne har en helt andet kultur og pragmatisk tilgang til døden.
Til sidst fik vi alle udleveret en lille pose med en juice og en kanelsnegl lavet af vores nabo og doneret til formålet. Så var ceremonien slut, men der var så inviteret til “memorial” i baren kl. 18.
Fra kl. 18 blev der serveret pizza og thai mad fra de lokale restauranter, og baren var totalt pakket med mennesker. Helt i Dave’s ånd blev der spillet musik, snakket og grinet helt til midnat. Gig, Dave’s kone, og hele personalet i baren havde en mega travl aften, hvor bestillingerne bare fløj om ørerne på dem. Da vi gik hjem, var Gig tydeligvis meget berørt af hele dagen og hele situationen, og det var da forståeligt nok.
Vi fik sagt farvel til Dave med manér, men vi kommer godt nok til at savne ham og hans skæve syn på verden.
Gig har besluttet at køre baren videre. Hun har et fantastisk team, som sagtens selv kan køre den daglige drift. Hun har hjælp fra alle musikerne og musikelskerne, og vi har alle tilbudt at give en hånd, når hun har brug for det. Næste projekt bliver at lave en rigtig overdækning til musikken i stedet for et telt, og det projekt hjælper min bedre halvdel gerne med. Den bar er et dejligt sted for os lidt oppe i årene, og man kan hygge sig med både nye og gamle venner i dejlige omgivelser.
RIP Dave og tak for musikken!
