Her starter min lille føljeton om at flytte til Thailand. Hvorfor?, hvordan? og hvad så? kommer over nogle afsnit i løbet af den kommende tid. Følg med, hvis du er interesseret.
Hvordan kom I på at flytte til Thailand?
Det spørgsmål har jeg fået mange gange, og jeg forstår faktisk godt spørgsmålet, for for de fleste mennesker virker det som en sindssyg handling som at træde lige ud i luften fra taget på en 5 etagers bygning! Jeg mener, jeg kender mennesker, som i midten af livet bor kun ganske få kilometer fra deres barndomshjem, og de kunne ikke drømme om bare at flytte til nabobyen.
Jeg er selv mønsterbryder, og selvom jeg havde min barndom i et trygt og godt hjem i en lille flække i Sønderjylland, så skulle jeg bare væk derfra, da jeg blev bare nogenlunde voksen. Siden da har jeg haft nemt ved at flytte mig – ”wherever I lay my hat – that’s my home” agtigt. Ikke at jeg er flyttet en masse rundt og har været rodløs, men når man skal videre, så skal man videre.
Udlængsel – en kæmpe faktor
Udlængsel har altid været en kæmpe faktor i mit liv. Jeg var så heldig at møde en mand, som også gerne ville rejse, og vi har rejst kloden tynd. Når man ikke har børn og ikke skal bruge penge på pampers, nye cykler og vinterstøvler, så er der råd til noget andet. Vi har været på rigtig mange rejser, og det har været en del af vores livsstil.
Vores første tur til Thailand var i 1993 – det var en rundtur i bus, og jeg var syg fra vi kom til vi tog hjem. Og jeg var ikke den eneste. I bussen stod vi indimellem i kø og tryglede om at komme ind på toilettet! Og jeg som madøre havde glædet mig sådan til det thailandske køkken – jeg kunne ikke spise andet end lidt suppe og nogle ris – resten var så stærkt, at det rykkede mit hoved af. Vi blev snydt ganske forfærdeligt alle steder, vi blev presset til at få skræddersyet tøj for det halve af vores rejsebudget – allerede første dag! Og så var der så forbandet varmt…. Da vi kom hjem svor jeg, at jeg ALDRIG skulle tilbage til Thailand med alle de kæltringe og deres lortemad!
Derfor blev det til at rejse til en masse andre steder i verden. På et tidspunkt besluttede vi, at vi IKKE skulle blive gamle i Danmark. Derfor faldt kærligheden på Spanien. Vi ville rigtig gerne flytte dertil senere, så derfor gik vi i gang med at lære sproget, og vi gik i flere år på sprogskole i Spanien i vores sommerferie. Så kom de med i EU, og så strøg alle priser til himmels.
Men tilbage til udlængsel – hvad er det for en størrelse?
Ja, udlængsel er, når man er ved at gå i spåner, når man kommer hjem fra ferie, og kun har i hovedet, hvordan man kan komme afsted igen. Lidt som at tage stoffer! Så vi rejste som nævnt rigtig meget, og vi har været rigtig mange dejlige steder.
I 2000 tog vi endnu en tur til Thailand – denne gang til Bangkok og Hua Hin – også en pakkerejse, hvor vi dog kun var 4 personer på ”rejseholdet”. Det var en helt anden type tur end vores første til landet. Og så var vi nok også blevet lidt mere ”erfarne” turister, samt at det var den kølige tid i februar. Det var en fantastisk tur, og derefter begyndte vi at komme til Thailand med jævne mellemrum for at udforske landet mere. Og det blev til ægte kærlighed.
Et par af vores venner blev også hooked, og de begyndte så småt at snakke om at købe hus i Thailand. Der var vi ikke endnu, men vi fulgte ivrigt med i deres ”projekt Thailand”.
Det udviklede sig til udlængsel i 4 potens!
Nogle år er vi kommet til Thailand 3-4 gange i løbet af året, og vi begyndte at få en forståelse af klima, mennesker og omgivelser. Og det er også nok de 3 største faktorer for at flytte hertil. Klima er nummer 1 for mig. Jeg er en frossenpind, og jeg var træt af at rende rundt i 7 lag tøj og støvler, selv om sommeren i Danmark. Jeg frøs nærmest altid! Jeg savnede varmen, de flotte solnedgange, lugten af Thailand, som møder en allerede, når man træder ud af flyet, plus en masse andre dejlige ting.
Når vi kom hjem fra Thailand efter en ferie, var jeg så desperat, at jeg næsten ikke kunne holde det ud. Jeg måtte bestille en ny rejse hertil, og indimellem havde vi 2-3 rejser til forskellige steder i Thailand booket på en gang.
Vi snakkede tit om at flytte til Thailand, men vi havde jo begge to jobs, og så havde vi et stort hus, der var svært at sælge. Men vi var helt sikre på, at vi måtte afsted på et tidspunkt.
Læs mere om hvordan beslutningen om at flytte til Thailand blev taget, og om hvordan vi greb det an i næste afsnit af min lille føljeton.
Interesant læsning og godt skrevet. Er selv kommet i Thailand siden 1977, og havde også som dig dengang brændende ønske om at kunne få job herude og flytte hertil. Har nok ikke samme gener som dig med udlængsel, men stadig glad for at komme her.
Er nu gået på pension og har for første gang været her en måned. Dejligt, men så vil jeg også gerne hjem og lade op til næste tur.
Glæder mig til at læse næste kapitel
Tak for det. Man kan jo nyde Thailand på mange måder, og at være her dele af året er jo også en måde at få det bedste ud af det på.
Godt skrevet. Vi er nok mange, som kan genkende de følelser og stemninger du beskriver. Og ja, den der duft der rammer næseborerne når man kommer ud af ankomsthallen, den er unik, og så ved man bare, at man er landet det rigtige sted. Jeg ser frem til næste kapitel
Hej Henrik, tak for det – jeg kommer snart med næste afsnit i min lille føljeton.
Thailandsk gift siden 2004. Har hus og bil og (hendes) familie i Thailand, men vi bor i Danmark, hvor hun har arbejde og tjener penge. Har tidligere boet i Grønland i godt 10 år og gift med en kvinde (f. 1944-2007) der var født i Thule. Elskede Grønland (og Danmark) og er kommet til at elske Thailand, hvor jeg, der er pensionist, tilbringer vinteren./Users/uffemulvad/Desktop/Scan 28.jpeg
Jeg synes det er imponerende, at du kan rejse frem og tilbage og tilbringe vinteren her i Thailand. Jeg har ikke været i Danmark i mere end et år, og jeg savner det heller ikke. Kun venner og familie!