Som i resten af verden sker der hele tiden noget nyt her i Thailand, så det skal det handle om i dag.
TM6 fra 1. maj 2025 for turister
Mange husker de der papkort, man fik udleveret på flyet på vej til Thailand, som skulle udfyldes med personlige data mm. og afleveres i paskontrollen på vej ind i Thailand. Den formular hed TM6, og den blev suspenderet engang i 2024. De væsentligste oplysninger var de personlige informationer som navn og pasnummer, men man skulle også skrive på, hvor man havde tænkt sig at opholde sig i Thailand. Feltet til det var så lille, at man ihvertfald ikke kunne beskrive en rundrejse feks., så vi skrev altid bare den første adresse på.
Her i Thailand melder hotellerne ind til Immigrations, hvornår deres gæster ankommer og rejser igen. Hvis man bor privat eller lejer et hus eller Air BnB, så er det husejeren, der skal melde gæsterne ind til Immigrations. Hvis man som gæst ikke bliver bedt om en kopi af passet, så er det nok fordi, husejeren ikke har meldt gæsterne ind. Mange ønsker ikke at rapportere, for så skal de betale skat af lejeindtægten. I 99% af tilfældene går det også godt, men bliver man filtret ind i noget med politiet eller immigrationsmyndighederne her i Thailand, og man ikke har fået rapporteret ind, hvor man bor, ja – så kan det altså godt give problemer og en bøde. Vi har selv gjort det masser af gange som turister, men i dag melder vi alle gæster fra udlandet ind hos Immigrations for at hverken de eller vi skal få problemer.
Det nye er, at man fra 1. maj skal udfylde formularen on-line. Link til siden findes her. Jeg har læst, at der også skal findes en app, men den kan jeg desværre ikke finde.
Bemærk, at man ikke kan gøre det tidligere end 3 dage før, så der er ikke mulighed for at være i god tid med det. Bemærk, at Danmark ikke står under “Denmark” i drop down menuen, hvor man skal skrive, hvor man bor, men under “Kingdom of Denmark”!
Når man er færdig, får man en QR kode tilsendt. Man kan så vælge at printe den ud eller gemme den som et foto på sin telefon (hvis man ikke har forbindelse i lufthavnen). Ved paskontrollen viser man så bare sin QR kode, og på mange måder er det jo meget smartere end et papkort, der skal clipses fast i passet.
Er man allerede i Thailand 1. maj, skal formularen udfyldes, inden man tager hjem igen. Derfor tror jeg også, at man skal gemme sin QR kode, så man har den ved udrejse, men jeg kan ikke finde noget, der bekræfter det.
Sådan er det her i Thailand. Tingene er så klare som mudder, som man siger på engelsk. Ha Ha.
Principielt er det jo en god ide at afskaffe alt papirkrammet. Jeg har i mange år spekuleret på, hvor store de bygninger måtte være, hvor de opbevarede alle de TM6 kort, med 30-40 millioner turister om året….
Eneste bekymring kan være datasikkerhed, men det vil jeg ikke komme ind på her. Derfor ville jeg kun udfylde de obligatoriske felter markeret med rød stjerne.
Trumps toldtariffer
Som de fleste jo nok har hørt, så har Trump jo smidt en bombe med USA’s nye toldtariffer. Normalt bekymrer Thailand sig ikke synderligt om, hvad der foregår i vesten, men dette her har godt nok fået alle til at vågne op her i Thailand.
Først forsikrede premierministeren at alt var under kontrol, og at de 36% told var baseret på en udregning, som man ikke helt kunne greje. Hun mente også, at gennemsnitstolden på amerikanske varer til Thailand kun er 9% mod de 72%, som Trump påstod den var.
Men nu er fru PM vist ved at mærke, at hendes stol er ved at blive lidt varm, så i næste uge skal der sendes en delegation afsted til USA for at forhandle toldsatser. Good luck med det, for Thailand er ikke særlig væsentlig for USA, og i de sidste 20 år har man lænet sig til Kina siden her i landet. Thailands export til USA af bl.a. biler, lastbiler og dele til kontormaskiner udgør omkring 18% af Thailands totale eksport, og USA er dermed det største eksportmarked for landet. Thailand er derimod nr. 19 på listen over lande, som USA importerer fra.
Udmeldingen fra Trump fik aktiemarkedet her i Thailand til at falde godt og grundigt, ligesom det har gjort i det meste af verden, så bekymringen er stor.
Lad os se, hvad der sker. Vi har jo før set Trump lave en kovending. Selv Elon Musk tager afstand fra de nye toldtariffer, men det har han jo nok sine indlysende grunde til.
Vores egen lille hønsegård
Her i hønsegården har sidste uge været knapt så hektisk som ugerne før. Denne uge har budt på en “bogholderidag”. Dem skal man også have engang imellem, selvom det ikke er min yndlingsbeskæftigelse. Nu skal jeg bare tage mig sammen til en arkiveringsdag også – selvom den del af bogholderiet er yderst minimalt.
I fredags var vi ude at besøge en norsk ven. Jeg har overtalt ham til, at jeg må skrive om ham og om det fantastiske hjem, han har skabt sammen med sin kone over mange år. De bor meget, meget specielt og enormt charmerende. Det er ihvertfald ikke sådan, som de fleste her bor, så glæd dig til den historie.
Vores norske ven serverede kanelstang og bagerens dårlige øje, og det har jeg ikke smagt i 8-9 år! Ikke at jeg har savnet det helt vildt, for jeg er ikke den store kagespiser, men sådan en kanelstang kan nu noget!
I går var vi ude og vifte lidt med ørerne, og vi spiste på en restaurant ved soi 94, der hedder Naga. Det var virkelig godt! Ikke billigt men heller ikke vildt dyrt. Super betjening, lækker servering i smukke skåle og tallerkener.

Så har de også de vildeste toiletter, jeg længe har set! Det havde passet perfekt til mit fødselsdagstema sidste år med sort og guld.


Det har været en blog med afbrydelser i dag. Jeg startede med at skrive for 5 timer siden, og det er ikke fordi jeg er langsom ved tastaturet. En ven kom forbi til en snak, og så ringede min veninde fra Danmark op, og vi tager lige lidt tid om at vende verdenssituationen. Men det er mega hyggeligt, både at få gæster og blive ringet op fra Danmark.
Hermed vil jeg slutte for i dag og ønske god søndag!