Fysioterapi i Thailand – historien om en tennisalbue

Kan man få fysioterapi i Thailand? Selvfølgelig kan man det – endda her i lille Hua Hin!

Jeg har fået en tennisalbue… Igen! Det må simpelthen være fordi jeg arbejder for hårdt!! Nej pjat, men den kom efter et par hårde dages forberedelse til fest for nogle uger siden – om det så har noget med det at gøre, ved jeg simpelthen ikke.

Jeg havde også en tennisalbue for nogle år siden, og det tog mere end et år at komme af med det skidt. Dengang fik jeg en den, fordi jeg brugte et såkaldt fugerensejern – altså sådan en dims:

Jeg brugte den til at kratte fuger på vel ialt 200 m2 fuger med bittesmå fliser udenfor. Det gjorde jeg, fordi alt skulle være fint til, at vi skulle holde en rund fødselsdag derhjemme i huset i Silkeborg. Nogle dage efter festen startede “festen” så. Det gjorde rigtig ondt ind ved leddet i albuen, og min højre arm var helt kraftesløs (jeg er højrehåndet). Jeg kunne stort set ikke løfte noget med den arm, og jeg tabte hele tiden ting. En dag ville jeg tage en liter mælk ud af køleskabet, men gribemekanismen duede slet ikke, så jeg tabte mælken på gulvet, så det sprøjtede ud i hele køkkenet.

Nå, men jeg havde da en sygeforsikring, så det var jo bare med at gå i gang med en behandling. Jeg gik til fysioterapi først, og det hjalp lige samme dag, men dagen efter var det tilbage til “normalen” igen, nemlig at det gjorde hammer ondt. Så kom min læge med det geniale forslag, at han da kunne give mig akupunktur i middagspausen. Han stak simpelthen nåle ind i leddet, og det gjorde bare vanvittig ondt, og det hjalp ikke en pind. Den ene gang må han have ramt noget forkert, for da fysioterapeuten næste dag gav mig chockbehandling, så endte det med en kulsort arm. Da jeg kom på arbejde faldt min chef nærmest af stolen og spurgte, om jeg havde fået tæsk! Så tog jeg en ibuprofenkur i 4 uger og stoppede mig med piller i døgndrift. Det gik fint, mens jeg spiste pillerne, for så var smerterne jo væk, men da jeg holdt op igen, var vi tilbage ved start! Jeg spiste gurkemejepiller og andre naturmediciner, købte træningsgrej i dyre domme og trænede derhjemme hver dag. Ja, jeg prøvede vist alt, hvad der kan prøves….

Men den tennisalbue var kommet for at blive. Min trofaste ven og følger!

Efter et halvt år gav jeg op. Jeg har et motto, der hedder at man jo ikke kan dø af smerte, så nu måtte den arm skisme da bare gøre ondt. Jeg bestemte, at jeg var ligeglad! Eller ihvertfald prøvede jeg at ignorere den. Jeg valgte også den strategi, at jeg måske kunne træne min venstre arm op til at lave flere ting. Den hang egentlig bare og slaskede ved min venstre side, for det var jo normalt min højre arm, der gjorde alt arbejdet. Kun ved computeren var mine arme ligeværdige. Så jeg begyndte at øve mig i at gøre ting anderledes. Bruge venstre arm til at tage ting med, til at styre støvsugeren og gulvmoppen, til at piske i sovsen osv. Det gik rigtig godt! Indtil jeg kunne mærke, at nu var der også en tennisalbue på vej i DEN VENSTRE side. Aj, altså – jeg var ved at blive desperat. At sådan et par små spaghettiarme kunne gøre så ondt, forstår jeg simpelthen ikke!!

Så læste jeg, at der to veje længere oppe i vores kvarter var en dame, som lavede “kranio-sakral-terapi”. Jeg tænkte at det nok var noget med forskellige sten og mineraler og noget healing noget, men på hendes hjemmeside læste jeg nogle ting, som gjorde mig interesseret. Det er noget med, at rygraden helt fra hjernen ned til halebenet er omgivet af en beskyttende væske. Går der ged i det, så kan man få ondt og bøvl med resten af kadaveret. Jeg bestilte en tid, og tænkte at jeg jo før havde risikeret at spilde 500 kroner, hvis det ikke virkede… Det var en ret speciel oplevelse, men der var ikke noget woodoo eller overnaturligt i den oplevelse. Hun kiggede på mig og sagde, at jeg var skæv i bækkenet, at jeg havde infiltrationer i ryg og nakke, og at hele min holdning var gal. Så hev hun mig lidt i benene og i hovedet, masserede og trykkede lidt her og der, og manipulerede mine skuldre. Mens hun gjorde det, kunne jeg mærke begge albuer nærmest hele tiden (hun rørte dem ikke på noget tidspunkt) – meget mærkeligt. Da vi var færdige spurgte jeg, hvornår jeg skulle komme igen. “Det behøver du ikke”, sagde hun. Jeg var nu noget skeptisk. Men efter ca. 14 dage var det blevet markant bedre, og en måneds tid senere havde jeg endelig fået ro for de to tåbelige albuer.

Nu er det jo nok ikke muligt at få hende damen til at komme til Thailand og fikse min tennisalbue. Der findes faktisk kranio-sakral-terapeuter i Thailand, men jeg orker næsten ikke at køre helt til Bangkok for det. Og så er der jo bestemt ikke nogen garanti for, at det virker. Flere af de kranio-sakral-terapi klinikker, jeg kan finde i Bangkok, tilbyder også at læse tarotkort og andet spændende, og der står jeg altså af!

Så jeg tog ned til lokale fysioterapiklinik på en lille sidegade til Soi 94. Det er et rigtig fint og ordenligt sted, og der kommer en del kunder og får behandling der. De taler fint engelsk, og der er dygtige fysioterapeuter og massører.

De virker meget professionelle, og de følger næsten de samme behandlingsmetoder som i Danmark. Og det virker altså ikke rigtig på min tennisalbue. Jeg har fået to behandlinger, hvor jeg har ligget med et varmt kompres i 20 minutter (et kompres på størrelse med en rullemadras og meget varm og fugtig) over det halve af min overkrop. Så noget massage, chockbehandling og varmebehandling. Så kom min arm til at se sådan ud…

Godt man ikke kan se, hvordan der ser ud under plasteret – også fyldt med blå mærker. Og jeg har nul hår på armen i det område nu – til gengæld var jeg ildrød i flere timer, efter at jeg tog plasteret af i går. Nu skal det siges, at de ikke torturerer folk dernede – jeg får bare nemt blå mærker, og ligner næsten altid en, der har fået nogle bank.

Sidst jeg var afsted dernede ville hun stikke nåle i mig og sætte strøm til. NUL – jeg får stadig gåsehud bare ved tanken – der måtte jeg altså lige sige stop! I morgen er 3. gang, og det har vitterlig ikke hjulpet en pind. Jeg gav op i går og tog op og trænede i fitness centeret, selvom fys’en sagde, at jeg skulle lade være. Jeg savnede min træning helt vildt efter over en uges “cølibat”. Min træner sørgede for, at jeg ikke gjorde noget dumt, og det er altså ikke værre eller bedre i dag – nu har jeg også bare ondt i mine ben. Ha ha.

Nu er jeg så kommet til den konklusion, at jeg enten bare må leve med den dumme albue – og heldigvis er det den venstre denne gang – eller også må jeg køre en tur til Bangkok. Der er noget i min skulder, som siger mærkeligt, og problemet ligger sandsynligvis et helt andet sted end i albuen – noget der er i klemme eller sidder forkert.

Jeg vil dog sige, at fysioterapi klinikken kan anbefales på det varmeste, og jeg har kun hørt positive ting om dem, og de har hjulpet rigtig mange. Priserne er også nogenlunde overkommelige.

Man skal så lægge prisen for de forskellige delbehandlinger sammen, og jeg har givet 800 baht pr. gang. Det er jo ikke nogen herregård!

Jeg skal også lige fortælle, at der den første dag lå en engelsktalende mand inde bag gardinet til den næste kabine. Han fik massage – helt klart oliemassage med alle de svuppende lyde derinde fra. Og han nød det! Når han ikke sagde “wonderful”, så snorksov han så gardinerne blafrede. Han var helt væk, og de måtte vække ham, da han var færdig. Han var simpelthen så tilfreds, at han gav massøren 1000 baht i drikkepenge!! Det snakkede damerne om i et stykke tid efter, at han var gået. Ikke engang i en ordentlig brandert ville jeg give 1000 baht i drikkepenge til mit yndlings rockorkester Zuperjune!!

Men man kan altså roligt bruge denne klinik, hvis man har bøvl med bevægeapparatet, når man er i Hua Hin. Men en hårdnakket tennisalbue på mig, får de nok ikke has på.

God Søndag!

 

 

 

 

2 thoughts on “Fysioterapi i Thailand – historien om en tennisalbue

  1. Blå mærker KAN skyldes Binyrebarkhormon.
    Får du noget medicin med det ?
    Tennisalbue = P*s & L**t
    Og bestemt hverken rart eller sjovt 🙁
    God bedring !!!!!

    1. Hej Bent,
      tak for det – jeg har nu besluttet, at med ondt skal ondt fordrives, så nu skal den tennisalbue skal bare trænes væk.
      De blå mærker er en gave jeg har med fra fødslen, og jeg ligner ofte et trafikoffer. Ha ha.
      Venlig hilsen
      Janne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *