Thai green mango salat med crispy pork

Green mango – altså grøn mango – er en dejlig frisk mango af en speciel sort, som bruges i salater og andre friske ting, mere end den gule mango, de fleste kender.

En grøn mango er hård og ret syrlig – på den gode måde. Den giver knas og syre til en salat, og så har den en skøn undertone af mango aroma med sig. Man kunne godt bruge et Granny Smith æble eller et andet syrligt og hårdt æble til denne salat, uden at det ville ødelægge det.

I vores have har vi et mangotræ, som bærer en mangotype, der bliver helt gul i skrællen og sød og aromatisk i kødet. Den er fantastisk til desserter som feks. mango sorbet eller bare som den er i en frugtskål. Den grønne mango er en helt anden ting, og den bruger man i Thailand i salat eller skåret i både, hvor den serveres sammen med en chili dyppelse eller med knas af sukker, salt og chili. Det smager skønt og er helt sikkert meget sundt.

Jeg gav vores havemand et par modne mangoer fra vores træ, og så hentede han en rigtig grøn mango fra bilen og gav mig. DET blev jeg så glad for – jeg elsker den grønne mango, for jeg er mere til det sure end det søde.

Sådan her ser en gul mango ud – Nam Dok Mai hedder sorten. Den første købt i Makro – nr. 2 af hjemmeavl.

Så var der ligesom lagt op til en gang mums med noget sundt og syrligt og noget salt og syndigt! Læg lige mærke til den grønne mango – den er helt fast!

 

Flæsket blev langtidssstegt i ovnen, og det er simpelthen den bedste opskrift jeg har fundet endnu. Godt nok kan ovnen være lidt fedtet bagefter, men det er supernemt og giver et rigtig knasende resultat. Metoden kan bruges til almindelig stegt flæsk, men jeg tog det ud og penslede det med barbecue sauce lidt før, det var færdigt, og det gav et dejligt krydret resultat.

Dressingen til salaten var lavet med blandt andet lime, ingefær, hvidløg og sesamolie, og det giver den fyldige og krydrede smag.

Grøn mango salat med crispy pork

Antal 2 personer

Ingredienser
  

  • 500 g stribet flæsk med svær
  • salt
  • 3 spsk barbecuesauce

Salat

  • 1 grøn mango eller 2 syrlige æbler
  • 2-3 blade krussalat eller iceberg
  • 1/2 rød peber
  • 2 tomater
  • 1/2 agurk
  • 100 g sukkerærter
  • 8 stængler Chinese Mustard eller 1 stængel bladselleri
  • 1 skalotteløg
  • 1/2 peberfrugt - gul/grøn/rød eller blandet
  • 3-4 mellemstærke chilli
  • Koriander, thai basilikum eller andre krydderuter

Dressing

  • 1-2 fed knust hvidløg
  • 1 stk. lime presset til saft
  • 1 spsk. sesamolie
  • 1 fed hvidløg presset
  • 1 spsk. soyasauce
  • 1 knold ingefær revet på rivejern
  • 3 spsk. neutral olie, feks. solsikke
  • lidt honning eller sukker

Sådan gør du
 

  • Skær flæsket i skiver med sværen på og tør det godt med køkkenrulle. 
    Drys med salt på begge sider og læg det på en rist i en bradepande.
    Lad kødet stå ved stuetemperatur i 15 minutter og sæt det så i ovnen ved 100 grader varmluft i en time.
  • Riv mango eller æbler groft og skær de øvrige ingredienser til salaten i strimler og små stykker. 
  • Ryst en dressing sammen af alle ingredienser i en jævningryster eller bøtte med låg. 
  • Efter en time i ovnen, skrues op på 230 grader. Efter ca. 10 minutter vendes kødet på risten og pensles med barbecue sauce på begge sider. Drys evt. med ekstra salt og peber. Hold godt øje med kødet nu.
  • Vend salat og dressing sammen og anret på tallerken eller i fad.
  • Tag flæsket ud af ovnen. Skær det i passende stykker.
  • Vend dressingen i salaten og anret på et par smukke tallerkener eller i et fad med den sprøde gris på toppen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering